Engle 11. Skabelsesberetningen

Jeg gik på jagt i bunken af børnetegninger for at finde nogle ansigtsengle – en af de mindste små kom tæt på, synes jeg. Han vidste ikke, hvad engle er for størrelser, men ansigter kendte han, og da det er det vigtigste kendetegn ved ansigtsenglene, så accepterer jeg hermed hans løsning.
Det er ikke i Biblen, vi hører om englenes oprindelse. Men det gør man i flere af de religiøse tekster, der er samtidige med beretningerne i 1. Mosebog. F.eks. i Jubilæerbogen. Denne bogs indhold åbenbarede Gud for Moses, da han kaldte ham op på det hellige bjerg og gav ham stentavlerne med de 10 bud. Jubilæerbogens skabelsesberetning minder rigtig meget om den, vi kender fra Bibelen, dog er der den markante forskel, at vi her hører om englenes tilblivelse. Ja, Gud fortæller hele historien til en engel og beder ham skrive det hele ned for bagefter at læse det højt for Moses, som så igen skal skrive det ned. Lidt fråds af tavler, kan man måske sige!
I al fald er det i første omgang englen, der fører pennen. Derefter skriver Moses efter diktat. Her er et par uddrag af bogen, citeret efter Hammershaimb m. fl.s hæfte nr. 3 af “de gammeltestamententlige pseydepigrafer”:
“Og han ( = Gud ) sagde til ansigtsengelen: skriv ned for Moses fra skabningens begyndelse ….  …( og senere) …  Og ansigtsengelen talte til Moses alt efter Herrens ord og sagde: Nedskriv hele beretningen om skabelsen, hvordan Gud Herren på seks dage fuldførte hele sit værk og alt, hvad han skabte, og holdt sabbat på den syvende dag og helligede den for al evighed og gjorde den til et tegn for hele sit skaberværk. Thi på den første dag skabte han himlene, som er oventil, og jorden og vandene og alle de ånder, som tjener ham: ansigtsenglene og helligheds englene og vindenes ånds engle og skyernes engle og tordenens og lynenes og kuldes og hedes ånders engle, og vinter og vårs og høsts og sommers og alle hans skabningers ånders engle, som findes i himlen og på jorden og i alle dybets afgrunde, og mørkets ånders engel, aften og nat, og lysets, gry og aften, som han har skabt i sit hjertes visdom.” ( Citat slut. Side 192 )
Vi hører også, at englene er flittige lærere for Adam. De giver ham ligefrem et kursus i fornuftigt landmandsskab. Der står ( citat side 196) “Og i den første uge af det første jubelår var Adam og hans hustru i Edens Have i syv år og dyrkede og vogtede den, og vi ( det er ansigtsengelen, der taler ) gav ham arbejde og lærte ham at gøre alt det, der er åbenbaret om dyrkning. Og han dyrkede den … han samlede dens afgrøde og spiste, og dens overskud lagde han hen til sig og sin hustru, og han lagde det hen, som skulle gemmes.” (citat slut).
Ansigtsenglen er den agerende engel i denne passage, men hvordan den ser ud eller tænker og føler, får vi ikke at vide. Den fungerer. Og det er nok. Vil vi vide mere, må vi bruge fantasien eller spørge de små børn.