Fordomme og myter om demens

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fordomme. Ja, dem er der mange af.

Demens er omgærdet af fantasier og skrækscenarier.

Tidligere var det Kræft – nu er det demens

Her skal jeg lige citere fra Sophie Løhdes udtalelse fra en artikel i efteråret: Hun siger: “demens er en forfærdelig sygdom, som fuldstændig ændrer livet for de mennesker, som bliver demente, og deres pårørende.” Og hun fortsætter med at påstå, at den demensramte “ikke blot mister sig selv og sin fortid, men også ofte relationerne til sin ægtefælle, sine børn og børnebørn, venner og bekendte … en stille tragedie for familien.” (Jeg har her citeret fra bogen: Drengen som blev væk af Ina Kjøgx Pedersen side 21 – Gyldendal 2018)

og jeg kan fortsætte med rædselsbeskrivelser her fra Demensalliancen ( Ældre Sagen, FOA, Alzheimerforeningen og Dansk Sygeplejeråd:)

“Demens er en barsk, dødelige sygdom. Pludselig en dag – og siden ubønhørligt dag for dag – fordamper dit liv. Bid for bid. Først langsomt, siden hurtigere, men altid sikkert. Din hukommelse, din fortid, nutid og fremtid, din fornemmelse af tid og rum – dit jeg – forsvinder til slut ned i et sort hul. Demens er ikke bare en sygdom, der tager livet af os. Det er en sygdom, som tager livet fra os.” (Citat slut – og citatet er fra samme bog som ovennævnte – samme side).

Og mage til formørket tale!!

Det er jo gudværelovet ikke sandt.

Der er INGEN af os, der ikke mister livet. Der er INGEN af os, der ikke føres mod døden. Det er livets vilkår: at det skal forsvinde.

Her en lille sidebemærkning dog vigtig: Vi kan betragte LIVET på to måder

1) Det er Guds gave til os, som vi kan takke for hver dag, frar hver solopgang og til  solnedgang.

2) det er en seksuelt overført sygdom, der fører til døden.

Begge betragtninger er efter min mening sande nok.

Den første : Vores åndelige (og helt udefinerlige) eksistens siger os, “tak for livet. Og at Gud er Skaberen (min trosbekendelse). Tak for hver dag vi fik på den her fantastiske jord.

Den anden: Vores biologiske (og definerbare) eksistens siger os, at vi er kød og blod og småt brændbart.

Ja, men det er jo vigtigt, at vi også er åndelige (sjælelige) individer, der ikke kan reduceres til en sygdom (noget biologisk) eller til en funktion (ingeniør, hjemmehjælper, mor, bedste etc) – vi er SÅ MEGET MERE …

Vi er også så meget mere end demensen, når vi bliver demente, og diabetikeren, når vi får diabetes, og neurotikeren, eller hvad der ellers rammer os.

Vi kan gerne lade os ramme af ulykkerne (for de rammer os alle sammen)  – bare huske på – at de er en del af vilkåret. Da vi sagde “ja tak” til at blive mennesker, måtte vi tage hele pakken. Og så kan vi jo gerne tilføje, at vi faktisk ALDRIG selv sagde JA TAK til livet.

Vi fik det i fødselsgave, hvad enten vi ville eller ej.

Demens er en alvorlig sygdom. Men den er IKKE en fordampning af dit liv. Den kan være en fortætning af dit liv. Dem du elsker, kan måske endda komme dig nærmere. Kærligheden kan vokse.

Familien, og vennerne, hvis der da er noget ved dem, vil ikke forlade dig. De vil tage hånd om dig. De vil samle sig endnu tættere om dig og vise dig, at de elsker dig.

Nå ja, vi så det jo i Erik Klausens film “mennesker bliver spist”  – her møder vi en mand, som bliver dement. Han lever i en familie, der som så mange andre familier i det her såkaldte lykkeland er ved at gå i opløsning – konen har en elsker, børnene er trætte af forældrene – alt er skævt og trist. Så bliver hovedpersonen dement. Og familien opdager ham for første gang i lang tid, og det går op for dem, hvor meget de holder af ham, og de lukker sig skærmende om ham. Den film ender med, at demensen lukker op – ikke lukker af.

Da min mor blev dement, blev hun for første  gang i den tid, jeg har kendt hende, befriet for sin nervøsitet og uro – hun blev sørme glad – og vendte sig mod sine medmennesker. Det havde hun aldrig gjort før – i al fald kun den faste “omgangskreds” – nu blev mange andre nærværende og vigtige for hende. Jeg kan se det i hendes dagbøger, for hun skrev, mens sygdommen var værst.

Jeg har på mine foredrag om Alzheimers ofte mødt folk, som følte sig ramt af lige det, jeg har skrevet ovenstående. Pårørende, som KUN så mørket og ikke VILLE se det mindste lysglimt i det mørke. Nå ja, det forstår jeg nok. Der er så mange tab, og dem vil jeg jo ikke underdrive.

Men jeg vil stadig påstå, at der er alt for mange fordomme, som kun tillader det mørkeste mørke at vise sig omkring den syge.

Fjern det dog!

Det er det, der gør os til mennesker – at vi kan vise de svage, at vi elsker dem. Og vel har de en styrke midt i deres demens. Deres kærlighed til dig, hvis den nogensinde har været der, “fordamper” ikke.

————–

Ovenstående er ikke rettet mod nogen, jeg kender, sådan som en af mine blog-læsere har troet. Og fortalt mig. Det er helt generelt ment, og jeg vil stadig mene, at folk i almindelighed ikke ved, hvad demens er. Jeg talte med en forleden, som betroede mig, at hun hellere ville have, at hendes kæreste fik en kræftdiagnose end en demensdiagnose. Og det sætter det hele i relief, mener jeg.

Jeg er kun lige begyndt på bogen Drengen der blev væk – ( den udkom for lidt siden, og jeg var skrevet op til den i nogle uger) – jeg vil læse så meget, som jeg kan overkomme.

Jeg vil skrive mere om den, når jeg bliver færdig.

Som nævnt er den her blog min arbejds-blog. Og jeg vil GERNE have respons på den – det kan kun gøre mig klogere. Ked af det en gang i mellem – men det er vilkåret.

Inden jeg forlader siden vil jeg citerer lidt fra den bedste bog, der endnu er skrevet om demens, nemlig Christiane Swanes: Skyggen af en hverdag ( fra side 175):

Psykiatriens erfaringsgrundlag er patienter med de vanskeligste sygdomsbilleder. I kraft af, at psykiatrien er “autoriteten” på området, idet demens er klassificeret som en psykiatrisk lidelse, har psykiatriske overlægers demensbilleder gennem to hundrede år, begyndende i Frankrig, udgjort “prototypen på demens”. Dermed har psykiatrien præget forestillinger om, hvad typisk adfærd ved demens er overhovedet, i en entydig skræmmende retning.”

Efter at have hørt professor Steen Hasselbalcks forfærdelige og umenneskelige foredrag om demens i Randers Ridehal forrige vinter, blev jeg bange … Jeg blev enig med min ledsager om, at Hasselbalck vidste rigtig meget om sygdommen, men intet om mennesker.

Det snakkede jeg med min veninde med, som havde været med til foredraget. Hendes samlever var dement. Jeg var med af almindelig interesse – for at få mere viden til mine foredrag. Det var hende, der sagde: Der hørte vi rigtignok ingenting om de syge. Kun om sygdommen. Som om vi kun var en hjerne. En klump væv.

Nu har jeg lært en anden professor i faget at kende – og er heldigvis stødt på en faglig kompetent professor, som SER hele mennesker – ikke kun en sygdom. Gunhild Valdemar.

Hun har været medstifter af Alzheimerforeningen) hun sagde bla.: “Jeg har lært den taknemmelighed for livet af kende, som man kan møde selv hos folk, der har det rigtig svært. Det er meget opløftende, og det er noget, vi alle kan lære af: at der er mennesker, der forstår at få glæde og taknemmelighed ud af selv et meget svært liv.”

Undskyld – jeg kan godt se, at alt hvad jeg skrev i aftes, var fuld af stavefejl – jeg er, som mine venner godt ved, ordblind, og jeg havde ikke tid (kræfter) til at rette det og skulle selvfølgelig så ikke have udgivet det. Skulle være rettet nu. Mit temperament løber tit af med mig – og det kan løbe langt og stærkt.

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


8 * = forty

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>