HULSIG I DE FØRSTE ÅRTIER AF DET NYE ÅRHUNDREDE

I det følgende vil vi springe lidt rundt i Hulsig og omegn og kigge på livet, som det udfoldede sig fra Janus Hesselholts død ved indgangen til et nyt årti og frem til 2. verdenskrigs begyndelse. Nogle af personerne og mange af deres nærmeste efterkommere lever stadig, og mit kildemateriale til denne del af bogen stammer delvis fra samtaler, jeg har haft med dem, og fra dokumenter og billeder, som de har lånt mig.
Når jeg her vælger en anden form end romanens, skyldes det, at jeg ville finde det ubehageligt at digte folk fra den nærmeste fortid ind i en sådan fiktiv konstruktion. Skulle jeg ”digte” om perioden så nær min egen tid, ville jeg frygte for min forfløjne pen, der ikke altid lader sig styre af den sunde fornuft eller af de gode viljer.
Jeg vil fortælle lidt om det videre hændelsesforløb for Hesselholt og familien der. Og lidt om livet, som det udfoldede sig i det lille sogn, i dagligdagen, i skolen, i kirken og ved særlige hændelser. En del af kildematerialet til disse beretninger stammer fra gamle udgaver af Skagen Avis. Den blev i de år redigeret af Poul Hansen, og så vidt jeg kan se, var det også ham, der skrev det meste af nyhedsstoffet. Hvis der har været ansat uddannede journalister til det, så har de skrevet i Hansens stil, og deres navne er ikke at finde i bladet. Der er dog et supplement af baggrundsartikler af navngivne skribenter og desuden ind i mellem en romanføljeton.
Men lad os først vende blikket mod den gamle gård Hesselholt og livet der, hvor fire unge mænd alt for brat mistede deres far i vinteren 1919.
 

Sønnerne

Lars, Otto, Karl og Magnus. Jeg tror, de var knyttet til hinanden med stærke bånd, og at båndene holdt livet igennem. Jeg husker fra min barndom, hvordan far ofte startede bilen søndag formiddag for at køre til Hulsig eller til Skagen. Han skulle lige ud til gården og snakke med Otto, eller han skulle en tur til Skagen og høre til Lars. Sommetider fik man lov at køre med, men som regel kørte han ene.

Lars Hesselholt

Lars ville have været dyrelæge. I en nekrolog fra Skagen Avis 27. februar 1979 kan man læse: Efter planerne skulle han have været på højskole, hvorefter han ville have indledt et studium til dyrlæge. Imidlertid mistede han sit ene øje, hvorefter disse planer blev opgivet.
I 1917 tog han lærereksamen på Gedved Seminarium og var en tid lærer i Rudkøbing, men da hans far døde, blev han kaldt  hjem, og efter et kort ophold i hjemmet fik han embede i Øster Holmen, hvor han var enelærer for 104 børn, senere kom han til Gammel Skagen, og de sidste mange år og indtil sin pensionering i 1963 virkede han på Kappelgårdskolen i Skagen. Han giftede sig med Magdalene Skyggebjerg, som han havde lært at kende på seminariet, og de fik fire sønner: Jens Janus, Søren Jacob, Poul Ole og Knud Erik. Jeg husker min onkel som en lun og venlig mand, som var god til at fortælle og som havde en udpræget humoristisk sans, en tone, man tydeligt sporer i de skrifter, han har efterladt. Også min tante Magda var et rart menneske, og jeg kan forestille mig, at de havde et godt liv både som lærere og sammen med deres fire  drenge, hvoraf de dog var så ulykkelige at miste den næstældre, Søren Jacob, der døde som stor dreng.
Lars’ pædagogiske virke har mig bekendt ikke sat sig synlige spor, men det har derimod hans store interesse for historie, idet han deltog i flere lokalhistoriske projekter, bl.a. var han en af initiativtagerne til det museum, der kom til at hedde Skagen Fortidsminder, i dag Skagen By- og Egnsmuseum. Han underviste i historie og tysk og var meget engageret i begge fag, og jeg har talt med et par af hans elever, som var enige om, at han var fagligt dygtig, men kunne være temmelig skrap og forlangte, at eleverne skulle møde velforberedte til timen, ellers vankede der ørevridere. Men en sådan holdning og læreradfærd kendetegnede sikkert de fleste af den tids lærere, og jeg kan ikke forestille mig, at han har været særlig brutal. Så har han i al fald slet ikke lignet sine brødre.
Hvis man vil vide lidt om ”ånden” på Kappelborgskolen, kan man finde fornøjeligt stof i Hanne Marie Svendsens lille erindringsbog ”Himmelsten.” Hun fortæller levende om både sin egen og sin mors skoletid og nævner i den forbindelse flere afskrækkende eksempler på de lærere, hun og moren blev udsat for i deres skoletid i Skagen, f.eks. skriver hun: ”Lærer H havde et djævelsk temperament og slog lussinger.” Men det H står heldigvis ikke for Hesselholt, for vedkommende var nemlig en lærerinde. Og i det store hele var Hanne Marie Svendsen glad for at gå på skolen, men hun var jo også en pige. De elever, jeg har kontaktet for at høre om min onkel, var alle drenge, og drenge kunne man roligt trække i ørerne, uden at nogen fortrak en mine af den grund.
Noget egentligt portræt af min onkel Lars er jeg ikke i stand til at give. Og mine fætre lærte jeg aldrig at kende. De var så meget ældre end os og vist nok flyttet hjemmefra, da vi var børn. Når onkel besøgte vores familie, talte han ikke direkte til os børn, men jeg husker, at han talte meget, og jeg tror, vi lyttede. Jeg husker, vi lo. Til min søster Dortes konfirmation rejste onkel Lars sig spontant op og beklagede, at han ikke havde forfattet en sang, hvorpå han på stedet gjorde fejlen god ved på stående fod at digte en vrøvlevise.
Jeg vil slutte afsnittet om min onkel Lars med et par små episoder fra hans Hulsigminder. Det er et erindringsglimt fra hans barndom og ungdom, der giver en fornemmelse af det frie liv, der var hans. Der skulle arbejdes, det er klart, men der var også tid til et drengeliv så frit og undertiden så vildt, at det kan lede tanken hen på Mark Twains kendte drengeportrætter Huck Finn og Tom Sayers. Det er også ganske interessant, at Lars bedste ven var Kristian Nielsen, barnebarn af Hans Nielsen Rump, der boede i et lille husmandssted, udstykket fra Klarupgaard. Og Kristian var tilmed det, der dengang hed et ”uægte” barn, Hans mor, Hans’  Ane fik hele to af slagsen, en dreng og en pige. Og drengen Kristian var altså Lars’ bedste ven i barne- og ungdomsårene.
Anes hus ligger der ikke mere, men det kan ses nedenfor. Kristians bedstefar kunne mere end sit Fadervor. Han havde afluret den kloge mand, Hals Præst, nogle kunster bl.a. ved at læse i Cyprianus. Lars Hesselholt fortæller:
”Hans Nielsen kunne … standse løbske heste. Hans datter Ane havde en søn, Kristian, der blev vejmand og som jeg gik i skole sammen med. Kristian havde mellemmadder med med hjemmekærnet smør og speget gås. Vi byttede tit madpakker. Senere gik vi på jagt sammen. Vi skød måger, tit 40-50 stykker. Hos dem blev de plukket og brugt til sengefyld. Vi drev også lidt fiskeri sammen, Kristian og jeg. Om sommeren var det mest dybsvod. Når den ene af os hejste en kurv op i flagstangen, var det tegnet pa, at vi skulle drage dybsvod. Det var mest fra kl. 21 til 2 – 3 om natten. Det var et morsomt fiskeri, og det gav også et udbytte, der var meget varieret, makrel, knurhaner og fjæsing, de sidste havde dog nogle giftig pigge. Jeg blev ofte stukket, men det gjorde mig intet. Kristian Nielsen og jeg havde 2 fisketure, som jeg ofte mindes. En dag, jeg var nok 15 – 16 år, hvor jeg lå og tyndede roer, havde Kristian set, at der lå 4 – 5 Aalbækbåde i bugten og snurrede. Der var mange små rødspætter, men det var forbudt område. Når man kom til dem, kunne man få 5 – 6 snese småfisk i land. For at betale lidt, løb jeg over til købmanden og fik en flaske cognac med. Vi roede ud mod bådene, men de blev nok bange, og troede, at det var fiskerikontrollen, hvorfor de lettede og sejlede væk. Der lå vi med en tom sæk og en flaske cognac. Da Aalbækkerne var væk, besluttede vi at dele cognacen og ro i land, men var meget ”søsyge.”
En anden gang tog vi ud til Kløerne, nogle koralrev mellem Hulsig og Bunken, ca. 3 kvarters roning fra land. Vi fandt Kløerne og fik pilket 6 – 8 pæne torsk. Så trak det op med en forfærdelig tæt tåge. Vi kunne ikke se en alen fra os, og det var helt stille vejr. Kristian mente, vi skulle ro hjem, men hvor var ”hjem? Vi havde ingen vind og intet ompas at rette os efter. Derfor blev vi liggende. Da vi havde ligget ca. 1 kvarter begyndte Højen sirene at tude. Vi tog kurs efter lyden og landede velbeholdne i nærheden af Tranestederne, så vi kunne ro langs stranden til vort landingssted.”
 

Otto Hesselholt

Efter sin mands død overtog Elise Hesselholt gården. Der var ganske vist en arving, nemlig Otto, men han stod ikke på spring. Og vi kan af folketællingerne og andre dokumenter se, at skønt han var 22 år,  da hans far døde, var det i de første mange år ikke ham, der stod opført som ejer af Hesselholt. Han får benævnelsen tjenestekarl på listerne, og var så vidt jeg kan se medarbejder på sin mors gård.
Akkurat som min oldemor Kirsten i sin tid nødigt ville give tømmerne fra sig og række dem til den unge Janus, så ville heller ikke Elise uden videre slippe sit tag og overgive styret til sin søn. Sådan ser det i al fald ud i min optik.
Vi ved fra Janus’ journal, at han skumlede slemt over sin mors måde at drive landbrug på; han fandt den utidssvarende og urentabel, men talte for døve øren, når han foreslog forandringer. Det var et gammelt mønster, der her gentog sig, for også hans far, Lars, havde i sin tid haft vanskeligt ved at overbevise sin onkel Jens om, at man kunne drive Hesselholt på en langt bedre og mere effektiv måde. De kæmpede begge mod vindmøller, når de forsøgte at ”kloge sig” over for de gamle. Lars ville modernisere, onkel Jens ville ikke. Janus ville modernisere, mor Kirsten ville ikke.
Jeg ved ikke, om min onkel Otto havde det på samme måde med sin mor, men jeg tvivler. Hun var måske nok af samme støbning som gamle Kirsten, begge var i al fald stærke kvinder, men Otto var anderledes end sin far, og jeg fornemmer her på mange års afstand, at han nok har følt sig tynget af det store ansvar, der så uventet blev lagt på hans skuldre. Og at hun har forstået det.
Og det var tungt, for hans far havde bestridt et utal af tillidshverv, min onkel Lars skriver hele 20, og dertil kom, at han var et belæst menneske, hvis kyndighed rakte langt ud over hans eget fagområde. Det var f.eks. ham, egnens folk henvendte sig til, når de ville have råd angående syge dyr eller havde andre problemer, der skulle løses. Og hvem af sønnerne kunne i grunden leve op til en sådan far? Endsige løfte en sådan arv? Lars måske, men han var jo fløjet fra reden. Så Otto har sikkert følt det som en tryghed, at Elise valgte at tage over efter den afdøde ægtefælle og køre videre i hans spor. Hun har, som jeg ser det, været en slags dronning. Og tronfølgeren har hun måske fundet for umoden. Han kunne vokse med opgaven.
Men Elise var ikke blot en stout gårdejer, hun var også en myndig moder. Lars havde som sagt frigjort sig og var uden for rækkevidde, men de tre yngste var ved farens død tilbage på gården, og jeg tror, at de har været nødt til at lytte til hendes ord og følge hendes vilje, nu hvor patriarken var død. Matriarken levede. Og det gamle bibelske bud gjaldt i den familie: Du skal ære din fader og din moder. Det gjorde de. De var gode, lydige sønner.
På Tranevej, nogle hundrede meter ned mod Tranestederne ( Tråen ), ligger i dag en moderne ejendom ved navn STADUM. Grunden tilhørte i sin tid Hesselholt, og herfra udstykkedes i 1921 en parcel, hvorpå Elise lod bygge en lille ejendom til sønnen Karl. Han havde nemlig fået indfriet det statslån, som hans far i sin tid søgte, og som han forestillede sig kunne garantere, at den syge søn fik mulighed for at leve et normalt landmandsliv. Nu døde Janus jo aldeles uventet, og måske som følge deraf udviklede sønnens sindssygdom sig dramatisk, og han blev aldrig i stand til at overtage ejendommen. Af folketællingerne kan vi se, at det var den yngste søn, Magnus, altså min far, der i de følgende år kom til at drive det lille sted. Han står på listen opført som bestyrer. Senere blev stedet solgt til Chr. og Marie Husth, og deres søn Erling overtog det, da Marie døde.
Tilbage på Hesselholt var der Otto. Og på et tidspunkt overtog han bedriften og de forpligtelser, han følte, han havde i den forbindelse, men rigtignok med det resultat, at det på et tidspunkt var nær ved at knække ham. Lars Hesselholt skriver i sine erindringer, Hulsig-minder:
Efter hans ( farens ) død blev min bror, Otto, hjemme på gården og måtte overtage de fleste af tillidshvervene. Han var kun 22 år, og det var mere end han kunne overse, og det hele var ved at løbe sammen for ham, men med lidt knirken og knagen fik han det hele afviklet.
Otto udviklede sig imidlertid til en dygtig landmand, og blev lidt efter lidt en aktiv medspiller i det lokale liv, hvilket man kan få bekræftet ved at tale med folk på egnen, der har kendt ham. De fleste husker ham som ”en lun jyde”, der var fornøjelig at snakke med.
At han også eksperimenterede lidt med nye avlstiltag, kan man læse om i en artikel i Vendsyssel Tidende fra 4/7 1939, hvor der bl.a. står:
Umiddelbart ved Hulsig Station ligger den gamle Gaard  H e s s e l h o l t, i sin Tid kaldet Hejselholt, som paa Grund af Sandflugten sidste Gang blev flyttet til dens nuværende Plads ved Skagen Landsogns sydligste Grænse ca. 1810. Gaarden har i det sidste Hundredaar været i Slægten Hesselholts Eje og blev for et Par Aar siden af Sparekassedirektør Janus Hesselholts Enke, Fru E l i s e He s s e l h o l t, afstaaet til Sønnen O t t o H e s s e l h o l t, som i Begyndelsen af Aaret 1937, sammen med Chr. H e i l e s e n, Tornby, anlagde en Sølvrævefarm ved Gaarden, i en 2 Tdr. Land stor Plantage.”
Også på det personlige plan skete der i de år store  forandringer, både for Otto og for hans bror Magnus. De skiftede nemlig begge status fra ungkarle til ægtemænd.
Det var sædvane på Hesselholt, at sønnerne giftede sig i en sen alder. Ægteskabet var ikke noget, som man i ungdommeligt letsind sprang ind i. Det krævede lang betænkningstid, inden man lod det skab åbne og lukke efter sig.
Og Otto var da også omkring de 40 år, da springet omsider blev taget. Til gengæld tvivler jeg på, at han behøvede nogen særlig lang betænkningstid, da pigen først dukkede op. Min tante Kirsten kom med de nye tider, som turismen bragte til egnen, og med hende kom der fart over feltet. Også på gården. Hendes verden stod ikke stille, vant som hun var til at færdes blandt kunstnere og folk med højt til loftet. Kirsten var husbestyrerinde for skuespiller på Det Kongelige Teater, Poul Reumert, og man kan jo forestille sig, at hun alene ved den fagkundskab, hun erhvervede sig i en sådan stilling, havde en del at byde på som vordende gårdmandskone. Desuden passede navnet jo som fod i hose. Kirsten. Jamen, bedre kunne det ikke blive. Og dertil kom så, at hun var køn.
Kort sagt, Otto havde skudt papegøjen, og den kom flyvende med hele sit repertoire af fest og farver, og den pige må have været omsværmet, så jeg forestiller mig, at han har måttet gøre sine hoser grønne i en for ham uvant fart. En kendsgerning er det i al fald, at hun af alle valgte min onkel.
Her er et lille uddrag af en artikel om Hesselholtgården fra Aalborg Stiftstidende d. 1. nov. 1964:
Paa eet punkt er sket et brud med traditionen. Den nuværende kone paa Hesselholt er indvandret – helt nede fra Flauenskjold. – Den store verden kom jo til os i slutningen af forrige aarhundrede, da kunstnerkolonien gjorde Skagen mondæn, siger Otto Hesselholt. Sommergæster fra hele landet fulgte efter. De kendte navne boede paa Skagen om sommeren. – Skal det være forklaringen paa mig? Fru Kirsten Hesselholt kommer ind fra sit nye køkken. Det er næsten forklaringen. Fru Hesselholt tog til København i sine unge dage og blev stuepige hos Poul R e u m e r t: – Det var seks aar fra 1927, fortæller hun – de sidste som husbestyrerinde, netop i den periode, da Reumert grundlagde sit ry som den store skuespiller, baade paa vort eget Kongelige Teater og på La Comedie Francaise i Paris. Poul Reumert fik hus i Kandestederne, og jeg kom med herop for at holde skik paa husførelsen. Det endte altsaa med, at jeg i stedet kom til at holde skik paa husførelsen paa Hesselholt. Poul Reumert, det dejlige store menneske, havde sin gang her. Det har han og hans familie stadig, naar den kommer til Kandestederne om sommeren. Men han giver sig lidt, naar vi laver om paa tingene. Nu er bageovnen forvandlet til badeværelse, fordi vi har mere brug for den ting end at bage vort eget grovbrød. Men ovnen og det tilstødende rum, hvorfra vi skød brødet ind, har den oprindelige dimension. Vi siger det som en slags undskyldning, for vi hænger ved det gamle. Hesselholt er et stykke af det Skagen, der er gaaet tabt.
Otto og Kirsten rejste til København og giftede sig på rådhuset der, og så kunne man jo tænke sig, at det gik som i alle gode eventyr: at de levede lykkeligt til deres dages ende. Men helt sådan kom det ikke til at gå; de blev ikke skånet for en stor sorg i begyndelsen af deres ægteskab, for d. 16. juni 1938 fødte Kirsten tvillinger, en dreng og en pige. Drengen var dødfødt, og pigen levede kun en dag. Den lille pige fik navnet Kirsten Hesselholt. Året efter fik de en sund og rask datter, Vibeke, og et par år efter fulgte sønnen, Jørgen.
Skal jeg give en ansats til en karakteristik af min onkel, så må det være, at han lignede sine forfædre ved at være en stærk personlighed med et skrøbeligt sind. Og som sine forfædre giftede han sig med en stærk kvinde.
D. 26. januar 1970 døde Otto Hesselholt. En af naboerne, Søren Christensen, skrev nogle mindeord i avisen, hvoraf jeg finder, at  følgende rammer meget præcist:
Otto Hesselholt var ikke af den slags mennesker, der higer efter embeder af nogen art, men han undgik det dog ikke helt. Han var f.eks. vurderingsmand og medlem af flere bestyrelser samt sogneraadet. Otto Hesselholt var en omgængelig mand, der ikke fornærmede nogen. Naar man saa alle de nabobørn, han til tider havde omkring sig, forstod man tydeligt, at han var afholdt.
Selv har jeg mange gode minder om min onkel og tante og livet på gården. Og et af mine bedste teenageminder er høsten på Hesselholt, hvor jeg et par gange fik lov at deltage i en lille del af arbejdet. Om dagen, hvor vi kørte ud på markerne og bjergede hø. Morten Korcks tid var for længst forbi i 50’erne, i al fald i Hulsig. Her blev traktoren indført i 1920’erne, og det hele foregik vist nok på meget moderne vis. Det heftede jeg mig ikke ved den gang, men det, jeg husker bedst og med stor glæde, er cykelturene til Kandestederne efter fyraften eller til Hulsig Strand, hvor vi badede i de lune sommeraftner. Den lyse stemning. Som taget lige ud af en af Thøger Larsens sange om sol og sommer og sorgløs ungdom.
Herunder min kusine Vibeke og min fætter Jørgen

Karl Hesselholt

Onkel Karl. Hvem var han? Ja, sært nok ved jeg på en måde mere om ham end om de to andre, for hans liv blev dag for dag registreret og nedfældet i de lægejournaler, der fulgte ham i de 26 år, han levede som patient på Jydske Asyl i Risskov. Lægejournaler, ja, og de fortæller jo ikke, hvad der foregik i Karls hoved eller noget som helst om de følelser, der rørte sig i ham. Så det er Karl set udefra. Og man kan frygte, at tidens syn på og viden om sindssyge har spærret for en oprigtig tilgang til den unge mands sind.
I min barndom var onkel Karl lidt af en myte, på samme tid virkelig og uvirkelig; jeg så ham jo aldrig, og alligevel fyldte han temmelig meget i min bevidsthed. Vi talte aldrig om ham, men en gang om året rejste far til Risskov for at besøge ham, og når han kom hjem, var han uvant stille i flere dage, og det er muligt, at han fortalte mor om sine oplevelser på hospitalet, men til os sagde han ingenting. Karl var og blev et mysterium.
Det ændrede sig imidlertid for et års tid siden, og den ændring kunne jo være sket for længst. Jeg tog til hospitalet i Risskov og bad om at se min onkels journal, og det viste sig at være ganske uproblematisk; kun måtte jeg ingenting kopiere, men gerne tage notater. Og der var nok at tage af, og i lang tid sad jeg og læste og skrev og læste igen og kom så hudløst nær et menneske, hvis hele liv havde været én lang rejse i mørke.
Hvem der fører pennen i de mange nedfældede notater fremgår ikke af journalen, men det er vel de læger, der har haft det daglige tilsyn med ham. Håndskriften og retskrivningen viser, at der er tale om forskellige afsendere. Fælles for dem er imidlertid, at de noterer ganske kortfattet og nøgternt, kort sagt, at de gør deres arbejde. Men for mig kom de kølige ord til at danne en sær kontrast til de følelser, som læsningen vækkede i mig. Det var bevægende at kigge ind i Karls liv og se, at det var levet år efter år uden glæde og uden håb og i et evigt savn efter dem, han elskede. Og jeg tænkte på min farmor. Elise. Hvor må hun have lidt. Og jeg tænkte på farfar. Janus. Godt, at han ikke skulle opleve det, som han frygtede mest af alt: at sønnen skulle ende på en anstalt.
I det følgende vil jeg citere lidt fra journalen og begynde ved indlæggelsen i januar 1923. Her som ved en senere indlæggelse ledsages Karl af sine brødre. Nu og da kan vi læse, at der har været besøg af en bror, men der står ikke hvem pågældende er, og jeg tænker, at de har været der på skift. Min far besøgte ham i al fald hvert år på fødselsdagen d. 18. november. Det lader ikke til, at andre end brødrene har været der, men det kan jo være sket, uden at det er noteret i journalen. Om hans mors besøg har jeg ingenting kunnet finde, men synes, at hun må have været der. Hun må have savnet ham forfærdeligt, men måske ikke kunnet overvinde sig  til at besøge ham. Det sidste forekommer mig dog usandsynligt, for hun var langt fra nogen svag kvinde.
Jeg vil citere ordret og følge lægernes retskrivning. Nogle af dem skriver f.eks. navneord med stort, andre gør ikke.
Af et skema ved indlæggelsen kan man læse følgende om Karls familie:
Farfaderen sindssyg, har ikke været hospitaliseret. Farfaderens moder ogsaa sindssyg. Moderens farbroder skal ogsaa have været sindssyg ( suicidium ). En kusine til faderen skal være død paa sindssygehospital.
Her er et andet udsnit af en af de første optegnelser:
Patienten skal have været ”sær” fra 15 – 16 Aars Alderen. Men har altid været meget samvittighedsfuld. Meget mistænksom. Mener f.eks. naar han ser nogle Mennesker tale sammen, at det er om ham de taler, eller, at de lægger Raad op om at gøre hans Familie ondt. – Familien havde i Efteraaret 1922 søgt og faaet et Byggetilskud til ham af Staten. 27/2 1922 tog han til Generalforsamling i en Forening. Han mente, at denne var indkaldt for at fratage ham Tilskuddet. Han tog rolig hjem, men sov ikke de følgende Nætter, klædte sig ikke af, men gik rundt i Huset.
Lidt senere står der:
Han erklærede, at han saa Folk gaa til Kirke, og at han ”kunde høre de huggede Hovederne af Folk henne ved Kirken.” Han var meget forpint derover.
1/1 1923 blev patienten indlagt paa Frederikshavn Sygehus; var straks urolig, vilde ikke blive i sengen, faldt dog til ro i løbet af et par dage. Han erklærer, at hukommelsen er taget af i den senere tid. Han skal have været meget ”tung i hovedet” lige før jul. Har i det hele taget lidt en del af hovedpine. Har sygdomserkendelse; er stadig selvanklagende, ”vil nødig dø nu, da han saa er sikker paa at komme i helvede, fordi han ikke har gjort nok for sine medmennesker.” Mener stadig, at folk taler om ham og vil have ham bort fra egnen, ”fordi han ikke er saa god som han skulde være.” Er klar og orienteret, bedømmer sine omgivelser rigtigt.
Faderen Død i 1919 gjorde stort Indtryk; henfører mange Ting til Faderens Liv og Meninger – ”saadan vilde Fader aldrig have gjort” o. s. v.
Kort efter indlæggelsen gives denne karakteristik af patienten:
Hans karakter er retskaffen. Hans sindstilstand er svingende. Har altid været mistænksom og indesluttet. Til tider glad for sig selv, til tider selvransagende. Er meget samvittighedsfuld. I 5 – 6 aarsalderen skal han have lidt af raserianfald, naar noget gik ham imod; han slog sig selv og rev sig i haaret. Kom i skole til sædvanlig tid og klarede sig godt blandt kammeraterne; var flittig og omhyggelig. Han har ikke været soldat ( trak sig fri ). Var paa højskole 1918 – 19 og havde svært ved at forliges med de andre elever.
Den 29/1 kan man i journalen læse:
Patienten er naturlig af udseende. Han gør indtryk af at være ret deprimeret. Han siger, at det er nerverne, der er daarlige, han har altid følt sig lidt ”tung” i hovedet, men særlig slemt er det blevet siden jul … særlig galt blev det efter omtalte generalforsamling; i det hele taget følte han sig meget bange i juledagene, bange for, at folk skulde gøre ham fortræd. Han er ogsaa selvbebrejdende, siger: ”Jeg tager mig alt det skidt for, der tænkes kan;” nævner tobak, spiritus og omgang med kvinder som laster, han ikke kan lægge af. … Tror, at han er saa syg, at han snart skal ud paa ”den sidste rejse” og er ked af, at han ikke kan blive noget bedre, før han skal dø. Beder om, at der ikke maa blive skrevet noget op om ham, for at dette ikke skal komme hans brødre og øvrige familie til skade. Er fuldt orienteret, ligger roligt og stille i sengen.
13/2 – er i Dag bekymret for en Verdenskatastrofe. Ogsaa ængstelig for Gaardens Drift hjemme, bange for at Brødrene ikke er kommet hjem, mener, at Moderen lytter efter Raad fra Mennesker, der kun vil hende daarligt.
22/2 – Han tror, at Brødrene er herinde paa Hospitalet og vilde absolut op paa Vagtgangen i aftes for at se efter, om de ikke laa i Sengen deroppe.
2/3 – Er oppe hele Eftermiddagen til kl. 7; der er i det hele mere Ro over ham.
14/3 – Hjælper til i Køkkenet.
9/4 – Har stadig været flink; tilsyneladende naturlig. Taler ikke om de tidligere Ængstelser, meget flittig i enhver Henseende, omgængelig og elskværdig.
Det første ophold på hospitalet varede fra 29/1 til 9/4 1923. Herefter blev han udskrevet som helbredt. Den 18. dec. genindlægges han imidlertid og nu for aldrig mere at vende hjem.
Karls sindssygdom forværres år for år. Ofte læser man, at han må fikseres, medicinsk eller med bælte. Indimellem giver han udtryk for, at han længes hjem. Generelt skildres han som stærkt depressiv, hvilket næppe kan undre en, når man tænker på den behandling, han hele tiden er udsat for: daglig stærk medicinering og jævnlige bæltefikseringer. Senere kommer hyppige elektrochok til, en behandling, der fortsætter, indtil den mister sin virkning. Det må alt sammen have været stærkt angstfremkaldende. Hvorfor denne behandling? Det ser ud, som om al bestræbelse går ud på at gøre ham føjelig. Det er et ord, der gentages overalt i journalen. Karl skal lære roligt at finde sig i sin skæbne og ikke vredes. Og han bliver hyppigt vred. I et lille notat fra 1924 bliver han spurgt, om der er noget han er ked af, og han svarer:
”ja, af at være her” – senere står der: Orienteret i Tid i Dag. Er meget stille, er lidt oppe om Eftermiddagen. Han gør Indtryk af at være lidt friere i det hele taget. Humøret lidt bedre, men talte i aftes ustandseligt om sine Hallucinationer, kan dog ikke rigtig forklare, hvad der bliver sagt. I dag ved Stuegangen ville han gerne have en Patient flyttet fra Afdelingen, men har meget vanskeligt ved at udtrykke sig, saaledes at man maa hale det ud af ham.
 Og sådan videre år efter år.
I en journalnotits fra 1945 står diagnosen skizofrenia. Og i et resume fra samme år kan man læse følgende:
De sidste mange aar ingen væsentlig ændring i tilstanden. Oppe dagligt – minus bælte ( da man kan se paa ham, naar raserianf. kommer og gribe ind i tide). Piller lidt klude, kan dog ogsaa hjælpe til f.eks. med at hente noget i vaskeriet.
Indimellem hører man om besøg hjemmefra.
10/7 1948 står der i journalen følgende:
I de sidste 2 døgn har patienten været meget støjende, snakkende, henvendende sig til medpatienter. Havde i forgaars besøg af broderen. Kender ham tilsyneladende, men taler ikke med ham.
Senere på året ligger han med lungebetændelse. Der står i journalen:
Rolig, ikke til at komme i kontakt med. Ligger med hovedet hævet fra underlaget og med alle muskler spændte. Autistisk. Koopererer nogenlunde under undersøgelsen.
Behandlingen kulminerer i oktober 1951, hvor han indstilles til ”det hvide snit”, også kaldet leucotomi ( eller lobotomi). Herefter bliver han føjelig.
I journalen står:
Leukotomi indiceret, da han er ret velbevaret, men på grund af sin udskælden og sine aggressioner må være på en ret dårlig afdeling.
Her er et uddrag fra Middelfart Museums hjemmeside om den behandling, Karl udsættes for, leucotomi og lobotomi er begge ord for det samme, nemlig ”det hvide snit:”
”En af de behandlingsformer, som var ret udbredt i Danmark fra 1939 til starten af 1950’erne, var lobotomien, også kaldet ”det hvide snit”Metoden gik ud på, at man overskar nervebaner fra pandelappen fra nogle dybere liggende områder i hjernen, som er centrum for følelseslivet. Man mente, at denne operation kunne dæmpe følelsen af angst og uro, som var et problem for mange patienter. 
Der skal indhentes tilladelse fra de pårørende, før man kan gå så drastisk til værks. Elise bliver spurgt og giver sin tilladelse. Kort tid efter Karls operation bliver metoden forbudt i Danmark, men praktiseredes til op i 1970’erne i USA.
Efter operationen er Karl føjelig. Nu er han ikke mere noget problem for anstalten. Han er helt rolig.
I journalen kan man læse følgende:
Status: Efter leucotomi i oktober 1951 har patientens tilstand været afgørende bedre, for så vidt som aggressiviteten har tabt sig, og han ikke længere er udskældende. Han er i det daglige meget stillestående, er ubeskæftiget, men kan klare eget toilette, spiser selv og er renlig. Han virker af stemning nærmest lidt opstemt, synes gerne glad og oprømt, sidder og griner frem for sig. Kun af og til hænder det, at han sidder og hvæser og hvisler, som om han var vred, og han kan da sige enkelte ord, men det bliver derved.
Som det fremgår af journalen gik Karl fra at være skingrende skør til at være en total tumpe. Og det var måske det bedste for ham. Smerten forsvandt tilsyneladende. Men det gjorde livet vel også.
Karl døde 3/3 1957, 59 år gammel. Han ligger begravet på Hulsig kirkegård.

Magnus Hesselholt

Magnus. Min far. Om ham skulle jeg også skrive. Og yderst forsigtigt slog jeg tonen an og hørte straks, at den var falsk. Jeg forsøgte igen, men det var, som om min far unddrog sig, hver gang jeg ville slå pennen i ham. Nej tak! Ikke tale om, at han ville lade sig fiksere i en bog. Glem det!
Og jeg sad meget længe og grundede over, hvorfor det føltes så umuligt at fange ham ind. Og mens jeg således hang modløst over mit genstridige tastatur, blev jeg mere og mere døsig, og til sidst må jeg være faldet hen, og for anden gang dette forår sank mit hoved til hvile på tasterne, og jeg gled hen i en drøm, som kastede mig lige ind i et univers af tilgroede stier. Her var ingen veje åbne, og hvad skulle jeg i det vildnis?
Så var det, jeg syntes at ane en svag bevægelse i det sære landskab, og jeg spærrede øjnene op – og ganske rigtigt: en lille skikkelse tonede frem og kom stadig nærmere, indtil den til sidst stillede sig helt inde i min urørlighedszone, lige der, hvor jeg plejer at træde et skridt tilbage for at forhindre, at nogen kommer mig alt for nær. Og jeg hørte en latter så perlende ren, at det var som om luften med ét fyldtes af de lyseste klokker. Og lige ind i mit ansigt åndede en dreng på 8 – 9 år. Og nu begyndte han at tale.
”Jeg er Magnus,” sagde han.
”Ja, det kan jeg se.”
”Nå, det troede jeg ikke, du kunne.”
”Du ligner billedet. Men hvorfor er du her?”
”Her? Hvor?” ”
”I min drøm.”
”Hvor skulle jeg ellers være?”
”I min bog.”
”Nå … den.” Nu lo han igen.
”Hvorfor ler du hele tiden?”
”Dig,” sagde han bare.
”Hvad er der med mig?”
”Jo,” sagde han, ”det er jo meget morsomt.”
Han holdt en lille pause og så på mig, som om han overvejede, om han skulle fortsætte. Så fortsatte han, og nu var han alvorlig: ”Men du kommer til at tage pennen i den anden hånd.”
”Skeen, mener du.”
”Skriver du med ske?”
”Du vrøvler.”
”Ja. Men det troede jeg du holdt af. Vrøvl altså.”
”?”
”Ja, jeg har jo lige læst din bog.”
”Og den er noget vrøvl?!!”
”Nej, uha da. Eller … jo … lidt.”
”Hvordan?”
”Du mener hvor?”
”Ja.”
”Det synes jeg, du skal lade din læser finde ud af.”
”Men kunne du ikke præcisere? Bare lidt.”
”Jo da.”
”Altså?”
”Ja, altså,” han lo igen. ”Jeg ku’ ret godt lide det der kapitel med altervinen.”
”Der fik du mig, indrømmet. Det kapitel er opdigtet. Men det er min soleklare ret at digte. Jeg er digter.”
”Jeg siger jo også kun, at det morede mig.”
”Tak.”
”Men hvordan kunne du vide noget om vores børnebrannert?”
”Vide …? Jamen, nej, hør nu … vil det sige, at … at …”
Han lo igen. Jeg vidste fra min mor, at han var en værre drillepind som barn. Og blev vist lidt fornærmet og ville forklare.
”Langt det meste i bogen har jeg læst og snakket mig til. Det er faktuelle begivenheder.”
”Det siger du ikke!”
” … men enkelte episoder af mindre seriøs karakter har jeg tilladt mig at opdigte.”
”Mindre seriøs! Man kan sandelig høre, at det ikke var dig, der fik de klø.”
”Klø?”
”Ja. Og du ku’ godt være lidt mere forsigtig, inden du drak os fulde?”
”Hold så op! Og for resten: Det er mig, der er skaberen. Du er kun en romanfigur.”
”SKABEREN, siger du? Det er vist mere, end du kan gabe over. Vor Herre Bevar Os Vel.”
Stemmen havde pludselig forandret sig, og nu kendte jeg den igen.
”Den her drøm er ved at løbe af sporet,” tænkte jeg forskrækket, ”og jeg aner ikke, hvor vi er på vej hen.”
Jeg søgte skjul bag lukkede øjne.
Og da jeg atter åbnede dem, var jeg lysvågen. Alle drømmeskyer var som blæst bort, og i sin gode, gamle plydsesstol sad Magnus behageligt tilbagelænet, og nu var han en gammel mand og så ud, som da jeg tog afsked med ham i 1988. Han iagttog mig med det skæve smil, der var så karakteristisk for ham, så tog han et sidste sug af cigaren, hvis gløder langsomt slukkedes, og lagde stumpen fra sig i askebægeret, hvorpå han straks fiskede en ny op ad æsken.
”Far! Du har lige slukket en.”
Han pulsede voldsomt og betragtede mig gennem tætte røgskyer.
”Ja, men så er det vel også på tide at tænde en ny.”
”Hvor du ligner dig selv, far.”
”Hvem sku’ jeg ellers ligne?”
Der opstod en lille pause, som ikke syntes kunstig, men helt nødvendig. Endelig lagde han atter cigaren på kanten af askebægeret og fiskede sit smil frem.
”Men vi skal ikke snakke om mine rygevaner, vel?”
”Nej. Hvad skal vi snakke om?”
”Din bog,” sagde han, og nu mærkede jeg for første gang en sitren under huden.
”Skal det være nu?”
”Hvorfor ikke?”
”Jeg er bange.”
”Det skal du ikke være.” Han greb atter cigaren og tog et kraftigt sug, og jeg begyndte at hoste.
”Undskyld, men jeg troede, at du røg.”
”Ja. Dengang. Men jeg har været røgfri i årevis. Mine børnebørn. Og al den forurening.”
Magnus lænede sig tilbage i stolen og studerede cigaren, som han holdt op foran sig. Så lagde han den atter på kanten af askebægeret.
”Så foreslår jeg, at vi venter til en anden drøm.”
”Tak, far.”
Jeg ville smile til ham, men han forsvandt op i den røg, der endnu hang som tykke, mørke skyer i luften.
Jeg vågnende.
Tilbage var en mild duft af Havanna.
Jeg prøvede at kalde billedet af ham tilbage, men det var pludselig Vera, jeg så. Min mor. En lille, meget smuk og forsagt ung pige, stadig mere barn end voksen. Hun stod foran indgangen til Hulsig Kirke, og hun var klædt i en konfirmationskjole med ynde og vidde, så den rigtig kunne blafre i den lette efterårsbrise. Drengene stod for sig og opførte sig ordentligt for en gang skyld, Viggo Hjorth, der var så genert, lignede sig selv, og Svend Husth, der altid skulle spille abekat og være den sjoveste i klassen, lignede i dag en engel med det lysende hvide, vandkæmmede hår, og selv mejeristens Holger opførte sig med en værdighed, som var han sin egen far, og for en gang skyld drømte han vist ikke om at trække den kønne Vera i fletningerne. Det kunne han også have fået vanskeligt ved, for de var kunstfærdigt flettede og lå som en gylden krans om det smalle ansigt. De andre piger var Olga og Anna og Helga. Helgas far var hotelejer, og hun var næsten ligeså fin som Vera, hvis kjole skinnede i det flotteste silketaft, for ingenting var for godt til uddelerens eneste barn.
Mor har engang fortalt mig, at hun som stor pige sværmede for en af Hesselholtdrengene, men jeg kan desværre ikke mere huske, hvem det var. Magnus var det ikke, for han var en drillepind, det har hun selv fortalt, og så er der jo kun to muligheder: Otto eller Karl. Otto kunne hun godt lide, for han var rar og drillede aldrig, men at hun ligefrem skulle sværme for ham … nej, det tror jeg ikke. Og så er der Karl? Vera og Karl? Hvilken kringlet og rørende roman kunne der ikke komme ud af det? Nå, men her taler netop romanforfatteren, og i virkeligheden har det nok ikke været helt sådan fat. Eller? Det sandsynlige er måske, at lille Vera på én gang har følt sig tiltrukket og skræmt af den kønne, unge mand, der sandelig ikke var uden charme og desuden kunne virke yderst sympatisk. I april samme år, som Vera blev konfirmeret, blev Karl udskrevet fra Sindssygehospitalet i Aarhus som erklæret helbredt.
Men tilbage til omtalte konfirmationssøndag d. 30. september 1923. Her er sandsynligvis alle Hesselholtsønnerne til stede, og måske har Vera haft øje for Karl, det kan vi kun gisne om, men der er noget, vi ved med sikkerhed, og det er, at der er en anden person til stede, der har øje for hende eller rettere, som har fået øje på hende. Det er den unge organist, Magnus Hesselholt.
Netop som han slog de første akkorder an, slog lynet ned i ham, og den tanke fór gennem ham, at der gik pigen, som han ville giftes med. Hun var 14 år, og han var 23.
Hun trådte så forsigtigt, den lille pige, som var kirkegulvet brolagt med gløder, og den unge mand ved orglet kunne ikke slippe hende af syne, for også i hans hjerte brændte en ild. Og den skulle blive ved med at sende varme gennem ham, lige indtil den sidste glød slukkedes, da han 64 år senere lukkede sin øjne ”til fredens blund højt op i de 80.”
Alligevel skulle der komme til at gå næsten 12 år, inden det løfte, han gav sig selv hin mindeværdige dag, kunne gå i opfyldelse.
Blandt min mors efterladte papirer fandt jeg et stilehæfte med ansats til en levnedsbeskrivelse. Det er skrevet på plejehjemmet i Frederikshavn, hvortil hun flyttede, da hun allerede var langt henne i sin Alzheimers demens, og man kan både af skriften og indholdet se, hvilken kamp, det har været for hende at finde de rette ord og at stille dem sammen, så de dannede mening. Hele sider er da også absurd læsning. Men så lige pludselig følger der nogle passager, hvor det hele står klart og med den skrift, vi børn kender fra hendes breve til os. Og nu er der pludselig ingen stavefejl. Det er næsten, som om hun her er trådt ud af sin sygdom og for en stund er blevet ”sig selv.”
Jeg vil citere et par steder fra hæftet, som handler om den første tid med far, og jeg lader mors retskrivning stå uændret og tilføjer i parentes de ord, der mangler.
”Jeg har ikke fået (klarhed over), hvorfor jeg blev gift med Magnus han siger selv at den gang han så mig blive konfirmeret bestemte han med sig selv, at vi to ( skulle) blive gift med hinanden men det varede jo nogle aar, inden jeg blev gammel nok til det, men vi havde det godt med hinanden, og jeg tror det var godt vi lærte hinanden at kende. Jeg husker at hver dag vilde jeg hente vores Aviser fra Stationen. Avisen kom først klokken 8 om Aftenen. Magnus hentede sin samme aften, så på den måde kom vi jo en lille smule til at kende hinanden, Lise Hesselholt, Magnus og så mig.
Det er ganske morsomt, at Vera nævner Lise Hesselholt her sammen med skildringen af de allerførste stævnemøder med hendes søn. Har Magnus’ mor blandet sig i forholdet lige fra den spæde start? Eller fyldte hun så meget i Veras bevidsthed, at hun ikke kunne udelades. Ja, for hun deltog vel ikke ligefrem i de daglige møder mellem de to unge?
Der skulle som sagt gå mange år, før de giftede sig. Magnus var da fyldt 34 og Vera 26. Jeg ved ikke, hvorfor de ventede i så mange år. Måske fordi Magnus havde for mange jern i ilden, han var lige så foretagsom som sine forfædre, og vi ved, at han ud over at spille i kirken i en årrække bestyrede sin bror Karls gård, at han opdyrkede heden for fuld motorkraft, at han gravede og solgte martørv, at han kørte taxa i Skagen og omegn og desuden havde et lille vognmandsfirma, og at han købte og drev en købmandsbutik i Hulsig, og der var sikkert et par småjobs mere, som jeg ikke husker. Desuden rejste han nu og da til landbrugsmesser. Fra en sådan messe engang i 1920’erne, jeg tror det var i Tyskland, hjembragte han en traktor, og han fik den billigt eller gratis på betingelse af, at han ville demonstrere den for sine kolleger nordenfjords.
Det er meget interessant, at et så stort teknisk fremskridt som traktoren vinder indpas i Hulsig som et af de allerførste steder i Danmark. Vist var det en fattig jord, og vist var der flest fattige husmænd deroppe i det lille sogn. Men de var mange unge, og de var fulde af virketrang og nærmest i gang med at lave om ikke verden så Hulsig om. Det vender jeg tilbage til i et senere kapitel.
Havde Magnus så slet ikke tid til at gifte sig? Eller ville mors forældre ikke give deres samtykke? Var Elise imod forholdet? Og hvorfor mon? Vi får det aldrig at vide. Men de mange billeder i diverse albums fortæller deres tyste historie, og her ser vi jo, at den unge Vera og den knap så unge Magnus er sammen om så meget, og undertiden er det Vera, der stikker hovedet ud af førerhuset på en af Magnus’ lastbiler.
Fra 1926 var de uadskillelige.
Vera og Magnus. Men alligevel mest Vera og Sigrid i de første mange år. Og nu er vi nødt til at foretage et lille sidespring. For har man sagt Vera, må man også sige Sigrid. De to var nemlig uadskillelige hele livet igennem. Den søster, hun ikke fik, skaffede hun sig i Sigrid.
Og vi ser mange billeder af dem i det gamle Hulsig: to svingpjatter eller backfischer i 20’erne, to rødstrømper i 30’erne? Nej nok alligevel ikke det sidste, skønt de var med på noderne. De ville være selverhvervende og blev det, ikke som tjenestepiger, men for Veras vedkommende som ekspeditrice, ganske vist i brugsen hos far og mor. Sigrid fik job som telefonistinde på centralen hos Christine Høgenhaven. Og min mor har engang fortalt mig, at de to var enige om, at de gerne ville have en mand, men ikke tale om, at de ville have børn og blive husmødre. De drømte. Måske drømte de sig væk fra Hulsig og langt ud i den store verden. Billederne viser piger, der klædte sig i sidste skrig, og vi ser badeliv og fritidsliv. Sandt er det da også, at de begge forlod Hulsig, men et eventyrligt liv blev det vel ikke ligefrem, og langt ud i verden nåede ingen af dem. Vera kom til Strandby og Sigrid til Sæby. Og vist fik de børn og blev husmødre.
Jeg vil citere lidt mere fra mors hefte. Et sted skriver hun om den tid, hvor hun forlader Hulsig første gang.  Hun rejste til Silkeborg for at lære husholdning på Silkeborg Husholdningsskole:
Jeg blev voksen og kom til Silkeborg hvor (jeg) lærte at lave mad og mange Ting (hvor) Skolen lå. Vi havde pæne værelser og vi sejlede til Himmel Bjerget flere gange og fik mange ting at vide. Men jeg var glad den Dag Magnus kom og besøgte mig han havde selv Bil vi var paa Himmel Bjerget sammen vi var glad for hinanden men heller ikke mere. Men efterhaanden blev vi gift og da min mand var Købmand og far var Uddeler flyttede vi til Strandby hvor vi havde Købmandsbutik.
På et par af billederne i det gamle album ser vi, at far tog hende med på en udflugt til Sønderjylland. Hvor langt de nåede kan vi ikke se, men her står de ved Kongeåen. Og bilen er min fars.
Når jeg kigger i de gamle albums fra 20’erne og 30’erne og ud fra dem forsøger at forestille mig mine forældres liv, falder to ord mig ind. Livsglæde og virksomhed.
Da min far fyldte 75 år og stadig var aktiv på sit arbejde og andre steder i lokalsamfundet, holdt min bror Anders en tale for ham, hvori han fortalte om alt det meget, far nåede hver dag, om alle de aktiviteter, han satte i værk, om alle de mennesker, han daglig havde kontakt med, og den samme sætning gik som et omkvæd gennem hele talen: ”men far har aldrig travlt.” Og det var sandt. Han var virksom, men aldrig travl. Der var en smittende ro omkring ham.
Fars ungdom? Før mor. Vi ved, at han kørte taxa, så snart han var gammel nok til at køre bil, og de første bilnøgler fik han stukket i hånden næsten af vanvare en dag, hvor vognmand Saxild ( eller Saxberg) i Skagen stod så desperat og manglede en chauffør og far tilfældigvis var i nærheden.
”Men jeg har ikke kørekort,” mumlede far, dog ikke alt for højt.
”Nej, men det får du. Og du kan køre traktor, så kan du også køre bil.”
Saxild kendte landbetjenten, så det havde ingen hast med det kørekort. På et tidspunkt fik Magnus det jo også og blev chauffør for folk, der skulle køres til og fra de fine nye hoteller. En dag kørte han for en plakatfuld Stauning, som havde købt en mølle i Kandestederne og anbragt den helt oppe på toppen af en klit, og far har fortalt os, hvordan han sled og slæbte med at bugsere det tunge og temmelig berusede menneske helt derop.
En anden minderig køretur var med skuespilleren Poul Reumert, der allerede dengang var så berømt i København, at han havde råd til at holde sommerferie i Kandestederne, og det gjorde han de første år på Kokholms Hotel, senere i sit eget sommerhus. En dag kørte far ham fra stationen i Hulsig og til Kandestederne, og skuespilleren må have været i et usædvanligt godt lune, for han inviterede min far indenfor.
Magnus lod en bemærkning falde om, at det da var grove mange bøger, Reumert slæbte med sig på ferie, og kunne han nu også nå at læse alle dem?
Læse dem??? himlede skuespilleren, ”unge mand, jeg læser dem ikke. Jeg kan dem udenad.”
Far protesterede svagt, mente jo ikke, at nogen kunne lære så meget udenad, og her var det, at Reumert overgik sig selv og trådte ud rollen som arrogant og højt hævet over almuen, og min far fik en af sit livs store oplevelser. Han bad venligt min far tage en bog i stakken, åbne den på en tilfældig side og læse den første linje højt. Far fik sig stavet igennem en linje, og nu rettede den berømte skuespiller sig op, slog ud med armene og glemte, at han ikke stod på scenen i Det kongelige Teater, men overfor en måbende bondeknøs. Og så reciterede han hele resten af Terje Vigen for min far, som bagefter måtte tørre en tåre af øjenkrogen. Far bukkede og sagde tak. Og den store skuespiller vågnede ligesom op, han så strengt på min far og kvitterede med ordene: ”Unge mand, De kan få bogen her, men på betingelse af, at De går hjem og lærer den udenad.”
Det lovede far. Og det løfte holdt han, og alle vi børn fik nu og da Terje Vigen at høre som godnathistorie. Og også vi lærte den udenad. Og vi holdt vist aldrig op med at græde over de lede englændere.
Mine forældre blev gift i 1935 og flyttede fra byen. Far ville ikke være konkurrent til sin svigerfar og blev købmand i Strandby, hvor det ret hurtigt gik det op for ham, at byen nok havde brug for en dygtig købmand, men endnu mere for en velfungerende havn. Fiskerne solgte stadig deres fisk på stranden, og i et interview fra 13/3 1981, på fars 80 års fødselsdag med overskriften ”en sæk kartofler og en kasse isinger var starten,” fortæller han om, hvordan havneprojektet blev søsat. Selv blev han fiskeauktionsmester, en stilling, han bestred med stor stolthed og glæde i mange år.