Kokholm 4

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Houkjærgården, men som telefonmasten viser, er det fra efter 1900 – en gang i begyndelsen af århundredet, men sikkert ikke meget forandret.

I begyndelsen

 

I begyndelsen var Lyset. Sådan lyder titlen på en bog, der udkom i 1990. Bogen handler om Kandestederne, en af Jyllands nordligste landsbyer, beliggende ved Vestkysten ca. 10 kilometer sydvest for Skagen. Og som alle landsbyer i Danmark har den været under konstant forandring gennem hele 1900-tallet. I begyndelsen af århundredet bestod den af en samling gårde, et par huse og tre hoteller, men lidt efter lidt forfaldt hotellerne, moderne sommerboliger begyndte at poppe op rundt om i landskabet, og gårdene forsvandt eller blev renoveret til ukendelighed.

Bogen fra 1990 består af en samling tekster, forfattet af kendte danskere, mange af dem berømte kunstnere, og indholdet svarer ganske til skribenternes store format.  Der fortælles om stedets særpræg og om dets ikke mindre sære beboere, men det handler måske mest af alt om forfatternes egne oplevelser af og i Kandestederne. Måske kunne man savne flere oplysninger om egnens oprindelige beboere, dem, der generation efter generation har levet i dette forblæste klit- og sandlandskab og været en del af det på samme måde som klitternes vegetation. Det syner alt sammen gråt og ensformigt på afstand, men når man ser nærmere til, møder man hele skalaen af farver, lige fra den undseelige klitrose til de små rødt skingrende småmosser helt nede ved sandbunden.

Stedet er i en del af året særdeles ugæstfrit med sine hyppige vestenstorme, der hvirvler sandet op og gør det umuligt at færdes i klit og på strand, hvilket vil sige udendørs. Alligevel er de fleste af ovennævnte skribenter netop gæster. ”I begyndelsen var Lyset” er en meget smuk bog. Men det er langt hen en gæstebog.

Det er nærværende bog ikke, og den er for resten heller ikke skrevet af nogen stor forfatter, hvis en sådan skal defineres af oplagstal. Til gengæld er det hendes honnette ambition at forsøge at trænge ind på livet af de oprindelige beboere, at få øje på og beskrive deres væremåde og deres hverdag, som den foldede sig ud i Kandestederne, før gæsterne kom, og mens de huserede der, og senere, da de havde fået nok og vendte det ryggen.

Tidernes morgen

Vi begynder helt tilbage i det attende århundrede, og vi befinder endnu os ikke i Kandestederne, men i nabolandsbyen Råbjerg. Mellem de to byer lå dengang Studelig Mile, der strakte sig over et langt større areal end det nuværende Råbjerg Mile, som turister i dag valfarter til hver sommer, og som er det moderne navn på de enorme sandklitter, som i vore dage er fredede, men dengang var lige så fredløse, som de var forhadte.

I Råbjerg lå på den tid to gamle gårde, Troldborg og Houkjær eller Havkier. De adskilte sig ikke synderligt fra de øvrige bøndergårde i sognet, også de var småbrug, der knap nok kunne brødføde en familie, for det meste tilliggende var sandet og ufrugtbart, og ligesom alle andre steder var de fæstegårde til herregården Asdal ved Hirtshals.

I løbet af århundredet blev de gang på gang udsat for voldsomme sandstorme, og sidst i 1700-tallet var ødelæggelserne blevet så omfattende, at beboerne så sig nødsagede til at vælge mellem pest og kolera: enten måtte de forlade alt, hvad de ejede og lade sandfygningen fuldføre sit værk og begrave bygningerne, eller de måtte møjsommeligt og sten for sten flytte de dele af gården, der endnu stod til at redde hen til et fredeligere sted.

Både dem fra Houkjær og dem fra Troldborg var hårdføre folk, der ikke veg tilbage for nok så slidsomme hverv. Det var den råstyrke, de havde overlevet på i umindelige tider. Livsvilkårene havde været nådesløse så længe, nogen kunne huske tilbage, og ejede man ikke styrken til at tage kampen op og tvinge sig til et udkomme på trods, så gik man ganske enkelt til grunde. Her overlevede kun de sejeste.

Heller ikke nu lod de sig slå ud, de tog fat og flyttede deres gårde, sten for sten og stolpe for stolpe. Hvad der var tilbage af Troldborg blev transporteret til den nærliggende Raabjerg kirke, hvor det hele blev genopført. Og også Houkjær blev stykke for stykke revet ned og bygget op på ny i det, der i dag er Kandestederne. Derefter gik årene vel sagtens, som de plejede, med slidsomt arbejde, den sandede jord blev omhyggeligt tilsået og høstet i den vante cyklus, sandjorden forbedredes vel sagtens en smule, men i mange år vedblev stedet at være fattigt. I folketællingen fra 1801 kan vi se, at matriklen ejes af Christen Lauridsen, og stedet betegnes da som et boelsted, hvilket betyder, at det var et lille sted.

Senere overtages stedet af Morten Houkjær, og det er muligt, at han får sat skik på det, så det undergår en mærkbar forbedring. Vi ved i al fald, at han har haft mere end en slags ko at malke. Der var naturligvis den velkendte, firbenede og fredelige en af slagsen, og som stod så roligt under malkningen, at man kunne synge til arbejdet, men her på egnen var der desuden en anden, som langt fra var rolig, når man gik til den. Nej, den brølede og teede sig værre end et vilddyr i mødet med mennesket. Man gav den navnet ”Den blå Ko”.  Og man både elskede og frygtede den. For vel var den farlig, men den gav også til føden. Undertiden så rigeligt endda.  Det vender vi tilbage til.

I året 1822 fandt et indviklet skifte sted mellem de to førnævnte steder, og derved blev det ellers så fasttømrede gårdmønster brudt. De to ejere, Kresten Troldborg og Morten Houkjær, der for længst var blevet selvejerbønder, stak hovederne sammen og besluttede at bytte ejendomme. Eller måske var det konerne, der tog initiativet og ønskede forandring, for i de slægter havde kvinderne mere end ét ord at skulle have sagt.

Hvem, det nu end var, der først fik ideen, så blev den realiseret, og unge Peder (Krestens søn) på Troldborg flyttede til Houkjær i Kandestederne, mens Morten på Houkjær overtog Troldborg i Raabjerg og tillige med gården visse forpligtelser, som vi skal se om lidt.

Peder, der var født med kaldenavnet Troldborg fik nu ikke bare en ny gård, men tillige et nyt navn. Fra at være en Troldborg, blev han nu en Houkjær. Peder Houkjær. De to gårdmandsfamilier, som således byttede ikke blot gårde, men også navne, var i øvrigt nært beslægtede. Morten var Krestens nevø. Det var skik og brug der på egnen, at man valgte sig en brud fra en af nabogårdene. Hvorfor gå udensogns, når man havde et passende udvalg så tæt på? Helst en fra familien, så var man sikker på kvaliteten.

Forresten skete ovennævnte skifte nærmest af nød, for Peders far, Kresten Troldborg og hans kone Karen var nået op i en alder, hvor de begge trængte til at gå på aftægt. Og det betød, at de for det første skulle have lov at blive boende hjemme på gården (Troldborg) og for det andet at modtage fuld forplejning resten af livet plus en del andre goder, bl.a. rede penge, alt sammen omhyggeligt nedfældet i en juridisk bindende aftægtskontrakt.

Det ville have betydet en stor byrde for deres unge søn Peder, men det var der råd for. Nevøen, Morten på Houkjær i Kandestederne, var midaldrende og skønt ejendommen ikke tog sig synderligt ud, så var manden velbeslået. Måske havde han haft held med jorden og efterhånden forbedret den, og måske havde han haft held til at malke Den blå Ko godt og grundigt. En kendsgerning er det, at man besluttede at bytte gårde. Kort må jeg her nævne og senere uddybe, at havet jo ind imellem var en mere fredelig ko, der gerne lod sig malke: de fleste af klitbønderne var jo samtidig fiskere, og var vejret smukt, så har fiskeriet til tider kunnet forsyne familierne med sund mad og holde sulten fra døren.

Jeg omtalte før konerne og deres råstyrke, men der var her tale om Peders mor, Karen, ikke hans kone, for en sådan havde han endnu ikke. Han kom ugift til Houkjær.

Peder Houkjær er min tipoldefar, og jeg ved ikke ret meget om ham som menneske. Han var en dygtig bonde, og han var ferm med sine hænder. Christian Houkjær, Peders oldebarn, fortæller i en af sine erindringsbøger om et meget smukt chatol, som han har arvet, og som er snedkereret af Peder.

Ellers var han vel som de fleste andre af tidens klit- og hedebønder, hårdfør og viljefast, kvaliteter som var nødvendige for at overleve. Sikkert er det imidlertid, at han i 1827 giftede sig med min dengang nittenårige tipoldemor Elisabeth, som var en kvinde, han kunne spille op til i noget, der undertiden kunne ligne en duel. Også hun vidste, hvad hun ville og forstod at sætte det igennem.

Elisabeth gik under navnet Lysbet, og om hende fortæller Charles Houkjær, der har foretaget en omfattende slægtsforskning, at hun gik for at være en ”stærk kvinde”, og det hed sig desuden om hende, at hun var ”kvik i replikken”.

Hvordan hun så ud, kan vi ikke vide, men bondeklædedragten og sysselsætningen var sikkert nogenlunde som på dette samtidige billede af Katrine Jeppesen, der også var gift med en hedebonde.

En af hendes efterkommere, Lise Troldborg, har fortalt mig en anekdote, som har overleveret i familien og som hun har hørt af sin far.

En dag ville Lysbet til Frederikshavn. Vi ved ikke hvorfor, men hun har måske haft lyst til at købe lidt luksus – eller måske bare se livet i byen. Og hun bad Peder, om han ville køre hende til købstaden. Nej. Det kunne der ikke være tale om. Så vendte hun sig om og gik sin vej. Ud af gården og ud af syne. Peder må have kigget længe efter hende, og han må have tænkt, at hun nok ville komme tilbage ham, når hun var kølet lidt af. Frederikshavn ligger ikke ligefrem i gåafstand fra Kandestederne. Men nej, tiden gik, og der kom ingen Lysbet. Til sidst og efter mange timer, må han alligevel være blevet bange, i al fald er det helt sikkert, at han spændte for og kørte den lange vej til Frederikshavn. Han fandt hende også. Men hun var aldeles ikke afkølet. Hun så bare på ham og sagde noget i retning af:

”Do ka siel tjyre jem, nær a ka’ go’ hiele væj harte så ka’ a os’ go hiele væj harfrå.”

( Du kan selv køre hjem. Når jeg kan gå hele vejen hertil, så kan jeg også gå hele vejen herfra):

Ja, sådan var hun.

Også Charles Houkjær har i sin slægtsforskning nedfældet en anekdote om hende. Hun var på det tidspunkt en gammel kone, og en dag gik hun ude i klitterne og inspicerede klitfogeden, der var i færd med at plante marehalm til dæmpning af sandflugten. Han hilste hende med ordene:

”Godaw, gammel Lysbet. Gor do å rokker ino?” og hun svarer hvast:

”Ja, det jør a. Å a rokker hær nok ino, nær do læer fem alen ojjer joren!”

( Goddag gamle Lysbet, går du og rokker endnu. Ja, det gør jeg. Og jeg rokker her nok endnu, når du ligger fem alen under jorden.)

Det kom til at holde stik. Klitfogeden døde som 56 årig og Lysbet overlevede ham med mange år. Hun blev 83 år.

Men hvad ved vi ellers om disse nordjyske bønder? Hvorved adskilte de sig fra rigets øvrige landbefolkning? Det er selvfølgelig en kliché at sige, at de f.eks. alle var ”seje” osv. Det gik vel an i de gamle fædrelandssange som her: ”Jyden han er stærk og sej” og ”al Sjællands ynde og Jyllands vælde.” Den slags generaliseringer håber jeg at undgå. Det drejer sig jo om forskellige individer. Men helt sige mig fri generaliseringer kan jeg imidlertid ikke, for skønt alle disse bønder var individuelle væsner, er jeg overbevist om, at de hårde levevilkår, der var deres, og de mange giftermål på kryds og tværs i samme familier, skabte en række fælles træk. På godt og ondt.

Vi kan ikke mere høre deres stemmer, og meget må vi gætte os til ved at betragte det, som de har efterladt og lytte til det, der er blevet fortalt om dem. En ting ved vi dog med sikkerhed: De var fåmælte, klitbønderne slog ikke om sig med lange tirader, og det ville have været umuligt for Ludvig Holberg at henlægge sin ”Jeppe på Bjerget” til det nordjyske. Alle de lange monologer ville være gået tabt, og Jeppe ville ikke have kunnet svare for sig, når adelen tog ham under behandling. ”En bitte pråt”, når man mødtes, det var mere end rigeligt.

I Christian Houkjærs lille bog: ”Fra Flyvesandets Egne”, giver han et fint eksempel på en sådan samtale. Min oldefars bror, Jens Houkjær, havde en gård i Råbjerg sammen med sin kone Andrea. En dag kommer han hjem fra sin tørvelod i Lodskovad, og Andrea har nok gået og kedet sig en smule, alt for mange adspredelser har hun næppe haft, men nu kommer så Jens med nyt ude fra den store verden, og hun spørger nysgerrigt, om han har mødt nogen på sin tur. Jo da, han har mødt Martinus.

”Nå. Å hwa så haj?”

”Haj så, at wej war så såje.”

”Å hwa så do så te det?”

”Nå ja, to a så da, som san er, at det er for dej jen som for dej nan!”

Og det var så den samtale. Og Andrea har været fornøjeligt underrettet. (Oversat: Nå. Og hvad sagde han? Han sagde, at vejen var så sandet. Og hvad sagde du så til det? Nå ja, jeg sagde da, som sandt er, at det er for den ene som for den anden.

Jeg husker ifølge sagens natur ikke disse 1800-tals bønder, men deres efterkommere har jeg kendt, og de var heller ikke snakkehoveder, og har vel i det store hele lignet forfædrene, opvokset som de var på de gamle gårde og mere eller mindre i familie med hinanden.

Nogle af disse efterkommere, som blev født i slutningen af 1800-tallet har været så venlige at skrive noget af det ned, som de kunne huske om de gamle. Og her har vi en af de fineste kilder til en forståelse.

Jeg har nævnt Peders Houkjærs oldebarn, Christian Houkjær, som har bidraget med flere erindringsbøger. Også et andet af hans oldebørn, Lars Hesselholt, har nedfældet minder fra barndommen og fortalt om folk på egnen. Lars var selv en sådan typisk bondesøn fra egnen, stilfærdig, lun og fuld af humor.

I sin lille bog, ”Hulsig-Minder” – Fra Kandestederne til Tranestederne”, fortæller han om ”de gamle” f.eks. om Mads Mortensen, der altid var god for en rap replik, hvilket undertiden gik ud over købmand Møller i Skagen, som han gerne tog sig en ”pråt” med, når han var i staden. En dag, hvor han kom med en ladning martørv, trådte han som vanlig ind i butikken, og købmanden begyndte straks at småsnakke. Trivedes de derude i klitten?  Mads gav sig lidt:

” næej …det er skidt med det høwer bien , det vil intj reiti mak ret.”

”Det er alderen, Mads Mortensen, der kommer jo altid noget, når man bliver ældre,” sagde købmanden.

Hvorpå Mortensen svarede, at det kunne det umuligt være. For det venstre ben var ligeså gammelt. Og det fejlede ingenting.

Mads var gift med Ane, og som allerede nævnt, så var kvinderne stærke, ikke bare fysisk, men de havde også en jernvilje. Ville de noget, så gav de ikke op.

Sådan fortælles det i ”Hulsig Minder”, at Ane flere gange i træk havde bedt Mads om at huske at købe lidt safran med hjem til hende, når han var i Skagen. Hun syntes, det kunne farve osten så fint. Og Mads glemte det gang på gang, måske fordi han syntes, at det var en unødvendig luksus. Ane og hendes safran. Et halvt gram kostede 25 øre, og det var mange penge dengang, det burde hun da tænke på. Og Mads var nøjsom som de fleste andre. Man kan forestille sig, at forholdet mellem Mads og Ane på et vist tidspunkt har været spændt til bristepunktet og at han til sidst ikke kunne holde det ud. Han måtte reagere, og det gjorde han.

Han drog til Skagen alene for at købe det forbandede safran. Og han har sikkert været vred, da han stod ved disken. Måske har han tænkt: ”fanden ta’ det sure kvindfolk!” – nej, nu lægger jeg ham ord i munden. Det ville han aldrig vove at tænke. Nej, han rasede ud i handling. Og jeg forestiller mig, at han har stået på sin vanlige rolige måde og set købmanden lige i øjnene, da han uden at blinke bestilte sin safran.

Møller spurgte venligt, hvor meget han da skulle have? Og så er det, at fanden sikkert for i Mads, og det han nu sagde, skulle aldrig blive glemt. Og jeg vil tro, at han fortrød det mere end en gang. Men ordene blev sagt.

”A ska’ ha’ æ puj.”

”Hva’be’har’? Jamen, et pund, nej hør nu, Mads Mortensen! Det … det  …?”

Mads gengældte iskoldt hans blik og fortsatte:

”Æ puj …sæer a.”

Efter en pause, hvor de to mænd bare stod og stirrede på hinanden, sagde Mads:

”A hår pæeng mæ!”

Det havde han. Og det fortælles, at Møller måtte gå rundt til alle købmænd i Skagen for at få skrabet et pund safran sammen.

Hvad Ane har sagt, da han kom hjem, melder historien ingenting om. Måske har hun gjort som konen i H.C.Andersens ”hva’ fatter gør er altid det rigtige,” og slået armene om ham og givet ham et kys. Men jeg tvivler. Sådan var de sjællandske bondekoner. Ikke de nordjyske.

 

Peders gård

Der er heldigvis bevaret billeder af Houkjærgården, nogenlunde som den så ud, da den blev flyttet og i mange år efter, kun med nogle enkelte forbedringer, f.eks. tror jeg, at de såkaldte ”udskud” er kommet til senere og for alvor fik betydning, da gården hen mod århundredets slutning udvidedes med hoteldrift. Men derom senere.

Hvordan gården var muret op, ved vi noget om, og den viden fortæller os også, at Houkjærfolkene aldrig har ligget helt i bunden af det sociale hierarki, der herskede på landet. I en artikel i ”I Begyndelsen var Lyset” skriver Niels Skovgaard følgende:

(s.37) ”Det gamle hus i Raabjerg var indvendigt af murede, tørre lersten blandet med sand og beklædt med mursten fra Holland udvendigt.”

Houkjær blev revet ned engang sidst i forrige århundrede, men endnu er der bevaret enkelte af de brændte sten. De er anslået til at være ca.400 år gamle. Unge Peder Houkjær flytter altså i 1820 ind i en ældgammel, men solid gård.

Jeg ville have givet meget for en detaljeret beskrivelse af gårdens interiør. Hvor mange rum var der? Hvilke? Her er jeg næsten på bar bund. Det er derfor fristende at ”låne” lidt af de mange forfattere, der blev født i det nittende århundrede og på hedegårde af nogenlunde samme størrelse, og her er vi faktisk ganske velforsynedemed materiale. En af dem er ungdomskoleleder Martin Nielsen, der i bogen ”Mennesker jeg mødte på min Vej,” fra 1945 fortæller om sin opvækst i en lille hedeejendom i Napstjert, ikke ret langt fra Råbjerg og Kandestederne.

Her fortæller han om livet på landet i 1800-tallet i det nordlige Vendsyssel, og det er vanskeligt at finde adjektiver, der dækker de fattige forhold, som børn på disse småbrug voksede op under.

Her er et uddrag fra bogen, som bl.a. fortæller om indretningen af det lille hjem:

Der var ingen Mælkekælder og intet Komfur i Køkkenet, men et aabent Arnested i Skorstenen, og til Mors store Sorg og Ærgrelse kunde det ikke altid undgaas, at der dryppede Sod ned i Maden. Dette Forhold blev først ændret, da jeg var 12 Aar gammel, altså i 1886. Om Vinteren, naar Frosten var haard, maatte ikke alene Mælken anbringes paa Hylder i Stuen, men ogsaa Svinefoder som Valle og Skummetmælk maatte anbringes i store Kar, hvor det endda kunde true med at bundfryse.

Vi får at vide, at Martin Nielsens far var en dygtig fisker – endnu kunne man dengang fiske i Gaardbo Sø. Navnlig ål fangede faren mange af. Og når folk fra Napstjert tog den lange vandring til Gaardbo Sø for at fiske, så er jeg ret sikker på, at også Kandestedfolkene har begivet sig dertil i samme ærinde. Måske er de vandret hen over Studeli Mile. Måske gik de langs stranden. En vej, de for øvrigt gik ugentligt, for kirken lå i Raabjerg. Desuden har søfiskeriet utvivlsom tiltrukket dem, fordi det var så meget ufarligere end havfiskeriet.

Så var der agerbruget. Her i Kandestederne gjorde samme problem som i Raabjerg sig gældende. Alt for meget af jorden var sandet til i klit eller sprunget i hede. Man havde får gående i klitlandskabet. Det gik an. Og enkelte kreaturer blev der også føde til. Men med agerbruget var det en helt anden sag. Kornet kunne ikke uden videre gro på de egne. Men det skulle det.

Her er endnu nu et afsnit fra M. Nielsens bog, hvor man får et indblik i det utrolige slid, det var hedebondens hverdag. Vi møder forfatterens far i færd med at vriste et udbytte ud af den golde natur:

(S.9) (Far) opdyrkede ca. 4 Tønder Land ”Rimmer og Dopper”, og forvandlede disse til meget frugtbar Agerjord, der bar gode Afgrøder af Korn og Græs. Det er et anstrængende Arbejde at opdyrke Hede paa denne Egn. Først skal Dyndet kastes op af ”Dopperne”, dernæst Sandet med en Trillebør køres ud i Doppen, saa der fremkommer en jævn Flade af Sand, og endelig skal det opkastede Dynd fordeles jævnt over denne Flade og hakkes med en Spade.

Jeg synes, man kan høre Skjoldborg glade sang :”Med min hakke min skovl og min spade”. Men det har dog næppe været med de romantiske ord på læberne, at vore forfædre stred og kæmpede for at fravriste naturen det daglige brød. De har tværtimod måttet bide tænderne sammen og fortsætte og det uden at at kny. Det gjaldt liv og død.

Vi kan gå til en del andre forfattere i 1800-tallets sidste del og finde lignende beskrivelser af det stræbsomme liv på landet, for netop som århundredet er ved at rinde ud, debuterer en ny type digter, som har levet deres barndom på landet. De kender det fra deres egen krop. Størst af dem alle er vel Jeppe Aakjær. Ligesom Skjoldborg romantiserer han i sin lyrik barndommens land, ja, det er lige før han henfalder til idyllisering, som f.eks. i ”Rugens Sange”, der er én lang lovprisning af den fattige bondes enkle og autentiske liv. Et liv i pagt med naturen. Men netop Aakjær sprænger gang på gang idyllen i sin prosa. “Vredens børn” er ét langt kampskrift for en forbedring af forholdene for de fattigste i landbobefolkningen. Her er et citat fra Jeppe Aakjærs erindringsbog: ”Fra min Bitte-Tid”. Og jeg tror, at hans barndom på mange måder har lignet min oldefars og hans børns opvækst. Her fra en natlig storm og den frygt, den vækker hos beboerne på gården:

Hvis stormen kom om Natten, hvad den havde for Vane, var der ikke mange af os, der fik Søvn i Øjnene.  …Thi en rigtig krabat Nordvestenstorm er ikke længe om at rydde en Husside for alt sit Tag, hvor Simen er raadden og Underlaget skimlet. Blot en Ildergrav – et Rottehus er nok til at Uvejret kan faa en Finger ind og løsne det hele Sting for Sting”

Frygten for det uvejr, der kunne lægge gårdene øde på en enkelt nat, har været den samme hos alle bønder på den jyske hede, men her i det nordvestligste hjørne af landet var man ikke kun ræd for at miste hjemmet, men nok så meget for at miste familiens overhoved, manden, for de fleste bønder ved vestkysten var selvskrevne bådsmænd, og det betød, at de måtte gå strandvagt ved storm og stille op ved alle skibsforlis, parate til at begive sig ud på det hav, der for dem sagtens kunne blive dødens hav. Det gjorde de vist nok uden betænkning, selv om jeg ikke kan vide, hvilke mavefornemmelser de har haft, inden de besluttede sig at sætte livet på spil.

1876

”Længe nok har jeg bondepige været” … Kristen Karstensens sang om bondepigens ret til silkeklæder og frihed var 26 år gammel og sikkert lidt af en landeplage, da Elisabeth slog øjnene op til et liv netop som bondepige. Ikke til et liv i velstand, for der var ikke meget silke i det hjem, og for en pige var det vel så som så med friheden. Men det var alligevel et godt liv.

Hendes far, Mads Houkjær, var ganske vist en simpel bonde ligesom sin far, men han var også en ny tids bonde. Han var fri. Gården var hans, og alt tilliggende jord var hans, og flere generationers hårde slid havde bevirket, at ejendommen var vokset i hans tid, og den var på flere måder forbedret. Det samme var livet både udenfor og indenfor de lave mure. Ikke så få hektar hede var det lykkedes ham at opdyrke, ikke så lidt sand havde han fjernet, og hvert fæ på fire ben og alle folkene på gården tilhørte ham.

Gårdejer og husfader. To titler med status.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


- seven = 0

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>