noget om kropskultur

 

 

  

Tidens dyrkelse af den perfekte krop

 

 

 

Det er ikke noget nyt, at man dyrker menneskekroppen, det viser bl.a. de mange overleverede statuer fra oldtiden. Den spændstige atlet, den skønne kvinde, den fuldkomne krop. Det var ikke menneskekroppens biologiske under af samspillende væsker og kød og knogler og nerver osv., der var genstand beundring. Det var forestillingen om den plastisk skønne krop, som man kunne udødeliggøre ved at hugge den i sten og marmor. Så stod statuen der og kunne beses, men selv drømte folk ikke om at ændre på den krop, de nu engang var blevet velsignet med fra naturens hånd. De glædede sig over det smukke kunstværk.

 

I dag er det anderledes.  Nu er det nærmest blevet et krav til folk, at de skal gøre ALT for at omforme kroppen og komme til at ligne noget andet end det, de er, og rigtig mange bruger en stor del af deres tid og kræfter på at forsøge at skjule eller forandre den naturlige krop. De lemlæster den med dramatiske operationer (bryster, kønsdele og uønskede ”deller”), og de camouflerer sig bag sminke og lånte fjer og knokler løs med fysisk træning i et af de talrige fitness- eller wellnesscentre. Og alt sammen for at kunne leve op til det umulige ideal: at fremstå toptunet hele livet og presse kroppen ned i tidens idealform og det helst gennem hele livet. Ikke så sært, at nogen af dem afkorter omtalte liv!

 

I forrige århundrede svor de såkaldte meningsdannere til gamle Kaptajn Jespersens ideal: en sund sjæl i et sundt legeme. Det lyder godt, og hver morgen i noget nær en menneskealder brølede kaptajnen sit budskab ud i æteren og ind i stuerne. Følgende citat er taget fra bogen ”Viljestærk og Hjerteglad”, som er skrevet af Helle Kolding, og det er kaptajnen, der her taler:  ”Ret ryggen! … I ønsker jo ikke at være kagekoner eller ormstukne og mølædte personer med stive knæ, diskusprolapser og blodpropper.”

 

Som jeg husker det, fokuserede den gamle kaptajn nu mere på kroppen end på sjælen. Men allerede i hans tid lå der en god portion foragt i synet på de gamle og syge (diskusprolaps og blodprop) eller de ”grimme” ( kagekonen). Det lå i tiden, at kun raske mennesker for alvor duede, og man vedtog eugenetik-programmer, der kan få mine grå hår til at rejse sig, ja, hele den første del af 1900-tallet herskede en racehygiejne, som man skulle tro var løgn efter holocaust, og selv kloge folk som Thit Jensen og hendes bror Johannes V. Jensen spillede med på den melodi. Og i arvehygiejnens navn tvangssteriliserede man langt op i 50’erne psykisk syge, og en del af dem dræbte man åndeligt ved lobotomibehandling ( = det hvide snit).

 

Så slemt er det ikke mere, men måske er vi på vej derhen? I al fald genkender jeg foragten for den svage ( syge, gamle, arbejdsløse). Man skal helst føle skam, hvis man er førtidspensionist og ikke kan arbejde, eller hvis man er tyk eller har for små/store bryster, for mange hår på kroppen, for små/sære kønsdele, for dårlig hud eller andre fysiske skavanker. Det lyder alle steder fra, at man jo bare kan tage sig sammen og investere tid og penge (som man i den situation ikke har) på et bedre udseende, en raskere krop, en stærkere psyke osv. Hvilket for omtalte mennesker som regel er umulige krav. Værst er måske, at mange ganske normale unge går rundt med en voldsom selvforagt, fordi de ikke formår at kravle synderlig langt op ad skønhedsstigen eller score høje points med hensyn til succes i karriereforløbet.

Det kristne/humanistiske menneskesyn: – at vi alle er gode nok, som vi er- det er ikke bare på retur. Det er yt!

 

 

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


+ 1 = seven

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>