Faglitteratur – Saglitteratur – fagligt/sagligt

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Der er grøde i så meget for tiden. Kommer lige fra haven: og se, hvor det myldrer op af jorden derude. Lavendlerne knejser blå og ukuelige midt i haven og rundt om vælter det frem med roser og pæoner og masser af vilde valmuer. Vildskab og kuet natur i smuk forening

.

Men det jo ingen gartnerblog, det her, må jeg minde mig om, og inden jeg helt forsvinder i henrykkelse over blomsterdufte og forførende farver, må jeg forlade haven og lade et blik glide hen over reolens mange mange bøger, der forresten i vores hjem slet ikke er farveløse, men spræller i alle nuancer.

For det her er jo (eller skulle være) en litterær blog. I litteraturens verden sker der også meget nyt. Hver ny bog er et mirakel. Og så taler man om nye genrer.

Men så nye er de jo ikke. Det meste er set før. Unge læsere har glemt det og tror, at det skubber litteraturen i nye retninger, når genrerne brydes op og gensplejses på kryds og tværs, så man kan blive i tvivl om, hvorvidt det, man læser er digt eller virkelighed.

Er det fiction eller non-fiction?

Denne blanding af genrerne er ikke et nyt fænomen, men det florerer for tiden. Det er sandt. Selvbiografier har altid været en skøn blanding af løgn og latin (= af digt og saglighed). F.eks. Ingemanns: Levnetsløb – det er en herlig barndomsskildring og man er ikke i tvivl om, at de mange små erindrede episoder ikke får for lidt under forfatterens pen. Der males op, der pensles, der digtes. Det bliver fiktion. Det samme gælder H.C. Andersens “Mit Livs Eventyr” – et lille digterværk, som da også korrigeres i “Mit Liv uden Eventyr”.

Så Knausgaard bryder ikke ny jord, når han i Min Kamp skriver, som om det her er SELVESTE SANDHEDEN – fortalt i en skønlitterær form.

Da jeg underviste i dansk i gymnasiet lærte jeg eleverne, at man må skelne mellem faglitteratur, som kunne være videnskabelige artikler, akademiske afhandlinger, lærebøger og alt andet, der var fagligt funderet i konkret viden og heftet på et troværdigt kildemateriale – og så alt det andet ikke-skønlitterære, som så var sagprosa.

Faktisk vil jeg, inden jeg går videre med genrebegrebets finurligheder, tilføje, at jeg slet ikke tror, der findes litteratur, som er mere saglig = sand end anden litteratur. Den saglige sagprosaforfatter kan skrive uinspirerende og unuanceret om et komplekst og spændende emne, og så bliver det jo løgn, skønt han holder sig til og lader sig styre af kilder og selvsyn.

Et eksempel på det:

Jeg har for nylig læst Christen Kolds “Rejsen til Smyrna” – og jeg havde da ventet, at jeg der ville blive meget klogere på mange ting både i forbindelse med den store skolemands liv og levned og på tidens særpræg. MEN HAN SER OG OPLEVER INGENTING. Jo, der er da enkelte beskrivelser (dårlige) af nogle bygninger og (endnu dårligere) af nogle udsigter. Men mest fortæller han om den mad, han spiser og om den dødsenstriste og dysfunktionelle familie, han følges med og hvor han er ansat som tjener. I et brev til en en god bekendt, Madam Knudsen, skriver han f.eks.:

… heller ikke har jeg stor lyst til at skrive da jeg egentlig ingen Ting har at skrive om. 

Ikke desto mindre boede han i Smyrna i 5 år og ernærede sig i de sidste år af opholdet som bogbinder. Altså levede han i god overensstemmelse med apostlenes visdom: at arbejde og at leve simpelt. Dog forsøgte han ikke at omvende tyrkerne til kristendommen, og så vidt jeg kan se, var alle hans kunder europæere og han havde næppe nærkontakt med de indfødte.

Jeg har ikke opgivet at skrive en bog om Kold – bare jeg kunne lade være med hele tiden at tænke på ham som “Kedelige Kold” – det er sikkert ufortjent, og han var jo langt fra nogen skrivekugle. Havde vel vanskeligt ved at udtrykke sig skriftligt.

Det er nok bare derfor.

Når jeg i ovenstående har vrøvlet lovligt meget om noget så kedeligt som genrer, så er det, fordi jeg vil begive mig ud i sagprosa- (måske fagprosa-)genren.

Jeg håber, at det vil lykkes. Først kommer Chresten Kokholm – og han var ikke kedelig – så kommer Christen Kold – og det er en hel anden historie, skønt de er navnebrødre og begge er børn af 1800-tallet.

 

 

OG HVAD SÅ …?

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Tja … hvad bruger man sin blog til? hvad bruger man sit liv til? kan det overhovedet bruges som en anden artikel. Den bestemte artikel: mit liv.

Jeg har tænkt, at jeg for fremtiden vil skrive alle mine bøger på bloggen. Så kan dem, der har lyst læse dem. Og trække dem ned og skrive dem ud. Og alt det bøvl med penge og skatteuvæsen og markedsføring, der alligevel ikke fører nogen steder hen, kan nok så nydeligt forsvinde ud af mit liv.

Og jeg har nogle planer:

For det første vil jeg gøre Tobias og Englen færdig, og den udkommer som bog – min ABSOLUT sidste bog.

Dernæst har jeg en underlig og endnu temmelig uafklaret lyst til at skrive en bog om Christen Kold. Ja, vi lever i en kold tid, og det gjorde han sandelig også – endnu koldere tror jeg, og han frøs ikke kun i åndelig forstand, men også fysisk og helt ind til marven.

Det er ikke bare en kold tid. Det er KOLD TID i år. Han bliver nemlig 200 år i år. Og jeg tænker, at der er mere berømte forfattere med bedre forlagsforbindelser end jeg, der i år vil blive bedt om at skrive en bog om ham. Det ville da være sært andet. Men jeg vil trods det og på eget initiativ skrive en bog om ham (også) – så får vi se. Foreløbig vil jeg oprette en ny kategori i samlingen af emner, og den vil logisk nok få titlen: KOLD.

Jeg vil ikke skrive en bog om ham, fordi han bliver 200 år i år, det er der jo så mange, der gør, men fordi han fik mindst ligeså stor betydning for det danske skolevæsen som Grundtvig, men jo altid har stået i skyggen af den vældige kæmpe, der havde det med at blæse sine medspillere omkuld, så det så ud, som om de aldrig ramte bolden.

Men KOLD ramte bolden – og mere præcist end Grundtvig, når det drejer sig om barneskolen – han fik bare ingen Koldianere i sit kølvand. Måske er vi nu nogle stykker ( i al fald en) som vil forsøge at rette op på det misforhold.

En af KOLDs mange kloge ord lyder sådan her og rummer essensen af det, han ville med sit liv: BØRN ER IKKE FLASKER DER SKAL FYLDES MEN BÅL DER SKAL TÆNDES. Jeg skriver efter hukommelsen, men jeg tror, det var sådan, han udtrykte det. Så forstår du sikkert, at jeg vil skrive om ham.

Der er endnu en grund, nemlig, at de Koldske tanker synes i stor miskredit i den nyere tids skolepolitik: Nu betragtes børn netop igen som flasker, der skal fyldes, og bestemt ikke som bål, der skal tændes. Man er bange for branden. Den kan jo også være farlig. Den kan endda være omvæltende – og det skal vi ikke have noget af. Nej, nu skal børn testes på alverdens paratviden. Sjask kalder jeg det.

Der er et før og et efter. Før og efter KOLD. Men selvfølgelig: der var mange faktorer, der spillede sammen i den forvandling, der skete, dog synes jeg at en af førsteviolinisterne var den fattige skomagersøn fra Thisted – den bitte Kristen, der famlede sig ind i tilværelsen uden ret mange odds med hensyn til at lykkes.

 

Det er ret sjovt, at jeg faktisk har skrevet to bøger om en anden fattig skomagerdreng fra samme periode, hvis liv også lignede en ulykke, da han blev født, men som stræbte af alle kræfter og lykkedes i Argentina, hvor han er ret kendt stadigvæk: HANS FUGL.

HANS FUGL og CHRISTEN KOLD var begge mønsterbrydere og de blev banebrydende på hver sit felt: FUGL som industrimand, KOLD som skolemand (pædagog) – de kendte hinanden, for de gik samtidig på seminariet i Snedsted. De blev begge lærere. De ville begge noget mere. Og så var de jo samtidig med en anden skomagerdreng: H.C.ANDERSEN. Han blev så lidt mere berømt.

ET FØR OG ET EFTER:

Ja, og jeg vil illustrere det med nogle billeder af børn, og det mest nærliggende er at tage nogle gamle klassebilleder frem. Men først et billede af en anden børneflok: her er det min svigerfar, Marius Bertel Hansen, der poserer som den yngste i flokken. Og han blev ligesom de 4 ældste mønsterbryder. Han kom i realen og fik eksamen og blev senere plantør. Det var et stort skridt opad på stigen, og han havde ikke kunnet tage det, hvis det ikke havde været for KOLD og hans tanker om, at børn er bål, der skal tændes. Den vakte knægt sugede til sig så frydefuldt, at han aldrig glemte det. I 1983 var han sammen med os i Paris, og han talte fransk! – det havde han ikke haft brug for i sit virke, men aldrig glemt. Og han introducerede mig for flodromanernes paradis, da jeg var ung studerende: “Du skal læse Romain Rolland, sagde han og pegede på reolen, hvor ”  ” stod.

Her ser vi billedet af flokken og det må være fra århundredets begyndelse:

Betuttede, men ikke forkuede og med mod på livet.

Her følger nogle skolebillder fra perioden efter KOLD men ikke alle lærere har fattet ideerne og mange af børnene ser forkuede ud, synes jeg. Det var sådanne børn, KOLD vil “vække til live” – og ikke bare fylde på, som var de tomme flasker. Senere vil jeg finde bedre billeder – nu bliver disse her stående en stund.

Skolebørn i Skagen – fra Tinghusets arkiv i Skagen. Billedet er lidt utydeligt, og jeg husker ikke årstallet, men det er i al fald først i århundredet.

Billedet her er fra 1906 – og Pinholt var ingen stor pædagog, men han havde ikke noget imod børn – synes blot, de var lidt kedelige. Og han søgte væk. Efter ham kom en slavepisker.

 

Men det var ikke læreren Wilhelmsen, som vi ser har, for trods alt hvad man ellers kan sige om ham, så var han elsket for sin forståelse for og kærlighed til børn, og jeg synes, at de ser glade ud her på billedet. Og vi er stadig på Rannerød Skole i Hulsig. Wilhelmsen var lærer på skolen igennem næsten et halvt århundrede. Min mor havde ham. Om skolen og dens historie kan man læse i Hændelser fra Hulsig.