Mørkt er der i Fausts ensomme kammer. Men nu kommer Gretchen og lyser op:
Vi kigger lige ind i Faust’s allerhelligste: hans studerekammer. Her sidder han som altid under lampens skær og fordybet i sine elskede bøger uden at ænse den ydre verden. Men nu træder englen ind og går hen til ham og forsøger, men længe forgæves, at fange hans opmærksomhed. Endelig bliver han klar over hendes tilstedeværelse. Uden at se på hende, fortrækker han læberne i et surt smil, der dog mere ligner et surt opstød. Vi vil nu lytte til den sære samtale, der udspinder sig mellem de to.
”Hør, min egen Gretchen, du skal læse! læs! læs! læs! … kun ved uophørlige studier kan magten og æren tilfalde dig.”
“Det ved jeg nok. Men det vigtigste for mig er ikke magten. Det er din kærlighed.”
”Min hvad?”
”Kærlighed.”
”Kender jeg ikke noget til.”
”Jo, du gør. Den slumrer dybt i dig. Det så jeg i nat.”
”Hvad så du?”
”Jeg så længslen.”
For første gang vendte han sig mod hende, og en dyb smerte, han ikke selv vidste af spejledes i hans ansigt. Hun lod en hånd glide hen over hans magre kind og strejfede let hans tørre læber.
”Du har mistet så meget,” sagde hun.  Og kun jeg kan give dig det tilbage.”
”Du er en klog pige. Men det vidste jeg jo.” Han tog forsigtigt hendes lyslokkede hoved i sine store benede hænder og så hende ind i de dunkeltblå øjne, der pludselig gav ham en svimlende fornemmelse af druknedød, og han slap hende med et lille forskrækket udråb.
”NEJ!”
”Du er bange. Det skal du ikke være. Jeg tror nemlig, at du ejer Håbet – at ANKERET er i din varetægt. Men du mangler stadig Troen og Kærligheden.” Hun sagde det langsomt og blidt, mens hun forsøgte atter at fange hans blik, og da det lykkedes, holdt hun det fast.
”Jeg mangler …” mumlede han og følte en tomhed, han nok kendte, men ikke ville vide af.
”Men jeg må være sikker på, at du virkelig har Håbets Tegn.”
Han nikkede.
”Vis mig det!”
Som i trance rejste han sig og gik hen til væggen, tog et par af stenene ud og rakte et anker frem. Det skinnede som det pureste guld i hans grove hænder.
”Godt,” sagde hun køligt, ”giv mig det, og jeg skal fortælle dig, hvor de andre Klenodier findes.”
”Virkelig?” Hun nikkede, og han gik hen til hende med ANKERET lukket inde i sin benede næve, der knugede det så hårdt, så knoerne blev hvide. Men hun lagde kærtegnende sin lille bløde hånd over hans og blev ved med nænsomt at stryge hen over den, indtil hun så ham slappe af, og da lænede hun sig ind mod ham og kyssede hans læber, og skønt erotik og sex ikke sagde ham noget som helst, så skete der alligevel det underlige, at der tændtes en ild i hans blod, og den strømmede så voldsomt gennem ham, at han tabte både ANKERET og fatningen og faldt besvimet om. Hun snuppede ANKERET. Fint, tænkte hun og løb ud af kammeret med Klenodiet i sin favn. Inde i kammeret greb hun Tom i armen, for han stod nærmest, så sagde hun: ”Hurtigt! Vi må væk!”
”Jamen, fik du ANKERET?” spurgte vennerne i munden på hinanden, og hun nikkede, og Svend greb hendes arm og sagde: ”Så hit med det!”
”Aldrig!” hvæsede hun og lod det forsvinde ind under kjolen.
”Jamen, det er jo mig, der er …”
”Der er hvad?” afbrød hun hidsigt. ”Du kunne ikke en gang finde det. Jeg er nemlig lige en tand bedre end dig, væn dig til den tanke, kammerat!!!”
”Nej, nu må I altså ikke skændes igen,” kom det nervøst fra Jerry. ”Vi har ikke tid.”
Sammen ilede de ned til den lille havn, der lå modsat det sted, hvor smuglerne gik i land. I løbet af nul tid havde de fået startet en lille båd og var på vej mod Århus.
Hvordan gik det dem der? Noget let spil var det jo næppe, og turde de overhovedet vise sig i byen? Og englen? Hun var pludselig væk. Var hun på vej til Herren, altså VORHERRE, for at overdrage ham ANKERET?  Det håbede Svend, men jeg ved det ikke. Kun det ene ved jeg med sikkerhed: Svend er flyttet ind hos Lise, I husker nok den unge pige fra første kapitel?
Lise strøg ham kærligt over håret og forsøgte at trøste ham, men han rejste sig og gik bort fra hende. ”Du er blevet så underlig,” sagde hun med en lille forsigtig stemme.
”Det er mit liv, der er blevet underligt,” forsvarede han sig.
”Kan du ikke bare gå til politiet og sige, at du har dummet dig, og at du aldrig vil gøre det igen.”
Svend vendte sig hidsigt mod hende: ”Hvor mange gange skal jeg sige dig, at jeg IKKE har gjort noget forkert.”
”Men du er eftersøgt, I er alle tre eftersøgte.”
”Ja, og det er jo derfor, jeg skjuler mig her. Og at de andre gemmer sig andre steder. Og undskyld, Lise, jeg er bare ikke mig selv.”
”Nej, det er du sandelig ikke.” Hun greb fjernbetjeningen og tændte for TV, hvor nyhederne var i fuld gang. Man hørte en speaker sige:
Politiet har haft held til at optrævle endnu en smugleraffære, og afhøringen af medlemmerne kaster nyt lys over sagen om de forsvundne unge mænd, der undslap fra fængslet forleden, og hvis færden er blevet sat i forbindelse med en omfattende heroinsmugling, der har haft hovedkvarter på øen Hjelm. Men politikommissær, hvordan opdagede man i grunden bandens forretninger?”
”Det skete nærmest ved et tilfælde. Det lykkedes os at opspore en stjålen bil ved  Jernhatten på Djursland, og her bekræftede ejeren af det hvide hus, kaptajn Pedersen, at hans båd var blevet stjålet et par dage tidligere. Vi foretog en undersøgelse af øen Hjelm, men fandt desværre ikke de unge mænd. Kun deres kæntrede båd, der var kastet op på stranden. Til gengæld fik vi fingre i en rockerbande, der camoufleret som sejlsportsfolk længe har holdt kontakt med narkohandlere. Der er intet spor af de unge, og vi formoder er omkommet i stormen.”
”Åh nej, nu hører vores familier det!” Han begyndte at vandre frem og tilbage, som han havde for vane, når tingene gik op i en spids.
”Vær nu rolig. De sagde jo ikke jeres navne. Men du må gerne ringe hjem.” Hun rakte ham mobilen. Han rystede på hovedet.
”Nej,” sagde han. ”Det er bedst,at alle tror, vi er døde. Det håber jeg, at Tom og Jerry er kloge nok til at fatte.”
”Ja, jeg fatter ikke en brik.”
”Nej, for du kender jo ikke puslespillet. Men nu skal jeg forklare dig det.” Han trak hende hen til sengen og satte sig med hende, så lænede han sig mod hende og begyndte lavmælt at forklare.
Om natten sov han uroligt. Pludselig skar et lys sig ind i hans drøm og flåede ham ud af den. Han satte sig forvirret op i sengen. Da så han, at det var hende: Den gode Fe.
“Du har fundet ANKERET,” sagde hun.
”Hvordan kan du vide du det?” spurgte han forundret, men hun lo blot og ymtede noget om en spion. Et lille troldepus, der holdt hende ajour med både det ene og det andet. Pludselig tog hun hans arm og ruskede i ham. ”Sover du eller hvad? Jeg fortæller dig gode nyheder og du ligner en, der lige har slugt en snedrive.”
”Du ved så meget,” sagde han bittert, ”og så ved du alligevel ingenting.”
”Sig frem!” beordrede hun.
”Du sagde, at jeg ikke kunne stole på englen.”
”Ja.”
”Men det er jeg altså nødt til.”
”Hvorfor?”
”Fordi hun har ANKERET.” Nu hviskede han.
”Hvad siger du? Jamen så kom dog i omdrejninger – lok det fra hende, og helst inden du drager ud efter KORSET.”
“Jeg drager ikke flere steder, jeg vil hjem til Ålum. Fat det!”
”Jamen alt afhænger af dig!”
”Det har jeg efterhånden hørt nogle gange nu, og alligevel har jeg kun forkludret det hele.”
”Men hør nu: din engel er måske OK. Hun har i al fald ikke givet ANKERET videre til Fanden, for så ville jeg have vidst det.”
”Er det sandt?”
”Ja, og nu skal du høre godt efter, for jeg vil fortælle dig, hvordan du finder KORSET.”
Han nikkede og så på hende uden entusiasme.