SOM JEG HUSKER DET 2 – SOMMEREN FØR MØRKET


 
Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
I nogle indlæg – jeg ved ikke hvor mange – vil jeg forsøge at fortælle lidt om mit liv. Mest for mig selv måske – et forsøg på at erindre nogle episoder og mennesker, som har haft betydning. Det vil blive springende – har tænkt at lade tastaturet tikke, som det selv vil og så bare forsøge at følge med.
ANDET AFSNIT
SOMMEREN FØR MØRKET
Titlen er stjålet fra Doris Lessings roman: “Sommeren før mørket” – og jo ganske misvisende, for den sommer var dog ikke efterfulgt af lutter mørke – men alligevel virkede det sådan i bevidstheden.
Måske bare fordi sommeren var så ualmindelig lys – jeg husker lyser. Og den nære fremtid syntes så uigennemtrængelig. Mere dunkel end mørk. Men truende alligevel. I al fald for et skvat som mig.
Jeg har senere tænkt på, at alle de mange tusinde af unge, der sendes på efterskole hvert år i det her land, måske har føler noget lignende, eller i al fald en usikkerhed. Første gang hjemmefra. Men de kommer jo hjem igen efter et år.
Her var der 3 års udsendelse og velsagtens aldrig en hjemsendelse. Det var slut med at være barn. Fra nu af måtte man leve i eksil.
Det var sommeren 1959.
Hvad skete der i juli måned det år? Ingenting tror jeg. Husker kun en ubehagelig fornemmelse af, at jeg skulle sendes væk – skæres af træet ( for nu at udtrykke det bibelsk) – forvises. Jeg kunne ikke finde positive ord for det, der skulle ske i august.
En pigeskole – uha.
Og en kostskole.
Og langt væk.
Og alene.
Og tre år.
Meget har jeg fortrængt.
Men foråret husker jeg. Den lykkelige tid. Her var lyset klart og vinden et langt kærtegn.
Der var selvfølgelig en realeksamen.
Det ville gå OK med den mundtlige eksamen. Den var jeg ikke nervøs for, her kunne jeg jo snakke mig fra det meste. Værre med den skriftlige – bogstaverne ville ikke altid (sjældent) falde, som de skulle, og jeg kunne ikke rigtig se det. Trods effektive kurser var jeg stadig ikke god til at stave.
Men jeg havde alligevel så stor tillid til mine egne evner, at det lykkedes mig at få overtalt far og mor ( husker nogle svage protester) til at lade mig og min bror og en god kammerat stikke af midt i den lange læseferie. På cykel ud i det blå. Med soveposer og kogegrej.
Jeg ved ikke, om vi bildte de rare forældre ind, at vi skulle læse på stranden. Men de var nu meget liberale i deres børneopdragelse, og hvis vi fandt det i orden at tage ud i naturen i stedet for at boge den bag nedrullede gardiner, så var det i orden med dem.
Vi læste selvfølgelig ikke på den strand. Vi levede så vidt jeg husker ganske ubekymrede i nogle herlige dage og nætter. Boede på stranden – sov på det hårde sand, vejret var med os. Jeg ved ikke, hvor længe vi levede som halvvilde, men det føltes dengang og huskes i dag, som var det selveste evigheden.
En morgen vågnede jeg, lige før solen stod op og lå længe og betragtede det fantastiske naturfænomen derude, hvor himlen og havet langsomt blev sat i brand af en sol, der endnu ikke var krøbet over kimingen. Så bragede ildkuglen op. Og jeg tænkte på Jakob Knudsens smukke salme, og hvor lykkeligt, det må have været for ham og senere for os, at han kunne finde netop de ord, der gengav oplevelsen så smukt. Det er jo det, store digtere kan. Jeg husker, at jeg havde lyst til at synge højt, men ved siden af mig lå to snorkende drenge, så det ville nok ikke have været populært. Så sov jeg vist igen. Dengang kunne man jo sove når som helst og hvor som helst.
Solodanserinde Ulla Poulsen, dengang kendt i hele Danmark ( og i udlandet) havde sommerbolig tæt ved, og en aften kom hun ned til os. Vi var i færd med at tilberede et måltid mad. Hvad maden bestod af, har jeg glemt, jeg husker kun kartoflerne, som vi kogte i havvand. Hun syntes, at det var morsomt, at vi boede på stranden. Der var vi helt enige.
Så var der jo alligevel den realeksamen. Den var lidt plagsom at tænke på. Den skriftlige del var klaret, og jeg syntes i grunden, at det var gået rimeligt. Stilen var sjov at skrive – jeg husker ikke den præcise formulering, men den handlede om menneskets vilkår i en moderne verden, og jeg husker, at jeg tog udgangspunkt i Ole Sarvigs digte, som jeg heldigvis kunne nogen stykker af udenad. Det her citat satte jeg som overskrift og brugte det til at at illustrere det ”nye menneskes” fremmedhed i verden: ”Vi er landet på en fremmed klode. Vi er sået som frø af en ukendt art.” Trods alle stavefejl fik jeg topkarakter for den opgave.
Her ses vi på vej hjemmefra. Anders, Hans Bodilsen og mig – vi var et fint trekløver dengang.
 


Og ankommet til naturen, der tog smukt imod os.

Klart, at Anders lavede mad. Her kommer han med en gryde et eller andet.

Og om aftenen sad vi om bålet og snakkede til det blev dunkelt – mørkt blev det jo ikke i maj.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *