Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

1867

Strandlangs til Skagen

”Da jeg en Aften i Slutningen af Oktober 1867 rejste fra Skagen, kom jeg til at kjøre over Stranden med Sognefoged Christian Krøg i Skagen Landsogn. Det regnede og blæste af SØ., og Regnen piskede os lige i Ansigtet. Chr. Krøg, som er en firskaaren og kraftig Mand af en ærlig og aaben Karakter, er en Levning af Fortidens mere hærdede og djærve Befolkning. Fjernt og nær er hans Hus bekjendt for Gjæstfrihed, og i Vintertiden er det ofte et behageligt Tilflugtssted for Rejsende i denne øde og uvenlige Klitegn med sine umaadelige tunge Sandveje. Som gjør Rejsetiden mere end dobbelt saa lang som paa de almindelige Landeveje. Det var, som det hedder ”Højvande” som Følge af, at det de foregaaende Dage havde blæst af SØ, og Søen gik flere Steder mod de umiddelbart til Havet grænsende Sandmiler.

 Fra Anders Peter Gaardboe: Fortidsminder fra Vendsyssel. ( udg. 2011 s.222)

Christian nikkede til kommisen, der kom svingende hen mod ham med endnu et krus øl, og lod det sejle ned foran ham så elegant, om var man en kongelig gæst, der ved en fejl havde fundet vej til det trange og tilrøgede butikslokale. Ja, men man havde da også både spist og drukket så kongeligt, at det ville skæppe bravt i købmandens pengeskuffe.
Han sad lidt og gned skægget og sugede varmen til sig. Og han tænkte, at havde man ikke kunnet proppe sig med al den gode sul og dertil fylde rigeligt efter med øl og brændevin, så var man strintet død om, da man ankom som istap i morges.
Føj for en vandgang. Værre end nogen, han kunne huske, og han havde ellers prøvet lidt af hvert i sit lange liv som kusk. Begge krikkerne havde måttet vrikke møjsommeligt af sted i havsiden og med bølgerne sprøjtende op under vommen, bølger så kraftfulde, at de af og til truede med at trække både vogn og heste til søs. Og selv havde han ikke kunnet gøre stort andet end at holde sig fast i sædet og ellers bande og svovle over det satans vejr og have ondt af de arme dyr. Og af sig selv, for den sludblandede regn piskede ned hele vejen til Skagen, og selv om den mest kom sideværts, hvirvlede den nu og da rundt og piskede ham lige ind i ansigtet. Vand for oven og vand for neden, og det gik i et for øjnene af ham, så han sad fanget i en centrifuge af vildskab.
Strandbred havde der ikke været det mindste af. Og det havde Christiane jo vidst god besked med allerede fra den tidligste morgenstund, hvor hun trods mulm og mørke havde sendt karlen Christian Larsen til stranden med bud om at undersøge, hvor galt det stod til og derpå underrette hende om tingenes tilstand.
Og karlen havde bedyret, at stranden slet ikke var at øjne dernede, skønt han havde svinget lygten foran sig og endda forsøgt at famle sig helt ned til bredden. Der var ingen bred. Havet slog helt op over klitterne. Og så var vejen til Skagen lukket, for sandmilen kunne man afgjort ikke befare i så voldsom en østenstorm. Og anden vej fandtes ikke.
Christian havde moret sig over den pjalt af en karl. Og sådan en gjorde haneben til Maren! Nej, men hør nu efter, havde Christiane protesteret, forstod han da slet ikke alvoren. Vejen var totalt og aldeles lukket. Og så havde hun vendt sig imod ham med hele sin vægt godt opildnet af de tossede tøsebørn, og sammen havde de forsøgt at tvinge ham til at blive hjemme. Som en anden kakkelovnskælling. Men nej, han skulle til Skagen. Der var bragt en større sending gods til Hulsig i aftes, og den indeholdt bl.a. varer til købmanden, og det kunne ikke vente. Ageposten kørte jo ikke i det vejr. Og desuden var hans heste de eneste i hele Hulsig, der turde trodse uvejret, sagde han. Ja og han var nok den eneste i hele Hulsig, der turde trodse hende, skreg hun, og det så højt, at Gammelfar vågnede og begyndte at spille.
Og så tog fanden da først for alvor ved hende, og hun gav sig til at himle op om, at skulle han ligefrem spilles af gårde, så var det så sikkert som amen i kirken, at hun aldrig mere skulle få ham at se i levende live.
Kvindfolk og deres overtro.
Og han havde grinet det hele hen og gjort sig klar til rejsen. Kvindfolkene gik jo derhjemme i køkkenvarmen den hele vinter og fattede ikke livet udenfor. Det skræmte dem kun. Men han lod sig ikke kyse, han var vant til isnende kulde fra både vand og vind, og han havde før oplevet, at klæderne var blevet drivende våde og så kolde, at de frøs fast til huden og nærmest måtte skæres af.
Skulle vejret have lov at bestemme over ens gøren og laden, så kunne det se kønt ud, så kunne man ligeså godt pakke sammen og slutte sig til stymperne, der ravede om på landevejene.
Sådan lå landet. Men kunne man bringe kvindfolk til at se det? Nej.
Nu sad han i købmandens varme butik, og rundt om ham emmede det fra fiskernes fugtige klæder, der tørredes i takt med, at det indvortes vædedes. Øl og brændevin tylledes ned i tørre halse.
Mens de stærke dunster således blandede sig med tobaksrøgen og den lune snak omkring ham, faldt han en smule hen, og sad og skuttede sig af velbehag. Så sukkede han lidt ved tanken om alle tings ophør. Også denne salighed fik snart ende. Han skulle hjemad. Det var allerede sent på dagen, og mørket havde sænket sig over byen. Og uden for Skagen hylede uvejret værre end nogensinde.
Det var ikke til at tænke på.
Et øjeblik sendte han Christiane en venlig tanke og grundede lidt over, om man måske skulle være mere lydhør over for kvindfolkene og deres luner. Ja, havde han da bare haft hende at lune sig ved nu, så ville det slet ikke have været så ringe endda, og han flyttede sig uroligt på bænken over disse utidige tanker. Der i det samme blev afbrudt af en mørk, behagelig stemme, som han ikke kendte. Underligt, for han kendte ellers alle, og alle kendte Christian Krøg. Han så op. Foran ham stod en mand med smil i øjnene. ”Goddag min gode mand,” havde han sagt. Og nu fortsatte han.
”Jeg har hørt, at De er fra Hulsig. Og at De kører med fisk og andet til og fra Skagen.”
De, det var ligegodt grove.
”Jo såmænd, en fusker jo med lidt af hvert.”
”Og De kører altså til Hulsig i aften?”
”Jo.”
”Så kunne jeg måske køre med?”
”Det er ikke umuligt. Men det er dumt. I det her vejr.”
”Åh, jeg er ikke bange for vejret.”
”Hmm …”
”Så er det en aftale. Jeg skal blot betale for min fortæring, så er jeg rede.”
”Jo.”
”Ja, det her er så min vogn. Behageligheder kan jeg ikke byde på,” småsnakkede han til den fremmede, mens han stred med de uregerlige heste, der ikke ville spændes for den tunge vogn i det vejr. De var vel lige som han selv blevet blødagtige af al den gode hø og staldvarmen.
”Nej, pyt med det. Jeg er ikke sart,” sagde manden og gav en hjælpende hånd, der nok kunne tiltrænges.
Da de lidt efter sad tæt sammen på det smalle kuskesæde og skrumplede ned gennem Skagens sandveje mod stranden, skottede Christian til sidemanden og sagde lidt forlegen. ”Os, der bor i Hulsig. vi bruger nu ikke at sige ”De” til folk. Ikke engang til kongen.”
Manden lo. ”Jamen så kan jeg jo ikke gøre krav på den tiltale. Jeg sagde det nu også kun af høflighed.”
”Det kender jeg ikke noget til.”
”Nej, undskyld.”
”Nu synes jeg, du bliver rigtig sjov,” sagde Christian og hyppede på hestene, der skøvlede tungt af sted i det klaskvåde sand og nok stadig mente, at der var en spinkel chance for, at manden kunne fortryde, så de kunne vende tilbage til købmandens varme stald.
”For resten hedder jeg Andreas Peter.” Den fremmede så på ham og deres blikke mødtes.
”Jeg hedder Christian. Og Krøg efter min gård.”
”Og jeg Gaardboe efter min gård.”
”Er du bonde?”
”Det kan du bande på. Langt ind i sjælen.”
”Du er ikke nogen almindelig bonde.”
”Det er du vist heller ikke.”
”Nej såmænd. Og så er jeg for resten sognefoged i Hulsig, hvis vi skal helt til bunds i titleriet.”
”Og jeg er sognefoged i Raabjerg, så vi er altså i bund og grund kolleger.”
”Ja, hvem skulle tro det.”
En tid kørte de tavse og havde begge rigeligt at gøre med at holde ligevægten i den slingrende hestevogn, der nu igen befandt sig ude i vandkanten, hvor den møjsommeligt bevægede sig sydvestover.
Da de omsider nåede til det nederste Tranested, hvor der var opkørsel til Hulsig, var de begge lige forkomne og dyngvåde, og de havde siddet tavse i lang tid. Men nu pegede Christian Krøg ind over klitterne til venstre fra vejen, hvor der brændte et lille lys.
”Det bette sted der indenfor klitten, hvor du ser lys, der boede vi tidligere.”
”Men ikke mere?”
”Nej, stedet sandede til og måtte flyttes. Nu er der bygget et nyt hus på grunden, men tomten fra vores står tilbage.”
”Jamen så er det jo det østligste af de to Tranesteder. ”
”Jo.”
”Det kender jeg til fra litteraturen.”
”Jaså.”
”Fra Olivarius’ topografiske værk om Skagen. Jeg skal sige dig, jeg er nemlig også topograf,” sagde Gaardboe, og skulle altså blære sig, tænkte Christian og svarede med en stemme, der var lige så kold som vinden:
”Det er jeg også.”
”Det er da løgn.”
”Hmm …”
Der blev ikke talt mere, mens vognen vuggede den korte vej til Hulsig. Først da den gjorde holdt på gårdspladsen og begge mænd var sprunget af vognen, kom det lidt forsigtigt fra Gaardboe: ”Hør, du kunne vel ikke anbefale mig et sted, hvor jeg kunne sove i nat?”
Christian Krøg pegede hen på våningshuset.
”Der,” sagde han.
”Hos dig?”
”Mit hus er bedre end min vogn. Og solidt tækket.”
Christian vendte sig mod karlen, der var dukket op ovre fra stalden og nu gav sig i lag med hestene. Nå, så bestilte han da i det mindste noget. Det skulle også lige mangle med de forestillinger, den knægt gik og gjorde sig. Og Maren med for resten. Fjollede pigebarn. Nej, fjollet var hun nu ikke, Maren var solid nok. Så var det ligegodt anderledes fat med Marie. Hun havde en egenvilje, og der var kort sagt nogle tøjler der, som var ved at slippe ham af hænde og som han måtte se at få strammet op på. Og lille Ingeborg. Hun var så sart, at han blev blød om hjertet ved at tænke på hende. Når hun blev konfirmeret, skulle hun ligesom de to store et par år ud og tjene. Det var lærerigt for tøserne at se, hvordan andre levede, det mente både han og Christiane, og han havde fundet hende en god plads hos en solid fiskehandler i Frederikshavn.
Han kiggede efter Christian Larsen, der havde spændt hestene fra og nu trak dem tværs over gårdspladsen mod stalden. Stakkels heste, de var mere udasede end han selv.
Og Christian Larsen var nu alligevel ikke så skeløjet. Var et arbejdsmenneske. Det irriterede ham blot, at den unge møllersvend fra Raabjerg gik der og betragtede sig som svigersøn endnu inden det var kommet til en aftale, og karlen havde da ikke ladet så meget som et ord falde hverken til ham eller til Christiane. Tænkte han, men kom pludselig i tvivl, for gik konen nu ikke der og smiskede for fyren, som afhang hele hendes fremtid af ham? Det var en hæslig tanke, som fik det til at gyse i ham, og han greb fat i Gaardboes ene arm, som var den en redningsplanke.
Så trak han ham op til huset.
Det var blevet ud på de små timer, og de sad i soveværelset, for det var det varmeste sted. Kvindfolkene var gået til køjs, og også karlen havde lagt sig. Og selv kunne han næsten ikke holde hovedet oven vande, så druknefærdig af træthed var han. Og det måtte Raabjergmanden da også være, og han var tilmed hønefuld, og det var tydeligt, at han ikke var vant til stærkere drikke end komælk. Og han havde da også høfligt afslået at drikke brændevin til de stegte rødspætter. Det lykkedes dog Christian at overtale ham, og efter den første gik det glat med de næste, og mens aftenen skred frem, fandt deres samtale et ståsted, hvor de begge syntes lige fast forankrede, og de nåede langt omkring i de sene nattetimer.
Det var begyndt lidt trægt. Og de var jo begge så sultne og ødelagte af den barske rejse, at der skulle en god portion af Christianes sprøde rødspætter og mere en snaps til, før tungebåndet omsider løsnedes.
”Så du er altså afholdsmand,” indledte Christian snakken.
”Ja, det vil sige, jeg går stærkt ind for afholdssagen, som er til gavn for den fordrukne bonde og fisker, og …”
Der blev en lang pause efter de ord.
Krøg tyllede et par glas ned, som skulle dønningerne af den replik helst sendes på en længere svømmetur. Væk.
Så endelig brød Gaardboemanden tavsheden med ordene: ”Det vil jo sige, jeg går ind for mådehold i det daglige, mens et enkelt glas eller to eller … øh … ”
”Eller tre eller fire … ?
”Jo, det kan nok hænde,” indrømmede Gaardboe og så ud til at ville sige noget mere, men det blev stikkende i halsen og måtte skylles efter. Han tømte glasset.
Sært så hurtigt den mand blev fuld. Men det var vel det med afholdssagen, der havde skadet hans fordøjelse.
”Og du er altså topograf? Det var fornemt,” grinede Christian.
”Åh hold op! Det var jo dig, der begyndte. Alt det snak om ”titleriet”.
Denne gang lo de begge.
”Så er du jo en slags videnskabsmand.” Nu var Krøg alvorlig.
”På en måde ja. Jeg skriver i videnskabelige tidsskrifter.”
”I har nok bedre skoler i Raabjerg end vi kan prale af her i Hulsig. Vi har måttet nøjes med løbedegne, og nogen af dem var ikke klogere end køerne i stalden.”
”Jeg har heller aldrig gået i skole.”
”Hvordan er du så blevet en lærd mand?”
”Det kan jeg takke Vorherre og mig selv for. Jeg er født nysgerrig.”
”Det er jeg også. Men jeg fik ikke ligefrem den mulighed, som du fik. Jeg skulle arve gården.”
”Det skulle jeg også..”
”Men?”
”Mulighed er ikke noget, man får. Det er noget, man tager.”
Efter middagen skiftedes brændevinen ud med punch, og det var endt med, at Gaardboe bedyrede, at nu blev Christian Krøg også berømt, for han havde fortalt så meget om stedet og stederne her i Hulsig, at det ganske bestemt ville finde vej til en bog, som Gaardboe arbejdede på. Og selve den minderige aften og rejsen dertil ville altid stå for ham som uforglemmelig.
”Uforglemmelig! Ha! du har glemt det hele i morgen,” lo Christian Krøg.
 
Andreas Peter Gaardboe havde ingenting glemt, da han vågnede næste morgen i det lille gæsterum, hvor Christiane havde redt op til ham og forsynet ham med en murstensdyne så tung, at han forsvandt langt ned i den solide halmmadrassen og holdt ham grundigt varm. Og han vågnede til den dejligste musik, som en anden fyrste. Det måtte være den gamle Peder Krøg, der havde spist, men straks efter lagt sig. Nu var der sandelig kommet liv i ham. Længe lå Gaardboe og lyttede til de glade toner, der hoppede og dansede som viltre gedekid. Jeg må skrive en bog om folkemusikken, som den er bevaret herude hos disse gamle musikalske havgasser, fantaserede han og følte sig både udkørt og fuld af ny energi. Nu skulle han hjem og skrive. Og han havde heldigvis folk til at passe gården.