18 – Tobias igen


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Herunder kan du læse lidt af den seneste udgave af Tobias-bogen.

KAPITEL 1

EN DRENG I NINEVE

Det sidste, han huskede, var tågerne, hvordan de drev ind over ham og lagde et kuldesvøb om den brændende hud. Han lå på ryggen, stadig hyllet i mørke, men det var ikke blødt mere, det skar i sårene, og under sig følte han noget klæbrigt. En menneskekrop, tænkte han, og i det samme vidste han, hvor han var. På stendyngen uden for bymuren. Henkastet som et svin.
Og svin var da også det sidste ord, han havde opfanget, inden stilheden og tågerne. Svin, svin, svin haglede det ned over ham fra drengene, der stod i en klynge ved siden af bunken.
Han lukkede øjnene og forsøgte at glide tilbage til søvnen. Hvorfor skulle han vågne? Hvorfor kunne han ikke bare få lov at dø?
Han havde ikke blot rørt ved de døde. Han havde ligget på dem. Og nu var han uren. Og ikke et hak bedre end det skarn, som mor hver dag lodsede ned i den gamle brønd. Og han stank værre end de ådsler, der lige nu klistrede ham fast til stedet.
I aftes, da de kylede ham fra sig, var det meningen, at han skulle dø her på stendyngen. At rovfuglene skulle fuldføre det arbejde, som drengene var begyndt, og han huskede, at den sidste bevægelse, han havde gjort, inden han gled ind i tågerne, var at slynge begge arme hen over ansigtet, så fuglene ikke kunne hakke øjnene ud. Han lå endnu med den ene krænget op over panden, da han vågnede.
Langsomt skubbede han sig baglæns, krabbede ned ad dyngen, mens stenenes kanter skar ridser i den nøgne ryg.
Neden for dyngen blev han liggende på jorden. Græsset var revet bort her inderst ved stenbunken, og der var kun den bare jord tilbage. Han sugede dens kølighed til sig og mærkede, hvordan sandkornene trængte gennem huden og helt ind i sårene og forstærkede smerten. Men han var ligeglad nu og blev liggende ubevægelig og bed det i sig.
Jorden var ren. Den kunne suge af hans skam, tænkte han, måske opsuge den.
Omsider fik han sig stablet på benene. En tid stod han og dinglede usikkert, inden han begyndte at vakle fremad. Så forsigtigt, som forsøgte han at tage sine første skridt.
Men han kunne både stå og gå.  Så havde de alligevel ikke knust hvert ben i hans krop, sådan som de havde hylet, at de ville.
Han var hel.
 
Der var et godt stykke vej fra stendyngen til byporten, og han skulle gå den i et mørke, der kun var svagt oplyst af halvmånens blege skær, men langt henne på muren anede han nogle lys. Fakler. Og de sorte omrids af et menneske. En vagt?
Langsomt, skridt for skridt, fortsatte han sin gang mod Nineves største byport, og da han kom nærmere, så han, at der var opstillet to vagter, en på hver side af den stængte port. De lænede sig ind mod muren, og det så ud, som om de blundede.
Nu var han ganske tæt på, og han hørte en svag snorken og så, at der lå en dunk imellem dem. Den var væltet og trillet ind mod porten. Tom velsagtens.
Han trådte ind i det svage lysfelt; ingen reagerede, og han snoede sig forsigtigt forbi den ene af mændene, fandt en smal sprække længst inde mod muren og kilede sig igennem den.
Så var han i byen.
Indenfor rettede han sig op. Han blev stående et øjeblik med ryggen mod muren og hev efter vejret.
Så begyndte han hurtigt som en lækat at springe ind mod jødekvarteret, hvor deres gård lå. Smerterne gnistrede i kroppen, men de standsede ham ikke, tværtimod, de jog ham fremad.
Han skulle hjem.
Gaderne lå mørke og øde hen, kun hist og her lyste et par søvnige fakler op, og nu og da kom noget småkravl pilende forbi ham, en kat, en rotte, en mus? Han mere anede end så dyrene. En hvislen. Som blev de forfulgt af slanger. Så var de borte i mørket.
Et sted bag en lukket port vågnede en hund og gøede, men ingen reagerede på dens glam, og ingen forsøgte at standse Tobias, mens han stadig mere besværet fortsatte sin vej gennem de snævre gyder, der snoede sig labyrintisk i jødekvarteret.
Tæt på hjemmet sagtnede han farten og traskede tungt videre. Til sidst standsede han helt. Stod længe ubevægelig og lyttede ind i mørket, som havde han opfanget noget skræmmende langt inde i gydens dyb. Men de eneste lyde, der nåede ham, var nattevæsnernes sagte puslen og hans eget dunkende hjerte.
Jeg har et hjerte, tænkte han. Altså lever jeg. Så meldte den næste tanke sig. Men jeg lever i skam, og jeg kan ikke bringe skammen til min fars hus. Ordene stod og lyste i ham og lod sig ikke puste ud.
Det kan jeg ikke.
Og i morgen. Når han vågnede. Skulle han lyve om det, der var sket i nat, eller skulle han gå til sin far og bekende det hele? Han ville ikke komme langt med løgnen, for far var nok blind, men han tog aldrig fejl af stemmers klang. Og når far og mor først fandt ud af, hvordan det stod til med ham, så ville de græmme sig til døde.
I al fald far. Han kunne ingenting se med sine øjne, der var dækket af tætte, hvide hinder. Og han var uden arbejde, og kun få besøgte ham nu, men han havde aldrig et øjeblik givet køb på sin værdighed som patriark, og han sang og bad og teede sig præcis, som han altid havde gjort.
Hele verden kunne forandre sig. Den kunne synke i grus, om det skulle være. Men hans far forblev lige så uforandret som Tigrisfloden og ørkenen og nattens himmel. En Tro Herrens Tjener.
Og nu skulle han så miste sin søn. Han havde mistet ham. Eller fået en uren søn, og det var værre end slet ingen.
Mor Anna tjente ikke fars gud. Kun menneskene. Hun arbejdede i kongens palads og gjorde det åbenbart godt, for man havde ikke fyret hende, da alle andre jøder blev sparket ud i mørket.
Tobias var deres eneste barn. Deres håb. Ikke at han nogensinde havde forsøgt at leve op til deres forventninger. Tværtimod. De seneste år havde han ihærdigt vendt dem ryggen og var gået sine egne veje. Væk fra dem. Så langt væk som muligt.
Han havde for et par år siden sluttet sig til de hårde drenge i Nineves gader, og havde vel sagtens været en skamplet på familiens ære, men de gamle lod, som om de ikke kunne få øje på den plet. Nå ja, far var jo undskyldt. Han var blind. Men mor? Hvorfor kunne hun ingenting se, og hvorfor var hun altid så tavs og så kærlig, lige meget hvor tosset, han skabte sig. Det var ikke rimeligt.
Han sank lidt sammen.
Nej, han kunne ikke tage hjem.
Så var det, han kom i tanker om Assar. Han havde ikke taget del i mishandlingen i nat. Han var slet ikke mødt op på torvet. Og Tobias vidste godt hvorfor. Assar havde fået et helt nyt liv, og det var surt, for uden ham var banden ikke den samme. Men vennen havde fra fødslen været bestemt for Isthartemplet, og nu var han begyndt at tjene, og han holdt sig langt borte fra gadelivet.
Måske var Assar stadig en ven.
Nu var han ved templet, der knejsede på sin bakkekam, højt hævet over Nineves tage. Stjernerne glimtede på himmelbuen, mens Tobias asede sig højere og højere op, som ville han nå helt op og favnes af deres lys. Men de lyste ikke for ham. De glitrede koldt og var som resten af verden. Ligeglade med en forslået dreng. Og han kunne blot tumle videre i sit eget håbløse mørke.
Han stønnede af smerte og udmattelse.
Trapperne ville ingen ende tage denne nat, syntes han, og han snublede gang på gang, fordi han ingenting kunne se. Månen var gået bag en sky, og han måtte føle sig frem ved hvert skridt.
Først helt oppe ved tempelmuren hang en ensom fakkel blafrende i nattebrisen. Ilden kastede et uroligt skær ind mod den høje mur, så han syntes, den blev levende og sendte varselstegn mod ham.
Hertil og ikke længere. Det her er ikke din helligdom. Her har du intet at gøre. Nej, hviskede han. Men jeg må finde Assar.
Han vidste ikke, om der stod vagter ved indgangen. Eller om Assar var vågen eller lå og sov et sted. Og hvor?
”Hvor skal jeg finde dig?” mumlede han.
Porten var stængt, og han kravlede som et såret dyr langs muren til han fandt et sted, hvor han netop kunne presse kroppen igennem.
Så stod han i den mørke tempelgård. Alt lå hyllet i nattens bælg, og han var nær ved at opgive sit sidste håb. Måske skulle han hellere lægge sig hen i en krog som det affald, han var, og lade urenheden og skammen få frit løb og forvandle ham fra dreng til tigger. En tilsølet og forslået tigger lod man gerne ligge uden at bekymre sig synderligt om ham. Kastede i bedste fald brødsmuler eller småmønter til ham. Jog ham i værste fald bort med skældsord.
Men hvad var det? Kom der ikke en smule lys ud fra en smal sprække i den modsatte ende af gården? Et vindue? Han opbød sine sidste kræfter for at nå derhen. Lad det være Assar, bad han og forsøgte endda at sende bønnen op til sin fars gud, som han ellers ikke nærede de bedste tanker om. Men lige nu måtte han gribe ethvert halmstrå, om det så var den mest afskyelige gud, der havde fat i den anden ende.
Det var Assar.
Han sad og læste højt, og hans stemme flød ud i natten som den sødeste honning, syntes Tobias og var lige ved at græde af lettelse.
”Assar!” Han sagde navnet så højt, han turde. Så besvimede han.
Da han vågnede stod vennen lidt på afstand og gloede på ham. Han holdt et lille blafrende lys i hånden, og nu kom han langsomt nærmere.
”Hvad har de gjort ved dig, de svin?”
”Det er mig, der er et svin, Assar. Det fatter du vel. De har gjort mig uren.”
”Jaså. Uren.” Assar trådte et skridt tilbage, som om Tobias havde kastet sten imod ham.
”Forstår du, de smed mig hen på dyngen af lig uden for byporten. Jeg har ligget på de døde. Jeg er en smittet.”
”Smittet. Jo. Men du kan vel renses så. Eller?”
”Nej.”
”Hør nu Tobias! Du glemmer, hvor du er. Og hvem jeg er.”
”Du er min ven.”
”Ja. Men jeg er også tjener for Isthar, og jeg har magt.”
”Nok til at …”
”… at rense dig. Mon ikke.”
”Er det ikke her, du bor?”
Assar skubbede ublidt til ham. Tobias vågnede med et sæt. Han var faldet i søvn, straks de satte ham i bærestolen og sad der og hang på det umage sæde, mens den slingrede gennem gyderne. Vennen havde brugt timer på at rense ham i det hellige vand fra tempelkarrene for bagefter at forbinde hans sår, og nu i de tidlige morgentimer havde han sammen med en kammerat båret ham hjem.
Han så sig fortumlet om. Han var virkelig hjemme? Et mirakel. Og var han ren? Et endnu større mirakel. Han vendte sig mod vennen.
”Er jeg ren?” spurgte han.
”Hmm … jo … det er du vel.”
”Vel?”
”Bedre kan jeg ikke gøre det.”
”Tak Assar.”
”Jamen, jeg ved ikke, om jeg kan hjælpe dig mere. Du må vist klare dig selv fra nu af.”
”Jeg klarer mig.”
Hele dagen havde Tobias omhyggeligt holdt sig skjult, siddet som en mus i sit hul og spekuleret på, hvad han skulle stille op med sig selv og sit sølle liv. Og han var ikke blevet et hak klogere, siden Assar læssede ham af uden for porten i morges og faktisk havde bedt ham passe sig selv.
Lugten fra nattens rædsler sad stadig i næseborene, og han kunne ikke tro, at det var forbi. Han var ganske vist hjemme nu, var hos sine egne, men alligevel følte han stærkere end nogensinde, at han ikke hørte til her.
Du har ingen steder hjemme, sagde en stemme i ham, som han havde hørt før. Så tit. Men han syntes, at den lo hånligere end den plejede.
Han knyttede næverne og holdt dem op foran sig, som havde han lige mødt en fjende, der bare kunne komme an. Men der var ingen.
Og han havde et hjemland, det havde han hørt til bevidstløshed hele sin barndom. Det lå og lyste i det fjerne, og som lille dreng badede han sig i det lys, når han var ked af det og blev drillet af de andre børn.
Men lige nu kunne han ikke få øje på det, og det forekom ham lige så uvirkeligt og gådefuldt som himlens stjerner. Og mindst lige så koldt. Og han ville ikke vide af det.
Israel.
Han mumlede alligevel navnet. Det havde en gang været magisk. Men der skete ingenting i hans hjerte. Magien var forvandlet til noget, man til nød kunne drømme om, men som ikke fandtes andre steder end lige netop der. I drømmene. Og i fars sange naturligvis og i mors længsler.
På gårdspladsen visnede træernes toppe. Alle planter hang tørre og triste, som ville de helst opsluges af støvet ved deres fødder. Det var, som om de kun længtes efter ét: at blive til ingenting. Ligesom mor. Morlille. Også hun voksede nedad. Kuglekroget allerede.
Kun Tobias skød i vejret. Som en sjælden plante, der ikke hørte til i al den ynk.
Det var efterhånden blevet sent, snart ville mørket skjule murene, der lå som en mørnet krans omkring den åbne plads, og det ville dække over hver eneste revne i de gamle fliser og kaste et slør over den udtørrede brønd, som mor var begyndt at bruge til affald og som stank værre for hver dag, der gik, og efterhånden mindede om en spedalsk, hvis krop langsomt forfaldt for øjnene af en.
Man må se virkeligheden i øjnene, plejede far at sige. Det kunne han sagtens sige, blind som han var. Han så ingenting, og virkeligheden var tåget hen for ham i mere end en forstand. Kun sangene og bønnerne var tilbage fra det tidligere liv.
Engang havde han været det, man kaldte en seer. En profet. En, man spurgte til råds og som man lyttede til. Selv de fornemste i Nineve havde søgt til far, når de var i knibe, og kongen indledte aldrig en krig uden først at konsultere Tobit. Og Tobias kunne huske, at han havde været stolt af sin far. Engang. Men det var længe siden.
Endnu var der ikke særlig mørkt i gården. Den synkende sol kastede gyldne kegler gennem sprækkerne i porten, som ville den lige unde sig et sidste kig, inden den helt forsvandt, og i lysstriberne flimrede millioner af støvfnug. De hvirvlede rundt og rundt i en vilter dans, som om de var ligeglade. Eller bare glade.
Tobias kunne ikke huske, hvornår han sidst havde været glad. Han prøvede at være ligeglad. Det kunne han heller ikke. Han var ikke noget støvfnug. Han var en dreng. Og han dansede ikke i solens lys.
Engang havde han danset. Engang havde de alle sammen danset. Dengang havde de været lykkelige.
Han kunne endnu huske den tid, hvor træerne voksede op mod himlen og var ligeså grønne og frodige som blomsterne, der bredte sig overalt og var mors stolthed. Hendes have. Og dengang lignede brønden ikke et stinkende lig, og vandet flød i dens dyb.
Og det sang fra taljens rustne trisser, når slavepigen Dahlia hejste den store lædersæk ned gennem mørket og fyldte den. Og når hun trak i rebet, og sækken igen svævede op gennem slugten, og hun lod den bumpe over kanten. En rigdom, de frit havde kunnet øse af.
 
 

 

KAPITEL 2

EN DRENG OG HANS FAR

Der sad far, sammenfoldet og med hagen presset mod knæene, helt inde mod muren og i den fjerneste ende af pladsen, som om han ønskede at blive et med de mørnede sten. Tobias’ hund, der ligesom far syntes at have mistet livsgnisten, klinede sig op ad ham med hovedet halvt skjult i den folderige djellaba.
Tobias så, hvordan far langsomt hævede armene og vendte håndfladerne opad mod den vigende lysstråle, som om han ville fange lyset og bønfalde det om at blive hos ham endnu en stund.
Som en tigger, tænkte Tobias og væmmedes.
Hvornår var det, forvandlingen indtraf? Hvornår begyndte livet at sive ud af alt, hvad far rørte ved? Ham, der plejede at give liv. Nu kunne han ikke engang værne om sit eget. Var det Guds forbandelse, og hvorfor ramte den så Tobit, der var den mest trofaste af alle Guds tjenere?
Så skulle den da have ramt mig, tænkte Tobias. Nå, det gjorde den vel også. Mon ikke? Og mor. Det var det værste, for hun kunne ikke sno sig fri som Tobias. Hun kunne ikke flygte nogen steder hen.
Han begyndte langsomt at bevæge sig over mod porten. Listede fremad skridt for skridt, for far skulle helst ikke høre ham, inden han nåede helt derhen og forsigtigt fik lirket den tunge dør op og klemt sig ud gennem sprækken og ud. Træet var blevet så frønnet på det sidste, og de gamle rustne hængsler var begyndt at skrige, som jamrede de over deres eget forfald.
Nu var han ved porten. Han stod ubeslutsom. Armene føltes med ét så tunge, og skulle han ikke hellere blive hjemme? Han kastede et blik ind i den halvmørke gård, hvor far stadig sad og faldt i et med muren.
Tobit. Hans far.
Jøden.
Nineve var en broget by. Her færdedes alle mulige folkeslag mellem hinanden, og jøderne havde hidtil ikke skilt sig synderligt ud. Tværtimod. De fleste fulgte Nineves love til punkt og prikke, de spiste den samme mad som assyrerne, de tilbad fornøjet Nineves guder, og de levede kort sagt som alle andre folk i byen. Skønt de fleste af dem var kommet dertil som kongeligt krigsbytte og altså var trælle, så var de efterhånden gledet ind i byens hverdagsliv og udfyldte i det store hele den plads, de hver især var blevet tildelt.
Men hans far, Tobit, var noget særligt. For han tilhørte den lille flok jøder, der trofast mødte op i synagogen hver sabbat og som dyrkede HERREN min GUD, der afveg fra alle andre guder ved at være den eneste, der ikke var en død ting af sten eller marmor, men en levende ÅND.
Indtil i går havde Tobias ikke været i tvivl. Han ville give pokker i, at han var jøde. Han følte sig heller ikke som slave for nogen. Og han ønskede kun ét: at være fri og stærk og at være sig selv. Han ville frem for alt ligne de andre drenge i Nineve. Dem, han havde sluttet sig til, og som havde taget imod ham.
Han havde følt sig fri, og han var stærk, og hidtil havde han kunnet klare sig med sine kræfter og sit fandenivoldske mod. Og de andre drenge havde set op til ham. Han var som en ung ulv, glubsk på livet, og flokken havde villigt åbnet sig for ham.
Og de havde hylet i samme kor.
Indtil.
Nu var alt forandret.
Det var kommet umærkeligt. Lidt efter lidt, og han burde vel have set det for længst. Men han havde ikke villet. Ikke det. Ikke, at han fra nu af måtte hyle i ensomhed, ikke at kammeraternes blikke var blevet fulde af foragt og at de var begyndt at vende ham ryggen, når han kom, som om han forpestede den luft, de indåndede.
Det hele tog sin begyndelse, den dag, Kong Sankerib tabte et kæmpe slag. Han havde satset hele sin hær, der blev slået så totalt, at han havde mistet al ære og værdighed. Og resterne af en tilintetgjort hær var alt, hvad han bragte med fra det mislykkede togt.
Tobias havde set soldaterne, da de krabbede gennem byporten. En flok forrevne katte, som slæbte sig hen over jorden. Og en pest sad dem tilmed i kødet og truede med ikke blot at udrydde resten af hæren, men hele byens befolkning.
Kongen lod straks de pestramte dræbe, og andet kunne man vel ikke forvente. Men hans næste skridt var underligt og taget helt ud af den blå luft, syntes Tobias. Han kastede nemlig hele sit had på jøderne og hidsede indbyggerne i Nineve op imod dem. Som om det var deres skyld.
Og næsten dagligt lod han nogle af dem pågribe og myrde. Og ligene blev slæbt uden for bymuren og kylet på stendyngen, som ellers var forbeholdt de værste forbryderådsler. Her fik de lov at ligge og rådne op, mens vilde dyr og fugle flænsede og hakkede i dem.
Ingen måtte nærme sig bunken. Ingen måtte synge for de døde. Og større skam kunne ikke overgå en jøde.
Og nu havde hånen og hadet altså ramt ham selv, og han havde ingenting kunnet gøre. Og for første gang var han blevet rigtig bange.
I aftes. Frygten. Sneglene, der krøb i hans blod og slimede hans vilje til. Og den iskolde erkendelse af, at ingenting mere kunne blive det samme. At han var stemplet for tid og evighed.
Han havde nærmet sig drengene hen på aftenen, akkurat som han plejede, og han havde tænkt, at han endnu engang kunne tø dem op og få dem til at le, og at de ville slå ham på skulderen og vise ham, at han var en af deres.
Men han gik mere tøvende, end han plejede, og han mærkede en uro, han ikke kendte.
Drengene stod og hang på torvet som hver aften, og alt syntes normalt. Tilmed latteren. Så velkendt. Så trygt.
Men latteren forstummede, da han kom nærmere, og som på tælling var de faret frem imod ham og havde væltet ham omkuld, og mens de tævede og sparkede løs og skreg, at han var et SVIN og en JØDE, så var der ingen af de mange voksne på torvet, der så meget som løftede en finger for at hjælpe ham.
Drengene havde slæbt ham hele vejen til den nærmeste byport, forbi vagterne, der heller ikke havde reageret og ud til stendyngen, og her havde de kylet ham fra sig. Og sten og stank og rå latter havde ramt hans ansigt og blandet sig med tårerne og blodet.
Længe lå han der. Omgivet af stinkende lig. Så greb tågerne ham.
Han blev stående lang tid ved porten med hånden på klinken, kunne ikke bekvemme sig til at åbne. Følte, at han burde. At han måtte løbe hen til drengene lige som i aftes, lige som alle aftener og vise dem, at han ikke var bange.
Med ét begyndte benene at ryste under ham, og frygten ormede rundt i kroppen. Men jeg er jo bange, tænkte han.
Mor var endnu ikke kommet hjem, selv om det var sent. Hun gik hver morgen, før solen stod op, og ofte var det mørkt, når hun vendte hjem fra et arbejde, der sled glæden af hende og langsomt ødelagde hendes helbred. Og fik hende til at rase mod far, der aldrig svarede med en stavelse.
Bag sig hørte han far harke. Det lød, som om hele hans indre var på vej op gennem halsen, og Tobias vendte sig om og så igen på ham.
Så ynkelig.
Så lidt Tobit den Vise.
Så meget Tobit den Svage.
Tobias følte, hvordan viljen knækkede, hænderne slap dørklinken, og benene begyndte langsomt at bevæge sig bort fra porten og hen mod den gamle mand, der var hans far. Helt henne ved den sammensunkne krop, satte Tobias sig på hug, men sagde ingenting.
Tobit forsøgte at rette sig lidt. Han virrede med sine magre hænder i den tomme luft i stedet for at lægge dem på sønnens hoved og velsigne ham, som han plejede. Ikke engang det, tænkte Tobias og bøjede hovedet.
”Jeg kaldte ikke,” sagde Tobit.
”Nej.”
”Men her sidder du.”
”Ja.”
Tobias fik en klump i halsen. Skulle han slutte sig til den gamle og harke om kap med ham, give op og blive olding, før han var fyldt 17? Han lukkede øjnene, og nu mærkede han farens hænder glide søgende hen over kinder og hage.
”Du er blevet stor. Snart voksen. Jeg burde velsigne dig.”
”Det har du gjort, far. Faktisk hver dag.”
”Men det var barnet, jeg velsignede. Nu er du ikke længere et barn.”
Hvorfor sagde han det? Og vel var han så. Han var en fattig jødedreng.
”Kong Sankerib er ikke et udyr.” Far smilede, som om han pludselig var glad.
”Nå.”
Hvad kom kongen ham ved? Og vel var han et udyr. Eller værre endnu. Dyr handlede ikke så grusomt.
”Han er et menneske.”
Nu lo far ligefrem.
”Husker du, Tobias, dengang kongen jog os bort?”
Det huskede han, men det beviste vel ikke ligefrem, at der bankede et menneskehjerte i det kongelige bryst.
”Og husker du, hvor vi sang?”
Om han huskede? Han ville aldrig glemme den dag, men han havde nu ikke sunget. Han havde sitret af skræk, og mor havde grædt. Kun far gik med løftet hoved, og han havde skrålet mod himlen og de mange mennesker, der var stimlet sammen for at se soldaterne jage den lille familie gennem gaderne. Tobias kunne endnu mærke spydspidserne mod sin nøgne barnekrop. Og han huskede angsten og smerten og fars sære sange, der steg om kap med mors gråd, mens blodet dryppede i deres fodspor.
”Jeg har ikke glemt det,” sagde han og hørte sin stemmes bitre klang. Men far hørte ingenting.
”Jeg gik med Gud.”
”Nå,” sagde Tobias og tænkte, at han gik med en skælvende lille dreng og en grædende kvinde. Hans gud havde ikke været der.
”Og HAN førte os tilbage til Nineve. Det husker du vel også, min søn?”
Jo. Heller ikke det havde han glemt. Kongen havde fortrudt sin handling næsten med det samme. Han havde jo kastet sin bedste rådgiver på porten og sendt ham ud på en flugt, der kun kunne ende på en måde. Med døden.
Det var uklogt, og han fik dem opsporet, allerede inden de havde krydset den store slette. Midt i ørkenen havde de set en støvsky rejse sig i horisonten og nærme sig i al hast, og mor var igen begyndt at græde, og far hengav sig atter til jubelsang, og lille Tobias, der var ved at segne af træthed, stirrede med rædsel på soldaterne, hvis heste kom stadig nærmere og vrinskede og stejlede og stank, da de endelig gjorde holdt lige foran dem.
Og så var der nogen, der greb ham, men med blide hænder denne gang, og sammen med far og mor blev han anbragt i en lukket vogn trukket af kongelige heste.
Derefter blev de ført tilbage til paladset, hvor kongen stod parat og tog imod dem, som var de fornemme udsendinge fra et fremmed land. Og han havde set på de støvede og nøgne undersåtter med en blanding af nådig tilgivelse og faderlig strenghed i blikket og sagt, at dette var til gavn for dem. Nu vidste de, hvad der skete, når man nægtede at lystre sin herre.
”Jeg lystrer altid Min Herre. Hans miskundhed rækker til Himlene, hans retfærd er som havenes dyb, og han forlader aldrig sin trofaste tjener.”
Det havde far virkelig sagt og med tindrende øjne, der var rettet lige mod kongen, skønt det var strengt forbudt at stirre på den ophøjede hersker. Men kongen havde blot nikket og smilet, som var det ham, far mente.
Det var alt sammen, før han blev slået af blindhed. Da han mistede synet, ramte det ham som et lyn fra en klar himmel.
Måske havde den skjulte gud så alligevel forladt hans far? Måske fandtes guden slet ikke, men var opdigtet ligesom de sange, hvori Tobit så kunstfærdigt indflettede hans navn og underfulde gerninger. Tobias turde ikke spørge, men han blev endnu engang bekræftet i sin tro på, at det i al fald ikke var nogen venlig gud, faren tilbad.
”Du kommer ikke mere i synagogen?”
Tobias tav. Han kunne umuligt sige til far, at han ikke ville være jøde. At han regnede fars gud for mindre end en orm – den gjorde i det mindste gavn. Fars gud var en, der trådte sit eget folk i støvet og ikke engang gad lytte til dets klagesange.
Hvad kunne sådan en gud tilbyde? Andet end falskhed og løgne og brudte løfter. De ringeste indbyggere i Nineve var jødiske slaver, og de var slæbt hertil fra et ødelagt Jerusalem eller fra andre steder i hjemlandet. Hvilken gud var det lige, der beskyttede dem?
Det var assyrerne, der var sejrherrerne, ikke jøderne. Og altså var det deres guder, der var stærke. Og som skærmede og hjalp.
Ikke jødernes.
Stilheden videde sig ud, indtil den fyldte hele gården, og Tobias ikke kunne være i den, men heller ikke magtede at bryde den. Noget havde sat sig på tværs i halsen.
Et sted i gyden skrydede et æsel. En kærre skrumplede forbi lige uden for porten. Hesteskoene slog hårdt mod brostenene. Så var der igen helt tyst. Lyskeglen var omsider slukket, og mørket sneg sig ind i alle kroge.
”Men vi er alligevel ikke fattige,” sagde far, da stilheden føltes mest ubærlig. Og så lo han. Denne gang hjerteligt.
”Hvad er vi ikke?”
”Fattige. Det kan ingen kalde os.”
”Hm … ”
Det var der vist mange, der kunne.
”For vi har penge.”
”Penge? Hvor?”
Tobias så sig om, som om han søgte efter en skat, som lå og glimtede et sted i mørket, og som han hidtil havde overset. Var det her en leg?
”I Medien. I Rages. I sin tid lånte jeg ud til min slægtning Gabael. Han skylder mig.”
Rages lå et sted i verdens udkant, og hvis far havde penge der, så kunne det være lige meget. Så kunne de ligeså godt have ligget på havet bund.
”Det her har jeg længe villet tale med dig om. Men du var jo et barn. Nu ser jeg, at barnet er borte.”
Han lagde en hånd på Tobias’ hoved og velsignede ham. Som altid føltes det på en gang akavet og trygt. En slags dagligt brød, der var en smule muggent i kanten.
Far rettede sig så meget, som den krumme ryg tillod og nærmede sit ansigt til sønnens. De blinde øjne skinnede gult. Så hævede han stemmen og lød som Rabbi, når der skulle forkyndes til Guds ære.
”Unge mand, du har en mission.”
En mission? Det var da et nyt ord, og Tobias måtte tygge på det, før han kunne besinde sig til at svare.
”Mission? Hvad mener far? Jeg kan ikke rejse til Rages.” Han skubbede sig lidt væk fra fars ansigt.
Far fortsatte med at udrede sine planer for Tobias. Det var ikke blot pengene, det drejede sig om, sagde han. Der var også det, at Tobit ikke mere kunne holde ud at leve i mørket.
”Det forstår du vel, Tobias.”
Jo, det gjorde han da. Det i det mindste.
”Ja, og hver dag beder jeg Herren løfte mig op og bade mig i sit himmelske lys. Og Herren er nådig og lydhør.”
Nå, var han det? Så skjulte han det da godt. Og hurtig i vendingen kunne man i al fald ikke kalde ham.
”Og snart vil jeg forlade dig, Tobias. Og du må love mig en ordentlig begravelse. En jødisk jordefærd efter alle regler og forskrifter. Lover du mig det?”
”Øh … jo.”
”Jeg vil ikke ende på stenbunken.”
Der gik et sæt gennem Tobias, og han greb fars hånd og klemte den hårdt.
”Aldrig far. Det lover jeg.”
”Og mor …”
”Mor!” Tobias stirrede forfærdet på det mimrende ansigt foran sig.
”Ja. Hende skal du begrave ved min side.”
”Jamen, far, hun er da …”
Igen overhørte far ham.
”Men først skal du hente pengene.”
”Hente. Nej.”
”Og så må du samtidig hente en pige og bringe hende med dig hjem.”
”En hvad?”
”En pige. Ja, det ved du vel, hvad er? Sådan en … med … disse hersens …” Far gjorde nogle fejende bevægelser, der kunne betyde hvad som helst.
”Kort sagt, du skal giftes.”
”Nej. Og jeg kender ingen pige.”
Nu løj Tobias, men det kunne far jo ikke vide. Han havde jo aldrig set Tobias og drengene stå og hænge ved porten, nårpigernehen under aften gik ud til den store brønd efter vand. Når de passerede forbi, og drengene delte dem mellem sig. Pige efter pige. Indtil alle drengene havde fået hver sin. Selvfølgelig på afstand og hviskende, ogpigerneanede jo ingenting. Eller gjorde de? Tobias kom til at smile ved tanken om de skrå blikke, som de halvt i skjul bag tørklædet kastede til drengene. Også han havde sin udvalgte. Tamara hed hun, og både i tanker og ord havde han mere end en gang lirket tørklædet af hende og ladet de lange, mørke krøller danse om det blege ansigt. Han blev hed ved tanken om pigen, som han både kendte og ikke kendte, og han slog øjnene ned, selv om far ikke kunne se det.
Nej, han behøvede ikke begive sig ud på en farefuld rejse for at finde en smuk kone. Hun fandtes allerede. Og tilmed her i Nineve. Og han forsøgte forlegent at gøre far det begribeligt.
”Vrøvl. Du må naturligvis have en hustru med din egen tro.”
Min tro?” En troløs altså.
”Åh, du taler som et barn. Men jeg kan ikke vente længere, og inden jeg lukker mine gamle, blinde øjne, må jeg sørge for, at dine åbnes.”
Aldrig, tænkte Tobias.
”Du tilhører Naftalis stamme. Du er galilæer. Det kan du ikke løbe fra.”
Du aner ikke, hvad jeg kan løbe fra, tænkte Tobias.
”I Ekbatana har du en kusine.”
”En kusine?”
”Ja, og de siger, at hun er smuk.”
”Jeg kan godt nøjes med mindre,” forsøgte Tobias.
Igen indfandt der sig en larmende stilhed, men denne gang varede den ikke længe, for nu hørtes hængslernes skurren, blandet med en anden lyd, som han ikke straks genkendte.
Et dyr?
Han vendte sig om og så, at det var mor, og at hun bar noget levende på armen. Hun holdt det så forsigtigt ind til sig, som var det et lille barn, hun skulle skærme. Nu kom lyden igen. En brægen.
”Se Tobias! Se, hvad jeg har bragt med til dig,” Og hun rakte bylten frem imod ham. Stemmen var så uvant glad.
Tobias overhørte fars utilfredse brummen. Han sprang op og løb hen til hende og greb det lille kræ, der ivrigt slikkede hans hænder. Han så på mor, hendes øjne var levende. Hun var levende. Og det lille dyr i hans arme sprællede af liv.
Han lo.
 

 

KAPITEL 3

LYSENE SLUKKES ET FOR ET

Tobias sjaskede lidt vand i hovedet fra fadet, som mor havde stillet frem. Så tørrede han sig med klædet og trak kjortlen over hovedet. Mad kunne han få hos pottemageren. Og han havde ingen tid at spilde. Hvert øjeblik var kostbart i denne tid, og nu sad gamle Isak og ventede på ham.
Alligevel standsede han foran fars vindue og stod en tid og lyttede til ordene, der flagrede ud i gården, som blev de båret på brisens vinger.
Det var ikke første gang, Tobias måtte standse op og undre sig over far. For mens alle andre jøder i Nineve syntes grebet af håbløshed, så hengav denne ene sig mere helhjertet end nogensinde til digtningen, og det var tydeligt, at den bar ham bort fra den knugende angst, der havde grebet alle, og satte ham i en tilstand af utidig glæde.
Tobias forsøgte at slippe fri af ordenes magi. Han ville ikke bildes noget ind, men se verden i sandhedens klare lys. Og sangene skulle ikke lave det hele om.
Mørke var mørke og lys var lys. Og der blev mere og mere af det første. Og lysene slukkedes et for et i Nineve. For ham som for alle andre jøder.
Fars sange ændrede ingenting.
Alligevel mærkede han denne gang, at noget var forandret. At han selv var forandret, og for første gang følte han, at ordene gav en sær genklang i hans eget indre.
Nej, mumlede han, men kunne alligevel ikke rive sig løs. Lyttede, som var ordene lænker. Hørte, hvordan de kastede rundt med lys og håb, så det gjorde ondt i en. Og samtidig gjorde det godt, som om det var tryllesalve på et sår, der ikke ville heles.
Pludselig misundte han far, der kunne synge sig fri på den måde.
Jeg takker dig, Herre og forkynder din magt og storhed
I det land, hvor jeg lever i fangenskab
Jerusalem, Jerusalem
Forbandet være alle der håner dig
Forbandet være alle der river dig ned
Nedbryder dine mure og omstyrter dine tårne
Og sætter ild til dine huse
Lykkelige de der elsker dig
Lykkelige de der glæder sig over din pragt
Lykkelige de der blændes af dit lys
Lyset i din by Herre
Lyset i dit Jerusalem
Lyset fra Herren
Min sjæl, pris Herren, pris hans storhed
For Jerusalem skal genopbygges,
Hans hus skal tilhøre byen i al evighed.
Jerusalem! Jerusalem!
Lykkelig jeg, hvis efterkommere vil få din herlighed at se.
Tobias rystede fortryllelsen af sig og satte i løb. Måtte til Isak, og det kunne slet ikke vente. Måske sad den gamle pottemager også og sang, men så var det i det mindste sange uden klang og skønhed. Dem kunne man sagtens vende det døve øre til.
Hurtigt skråede han over gårdspladsen og nåede netop at gribe fat i den rustne klink og skubbe porten halvt op, da det gik op for ham, at sangen var forstummet. Først var der helt stille. Så hørte han far kalde.
”Tobias!”
Tobias stemte skulderen i og skubbede porten helt op.
Nej far.
Hele ugen havde han været hos Isak fra den tidlige morgenstund og tilbudt den gamle pottemager sin beskyttelse. Soldaterne havde dræbt Isaks eneste søn, og hans kone var død af sorg lige efter, og nu sad han ene og skælvede for sit eget sølle liv.
Da Tobias var en lille purk, var det gerne Isak, han tyede til, når verden gik ham imod, og nu kunne han gøre en smule gengæld, syntes han, og hver morgen anbragte han sig i værkstedets dør og prøvede at se drabelig ud. Vidste jo nok, at han intet kunne stille op mod soldaterne, hvis de valgte Isak som det næste offer. Men han kunne i al fald lade som om. Og den gamle syntes sært beroliget ved synet af den store, tapre dreng.
”Vi klarer det, Isak,” sagde Tobias, når den gamle begyndte at græde.
Og desuden. Hvad skulle han ellers stille op med sig selv? Han var som alle andre jøder jaget vildt, og drive om derhjemme orkede han ikke. Og far ville han helst undgå.
Det kunne han ikke, for nu gjaldede stemmen igen og højere og mere indtrængende end før.
”Tobias!”
Tobias slap sit tag i dørgrebet, vendte sig og gik modvilligt tilbage.
Inde i det dunkle kammer satte han sig på gulvet med korslagte ben og så tæt på far, at han kunne mærke hans åndedræt.
”Du kommer ikke mere i synagogen.”
”Den er lukket.”
”Og Rabbi …?”
”… har de dræbt.”
En tid sad de tavse, sagde far: ”Du skal rejse. Nu.”
Åh, nej, det gad han altså ikke høre på. Fars utålelige snak om Rages og om penge, der skulle hentes. Og en pige, der skulle ægtes og så den der endeløse rejse, ingen kunne vide, hvor førte hen.
”Jeg vil helst blive.”
”Jeg sender dig af sted med Herrens velsignelse. Hans engle vil skærme dig. ”
”Jeg tror ikke på engle.”
”Tror du på noget?”
”Ja. Noget.”
Han tænkte på Tamara, han tænkte på lysende morgener, når solen stod op over Tigris og farvede luften og vandet rødt, han tænkte på Assar, der stadig var hans ven. Så tænkte han på far og mor og gamle Isak.
”Ja,” sagde han igen.
”Godt. Så kan du rejse.”
Tobias krabbede baglæns. Ikke langt, men langt nok til, at far måtte flytte sine hænder fra hans hoved.
Med ét følte han sig meget alene. Det var, som om han gled længere og længere væk, ikke bare fra far, men fra alting.
En fugl fløjtede fornøjet i toppen af det gamle, visne træ, det dryppede fra gårdens vandbeholder, der længe havde været utæt.
”Jeg har kun dig.”
”Ja,” sagde Tobias.
”Og nu skal du gå.”
”Gå?”
”Ud i byen. Se folk an, vælg den rette ud, tal til ham på vores sprog og svarer han dig, så skal du sende ham til mig.”
Var far blevet vanvittig? Gå rundt i Nineve nu. Og så ligefrem skilte med sin jødedom.
”Hvorfor?”
”Du kan ikke rejse ene.”
”Men jeg kan da heller ikke rejse med en eller anden pjaltejøde.”
”Sådan må du ikke sige.”
”Men far, det er jo det, de er. Alle som en. Pjaltede. Og fattige.”
”Fattigdom er ingen skam.”
”Nej.”
”Gud vil hjælpe dig.”
Mon? Det med at hjælpe var ikke lige gudens stærkeste side, og han tænkte på far og alle de andre jøder. Men han sagde ingenting. Rejste sig og gik. Som en lydig søn.
Tobias stilede mod det store torv, hvor der altid færdedes et virvar af folk. Måske var der jøder iblandt. Måske fandtes der stadig nogen, som ikke var bange for soldaterne.
Men inden han nåede så langt, hørte han sit navn slynget ud og vendte sig om. Det var Ruben. Ruben med det lange, sorte hår, der faldt i fine slangekrøller ned langs kinderne, og øjne, der altid var skinnende sorte af alvor. Også dengang, da de var små. Da de endnu levede som brødre. Og senere, da de havde siddet side om side i synagogen.
Der var bare det, at mens Tobias havde rejst sig og var gået og aldrig vendt tilbage, så var Ruben blevet siddende.
”Godt, jeg traf dig, Tobias. Jeg ledte netop efter en jøde.”
”Så er vi to.”
”Hvad?”
”Ja, for det gjorde jeg også.”
”Heldigt.”
”Måske. Hvis du altså vil med?”
”Selvfølgelig. Som det er nu, man være med. Ellers bliver man jo som en af dem.”
”Du skal vide, at det er farligt.”
”Jeg er ikke bange. Jeg gør altid det, Herren kræver.”
”Nå, det er nu kun min far.”
”Gud velsigne din far, Tobias. Han er et lysende eksempel for os alle. Og nu har han altså sendt sin eneste søn, fordi han ikke mere selv kan udføre HANS bud.”
”Sådan ville jeg ikke lige sige det.”
”Men jeg forstår ikke, Tobias. Du valgte jo Assar for mig. Vil du nu virkelig ofre dit liv.”
”Egentlig ikke.”
Ruben så forvirret på ham, så slog han vennen på skulderen og forsøgte et smil.
”Du er sand jøde, Tobias. Og nu går vi derud. Sammen.”
”Derud?”
”Til stenbunken. Og så stiller vi os skulder mod skulder og synger de gamle salmer, og vi bærer ligene hjem på vore skuldre. Og på vejen tilbage vil de måske dræbe os, men så dør vi i Guds milde hænder og med HANS navn på læberne.”
Nu var det Tobias, der stirrede. Pludselig gik sammenhængen op for ham. Han forstod, og i et glimt var han tilbage ved dyngen af sten og rådnende lig. Han så igen det nøgne menneske, som fuglene havde hakket til ukendelighed. De havde kylet ham ovenpå liget, for at han skulle blive uren. Han huskede berøringen, stanken og rædslen så stærkt, at han et øjeblik var ved at besvime.
”Rolig, Tobias, vi går i døden som martyrer. Vi har intet at frygte.”
Et kort øjeblik, mens han lå derude på bunken, havde han set ind i de tomme øjenhuler. De havde været sorte som natten og dog skinnet sygt i månelyset, og nu så Ruben på ham med de samme øjne. Det svimlede for alvor, og han måtte gribe kammeratens arm for ikke at falde.
”Undskyld Ruben,” hakkede han.
”Hvad er der nu?”
Tobias slap armen og vendte sig om. Så satte han i løb. Ikke til torvet, ikke til far, ikke til Isak. Han måtte finde Assar.
Assar var stadig hans bedste ven, og han kunne hjælpe ham mere end alverdens guder tilsammen. Han kunne holde ham skjult og sørge for, at han blev en anden. En, der ikke var jøde. En, der ikke risikerede at blive torteret og dræbt og kastet for de vilde dyr.
Nu ville han skynde sig til Isthartemplet. Han ville ikke være martyr. Han var 16 år, og han ville leve.

KAPITEL 4

HERREN SENDER SIN ENGEL

Herrens milde ansigt. Rafael holdt af at opholde sig så nær, at strålerne faldt på ham og lyste hans egen blege hud op, så den fik et skær af himmelsk skønhed. Uden at han behøvede bede om det, for det var jo ikke sådan, at han havde ret til noget. Han var en engel, og alt fik han af nåde. Akkurat som menneskene for resten, der så sandelig ikke var engle, selv om de af og til bildte sig det ind.
Og dog forholdt det sig ganske anderledes mellem ham og Herren end mellem menneskene og deres skaber. Han behøvede blot tænke på Adam.
Men det ville han ikke, for lige nu var han så glad, og mindet om Adam og hele postyret omkring hans tilblivelse og hvad deraf fulgte, havde han ærlig talt mest lyst til at glemme.
Han skottede til Vorherre, som tydeligvis ikke var til sinds at tale til ham i aften endsige lægge det mindste mærke til hans nærvær.
Herren lyttede. Koncentreret som altid. Og det var jo tydeligt nok menneskene, der havde fanget hele hans opmærksomhed, og Rafael kunne ikke gøre for det, en jalousiens flamme blussede op i ham, og han gad ikke slukke den. For hvordan kunne det være, at disse misskabninger (ærlig talt) i den grad bekymrede Gud? Støvmider som de var.
”Bryder du dig virkelig om dem?” havde han en dag spurgt. ”De fortjener det altså ikke.”
”Jeg bryder mig ikke om dem.”
”Ikke?”
”Nej, jeg elsker dem.”
Da fik jalousien vinger. Og den fløj ikke væk, men lejrede sig på hans skuldre, hvorfra den gloede ham lige ind i ansigtet.
Rafael gav sig til at lytte med. Det var i det mindste underholdende at være vidne til de mange klagesange og bønner, der i en lind strøm bevægede sig fra jord til himmel.
Om morgenen kunne det være de dejligste lovsange, og de satte både Herren og hans ærkeengle i godt humør og fik i al fald Rafael til at tænke, at stillingen som engel kunne være ganske behagelig.
Al den poesi. Al den skønhed. Og så lige ind i øret, uden at man behøvede anstrenge sig det mindste. Den rene foræring. Noget forstod de støvmider sig alligevel på.
Men det var morgnerne.
Om aftenen fik piben en anden lyd. Bønnerne var inderlige nok. Og kønne kunne de også være, men de var mørke som natten selv, og ordene spejlede menneskenes angst.
Her lå de nu som forladte børn på deres hårde måtter og blev bevidste om, at det jordiske liv, som de klamrede sig til og i dagens klare lys troede så fuldt og fast på, i virkeligheden var dømt til undergang. Og at de selv var fordømte på jorden. Og de blev som blinde kattekillinger, hvis mor havde overladt dem til nattens mulm og mørke, og lidet anede de, at det var til deres eget bedste. Det var nu også svært at forstå, tænkte Rafael.
Menneskene. Deres ord fløj på bønnens lette vinger mod Herrens lydhørhed. Og de græd og jamrede over, at han havde forladt dem. Hvorfor har du forladt os? Og Herren rystede på hovedet og undrede sig. Hvornår begyndte de at forstå?
Afværg! Afværg! Afværg! tiggede de i en uendelighed. Vær en nådig dommer! Lad det ikke ske! Riv os fri af mørket og dødens garn! Lad det blive morgen! Giv os evigheden!
Amen.
Undertiden var der imidlertid en, der bad om at blive fri af livet, ja som ligefrem tiggede om at dø. Som nu Tobit, hvis ord rislede ind i Rafaels ører i dette øjeblik, og som på sjette år sad fanget i blindhedens mørke.
Længe havde de sammen lyttet til den gamles knirkende røst. Om morgenen plejede den at synge rustfrit og smukt til Herrens ære, og det var sange, der hævede sig over al elendighed og priste skaberværket og Guds kærlighed.
Men aftenbønnen var en anden. Nat efter nat lød de samme ord: om dog ikke Herren i sin nåde ville befri sin tjener og bære ham op i det højeste, hvor alt ville blive forvandlet til sang og jubel.
Sang og jubel, tænkte Rafael. Menneskene og deres drømme.
Men nu skete der noget usædvanligt. En ung og klar pigestemme skar ind over den gamles sprukne røst og kappede den over midt i en sætning. Pigestemmen lød så rørende barnlig og dog så dødeligt ramt af kvindeliv.
Rafael lyttede om kap med Herren og undrede sig over, at han stadig kunne undre sig. Blev man nogensinde klog på de sære skabninger?
Også Herren undrede sig.
”Kan du begribe det, Rafael?”
”Nej,” sagde englen.
”Det er da ikke, fordi jeg har forkælet det pigebarn.”
”Nej. Langt fra.”
”Og nu beder hun så troskyldigt til mig, som var jeg hendes egen far.”
”Du er hendes far.”
”Hm … Ja, selvfølgelig,” sukkede Gud.  ”Men hør dog engang det kære barn.”
Og Rafael lyttede.
”Jeg ønsker at være ren, så du kan elske mig, Herre. Og jeg vil ikke dræbe, men jeg formår ikke at standse drabene, der flyder fra min hånd. Hver gang en mand kommer tæt på mit liv, vågner dæmonen i mit indre, og den vrider og snor sig og vil ud af mit blod. Og den farer ud. Og den dræber. Med min hånd dræber den. Lad det høre op, Herre! Bad mig i dit kærlighedslys!”
”Kærlighedslyset. Ja, sådan bør det være.”
”En smal sag for dig.”
”Og Tobit,” sagde Herren. ”Ham må vi ikke glemme.”
”Du glemmer ingen.”
”Nej. Men lige de to. Dem kunne vi måske endda … ”
En ide spirede frem og tog form. Og Gud så, at den var god og vendte sig mod Rafael, og nu havde han et forklaret udtryk i sine gode øjne.
”Du har fået en ide, Herre?”
”Det har jeg. Hør nu: måske kunne vi flette de to liv sammen.”
”Flette?”
”Ja, for de talte jo næsten synkront. Det lagde du også mærke til, og se engang, nu forlader de samtidig deres lønkammer, jamen, de går jo ligefrem i takt. Hvor smukt. Og se deres ansigter: samme smerte.”
”Samme skrøbelighed.”
”Samme styrke.”
”Rafael, du er mit smukkeste skaberværk og altid lydig.”
”Tak Herre.”
Rafael kom til at tænke på dengang, ingen kunne drømme om at trodse Herrens vilje og gå egne veje. Dengang for meget længe siden, da alt endnu var harmoni i Himlen og på Jorden og kun Godheden fandtes. Herren tænkte nok det samme, for han sagde: ”Husker du, da jeg skabte Adam?”
”Jo tak. Jeg har heller ikke glemt, da du forlangte, at vi, dine engle, som du havde skabt af ild og ånd, skulle tjene denne Adam, som du havde skabt af skidt.”
”Af jord.”
”Det kommer ud på et.”
”Nej. Af jorden vokser livet. Ilden fortærer det.”
”Alligevel. Men vi bøjede os jo for den smertelige kendsgerning, at det var jordklumpen, du elskede højest.”
”Ikke alle bøjede sig. Ikke Lucifer. Husker du, hvor han teede sig?”
Rafael svarede ikke. Han ville helst glemme de hæslige dage, da Lysets Engel, Herrens højst elskede seraf, havde vendt sig mod sin skaber i oprør og trods, og hvor det hele var endt med, at lysenglen blev styrtet ned i sit eget selvskabte helvede. Og at han trak alle de rebelske engle med sig i faldet.
I lang tid efter det frygtelige fald havde der hersket stilhed i Himlen. Der lød ingen lovsange mere, harperne blev lagt til side, basunernes glade trut udeblev. Det var, som om alle engle var gået i chok, og Herren selv fandt ingen trøst i deres selskab.
Lidt efter lidt begyndte livet at normaliseres, de tilbageblevne engle genfandt glæden, de fandt hinanden igen, og sangen lød atter fra morgen til aften.
Herren samlede dagligt sine ærkeengle i en tæt kreds omkring sig og så, at de var uden svig. Men på den anden side: sådan havde han jo også tænkt om Lucifer. Han havde endda kaldt ham En Kærlighedens Engel. Nu var han forvandlet til En Hadets Engel, og hans regimente i Helvedet og på Jorden var nådesløst. En brutalitet uden sidestykke, tænkte Rafael og gyste.
”Din vilje ske,” sagde han fromt.
”Men her står vi to og snakker. Og vi glemmer rent, at tiden iler.”
”Og at vi har travlt.”
”Og at vi har travlt.”
”Jeg må af sted, inden der sker ulykker.”
”Inden der sker flere ulykker,” korrigerede Herren.
Rafael rettede sig op i sin fulde højde. Og han var ingen lille engel.
”Men denne gang skal jeg vel så følge Tobits søn, Tobias, kan jeg tænke.”
”Ja.”
”Men jeg kan ikke komme anstigende sådan her.” Han slog vingerne ud og pegede på sig selv.
”Hvad mener du? Du plejer at rejse i din egen skikkelse.”
”Jo, men Herre, menneskene forfærdes, hver gang de ser mig, og det hjælper ingenting, at jeg siger: frygt ikke. Og her drejer det sig om børn.”
”Du har ret. Men hvad kunne du tænke dig?”
Et valg ligefrem. Det var han ikke vant til, og han tillod sig en kort tænkepause. Han fik et drømmende udtryk i de grønne øjne.
”Åh, jamen så … så ville jeg gerne være ung og smuk. Måske en guldlokket pige i lyserøde gevandter …”
”Rafael!”
”Nå ja. Undskyld. Og jeg skal jo følges med en dreng.”
”Netop.”
”Og en ung mand ville derfor være mere beroligende.”
”Afgjort.”
Og Gud forklarede englen sin plan i detaljer. Hvordan han på den mest geniale måde ville sammenflette to menneskeliv, så de fremstod for alverden som det mest fuldendte mønster på skønhed og lykke.
”Lykke,” indvendte Rafael, ”menneskene tåler ikke lykken.”
”Vi får se,” sagde Herren håbefuldt.

 

KAPITEL 5

EN ENGEL I NINEVE

Tobias løb. Han løb for livet. Gennem den smalle gyde op mod templet. Op ad alle trapperne. Så lang vejen føltes. Så stejl den var. Han kastede et blik bagud. Nej, ingen fulgte efter ham. Og han ville nå i sikkerhed om et øjeblik. Så var han hos Assar.
”Du har nok travlt, min dreng?”
Tobias snublede i forsøget på at undvige den unge mand, der uden varsel var sprunget ud lige foran ham. Og hvor i al verden kom han fra? Han var der ikke for to sekunder siden. Men nu stod han der og bredte armene ud, så kappen lignede to vældige flagermusevinger.
Tobias løftede blikket og stirrede ind i et par irgrønne øjne, der syntes at brænde lige igennem ham.
”Flyt dig,” fik han alligevel hvisket.
”Du skal ikke være bange.”
”Det er jeg da heller ikke,” løj Tobias og forsøgte at gengælde blikket med kulde.
Da han lå derude på stendyngen, havde han skælvet af skræk, men han vidste, hvad han var bange for. Den frygt, der nu rislede gennem blodet, forstod han ikke.
Og skikkelsen blev stående ubevægelig og lyste den mørke trappeskakt op med sine skinnende blå klæder. Guldkantede tilmed. Rig altså.
”Du skal ikke være bange,” gentog han.
”Vil du slås?”
Tobias knyttede næverne. Det kunne han i det mindste. Slås.
”Nej. Jeg vil snakke.”
”Vi har ikke noget at snakke om.”
”Det kan du da lige tro, vi har.”
”Hvad?”
”Er du måske ikke på vej til templet?”
”Og hvad så?”
Det kunne enhver idiot da regne ud, at han var. Trapperne førte jo direkte derop. Øverst oppe knejsede tempelmuren i al sin vælde.
”Der har du ikke noget at gøre.”
Tobias slog øjnene ned. Hvad bildte fyren sig ind? Der stod han og lyste og var tydeligt nok rigere end de fleste borgere i Nineve. Tilhørte måske hoffet. Men derfor skulle han ikke bilde sig ind, at han bestemte over andres liv.
”Du skulle jo til Rages, ikke sandt? Det har du vist glemt.”
”Hvad?” Tobias måbede.
”Du er Tobias. Søn af Tobit.”
Tobias nikkede. Det var nu, han skulle smutte væk. Presse sig forbi manden og videre op ad alle trapperne. Til templet eller hvor som helst, bare væk. Langt væk. Men han blev stående. Det her var for underligt.
”Jeg er din slægtning.”
”Er du … er du Gabael? Er du … min fars fætter? Og fra Rages? En jøde … her i Nineve. Men … men er du så ikke bange? Hvad? Og … og har du penge med til os?”
Spørgsmålene snublede ud af munden, og den fremmede lo. Han foldede vingerne sammen, og pludselig lignede han en ganske almindelig mand, der talte med en almindelig stemme, og han så på Tobias med et venligt blink i de grønne øjne.
Drengen slappede en smule af.
”Rolig. Rolig … nej, jeg er ikke fra Rages. Jeg er på vej til Rages. Og du er velkommen til at følges med mig.”
”Men jeg skal ingen steder. Jeg kender ikke engang vejen.”
”Men det gør jeg.”
”Dig kender jeg jo heller ikke.”
Nu skete der et nyt skift, og manden så igen på ham med det sære blik, der ligesom skar blodet i strimler, og fik det til at sno sig isnende gennem kroppen. Og stemmen var blevet streng.
”Sig mig, unge ven: tvivler du på Herren din Gud?”
”Nej … nej da … det vil sige, hvis jeg skal være helt ærlig, så … øh …”
”Lige meget. Du skal blot følge mig.” Han gav drengen et let skub og begyndte nedstigningen.
Det var, som om al vilje sivede ud gennem fødderne og ned i stenene under ham, og Tobias luskede efter manden som en tæmmet hund, og inden han ret vidste af det, stod de foran porten derhjemme.
”Nu går jeg ind og taler med din far,” sagde den fremmede og åbnede porten, der som altid peb og jamrede i sine hængsler.
”Ja, gør du endelig det,” hørte Tobias sig selv råbe. ”Det er alligevel ham, der bestemmer alt i vores hus.”
Og han så skikkelsen smile og nikke og svare, at ja vist, det kendte han så godt. Sådan var det også der, hvor han kom fra. De gamle patriarker. Men sådan var de nu engang skruet sammen, og det måtte man bøje sig for.
”Hvad?” måbede Tobias og befandt sig pludselig ene i gyden.
Det var nu, han skulle flygte. Det var nu, han skulle blive en anden. En, som ingen kunne hundse med.
Tobit krøb sammen ved foden af muren som hver aften. Hvor blev drengen af? Hvor var Anna? Hvorfor var han altid så ene?
Hunden. Den var han lige ved at glemme, og den havde han dog fået lov at beholde. Og nu borede den sin kolde, fugtige snude ind mellem hans hænder, der lå foldede i skødet. Den peb ynkeligt, og han strøg den over hårene, kløede den bag ørerne og talte til den, som havde den været et lille barn.
Han havde ingen børn mere. Tobias var vokset fra ham og havde vel i grunden forladt ham for længe siden, skønt han daglig mødte op og gav sig til kende med en ligegyldig bemærkning, men knap havde man fået fat i en flig af hans kjortel, så var han atter borte.
Han skubbede blidt til hunden, foldede atter de krogede hænder og begyndte på sin vanlige aftenbøn. Men inden han nåede ret at få tungen på gled, hørte han portens hængsler, og han stirrede blindt derhen, og nu lød der trin på fliserne. De nærmede sig hurtigt, og han vidste med det samme, at det ikke var Tobias. Og heller ikke Anna. Og andre kom sjældent til hans gård. Isak måske, men ham var det heller ikke.
Nu stod personen lige foran ham, og han mærkede en strålevarme, som var det selveste solen, der var dalet ned i hans gård.
”Hvem er du?” hviskede han og undrede sig over, at hunden hverken gøede eller knurrede.
”En udsending fra Herren din Gud.”
”En engel?”
”En rejsekammerat. Til din søn.”
Nu dæmrede det så småt. Jamen, så havde Tobias trods alt adlydt hans bud. Så var han alligevel gået ud i byen og havde fundet en israelit. Det var sådan, det måtte være.
”Er du jøde?”
”Det kan man kalde mig.”
Og den mand ville følge sønnen til Ekbatana. Og til Rages. Til ægtestand og velstand. Han burde være velsignet. Men Tobit ville ikke straks lade sig mærke med noget. Hvordan kunne man vide, om manden var pålidelig? For en god ordens skyld burde man være afvisende i det ydre og lydhør i det indre.
”Skulle jeg sende min enbårne søn på rejse med den første, den bedste.”
”Ja. For som du selv siger, jeg er den bedste.”
”Det sagde jeg ikke.”
”Men det er jeg.”
”Din stemme er i overgang.”
”Jeg er ældre, end du tror.”
”Vi er ikke hvem som helst. Her ser fattigt ud, men engang var her rigdom. Og vi er af Naftalis stamme.
”Det er jeg med. Jeg er Azarga, søn af Anaïs.”
”Næh … det er du vel ikke.”
”Tro mig!”
”Men så er du jo ligeså fornem som os.”
Tobit følte sig overvældet ved tanken om at overgive drengen til en, som var så højt på strå, som man kunne komme, uden at det knækkede.
”Og du har en karavane?”
”Vi behøver ingen karavane.”
”Men æsler og vogne og slaver og slavinder?”
”Behøver vi heller ikke.”
”Hvordan vil du da rejse med min søn?”
”Til fods og alene. Din dreng og mig.”
”Alene. Det lyder ikke betryggende i mine øren. Og jeg er nok blind, men ikke dum.”
”Hvis du lægger din drengs hånd i min, så lægger du den i Guds.”
Azarga talte med så stor autoritet i stemmen, at Tobit blev tavs. En uventet ro sænkede sig over ham, og han tænkte, at nu kunne han se sin død i øjnene, for nu var der et liv i vente for hans søn. Og han hævede en arm og lagde hånden på den unge mands hoved og velsignede ham.

 

KAPITEL 6

EN PIGE I EKBATANA

Ekbatana. Lyset rullede ind over den sovende by, og solen bredte sine vinger ud over husenes tage, den flagrede ind i alle haver og bortjog skygge efter skygge på sin vej.
Ekbatana. Navnet kaldte længsler frem og skabte håb om udfrielse hos fangne sjæle. Jeg har levet en dag i Ekbatana, sådan sang digteren. Men det var langt senere, og da var byen for længst sunket i grus.
Nu levede den. Nu lyste de hængende haver, nu farvede solen de kridhvide mure rosenrøde og funklede i de gyldne tage. Alt pralede med vellevned og velstand. Se her! Se, hvor her glitrer af glæde. Velkommen til rigdommens, til latterens og lysets by.
 
Nu nåede solen Raguels hus og sendte en vifte af skarpe stråler ind gennem den brede vinduesåbning, der vendte ud mod haven, nu ramte den Saras ansigt.
Hun lå endnu udstrakt på sin måtte og var langt borte i drømme, der intet havde at gøre med den virkelighed, der var hendes, og som nu i lang tid havde holdt hende fanget i sit jerngreb.
Nu vækkede lysstrålen hende. Som et kys, hun ikke havde bedt om.
”Nej, jeg vil ikke!”
Og hun begyndte at fægte vildt med armene og råbe, at det skulle forsvinde.
”Gå væk!” skreg hun.
Så vågnede hun, satte sig fortumlet over ende og så sig søgende om i pigekammeret, der lå badet i det klareste morgenlys.
Langsomt rejste hun sig og bevægede sig hen til vinduet. Som en søvngænger lænede hun sig ud over den lave karm og kiggede ned i haven.
En regnbyge var faret gennem natten, og små pytter lå og lyste mellem blomsterbedene. Et sølvvæv hang skinnende mellem alle havens vækster.
Hist og her hørtes en fuglestemme pippe, som gad den ikke løfte stemmen til sang. Selv blomsterne døsede. De havde foldet deres blade sammen til kuglerunde hoveder, der dukkede sig på stilkene, som søgte de ned mod den våde jord.
Lige med ét blev stilheden brudt af en enkelt fugls klare sang. En anden stemme satte tøvende i, og med ét var luften et kor af fuglestemmer.
Inde i Sara var der stille. Og det var, som om hun var døv og blind for alt det lyse og glade, der vågnede til liv derude.
Hun lyttede ganske vist. Men indad. Og ængsteligt. Som ventede hun at høre en skrattende latter, en skurrende mislyd. Men nej, der var ikke andet end stilheden.
Et øjeblik strejfedes hun af noget, der kunne ligne lettelse. Men følelsen var flygtig som morgenbrisen og flagrede straks bort igen.
Så var det, hun hørte noget, og det kom ikke indefra og heller ikke ude fra haven. En let kradselyd. Som af kløer i stof. Brat vendte hun sig om.
Bukkehorn og hale.
Kvalmen naglede hende til karmen. Hun stemte kroppen ind mod det ru træ og bredte armene ud til siderne, fra karm til karm. Og sådan blev hun stående. Et hvidt kors for hans øjne.
Men han lo.
”Der står du og gør dig til. Hvad? Men det der er ikke vores leg? Vel? Vores leg er fuld af lyde og vellyst.”
Hun rystede.
”Kan du så komme herhen!”
Hun blev stående. Lukkede øjnene. Hørte måtten give sig under hans vægt, da han kastede sig på den.
”Gå din vej!”
Hun rørte sig stadig ikke.
”Se på mig, skøge! Se på min tunge, den er lang som døden selv. Se, hvor den spiller, se, hvor den begærer! Dig! Dig!”
Han læspede ordene, og hun klemte øjnene fastere i, men hørte jo alligevel tungens hvislen, og hun vidste, at den om lidt ville vokse ud af uhyrets flab og begynde at piske rundt.
Stanken steg, og slimklatter sprøjtede ind mod hende. De ramte kinderne og hagen og silede ned over halsen mod brystet.
Hun holdt vejret og forsøgte at dræbe alle følelser. Hun var slet ikke her. Hun var langt, langt borte, et sted, hvor intet ondt kunne ramme hende. Hvor han ikke kunne nå hende.
Så fulgte den velkendte syden og derpå en uhyggelig klynken som fra et spædbarn, der pines. Endelig døde alle lyde hen. Kun stanken blev hængende tilbage.
Hun sank sammen under vinduet, og længe blev hun liggende som livløs.
Et andet sted i samme hus vågnede de gamle forældre til en dag, der lignede alle andre.
Moren rejste sig først. Hun gik ud i haven og vred sine hænder og lod sine salte tårer vande det spraglede blomsterflor, der ufortrødent og ligeglad groede videre ved hendes fødder.
Så kom der liv i faren. Han gik sin daglige runde gennem ejendommen, kiggede til alle gravene, gik ud i huggehuset og inspicerede sin beholdning af træ, tænkte i kister og skæbne og beredte sig på at forlade hjemmet og gå ud i byen for at spejde efter en ny mand til deres ulykkelige barn. En, der måske kunne befri hende fra forbandelsen.
Undertiden, men rigtignok sjældnere og sjældnere, hændte det, at han hjembragte et håbefuldt ungt menneske, der havde set den smukke pige, og som var villig til at gifte sig med hende.
Og syg af anger tog han da sin datters hånd og lagde den i den unge mands, hvorefter han med svag stemme og uden overbevisning lyste bryllupsvelsignelsen over dem. Så gik han sin vanlige gang ud i haven. Gravede en grav. Og han skjulte sin lede, ligesom han dagen efter skjulte liget.
Sådan levede den lille familie i lykkens Ekbatana. Spundet ind i et net af uhyggelige vaner, som ingen af dem kunne bryde.

KAPITEL 7

KAMPEN MOD UHYRET

Tre skikkelser sneglede sig i gåsegang hen ad den smalle sti, der fulgte Tigrisflodens mange krumninger.
Forrest rejsekammeraten. Han trådte støt og taktfast på den hårde, nøgne jord, og lige bag ham stumplede Tobias af sted på sine ømme fødder. Han krummede sig forover og kunne dårligt skjule sin udmattelse. Arme og ben var oversåede med insektbid, og han kradsede og kløede sig, så han ind imellem måtte standse op og stå og jamre, indtil Azarga forbarmede sig over ham og kom med lindrende salve, som han lidt tankefuldt smurte på de værste bid. Det hjalp. Men helst ville Tobias bide smerten i sig og lade som ingenting. En smule stik. Ha! Var det nu noget at jamre over for en rask dreng? Insekterne syntes sært nok ikke at bide på Azarga, som med mellemrum vendte sig mod drengen og sagde:
”Sig endelig til, Tobias, hvis der er noget. Jeg er her for at hjælpe.”
Sige til. Ja tak, men han ville hellere sige fra. Og det var for sent. Nu gik han her og kunne ikke andet. Han trampede arrigt videre.
Som bagtrop i det lille følge vimsede hunden, der i sidste øjeblik var lusket efter dem og i lang tid havde holdt sig på behørig afstand, så de først fik øje på den, da det var for sent at genne den tilbage.
Og nu gik de så her. Gåsegang, sneglefart. Og hundens og drengens træthed voksede, mens himlen langsomt skiftede fra lysende blå over violet til gloende rød. Snart ville solen være sunket det sidste stykke og mørket falde på. Og så ville det blive vanskeligt at følge stiens rids, tænkte Tobias og lod en bemærkning om det falde.
”Vi har fakler,” sagde Azarga.
”Har vi det?” undrede Tobias sig, for han syntes slet ikke, de havde noget som helst. Ingen oppakning og ingen trælle til at bære den. Selv bar de kun på den smule mad, mor havde pakket til dem. Vand tog de fra floden.
”Tak. Mere behøver vi ikke,” havde Azarga sagt, da mor rakte ham madpakken. Og hun havde grædt ved de ord. Jamen, skulle de da ikke vandre i ugevis? Skulle de da kun spise sig mætte den første dag og sulte alle de følgende?
”Det skal morlille ikke bekymre sig om. Husk, at vi går med Gud.”
”Åh … med ham,” sagde mor og havde vist ikke store tanker om det følgeskab.
Tobias havde flere gange forsøgt at overtale sin rejsefælle til at standse op og slå lejr, men Azarga havde blot set kærligt på ham, og han havde svaret ham med et smil og strøget ham over håret. Nænsomt, som når man trøster et barn.
Nå ja, og sådan følte han sig også lidt, efterhånden som aftenen skred frem. Først da solen sank helt ned under kimingen, og tusmørket sneg sig ind over landskabet og viskede alle konturer ud, lod Azarga sig overtale.
Eller overtale? Han beordrede pludselig holdt. Det var ikke det samme. Han behandler mig som et barn, tænkte Tobias og følte skammens rødme i kinderne.
”Du er et barn,” kom det fra Azarga. ”Tilmed et forkælet barn,” føjede han til, og Tobias knyttede næverne og fik lyst til at fare i kødet på ham og vise ham, hvor lidt barn han var.
”Se!” sagde Azarga og pegede. ”Den skråning der. Grøn og fin og ikke for stejl. Der gør vi holdt.”
Netop her krummede floden, og inderst i den lille bugt strømmede vandet ganske roligt. Under den lave brink stod det næsten stille.
Der gik de ned.
Azarga nynnede, mens han bredte sin kappe ud på græsset og satte sig. Tobias lod sig dumpe ned ved hans side. Det værkede i alle lemmer, han havde vabler på fødderne, og mest af alt havde han lyst til at lægge sig bagover og bare sove. Men han var også sulten. Mors mad var for længst fortæret, og de havde ikke andet. Sult altså. Fra nu af. Desuden mærkede han en sær uro krible. Måske var der vilde dyr derude. Han syntes, han kunne se ildkugler danse i tusmørket. Han vendte sig mod Azarga for at spørge, om de ikke skulle tænde bål.
”Hvil dig, min dreng, du er jo træt,” sagde rejsekammeraten uden at svare på spørgsmålet.
Hunden var derimod vågnet af sin træthed. Som om den ikke gad være solidarisk, tænkte Tobias og så surt på dyret, der plaskede ud i floden og boltrede sig i det lune, stille vand, mens den bjæffede henrykt og forsøgte at fange de glinsende guldsmede, der hang og svirrede ved overfladen, mens aftnens sidste lys spillede i deres spindelvævstynde vinger.
Månen var netop kravlet op over horisonten og sendte sine første sølvhvide stråler ind over det lille selskab. Tobias syntes, at det blege lys lagde et overjordisk skær over rejsekammeraten, mens han selv mere og mere følte sig fanget i et net af mørke.
Uroen i ham voksede, og han ville gentage sit spørgsmål, men fik ingenting sagt. Det var, som om ordene frøs fast i ganen.
”Du er så tavs, lille ven,” sagde Azarga venligt. ”Op med humøret.”
Han småsnakkede, som om de sad hyggeligt derhjemme omkring dugen og spiste gode sager. Her var ingen dug. Og ingen gode sager. Her var ingenting.
”Men du er vel sulten?”
”Hvad?”
Tobias vendte sig og så på den unge mand, der sad der så veltilpas og nynnede en glad melodi, som Tobias ikke kendte. Som om der slet ikke fandtes noget at bekymre sig om. Det gjorde der.
”Mad,” sagde Azarga og smilede til drengen.
”Men vi har jo ingen ild,” sagde Tobias og følte sig tåbelig og ville have sagt noget mere begavet. Han havde glemt sin sult, og nu forekom det ham, at manden ved hans side skiftede udseende. Vrøvl, sagde han til sig selv. Det var jo bare gode gamle fætter Azarga, som far havde sagt, at han trygt kunne læne sig op ad. Og stole på.
Men netop nu faldt månelyset lige på fætterens ansigt, og Tobias så tydeligt, at der udgik ligesom et blåligt lys fra hans hud. Øjnene kunne han ikke se, for de var rettet mod hunden, der stadig plaskede om i det rolige vand.
De sad længe tavse, og Tobias fornemmede igen den aura af fremmed natur, der smøg sig om manden, der ikke syntes at kende til hverken træthed eller frygt. Og han forsøgte at skjule sin egen alt for åbenlyse fortrolighed med begge dele.
Så gav han pokker i al værdighed og lod sig med et udmattelsens suk falde bagover i det bløde græs. Halvvejs inde i søvnen anede han, at kammeraten rejse sig, og han syntes, at han hørte ham sige: ”Ja, ja, sov du blot, min dreng. Du får snart brug for dine kræfter.”
Mine kræfter, undrede han sig og ville spørge Azarga, hvad han mente med det, men så greb søvnen ham og trak ham ind i en stilhed, hvor alt slukkedes.
Lidt efter vågnede han. Eller var det længe efter? Månen stod allerede højt på himlen, og alt lå badet i et sølvblegt skær.
Endnu halvt sovende fornemmede han en ru tunge, der ivrigt slikkede hans nøgne fødder. Hunden. Han lukkede øjnene og tillod sig at nyde kærtegnet. Så trygt. Han var langt hjemmefra, men han var ikke ene. Han havde sin trofaste ven hos sig.
Nu skulle han bare … men hvad var det? Hunden begyndte pludselig at knurre, og så gav den hals, og nu mærkede Tobias dens skarpe kløer mod sit bryst, og med ét var han lysvågen.
Noget var rivende galt.
Fortumlet satte han sig over ende og så sig om i en forandret verden. Månen var forsvundet bag en sky, og en sort skygge drev ind over landskabet. Azarga var ikke at øjne nogen steder, og hunden væltede ned fra ham og satte i et spring, og gøende af fuld hals forsvandt den ud i den tætte bræmme af siv, der voksede langs bredden, som havde den fået fært af noget truende, der nærmede sig ude fra det dybe.
Krokodiller! fór det gennem Tobias, og han forsøgte skrækslagen at kalde sin hund til sig, men den forsatte ud efter, mens den glammede ulveagtigt.
Det var, som om en usynlig modstander trak den længere og længere ud mod det bundløse dyb. Selv vandet derude syntes forvandlet. Den fredelige skvulpen var blevet afløst af en række stride strømhvirvler, som om der skjulte sig et vandfald yderst i bugten. Tobias kunne ingenting se, men han kunne høre det fosse.
I det samme lød der et skarpt fløjt bag ham. Azarga? Han kunne stadig ikke få øje på ham. Stod han og skjulte sig i ly af mørket? Hvorfor? Tobias kiggede ud over vandet, og der var hunden. Han så den kaste sig rundt i strømmen og vælte gennem vandmasserne tilbage mod land.
Her krøb den op på bredden og stod et øjeblik helt stille, så rystede den sig så voldsomt, at vand og søle sprøjtede fra pelsen, men lige med ét faldt den sammen og blev myg som et lam. Den peb ynkeligt og krøb med bugen presset mod græsset hen til Azarga, der pludselig var dukket og nu greb den i halsbåndet og skændte på den.
Tobias lod ængsteligt et blik glide ud over vandoverfladen, der havde lagt sig til ro og igen glitrede blankt og fredsommeligt. Månen havde trukket sig fri af skyen, og alt lå atter badet i dens blege lys.
Han trak vejret lettet. Der var ingen krokodiller derude. Der var ingenting. Alt var lige så stille som før, bortset fra den sagte lyd af vand, der rislede og klukkede, som om det lo af hans frygt.
Men så med ét fejede et vindstød gennem landskabet og bragte atter vandene i oprør. Og han så en krusning rejse sig på overfladen et godt stykke fra bredden. Det lignede en undersøisk bølge, der skyllede op fra dybet og nu kom brusende mod land.
Tobias nåede ikke at komme på benene, før et væsen med opspilet gab og sylespidse tænder dukkede frem ved bredden og næsten fløj op af vandet. Det begyndte at snappe efter ham. Han trak fødderne til sig og skreg.
Bagefter kunne han ikke huske enkelthederne. Alt var forløbet i en rasende fart, og selv var han blevet forvandlet til en viljeløs brik, andre flyttede rundt med. Spillet kendte han ikke, og det skræmte ham fra vid og sans.
Azarga havde stået lige bag ham, og han havde ikke grebet ud efter ham og slet ikke forsøgt at redde ham, men tværtimod puffet til ham, så han faldt ud i vandet, lige ud til udyret, og fætteren var selv blevet et udyr, der sprang efter ham og begyndte at jage ham rundt med sin stålstemme.
”Fang den, Tobias! Fang den!!”
Og pludselig befandt Tobias sig i rasende kamp. En sprællende og slimet krop piskede vandet op omkring ham, og han kastede sig frem og forsøgte at fange den med arme, der ligesom voksede i længde og styrke. Var det hans arme?
Så havde han et fast tag om dens bug, og han knugede den ind til sig, mens han skreg af fuld hals. Eller var det en anden, der skreg? Men han slap ikke sit tag, selv om dyrets hale piskede mod hans ansigt, og de spidse tænder skar i hans hud. Og snot og slim og vand og tårer sprøjtede omkring ham, så han ingenting kunne se.
Så lo han vist.
Nogen tid efter fandt han sig selv liggende i det høje græs, hvor han vred sig om kap med bæstet, som han stadig knugede ind til kroppen.
Azarga greb fat i hans arm og hev ham op, og uhyret blev liggende tilbage i græsset. Gispende. Tobias snappede selv efter vejret, som var også han ude af sit element.
”Bravo, min ven!”
Azarga holdt ham ud i en arms længde og så stolt på ham, som var han en far, hvis søn lige havde vundet en æreskamp. Så trak han ham ind i sin favn og gav ham et kæmpeknus.
Tobias gjorde sig fri og trådte et skridt tilbage. Han rystede vandet af sig og så vredt på rejsekammeraten.
”Hvad skulle det til for?”
Men den unge mand rystede blot på hovedet, så det lange, krøllede hår dansede om det unge ansigt, der igen havde fået venlighedens stempel. Han rakte hænderne ud mod Tobias, der trådte endnu et skridt tilbage og følte vreden vokse, til han næsten ikke kunne tøjle den. Han knyttede næverne og fnøs. Azarga lod armene falde og rystede på hovedet.
”Herregud, dreng. Det var jo kun en fisk.”
De sad ved lejrbålet, der knitrede fredeligt, mens flammerne slikkede op omkring gryden med det kogende vand, og luften langsomt fyldtes af den herligste duft. I gryden lå resterne af uhyret og simrede. Små, saftige kødstykker.
Tobias blev sulten af duften, men vreden lå stadig og ulmede i ham. Og bålet, gryden og det friske brød, som Azarga nu brækkede midt over og rakte ham halvdelen af. Hvor kom det fra?
For et øjeblik siden havde Tobias stået med ryggen til floden og stirret ind mod træerne, hvor han igen syntes at se ildøjne danse i mørket, og så var det, han mærkede ligesom en varme i nakken. Hurtigt snurrede han omkring, og kunne ikke tro sine egne øjne. Det var der alt sammen og så ud, som om det havde været der hele tiden, som om det her var en ældgammel lejrplads med alle de sædvanlige indretninger.
Tæt ved bredden et bål, som allerede flammede lystigt og som syntes sprunget lige ud af den sorte nat. Og gryden og det tørre træ og brødet. Og Azarga, der stod ganske roligt og rodede i de brændende grene. En forandret, smilende Azarga. En venlig og beskyttende storebror.
”Men hvordan …?” spurgte Tobias forvirret og pegede på den underlige og dog så fortrolige opstilling, der på få øjeblikke havde gestaltet sig for hans øjne.
”Nå, det der … jamen, det skal du slet ikke spekulere på, lille ven.”
”Men … jeg forstår ikke …”
”Åh, det har sin naturlige forklaring.”
Og Azarga havde gjort et kast med hovedet, der på en gang fik ham til at se fjern og hoven ud.
Nu sad de så her, og Tobias kunne ikke frigøre sig fra følelsen af at være en umyndig lillebror, der netop havde stillet et utidigt spørgsmål til en voksen og fået et svar i retning af: det der taler vi om, når du bliver stor.
Han så ud i den sorte nat. Sammen med skammen over at blive behandlet som et barn, voksede en modsat følelse frem. En stolthed. For havde han måske ikke lige kæmpet. Og med et uhyre. Og vundet. Det havde ikke været nogen leg, men blodig alvor, og endnu værkede det i hele kroppen.
”Det var jo kun en fisk,” havde Azarga sagt. Hvad bildte han sig ind?
Ved siden af Tobias stod en saltspand og føjede sit til mystikken. Heri havde Azarga omhyggeligt nedsaltet de rensede indvolde fra fisken, når den nu absolut skulle kaldes fisk. Men hvorfor gemme det hundeæde? Menneskeføde var det da ikke? Han gad ikke spørge.
Hunden havde skjult sig et sted uden for lyskredsen. Som om den fortrød. Det skulle den også, tænkte Tobias. Den kryster.
Nu kom den krybende hen til ham og begyndte at gnide sig mod hans hofte, mens den lod savlet dryppe. Tiggede ligefrem. Så peb den ynkeligt og sendte ham et hundeblik. Den var vel sulten. Og skamfuld. Og havde god grund til begge dele, og et kort sekund følte Tobias med den. Selv havde han det jo på samme måde. Skam og sult.
Han rystede medfølelsen af sig, nej, den fortjente hverken trøst eller føde, sådan som den havde svigtet ham, da det virkelig gjaldt. Hans ”tapre” ven, ha! Hverken tapper eller ven, når det kom til stykket. Og så stod den alligevel der og betlede.
”Flyt dig!” Han skubbede hårdt til den.
Den forsøgte at bjæffe sig til en sidste rest af værdighed, så gav den op, krøb igen ind i græsset og lagde sig med hovedet mellem poterne og øjnene stift rettet mod Tobias, der ikke ville give sig en tomme, men mødte det tryglende blik med kulde.
Han så ned på sine nøgne fødder. Der dryppede stadig lidt blod fra sårene.
”Kun en fisk,” mumlede han.
 

 

KAPITEL 8

PÅ VEJ

Gud måtte have haft en mening, da han valgte at udsende dem netop nu, på årets varmeste tid. Heden skyllede ind over landet, bølge fulgte på bølge. Solen sved alt liv til døde. Salt og tørke. Rafael så på den stønnende dreng.
Våren. Tænkte englen. Hvorfor dog ikke vælge den? Våren, som dryppede den blideste regn ud over jorden og lod alt genfødes i jubel og glæde.
Set med en engels øjne ville det have været et langt bedre valg. Men man gik ikke i rette med Herren. Og så alligevel. Rafael havde faktisk ladet en bemærkning falde, lige inden han forlod Himlen. ”Se, Herre, netop nu brænder din sol dagen lang, og menneskene holder det ikke ud.”
Men de ord var faldet blytungt til jorden, og Herren havde blot rystet på hovedet og spurgt, om det måske var ham, Rafael, der var Skaberen, og hvis vilje skulle ske. ”Dine veje er uransagelige,” indrømmede Rafael, ”det må man sige.” Og Herren havde smilet og sagt: ”Mine veje ligger i det skjulte, ja, men min vilje kender du.” Og smilet sad stadig rimpet til læberne, da han fortsatte:
”Du må jo forstå, at det er for drengens egen skyld. Det er godt for ham.
Englen skottede til Tobias og så, hvordan sveden haglede ned ad de solbrændte kinder. Hans egen hud var hvid, hans pande klar og kølig, og han ænsede kun klimaets forandringer gennem drengens åndelige og legemlige reaktioner. Men det var også rigeligt, for medfølelse var en del af hans væsen, og det var ikke morsomt at se solens ubarmhjertige leg med drengens sarte krop.
De seneste dage havde solen brændt over deres hoveder fra morgen til aften, og selv om de havde fulgt floden, og selv om drengen havde dækket sig med sin kappe så godt, han formåede, så var han efterhånden synlig medtaget.
Godt for ham? Rafael undrede sig.
Ingen træer på den seneste lange strækning, kun dette stive og visne græs og det tørre sand.
”Tag dog et bad knægt, det køler.”
Men Tobias havde udviklet vandskræk på det sidste, og han lod sig ikke overtale til en dukkert i floden. Skulede blot til sin rejsekammerat, mens han mumlede en række ord, der ikke var for sarte ører.
Den smalle sti, som de nu havde fulgt i flere dage og som efterhånden var snævret ind til en hvid stribe sand mellem høje græstotter, delte sig i to på dette sted, og mens den ene fortsatte langs bredden og forsvandt i en krumning længere fremme, drejede den anden væk fra Tigris. Her blev den hurtigt bredere og fastere og begyndte derpå at skråne op mod et blødt bakkedrag. Øverst oppe sås lange rækker af gamle, krogede oliventræer, hvis brede kroner lyste blågrønt mod himlen. Et sted mellem de mørke stammer forsvandt stien. Her måtte være skygge og kølighed. Et løfte om lindring, for de skulle den vej.
”Se, nu kommer vi snart ind i ly af træerne.” Rafael pegede op mod olivenlunden.
”Er du så ikke glad?”
Han tog drengens hånd i sin. Tobias vristede sig fri.
”Jeg kan gå selv.”
”Kan du?”
En tid fortsatte de side om side. Tavse. Og drengen havde atter tillagt sig det tvære udtryk, der syntes at høre hans alder til, for det indfandt sig mekanisk, hver gang det mindste gik ham imod. Hvilket skete med små mellemrum dagen lang. Og nu stønnede han højlydt og gloede arrigt på sin ledsager.
”Hvor mange dage endnu?”
”Hvad?”
”Hvor længe skal vi vade videre sådan her?”
Rafael tænkte, at menneskebørnene var nogle skrøbelige tingester.
”Du bliver en gammel mand, inden vi når frem til Ekbatana,” sagde han med gravalvor i stemmen.
”Du er ikke spor sjov.”
”Åh nej. Og livet. Det er lutter alvor.”
”Nemlig. Og nu driller du.”
”Engle driller aldrig.”
”Hvad siger du?”
”At du bliver klogere. Og gå nu roligt videre. Som sagt: resten af dagen skal vi vandre i oliventræernes skygge, lyder det ikke rart? Først om et par dage krydser vi ind over slettelandet.”
”Slettelandet. Hvad er det for et land?”
En slags ørken. Men det skulle han nok vare sig for at fortælle drengen. Det var slemt nok, som det var, men en ørkenvandring kunne blive endnu værre.
”Det får du at se.”
”Er der vilde dyr?”
Rafael undrede sig. Var drengen da ikke blevet klogere på deres lange vandring langs Tigris? En egn, der i den grad tiltrak de vilde dyr. Og i store mængder endda. Her kom de jo alle for at drikke: geparder, løver, bøfler. Det ene dyr farligere end det andet. Var det slet ikke gået op for ham, at de to vandringsmænd nød en særlig beskyttelse og var urørlige? At det ikke var nogen tilfældighed, at de stadig var i live? Havde han virkelig ingenting begrebet?
Det havde han åbenbart ikke.
Englen tog igen hans hånd, og denne gang holdt han den fast i sin. Drengen var god nok, tænkte han, og han ville klare det. Med min hjælp selvfølgelig. Eller med Herrens, rettede han sig selv.
Et kort øjeblik havde han tvivlet på, at Tobias var stærk nok. Men den tvivl var blevet gjort til skamme i kampen med fisken. Og Rafael var i det store hele tilfreds med den udvalgte og med hele opgavens forløb. Indtil videre altså. For den værste del havde de til gode. Og udfaldet kunne man trods alt kun gisne om. Drengen havde sin frie vilje, og hans handlinger var ikke styret udefra, og han kunne sagtens tage et forkert skridt. Og gjorde han det, så ville både han og hans kære gå til grunde.
Vi rækker dem en chance, men de må selv gribe den, tænkte han. Men den tid, den sorg, bedst var det at lade tingene udvikle sig i deres egen takt og håbe det bedste.
Han så kærligt ned på drengen.
”Du har jo din hund,” sagde han.
”Min hund? Den er bange for en fisk.”
”Og du er ikke bange for noget?”
Det fik han ikke svar på. Han sukkede og trak af med den vrangvillige knægt.
Solen skar. Fra morgen til aften gik de i et varmeflimmer. Som at sprænge sig vej gennem tætte lag af splintret glas. Og endnu en gang sendte Rafael en ikke alt for venlig tanke til Gud Herren. Den her mission hører ikke til de mest behagelige, var du klar over det? Det er synd for drengen. Ja ja ja, det tilkommer mig ikke at klage. Det gør jeg da heller ikke. Men.
Dette ”men” lod han hænge frit.
Han spejdede til alle sider. Hver morgen dannedes voksgrå skyer helt nede i kimingen, de skubbede sig op i mørke masser og lovede regn. Et løfte, man ikke skulle sætte sin lid til, for efterhånden som dagen skred frem, ændrede skyerne udseende, de fladede ud og blev flossede uldtotter, der atter spredtes og endte med at hænge som harmløse fnug på himlens bue, hvor solen hastigt brændte dem bort.
Goldheden. Tørken. Den uendelige slette, der strakte sig i ensartede brune flader til alle sider, kun hist og her brudt af enkelte blege buske, som støvede mumier mellem stride græstotter. På den brede vej tegnede der sig ikke andre skygger end dem, de selv kastede.
Rafael sendte en venlig tanke til Tigris. Trods sommerheden og de utallige aggressive insekter, så flød de livgivende vande langs gangstierne, og altid hørtes dette kor af fuglestemmer, der slog sammen over deres hoveder og forkyndte, at Paradiset fandtes.
Ja, og det gjorde det jo, men det kunne man sagtens glemme her i denne golde glohede ørken af sand og knasende tørre græsser. Ingen fuglesang, kun gribbene og deres hæse skrig. Hist og pist stak blege stumper af tørrede knogler frem mellem tuerne. Var det mennesker, der engang havde vandret her? Var det dyr? De havde været levende, de havde været på vej, men de var aldrig nået til vejs ende.
Hede, tørst og død.
”Men så gør dog noget, Azarga! Du kan jo.”
”Gøre hvad, Tobias?”
”Det underlige, du kan. Bålet, maden, alt det andet … Ja, og hvorfor skal det så være sådan her hver dag?”
Han slog ud med armene.
”Fordi vi må gå vejen. Hele vejen.”
”Men hvorfor?”
Det er godt for dig.”
”Hvem siger det?”
”Herren.”
”Åh, du med din Herren.”
”Han er også din.”
Endelig aftog varmen, solen sank, og en let brise fór svalende over sletten. Himlen farvedes med ét slag rød.
Ved siden af dem tumlede hunden omkring. Snart inde i det stride græs, snart foran dem, og snart dannede den en hoppende og fornøjet bagtrop. Det var, som om den så luftspejlinger af lutter herligheder, som om den havde fået nyt selvværd i ørkenens hede. Og den brand, der var ved at kvæle Tobias, bar den med ophøjet ro. Ligesom Azarga. De to kunne sagtens, tænkte Tobias misundeligt. Hunden havde sin tykke pels, Azarga havde sin Herren din Gud, som åbenbart virkelig fandtes et eller andet sted. For ham altså, for nogen eller noget havde lagt en kølende aura om fætterens krop. En slags hinde, der beskyttede mindst lige så effektivt som en hundepels. Tobias kunne se den med det blotte øje, når solen spillede i den. Som en glitren i vand. Kunne man blot låne en flig af den til at køle sin egen hede krop.
Det kunne man ikke. I al fald ikke uden at man måtte kaste sig i støvet og tilbede Herren din Gud og være hans træl for tid og evighed. Ligesom far derhjemme. Og Tobias ville ikke være nogens træl. Han ville være fri. Han ville være sig selv. Og så måtte man tage det med, der fulgte. Som det var nu, var han i al fald sin egen.
Han gik og smilede lidt ved tanken. Han tænkte, at ingen skulle gøre ham til slave. Heller ikke Azarga, der ellers tog sig alle slags friheder. Og som nu lagde en arm om ham og gav ham et fortroligt klem.
”Du kan rigtig glæde dig i dag, Tobias.”
”Hvorfor?”
”For nu varer det ikke længe, før vi kan sove i et rigtigt hus.”
”Er vi da fremme?”
”Vi skal over højsletten først, men så vil vi også være tæt på Ekbatana.”
”Hvor tæt?”
”Endnu skal vi gå nogle dage. Men der fremme ser du den første landsby på højsletten. Der skal vi bo i nat. Og der vil vi høre nyt fra Ekbatana.”
Tobias anstrengte sig for at se. Jo, langt forude tegnede sig nogle lave mure, og da de kom nærmere, kunne han se, at de var en landsby, der syntes at klynge sig til et bakkedrag, der skrånede opad mod et lavt bjerg. Bag murene skimtedes fine rækker af spidse tage og enkelte slanke palmer, der stræbte mod himlen. Der var andre træer, som ikke lignede de hjemlige.
Så var de ganske nær. I byporten havde en gruppe mænd samlet sig. De var gamle, og de stod tæt sammen og fyldte den brede åbning, som var de sat til at vogte byen. Lange, hvide djellabaer, tilsurrede hoveder, smalle, mørke ansigter med skarpe træk og sorte øjne. Alle bar hvide skæg, der næsten nåede støvet for deres nøgne fødder. Et forsvar af skrøbelige kroppe.
Og nu trådte en af dem frem foran de andre og nærmede sig tøvende de rejsende. Han bar en kande i den ene hånd og et krus i den anden. Begge dele holdt han tæt ind til kroppen.
Azarga rankede sig og gik hen imod ham. Tobias fulgte efter i et par skridts afstand. Hunden holdt sig mistænksomt i baggrunden; den knurrede lavt.
”Hvem er I?”
”Vi er rige jøder,” sagde Azarga.
”Hvor skjuler I den rigdom?”
”Her.”
Azarga lagde hånden på sit hjerte. Tobias fulgte hans eksempel. Hunden satte i et højt bjæf.
”Det kunne ikke falde os ind at spørge til jeres tro.”
”Vi ønsker blot natlogi.”
”Og så vil I betale med jeres hjerte. Det kan blive et dyrt logi.” Den gamle så på dem med et ironisk smil i det furede ansigt. Og mændene bagved gjorde sig endnu bredere, så portåbningen atter blev helt dækket af de gamle kroppes sprøde skjold.
”Vi har mønter.”
Azarga slog på lommen. En klirren. Og lyden åbnede både den gamles ansigt og indgangen til byen. Pludselig var der venlige smil på alle ansigter. Skjoldet trak sig til side.
”Drik!” sagde den gamle og rakte kanden og kruset frem til Azarga, der tog en slurk og lod kruset gå videre til Tobias.
”Og følg os!”
De gik over en smal bro. Under den løb en vandingskanal, afledt fra en flod, som de havde passeret kort forinden og som syntes at komme strømmende ned fra højlandet bag landsbyen. Spredt ud over skråningen langs murens yderkant sås geder, der gik og græssede, mens et utal af hyrdebørn pludselig dukkede frem fra hulninger i muren. Nu stod de og stirrede på de fremmede.
”I kan bo hos enken Salome.”
Han førte dem ind gennem porten og langs muren til et lille, lavt hus med hvide vægge og en række små, sorte vinduesglugger. Døren stod åben. Den gamle klappede i sine hænder, da de kom helt hen til huset, og en kone kom til syne i åbningen.
De havde spist. Og betalt enken. Og nu sad hun og Azarga inde huset. Men ikke alene. Nabokonerne var mødt op en efter en og havde lejret sig omkring dugen, som de havde ribbet for smulerne, hurtigt som sultne spurve. Og rejsekammeraten syntes at befinde sig som en fisk i vandet omgivet af disse gamle, sladrende kvinder, der udfrittede ham og ville vide alt om Nineve og også forsigtigt spurgte til jøderne der. Dem er der mange af i Ekbatana, fortalte de hviskende, men som overalt i Medien levede de i fred med alle andre.
Tobias havde hurtigt fået nok af deres plapren og var gledet ud af den lave dør.
Nu ilede han tilbage mod porten. Da de trådte gennem den for kort tid siden, havde de passeret en gruppe unge piger, der var på vej mod vandingsstedet inde under broen. De bar vandkrukker på hovedet. Og en af dem var Tamara. Det nåede han at lige se.
Tamara.
Tobias var nået til broens rækværk. Han lænede sig frem i håb om at få mere end et hastigt glimt af pigen, som var pilet ind under de solide broplanker, så snart hun havde fået øje på ham. Der holdt hun sig skjult som en mus i sit hul. Hun var ingen mus, og han var ingen kat, og han havde genkendt hende med det samme.
”Tamara!” kaldte han og bøjede sig endnu længere frem over det skrøbelige rækværk, der gav sig under hans vægt.
”Jeg hedder Tabita.”
Nu stak der et pigehoved frem, men stadig stod hun halvt skjult af broen, der hævede sig som en halvbue over den rislende strøm.
Lidt længere henne havde de andre piger allerede fyldt deres krukker og kom nu slentrende i gåsegang på vej mod landsbyens port. Nogle af dem vendte sig om og råbte på Tabita, mens vandet skvulpede fra deres overfyldte krukker. Flere af dem fniste og pegede på Tobias.
Han var ligeglad.
”Tabita,” sagde han og syntes, det var endnu kønnere end Tamara. Og at hun var dejligere end nogen pige, han havde set i Nineve. Måske kunne han overtale Azarga til at vælge hende frem for en tvivlsom kusine i Ekbatana.
”Hvem er du?”
Hun trådte helt ud af mørket og kransedes af den lave sols sidste stråler. Det gjorde hende ikke mindre smuk. Gylden aura af lys omkring hende, så strålende, at den kunne slå Azargas så let som ingenting.
Men hun var sikkert ikke jøde, blot en pige, som solen gavmildt badede i sit lys. Og han kunne ikke blive træt af at se på hende, og hun lod sig ikke mere skræmme af hans blik.
”Jeg hedder Tobias, og jeg vil giftes med dig.”
Hun lo.
”Og du hedder Tabita, og du vil giftes med mig,” råbte han ned til hende.
Hun lo endnu højere.
”Du er smuk, når du ler.”
”Og du er morsom, når du taler.”
”Og jeg tror, du er smuk, når du græder.”
Nu lo hun ikke mere. Hun bøjede sig hastigt ned, tog om krukken med begge hænder og løftede den op. Så begyndte hun at gå.
”Vent!”
Hun standsede, satte krukken fra sig og så op på ham, og han syntes, at hendes øjne løb fulde af tårer.
Han slap rækværket og begyndte langsomt at gå ned mod hende, men hun vendte sig om, satte krukken fra sig og løb tilbage mod byen. Men ikke i retning af porten. Oppe ved muren drejede hun brat væk fra stien og ilede hen mod en lille lund af høje træer.
Her forsvandt hun ind mellem stammerne. Gemte hun sig? En bæk snoede sig som en sort slange ind gennem den lille klynge træer.
Så fik han øje på hende. Hun var sprunget over bækken og havde sat sig på hug helt nede ved vandkanten. Han standsede op ved den modsatte bred og satte sig i samme stilling som hun.
Strømmen løb klukkende mellem dem.
”Bækken ler,” sagde hun
”Den græder,” sagde han.
Længe sad de og så på hinanden, og Tobias vidste ikke, hvad han skulle sige. Han havde sagt det hele, syntes han.
”Jeg er på vej til Ekbatana.”
”For at blive gift?”
”Ja.”
”Og jeg skal blive her.”
”For at blive gift?”
”Ja.”
”Nu er vi snart fremme.”
De havde gået i højlandet i mange dage nu. Over vidstrakte plateauer og græssletter og gennem smalle slugter, og ind imellem havde de måtte klatre op ad stejle klippeskråninger. Rødt og brunt og hvidt og grønt vekslede mellem hinanden. En farverigdom, de ikke længe havde set. Også fuglesangen var taget til i styrke, og Tobias var så småt begyndt at forlige sig med tanken om endnu en tid på farten. Men nu var rejsen altså snart slut. Den ene halvdel i al fald.
Hvorfor udeblev følelsen af lettelse?
Var det mødet med Tabita og skammen, som stadig sad i ham og nagede? Han så for 117ende gang de gamle mænd for sig. Hvordan de var dukket op som trolde af æsker og havde råbt og forbandet ham, mens de hev Tabita til sig og slæbte af med hende. Og smerten ved at se dem hundse med hende. Og senere, da de havde villet piske hende, og hun kun slap fri, fordi Azarga besad den der kraft, som ingen forstod, og som han var noget så nærig med at bruge. For den var jo ikke alverden værd, når det kom til stykket. Hele den nat havde Tobias tryglet ham om at benytte sig af kraften til at forene de to unge. Ikke til at skille dem ad.
”Du ved ikke, hvad du snakker om,” havde Azarga sagt og været døv for hans bønner. Og han havde ikke set mere til Tabita.
Og forude truede Sara.
Han havde hørt rygter om hende i enkens hus, hvor de allernådigst havde fået lov at overnatte trods Tobias’ utilgivelige synd. Og da deres ærinde gik op for sladderkællingerne, havde de himlet med øjnene og ladet tungerne gløde. Forbandelsen. Heksepigen i Ekbatana. Hvad ville de dog med hende?
”Ja, hvad vil vi med hende?” havde Tobias også spurgt og rusket Azarga i armen.
En forbandelse. En heksepige. Jo, han havde sandelig noget at glæde sig til. Tobias traskede modløst videre.
Vejs ende. Det kunne være det samme.

KAPITEL 9

VED VEJS ENDE

 
En smuk dreng, tænkte Rafael. Drengens kraftige brune hår skinnede som rav i solen, den glatte solbrændte hud strålede af sundhed og ungdom, øjnene havde fået styrke, og de så uforknyt frem for sig. Episoden i landsbyen syntes endelig at være gledet ud af hans bevidsthed. Et gennemlevet og overvundet kapitel i det unge menneskes brogede livsbog. En hård nød at knække havde det været, men nu lå kernen blød og spiselig. En godbid for den smukke Sara, tænkte Rafael blev pludselig grebet af en utidig tvivl. For nu Sara? Kunne hun knækkes? Og blive spiselig? Eller var og blev hun dødbringende?
Den hårde rejse havde filet af de runde barnekinder og skåret skarpe, mandige træk i ansigtet og vigtigst af alt: ængstelsen syntes at være ved at glide af ham.
”Min dreng,” sagde Rafael, ”nu er dine trængsler snart til ende.”
”Nu begynder de for alvor, mener du vel.”
”Hmm … såmænd,” tilstod Rafael, ”sådan kan man også se på det.”
”Sådan bliver det, hvis du skal bestemme.”
”Vi følger Herrens vilje.”
”Vi følger min vilje.”
Den replik valgte englen at overhøre. De skulle ikke ankomme til Ekbatana midt i et skænderi.
De gik videre i tavshed.
”Hør, min ven, i dag kommer vi til Raguels hus.”
”Det kan jeg næsten regne ud.”
”Og vi skal sove under hans tag i nat.”
”Hm …”
”Hører du efter, dreng?”
”Altså, det der kan du godt glemme.”
”Nej.”
”Derimod skal du ikke glemme, at du er min tjener. Ikke min herre.”
Det var sandelige nye toner. Nok vidste de jo begge, at Rafael blev betalt af Tobit, som troede, at han var en fjern slægtning ved navn Azarga, men englen havde hidtil ikke haft vanskeligt ved at bevare sin myndighed over drengen.
”Du glemmer, hvem jeg er,” sagde han.
”Søn af den store Anaïs. Hvordan skulle jeg glemme det? Og jeg har hele tiden adlydt dig af respekt for din fine familie. Og for dig. Og du har reddet mig mange gange. Jeg er ikke utaknemmelig.”
”Men så er alt jo i skønneste orden.”
”Nej, vel er det ej. Og du får mig ikke lokket i døden.”
”Du burde ikke lytte til sladder.”
”Og du burde ikke krybe for min far.”
”Han betaler mig.”
”For at slå mig ihjel?”
”Hold nu op, Tobias! Vi kan da ikke gå ind i Ekbatana uden at besøge din slægtning.”
”Det sagde jeg heller ikke. Desuden skal du ikke tro, at jeg er en kujon.”
”Nej, det er du ikke.”
Det lille rejseselskab bevægede sig langs byens hængende haver; for øjnene en blomsterpragt, for næsen de mest berusende dufte. Rafael plukkede en håndfuld fløjlsbløde rosenblade og lod dem svæve gennem luften. En rød regn. Et øjeblik blev han grebet af hjemlængsel. Paradiset føltes med ét uendeligt langt borte, og endnu en gang slog den tanke ham, at det smukkeste på denne jord var og blev en sølle afglans af den Eden Have, han kendte så godt, og hvor han havde hjemme.
Men drengen gik med undrende øjne.
Og Raguel, der sad, som den patriark han var, foran porten til sin gård, rejste sig fra skamlen og gik dem i møde. Den gamles ord gjaldede mellem de hvide mure.
”Vær hilset, mine kære brødre.”
”Tak!”
Englen bøjede sig ærbødigt for den gamle mand, idet han samtidig daskede til Tobias, der stod med bortvendt ansigt, som skulle han helst ikke blandes ind i noget.
Raguel slog ud med armene, hvilket Rafael tolkede som en venlig gestus.
”Tak!” sagde han igen.
”Jamen, gå nu endelig ind i mit hus. Edna venter jer.”
”Og Sara?” spurgte Rafael.
”Og Sara … jo … også hun … venter,” stammede Raguel og blev mørk i blikket.
”Der er ingen, der venter os,” brød Tobias ind. Han lød irriteret. ”Og desuden er vi på vej til Rages. Det er målet for vores rejse.”
”Rages, jamen så er I ikke fjernt fra målet. Og her kan I overnatte.”
Den gamle mand virrede med hovedet og virkede fjern i blikket, da han fortsatte. Ville gerne først vide lidt mere om deres herkomst, sagde han, inden han sådan ligefrem bød dem indenfor i sit hus. Havde jo hørt rygter. Ville ikke så gerne fæste lid til sladder, og det håbede han da heller ikke, de ville. Hvis de da havde hørt noget om ham og hans.
Han plaprede.
”Som du sikkert har bemærket på vores klædedragt, så er vi naftalitter, og vi bor i Nineve. Det fortalte rygterne dig måske ikke?” sagde Rafael og så roligt på ham.
”I Nineve? Jamen dog, og uha da … men så er I jo … ligesom … jeg mener, så lever I jo i fangenskab … ja, hvad skal man sige?”
Han gik i stå.
”Du kan roligt modtage os,” sagde englen og sendte ham et af sine blikke, og Raguel mumlede i skægget, mens han fik travlt med at vende dem ryggen og forsvinde ind gennem den vide port.
Rafael tog et fast tag i Tobias og trak ham med.
Sanseløs sendte du mig ikke til jorden. Og tak for det, Herre, tænkte Rafael, som på lang afstand kunne høre hvert ord, Raguel hviskede Edna i øret. Han så hende stivne, så rettede hun sin trivelige skikkelse op, satte hænderne i siden, og knejsende i al sin vælde lod hun blikket sejle hen over det lille rejseselskab, der stod tæt sammen lige inden for døren.
”Ud med den hund!” kommanderede hun.
”Men Edna dog!” Raguel søgte at skjule sig bag hende.
”Jamen, vi kan ikke have den,” snerrede hun.
”Det er jo kun en hund.”
”Og så ligner han Tobit,” vrissede hun videre.
”Hunden?”
”Nej, drengen.”
Raguel så for første gang rigtigt på den unge mand, og pludselig faldt der skel fra hans øjne, og en tåre banede sig vej.
”Kan det … kan det … virkelig være sådan fat …?” stammede han og knugede om Ednas arm.
”Javist” sagde Rafael hurtigt. ”Vi kommer fra Tobit. Tobias der er din brorsøn, og jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Vi er her for at fri til Sara, hans kusine.”
Raguel og Edna slog hænderne sammen og brød ud i fælles gråd. Det er da pokkers, som de israelitter altid skal vande høns, tænkte englen og følte en let irritation, for hvad skulle han stille op med alt det vand, der nu flød fra deres øjne og løb ned ad deres kinder? Den slags ubehageligheder var man da gudskelov fri for der, hvor han kom fra.
Uden et ord tog han Tobias ved hånden og førte ham hen til de to gamle, der slog armene om ham og næsten kvalte ham i tårer og omfavnelser. Tobias selv rørte sig ikke. Han stod som en støtte i deres arme.
Henne ved døren peb hunden, og drengen gjorde sig lempeligt fri. Så piftede han, og dyret logrede og løb hen til ham.
”Nå, jamen så går vi,” sagde han.
”Nej, nej, nej, gå endelig ikke! Bliv for Guds skyld!” tryglede de gamle i kor.
I det samme gled en skikkelse lydløst ind gennem døren bagest i rummet. Det var Sara. Og hun var så smuk, at hun ganske af sig selv oplyste den halvmørke stue, og da Tobias fik øje på hende, lyste også han med.
Jamen dog, Rafael havde set meget i sit lange liv, men aldrig havde han set nogen tænde så hurtigt. Nu stod de der i stuen som levende kerter for alles øjne. Det var ikke fri for, at han følte et stik af misundelse, for hvorfor skulle han aldrig selv få lov at opleve den brand, som de kaldte kærlighed? Ved lejlighed ville han tage sagen op med Vorherre, for det kunne han jo. Intet emne var tabu for Herren. Og så vidste han dog samtidig, at det ikke ville føre til noget som helst, for en engel er en engel og ikke et menneske, og i virkeligheden ønskede han ikke at bytte vilkår med menneskene. De stakler.  Kun i øjeblikke som dette ville han give meget for blot en lille stund at føle sig som menneske.
 

 

KAPITEL 10

BRYLLUP

Nu sad de ved dugen. Kvinderne vartede op, snakken gik, og to par unge øjne lå dvælende i hinanden.
Vrøvl, Rafael vrissede sin indre stemme til ro og fordømte sin trang til altid at skulle romantisere. Dvælende, hvad var det nu for et ord? Utidigt ad helvedet til, for her kunne sandelig ikke dvæles. Han havde et øjeblik været på nippet til at glemme den blodige alvor, der gemte sig bag dette slør af ung, letfærdig lykke. Og hans, englens, rolle var ingenlunde udspillet. Det var nu, han skulle træde i karakter.
Han åbnede munden for at begynde det lange, rituelle frieri, sådan som Tobit havde pålagt ham det. Men inden han nåede at sige en stavelse, kom det arrigt fra Tobias:
”Azarga! Hvad var det, du lovede min far? Har du glemt det?”
Englen så forbløffet på ham. Drengens utålmodighed havde da sandelig fået vinger. Han smilede beroligende til ham og gjorde en afværgende gestus med hånden, og med en stemme, der passede til det høje formål, begyndte han på en lang og snørklet og helt efter bogen korrekt friertale, der omhyggeligt redegjorde for Tobias’ familieforhold ti led tilbage og fremlagde de unægtelig slemt pyntede fremtidsudsigter. Og navnlig argumenterede han for den unge mands uomtvistelige ret til at anholde om sin kusines hånd. Og at modtage den.
Rafael holdt inde og trak vejret, og i et splitsekund så han rædslen sitre i de to gamle ansigter. Så lukkede de sig og blev som dødsmasker.
De unges ansigter derimod havde åbnet sig som valmuer for morgensolen og strålede uforstyrret under hele den lange svada.
Da englen omsider tav, rejste Raguel sig på rystende ben. En enlig tåre silede fra hans øjne, mens han talte. Han sagde, at ingen havde mere ret til deres datter end Tobias, og de elskede ham allerede. Men netop derfor kunne det ikke blive de to. Fordi … han tøvede længe. Fordi … Og så fortalte han dem den grusomme sandhed, som de allerede kendte.
”Sludder og vrøvl,” sagde Rafael, ”se dog engang på børnene!”
Raguel tav og kastede et forskræmt blik på de unge. De stod og blussede som to fakler.
”Nå?” sagde Rafael.
Der var helt stille meget længe, man kunne sige, at en engel gik gennem stuen, hvis det ikke var, fordi han jo allerede sad der og holdt sine mennesker i skak.
”NÅ!” gentog han højere og utålmodigt denne gang.
Raguel nikkede uden overbevisning.
”Så du kan være rolig, Raguel. Børnene er i Guds hånd.”
Jo, nikkede Raguel mat, han havde da heller aldrig troet andet. Men der var andre hænder, stammede han, og de knugede så hårdt og kvalte så let. Men han skulle nok velsigne dem, hvis det ikke kunne være anderledes. Og bede for dem ville han også. Men ansvaret kunne han ingenlunde påtage sig.
Han gik hen til de unge og uden at kunne holde sine egne sitrende hænder i ro tog han de unges og lagde dem i hinandens.
Så bad han dem knæle.
”Jeg må tale med dig Tobias!”
Rafael greb fat i drengens arm, og Tobias slap modstræbende Saras hånd og lod sig trække med ud i gården. Her stod han med øjnene klistret til den dør, der skilte ham fra den elskede, som ville han gennembore den med sit blik.
Vielsen var forrettet. De unge var ægtefolk, og den nye værdighed havde gjort dem blinde og døve for alt andet end hinanden.
”Se på mig!”
Tobias drejede hovedet og så lige gennem englen.
”Hører du efter?”
”Hvad?”
”Det er vigtigt, at du hører hvert ord, jeg siger. Lige nu!”
”Ja, ja. Men det har jeg da også gjort. Selv om du ævlede alt for længe. Men tak for det alligevel. Det gik jo fint.”
”Fint!?”
”Ja, men nu må du altså holde op med at rende i hælende på os. Vi er gift.”
Han skubbede brutalt til hunden, der var kommet pilende ved synet af sin herre og nu stod og peb med snuden presset mod hans lår.
”Flyt dig!” Og han så på Rafael, som om ordene var møntet på ham.
”Men forstår du da ingenting?”
”Nej.”
”Hør efter alligevel! Om kort tid skal du indtræde i brudekammeret.”
”Ja,” strålede Tobias.
”Har du glemt, hvad det betyder?”
”Jeg ved, hvad det betyder for mig. For os.”
”Nej, du ved ingenting. Men rolig, dreng, jeg er her, du skal ikke være bange.”
”Bange? Men det er jeg da heller ikke.”
Rafael greb om begge hans arme og skubbede ham lidt ud fra sig, mens han forsøgte at se ham i øjnene. Så sagde han langsomt:
”Har du glemt, at du skal dræbes i nat?”
”Hvad? … nå det … og hvad så? Jeg er ingen kryster.”
”Du … skal … pines … ihjel,” udpenslede Rafael og forsøgte atter forgæves at holde drengens blik fast.
”Ja, det har jeg jo hørt,” snerrede Tobias utålmodigt. ”Men hvad var det, du ville mig?”
”Jeg vil bede dig komme ned på jorden og høre godt efter.”
”Nå,” sagde Tobias.
Pludselig hævede englen den ene arm og langede af al kraft ud efter den unge mand, der overrumplet sank i knæ, mens han tog sig til den gloende ømme kind.
En tid lå han således foran englen og rystede, og det var ikke til at se, om det var af skam eller af skræk.
”Ja, dæmonen slår hårdere. Den slår dig ihjel.”
Tobias bed sig i læben, så løftede han hovedet og hviskede.
”Hjælp mig, bror.”
Rafael tog hans hånd og rejste ham op. Den unge mands kind glødede stadig, og øjnene havde fået et barnligt, næsten bedende udtryk.
”Husker du fisken, Tobias?”
Tobias nikkede.
”Havde du ikke vovet kampen dengang, så havde du været fortabt.”
”Ja.”
”Men du gælder det mødet med Den Onde Selv.”
”Faktisk tror jeg, at jeg tør vove den kamp også. Og at jeg kan vinde den,” kom det lidt spagt.
”Du snakker. Den Lede kan flænse dig på et sekund, men den vil pine dig hele natten.”
Tobias rystede på hovedet. Men fisken var jo også dæmonisk, sagde han, og dog havde han sejret over den.
”Fisken ja, og den skal du bruge nu.”
”Men den har vi jo spist.”
”Her!” Rafael halede noget frem fra kjortlen og rakte det mod ham.
Tobias trådte et skridt tilbage.
”Hvad er det?” hviskede han.
”Fiskens hjerte.”
Og nu forklarede Rafael ham, at han roligt skulle lade sig føre til brudekammeret og uden angst favne sin Sara, blot måtte han huske forinden at kaste fiskehjertet på ildstedet og lade flammerne fortære det. Derved ville dæmonen miste sig magt.
”Hvor ved du det fra? Tobias så på ham med et skævt smil.
”Det har ikke noget med viden at gøre.”
”Hvad handler det så om?”
”Tro.”
”Det forstår jeg ikke.”
”Du skal tro på det, Tobias.”
”Jo tak, bror. Men … jeg er ikke … jeg mener, lige det der med tro, det er ligesom mere min far … jeg er nærmest en … en …” Han gik i stå.
”Du er en tvivler.”
”Ja. Mon ikke.”
”Tvivler du også på Sara?”
”Nej!”
”Hvorfor ikke?”
”Det ved jeg ikke.”
”Der ser du. Men hør nu, min dreng. Gud findes. Og Dæmonen findes. Jeg kender dem begge.”
”Gør du?”
”Ja. Og i kærligheden har du selv mødt Gud. I ondskaben og hadet vil du om føje tid møde Dæmonen. Og din viden vil ikke hjælpe dig stort. Kun din tro kan frelse dig.”
”Så er jeg altså fortabt.” Tobias hang med hovedet.
”Det ved jeg ikke. Men nu er det tid. Din brud er allerede ført til kammeret. Gå du nu også. Og må Gud være med dig.”
”Tak, bror.”
Tøvende tog han imod det lille hjerte og lod det forsvinde i kjortelens dybe lomme. Så gik han langsomt mod brudekammeret.
Hans eget hjerte hamrede, og da han lagde hånden på klinken, havde han glemt Saras ansigt. Fuld af angst åbnede han døren og trådte ind i det oplyste kammer. Og der stod hun ganske rigtigt. Midt i rummet. Men noget havde slukket hendes lys, og hun var så bleg som et genfærd, og hendes arme hang slappe ned langs siden. Et tomt fiskeblik flakkede ham i møde.
”Sara, min elskede.”
Eneste svar var en isnende kulde, der strømmede ud fra pigen og smøg sig som en kappe af is om Tobias. Den sivede langsomt ind i hans årer og trak al varme ud af kroppen. Kraftesløs og rystende af kulde blev han hængende lige inden for døren. Ude af stand til at gå et eneste skridt.
Han ville gentage hendes navn, ville bryde magien ved at nævne det kæreste, han vidste, men nu kunne han ikke få en lyd over sine læber.
Pludselig blev han ramt af et varmpust så let som strejfet af en fuglevinge, men dog nok til, at han tøede en smule op og igen kunne løfte hovedet og se frem. Og det han så, fik det til at gibbe i ham. Derhenne, ved siden af Sara, knejsede en yngling, der var lige så smuk som Tobias selv. Nej, for resten, han var endnu kønnere, og der lyste et varmt og kærligt smil i de nøddebrune øjne, og læberne skinnede som duggede frugter. En fin, rødbrun tunge spillede i mundvigen.
Tobias trådte et skridt tilbage, men nu gled ynglingen hen foran Sara, der halvt udvisket sank i knæ. Det var der ikke noget at gøre ved lige nu, hviskede det i Tobias, med hende fik det nok vente en stund, for nu blev han fanget af et par øjne, der til forveksling lignede hans egne. Og han kunne ikke lade være med at smile. Langsomt slappede han af.
”Det var du sandelig længe om,” kom det fra ynglingen.
Tobias var ikke sikker på, at han brød sig om stemmen. Der var en sær metalklang i den, der stod dårligt til de strålende, brune øjne og den kønne, nøgne krop, hvis arme nu rakte favnende ud efter ham.
”Nå ja, måske. Men nu er jeg her så,” sagde Tobias.
”Ja, det skal jeg da lige love for. Med hud og hår, som man siger.”
”Jo. Men jeg skulle jo faktisk … jeg mener … jeg …”
Ja, hvad var det i grunden han skulle? Han så sig forundret om i kammeret. På alle fire vægge hang fakler og lyste. De sendte deres uroligt flakkende skær ud over de to skikkelser foran ham. Pigens hvide brudedragt blegnede livløst bag ynglingen, hvis muskuløse krop spillede i stærke røde og brune farver.
”Er du nogensinde blevet kysset til døde?” hviskede ynglingen.
”Kysset … til … hvad mener du?”
”Ja. Har du nogensinde fået et kys så fuld af smerte og lyst, at du måtte besvime af fryd. Har du det, Tobias?”
Manden holdt hans blik fast, mens han tunge gled ud af munden og ligesom rakte ud efter Tobias, der følte en ukendt brand risle gennem blodet. Det stak og jog i hans kød. Og uden at ville det, lod han sig trække nærmere hen mod den unge, ranke skikkelse, der stod der og sendte hede bølger mod ham.
”Nej,” hørte han sig selv mumle, og vidste ikke, om det var et svar eller en protest. Men lige med ét vidste han det alligevel.
”Nej!” gentog han højt.
”Bare rolig, dreng. Det er kun første gang, du synes sådan. Så bliver dit nej til et ja. Og så hedder det ja og ja og ja og ja …” gnæggede stemmen, og nu var den ikke mere rar, og der løb spyt fra den røde mund. Og var tungen ikke kløftet?
Inden Tobias nåede at tænke en tanke mere, lagde to hænder sig tungt på hans skuldre og holdt ham fast. Men så var det ikke mere hænder, og han mærkede kløernes lette rids i huden og gøs og ville rive sig løs.
Den smukke mand var som sunket i jorden, og selv stod Tobias fastklemt i en skruestik, presset ind mod en ru og stikkende dyrepels. Og så denne ulidelige stank.
Han hev efter vejret.
Kløerne borede sig ind i hans hvide brudedragt og med et heftigt rids flænsede de kjortelen midt over. Den dalede lydløst til jorden og lå der som en vingeskudt due, mens han selv stod rystende og nøgen foran det hæsligste væsen, han nogensinde havde set. Den mest naturstridige skabning: bukkehorn og gedeskæg, bagtil hestehove og fortil de særeste, forvredne klosakse. Ged og krabbe i et! Sygt og kvalmende. Og til at le af i grunden, og havde han ikke havde været så dødsensangst, ville han have grinet synet væk.
Du er til grin! TIL GRIN! Ville han have brølet til det hæslige dyr og dermed have fortrængt sin frygt. Men han var lammet og kunne ikke få et ord over sine læber.
Pludselig trak kløerne sig ud, blev lange og spidse, og nu jog de ind i hans kød. Han skreg og faldt til jorden som en klud. Fortvivlet knugede han kjortlens hvide stof i sine arme, som ville han finde lidt trøst i den. Bæstet stod lænet over ham og grinede.
Så var det, han mærkede det. Hjertet. Fiskens. Han blev pludselig roligere, hånden fandt kjortellommen, og han fattede om det lille, dunkende hjerte. Det kunne være i hans hånd.
Og det var levende, og mens han nænsomt holdt det i håndens hule, løftede han blikket og så lige op på dæmonen, der stadig hang skrattende ind over ham, mens dens hale og tunge piskede i luften og fyldte den med dunster.
Han så de sære klosakse klippe sygt i ingenting, og nu løftede bæstet en hov og begyndte metodisk at sparke ham i siden, og han skreg igen, mens han knugede stadig fastere om hjertet, hvis dunken var hørt op.
Jeg har dræbt det, græd det i ham.
Udyret blev ved og ved, indtil Tobias næsten besvimede af smerte. Han lukkede øjnene og bed sig i læberne. Så mærkede han den hæslige hov trykke mod brystkassen.
”Nå, min ven. Nu må vi ikke tage alle fornøjelserne på én gang. Natten er lang, og vi skulle jo gerne udnytte hvert minut. Ikke sandt, min søde snut. Rejs dig op!”
Tobias blev liggende.
”Nå!”
Tobias lukkede øjnene og rørte sig ikke. Han fik et nyt spark.
”Bliver det snart til noget? Vi skal lege nu. Lege, lege, lege …” Bæstet lød akkurat som et vrantent barn, og Tobias opdagede til sin forbløffelse, at hans frygt ebbede ud.
Kun smerten blev tilbage.
Et vældigt mod fyldte ham, og han åbnede øjnene og forsøgte endda at smile til den plaprende ånd, der nu igen bøjede sig helt ned over ham.
”Er du mør? Hvad? Er du mere villig nu?”
”Ja da, det ka’ du tro,” sagde Tobias og holdt krampagtigt fast i sit smil.
”Jamen, hov hov da! Jamen så … jamen så …”
Bæstet begyndte at spjætte, som havde drengen stukket en syl i dets ben. Det gloede sært hjælpeløst på Tobias, der forsøgte at komme på benene.
”Jeg er villig. Det siger jeg jo. Glæder mig ligefrem,” stønnede han og slugte sit smil.
”Er du sikker?”
”Ja da. Jeg er et rigtigt legebarn. Det vidste du nok ikke?”
Dæmonen hev i ham og fik ham op i stående stilling. Tobias vaklede og trådte nogle skridt tilbage, uden at udyret forsøgte at standse ham.
Det var holdt op med at klippe huller i luften og sparke med sin hov, og nu trådte det helt hen til den unge mand og tværede sin stinkende ånde ud over ham.
Tobias forsøgte at holde vejret og tvang sig til at se lige ind i de gule øjne, hvori der nu tændtes et flimrende rødt skær. Det trak i dets flab, den fede, blævrede underlæbe begyndte at hænge ynkeligt som efter et slagtilfælde.
Den djævelske skratten var hørt op, og der var blevet ganske stille i kammeret.
”Er det sandt, du kære dreng? Vil du virkelig lege med mig?”
”Er du tungnem eller hvad?”
”Jamen … med MIG?”
”Ja. Men der er bare det, at jeg fryser så forbandet,” sagde Tobias og gav sig til at ryste, selv om heden i rummet var overvældende.
”Jeg skal varme dig,” slubrede dæmonen lykkeligt.
”Det er kun ilden, der kan varme mig,” sagde Tobias.
”Så skrub hen til ildstedet og varm dig, men kom straks tilbage! Jeg kan slet ikke vente.”
”Det kan jeg heller ikke.”
Tobias tog posen med hjertet op af lommen og styrtede hen til ildstedet. Bag sig hørte han dæmonen hive efter vejret.
Så kastede han det lille hjerte i luerne og sig selv til side lige tidsnok til at se dæmonen styrte ind i flammerne.
Et kort sekund, så var der kun svovllugten tilbage.
Tobias løftede Sara op og bar hende hen til sengen. Langsomt vendte farven tilbage i det blege ansigt og kroppen fik liv. Hun åbnede øjnene og smilede.
”Så kom du alligevel, Tobias.”
”Ja,” sagde han.
Ude i byen drev en engel rastløs om i gaderne. Han travede hele natten op og ned og op og ned og så ingenting. Der var jo heller ikke meget at se i Nineve ved den tid, for natten var rugende sort, skyerne dækkede stjernehimlen, og alle mennesker og dyr sov mere eller mindre trygt.
Jeg ved to, der ikke sover trygt, tænkte Rafael og vendte for 117ende gang sit ansigt mod himlen og bad Gud være hos de to.
”Forlad dem ikke, Herre,” bad han. ”Men jeg kender dig jo,” tilføjede han, ”du overlader alt for meget til dem selv. ”De skal selv bestemme”, siger du. ”Jeg forlader dem ikke, siger du, ”men de må selv række hænderne frem, og jeg skal gribe dem. Det er deres valg, der gælder”. Sådan siger du, og sådan mener du, og ja, som regel synes jeg, at du har ret: at den frihed, du gav dem, var den flotteste af alle dine gaver til dem. Men lige nu synes jeg, at du har uret. De er så små. De er så svage. De er så bange. De kan ikke selv. Hjælp dem!”
Der var en anden, som heller ikke sov den nat. Det var Raguel. Hen under morgen stod han ved husets gavl, svedig og forknoklet, akkurat som han plejede i lignende skæbnestunder.
Men også denne gang var det lykkedes ham at blive færdig med graven, og nu håbede han blot, at den var dyb nok, og at hans elskede barn endnu engang var undsluppet døden.
Heller ikke Edna havde sovet. Og hun lå stadig lige vågen i sin seng, da morgenen gryede. Og skønt hun havde propper i ørerne, havde hun heller ikke denne gang kunnet undgå at høre skrigene.
Nu fjernede hun propperne, løftede hovedet fra puderne og lyttede ud i huset. Så stille der var. Allerede? Noget var anderledes, end det plejede, tænkte hun. Dæmonen havde udført sit arbejde alt for hurtigt, og nu virkede stilheden pludselig mere ildevarslende end skrigene.
Hun vidste det godt. Brudekammeret raseret. Forvandlet til gravkammer allerede. Og Sara liggende på det kolde gulv, besvimet. Og Tobias skændet og flænset og kastet hen på sengen, som man kaster lunser for vilde dyr.
Hun sukkede og lod morgnens lyde risle i øret. Fuglenes sang og nu hørtes glade stemmer ude fra gaden. Og med et fangede hun den kendte lyd af en hakkes hårde stød og derpå fulgte som altid skovlens skraben. Nej, alt var alligevel, som det plejede.
Tungt rejste hun sig og gik ud til Raguel, så ham banke skovlen ren og sætte den fra sig og vende et udtryksløst ansigt mod hende. Han gik et par skridt. Mekanisk stavrede hun ham i møde og tog hans svedige hånd i sin. Alene skulle han ikke bære den tungeste af alle byrder.
Støttende sig til hinanden og svajende som to visne planter i vinden nåede de døren og fik den åbnet.
Indenfor gemte de sig i hinandens favn og ville ingenting se. Der var så stille, og der duftede så uvant af roser og jasminer. Blomster? Forsigtigt og med armene om hinanden åbnede de øjnene og kunne ikke tro det, de så.
Uskadt og smuk som en gud lå Tobias på silkelagnet, og med sit sarte ansigt begravet ved hans hals hvilede deres Sara. Han havde slynget armene om hende og smilede til dem fra sine drømme.

 

 

KAPITEL 11

I NINEVE

”Knæl jøde!”
Tobit blev stående, rank som altid. Hans næse opfangede en duft, hvis sødme han længe havde savnet. Så sad Den Salvede altså lige foran ham, vel sagtens på sin trone og højt hævet over alle andre. Det var som det skulle være. Stemmen var kommet dalende ned over ham. Uventet blidt, trods ordene.
Den nye hersker altså. Jaså. Den fjerde i Tobits tid som fange i Nineve. Han huskede svagt den uvorne knægt, der undertiden måtte piskes på plads. Nu kunne man vel sige, at han havde tilranet sig en enestående plads, og for resten nærmest pisket sig hele vej frem til den. Tobit gnæggede fornøjet ved tanken om det pisleri. Han havde hørt, at kongen for at nå tronen havde snigmyrdet begge sine brødre. Ak ja. Såmænd.
”Knæl for din Herre!”
Tobit sank ned på sine gamle knæ og trykkede panden mod de glatte fliser, hvis kulde var trængt op gennem de nøgne fodsåler og havde forplantet sig til hele kroppen og forvirret hans tanker, da han for lidt siden var trådt ind i kongesalen. Han var så vant til varmt støv og sprukne sten, at han næsten havde glemt verdens øvrige indretning. Og så denne larm. Ekkoerne, der sprang mellem de tykke stenmure, hver gang kongen brølede et af sine budskaber ud. Og lyden af raslende våben, af soldaterstøvlers tramp, af stokkeslag på blottede rygge, af skrig og stille jamren.
Esarhaddon havde sandelig ikke arvet sin fars velklingende røst. Hårdheden derimod. Stemmen faldt jo som en jernhammer og smertede i øregangen, hver gang en ublid dom blev forkyndt.
Hurtigt var det blevet Tobits tur, og han snublede, da de skubbede ham frem foran tronen. Da han endelig kom til sig selv igen, rankede han sig, så godt han formåede, og rettede de blinde øjne mod den nye konge, som ville han måle ham med døden i blikket.
Så var det, han blev beordret til at vise ærbødighed. Og nu lå han så der foran tronen, mens han følte, hvordan sindet langsomt faldt til ro og tankerne samlede sig om det væsentlige: At vise Gud Herren den Almægtige sin respekt. Han lå næsten og nød optrinet. Og han syntes, at han måtte synge ordene frem.
”Jeg takker dig, Herre, for din miskundhed,” sang han henrykt med munden mod en kølig flise, som han forestillede sig strålede af det pureste guld.
”Hmm … ja, men det er jo udmærket,” kom det forvirret fra kongen. ”Rejst dig, Tobit!”
Tobit rejste sig.
”Du er blind, hører jeg.”
”Herren har taget mit syn.”
”Vist har jeg ej. Men hør nu, din søn Tobias. Han rejste for længe siden. Lever han?”
”Ja. Han lever.”
”Og hvordan kan du vide det?”
”Det kan jeg ikke forklare.”
Kongen sad lidt og tyggede på svaret. Selv om Tobit var blind, syntes han at fornemme det tvære udtryk, der nu måtte tegne sig i det kongelige ansigt.
”Du var jo seer engang. Er du stadig det? I din blindhed.”
”Ja.”
”Hm … jeg kunne bruge en seer.”
”Javel.”
”Og det kan gerne være en jøde.”
”Det kan kun være en jøde.”
”Såmænd.”
Tobit kunne ligefrem mærke det stirrede blik, der ramte ham fra oven, og han fornemmede, at kongen havde svært ved at fortsætte med det, der lå ham på sinde. Endelig fik han tungen på gled, og stemmen havde nu helt mistet sin skarphed. Den var blevet spag som en lille drengs.
”Min far handlede ilde mod jøderne.”
Tobit sagde ingenting. Han tænkte på, hvordan kong Sankerib havde svigtet ham fra det øjeblik, han mistede synet. Hvordan han havde hærget byen år efter år. På det punkt var den nye konge anderledes, lod det til.
”Da han mistede dig, mistede han krigslykken. Vidste du det?”
”Han mistede mig ikke. Jeg var der altid. Han glemte mig.”
”Men jeg husker dig. Og jeg vil have dig. Her hos mig. I mit palads.”
”Jeg bliver i min gård. Må vente på Tobias der.”
”Men når din søn kommer hjem, så befaler jeg, at alle skal bo i paladset.”
”Hvorfor?”
”Tobias er min bror.”
Ordene sendte et stød gennem den gamle mand. Han sank atter på knæ, og denne gang var det ikke Gud, der var i hans tanker, men den nye konge og hans sære budskab. Tobias? Og kongen? I et glimt så han de to drenge for sit indre blik. Dengang. To små purke, der rottede sig sammen mod de store brødre, som gang på gang forsøgte at jorde dem. Tobias havde stået trofast ved Essarhadons side og aldrig veget en tomme, når de store angreb.
”Han er min bror,” gentog kongen.
Tobias lod en tid ordene hænge i luften. Så tog han sig sammen. Det var nu, han skulle være hård. Det var nu, han måtte klamre sig til livets røde tråd og ikke lade rørstrømskhed og gamle minder løbe af med sig.
”Din far ødelagde Jerusalem.”
”Jerusalem ja. Det er sandt. Og Babylon.”
”Og du  …?”
”Min far brød ned. Jeg vil bygge op. Et nyt Assyrien.”
”Og et nyt Jerusalem?”
”Det siger jeg ikke.”
”For så vil jeg hjælpe dig. Og det kan jeg. Og mit syn vil jeg få tilbage.”
Da de førte ham ud af salen, mærkede han ikke mere stenenes kulde. Og han hørte ikke larmen fra soldaterne. Måske var der blevet stille i salen? Kongens stemme havde nok været lav og rettet mod en gammel, blind mand i pjaltede klæder, men de var blevet opfanget af de nærmeste, og de var løbet som gnister fra tunge til tunge. Ja, de sære ord havde helt sikkert fænget, og måske havde de tændt en brand. Tobit følte selv ilden i sit blod. Herren havde bønhørt ham og ført ham til kongen. Og nu ville mørket vige for lyset. Han glippede med øjnene, men så jo ikke mere af den grund. Det mirakel havde han til gode, tænkte han. Men en ting var sikkert: Det var endnu ikke tid til at dø.
Soldaterne holdt uvant varsomt om ham nu og ledte ham ærbødigt og med venlige ord hele den lange vej gennem kongens prægtige lysthave. Og mens han gik der under det skyggefulde løv og lyttede til vandenes klukken og bladenes raslen, mindedes han gamle dage.
Her i denne have havde han ofte siddet under bladhanget og lyttet til fuglenes sang og til vandets rislen i selskab med kong Sankerib, for hvem han udlagde drømme og varsler og optegnede de svage, men dog synlige konturer af fremtidige sejre. Han var ikke i tvivl: dengang havde han holdt landets skæbne i sin hånd.
Udenfor slap de ham og overlod ham til sig selv.
Anna stod lænet mod muren, mens hun ventede på Tobit. Hun ville have fulgt ham, ville have haget sig til hans djellaba og siddet fast som en burre, men inden hun nåede at få ordentligt fat i hans ærme, rev de hende løs og skubbede til hende, så hun tumlede bagover og en tid blev liggende i støvet for fødderne af de mange mennesker, der var stimlet sammen ved porten.
Tobit havde blot behøvet at sige sit navn, så havde to soldater grebet fat i ham og nærmest slæbt ham indenfor, som var han et genstridigt æsel. Hun kunne se hans haser trække spor i sandet, mens hun selv forsøgte at komme på benene.
For første gang i lang tid følte hun en slags ømhed for ham. Nu slog de ham vel, tænkte hun, og måske dræbte de ham. Hende kunne de ikke slå ihjel, hun døde, den dag Tobit sendte hendes dreng bort sammen med en hund og en umoden, skægløs hvalp.
Og så var Tobit lige pludselig tilbage, og uden at hun havde set, hvordan han var sluppet fri af soldaterne. Han stod bare der i et pileskuds afstand og famlede frem for sig med sine lange, tynde fingre, som ville han finde et holdepunkt i den tomme luft. Hun så hans læber bevæge sig mimrende, nogle utydelige lyde slap ud, og nu råbte han hendes navn.
”Anna!”
”Tobit.”
Så var hun hos ham.
”Hvordan, Tobit …?”
Han tog hendes arm og trak i hende, som om det var ham, der skulle lede.
”Nu går vi hjem.”
 

 

KAPITEL 12

I EKBATANE

De første dage efter vielsen var der sært stille i Ekbatana. Selv æslerne var holdt op med at skryde, hundene gøede ikke mere, og gadedrengene drev uvirksomme rundt. Hele byen syntes at holde vejret. Dens indbyggere lagde stilfærdigt og i små grupper vejen om af Raguels gård, og alle medbragte gaver, og det hændte jævnligt, at snakken faldt på bryllupsfesten. Skulle der mon ikke bydes til gilde? Men så sænkede stemmerne sig til en hvisken, som var det upassende at tale højt om den slags letfærdigheder. Alt taget i betragtning. Og ingen nævnte dæmonen med et eneste ord, skønt alle tænkte på den.
På tredjedagen greb Tobias fat i Rafael og bød ham rejse.
”Rejse? Hvad mener du?”
”Ja, din opgave er jo løst, ikke? Og jeg har ikke brug for dig mere. Hvad forlanger du i løn, Azarga?”
”Jeg får min løn i Himlen,” sagde Rafael, der studsede over drengens kulde. Og var det endnu ikke gået op for ham, at rejsekammeraten ikke var nogen almindelig fætter? At han var sendt af Gud. Og ikke bare kunne sendes væk.
Åbenbart ikke.
”Azarga. En ting endnu! Du må tage tilbage til Nineve med bud til mine forældre. De har ikke hørt en lyd fra mig i al den tid og betragter mig vel som død.”
”Hvordan kan du sende mig bort med et fingerknips? Og hvordan kan du tro, at du kan løbe fra dit ansvar?”
”Mit ansvar?”
”Ja, du skulle jo bringe både penge og pige til Nineve. Du har kastet anker i den forkerte havn, min kære ven.”
”Men jeg kan da ikke forlade Sara. Og da slet ikke tage hende med. Hendes forældre vil aldrig slippe hende nu, hvor de endelig har fået hende igen. De lader hende ikke rejse bort og da slet ikke til Nineve af alle steder. Altså må jeg blive her.”
”Hør nu, min dreng: jeg tager til Rages. Alene. Og jeg henter din slægtning Gabael til Ekbatana. Og pengene, dem har du måske glemt. Og Edna og Raguel må holde bryllupsfest, som det hører sig til, det er klart. Men derefter så går turen altså tilbage til Nineve. Både for dig og Sara. Og så får I brug for mig.”
”Nej.”
”Jo.”
”Det bestemmer jeg.”
”Det bestemmer Herren, han er din hyrde, og du, Tobias, du er et forvildet får.” Trods det noget banale i billedet, forekom det Rafael, at ordene var velvalgte, for det var jo præcis sådan, det forholdt sig.
Men knægten lo blot. Han slog med nakken i trods og blev ved med at påstå, at han var sin egen lykkes smed. Nå ja, hans billeder er ved Gud ligeså banale som mine, tænkte Rafael. Men han så på Tobias med stor alvor og kraft i blikket.
”Tja, min dreng. Du har nok ret. Sådan er det jo. Desværre. Takket være Guds umådelige gavmildhed, så har du faktisk din frie vilje. Men så brug den dog til at gøre det rigtige!”
”Det er det, jeg gør.”
”Nej. Øv dig på ordene: ske din vilje!”
”Kunne aldrig falde mig ind.”
Rafael rystede på hovedet af lutter mismod. Han havde dog håbet, at rædselsnatten ville have åbnet drengens øjne og givet ham troens nådegave. Og en smule ydmyghed i tilgift.
Han besluttede at gribe til den yderste udvej. Den, han helst undgik. Og han spidsede blikket til det yderste og kastede et lyn lige ind i drengens unge, vågne øjne. Og han så ham blændes og vakle.
”Hvorfor skræmmer du mig, Azarga?”
”Det er jeg nødt til,” sagde Rafael.
Edna og Raguel stillede sig op foran deres elskede svigersøn. Hovederne hang ynkeligt, og de holdt hinanden i hånden som to børn. Kort sagt: de så akkurat så ængstelige ud som før i tiden, hvor de havde al mulig grund til at være det.
Det havde de ikke nu. Al ondskab var drevet ud af deres gård. Deres børn levede. De var sunde og raske. Og ligefrem lykkelige. Bryllupsfesten var for længst overstået. Og den havde oversteget alles forventninger, og skønt det nu var måneder siden, den sidste vin var drukket, de sidste danse danset til ende og musikkens toner døet hen, så kunne ingen blive trætte af at tale om al den pragt og rigdom, der så gavmildt havde udfoldet sig i hele Ekbatana og føjet endnu en perle til dens ry som verdens lykkeligste by. Skam og skændsel var afløst af hæder og ære. Alle var glade.
Eller nej, ikke alle. Der var to, som var ulykkelige. Det kunne de ikke skjule, navnlig ikke som de stod der og hang foran Tobias.
”Vi ved det godt,” begyndte Raguel tøvende, og Edna nikkede og stemte i. ”Ja, for vi så det i en drøm, det gjorde vi nemlig,” sagde hun. Og hun begyndte at græde.
”Men vi vil så nødig miste jer. Og vi vil slet ikke lade jer rejse.” Raguel hviskede ordene og bøjede hovedet.
I det samme kom Azarga slentrende hen imod gruppen. Han skubbede blidt Sara foran sig, og bag dem kom hunden vimsende. De stillede sig alle tre ved siden af Tobias.
”Men I rejser jo alligevel.”
Raguel så op nu, og han mærkede ikke selv tåren, der løb ned ad hans rynkede kinder, men Tobias så den og trådte frem og lagde armene om ham.
”Vi rejser ikke uden jer,” sagde han.
Raguel gjorde sig fri og tog atter Ednas hånd. Han tørrede hendes tårer bort og forsøgte et smil.
”Vist gør I så. Rejs med Gud. Vi to gamle bliver, hvor vi hører hjemme.”

 

KAPITEL 13

TILBAGE I NINEVE.

Nu havde hun hørt det med. Nattens drøm. Flagrende og uden sammenhæng. Som alle hans drømme. Men den her var alligevel anderledes, som en issyl var den. Og den ramte hende lige i hjertet.
Som regel lyttede Anna ikke til Tobit, når han begejstret, og endnu inden hun var vågen, stillede sig op ved hendes måtte og famlende rundt i luften og pibende af fryd udlagde nattens drømme for hende. Når han hidsede sig op med gebærder og fagter og falske lysglimt i de blinde øjne.
For hende fandtes der kun to ting i livet, som man kunne regne med: den ene var dagen, og den var grå, og den andet var vejen, og den var hård, men man måtte følge den uden et kny, for den førte derhen, hvor den skulle, og det nyttede ingenting til at jamre over den retning, den tog. Og det gjorde hun heller ikke, skønt hendes vej i de seneste lange tider havde været smertefuld som en fødsel.
For Tobit fandtes der også en tredje dimension. Drømmenes. Og nu havde han haft en drøm, og den skar sig ind i hende og var ikke til at holde ud.
Hun var stået op før ham og var gået ud til sin stol. Ja, for hun havde en stol, og den stod ved vejen, lige der hvor denne knækkede og førte bort fra byen. Og der havde hun siddet dag efter dag i umindelige tider. Og intet i livet kunne flytte hende. Slet ikke en drøm.
Hun sad ved den vej, hvor hendes dreng var forsvundet engang for så længe siden, at hun ikke mere huskede andet end et svagt billede af en fremmed mand, hvis skinnende gevandter svøbte sig lumsk og rethaverisk om en forsvarsløs dreng, der som et lam lod sig føre bort. Ud af hendes synskreds. Og der havde han befundet sig siden.
”Han lever.”
Og Tobit lænede sig faretruende ind over hende, støttende sig på de krogede stokke.
”Og han er kun en dagsrejse herfra. Jeg så ham vandre langs Tigris, og hans blik var vendt mod Gud, og over hans hoved svævede en ørn, og ved hans side gik en engel.”
Det var Tobias, han talte om. Han havde set det alt sammen i sin drøm. Og Anna rejste sig fra stolen, da han sagde det, og hun ramte ham med en benet næve midt i det blinde ansigt. Men hun slog ikke særlig hårdt, for ordene vækkede ikke kun smerte. De tændte en gnist af håb.
Hun faldt igen sammen på sin stol. Hvordan skulle hun slukke det håbløse håb, der nu rasede i hende med en sådan vildskab, at hun ikke mere kunne være i sin krop?
Tobias’ blik var nu ikke vendt mod Gud, og der svævede ingen ørn over hans hoved. Men der gik rigtignok en engel ved hans side, og englen fløjtede en rask melodi, som satte ekstra fart i alles fødder, og en hund kom vimsende hen til drengen og oversprøjtede ham med vand fra Tigris. Og den bjæffede, og drengen lo. Og pigen ved hans side lo med.
Nu var de nær Nineve. Kun en dagsrejse borte. Og Rafael takkede Herren, som denne gang havde fjernet enhver sten på deres vej og gjort hjemturen til en lystrejse. Midt i den milde, velsignede vår var de ilet gennem alle landskaber. Som vandrede de på himmelske skyer.
Og Rafael glædede sig. Nu kunne han snart slippe tømmerne og lade hestene løbe, som de ville. Og selv skulle han gud-være-evigt-lovet-og-takket hjem. Hjemløsheden havde varet urimeligt længe. Sådan var det, når man havde med de genstridige menneskebørn at gøre.
Tanken om Paradiset vækkede en heftig længsel hos ham efter det, han havde forladt. Skønt han for sig selv måtte indrømme, at her under de skyggefulde træer, omgivet af fuglesang og lyden af små pludrende vandfald, og med to forelskede unge i sin varetægt, da var man så nær det himmelske, som denne jord kunne tilbyde.
I den lille by Kasarin, som ligger få timers gang fra Nineve, gjorde de holdt og forhørte sig om forholdene i hovedstaden. Jo, de var tålelige, forlød det, kongen oprustede ganske vist, men hæren var ikke sendt i felten, og de daglige drab på jøder var ophørt. Sådan da. Man trak lidt på det, for de færreste var helt trygge ved den nye konge, der havde myrdet sig hele vejen til tronen. Og desuden: det vrimlede med soldater i gaderne, og den slags var jo som den slags nu engang var. Deres håndtering kunne de kaste fra sig i fredstider. Såmænd.
Såmænd, sagde Rafael og sukkede. Så tog han Tobias til side.
”Hvad nu, Azarga?”
”Vær tålmodig endnu en stund, dreng.”
”Jeg er ingen dreng mere.”
”Muligvis. Men et mangler du endnu.”
”Endnu en kamp?” Rafael fangede et glimt af frygt i de unge øjne og tænkte, at mere voksen var han så heller ikke.
”Du har mange kampe endnu, Tobias. Livet er en kamp.” Nu tyede han igen til en kliche, det vidste han godt, men det var jo sandt, og det skulle siges.
”Men …”
”Og jo før du indser det, jo bedre rustet er du.”
Forelskelsens tryllekåbe gled af drengens skulder, og englen så en nøgen og sårbar teenager, der stod ved en korsvej og skulle vælge.
”Bare du vælger det gode.”
”Men jeg kender det ikke, hjælp mig Azarga.”
”Har jeg ikke hjulpet dig hele vejen?”
”Jo. Det tror jeg.”
”Godt så, Tobias. Hold fast i troen, slip den aldrig. Og gå du kun roligt ind i Nineve.”
”Og Sara?”
”Sara bliver her. I Kasarin. Det er det sikreste.
Nu kom de til det sted, hvor vejen slog et knæk og førte frem mod byens største port. Lige før svinget, standsede Rafael og lagde en hånd på drengens skulder.
”Din far,” sagde Rafael.
”Ja, hvad ham?”
”Har du glemt, at han er blind?”
”Jeg har været længe borte, men jeg har ingenting glemt.”
Rafael holdt ham ud i strakte arme og så ham ind i øjnene og gjorde sig umage med blikket. Det skulle ikke blænde og ikke såre. Men det skulle virke.
”Hvorfor gør du det, Azarga?” hviskede Tobias og ville skærme øjnene med hånden. Men Rafael tog den blidt i sin og holdt den tilbage.
”Se på mig, Tobias! Den største prøvelse har du endnu i vente. Og det er der, du skal turde stå fast.”
”På hvad, Azarga?”
”På troens, håbets og kærlighedens grund.”
”Og hvis den skrider under mig,” hviskede Tobias og mærkede frygtens kryb under huden.
”Så er alt tabt.”
”Og du kan ikke hjælpe mig?”
Englen rystede på hovedet.
”Gud har villet det sådan,” sagde han lavt og slap drengens øjne.
Rafael gik med blikket rettet mod himlen. Han var langt borte i en bøn til Gud. Kunne du ikke for denne ene gangs skyld … Du kan jo se, hvor stor en tvivler han er, selv nu, efter at du har overøst ham med din godhed. Jamen, Herre Gud, nu er du for streng. Og du siger, at du elsker ham … Åh, jeg kan vel ligeså godt tale til skyerne som til dig.
 Og han vred sine skjulte vinger.
Derfor var det Tobias, der så hende først. Den lille skikkelse, der sad på sin stol ved vejen, viklet ind i lange gevandter, der skjulte hende så godt, at kun en lille tip af næsen stak frem. Og han kendte hende ikke. Men han så hende fare sammen, og han så hende springe op, og han så hende stumple sig i møde. Og da vidste han, at det var hans mor.
”Mor!” råbte han og ilede hende i møde og tog hende i favn.
Soldaten blev liggende på de kolde fliser foran kongen, mens han ventede.
Esarhaddon gjorde tegn til livvagten, der trådte et par skridt frem og stillede sig bag soldaten.
”Rejs dig!”
Manden kom hurtigt på benene godt hjulpet af livvagten, der pirkede til ham med sin lanse og morede sig med at prikke ham i halsen, da han endelig stod op.
”Og du siger, at I har kastet dem i fængsel?”
”De var mistænkelige jøder, Herre Konge. Jeg beklager, men jeg kunne jo ikke vide …”
”Når du ikke ved, skal du ikke handle.”
Soldaten tav. Det var ikke lige, fordi han brændte af lyst til at diskutere ret og rimelighed med Nineves nye konge. Det ville hav været halsløs gerning. Men han havde jo handlet ret i sin egenskab af vagt, for allerede på afstand kunne han se, at de to hanekyllinger ikke var harmløse handelsfolk. De var ganske vist iklædt pragtklæder, som en slags skalkeskjul, men de kom uden følgesvende og med sære vrøvleord på læben. Og den gamle jødekælling derude, hun havde klinet til den ene af dem og savlet og tudet. Sådanne folk kunne han da umuligt lade passere, og desuden: han havde jo ikke dræbt dem, han dræbte sjældent nyankomne og da aldrig uden kongens billigelse. Havde jo blot for en sikkerheds skyld kastet de unge mænd i fangekælderen. Det tog de vel ingen skade af.
”Før mig til dem!”
Soldaten rejste sig og begyndte tøvende at gå mod udgangen, eskorteret af kongen og livvagten, og bag dem fulgte et større opbud af kongelige soldater.
Så var de ved fængslet. Kongen gjorde tegn til mændene, at de skulle blive udenfor.
”Få os ud herfra, Azarga!”
”Rolig min dreng. Vi lider ingen nød. Her er jo både vand og brød.” Og han pegede på skålen med skimlet vand og humplen, som vagten havde sat ind til dem.
”Du er ikke sjov.”
”Nej.”
Englen tøvede lidt, så fortsatte han: ”Det her er alvor. Og nu giver jeg dig en lille æske, som du skal skjule inderst ved dit hjerte og altid have hos dig. Du får brug for den.”
”Som fiskens hjerte?” Tobias mumlede ordene og så Azarga nikke.
”Og du skal ikke være bange.”
”Det er tredje gang, du siger det. Og jeg er bange.”
”Det gør ingenting Tobias. Men vær ved godt mod!”
”Ja.”
I det samme hørte de døren skurre på sine rustne hængsler. I åbningen stod en ung mand, ikke meget ældre end Tobias.
”Esar!”
”Ja, Tobias. Det er mig.”
”Og du er konge nu?”
”Din konge og din bror.”
Tobias huskede drengen, som han altid skulle lege med, da han var helt lille, og far havde travlt i kongens råd. Den lille, spinkle dreng, som de større brødre gerne kanøflede. Og som Tobias forsvarede så godt, han formåede. Og som også dengang havde kaldt ham bror. Men som bed ham, når han var i det lune, og Tobias havde i al fald aldrig kaldt ham bror. Og kunne heller ikke gøre det nu.
”Du har måske glemt mig?” Stemmen havde mistet noget af sin varme.
”Nej,” sagde Tobias.
”Så kom i min favn!” Kongen åbnede armene, og Tobias gik lydigt ind i favntaget og tog imod det og forsøgte at gengælde det.
Kongen holdt ham ud strakte arme og så kærligt på ham. ”Du er blevet smuk, Tobias. Det vidste jeg nok.”
”Nå,” sagde Tobias uden at returnere smigeren. Han syntes, kongen var grim.
”Og nu er du min.”
Det krævede ikke noget svar, og Tobias ville heller ikke have været i stand til at give et. Han følte en sitren i hele kroppen og en voldsom lyst til at rive sig løs af det kongelige greb og styrte mod udgangen og bare løbe og løbe.
Men det kunne han jo ikke.
”Du siger ingenting, min elskede ven. Men du må jo også være ganske forfærdelig træt. Sikke da også en velkomst, du der fik.”
Kongen lo og slog ham hjerteligt på skulderen. ”Men nu skal du få det så godt.” Han gjorde et hovedkast mod Rafael og rynkede brynene, ”og ham fyren der …?”
”… er min rejsekammerat.”
”Nu har du så ikke mere brug for ham. Du skal ikke på flere rejser.”
”Nej, men … ”
Tobias kunne pludselig ikke holde den tanke ud, at Azarga bare skulle forsvinde.
”Men hvad …?”
”Han … du vil helt sikkert også kunne bruge ham. Han er ingen almindelig jøde, forstår du. Kan noget af det samme, som min far.”
”Aha. Er han seer?”
”Mindst,” sagde Tobias.
Esarhaddon begyndte langsomt at bevæge sig i en cirkel omkring Azarga, der blev stående, men drejede sig, så de hele tiden havde øjenkontakt, og Tobias så en iling fare gennem kongen og vidste, at nu havde fætteren sendt ham et af sine blikke. Var det ikke tåbeligt? Som om de ikke havde alt i klemme lige nu. Og så skulle han absolut blære sig.

 

KAPITEL 14

TOBIAS OG KONGEN

Tobias glippede med øjnene. Solens stråler faldt i en bred vifte ind fra vinduet og skar lyn i de fyldte karafler, som slaverne havde anbragt i sirlige hjerteformer, der syntes at blive levende i det funklende lys. Han mærkede sit eget hjerte dunke i brystet.
Dugfriske druer lå og glimtede som blå søer inde i hjerterne, og et broget bånd, der var flettet af gyldne vinblade og blomster i alle farver, snoede sig ud og ind mellem frugter og vin.
”Smukt ikke?”
Esar strakte sig dovent på den modsatte side af bordet, mens han kiggede over på Tobias. Han havde ikke solens skin i øjnene, og en tid lå han helt stille og betragtede sin nyerhvervede ”bror” med et sært vurderende blik, som om han lige ville sikre sig, at vin og frugt og blomster og dreng nu også gik op i en højere enhed.
Så lo han, og Tobias genkendte latteren. Uglad, som da han var en lille dreng. En blanding af miavende kat og knurrende hund.
Og han lo ikke med.
”Du er så tavs, min ven.”
”Jeg savner min familie. Det har jeg sagt.”
”Jeg har desværre en høreskade. Du ved … al den jammer fra fangekælderen. ”
”Esar. Du kalder dig min ven.”
”Jeg er din ven.”
”Så vis det!”
”Jamen, det ser du jo her.”
Han gjorde en fejende bevægelse ud i rummet, der var pyntet som til en fest, og rundt om havde han ladet opstille grupper af purunge piger, klædte i blomster og vinranker og ikke spor andet.
”Og her …”
Han pegede på vinen og druerne og slaverne, der stod parate til at adlyde det mindste vink.
”Alt det vil jeg dele med dig.”
Men jeg vil ikke have det, tænkte Tobias og turde ikke sige det højt.
Esar havde lovet ham, at han skulle se sine forældre. Og genforenes med dem. Og at han ikke ville miste Azarga. Nu syntes han at have glemt det alt sammen. Tobias havde ingenting sagt om sit ægteskab, ja, han havde fortiet selveste Saras eksistens. Han vidste ikke helt hvorfor. En fornemmelse.
”Du skal lade være med at tænke ud over øjeblikket, Tobias.”
”Er det det, du gør?”
”Jeg er konge.”
”Og jeg er træl.”
”Og en konge skal tænke langsigtet. Lægge planer, føre dem ud i livet.”
”Og en træl …”
”… skal være tilfreds.”
En tid var kongens smasken den eneste lyd, der brød stilheden. Tobias rørte sig ikke. Han ventede.
”Og det er du ikke, Tobias. Men jeg befaler dig at være det. Nej, ikke tilfreds. Lykkelig.”
”Jeg er lykkelig,” sagde Tobias meget lavt, men med vægt på hvert ord. Det gav et sæt i kongen.
Bare ikke her. Og bare ikke sammen med dig. Tænkte han. Men det sagde han ikke.
Kongen rejste sig. Han havde besvær med at komme på benene; ikke så sært, hans mundskænk havde ikke haft et ledigt øjeblik, siden de lagde sig til bords. Desuden var han tyk og tung og ikke sådan at flytte rundt med. Men nu stod han altså op, og nu gik han rundt om bordet og stillede sig lige foran Tobias. Han så ned på ham med noget, der lignede ømhed i blikket.
”Rejs dig, Tobias, og se mig i øjnene!”
Tobias rejste sig og så på ham uden at blinke.
”Jeg lyver ikke, når jeg siger, at jeg elsker dig.”
Nej, tænkte Tobias, det gjorde han sikkert ikke, men han havde nu en sær måde at behandle sine kæreste på. De fleste havde han taget livet af.
”Og nu forlanger jeg, at du gengælder min kærlighed.”
”Hvordan?”
”Du kunne jo f.eks. kysse mig.”
Tobias greb Esars hånd og ville føre den til sine læber, men nåede det ikke, før kongen trak den til sig med et vris og gloede arrigt på ham.
”På munden, din idiot.”
”Det kan jeg ikke.”
”Så skal jeg lære dig det.”
Han gjorde tegn til et par kraftige, sorte slaver, som sprang frem og greb fat i Tobias og holdt ham i et jerngreb, mens Esar smaskede løs på ham og blev ved og ved, indtil spyttet løb ned ad hans hage. Så endelig slap mændene ham, og kongen daskede ham på kinderne.
”Sådan, min kære ven. Det var vel ikke så svært, og nu er du for alvor min.”
Tobias havde sænket blikket. Han var bange nu, men ville ikke vise det. Stod og vaklede, men så tog han sig voldsomt sammen og rettede sig op. Han var næsten et hoved højere end Esar. Og nu sendte han kongen et blik, der var totalt renset for underdanighed. Det stolteste blik, han overhovedet kunne mestre. Og kongen følte sig åbenbart ramt, for han slog øjnene ned og bed sig i læben.
”Nej, Esar” sagde Tobias, ”jeg er ikke din.”
Tobias syntes, han kunne høre sin fars jublende stemme, da han sagde ordene.
Og han så, hvordan Esarhaddons vrede voksede og voksede, indtil luften dirrede af arrigskab. Pigerne silede lydløst ud af rummet, og de store, sorte slaver kom nærmere og dannede kreds om ham.
”Slæb ham ned i kælderen! Pisk ham!”
”Hvor mange slag, Herre?” kom det forsigtigt.
Et øjeblik syntes kongen at tøve. Der gled en skygge over hans ansigt.
”Ti,” sagde han lavt.
Så fortsatte han højere og med hård stemme: ”Ti i dag. Og ti i morgen. Og ti hver dag. Indtil det er slut. Resterne smider I for løverne.” De sidste ord hviskede han, som ville han ikke have, at de skulle høres.
Tobias hørte dem.
Det er ikke lige nu, de smider mig for løverne, trøstede Tobias sig selv, mens slaverne slæbte af med ham og trak ham ned ad de stejle trapper, der førte til fangekælderen. Her åbnede de en massiv dør og lodsede ham ind på et koldt, slimet gulv. Der stank som ind i Helvedet derinde, og hist og her dryppede det ned fra loftet. Kulden og fugten hang i alting, og rundt om sad enkelte fanger og jamrede, mens andre lå ned og lignede døde. Måske var de det. Tobias lukkede øjnene og forsøgte at trække sig ind i sig selv for at holde stanken og mørket i skak.
Hvad nu? Var det hele slut? Og hvor var Azarga? Ham kunne han godt bruge nu.
”Men jeg er jo lige her, min dreng.”
Tobias så op. Henne i et hjørne helt for sig selv stod Azarga. Han lænede sig ind mod muren og var stadig iført rejsekappen, og så vidt Tobias kunne se i halvmørket, lignede han sig selv og så ikke det mindste medtaget ud.
”Azarga! Hvorfor er du her? Skulle du ikke være i kongens råd?”
”Jeg tror ikke, han kan lide mig.”
”Heller ikke mig.”
”Men nu skal du høre Tobias. I morgen vil kongen sende bud efter dig, det er jeg sikker på.”
”Han vil piske mig ihjel, vil han.”
”Måske, men han vil først og fremmest tale med dig igen. Og så er det vigtigt, at du gør det, jeg nu beder dig om. Forstår du det?”
”Ja. Men hvad …?”
Azarga lagde sin hånd på hans skulder og talte længe og lavt med ham. Tobias nikkede og lovede.
”Jeg er en retfærdig konge,” sagde Esarhaddon til den unge mand, der stod foran ham med sænket blik og hænderne samlede på brystet. ”Og jeg har givet dig alle chancer, ikke sandt? Men du har jo ikke villet tage imod. Indrøm det, Tobias.”
”Ja,” sagde Tobias.
”Og nu angrer du, kan jeg tænke.”
Tobias svarede ikke, men han så op og smilede, da han endelig talte. Og ordene kom roligt og uden, at stemmen rystede.
”Vist er du en retfærdig konge, Esar, jeg kender dig jo bedre end de fleste, og derfor ved jeg også, at du ikke vil dræbe mig uden først at høre min bøn.”
”Jeg elsker bønner. Sig frem, min ven!”
”Er jeg stadig din ven?”
”Naturligvis.”
”Og alligevel vil du dræbe mig?”
”Ja, det er klart. Jeg kan jo ikke sådan gøre forskel på folk, vel. Ven eller fjende. Retfærdigheden må ske fyldest.”
Han gjorde en pause, så fortsatte han utålmodigt: ”Men du ville jo bede, ikke sandt. Så bed!”
”Ja, Herre Konge og … ven … du ved, hvor jeg elsker min far. Du holdt jo selv af ham engang. Husker du det?”
”Din far. Ja. Han er god nok. I kunne leve lykkeligt sammen, hvis du ikke havde valgt så tåbeligt forkert.”
”Ja, men det, jeg vil bede dig om, Esar, det er jo, at jeg må se ham en sidste gang.”
”Se ham?”
”Ja. Altså mødes med ham. Tale med ham. Vise ham min sønlige hengivenhed.”
”Hengivenhed, siger du. Din far kan prise sig lykkelig. At han har en søn som dig.”
Esharhaddon sank ned i sædet. Han fik et bedrøvet, næsten svømmende udtryk i blikket. Han førte en hånd hen over øjnene, så rettede han sig op.
”Se på mig Tobias!”
Tobias løftede blikket og så på kongen, der nu sagde, at han agtede at bønhøre sin uheldige bror, og han skulle få lov at tage en smuk afsked med sin far. Men … han tøvede lidt, og så forkyndte han med høj røst, at episoden skulle finde sted her og nu. Og at han, Assyriens mægtige konge, ville overvære hele det smukke og sørgelige sceneri, og han ville byde sine folk at møde op. Et sådant skue kunne jo ligefrem være opbyggeligt.
”Tak.”
Esar kaldte på et par vagter og talte en tid lavmælt med dem. De trak sig tilbage, og Tobias blev stående i samme stilling.
Esar flyttede sig i sædet. Tobias trippede nervøst. Tiden gik i stå, mens uroen voksede. Hvad var det nu, Azarga havde sagt, han skulle? Åh jo, nu huskede han.
”Kære bror. Kunne jeg ikke … bare?” begyndte Tobias. Han pegede mod kongens fødder.
”Kunne du ikke bare? … hvad … mener du? Åh ja så, mine fødder? … Nåh … sådan.”
”Ja. Men bare et lille øjeblik.”
Tobias strittede nervøst med pegefingeren. Den kunne slet ikke holde sig i ro, og nu viste den frem mod hele den kongelige person. Og ikke kun fødderne.
”Naturligvis, det gør du da bare,” sagde kongen uroligt.
”Tak …”
Tobias trådte hurtigt to skridt frem og så soldaterne gøre det samme. Så standsede han. Soldaterne standsede.
”Det … det går an …” Esar rakte ligefrem hænderne frem imod ham.
Langsomt begyndte han at gå hen mod tronen, men ved forhøjningens kant greb to af soldaterne fat i ham og ville trække ham tilbage.
”Nej, nej, lad ham fortsætte … han … han er så træt. Min fangekælder er ikke just nogen luksusbolig, vel Tobias?”
”Nej.”
Tobias lod sig falde ned på den forhøjning lige der, hvor kongens skammel stod.
”Og du stinker.”
”Ja.”
Skamlen var af anseelig størrelse, og Tobias sad nu i øjenhøjde med de kongelige tøfler, og når han vendte sig og kiggede opad, kunne han se hele Esarhaddon tårne sig op. Et faretruende kødbjerg, der ludede hen over ham.
En let skramlen, og han mærkede som et strejf af en fod hen over hovedhårene. Det føltes som et spark, der kiksede, og han hørte kongens sære, uglade latter.
Det kriblede i hårbunden. Så bøjede han atter hovedet og krummede sig forover, og sådan blev han siddende. Om lidt sparker han mig, tænkte han.
Der var blevet uhyggeligt stille i salen, efter at latteren var døet hen, og Tobias syntes, at han ligefrem kunne høre Esars tunge åndedræt over sit hoved. Men så hørte han noget andet. En skramlen bag sig. Var det mon kongen, der rejste sig? Han turde ikke vende sig om og se efter.
”Bror,” kom det deroppe fra. Det lød venligt nok, men man skulle ikke lade sig forføre af stemmens klang, tænkte Tobias, Esar havde før dræbt sine brødre. Med koldt blod.
”Rejst dig, bror!”
Tobias kom langsomt på benene, men blev stående med ryggen til kongen. Han mærkede hans hede ånde i nakken, og nu en hånd på sin skulder.
”Vend dig om!”
Tobias vendte sig. De var i øjenhøjde nu. Det glimtede gult i kongens øjne. Tobias så lige ind i dem uden at blinke.
Bagefter huskede han ikke, hvor længe de stod sådan, fanget af hinandens øjne, men pludselig slap Esar hans skulder og pegede ud i salen.
”Se! Der kommer han. Din far.”

 

KAPITEL 15

EN ENGEL PÅ OVERARBEJDE

De fanger, der ikke var halvdøde eller på vej ind i en lignende tilstand, stirrede stift på Rafael, som ikke havde bevæget sig en tomme, siden soldaterne slæbte af med Tobias. Og han stod stadig lænet mod den rå mur, som om intet var hændt, velklædt som altid, velnæret, ren og tilsyneladende godt tilpas. Han nynnede en smuk melodi. Det kunne sandelig også gøres nødig med lidt opløftende toner hernede, hvor alt var så hæsligt. Så smilede han blegt til sine medfanger, og beklagede i sit indre, at de ikke var hans bord. Ikke lige nu i al fald. Desværre.
Her var da ellers nok at tage fat på for en engel, tænkte han lidt fortrydeligt. Hvorfor forlangte Gud Herren altid, at man skulle fokusere på enkeltpersoner og stort set glemme alle de andre? Det var jo vældig fint, at de nu var i færd med at redde en lille håndfuld jøder, så deres livsbane fik et lykkeligere forløb. Men hvad med resten af staklerne? Som nu dem, der sad her og rådnende op i den fugtige kælder, og som slugte ham med øjnene, som om han kunne redde dem ud af suppedasen. Det kunne han ikke. Det spørgsmål måtte han ved lejlighed tage op med Herren.
Han sendte sit særlige engleblik raden rundt og håbede, at det i det mindste kunne indgive dem en smule mod og håb, og han så da også enkelte lyse op, mens andre dukkede sig.
”Så, kære venner, nu må jeg desværre forlade jer. Vi ses måske senere.”
En hårdt såret fange stablede sig med besvær på benene. For en times tid siden var han blevet losset ind på stengulvet med et velrettet spark. Han havde mistet alle sine tænder, og det blødte stadig fra hans mund.
”Forlader os, siger du? Vrøvl! Ingen af os kan forlade det her sted.”
”Ingen af jer. Det er rigtigt. Men hav det nu så godt,” sluttede han og følte, at lige den replik var ret kikset, situationen taget i betragtning.
Så forsvandt han ud gennem væggen og var borte.
Tobit sad i sin krog. Men han var ikke alene. Hunden lå med snuden i hans skød; af og til peb den og slog halen mod jorden, så støvet rejste sig i en lille kaskade. Og Anna var sunket ned ved hans anden side og lænede sig ind mod ham med hele sin vægt. Han lagde forsigtigt sine arme om hende og følte sig næsten en smule glad. Skønt det jo var aldeles upassende, når ens søn var kastet i fangekælderen som en anden forbryder. Onde tunger sagde endda, at kongen ville dræbe ham. Men det kunne vel aldrig passe, for det var jo ikke ret længe siden, at samme konge havde bedyret, at drengen var hans ven, ja ligefrem hans bror. Og man dræber jo ikke sin bror. Eller … det gjorde man måske? Tvivlen skar i ham. Troen var svundet ind til en lille, vigende skygge i kanten af hans bevidsthed.
Så var det, at alt med ét begyndte at blusse. Som om en eller anden ukendt kraft blændede op for det sollys, som ellers var ved at trække sig tilbage. Og ikke blot inde i de to gamle og i hunden blev der lys, men hele gården mistede sine skygger og al sit mørke, og til sidst lå den badet i et funklende skær.
”Frygt ikke!”
Den stemme. Tobit kendte den. Han foldede hænderne, og Anna lagde begge sine hen over hans og knugede dem så hårdt, at knoerne blev hvide. De løftede samtidig blikket mod den strålende skikkelse foran dem, og selv om Tobit var blind, skar den sig vej gennem hans blindhed, og han så, at den fyldte hele gården, skønt den ikke var større end deres egen Tobias.
”Du er ikke Azarga,” sagde han med en stemme, der rystede.
”Nej,” sagde englen, ”Jeg er Rafael.”
”Guds Engel,” hviskede de to gamle i kor, mens de holdt om hinanden og lukkede øjnene.
”Ja,” sagde Rafael. Han tøvede lidt, så fortsatte han. ”Undskyld Tobit. Men jeg så jo din tro, eller rettere: jeg kunne slet ikke få øje på den. Derfor alt lyset.”
”Ja lyset,” sagde Tobit. ”Men det er for meget.”
Rafael trak lyset til sig, og gården lå atter og drømte i den nedgående sols vigende lys. Og skyggerne tegnede sig, hvor de plejede og faldt også ind over de to gamle ansigter, der nu syntes mørkere og tristere end før. Kun hunden stod tilbage i den sidste, smalle solstråle. Den vimsede med halen og løftede hovedet og bjæffede højt.
”Jeg er her for jer,” sagde Rafael.
Tobit bøjede hovedet, men forblev tavs. For han vidste ikke mere, om han turde tro på englen. Den jo havde været der hele tiden, lod det til, og uden at han havde vidst det. Den havde leget med ham og hans, og nu havde den fejlet. Havde det så endda været fætter Azarga, som havde trådt så grumme forkert, så ville han have båret over med ham. Han var jo kun et menneske. Men en engel! Det var utilgiveligt. Og han løftede sine blinde øjne mod ham.
”Er du?”
”Ja.”
”Men hvorfor tryller du så som en anden omvandrende gøgler? Lyskunster interesserer mig ikke det mindste.”
”Jeg har jo sagt undskyld, ikke. Desuden, jeg er jo kun en engel.”
”Og du kan lide at blære dig.”
”Måske lidt.”
Tobit smilede. Og han mærkede, hvordan tvivlen langsomt blegnede, mens den tro, han havde kendt hele sit liv, begyndte at fylde hans sind. Han sukkede dybt.
”Så tak da. Men forstår du, kongen vil dræbe mit barn.”
”Og jeg gentager: jeg er her for jer.”
”Men hvad vil du, at vi skal gøre?”
”Jeg ved præcis, hvad I skal gøre.”
Og englen bøjede sig frem og favnede de to gamle, mens han uden hastværk satte dem ind i sine planer. Hunden pressede sig ind imellem dem, som om den ville høre med. Den rejste ørerne og holdt halen i ro.

KAPITEL 16

OG DET SKETE

”Nej, nej, nej, du skal da sidde på tronen, dit gamle fæ. Slip ham Tobias! Op på forhøjningen med dig, gamle mand! Og alene. Troede du måske, du skulle have sønnen på skødet? Det ville se kønt ud … ha ha ha …”
Denne hæslige latter.
”Hører du, Tobit!”
Den gamle forsøgte lempeligt at gøre sig fri af sønnens favntag, men Tobias holdt ham fast. En soldat trådte larmende til og begyndte at slå løs på dem med sit tunge våben. Tobias reagerede ikke, men Tobit ømmede sig højlydt. Så vristede han sig fri, vendte sig om og gik hen til forhøjningen. Krumbøjet begyndte han opstigningen. Fandt sig i at blive herset med og halvvejs løftet til vejs, indtil han faldt sammen på tronen. Han genkendte lugten. Stadig den dyreste salve i kongeriget. Ja, ja … sådan havde også Sankerib undertiden leget med ham. Og spottet ham. Men det var dengang, og han havde ikke altid fundet sig i det. Nu havde han en søn at tænke på, og han måtte adlyde kongen til punkt og prikke. Det havde han jo oven i købet lovet selveste Guds Engel. Han var lige ved i tanker at kalde ham Azarga. Men han hed jo Rafael og var ingen slægtning, som man havde gået her og bildt sig ind. Og været så stolt af. Verden var fuld af falskhed, men denne her hørte jo til de bedre. De bedste, rettede han sig selv, mens han skubbede sig til rette.
”Og du, Tobias, du lægger dig på knæ neden for skamlen og lukker øjnene. Sådan ja. Smukt, ikke sandt? Og så skal vi have pigerne frem! Og musikken!”
Han gjorde en håndbevægelse, og musikerne tryllede sørgetoner frem, mens pigerne begyndte at danse i en kreds om den knælende mand. De var klædte i lange, hvide gevandter og lignede døende svaner.
”Sådan. Spillet kan begynde. Du har ordet, Tobias. Og I andre lytter og lærer.”
Selv stillede han sig ud til højre og syntes at falde en smule sammen, som var han træt af hele sceneriet, inden det rigtig havde foldet sig ud.
Rafael stod halvt i skjul af mængden, der havde taget opstilling i salen; herfra var der et godt udsyn, og skulle det gå rent galt, så var han jo ved hånden. Tænkte han, og vidste samtidig, at drengen lige nu var på Herrens Mark og måtte klare sig, som han bedst kunne. Her gjaldt kun hans egne valg, og endnu kunne han træde forkert.
”Kære far i det høje, du, som tog imod mig, da jeg fødtes og som styrede min fod, indtil jeg snublede, og du ikke mere kunne nå mig, du, som er mit lys i livet, og det dyrebareste, jeg ejer, jeg beder dig tilgive mig alt, hvad jeg har forbrudt imod dig, for jeg ved, at du har elsket mig, siden verdens grundvold blev lagt.”
Nej, nu overdriver han, tænkte Rafael og strakte hals og lyttede videre. Men Tobit syntes ikke overvældet.
”Tak min dreng for de ord. Ja, jeg tilgiver dig. Men også jeg har en bøn til dig.”
”Ja, far.”
”Jeg beder dig så mindeligt om at vise mig din kærlighed.”
”Den kan ikke vises, far. Kærlighed er tro. Så meget har jeg da lært.”
”Men så vil jeg så gerne, at du viser mig din tro.”
”Men far, jeg er jo en tvivler, det ved du nok, og hvordan skal jeg så kunne …”
Han tøvede og nåede ikke at fuldføre sætningen, før kongen afbrød ham. Han var hvid om læberne, og han dirrede af vrede.
”Hvad er det her for noget forbandet sludder? Hvad er det, I står og rabler af jer, HVAD!!?”
Far og søn tav.
”Jeg har i sinde at dræbe din søn, Tobit. Er det slet ikke gået op for dig?”
De tav stadig.
”Og så står I der og vrøvler løs om kærlighed og tro !!!”
”Og håb,” sagde Tobit, ”men så langt nåede vi ikke.”
”Håb?” Kongen lod underlæben hænge.
”Ja. Undskyld konge. Det er sikkert vanskeligt for dig at finde mening i disse nye og for dig ukendte ord. Men det er jo ikke din skyld, og du skal ikke være så ked af det.”
Gamle Tobit lænede sig frem og virrede med hænderne, mens han gjorde, hvad han kunne, for stemmen skulle lyde både trøstende og faderlig, så at kongen kunne falde lidt til ro, men det havde da vist den modsatte virkning, tænkte Tobias, mens han nervøst betragtede kongen, der havde stillet sig så tæt på ham, at små spytdråber ramte ham i ansigtet, hver gang herskeren åbnede munden.
Han havde aldeles ingen vanskeligheder, skreg han. Heller ikke med at forstå. Og han var ikke ked af det, nej, han var rasende.
Og kongen tog til at hoppe op og ned på stedet som en femårig, og pludselig forekom det Tobias, at de var tilbage i barndommen. At det var den samme lille, arrige unge som dengang, der nu stod og skabte sig. Og om lidt bider han mig, tænkte Tobias og tørrede sig i ansigtet med det ene ærme.
”Og nu! Nu stopper det her!” hylede Esar.
Men hvad var det nu, Azarga sagde, jeg skulle gøre, hvis kongen fik et raserianfald?
Pludselig tågede alting hen for Tobias, og det var, som om han selv blev slæbt ti år tilbage og ikke mere kunne finde voksent fodfæste.
”Mine øjne!” tordnede den gamle. Og de så alle op på ham, mens han lod de hvide blinde øjenæbler rulle i hovedet.
”Jeg er jo blind!” råbte han.
Og da huskede Tobias.
”Åh nej, far, du tager helt fejl. Du kan se langt bedre end nogen af os andre.”
”Javist. Men det gælder ikke!”
”Jo, det gør. Kære far, lån os dit klare syn! Især kongen, for det er ham, der er blind.”
Mens han sagde det sidste, sænkede han stemmen til en hvisken, men de nærmeste hørte ham, og kongen stivnede, men sagde ikke noget.
”Esar, min far kan se. Forstår du, hvad det betyder?”
Det var stille meget længe. Kongen lod foden skrabe hen over en af de gyldne fliser. Skrab, skrab, skrab. Eneste lyd. Men nu rejste den gamle sig fra tronen og vaklede ned til de unge mænd.
”Læg jeres hænder på mine øjne!” sagde han, da han nåede helt ned og stod foran dem.
”Ja,” sagde Tobias.
”Hva’?” sagde Esar.
Tobias havde, siden han forlod kælderen, holdt sin højre hånd skjult i kjortlens folder. Han mærkede nu det tynde fedtlag klistre mod huden. Fiskegalden fra den lille æske. Inden de forlod kælderen, havde Azarga smurt det omhyggeligt ud i hans håndflade og sagt, at han skulle bruge det, når tiden var inde.
Det var den nu.
”Hvad skal vi gøre?” spurgte Esar spagt.
”Lægge jeres hænder på mine øjne,” gentog Tobit langsomt.
Tobias hævede sin højre hånd og som i trance fulgte Esar hans eksempel, og samtidig trykkede de forsigtigt deres håndflader ind mod Tobits blinde øjne. I det samme løsnede de hvide hinder sig og hvirvlede gennem luften og lagde sig til rette på fliserne.
”Ved Isthar, han kan se! Han kan virkelig se. Oh, store Gudinde, der er sket et mirakel her hos mig!” råbte kongen.
Tobit spærrede øjnene op og sendte kongen et langt blik. Så smilede han for første gang i mange år.
Esar græd.
Tobit lænede sig frem og kyssede hans pande; så lagde han en hånd på hans hoved.
”Velsignet være du, mit barn. Assyrernes konge.”
Esarhaddon bøjede hovedet.
”Du har vist ikke grædt længe,” sagde Tobit stille.
”Jeg har aldrig grædt.”
Da Rafael var nået halvvejs gennem kongens prægtige have, mærkede han varmen og kiggede op og så Herrens milde åsyn tone frem mellem to mælkehvide skyer.
Hvad nu?
”Det er da ikke, fordi du har blandet dig helt vildt i det, jeg har foretaget mig indtil nu, Herre,” sagde han og undrede sig.
”Det har ikke været nødvendigt.”
”Og det er det så lige akkurat her. Og lige nu?” spurgte Rafael.
”Ja.”
”Og hvad skal jeg gøre.”
”Ingenting. Du skal hjem?”
”Mener du, at jeg skal forlade dem og rejse hjem?”
”Er da ikke det, du ønsker?”
”Jo, klart nok. Men …”
”Men?”
”Menneskene. De …”
”De klarer sig.”
”Mon?”
”Rafael dog. Tvivler du på mig?”
”Lidt måske.”
”Men du så jo selv kongen græde.”
”Ja.”
”Der ser du? Der er håb for dem.”
”Ja.”
Så foldede den store engel sine vinger ud, sukkede dybt og hengav sig til den længe ønskede himmelflugt.
Men hans ”ja” blev hængende en tid i den smukke have, hvor det blandede sig med fuglenes sang, og lyttede man opmærksomt efter, ville man måske ane en snert af tvivl i det lille fine ord.
 
 
 

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *