LIDT BRAGESNAK

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

 

Nogle tanker om Grundtvig og alle de andre hovedhjørnestene i dansk kulturliv. Set fra køkkenet og vaskebaljen.

Ja såmænd, Jeg er på vej ind i Ove Korsgaards nyeste bog: ”Grundtvig rundt”, og da kom jeg til at tænke på, hvor forskelligt, man kan vurdere den herre, og mange andre. Alt efter hvilke øjne, der ser og fra hvilken vinkel.

Jeg sætter stor pris på Korsgaards bøger – han har en både pædagogisk og videnskabelig pen. Man bliver klogere på så meget af at læse hans bøger. Men det her er jo ingen anmeldelse, og desuden har jeg endnu ikke læst bogen.

Men nu er det altså Grundtvig.

Grundtvig ja.

Sagen er den, at jeg netop i nat nåede til vejs ende i den alenlange erindringsbog ( to tykke bind) , som præstekonen Eline Boisens skrev i 1800-tallet om de mennesker, hun mødte på sin vej. Og hvilken vrimmel. Alle de kendte. Og Grundtvig i høj grad. Og hun har ikke for fem flade ører agtelse for ham. 1800-tallet var et århundrede, hvor folk fra embedsstanden og det pæne borgerskab løb ud og ind af hinandens døre, spiste ved hinandens borde og sov i hinandens senge ( i al ærbarhed).

Man var sammen, trods pladsmangel og mangel på alt muligt andet. Man sultede jo ikke ligefrem, skønt maden ofte var enkel, mad var der nok af, men man sparede, man frøs, og man havde altid en eller flere syge personer i husstanden. Navnlig børnene var syge og mange døde. Det forstår man godt. Det virker, som om hygiejne var et ukendt begreb, og små børn, der ikke ville amme – og som man ikke lige kunne skaffe en amme til ( og hun var som regel snavset og havde fnat) – de børn fodrede man med vælling – det tålte små maver ikke.

Det enestående ved Eline Boisens erindringer er imidlertid, at det for første gang er en kvinde, der ”taler ud” – og det gør hun til gavns og lige ud af sit fortravlede koneliv.

Men det var Grundtvig, vi kom fra.

Grundtvig. Han er i hendes øjne totalt blottet for empati. Han mishandler sin stakkels kone med sin surhed og åbenlyse foragt for alt, hvad denne står for, og han flirter åbenlyst med andre damer, mens hans hustru er ved at græmme sig ihjel – hvilket til sidst lykkes, og så gifter han sig igen, og så snart han er gift, retter han sin surhed mod den nye kone. Osv.

Og det er jo et billede af Grundtvig, som vi slet ikke bryder os om. Vi kender det dog en smule fra Ingemann, der også undertiden bebrejder Grundtvig det heftige og iltre temperament – det ser vi i brevene, de to skriver til hinanden. Af denne korrespondance hører vi også, at Grundtvigs sønner har været hjemme fra 3-årskrigen uden at opsøge deres far.  Ja, tænkte jeg, da i sin tid læste Grundtvigs syrlige brev til Ingemann om de to unge mænds dårlige opførsel over for far, måske kunne de ikke helt tilgive ham, at han sendte dem i krig. En krig, han selv var for gammel til at deltage i. Og den gamles bragesnak om romantisk heltedåd for konge og fædreland var måske ikke lige det, de unge mænd så og oplevede ved Dybbøl.

Ja. Grundtvig var muligvis akkurat så uomgængelig, som den gode præstekone mener. Men han var jo alligevel Grundtvig. Og vi vil ALTID elske hans salmer. Ligesom vi altid vil elske Ingemanns og Jakob Knudsens. Lige meget, hvor fåret, de så bar sig ad i livet – så havde de jo alligevel talentets nådegave. Og til min begravelse, vil jeg stadig gerne, at man synger: Hil dig Frelser og Forsoner -