Mentalitetshistorie

Da jeg gik tur med min veninde forleden, fortalte jeg om nogle af de tanker, jeg gør mig om fortidens menneskers måde at tænke og handle på. Sådanne tanker MÅ man gøre sig, når man vil skrive historiske romaner: man er nødt til at gå ind i tidens menneskers bevidsthed og læse den. “Sludder,” sagde hun, “du kan umuligt trænge ind i et andet menneskes bevidsthed. Det kan ingen. Ikke engang til et moderne menneskes bevidsthed kan man have nogen som helst adgang. Og et menneske i en fjern tid! Nej, det kan du godt glemme.” “Ja, selvfølgelig, du har nok ret,” sagde jeg. “Det ved jeg godt. Men … man kan jo forsøge ud fra alt det skrevne at danne sig et billede af, hvordan menneskene dengang anskuede verden og gebærdede sig i den.” “Menneskene?” sagde hun, “de tænker jo ikke ens i en bestemt periode, vel?” Nej, selvfølgelig ikke, indrømmede jeg inde i mig selv, men sagde ingenting. Jeg forstår f.eks. ikke rockere og motorbøller og pædofile misbrugere eller narkomaner for den sags skyld … men, men, men, de er nu alle sammen produkter af den her tid og det her samfund. Og så tænkte jeg, at jeg i “Mellemlandet” har skrevet om børn og unge i krisesituationer, som jeg aldrig i livet har været i. Og dog fandt jeg det slet ikke svært at skifte min egen bevidsthed ud med deres. Og på samme måde tror jeg, at det er muligt at gøre det umulige, når det drejer sig om fortidens mennesker. Vi gik lidt i tavshed, så snakkede vi om noget andet.

One thought on “Mentalitetshistorie

  1. Tak for en god blog!

    Trænge ind i et andet menneskes bevidsthed: Det er jo netop dét god fiktion kan gøre – og dermed det, som en god forfatter er i stand til: At give adgang og indsigt – indlevelse – i et menneskeliv, der ikke ligner vores eget. Når man som læser opnår den identifikation med et (fiktivt) individ under helt andre livsvilkår og med et helt andet perspektiv på livet, så opnår man den dér lille transcendens-oplevelse, som gør fiktion så stort: En håndgribelig fornemmelse af det almenmenneskelige.

    Netop derfor har jeg aldrig kunnet udstå ”historisk” fiktion, som blot sætter nutidmennesker ind i kulørte kulisser. Det er dén grænse en stor forfatter kan overskride – gøre det fremmede tilgængeligt for indlevelse.

    Det gør dine historiske romaner netop, som jeg vist også skrev i en anmeldelse et sted på nettet engang.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


6 * one =

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>