Det følgende kapitel handler lidt om, hvordan det har været at være barn i Hulsig: barn på landet i tiden før 2. verdenskrig. Det kunne udvides og vil også blive det, men måske kun med en række billeder. Jeg ved det ikke – jo nærmere, vi kommer den dato, hvor jeg egentlig havde tænkt mig at sende bogen ud, jo mere synes jeg, den mangler i flyvefærdighed.
Vi flyver i al fald ikke i år.
 

Barnelivet

Hvordan var det mon at være barn i Hulsig? For det fattige barn var det uden al tvivl en nådesløs tid. Det var reglen mere end undtagelsen, at børn fra husmandssteder og landarbejderhjem kom ud at tjene fra de var små. Og der var rigeligt med både fysiske og psykiske knubs i vente for et lille, fattigt barn.
Og selv om det ikke var et fattigt barn, så var barndommen ofte en skærsild, det gjaldt om at komme helskindet igennem, og ikke alle børn var så heldige. Optugtelsen var hård.
Jeg talte for et par år siden med en ældre landbokone, Rene Nielsen. Hun var gårdmandsdatter, og familien var ikke fattig. Hun fortalte mig, hvordan hun som 7 – 8 årig var blevet sat til at vogte gårdens heste, og så skete der det ulyksalige, at det lille barn glemte dyrene og ”kom til at lege” i stedet for at holde vagt, og i den tid, hvor hun var uopmærksom, havde de set deres snit til at gå ind i kornet og æde løs. Da hendes far kom og opdagede ulykken, fik barnet en omgang prygl, og der blev ikke lagt fingre imellem.
Fattigdommen lå overalt som en trussel i tiden, og den kunne ramme de fleste familier, om man ikke gjorde sig umage i det daglige, og her havde selv det lille barn et medansvar for, at det ikke skete.
Min mor var Hulsigpige, og det var hendes hjertensveninde gennem hele livet, Sigrid, også. Mor var uddelerens eneste datter og sikkert forkælet, men hjertensveninden var barn af Laurits Christensen, der i folketællingen står opført som arbejdsmand. Han var ud af en slægt, hvor mændene i generationer havde været bådsmænd, altså redningsfolk, og de har uden tvivl været respekterede for deres mod og handlekraft, og man har i den forbindelse sikkert ikke skelet til social status. En slags adelsmærke trods alt. Ikke desto mindre var der små kår i hjemmet, og Sigrids storesøster, Marie,  kom ud at tjene som lille pige, og hendes barndomshistorie kunne sagtens danne rammen om en roman akkurat så hjerteskærende som Nexøs skildring af Ditte Menneskebarn.
Sådan var tiden. Det vrimlede med små menneskebørn, der fra en tidlig alder lærte at klare sig selv uden den forældrestøtte, ethvert barn behøver, for slet ikke at tale om pædagog- eller psykologhjælp. De var udsatte børn i alleregentligste forstand.
Mor kom ikke ud at tjene. Og som voksen pige blev hun ansat i butikken, og i folketællingerne kan man se, at hun har titel af ekspeditrice.
Hvordan livet formede sig for et almindeligt hulsigbarn i ”gamle dage”, kan man læse i den fine, lille erindringsbog ”Mit Liv”, som er fortalt og skrevet af Kaja Rasmussen, født Thomsen.
Kaja blev født på den store Karredgaard, og skønt meget har ændret sig, siden dengang den unge lærer Chresten, som vi mødte i romanens kapitel 3, løb strandlangs og stak op over klitterne med kurs mod Karredgaard, så har de godt og vel hundrede år ikke ændret voldsomt på vilkårene for et lille barn. Og navnlig når det drejer sig om børneopdragelsen har tiden nærmest stået stille. Jeg citerer nogle passager fra den del af Kaja Rasmussens bog, der handler om barndommen. De er taget fra siderne 5 til 10. Her får vi et indtryk af et Hulsigbarns liv, som det udfoldede sig i årene før 2. Verdenskrig.
Mit barndomshjem indtil 1940 var en gård, som ligger helt nede mod klitterne ud mod Kattegat. Derefter flyttede vi til min fars fødehjem, et lille husmandssted i Hulsig. Her boede jeg til min konfirmation i 1942.
I mit fødehjem boede min mor og far og mine fire brødre. En overgang boede også mine bedsteforældre i huset, fordi de ikke kunne klare sig alene.
Mit hjem omkring 12-års alderen var et lille husmandssted. Der var stuehuset næsten det mindste. Der var en lille stue, et lille kammer og et soveværelse samt et køkken. Der var også et rum, som vi kaldte ”nede i det gamle”. Der var et spisekammer og et lille kammer, som kun blev brugt til at opbevare gamle ting i, da der ikke kunne fyres.
Mit eget værelse var den ene ende af sovekammersengen. Den delte jeg med min lillebror. Jeg havde kun en æske til at opbevare mine ting i.
Det med at bade foregik, når mor havde vasket storvask. Så var der fyret op og godt varmt ude i udhuset og gruekedlen var fuld af varmt vand. Vi fik alle en tur i baljen. Det var festligt. Til daglig vaskede vi os i vaskefadet i køkkenet, når der var blevet fyret op i komfuret. Der skulle jo varmes vand. Pumpen stod ude i gården.
Toilettet – eller lokummet – som vi kaldte det, var også ude i udhuset. Toiletpapir kendte vi ikke. Det var gamle aviser, der blev klippet i pæne stykker med en snor igennem og hængt op på væggen. Det var fint, når far havde fået en gammel telefonbog af centralmutter. Der kunne blive mange stykker af den……
En dag i mit barndomshjem: Jeg er født på en gård, hvor der var 12 køer, 2 heste, grise, får og høns. Når mor og far stod op ved 5-tiden om morgenen var det far, der røgtede dyrene, mens mor tændte op i komfuret, og så var der lunt og varmt vand. Mor gik i stalden og malkede køerne. Det var altid mors arbejde.
Ved 6.30-tiden blev der kaldt på os fem børn. Så var der dejligt varmt vand til at vaske os i, inden vi skulle i skole. Mor smurte madpakker til os og sørgede for, at vi kom afsted….
Om sommeren gik vi små i skole fire dage og de store klasser to dage om ugen. Det var sådan, at vi skulle hjælpe til i marken og med dyrene. Mor sørgede for at få køerne ud på græs. Den gang gik de ikke ude om natten.
Mor var mest ude og arbejde med alt, hvad der skulle gøres. Der var ikke råd til at holde karl. Så når vi kom hjem fra skole hjalp vi også til med at luge roer og gulerødder. Der skulle også laves mad. Vi spiste altid varm mad til middag. Når vi så kom hjem fra skole stod den varme mad og snerrede på komfuret.
Når det blev aften og der igen var sørget for dyrene og lukket for hønsene, spiste vi til aften. Så blev hængelampen over spisebordet tændt. Det var en petroleumslampe. Det var tid til lektielæsning. Mor stoppede strømper og lappede tøj. Det foregik alt sammen ved bordet for, at vi kunne se ved lyset. Far reparerede sine fiskegarn i et hjørne af stuen. Det lugtede ikke altid lige godt.
Far fiskede fra en robåd for, at vi kunne få den daglige mad. Den stod på fisk fem dage om ugen. Der var for det meste lidt kød lørdag og søndag. Nogle gange skød far havmåger. Så fik vi mågebøffer. Det var kun brystet, som kunne spises. Det smagte godt.
Hvis far var heldig og der var mere fisk end der var brug for, kørte han på sin cykel til Skagen ca. 12 km og solgte fisk på auktionen. Så blev der en lille skilling i pungen.
Far var også sin egen smed. Han kunne lave alt muligt, f.eks. ringe til vognhjul og hestesko, ja, jeg synes næsten, han var en tusindkunstner. Far var også med i redningsvæsenet, så han gik strandvagt, når det stormede.
Mor havde nok at gøre med at sy gammelt tøj om, som hun fik fra noget familie i København. Det blev syet om til os børn og samtidig kartede og spandt hun også alt det garn, som skulle bruges til strømper, trøjer, vanter og huer samt uldne undertrøjer til alle os fem børn. Uh, hvor de krassede. Garnet blev også farvet i de flotteste farver til trøjer og sort til lange hjemmestrikkede strømper. Det var kun om søndagen jeg måtte få hvide strømper på.
I forbindelse med, at jeg skriver om, at mor kartede og spandt, kan jeg fortælle, at vi selv havde får, så derfra fik vi ulden…
Vi søskende havde de pligter, at vi skulle hjælpe i marken og i stalden. Jeg som pige skulle vaske op. Jeg var så lille, så jeg måtte have en hummerkasse at stå på for at nå op til vasken.
Om søndagen skulle jeg pudse alle dørgrebene i stuen. Det var messing. Jeg kan huske, hvor svært det var at undgå at komme ud på de hvidmalede døre. Jeg skulle også skure gulve. De var jo ikke ferniserede. Når de var tørre blev der strøet et fint lag af det fineste hvide strandsand på. Det holdt gulvene rene. Der blev fejet ind imellem og så kom en ny omgang sand på.
Jeg hjalp også mor med at karte og spinde. Det kan jeg stadig huske at gøre. Mine brødre skulle sørge for at raspe roer til køerne og hakke hakkelse til hesten.
Maden var ikke meget varieret. Om morgenen fik vi kaffe og rugbrød med sukker på. Far sad og delte sild ud til os, som vi spiste til sukkermaden. Det kunne vi godt lide. Det fik vi hver dag og så en kop sødmælk. 
Skolemadpakken bestod af sukkermadder og æggemad. Når vi kom hjem fra skole stod middagsmaden og ventede på komfuret. Det var de allerfleste dage fisk og vandgrød eller sødsuppe med svedsker og rosiner i.
Om aftenen fik vi varm skummet mælk med brødskorper i og hvis der var fisk tilbage fra middagen. Måske også et spejlæg til hjemmebagt rugbrød….
Når jeg ser tilbage på min barndom var jeg vist et lille skravl, som havde mange sygdomsperioder. Jeg var meget tynd, vel nærmest mager og tilmed hjulbenet. Mejeristens søn, Holger, stod altid på rampen. Hver gang han så mig, sagde han, at der kommer Karl Thomsens hjulbenede unge. Hvor jeg dog ikke kunne fordrage den mand.
Jeg tror, at alle mine mindreværdskomplekser startede der. I skolen var jeg heller ikke den, der rakte fingeren op. Jeg holdt mig helst i baggrunden. Jeg var så bange for at dumme mig, selv om jeg godt vidste det, der blev spurgt om. Sådan har jeg haft det hele mit liv. Men jeg blev en god lytter.
En anden periode følte jeg mig meget uretfærdigt behandlet. Mine bedsteforældre, som boede i Hulsig i deres lille hus, var så gamle og syge, at de ikke kunne være alene om natten. Far sagde, at jeg skulle sove oppe hos dem og løbe hjem efter hjælp, hvis det blev nødvendigt.
Bedstefar havde en meget slem brok i begge sider. Han gik med brokbælte. Hvis han stod op om natten, hvor han ikke havde bæltet på kunne det gå galt og far havde lært at stoppe det op igen. Da protesterede jeg vildt og sagde, at det ville jeg ikke. Jeg var så bange for at skulle løbe efter hjælp om natten, men det resulterede i, at jeg fik en ordentlig endefuld og besked på at gøre som der blev sagt.
Jeg syntes, at mine to ældre brødre eller min fætter, Harald, som var store drenge, kunne have gjort det, men der var ikke noget at gøre. Jeg følte, at det var rigtigt uretfærdigt. Jeg var kun ni år dengang. Det var også slemt, fordi bedstemor og bedstefar var meget senile. Heldigvis fik de efter den sommer en ældre pige til at bo hos sig…
Jeg begyndte at gå i skole, da jeg var knap 7 år i 1935. Jeg gik i Rannerød skole, midt imellem Hulsig og Kandestederne. Der var ca. fire km at gå. Jeg havde ingen cykel, så det var langt at gå, især om vinteren, når der var meget sne, og det var der virkelig den gang – Jeg har aldrig gået i andre skoler og jeg gik ud af 7. klasse.
Jeg var meget glad for at gå i skole i de første fem år.
I første klasse som varede 3-4 år, gik vi kun i skole to dage om ugen om vinteren. I anden klasse gik vi fire dage. Om sommeren var det de store, som gik to dage og første klasse fire dage.
Vores skole havde kun en skolestue og en skolelærer.
Min dag begyndte allerede ved halvsyvtiden om morgenen. Så skulle jeg op og vaskes og spise morgenmad. Den bestod næsten altid af et glas mælk og kaffe med en skive rugbrød med sukker på og så fik vi spegesild, som var trukket lige op af saltlagen. Den skar far i små bidder til os. Vi spiste det til sukkermadderne. Det kunne vi godt lide….
De første fem år var gode år i skolen. Jeg husker især en ting, som var en stor oplevelse for mig. Hvert år, når jeg havde fødselsdag den 22. september, så havde lærer Wilhelmsen lagt en masse æbler, pærer og vindruer på et havebord. Når vi havde frikvarter, blev vi alle kaldt ud i haven. Så måtte vi spise al den dejlige frugt.
Det bedste af det hele var, at jeg måtte tage det, der blev tilbage, med hjem. Det var virkelig en stor ting for mig, da vi jo ikke havde frugttræer eller have, så vi var ikke forvænt med den slags derhjemme.
En anden ting, jeg også husker, var når vi kom i skole om vinteren og der var meget sne. Så var vi nogle gange våde på benene, helt op til rumpen. Vi havde kun træsko at gå i, så vi kom ind til fru Wilhelmsen i deres fine stue og så var det bare af med alt det våde tøj.
Det blev tørret på kakkelovnen og imens fik vi varm mælk og en mad til. Hun var meget sød imod os.

Familien Thomsen på udflugt i klitten. Det er lille Kaja, der sidder på sin mors skød.