De mens = ude af sind – men ikke ude af sig selv

Støvring Bibliotek 1999

Skagen Bibliotek 2015

 

 

Gymnasielærer Mads Strarup skriver i Kristelig Dagblad d. 18. december 2015 en kronik om sin mor: Jeg har nu besøgt min mor for sidste gang”. Moren døde af alzheimer.

Jeg læste kronikken ret omhyggeligt, som jeg altid gør, når emnet er demens. Blev dog hurtigt klar over, at det ikke handlede om sygdommen, men om Mads Strarup og hans liv. Ved at fortælle om morens sygdom og sin egen reaktion på den, finder han ud af, at man kan skrive sig ud af ulykker og ind i glæden. (citat):

…”påmindelse til mig selv om at skrive, når livets omstændigheder rammer én. Skrive, når jorden skælver, men også når træerne vokser ind i himlen.”

Hans mors sygdom var (selvfølgelig) en ulykke for ham og ved at skrive om det, skriver han sig ud af ubehaget, fanger det og gør det til tekst, noget, man kan forholde sig til. (citat:) skrive for at indkapsle nuet og bevare en flig af det … som et snapshot af noget, der allerede nu har transformeret sig til datid.”

Godt nok. Han vil efter den indsigt sikkert skrive meget mere om sig selv og sit liv. Og få meget ud af det. Men vi andre vil få knap så meget ud af at læse om det.

Han skriver ikke meget om sin mors sygdom, han skriver i det hele taget ikke meget om sin mor. Han bestemte nemlig med sig selv, at han ville indskrænke sine besøg på plejehjemmet til et minimum, så han har ikke fulgt hende ind i demensforløbet..

JEG HAR IKKE besøgt hende meget i den tid, hun har boet på plejehjemmet – og nu hvor hun ligger på sit yderste er der ingen vej tilbage for den beslutning. Det var sådan, de sidste år af min mors og min fælles tilværelse her på planeten blev – og jeg fortryder det ikke. Det er ikke en hård eller for den sags skyld nedvurderende kommentar, men bare min måde at håndtere en situation og en omstændighed, som selv mine nærmeste venner har haft problemer med at forstå voldsomheden og dimensionerne af.”

Hvor er det synd! Og hvor er det almindeligt! Og hvor ville jeg ønske, at det kunne være anderledes! Den opfattelse, at man skal skære de syge væk, som man skærer en kræftknude væk, er kronikøren desværre ikke ene om. Jeg siger desværre, for ALDRIG har mennesker haft så meget brug for at mærke deres nærmestes kærlighed, som når de rammes af en sindslidelse. Og ALDRIG får de så lidt kærlighed, som når de rammes af en sindslidelse.

Det gælder alzheimer og det gælder alle andre sindslidelser. Jeg ved en smule om de ting: har selv haft en svær depression, og det var både skamfuldt og noget man undgik at snakke om. Og jeg har haft en kræftlidelse, og det kunne man snakke om, og fra alle sider strømmede det ind med sympati og medleven.

Og jeg har haft demenslidende i min nærmeste familie. Min mor havde alzheimer og min bror en vasculær demens efter en hjerteblødning. Og selvfølgelig var det hårdt at være pårørende, og selvfølgelig havde man somme tider lyst til at løbe skrigende væk. Smerteligt at se dem, man elskede så højt, blive så invaliderede. Sådan en fortvivlelsens dag sagde jeg til min brors læge: ”Jeg ønsker bare, at han snart vil dø.” Der blev en lang pause, så sagde lægen: ”Tænker du nu på dig selv eller på din bror.” Jeg måtte med skam indrømme, at jeg tænkte på mig selv. ”Ja, for din bror er glad for at være i live,”  sagde han. Og det vidste jeg jo godt. Især var han glad, når vi kom. Så lyste han ligefrem af glæde. Og lidt efter lidt kom en samtale i gang, som ikke som i gamle dage handlede om litteratur eller historie eller noget andet kulturelt eller politisk, men om det daglige liv omkring ham. Og især om kærlighed. Evnen til at holde af havde, han jo ikke mistet.

Med min mor var det ligesådan. Hun glemte til sidst, hvem jeg var, men hun lyste op, når jeg kom, og jeg nåede ind til hende hver eneste gang, og vi snakkede – hun havde ikke altid de rigtige ord, men hun forstod, at vi var midt i en dejlig samtale, der handlede om livet lige her og nu. Og især om kærlighed. Evnen til at føle, havde hun jo ikke mistet, og selv om hun ikke mere forstod, at jeg var hendes barn, så forstod hun, at jeg var en, der holdt af hende. Og det gjorde hende glad og tryg.

Jeg vil ikke skrive mere om det. Interesserede vil kunne finde stof andre steder på bloggen under kategorien ”demens”. De vil også kunne finde min bog om min mor på biblioteket: Skyggelys”.

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


9 - = null

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>