Engle 3b. Ærkeenglene Gabriel og Mikael

Ærkeenglene er de mest ophøjede af Guds engle. De går virkelig hans ærinde på jorden og udretter her store ting. Jeg bad Alexander tegne en engel til mig, og hans 5 årige fantasi ramte jo ret præcist. Det ophøjede – her næsten opstyltede – fornægter sig ikke.

Der findes mange ærkeengle i de gamle religiøse tekster. Men i Bibelen er der ikke mange. Kun to møder vi jævnligt, og det er Mikael og Gabriel. De har til gengæld fået store beføjelser af Herren, og når vi møder dem i teksterne, så har de både navn og karakter. De er ikke for ingenting Guds højre hånd. Den vigtigste er måske Gabriel, som er bebudelsesengelen – den kommer med nyt fra Gud til det enkelte menneske, og det er ikke nyheder i småtingsafdelingen – det er de store overskrifter, vi har fat i her. Så lad os kaste et blik på Gabriel.

Gabriel er et fornemt navn, for det betyder Gudsmanden eller Guds Styrke - altså næsten ikke til at skelne fra Gud Herren selv. Vi finder ham første gang i Daniels bog, og han er for resten den første engel i biblen, som er forsynet med vinger. Det er måske Gabriel, Alexander har tegnet. Her hører vi Daniel fortælle: “(k.9 v.21) … medens jeg endnu bad kom Manden Gabriel, som jeg tidligere havde set i synet, hastigt flyvende nær hen til mig …” Og det er så bl.a. her Gabriel fortæller Daniel, hvad der skal ske i fremtiden, så han kan blive i stand til at profetere om de største ting: Menneskesønnens komme.

I mange tekster er Gabriel også ægteskabets og det ægteskabelige samlivs engel, og han forbindes med månen ( og mandagen ) og med kvinden, væksten, foråret, sommeren og de modne frugter. Engle er altid mænd, men lige Gabriel har noget fint og næsten feminint over sig. Det er også ham, Gud sender for at fortælle Johannes Døberens forældre, at de skal føde et helt usædvanligt barn, og lidt senere besøger han Jomfru Maria med en

lignende nyhed på læben. Hun skal føde et barn, forkynder han. Det lyder jo som et glædeligt budskab, men ifølge skriften blev Maria ikke ligefrem glad. Det forstår man nok, hvis man tænker sig lidt om. Hun er en ganske ung pige, i nogle tekster kun 14 år. Og Gabriel, ja han er jo selve Guds Styrke, og han står foran den lille pige med sine sære ord, må det have virket mere end voldsomt på det lille menneske. Og så er han jo endda ikke ene mand i jomfruburet: Helligånden er også til stede ( undfanget ved Helligånden, står der som bekendt) – ikke så mærkeligt, at hun frygter. Også selv om englen siger: “Frygt ikke!”

Billedkunsten har forståeligt nok fundet et stærkt og smukt motiv i denne scene, og vi ser Bebudelsen fremstillet igen og igen. I dem alle optræder Gabriel, ikke altid i samme skikkelse. Her vil jeg referere fire eksempler fra Renæssancen: Fra Angelica understreger det kvindelige ved engelen: han er i lyserød pliseret kjole med guldpynt og ansigtet er et blidt kvindeansigt i absolut ro, der er intet fremfusende eller skræmmende, kun måske det, at han peger med højre hånd på Marias hjerte. I Tizians fremstilling er englen derimod en kraftig rødmosset karl, som nærmest vælter sig ind på Maria, mens han i Van Eycks billede tværtimod er fremstillet som en høflig dørsælger: “Undskyld, men skulle det være noget med en ubesmittet undfangelse?” synes han at spørge nedenfor trappen til Marias plalads (!). Tintorettos bebudelsesbillede er til gengæld vildt og voldsomt: Maria overfaldes nærmest, og det er ikke sært, at hun virker meget chokeret. Englen braser lige ind gennem væggen, efterfulgt at en hel hær af engle, der ganske vist er børn og på den måde tilpasset budskabet, men de flyver dog lige ud af et landskab, der er hærget af krig og ødelæggelse. Dog er også Helligånden til stede og hænger som en lysende due over Maria. due.

I mere moderne tid har man leget med bebudelsesenglen i frit fald. Det gælder f.eks. i myten om Jeanne d’Arc – hun er jo ikke særlig bibelsk, men også hun fik et “kald” som 14 årig. Hun skulle gå i krig, skulle Gabriel hilse fra Gud og sige. Og i Tirons ( romantiske) fremstilling af scene føres vi ind i et erotisk univers, hvor man virkelig kan tale om forførelse. En voldsom maskulin kraft omgiver det lille pigebarn, parat til at slutte hende i sine arme – ikke sært, at hun bevæges på salig vis, for han er dejlig!!! Billedet er omslag til Charlotte Kristensens bog ENGLE – se nævnt andetsteds.

 

Inden vi forlader Gabriel, vil vi aflægge vi et besøg i Islam, for i Koranen findes en del flere ærkeengle end i Bibelen, men Gabriel er vi fælles om, og sigende skulle det være ham, der som Herrens sekretær dikterede Muhammed Koranen.  En rettroende muslim ville sige, at profeten Muhammed i nedskrivningsøjeblikket kun var en menneskehånd, der førtes af englen Gabriel, og ved Gabriels side stod Gud ( Allah, men det er den samme) og dikterede ham hvert eneste ord.

Det er derfor Koranen er hellig for muslimerne på en anden måde end Bibelen er det for os. Vi mener at vide, at det ikke er Gud selv, der har siddet og hvisket højt eller lavt til de kloge mænd, der i sin tid nedskrev de tekster, som vi regner for vor religions fundament. Dog er ikke alle kristne enige på det punkt.

Det var et sidespring – og nu tilbage til Gabriel. Som vi jo for resten forlader for at kigge på en anden og mindst ligeså spektakulær skikkelse, nemlig Mikael.

Mikael optræder også i Bibelen og ofte i scenerier, som i voldsomhed langt overgår dem, hvori vi træffer på Gabriel. Nu er vi virkelig i MANDENS VERDEN. Krigen og kampens og den rå volds verden – elsket af mænd til alle tider ( Gud bedre det!).

Det er også i Daniels Bog, vi første gang møder Mikael. Her står i 10,13: “Perserrigets Fyrste stod mig imod i een og tyve dage, men se, da kom Mikael, en af de ypperste Fyrster, mig til hjælp …”

Og det er det, han mest foretager sig Bibelen igennem – kommer til hjælp. Mest i kampens hede, men også andre sammenhænge, hvor Guds Barn er i fare. Han er altså ikke bare en krigsengel, men også en frelserengel. I mange religiøse tekster udlægges det f.eks. sådan, at det er Mikael, der griber ind, lige i det øjeblik Abraham er på nippet til at myrde sin søn. Og det skulle også være ham, der kom stakkels forfulgte Hagar til hjælp i ørkenen. Han har altså andet end slagsmål på dagsordenen. Men det er fra krig, vi kender ham bedst. Her er han på hjemmebane, og Det gamle Testamente vrimler krig og ufred. Somme tider synes jeg, at Mellemøsten ligner uhyggelig meget sig selv: der har altid været og vil altid være krig.

Nå, men altså Mikael og hans hær, for sådan en har han under sig ( af engle forstås!), er altid med i de krige, og han er selvfølgelig et stort plus for Guds Udvalgte. Også i det nye testamente ser vi ham i fuld kampuniform – f.eks. i den underlige Johannes Åbenbaring, den såkaldte Apokalypse. ( Det er mig, der kalder den underlig, fordi jeg aldrig har begrebet et muk af den.  ) Men den handler jo altså om Verdens Undergang og fortælles i billeder af den største gru.

Og her spiller MIKAEL en kæmperolle – og en rolle som Kæmpe, for det er ham, der tildeler SATAN det afgørende banesår og på den måde fuldender den evige kamp mellem de gode og de onde kræfter. Han dræber DRAGEN, SLANGEN, DJÆVELEN … hvad navn, vi nu vil give det. Og derefter kommer GUDSRIGET til de frelste. I Bibelen står: “Og han greb Dragen, den gamle Slange, det er Djævelen og Satan, og bandt ham for tusinde Aar.”( 20,2) Hvad der skal ske derefter, må vi gætte os til – og inderligt håbe, at det hele ikke begynder forfra.

Men Mikael er som sagt ikke kun en kampfigur. Han kommer også til hjælp. Et par eksempler: Da Daniel kastes for løverne, er det Mikael, der flyver ned og fisker ham op. Da de tre jøder af Nebuddkaneser ( eller hvordan det nu staves) kastes i den brændende ovn, fordi de er vegetarer, træder Mikael lige ind i flammerne og henter dem uskadte ud. Og da Peter langt senere kastes i fængslet og tror sig døden nær, går Mikael lukt gennem fængselsmuren og direkte ind i cellen og tager ham ved hånden og med ud i friheden. OSV … Mikael er til at stole på, når man er i nød.

Og en hel moderne Mikaelfortælling skal I lige høre, Her meget kort fortalt:

Historien har vi fra en røvers mund. I et forhør indrømmede han, at han havde besluttet at dræbe den populære salmedigter Ingemann og stjæle hans penge, men da digteren nærmede sig røverens baghold, så denne tydeligt, at han ikke gik ene. Bag ham vandrede en engel.

Hvis man googler “engle” på Nettet, kan man møde mange, der fortæller lignende oplevelser med engle.

Så Mikael lever.

Vi forlader nu de to første ærkeengle, dem vi møder i Bibelen, og i næste indlæg skal vi stifte bekendtskab med en hel anden slags ærkeengel – nemlig Rafael, som vi ikke finder noget om i Den store Bog, men derimod i utallige andre hellige skrifter. Og han er noget særligt, også han, for han er alle unge menneskers ven. Det er ham, der ledsager dem, når de drager ud på den obligatoriske dannelsesrejse. Ud i det, man kalder LIVET.

Uden Rafaels beskyttende vinger turde vi mødre og bedstemødre ikke sende vore børn og børnebørn ud i den store vide og farlige verden. Nytårsaften var han en tur i Australien for at holde sin hånd over min niece Lises Jeppe – så kom han uskadt fra den lidt vilde aften.