19. december

Der skete det, at min rejse af forskellige årsager er blevet udsat til i aften. Det betyder så også, at jeg lige netop kan nå at skrive julekalenderen for d.19 færdig. Så kan jeg rejse så roligt i aften, vel vidende, at de gode er i gode hænder, og de onde i onde hænder. Her kommer så det nye afsnit, som du selvfølgelig ikke bør læse før i morgen.
19. december
Nu kigger vi ind på Lises værelse. Her sidder hun og de tre venner, og vi behøver ikke se ret længe på dem for at opdage, at de er ulykkelige. Som de dog hænger med næbet!! Men behøver de nu også det? Har englen ikke lige skaffet KORSET? Englen ja, men det er igen hende, der er skyld i det psykiske lavvande. Hør her, hvor slemt det står til:
Svend rejste sig, og Jerry greb ham i armen: ”Hold op!” sagde han, ”vi gider ikke se dig storke frem og tilbage.”
”Men jeg synes, at det hele er min skyld. Det ene øjeblik gik hun ved siden af mig, og hun havde endda stukket sin arm ind under min, og det næste øjeblik var hun pist væk.”
”Nej,” sagde Jerry, ”det er snarere Lises skyld.”
”Min?!”
”Ja, for du er hele tiden efter hende,” sagde han.
”Efter hende??? Nej, men hun var efter Svend, og det har hun ingen ret til!!!!”
”Nå, og hvorfor ikke?” spurgte Svend en smule usikker i stemmen, ”jeg mener, er vi to måske kærester? ”Han så usikkert på Lise, der sænkede blikket, som ville hun sige: jamen, det er da ikke min skyld. Men hun sagde ingenting.
Tom så tænksom ud, så kom det fra ham: ”Det er nu ubegribeligt, hvordan hun vil klare sig. Hun har ingen vinger mere … og alligevel … ja, det er faktisk lidt uhyggeligt.”
“Åh … men, jeg skulle aldrig have stolet på hende. Men det gjorde jeg jo faktisk heller ikke rigtigt, jeg ville bare så gerne tro hende.”
”Tro HENDE??!! Den vampyr”. Lise ligefrem hvæsede ordene.
”Vampyr? Nej ved du nu hvad!” Svend sendte hende et blik, der langt fra var kærligt ment.
”Åh, jeg ved nok, hvordan det står til med jer to. Du lyser jo som en betlehemsstjerne, hver gang hun ser på dig, og hun ligner en varulv på smalkost, bare du er i nærheden!”
”Nå, men så er det da godt, at hun er væk,” snerrede Svend.
”Åh, hun dukker nok op igen.”
”Ja sikkert, men så er det måske for sent. Feen besøgte mig igen i nat. I en drøm. Og hun sagde, at jeg skulle fortsætte.”
”Altså gå efter HJERTET?” spurgte Jerry.
”Nemlig.”
”Og så fortalte du hende vel om den der klæge englebøvs,” råbte Lise ude af sig selv.
”Hold nu op, Lise!”
”Jamen, gjorde du?”
”Nej,” indrømmede han spagt.
”Hvorfor ikke?”
”Fordi … ” han tøvede, så fortsatte han med lav stemme: ”fordi jeg skammede mig. Hun lykønskede mig med ANKERET og KORSET, og så … ja, jeg kunne altså ikke få sandheden over mine læber. Og hun advarede mig og sagde, at det sidste Klenodie ville blive vanskeligt at få fat i”
”Det var da heller ikke let med de to andre ting,” sagde Tom.
”Nej, men Feen virkede så usikker. Hun vidste, hvor det burde være, sagde hun, nemlig om en smuk hals.”
”Hvad siger ud?” Jerry så forvirret på ham. ”Mener du, at der var en eller anden idiot, der fjollede rundt med det om halsen, som det var noget tingeltangel fra Bilka?”
”Jep.”
”Og hvem var så det?”
”Prinsessen.”
”Hende på Ærten?
”Nej.”
”Prinsesse Mary.”
”Bingo.”
”Fortæl, hvad hun mere sagde, din Fe?”
Og Svend berettede i detaljer, hvordan det var gået med HJERTET. Først lykkedes det Feen ved hjælp af sin lille troldespion at finde frem til det. I en gammel gravhøj, hvor det blev bevogtet af en stor trold, som kaldte sig Troldmanden.”
Men hør nu: Dronning Margrethe havde også fået kik på højen og ville grumme gerne være med, når den skulle udgraves. Det kom hun også, og på den måde fandt hun HJERTET, forklarede Svend.
”Jo, men hvordan kunne hun beholde det? Det er da for pokker danefæ, og hun er ikke noget fæ.”
”Nej, men arkæologerne undersøgte det og sagde, at det var værdiløst.”
”Værdiløst? Havde de trukket deres eksamen i en automat?”
”Åh, de er bare lige så blinde som alle andre. Men Dronningen tog det altså, og hun forærede det til Prinsessen.” Sagde Svend og så træt på sine venner.
”Og hvor er Mary så nu?” ville andre vide.
”De kongelige holder jul på Marselisborg, og så er hun vel der.”
”Ja, vi ka’ jo ikke bare vade ind på slottet og sige: Hjertet eller livet!?” sukkede Jerry.
”Nej, men det ville også fedt hjælpe. For det blev stjålet i går.”
”Af hvem!” råbte de i munden på hinanden, og Svend så endnu mere træt ud, da han svarede: ”Ja, det er lige det, vi skal finde ud af, og Feen kan ikke hjælpe os særlig meget. Så det eneste håb, vi har nu, er englen,” sluttede han stille.
”Åh … du ved jo ikke engang, hvad hun hedder,” sagde Lise med foragt i stemmen, ”kun at hun er fuld af løgn.”
”Inderst inde er hun ikke ond.” sagde Svend uden overbevisning.
”Hun er da heller ikke god,” fremturede Lise, ”det er du, tossegod.”
 
Jeg ved ikke, hvorfra de her marsmænd kommer, men det er en kendsgerning, at de sad og hyggede sig sammen med alle de andre djævelske individer om Fandens Helvedesild. Hør mere om det herunder:
 
Dybt nede i det allermørkeste Helvede kan man skimte en lille engel. Hun er bagbundet og ligger som var hun død. Eneste lys er de svage gløder fra et bål, hvorom dæmoner og andre sære skabninger har lejret sig. Et par rummænd har minsandten også fundet derned, uden at jeg dog skal kunne sige, hvor de er kommet fra. Fyrsten sidder lidt borte. Og som sædvanlig er han mutters alene. Sådan er sceneriet, men lad os nu lytte til de ord, der falder:
En vældig troldmand rejste sig på sine massive stolper og stolpede hen til Den Onde Fyrste.
”Kære Onde Satan,” begynder han ret så venligt, ”kunne du ikke tænke dig at komme hen til os andre. Vi har det varmt og godt her ved din ild.”
“Spar mig for dit savl,” hvæsede Satan og sendte ham et af sine ondeste blikke.
”Nå nå,” sagde Trolden med al den godmodighed, der var ham medfødt, ”det var venligt ment.”
”Venligt??? Det ord bruger vi ikke her. Og hvor kommer sådan en styg bamse som dig fra?”
”Fra Århus. Det var såmænd mig, der vogtede HJERTET for dig.”
Det skulle han vist ikke have sagt, for Fanden blev ude af sig selv, og så er han værre end når han er inde i sig selv, og med en helvedes fart kastede han sig frem over og busede lige ind i troldens tykke mave, der dog blot trampolinagtigt verfede ham længere ind i Det Hede Hule Helvede, hvorfra han brølede: ”Det har du fandeme gjort godt – din stinkende troldepløk!!!”
”Kom nu ikke for godt i gang. Havde det ikke været for en af dine folk, så lå HJERTET hvor det har ligget i umindelige tider. Men nu sendte du mig altså den der lille lort af en trold.”
”Lillelord?” Undrede Satan sig, og røbede således, at han ikke var ganske uden litterær dannelse. ”Men så hold dog op med det sortesnak!”
”Trolden sagde, at han kom direkte fra dig, og at han skulle være min lærling.”
”Jeg leverer så mange lærlinge, men til dig har jeg ingen leveret, så vidt jeg da ved. Og de er i det mindste altid tro mod mig – ellers lå de histhenne i gryden og sydede.”
”Ha! Det er da noget, du tror! En af dem er undsluppet dit djævleblik. Du har en slyngel i din midte.”
”Må jeg være fri! Jeg er selv i midten, og alle de andre er rigtignok slyngler. Det er det, de får løn for. Og  du skal ikke gnide ansigtet af på en eller anden lærling, der er så grøn, at
han ikke kender forskel på godt og ondt.”
”Rolig, rolig, HJERTET er i de bedste hænder. Ganske vist lod min lærling dronningen finde det, og det er rigtigt, at hun gav prinsesse Mary det, men nu har hun også mistet det.”
”Hvem har det så?”
”En af de rette. En på holdet. Mere behøver du ikke vide. Værre er det med ANKERET og KORSET. Dem har barnerumperne ranet.” sukkede han, men Fanden slog sig på begge lår af grin.
”Er det morsomt,” brummede Troldebamsen og levede således op til sit bjørneimage.
”Ja, for nu skal jeg vise dig, hvem der har de andre Klenodier.” Han greb fat i den nærmeste troldeklo ( eller skal vi kalde den bjørneklo) og slæbte den vrangvillige trold med helt ind i hulens bund. Derinde tændte han en lygte og lyste direkte ned mod en lille hvid skikkelse.
”Hvorfor viser du mig en død engel?” brummede Troldmanden utilfreds. Fyrsten svarede ikke lige straks, men sparkede til skikkelsen, der jamrede svagt.
”Rejs dig, dit ynkelige fjerkræ!” sagde han og sparkede endnu hårdere.
”Lad mig være, og jeg har ingen fjer,” klynkede skikkelsen, som jo var vores lille engel.
”Nej, men du har noget andet! Og det er mit!”
”Jeg har ikke noget af dit. Av!” Stønnede den lille forpjuskede stakkel.
”Du lyver. Vi to har en pagt. Den har du vel ikke glemt!?”
”Den husker jeg nok,” sagde hun helt rolig og satte sig op. ”Men du holdt ikke din del  af aftalen.” Nu gnistrede vreden igennem, og hun holdt op med at jamre.
”Hvad lovede jeg dig?” Fanden lød næsten forbløffet, han plejede ikke at strø om sig med løfter, og forundringen voksede, da hun svarede: ”Du lovede mig min fulde FRIHED. Kalder du det her frihed?”
”Jamen hov, jeg har jo sagt, at jeg løser dine bånd, så snart du fortæller mig, hvor du gemmer Klenodierne.”
”Du må være skingrende skør!” Nu var hun iskold og rolig, og gav ikke en lyd fra sig, da han bøjede sig ned og stangede hende lige i maven. Tynde bloddråber silede ned af hendes nøgne krop, men hun fortrak ikke en mine, da han brølede: ”DU FÅR ÉN TIME!!! Derefter er det lige op i gryden.”
Mere skete der ikke den dag. Men jeg vil her præsentere jer for den lille troldelærling, som nogen af jer kender fra jeres barndom, og han kommer senere til at spille en større rolle i vores lille Groteske. Troldepus:

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *