1. december

 
Ved Julemandens Skæg
Julemanden gik og mumlede i skægget, en vane, han havde tillagt sig, lige som skægget, der de sidste par år var vokset så langt, at det var til at snuble i. Det var kort
sagt ikke fri for, at han lignede en kliche, som han der kom traskende hen over
pløjemarken med nissehuen trukket godt ned om ørerne og det lange, hvide skæg
flagrende for vinden.
Pludselig standsede han op. Hans fod var stødt på en sten, og i det samme så han, hvor han var. Nær Elverhøj var han, og stenen, se det var selve indgangen. Så kom jeg så
vidt, mumlede han, bandt skægget om stenen og trak til. Ømmende sig en smule
sivede han ind i højen.
Han så sig om. Der var halvmørkt. Hallo, nikkede han til Mosekonen,
der selvfed og udflydende ragede op over en krands af florlette elverpiger, der hang som engblomster i hendes skørter. Lige over for hende havde Elverkongen stablet sig til rette på en slags trone. Ved hans fod sad en lille trold og trykkede sig.
En fe flagrede rundt helt oppe under loftet, og julemanden forsøgte at vinke hende på plads, men hun blev hængende og tillod sig endda at skrue op for sit lys.
”Menneskene er på vej mod afgrunden,” begyndte han sin mørke tale, og blev straks afbrudt af en lille ivrig stemme helt nede fra gulvhøjde. ”Det er fordi … øh …,” den lille trold rødmede slemt. Den var ny i højen og ikke vant til at blande sig.
”Sig blot frem, troldepus!” Julemanden nikkede mildt til pjevset. ”Det er, fordi de er blevet blinde. Når de løber i skoven, sparker de til os, som om vi var sten.”
En elverpige rejste sig og begyndte en hjertegribende dans om sig selv, så standsede hun midt i en piruet og lod tårerne trille, som de ville. ”Jeg kan ikke mere fange så meget som fligen af en ungersvends boxershorts, for slet ikke at tale om hans hjerte.”
Mosekonen lækkede en hørm af nybryg, ”Ha! Tidligere berusedes menneskene af min trylledrik, nu sidder de og kæver den på snuskede bodegaer.” En lille nisse tog tilløb, så hviskede den: ”og vi kan ikke drille dem mere. Før gav de os grød, nu sætter de musefælder op.”
Feen svingede sin stav og lod et væld af stjernedrys dale ned over forsamlingen. ”Når jeg drysser mit støv over menneskene, tror de, at de har fået grøn stær og iler til øjenlægen.”
”Ja, ja,” sukkede julemanden, ”blinde er de jo rigtignok, og som lemminger driver de mod afgrunden.” I det samme fik han øje på englen Gabriel, der hidtil havde
siddet ubemærket i den inderste mørke krog, men nu tændte sin glorie. ”Gabriel,
du er dog en engel! Kunne du ikke …!”
”Åh nej …” sukkede englen og rejste sig. Den gik stadig sukkende på halv blus. ”Menneskene har mistet troen, og jeg kan bare stå på sidelinjen og sukke.”
Og så gjorde han det igen.
Nu rejste Elverkongen sig og det så hastigt, at den lille trold tumlede om kuld. ”Krukkeri!” råbte han vredt, ”hvis vi alle stillede os så kostbart an, så ville det sandelig se sort ud.”
”Det ser sort ud,” sagde englen og slukkede atter sit lys.
Pludselig lød der et brag, stenen bumpede ind i højen, og hen over den trampede Julebukken. Han virkede ikke alt for ædru.
”Her kommer vi!” skreg han.
”UD!” Julemanden greb ham i hornene og forsøgte at vride dem rundt, men bukken bukkede sig og skovlede den gamle højt til vejrs. Her hang han i en hvirvel af brølende latter.  Så hørte bukken de andre hvæse og satte ham forsigtigt på plads.
”OK – men hvorfor har I glemt mig?” sagde han, og nu stod han så trist og roligt i deres midte som en gulvspand midt på et stuegulv.
”Vi har ikke glemt nogen, men DU har ikke noget at gøre i vores selskab, træske overløber.” Julemanden rystede stadig efter den hårde behandling, og stemmen rystede med.
”Nå ikke? Og hvad mener du med overløber? Og hvad så med ham der?” Bukken pegede med dirrende klove på trolden.
”Han har valgt side. Vi kan stole på ham.”
”Og vi kan ikke stole på mig?”
Nu rejste Elverkongen sig for anden gang, denne gang dog så sindigt, at den lille trold blev siddende og blot klamrede sig til hans ben. ”Vi får brug for alle gode kræfter,” sagde han.
”Ja, gode kræfter!” Julemanden fnøs og spyttede sig selv i skægget.
”Vi har ikke råd til at være kræsne,” replicerede Elverkongen og svingede for en sikkerheds skyld med sit cepter.
”Ja, jeg fralægger mig ethvert ansvar.”
Julemanden gloede vredt på bukken, der slog en latter op og sagde: ”Jamen, selvfølgelig, det er du jo så god til, din skinhellige hykler. Så er det da godt, at vi er nogen, der vil påtage os et ansvar.”
”Nu ikke mere kævl. Det er første december, og menneskene er ved at gå amok. Vi må komme dem i forkøbet, og med julemandens tapperhed, nissernes snarrådighed, troldenes humor, Gabriels trofasthed og julebukkens listighed, så har vi de bedste kort på hånden.” Elverkongen så sig om i kredsen.
Julebukken stavrede over til ham og sagde langsomt: ”Siden du nu kalder mig listig, så kan jeg røbe, at jeg faktisk har udklækket en plan – fuld af den ledeste list.”
”Hmmm … og som kan gøre hvad?”
”Som kan hjælpe menneskene til at genfinde de tabte insignier, KORSET for troen, ANKERET for håbet og HJERTET for kærligheden.”
”Nu lyder du som en af os.”
”Jeg er en af os.”
”Og hvad skal vi da gøre?”
”Vi skal finde et menneske.”
”Dem er der en fandens redelighed af.”
”Ja, men ham, vi skal bruge, skal være uspoleret.”
”Dem er der ingen af.”
”Jo,” sagde bukken. ”Der er EN.”
Gabriel syntes at vågne op ved de ord. Han tændte sin glorie, fjernede den fra issen og holdt den ud i strakt arm. En kegle ramte bukkens horn.
”Det kan vi ikke,” sagde han, ”de vil spotte ham og gøre ham fortræd.”
”Det vil de, ja. Men så er vi der, og vi svigter ham ikke.” En bifaldende mumlen hørtes fra alle sider.
Gabriel gled atter ind i sit mørke, og det samme gjorde feen. Et øjeblik henlå alt i det dunkle, men havde man lyttet efter, ville man have kunnet høre de spinkle toner fra håbets åndedræt.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *