Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
Selvbiografisk stof er sært euforiserende. Det synes jeg i al fald. Og det er det sikkert for de fleste, der forsøger sig i genren, og rigtig mange holder da også den slags skriverier for sig selv: i dagbøger, i skuffer, i notesbøger sågar.
Jeg læser i øjeblikket Peer Hultbergs ”Selvbiografi”, og han skriver heri forarget og vredt om sin mor og far. Mest om moren. F.eks. om hvordan hun opbevarer sine dagbogsnotater om sin lille søns udvikling i en notesbog, hvori hun også fører sit husholdningsregnskab. Det er næsten blasfemi, synes den voksne Hultberg. Sådan at sidestille sin lille søns første spæde livsytringer med lister over mel og gryn og ost og mælk.
Ja, Hultberg er MEGET vred på sine forældre og har vel haft grund til det, men netop den opsparede vrede og den voksende selvmedlidenhed, der ind imellem får ham på grådens rand ( skriver han)  er sikkert årsagen til, at han ALDRIG udgav disse selvbiografiske udgydelser.
Det syntes han åbenbart ikke, at andre skulle forlyste sig med. Men … men … men der er andre af hans fiktive bøger, som i høj grad tærer på Hovedstolen. Byen og Verden f.eks. Og det er jo fin camouflage – og desuden måske det mest moralske. Eller hvad?
I al fald er det ikke Hultbergs skyld, at vi i dag kan sidde og ynkes over den lille formobbede dreng, der sendes i skole som 5 årig iført ”pige”strømper og svimlende angst og af forældre, der er så revnende ligeglade med hans følelser, eller måske rettere, er så totalt blottede for empati, at de slet ikke orker det der med følelser. Men da Hultberg døde, fandt man manuskriptet, som han altså ikke udgav – og man udgav det. Sammen med et brev, som han skrev til sin mor efter hendes død. Han gav forældrene et forfærdeligt eftermæle, og de har sikkert ikke været bedre, end han skriver, men måske har han villet holde det for sig selv. Måske. Jeg ved det ikke. Ganske vist skriver forlaget på omslaget, at manus skulle udgives ved forfatterens død. Jeg tror ikke rigtig på det ( uden at have foretaget research) – også fordi stilen er så langt fra den vanlige sikre, som vi kender fra Hultbergs værker.
Her et lille uddrag:
Jeg havde ingen kontakt med mine skolekammerater, jeg havde ikke een eneste ven. Eller veninde. Jeg var fuldstændig alene. Overladt til mig selv. Jeg legede en smule med min søster måske, men ellers var der intet. Mille, vi var venner et halvt års tid, men hun var jo en tre år ældre end jeg. Min mor kunne ikke følge mig rent åndeligt. Og for resten heller ikke hvad praktiske ting angik, jeg var fingernem, det var hun bestemt ikke. Vores piger kunne heller ikke, udover måske en enkelt, Elin, som kunne tegne så smukt. Min far havde ingen interesse i mig. Jeg var helt henvist til mig selv. Det var en ensomhed der var uudsigelig. Jeg læste rejsebeskrivelser, fremfor alt om sydhavsøerne, som de dengang hed. Jeg ville væk. Du keder dig vel ikke, spurgte min mor ængsteligt, men jeg beroligede hende og hun lod sig straks berolige  ( side 46).
Et par løsrevne sætninger fra bogen:
Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom (47)
Hvor var han dog et ækelt individ. Det er et udtryk der igen og igen kommer tilbage til mig. (52)
Min far kørte på første klasse i toget når han skulle til København. Min mor på tredie.(53)
Min far var altid kålhøgen og som regel på en ubegavet måde. (60)
Skammen over min far var værre end skammen over min mor. Min mor var bare lidt dum, men hun var sød og kærlig, min far var bare dum og brovtende. (61)
Og sådan kan man blive ved. Det er næsten for meget. Faren var dommerfuldmægtig og moren hjemmegående.
Tænke sig, jeg har intet godt overhovedet at sige om min far. (52)
Hvor blev jeg dog svigtet af mine forældre i min barndom.