32 – Et par digte. Rifbjergs Skagen og Wivels I skarpt lys

Rifbjerg:
SKAGEN
Det er mig der har malet / billederne på Skagen museum.
Jeg sagde til mig selv / der har du dit liv og så / begyndte jeg at male.
Jeg tror, det startede med frokostbilledet / jeg blev så sulten / følte mig så hjemme.
Jeg malede Krøyer og Drachmann / Tuxen, Ancher – både hun og ham / og alle andre / helt ned til Tørsleff.
Det var et mægtigt arbejde / men jeg havde det jo godt / så det var ikke noget.
Drachmann hjalp mig lidt/ og Krøyer /vi talte meget / så / og drak en lille smule.
Vi så på Skagen / malede en masse billeder /fik lyset frem / men måske mest en livsform / vores egen / den jeg faldt for.
Jeg husker timerne / med Krøyers kone / under hyldetræerne hos Drachmanns, / bourgognen i de svære glas / og alting set / i sommerbilleder /melankolsk /som var det hele længst forbi.
Jeg husker aftnerne på Grenen / vandene der mødtes / og besværet med at få farven / til at makke ret / Det var jo mig der skulle / male alting / ville male alting / før det ikke var der mere.
Der er en duft af død / idyl og linnedskuffer med lavendel / over mine Skagenslærreder,/ men det var livligt nok / dengang / det var det.
Vi rejste os fra bordet / oven på den lange frokost / og stemmerne var blevet mere sagte./ Vi stod i skumringen / før hver gik hjem til sit / men det var svært at bryde op.
Så vendte Anna Ancher sig / og sagde: / Vi skal sove nu. / Hun tog sin mands arm, / gik med ham igennem lågen / og langsomt fulgte alle efter. / Skridtene forsvandt imellem husene / værten slukkede sin lampe / det var for sent at male mere.
Ole Wivel: I
SKARPT LYS
Her er farven skallet og skrællet af dørene / i skarp sol og pludselig varme efter / de isnende vinterdøgn. Her er dørene / hugget med økse og hamret sammen længe før / maskiner kom til og hånden / blev ført mellem fræsende savklinger / og larm overdøvede den stille / eftertænksomhed til lugten af / høvlspåner og klisterpotte. /Her er husene
flyttet som sandet føg / og andre lavninger mellem klitterne gav læ / for den stride, stærke, utrættelige blæst / Som malede fint sandet grus mellem tænderne.
Her står erindringer i mosevandets spejl / og blå himle i søerne inde på heden. / Her var så langt til alting, selv / en lille klokke, som kaldte de sortklædte / sammen til kirke, modvillige og mistænksomme / i årstidernes ublide rytme / og havets ublide nærhed / hvor både den ene gang efter den anden / blev borte. Her er en rest af / oprindelighed
endnu / i skarpt lys, synlig i sin fattige, / nøjsomt bevarede, både grove / og forfinede
brug af rester / af strandede skibe.
Men her er også jukebox og pølsevogne,/ Visse langt udtrukne branderter / som fortsat sejlads til lands, / og her er mangel på beskæftigelse ved / kuttere, kajer og fiskemelsfabrikker. / Her er dårlig kunst side om side med / den gode, inden for alle genrer, / i fint beregnet fidusudnyttelse af de / mindre modstandsdygtige. /Her er masser
af hav og blæst og fygende sand / som et øjeblik blæser hjernen tom og får de / fortabte til
at glemme kviksølv, fiskesår og / politikernes og fagforeningernes / samdrægtige forræderi.
Mariannes lille suk: jeg må som sædvanlig skrive digtene som prosa med skråstreg, for tekstbehandlingen her på siden nægter pure at lade opstille vers. De kan jo lige fint læses. Og disse to er nogle af de bedste, jeg har fundet om Skagen. De står begge i antologien I skarpt lys – Digternes Skagen fra Blicher til Rifbjerg. Ved Ole Wivel.
Jeg vil i de kommende indlæg give små smagsprøver på de øvrige digteres oplevelse af Skagen i tidens løb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *