Flygtninge

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værkssted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www. hesselholt.com.

Læste forleden Hannah Arendts “Vi flygtninge.” Et par citater og reflektioner i den retning:

Citater fra Hannah Arendts ”Vi flygtninge” fra 1943 – citaterne er taget fra Mikkels Flohrs oversættelse fra 2017, forlaget Slagmark. Citaterne følges af mine kommentarer.

I Danmark (og i hele Europa) forsøger man nu at skelne mellem immigranter og reelle flygtninge. Immigranter er dem, der kommer til os for at genopbygge et håbløst liv (ramt af fattigdom, sult og tørke). De kommer med et håb om et værdigt liv. Og det vil/kan vi ikke give dem, for de er for mange. ”Rigtige” flygtninge er dem, krigen og terroren har fordrevet. Dem har vi pligt til at hjælpe. Jøderne har alle dage været ”rigtige” flygtninge i den betydning, men de var for stolte til at leve med flugtens skamplet, og derfor erklærede de sig som indvandrere.

Citat fra Ahrendts bog – side 11) : ”Vi erklærede, at vi var rejst af egen fri vilje til lande, vi selv havde valgt og nægtede, at vores situation havde noget med ”såkaldt jødiske problemer ” at gøre. Ja, vi var ”immigranter” eller nytilkomne, der havde forladt vores land, fordi det en skønne dag ikke længere passede os at bliver der eller af rent økonomiske årsager. Vi ønskede at genopbygge vore liv, det var alt. For at genopbygge sit liv er man nødt til at være stærk og optimistisk. Så vi er meget optimistiske.”

Dagens flygtninge har mistet alt akkurat som de jødiske flygtninge i og før Anden Verdenskrig. Men medfølelsen med dem overskygges af angsten for, at de skal tage vores tryghed og velfærd fra os.  Jeg samlede penge ind for nogle år siden til Dansk Flygtningehjælp, og jeg mærkede (som mange andre) uvenligheden og mistroen.  Og jeg tænkte: sådan bliver man altså, når man er bange: en frygtning. Vi er Ikke flygtninge, men frygtninge.

(Ahrendt side 12) … Vi mistede vores hjem og dermed hverdagens genkendelighed. Vi mistede vores profession og dermed troen på, at vi kan udrette noget i denne verden. Vi mistede vores sprog og dermed de naturlige reaktioner, gestikulationernes lethed, det uhindrede følelsesmæssige udtryk. Vi efterlod vores slægtninge i de polske ghettoer, og vores bedste venner blev dræbt i koncentrationslejrene og dermed brød vores privatliv sammen.

(Kommentar) Det mest utrolige var nu alligevel franskmændenes reaktion på flygtningestrømmen fra vest dengang i 30’erne: man internerede jøderne, fordi de var tyskere ( og altså fjender) – og da Frankrig senere blev besat af Tyskland, forblev jøderne i lejrene, og nu var de der så, fordi de var jøder. Internaterne konverteredes til fængsler, og de internerede blev til fanger. Hannah Ahrendt selv sad i ”le camp de Gurs” i Sydfrankrig. Det lykkedes hende at flygte.

(Ahrendt side 23): — Vi blev udvist af Tyskland, fordi vi var jøder. Men vi havde knap krydset den franske grænse, før vi blev til boches ( tyskere). … Over syv år spillede vi den latterlige rolle, hvor vi prøvede at være franskmænd – eller i hvert fald fremtidige medborgere: men i starten af krigen blev vi alligevel alle sammen interneret som boches. I mellemtiden var de fleste af os blevet så loyale franskmænd, at vi ikke engang kunne kritisere den franske regerings ordrer; så vi erklærede, at det var okay at blive interneret. Vi var historiens første prisonniers volontaires.

(Kommentar) Vi behandler asylsøgende flygtninge/immigranter med mere nænsomhed i vores land. Tror jeg. Er dog ikke helt sikker. Derimod er jeg helt sikker på, at de mennesker, der sidder i asylcentrene og venter, undertiden i årevis, lever i et helvede. De humanistiske idealer, vi engang havde, har spillet fallit. Luther har vundet over Erasmus af Rotterdam og Montaigne. Ja, men det gjorde han jo for længe siden. Alligevel lykkedes det os at værne om humanismen. Længe. Men nu?

Nu er ordet humanisme blevet et skældsord. På niveau med ordet marxisme. Hvad tror danskerne så på? På Gud? Er de (vi) kristne? Jeg tvivler.

Hørte i dag Bagklog på P1 med Esben Kjær – han havde Suzanne Brøgger i studiet og de talte bl.a. om blasfemiparagraffen – om den skulle afskaffes eller ej. Og jeg hørte S.B. sige, at danskerne ikke bare ikke var kristne, men at de aldrig havde været det. Det tror jeg, hun har ret i. Selv om jeg aldrig har hørt nogen sige det før.

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


* five = 20

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>