Intermezzo

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Dette lille indlæg for at meddele, at nye tider banker på værkstedets dør. Der kommer friske pust udefra nu og hvor er det skønt. Og tak for det.

Ja, nu er der en bog, som skal skrives – ikke SKAL skrives og måske ikke engang VIL skrives. Men som jeg har fået lov til og lyst til at skrive. Og sådan begynder mine bogprojekter altid. Med lysten. Og meget få af dem er ikke ført til enden ( var den end ind imellem bitter) – denne her lille bog vil nok også se dagens lys. Hvis det står til mig i al fald. Det gør det så ikke altid.

Men først til orientering for de få, som har fulgt med i mine bogskriverier: jeg skulle jo egentlig skrive en biografi om Chresten Kold. Men det får vente. Det er jo ikke et nyt projekt, og det var da også så småt ved at tage mere fast form.

Men så skete det her. Jeg fik en mail. Den var ikke lang, men gav mig alligevel åndenød. For det var ord, som satte fantasien i bevægelse og den er altid god at lade sig lede af – også selv om den af og til kan blive lovlig livlig og forlede.

Afsenderen til det skønne brev var Lise Troldborg, hvis oldefar, Chresten, var gift med min oldefars søster Elisabeth. Og vi har jo så fælles tipoldefar. Det har jeg jo med så mange. Men Chresten og Elisabeth var specielle ( nå, ja, det er vi jo alle, men de satte sig varige mindesmærker – og det gør vi ikke alle) – for de turde kaste sig ud i et livsprojekt, som i den grad krævede mod og styrke. Hvor de fik styrken fra, ved jeg ikke, men modet sad nok dybt i deres karakter. Og det er netop derfor, at jeg gerne vil skrive en bog om dem.

Og så skal vi jo igen til Hulsig – og der vender jeg gerne tilbage til. Eller rettere Kandestederne. For hertil kom nemlig den unge Chresten Kokholm for meget mere end 100 år siden, og selv om han ikke ændrede ved skaberværket og det ikke er hans skyld, at naturen er så enestående i Kandestederne, så er det hans skyld, at mange mennesker fik mulighed for at opleve den.

Nu ikke mere om det.

Men jeg vil vende tilbage med Lise Troldborg ved hånden, for hun ejer et enestående materiale ( billeder og tekster) om fortiden og dens hoved- og bipersoner, og nu får jeg lov at kigge med.

Tak for det.

Nedenstående billede er snyd, for det er ikke fra Kandestederne, men fra Tranestederne – altså lige øst for ved det andet hav, men de to have er vel skyld i det specielle lys, der er over egnen. Og her ligner de to “steder” hinanden.

De følgende billeder er derimod fra Kandestederne/Råbjerg Mile

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


1 * = five

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>