KOKHOLM

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

KOKHOLM

Da min mor blev gammel, glemte hun det meste omkring sig. De nære ting skiftede karakter og fyldte hende med utryghed. De blev til fremmede og sære billeder på noget, hun ikke kunne forholde sig til.

Hun boede da i en lille stationsby, som ganske vist ikke hed Hulsig som den by, hvor hun var født og opvokset, men som dog lignede den på ét punkt: Også her lå en lille station, og også her stod folk af toget og gik med deres bagage ned ad den lange landsbygade.

Fra sin lænestol havde hun godt udsyn over vejen, og når de rejsende passerede forbi derude, kunne hun lyse op og udbryde: ”Ih … se! nu kommer der badegæster?” Og stemmen var fuld af glæde. Det var vel først og fremmest gengældelsens glæde, der et øjeblik trodsede Alzheimers hærgen. ”Det her ved jeg, hvad er”

Men det var også et genskær af den glæde, der engang greb alle beboerne i Hulsig, når Skagenstoget spyttede disse fremmede folk ud i den lille by, hvor den samme håndfuld familier havde levet isoleret i generation efter generation.

Nu skete der noget nyt. I begyndelsen af det 20ende århundrede blev det lille forblæste sted forvandlet til et mondænt ferieparadis for nogle af landets rigeste og kendteste danskere. Et kontrastrigt møde mellem de traditionsbundne Hulsigboere og “Le Grand Monde”.

For mange, og i al fald for min familie – og både min far og min mor er født i Hulsig – blev det en omvæltning. Farfar blev kusk for Kong Frederik d.8. og for Kronprins Christian (senere Kong Christian d.10.) og min morfar, der var uddeler, fik pustet nyt liv i sin lille butik.

Det var nye tider. Min mor bar minderne om de lyse somre med sig gennem hele livet. Ikke engang Alzheimers formåede at viske den ud.

Det var tidernes gunst for den fattige egn. Skagen var for længst blev et af de mest mondæne feriesteder i Danmark. Tiderne ja, lad os se lidt på dem. Var de nu så gunstige?

Jeg kender bedst tiderne (set indefra) gennem litteraturen. Her får man et andet billede af Danmark i 10’erne og 20’erne end det, der udfoldede sig i fredelige Hulsig. Herom senere.

Fra journalistikken har jeg også et kendskab til tiden. For nogle år siden, da jeg skrev Hændelser ved Hulsig, trevlede jeg mig møjsommeligt gennem Skagen Avis – fik alle årgangene leveret og læste så meget, jeg kunne nå. Et broget billede tegnede sig. En ny tid. En materialistisk tidsalder. Det så man også i Skagen. Men på afstand.

Maskinerne buldrede frem. Og nu digterne. De unge jublede. Futurismen er fuld af blind tro på fremskridtet og iskold og maskulin tro på styrke og kraft. På alt det nye. Maskinerne. Hygiejnen. Farten. Det kan kun gå én vej: FREM

Fremdriften. Men det er en blind drift. Andre, mere følsomme digtere ser den katastrofe nærme sig, som udløses af den blinde dyrkelse af muskel (maskin)kraft. Henrik Pontoppidan f.eks. i ”De dødes Rige” og ”Roger Martin du Gard” i Familien Thibault.

Et vældigt materielt kvantesspring – ja, men også et spring lige ind i den alt omfattende ødelæggelse – 1. Verdenskrig, som alle andre end danskerne kalder Den store Krig.

Men i Hulsig mærkede man ikke meget til truslen. Eller krigen, da den kom. Der lå ganske vist et engelsk krigsskib for anker ud for Hulsig. Var det mon en fjende eller en ven? Det kunne man diskutere. For 100 år siden var man i krig med England. Siden har man været det med Tyskland, og i 1864 måtte også folk herfra drage i felten. Min tipoldefar måtte sende alle sine tre sønner i krig. En stod ved Dybbøl, og to kæmpede ved Helgoland. Alle tre overlevede, men var velsagtens mærkede af krigens rædsler. En af dem tog langt senere sit eget liv.

Alt var ikke idyl i den smukke naturperle deroppe på toppen af Danmark. Det var en barsk egn, og det var barske folk, der beboede den. De havde måttet kæmpe hårdt for at overleve. For dem var naturen ingen ven. Den var fjenden. Sandstormene og oversvømmelserne – alle disse ødelæggelser – det kunne en krig ikke gøre mere effektivt.

Men alt det så badegæsterne ikke. De så den storslåede natur, de så himlen og havet og sandet. Og menneskene fandt de pittoreske. Og i litteratur og billeder fik de ansigter og mæle.

Skagen havde allerede tidligt i 1800tallet trukket kunstnere til stedet. Senere blev det også feriested for landets velhavende familier. Men hvordan gik det til, at også Hulsig begyndte at tiltrække landets overklasse?

Hvad skete der? Hvornår skete det, og hvem fik det til at ske?

Det vil jeg forsøge at finde svar på i det kommende efterår og senere skrive en bog om. Bogen skal hedde KOKHOLM. Ja, for det var først og fremmest hans og hans kone Elisabeth Houkjærs skyld, at den udvikling, som jeg har givet et rids af, kom i gang og tog fart og forvandlede det lille sted til et stort sted.

Nogle billeder:

Ægteparret i midten (lidt til højre) er Kong Christian d.10 og Dronning Alexandrina. Til højre for dem står min farfar Janus Hesselholt

Hulsig Kirke

En af de tre Houkjærsønner hjemvendt fra krigen 1864 (Vist nok Jens Houkjær)

Lærer Pinholt med en klasse – Rannerød Skole

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


8 - four =

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>