163 – Janus igen igen …

Undertiden synes jeg, at Janus er den vigtigste person i “Hændelser ved Hulsig” – ikke fordi han fylder så mange sider i den store bog, men han fylder meget i min bevidsthed, og jeg ville nødig give et forkert billede af ham. Det ved jeg jo nok, at jeg slet ikke kan undgå: man kan nu engang ikke fiske forfædrene op af mølposen og tro, at man kan friske dem op, så de ligner det, de engang var. Man må nøjes med at samle smulerne af den viden, man kan opspore og tilsætte en nødvendig mængde fantasi. Gør man sig umage i den proces, så skulle resultatet gerne falde nogenlunde heldigt ud. Jeg har gjort mig umage. Men hver gang, jeg finder et nyt spor, tænker jeg, nå da … det vidste jeg ikke om ham.

F.eks. vidste jeg ikke, at Janus var så  ”from”  - en dyd, jeg ikke har arvet efter ham, og det forekommer mig, at mine nærmeste heller ikke har/havde hang til fromhed. Min far var afgjort en livsnyder – nyder, ikke snyder! – og mine søskende og sågar mine børn, synes at ligne ham på det punkt. Ren hedonisme, tænker jeg undertiden, og kan godt blive en smule forarget – for selv kender jeg glæden ved askesen. Men så alligevel: jeg holder nu også af livet det i al dets sanselighed.

Janus’ fromhed, for nu at vende tilbage til hovedpersonen, kan man læse af hans ungdomsgriflerier. Han skrev flittigt og noget af det er bevaret. Meget af det forekommer i al fald mig småkedeligt. F.eks. er han i 1885 ansat som karl på en propietærgård “Stadegaard” nær Brøndelsev, og mens han er der, skriver han en slags “logbog” hvor han minutiøst  redegør for hver dags store og små hændelser og gøremål. At dømme efter dagbogen er hver dag et langt arbejdsforløb og bortset fra enkelte afstikkere til kirken sammen med “Jomfruen”, vel sagtens husets datter, oplever han ingenting, der er værd at skrive om, og skønt han nu er 23 år hører man ikke om andre piger end Jomfruen. Og hvis han havde været bare lidt forelsket i hende, så kunne det vel spores i dagbogen. Måske har han allerede i nogen tid sværmet for Elise fra nabogården ( min farmor) ? I romanen ser det sådan ud, men det kan jo være opdigtet?

Jeg vil i det følgende afskrive en del af dagbogen fra foråret 1885 på Stadegaard.

Skildring af Ophold på Stadegaard og ved Ophold paa Kijær i nævnte Tid:

Den 1. Maj forlod jeg mit Hjem i Skagen Landsogn om Morgenen Kl. 6 og Kl. 10 og 55 Minutter forlod jeg Frederikshavn med Toget og kom i Kupe med en Nordmand, som jeg hele Tiden var sammen med til Brønderslev, som jeg naaede Kl. 1. Jeg forlod Stationen og begav mig til Stadegaard, hvor jeg skulde have Tjeneste efter først forskellige Gange paa Vejen at have spurgt mig for, naaede jeg Stadegaard kl.2,30 og meldte mig til Tjeneste hos Hr. Proprietær Olsen. Jeg nød en Forfriskning og talte derefter omtrent en Timestid med Proprietæren og begav mig derefter tilbage til Brønderslev for at hente mit Tøj, og vi kørte til Stadegaard, som vi naaede ved Solnedgangstid. Ankommen til Stadegaard fik jeg mit Kammer anvist, hvor jeg satte min Kuffert og lidt mere Tøj. Kammeret var stort, ca. 50 kvadrat Alen og Møbleret med 1 mindre Bord, 1 Sevantebord med Vaskefad og Vandkande og en Seng. Dets øvrige Udsmykning var ikke stor.

3. Maj – I morges blev en Stud syg af Trommesyge, den fik strax en Halmvisk i Munden og blev trukket ganske forsigtigt, den fik flere Gange et Par Flasker Medicin ad Gangen, den fik Øl kogt paa fede Fyrrespaaner, Kalkvand og en Gang et helt Æg slaaet ned i Halsen. I Eftermiddag blev 2 Køer syge, alle Kreaturerne kom sig efter et Par Dages Forløb undtagen den ene Ko, som var syg af Forslugenhed, den vedblev at være tyk i  Bagbenene,, navnlig i Haserne, som blev gnedet i Kamfer Spiritus.

De første 5 Dage have vi arbejdet ved Bøgen med en Mark, hvori der er saaet Havre, som vi blev færdige med i Fredags. Vi have hver Morgen begyndt Arbejdet i Marken Kl. 5 Morgen og fortsat til Kl. 11,30 , begyndt igen Kl. 1,30 og fortsat til Kl.8 Aften med Undtagelse af en halv Times Ophold Formiddag og Eftermiddag til Mellemmad. Arbejdet har gaaet rask hele Tiden.

 Janus forsætter som sagt med at skrive om dagens arbejde. Et par gange deltager han i et biavlermøde hos lærer Jensen i Baskjær Skole. Her får Janus skrevet side op og side ned om biernes liv, og biavlerhåndværket gennemgås omhyggeligt.

En enkelt gang er han til koncert ( vel i Brønderslev) og ser i den forbindelse “Dands” – måske er han til ballet? Hvad han fik ud af det, hører man ikke noget om.

Som Mette skriver i sin kommentar til ovenstående, så er det helt sikkert ikke i dagbogsnotater, at man finder sandheden om et menneske – kun den del af den, som skriveren ønsker, at læseren skal kende: og den er ofte pyntet som et italiensk juletræ.

Alligevel vil jeg slutte dette indlæg om min gode farfar med at afskrive indledningen til hans dagbog fra militærtiden. Det er i 1882, og den unge karl er nu nået til sit treogtyvende år. Jeg gengiver ordret indledningen til dette afsnit af hans liv, der begynder med rejsen. Beskrivelsen af rekruttiden ligner beskrivelsen af tjenestetiden på Stadegaard: én lang minutiøs skildring af hver dags trivielle gøremål. Spændende har det ikke været. Janus skriver et sted, at han keder sig. Det forstår man.

Men i beskrivelsen af rejsen til København er kedsomheden langt borte. Det er virkelig nyt og spændende. Endnu.

Tirsdagen d. 23. August 1882 om Morgenen forlod jeg Skagen Landsogn for at begive mig til Kjøbenhavn for der efter Ordre at aftjene min Værnepligt ved Den danske Marine. Ved Aalbæk Kro kom en Kammerat til mig for at gjøre mig Følgeskab til Kjøbenhavn, da han ligesom jeg var indkaldt til Marinen. Kjørslen til Frederikshavn gik godt, og Kl.9 naaede vi Byen, min Broder og vores Tjenestekarl fulgte os ud paa Jernbanestationen, hvor vi tog Afsked med dem, og Kl. 11 forlod Toget Frederikshavn, og nu gik det i rivende Fart vest paa. Jeg tændte mig en Cigar og rygende og i Samtale med de andre Passagerer gik Tiden rask hen. Kl. 2 og nogle Minutter kom Toget til Aalborg. I Følge med en Skagbo og min Kammerat begav jeg mig ned til Dampskibet., som først forlod Aalborg Kl.6 om Eftermiddagen. Imidlertid holdt vi os i Arbejde med at strejfe om i Aalborg; jeg besøgte Kasernen og andre Steder og talte med min Landsmand og Bekjendte L. Peter Jørgensen, som var Soldat.

Endelig blev Kl. 6. Dampskibet skjød fra Broen. Kajen var besat af Mennesker, som tilvinkede os deres Farvel og Levvel. Sejladsen paa Limfjorden var dejlig. Vejret var smukt og Dampskibet gled rask ned ad Limfjordens rolige og spejlblanke Vande der paa begge Sider vare bedækkede med Skove, Græsmarker og store Gaarde med smukke Bygninger, som i Solens Glands malerisk tegnede sig for Blikket. Ved Hals gjorde Dampskibet holdt udenfor Broen og et Par Baade kom ud med nogle Passagerer og noget Gods og tog noget med i Land igjen, hvorefter Dampsskibet fortsatte Rejsen videre ud ad Limfjordens Munding og efter en halv Times Forløb Kl. omtrent 8 forsvandt det sidste Glimt af det gamle Jylland for vore Blikke. Solen var allerede gaaet ned, Vinden var stille og Havet saa stille og roligt som en Indsø. Jeg stod paa Agterdækket og saa ud mod mit gamle Fødeland, som jeg nu for første Gang stod i Begreb med at forlade, uvilkaarlig kommer man til at tænke paa sit gamle Fødeland, sit Hjem og sine Slægtninge, hvilke jeg alt skulde forlade for en længere Tid, og jeg kom til at tænke paa hvorledes de vilde se ud naar jeg kom igjen, men jeg kunde tænke saa langt hen, at mine Tanker svimlede, men skue ind i Fremtiden til nogen Fuldkommenhed stod dog ikke i min Magt, og jeg kunde derfor ikke udrette andet end anbefale det hele i den almægtiges Haand, hvilket ogsaa kan være nok, thi ene han formaar at udrette noget. 

Vi gled imidlertid rask fremad og snart var ethvert Glimt af Landet forsvundet for vore Øjne, man saa kun Himmel og Hav. Bag os saa man saa langt Øjet kunne naa Skummet af Damphjulenes Pladsken, der viste sig ligesom en hvid alfar Vej i det stille blaa Hav og ganske sikkert var denne Vej ogsaa bleven befaret Hundrede og altter Hundrede Gange af de stolte Skibe. Nu faldt Mørket paa, og jeg redte mig et Leje paa Sække, Kufferter og andet hvoraf der laa fuldt op dernede, jeg faldt imidlertid i Søvn og sov til Kl. 11 om Natten, og jeg var, da jeg vaagnede, saa øm i Kroppen af mit ubehagelige knoglede Leje, at jeg maatte op og gaa mig en Tur paa Dækket for at faa Lemmerne rettede igjen, her blev jeg ogsaa snart kjed af at være, da det baade regnede og blæste; jeg gik da ind igjen og ryddede noget Bagage til Side og lagde mig ned paa det bare Dæk og tog en Vadsæk under mit Hoved og saaledes blev jeg liggende til Kl. var 3 en halv om Morgenen; Da jeg kom op paa Dækket igjen begyndte det at gry ad Dag og i Sydøst kunde man se Kronborgs Fyr; det gik rask fremad og efter en halv Times Tid vare vi ved Helsingør. Dampskibet gjorde holdt og en Baad fra Land bragte nogle Passagerer og noget Gods i Land, derefter fortsattes Rejsen videre gjennem Øresund, som var opfyldt af Skibe. Jeg opholdt mig hele Tiden fra vi kom til Kronborg Slot til vi kom til Kjøbenhavn paa Dækket og betragtede nysgjerrigt den for mig fremmede Kyst. Ved Indsejlingen i Øresund saa man til højre Kronborg Slot, som mægtig og ligesom stolt af sine gamle Minder hævede sig op mod Kysten, lidt længere mod Syd saa man Helsingør og paa Vestsiden deraf saas ikke mindre end 5 Vejrmøller ikke langt fra hinanden. Langs Vestkysten af Øresund kunde man fra Dampskibet se den smukke Østkyst af Sjælland, der var bevokset med Skov og anden Plantevækst, hvoriblandt laa store grundmurede Bygninger, Fabrikker, Villaer og andre, der alt vidnede om denne Egns store Frugtbarhed og Beboernes Velstand. Kl. 6 en halv vare vi paa Kjøbenhavns Rhed, der bedækkedes af stolte Sejlere hvoraf største Delen laa til Ankers. Kjøbenhavn hævede sig foran os med sine mægtige Tårne og mange stolte Bygninger og glad over, at jeg nu snart skulde se Danmarks Hovedstad og største og smukkeste By med al dens Rigdom, Pragt og Herlighed, faldt den Tanke mig ind at jeg maaske her skulde træffe Farer og Fristelser større end jeg hidtil havde fundet i Livets forskjellige Veje, jeg tog derfor den faste Beslutning, at jeg i Herrens Navn vilde følge min egen Overbevisning og ikke lade mig vende eller dreje af noget. 

Vi vare nu komne til Kjøbenhavn, Dampskibet blev fortøjet Landgangsbroen lagt ud og Politiet stillede sig op i to Rækker en paa hver Side af Broen for at beskytte de Rejsende mod de paatrængende Kjøbenhavnere. Jeg tog mit Tøj paa Ryggen og gik i Land; aldrig saa snart var jeg kommen uden for Politiets Rækker før Logisværterne mødte med deres Addressekort i Haanden som de søgte at paatvinge enhver som de mente skulde have Logis i Byen; Bybudene og Vognmændene tilbød at befordre vort Tøj og ledsage os til vort Logis; jeg afslog imidlertid enhver Tjeneste og begav mig i Følge med nogle flere Kammerater, ledsaget af en Skagbo op i Nyhavn Nr. 10 paa Beværtningen Jylland “A C Nielsen” hvor jeg var bestemt paa at vilde have Logis og hvor jeg ogsaa blev meget venligt modtaget. Onsdag og Torsdag spadserede jeg i Kjøbenhavn og gjorde mig lidt bekjendt med de ved Nyhavn nærmeste Gader, besøgte om Torsdagen Thorvaldsens Museum, hvor Thorvaldsens mange smukke Mesterværker, tilligemed en Del Malerier, Medaljer og grædske Oldsager ere opbevarede. Ved Indgangen kjøbte jeg et Katalog hvori der fandtes Navn til hvert Billedstøtte, Maleri og andet paa Museet efter tilsvarende No.

Fredag den 26. August begav vi os efter Ordre ombord paa Logisskibet efter først i vort Logis at have drukket et Glas Punch. Vor Vært fulgte os ud til Toldboden, hvorfra vi med Baade bemandede med Marinesoldater, som i dette Øjemed vare til Stede, blev færgede over til Broen, hvorude vi spadserede videre ombord paa Logisskibet.

Jeg har intet ændret ved min farfars retskrivning – han sætter kommaer omtrent efter det moderne pausekomma-system, men han har ikke arvet sin slægts ordblindhed.

Efter disse optegnelser fra rejsen går han over til at skrive om rekruttiden.

One thought on “163 – Janus igen igen …

  1. Jeg tænker lidt, at denne type journal måske siger nok så meget om tiden som om manden? Var det ikke sådan, at selve det at skrive blev betragtet som en slags selvfølgelig aktivitet for et dannet menneske? At brevkorrespondance og journalskrivning var noget, man følte pligt til? Hvis formen – journalskrivning – var sådan lidt en norm-bundet form, så har der vel nok også været en masse, han bare ikke har kunnet få sig til at skrive, fordi, den slags skrev man ikke?

    Mon ikke den person, der fandt vej til siderne i hans journal, var den person han følte han burde være, nok så meget som et korrekt portræt?

    Det uddrag du tidligere gengav herinde på bloggen, hvor han lover dydighed og effektivitet ligner (næsten lidt for meget) de selv-formaninger, som din hedonistiske datter alt for ofte har givet sig selv (som ganske ung også i dagbogsform), men som i gennemgående grad er blevet siddende urealiserede på papiret… :) Var han from og dydig of karakter – eller af ideal?

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*


* three = 12

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>