22 – Anekdote 4 –


Kilde: Lars Hesselholt: Hulsigminder – fra Kandestederne til Tranestederne.
Onkel Lars’ lille erindringsskrift er en af de fineste kilder til viden om folk i Hulsig og omegn fra omkring hundredeårsskiftet ( 1900) – han foretager en skriftrejse fra Kandestederne til Tranestederne og omtaler omhyggeligt gård efter gård – og fortæller samtidig små historier om folkene, der boede der. Årstal er der ingen af, så her må man gætte sig frem.
Han skriver sådan her om stedets liv i almindelighed: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne var, såvidt jeg mindes det fra min barndom ( født i 1893) , som en samhørende familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder, held og uheld. Jeg mindes aldrig at have mødt misundelse, hvis det gik en godt, men derimod medlidenhed, hvis det gik en dårligt. Det var en ret ufrugtbar egne, og der sad mange små jordbrugere med 3-4 køer og en hest. Hvis en sådan husmand mistede en ko eller hesten døde, blev der næsten altid iværksat en indsamling til støtte for den skadelidte. Jeg har som stor dreng tit været ude med en sådan liste og mindes aldrig at have mødt modvilje.
Beboerne i det lille, men langstrakte samfund, var nok lidt særprægede. Jeg har vist været i hvert hjem fra Kandestederne til Peter Tranes og kendte alle beboerne og havde et indtryk af alle.” ( side 52)
Onkel Lars beskriver dem nu gård for gård. Enkelte skilte sig dog ud som særlige personligheder, og om dem går der nogle historier. Her er et par af dem. Mads Mortensen var en af de mere velhavende gårdejere, han var dygtig til at drive gården og tjente desuden en del ved at sælge martørv. Der har været penge på kistebunden i det hjem. Og så var han slagfærdig.
En dag blev han inviteret til Gaardbogaard af etatsråd Jørgensen, der netop havde bygget et tårn på herregården. Bønderne stod nu i tårnet og kiggede ud over landskabet. En af dem var temmelig pralende, han kunne altid mere end de andre, mente han – det var Peter Madsen. Nu så Peter ud over havet og sagde: “Herfrå ka’ a si hiel til Læsø – det ka’ I ajjer nok intj!!!” – “Ka’ du intj si længer?” spurgte Mads Mortensen. -“Ka’ du da si længer?, spurgte Peter Madsen. – “Jo,” sagde Mads Mortensen, “a ka’ da si månen, det er da længer hen.”
En anden gang var Mads Mortensen hos købmand Møller i Skagen. De var lidt fine på den, de købmænd. Hørte absolut til det finere borgerskab, og det gjorde bønderne i Hulsig absolut ikke – og det fik de undertiden at mærke. Men Mads lod sig aldrig mærke med noget, og smalltalk jordede han med fornøjelse. En dag spurgte købmanden til hans helbred. Jo, mente Mads, det var nogenlunde, dog havde han problemer med den ene ben. Jamen, det var alderen, bedyrede købmanden. Vrøvl, svarede Mads, hans ben var lige gamle, og det andet fejlede ingenting.
Mads havde en kone, der gerne ville være lidt fin. Det var hun jo nok også, men ikke så fin som dem i Kandestederne – der havde den finere kogekunst holdt sit indtog med Kokholms Hotel og de mange rige badegæster. Der havde Ane hørt om uhyrlige ting så som safran, der kunne farve det kedelige grå mad om i lystige farver. Sådan et mirakelmiddel ville hun også gerne eje. Og Mads fik besked på at købe – men glemte det gang på gang. En dag huskede han det imidlertid og sagde til Møller, at han da for resten skulle have safran med hjem til Ane. “Jo, men safran, det er jo dyrt,” købmanden så skeptisk på bondemanden, der stod der i sit ikke alt for rene tøj. Et lille brev på et halvt gram kostede skam 25 øre ( mange penge dengang ) – Godt, sagde Mads, “lad mig så få et pund.” Købmand blev lidt hylet ud af den – det var et voldsomt køb, og desuden, hvem kunne betale det? “Ja, a hår da pæeng med!” sagde Mads og holdt på sit. Enden på det blev, at købmanden måtte gå rundt til alle sine konkurrenter og indkøbe safran, indtil Mads havde sit pund. Det betalte han og gik stolt hjem til Ane. – “Så håer a safran til dæ, Ane!” skulle han have sagt, da han kom hjem, og min onkel Lars er ret sikker på, at der nu efter alle disse mange år stadig må være gemt temmelig meget safran på loftet.

Onkel Lars har en sørgelig fortælling med i sin lille bog. Den handler om min tipoldefar Chr. Krøgh. Han boede i det, der hed den nordre Krøghsted ( det blev for år tilbage købt af Martin Gårdlund, som købte begge Krøghstederne, og han brød det her sted ned og byggede det sydlige Krøghsted om til en stor gård – det er den, der nu ligger lige nordvest for banen, længerne er i dag lavet om til sommergæster ) – i den nedbrudte gård boede min tipoldefar Christian Krøgh og hans kone Christiane. Chr. var musikalsk og spillede fantastisk violin – folk kom i hjemmet for at høre ham. Men han var desværre også alkoholiker, og det kunne han ikke leve med. En dag gik han op på loftet og hængte sig. En dag mange år senere besøgte min farmor, Lise, sin bedstemor ( Christiane ) Hun var en lille pige og glemte aldrig, hvad hun oplevede den dag. Bedst som de sad og hyggede sig, hørte de trin på trappen til loftet – derefter hørtes en vandre frem og tilbage deroppe, og min farmor spurgte sin bedstemor, hvem det dog kunne være, og Christiane svarede den lille: “Ved du ikke, hvad dag det er? Han kommer altid en tur på loftet på sin dødsdag.” Den lille pige var ikke bange, hun gik på loftet for at se efter den døde bedstefar, men loftet var tomt.

Farmor døde, da jeg var 11 år. Hun fik brystkræft og ville ikke opereres, og jeg ved ikke, hvor længe hun så levede med sygdommen, men jeg husker hende som stilfærdig og ret alvorlig – men hun snakkede ikke til os børn, ikke til mig i al fald, og på et tidspunkt kom hun på Skagen Alderdomshjem, hvor vi ganske vist besøgte hende, men heller ikke her synes jeg, at hun var snaksom. Ikke over for børn. Jeg husker hendes bagværk. Hun bagte fantastisk gode kager. Min farfar har jeg jo ikke kendt, han døde i 1919.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *