22. kapitel
Se, nu er englen jo befriet takket være Troldepus, så derfor er hun igen glad. Det kan man tydeligt se på Theodors tegning af det lille væsen:
Ingenting at være ked af. Det tror hun, men hun bliver måske klogere juleaften.
22. december:
Han slæbte hende hen til en næsten usynlig dør, som han lirkede op. Så skubbede han
hende ind i en mørk gang for enden af hvilken man kunne skimte en trappe.
”Ja, der skal vi ned! Du først!” befalede han og skubbede til hende, så hun snublede ned ad den stejle trappe, der endte dybt nede i et stort kælderrum, der var ganske svagt oplyst af osende fakler.
Da hun nåede bunden, trådte hun et skridt frem. Så skreg hun. Hendes fødder gled i noget blødt og fugtigt, og hun vendte sig om og klamrede sig til hofmanden, der skubbede hende fra sig og lo højt.
”Bare rolig. Det her er blot nogle fredelige snegle og tudser, vent til vi kommer længere ind, for der hersker slangerne.”
Hun skulle kaste op nu og holdt begge hænder for munden, mens hun mumlede: ”hvor er vi?”
”Åh, vi er, hvor vi skal være, i vores eget lille lokale helvede.” Han begyndte at hive efter vejret, så faldt han i kramper og hans åndedræt gled over i en hæs rallen, og lige med ét voksede der en slangeham frem og dækkede ham fra isse til tå. Han bøjede sig over hende: en kæmpelindorm over sit offer. Men da var hun besvimet.
”Pokkers til tøs, snerrede han, så rejste han sig på bagbenene og greb hende med forbenene og sådan vrikkende og vraltende med pigebarnet trykket ind til sig, bevægede han sig længere og længere ind i den uhyggelig kælder og kom til sidst til et kælderrum, hvor der flakkede et lysskær fra brændende fakler, fæstnede med snogesnot til lange
slangehaler, der svingede dem frem og tilbage.
På et par rå, slimede sten sad Trolden i dyb samtale med Faust. De stak hovederne helt sammen, og hvad der foregik mellem dem, var ikke let at se. Et par sære lyde hørtes nu og da efterfulgt af lidt fnisen. Så fik Faust øje på Hofsnogen og slap Troldens arm og rykkede et par centimeter fra ham, men Trolden rykkede med, så de atter sad som siamesiske
tvillinger. ”Aha, ” sagde han, ”Den onde Hofsnog! Og bærende på sin egen dejlige Gretchen.”
”ÅH hende … hun er blot en tøs, der ved for meget.” Snerrede Snogen.
”Sådan går det, lærer man dem for meget, så tager de magten fra en.” Faust sukkede af dyb erfaring. Og nu blandede Troldmanden sig: ”Præcis det samme med mine lærlinge: slår man dem ikke ihjel i tide, så tager fanden ved dem.”
De sidste ord fik Hr. Hofsnog til at smile: ”Du siger noget. Vi slår hende ihjel. Men hvordan? Jeg er ikke rigtig uddannet i det fag.”
”Smid hende i krogen der, så ordner rotterne og slangerne resten.”
”Fint med mig,” savlede sagde Snogen og vred sig, og Faust benyttede lejligheden til at spørge om det, der lå ham mest på sinde: ”Lykkedes det dig så at få fat i HJERTET?”
Snogen rodede rundt på kroppen, så stak han en hånd ind under det glatte skind og trak triumferende HJERTET frem. Det funklede som diamanter i hans hænder, og tændte begærlighedens grumme ild i de to andre.
Trolden stønnede ligefrem: ”Nu har vi vundet.”
”Ja, vi har,” sagde Snogen, Fandens flinke Triumvirat, nemlig os tre, har i sandhed båret ved til Verdensflammehavet, og i morgen ved midnatstide vil Fyrsten I Egen Person møde
os her, og vi vil overrække ham Det gyldne HJERTE. Og han vil holde alle tre KLENODIER i sine magtsyge kløer, og så sker det: alle stemninger og alle fantasier, alle smukke følelser vil fordufte, og jorden vil igen blive VORES.
”En gang for alle,” jublede Trolden, men der var en lille falsk tone i hans jubel, som ingen hørte.
Faust derimod gik helt amok og hylede, ( og han hylede ellers aldrig) at nu ville han denondelyneme drukne sig i druk, liderlighed og hor. Og lad os bare begynde med hende der,” fistede han allerede som beruset.
”Hold bøtte,” sagde Trolden spagt og uopfindsomt, ”jeg hader kristenblod, det klæber til ganen.”
”Åh, men hvem siger, vi skal spise hende – vi vil bare sno os lidt om hende,” hvislede snogen ulækkert.
”Føle hende på tænderne,” fjollede Faust med ( og den gamle Faust, som vi kender ham fra Goethe, var langt væk, det kan I nok høre) – Men nu skete der noget uventet ( det var da også på tide .)
En infernalsk larm lukkede munden på triumviratet, og ind tumlede Julebukken med kunstige julelys vrikkende på sine bukkede horn. Trolden fór op og brølede: ”Hvad skal DU forestille at bestille her?!!”
”Det samme som dig?” sagde Bukken.
”Det forstår vi slet ikke,” råbte de tre i et uharmonisk kor, der dog ikke lukkede munden på den Store Bukkebruse, som i en kaskade af lattermildhed bog dårlig ånde betroede dem, at
han havde været til møde med alle ”the good guys.”
”Åh”, sagde Trolden, ”du mener Satan og hans djævleyngel!”
”Vrøvl, jeg taler om de virkelig, virkelig, virkelig gode. De ligefrem stinkende gode.”
”Nå dem, tåberne altså, men hvad fanden havde du at bestille i deres flok?” spurgte Hofsnoen mistænksomt.
”Jeg forsøgte at ligne en, der føler sig hjemme i det selskab.”
”HVAD!??” bralrede Trolden løs, ”er du på det hold????”
”Nej da, men det tror de, tåberne. I skulle have set det fjollehoved til Elverkongen, han savlede ligefrem af fryd over den ene omvendte synder.”
”Prøver du så også at bilde os ind, at du føler dig hjemme her?” spurgte Faust med en rest af sin gamle skarpsindighed.
”Jeg kommer til jer med insideroplysninger, det begriber I vel?”Trolden så hånligt på ham.
”Store fjollede Buk”, sagde hofsnogen, ”fjol rundt et andet sted. Vi kan ikke bruge dine oplysninger til noget. Vi er ved vejs ende. For jeg har allerede HJERTET.”
”Hvor?”
Snogen slog sig på maven, ”her, og her bliver det, indtil det skal overrækkes Den Mægtige Fyrste.”