Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Som I sikkert har bemærket, skifter kapiltel 3 ( som alle andre kapitler) hele tiden indhold. Først når jeg forlader indlægget og går over til 4. kapitel vil det have fundet sin endelige form. Bloggen er min notesbog og her kan alting ændre sig.

HULSIG

1834

 Drengen bad sit fadervor så inderligt, han kunne og så højt, at al troldtøj måtte høre det, om det fandtes. Så skubbede han sig til rette i halmen og lod hænderne ligge smukt foldede på den tunge dyne. Skønt sommeren knap var gået på hæld, var der koldt i det lille loftskammer.
Han lukkede øjnene og forsøgte at mane sig selv i søvn og ikke tænke på det elendige troldtøj. For han troede jo ikke en døjt på det, skønt det blev ved med at summe i hans hoved og ikke var til at vige uden om. Troldtøj. Barnesnak. Han var voksen nu. Og desuden var han blevet omgangslærer, fordi han var klogere end bønderne, og fordi han kunne så meget mere end sit fadervor, ikke blot læse og skrive og regne, men også skelne mellem sandhed og løgn. Han havde spist af kundskabens træ, men det var ikke slangen, der havde fristet ham med de liflige frugter, det var Guds egen tjener, præsten i Vogn. Nu vidste Christen, at verden var synlig, og at det usynlige var skin og bedrag.  Undtagen det, der stod i Bibelen, men det var jo så gammelt, at det halve nok var løgn alligevel. Tanken fik det til at gyse i ham. Biblen holder du dig til, knægt, dens ord er det fundament, hvorpå kristenheden bygger. Men husk så alligevel, at hvert ord skal ses gennem et filter. Et filter? Ja, din forstand. Og han havde begrebet, at hans fornuft skulle være rettesnoren og end ikke i disse sager måtte slumre. Vær altid vågen, min dreng, hørte han præstens stemme.
Og denne nat var han sandelig vågen. Lysvågen. Søvnen ville ikke indfinde sig og befri ham fra billederne af dagens uhyggelige oplevelse. Skræmmebilleder, der ikke lod sig forjage af nok så megen fornuft. Åh, men det var også de Hulsigbønder, skumlede han ind i den cementtunge dyne. Han havde proppet et hjørne af den i munden, som da han var ganske lille og måtte trøste sig til ro.
”Fri os fra Det Onde,” mumlede han halvt i trods og kiggede ud gennem den matte loftsrude, hvor stjernerne blinkede ned til ham med deres isøjne. Han skuttede sig og trak hænderne ind under den varme dyne. Så borede han sig længere ned i halmen.
Hjemme havde han haft en madras. Af lyng. Og selv om der var slemt mange mus i den og en enkelt sommer også en hugorm, så var den hjemlig og tryg. Halmunderlaget stak, og Lundgårdens mange katte holdt musenes antal nede, så han ikke engang havde den hjemlige puslen fra de små væsner at lytte til. Her var så stille. Og mor og de små søskende var langt borte. Nu var han i Hulsig, og han var ene, skønt alle døre stod ham åbne.
Han var begyndt sin dag endnu inden solen stod op, og mens han løb mod Krøgstedet var det som at bevæge sig i et drømmelandskab. Havgusen havde endnu ikke sluppet mark og hede, og kun hist og her stak klitterne deres spidser op, så man kunne tro, det var bjergtinder og at man var en slags bjergbestiger. Han kendte allerede vejen, som ikke var nogen vej, men et hjulspor belagt med lyng, og inden længe var han ved Krøggården og blev lukket ind i det varme køkken af husbonden Peder Krøg, der pegede stumt mod det lave bord ved ildstedet, hvor Anne Marie allerede stod rede med en vældig portion grød.
”Ja, vi andre har jo spist, din syvsover,” sagde hun skælmsk og mente ikke noget ondt med det, og hun strøg sin hånd over drengens viltre hårmanke, da hun satte grøden for ham, og han dumpede ned på bænken og lod sig fodre som en anden kælegris. Han skovlede grøden ind. Nu var han hos gode folk.
”Spis nu og drik den varme mælk. Du er så mager, dreng.”
Hun var næsten som hans egen mor, tænkte han, dog med den forskel, at mor aldrig rørte ved ham. Men mors blik var akkurat så blidt som madmors hænder, og hun kunne aldrig tage øjnene fra ham. Han var hendes glæde og hendes lys i mørket, det havde han forstået, skønt hun aldrig havde sagt det, og aldrig i livet ville tage sådanne ord i sin mund.
Den dag, præsten havde været på besøg i det lille hjem for at fortælle om sine planer for Christen, havde hun grædt. Præsten kunne da ikke tage hendes ældste fra hende. Hvem skulle så forsørge dem? Han var jo manden i huset nu, hvor Jens var død. Og så ville præsten, at drengen skulle sendes helt op til Hulsig og ikke for at tjene penge, men for at løbe om og forstyrre folk i deres arbejde.
”Han skal tjene Gud og Kongen,” havde præsten sagt og tilføjet, at en lærer var langt mere agtværdig end en daglejer, og desuden kunne de to yngste knægte og tøsen vel nok forsørge hende. Ellers var der jo sognet. Og han havde peget på Marie, der stod i en krog med en finger i munden og på Søren og Lars, der betuttede havde gemt sig bag deres mor. De var seks og otte og ti år. Og vist kunne de arbejde, det havde han selv gjort i deres alder. Præsten tav en stund, som om han betænkte sig, så sagde han, at Herren havde været gavmild og velsignet hendes Christen med et belevent væsen og en usædvanlig skarp forstand. Og at det var gaver, man ikke måtte forsmå. Den dreng var den dygtigste af alle de konfirmander, han nogen sinde havde haft inden for sine døre. Og fra nu af skulle han møde hos præsten hver dag og få noget lærdom proppet ind sin brillante knold, og så skulle hun få at se, hvilke mirakler han i samarbejde med Vorherre kunne udvirke. Om Christen så nok så meget var søn af en fattig enke. Han ville få tildelt en særdeles ærefuld mission: at bringe oplysning til de formørkede bønder deroppe i Hulsig og med sine kundskaber forjage al overtro og uvidenhed.
Mor havde ikke forstået ret mange af ordene, men dog ladet sig overvælde og var endt med at smile tåbeligt til stueuret, som hun også var så stolt af.  Så forblændet var hun af de fine ord. Men Christen havde forstået hvert eneste af dem, og han havde følt en sær mathed vokse frem, efterhånden som præsten blev mere og mere veltalende.
I lang tid var han styrtet af sted til præstegården hver dag efter sit arbejde, som var blevet afkortet ved præstens indgriben. Denne havde også sørget for pladser på en stor gård til smådrengene, mens Marie fik lov at blive hjemme nogen tid endnu.
En dag havde præsten erklæret ham for udlært og forsynet ham med en stak bøger og en skrivelse til sognefogden Jens Madsen på Hesselholt. Christen kunne ikke lade være med at smile ved tanken om sit første møde med Hulsigboerne. Han havde fået kørelejlighed nordpå af en karl fra Vogn, som havde ærinde til Aalbæk. Og her havde denne sat ham af nede ved stranden og peget mod nord og forklaret ham, at der ingen veje gik til Hulsig, men at han kunne løbe strandlangs dertil. Der var kun nogle få mil.
Christen havde taget træskoene af og var løbet i havstokken det meste af vejen, men der var nok længere end karlen havde berettet, for hver gang han besteg de høje klitter for at orientere sig, mødte det samme ensformige og øde syn ham: hvide sandmiler og forrevne klitter og store hedestrækninger. Men ingen boliger. Endelig, da han for tiende gang klatrede til tops fik han øje på den første gård, der lå ret tæt ved kysten. En bæk snoede sig op i landet og han satte i løb langs med den.
Da han nærmede sig stedet satte han farten ned, følte sig udaset efter den lange løbetur med vadsækken over skulderen. Lærdom vejede tungt. Det sidste stykke gik han i et adstadigt tempo. Det skulle ikke hedde sig, at han var kommet løbende til sit embede. Nok havde husjomfruen i præstegården kaldt ham løbedegn. ”Løbedegnen er her!” råbte hun til Vor Far, når han kom. Men han foragtede ordet, og han var ikke til sinds at løbe nogen steder for nogen eller løbes om hjørner med. Og så degn! Falsk igen, for der var jo ikke så meget som skyggen af et kirkespir i den her gudsforladte ødemark. Han var kaldet til at være omgangslærer, sådan stod det skrevet i brevet til sognefogeden, men den betegnelse brød han sig nu heller ikke om. Den fik ham til at tænke på et sølle letfærdigt tøsebarn, der gik på omgang mellem alle og som ingen kerede sig om.
Han havde sin værdighed, og selv kaldte han sig skolemester.
Langsomt gik han op mod de første lave længer. Et husmandssted. Det var næppe Hesselholt. Han nåede ikke til gårdspladsen, før en langlemmet dreng på hans egen alder dukkede frem ved gavlen og styrede lige mod ham.
”Hvem er du?”
Christen svarede ikke. Det her var nok en af hans elever, og han mærkede, hvordan han blev tør i munden og ikke kunne få et ord frem.
”Er du tigger?”
Der for en trækning over Christens ansigt, og for første gang gik det op for ham, at præstens gavmildhed ikke havde strakt sig til klæderne. Han ejede kun de samme slidte og lappede bukser, der oven i købet stumpede et godt stykke over træskoene. Trøjen var ren, men også den var slidt farveløs. Drengen foran ham var iført en pæn trøje og en vest, der så ud til kun at være lidt brugt. Og bukserne havde den rette længde. Nå ja, det var jo også søndag. Christen havde ingen søndagsklæder.
”Kan du læse?” fik Christen spurgt.
Drengen måbede, og en tid stod de stive og tavse over for hinanden.
”Er du tossi?”
”Nej, jeg er skolemester,” svarede Christen og genvandt i samme nu sin sikkerhed. Han hævede stemmen: ”Og du er nok analfabet!”
”Hva’?”
”Men det er ingen skam.” Christen rakte en hånd frem mod ham, og drengen tog den ligesom forhekset af ordene. Det kan jeg, tænkte Christen forundret, hekse med folk. Han klemte drengens hånd lidt hårdere end nødvendigt.
”Og nu skal du føre mig op til dine forældre.”
”Far og mor?”
”Ja.”
Han fandt senere ud af, at drengen hed Peder Christian, og at han var skikkelig nok og den ældste af en børneflok. Han ledte ham nu hen til en dør i den ene ende af rollingen, åbnede den og trak Christen med ind i et stort, sodet køkken, hvor det meste af røgen fra det åbne ildsted trak op gennem en lyre i taget, mens resten bredte sig som små skyer i rummet.
Christen harkede og rettede sig op.
”Jeg er skolemesteren,” sagde han vendt mod to gamle kvindfolk, der sad med hovederne tæt sammen ved et lavt bord henne under vinduet. Et øjeblik så de sløvt på ham, som om de ikke ret forstod ordene, men så kom de på benene og rokkede hen mod ham og trængte ham op i en krog nær ilden, mens de dængede ham til med skældsord. Deres tandløse gummer gik som et tærskeværk, og ordene væltede ud: Han … Lærer?  Og hos dem?  Komme her og tage sig rettigheder. Lediggang og fordærv, ikke andet, og de var arbejdsfolk, og hans slags kendte de fra den gift, der sivede fra den såkaldte lærdom. Sådan en opblæst skarnsknægt, og tilmed sølle i tøjet. Bag dem stod Peder og grinede.
Men der blev helt stille, da yderdøren blev smækket op og bred skikkelse fyldte karmen og råbte et ”velkommen i stuen”. De gamle kvinder listede krumbøjede hen til det åbne ildsted, hvor de fik travlt med at rode i gløderne. Manden halede Christen ud midt på det lerstampede gulv og synede ham. Ikke uvenligt. Og han var sært mild i stemmen, da han talte.
”Så du er læreren, bette mand. Ja, dig har jeg hørt om. Vi kan nok læse her på gården, men mere lærdom er ingen skade til, vel Peder?” nikkede han mod sønnen. ”Du kan komme her hver onsdag aften. Og et sted et sengested finder vi også nok.”
Christen nikkede. Nu havde han indgået sin første aftale. Og han havde hilst på sin første elev.
Sådan var det gået ham fra gård til gård. Flere steder havde han fået en blandet modtagelse, men ingen havde sat ham på porten. Af alle gårdene foretrak han dog Krøggården, at komme der var som at komme hjem, skønt alt var så meget finere og så langt større end hjemme. Enebarnet Christian på 12 år var en opvakt knægt, som allerede efter kort tid var blevet dygtig til at læse og forstå det skrevne. Og husfaderen Peder og Gammelfar spillede begge violin så smukt som Guds engle i Himlen, og mangen en aften faldt Christen i søvn til de dejligste toner og tænkte, at han nu var da vist kommet i himlen. Men han måtte smukt følge brevets ordlyd og heri stod skrevet, at han skulle overnatte det sted, hvor han sluttede sin dag. Og det kunne ikke altid mages sådan, at det blev hos Krøgerne. Han skulle undervise på alle de 11 små og lidt større steder, der lå spredt ud i det lille landsogn. Også i de få huse, hvor der ikke var børn. Analfabetismen skulle udryddes helt og aldeles, det havde præsten indprentet ham som den fornemste af alle opgaverne. ”Og så skal du gøre dit til, at den ukristelige overtro forsvinder, det forstår du vel, knægt?” Jo. Han havde nikket og også være villig nok, men det var vanskeligt i et sogn, hvor troldtøjet var så sejlivet. Det var endda det eneste, der virkelig for alvor kunne gro i den forblæste og magre egn, tænkte han. Der var langt mellem stråene på de hvide, sandede marker, og han havde først ikke kunne begribe, hvorfra den velstand stammede, som han kunne spore i snart sagt hvert eneste hjem. Først langt senere gik det op for ham, at de mange strandinger både i øst og i vest ikke kun bragte fremmede søfolk til egnen, men også rigdomme.
Søvnløsheden blev ved med at plage ham denne nat. Og endelig gav han slip og lod dagens hændelser passere uhindret revy for sit indre blik i håb om på den måde at kunne ribbe dem for uhygge. Der er altid en naturlig forklaring, som præsten plejede at sige. Men denne dag havde han måttet sande, at det unaturlige havde stor magt over sindene også over hans eget, skønt han aldrig i livet ville indrømme det. Det følte han stærkt nu, hvor han lå ensom på det mørke loft.
Dagen var ellers begyndt så godt, og da han forlod Krøggården og begav sig på vej mod den næste gård, havde glædens vinger uhindret foldet sig ud i hans sind. Hans yndlingselev Christian havde som sædvanlig ikke blot ladet sig fodre med lærdom, men stillet de klogeste spørgsmål, som tvang dem begge ud i spekulationer, der førte dem langt uden for det lille sogns snævre grænser. Store spørgsmål og vanskelige svar havde fyldt de to drengehoveder, og de havde snakket og læst og ind imellem også lyttet til den gamle Christen Krøg, der sad i sin rokkestol og gav sit besyv med.
”Jeg kan noget særligt”, tænkte han, mens han travede tværs over heden på vej mod den næste gård. Og de Hulsigbønder var slet ikke dumme. Og i sit overstadige humør bildte han sig endda ind, at de kunne lære ham noget. Den klare morgensol strålede om ham, og over hans hoved sang lærkerne. Deres lyse toner gav genklang i hans sind, og han brød selv ud i sang. Han havde en ren og smuk sangstemme og kunne for den sags skyld godt være blevet degn.
Så nåede han til Rumpen, og allerede inden han havde passeret huggehuset til den første af Klarupgårdene, anede han, at noget var gruelig galt. Ikke at han kunne se eller høre noget, men det var just det, der var så underligt. Alt det pulserende dagligliv, der plejede at udfolde sig en tidlig formiddag og fylde luften med den kendte lyd af skramlende mælkespande, af køer, der brølede på vej ud i marken, af heste, der vrinskede og stampede utålmodigt og af de mange børn, der råbende tumlede om mellem hunde og katte og andet småkravl, manglede. Det var, som om alt og alle var sunket i jorden og enhver virksomhed ophørt.
Langsomt bevægede han sig tværs over den øde gårdsplads og lagde hånden på klinken til køkkendøren.  Han tøvede et øjeblik, så åbnede han den forsigtigt. Køkkenet var tomt. Han stod et øjeblik og lyttede. Så hørte han dem. Lave mumlende stemmer. Lydene kom fra stuen, og langsomt skramlede han hen over stengulvet til døren i den modsatte ende af det rummelige køkken, åbnede den og trådte ind og blev overvældet af de mange dystre ansigter, der samtidig drejedes mod ham, og de mange øjne, der sært stikkende ramte ham. Alle mændene fra Lundholm og Klarup stod sammenklumpede omkring stuebordet. Klemt op mod den bagerste stuevæg krøkkede konerne sig, mens de holdt om deres børn. Christen kunne se, at der lå noget på bordet, men ikke hvad det var. Det stank, og sammen med dunsten fra de mange mennesker gjorde det luften tung at indånde. Han havde lyst til at vende sig og løbe langt væk. Der var noget skræmmende over de mørke og anklagende blikke, der rettedes mod ham. Som om han var skyldig. I hvad?
”Du er jo lærer,” kom det fra tungt Mads Christensen, der var husbond på Lundholm.
Han nikkede.
”Så må du vide.”
”Vide hvad?”
”Hvad man stiller op med troldtøj.”
Det sidste ord blev hvisket, og alle sænkede hovederne og så ned mod sandet, der lå spredt på gulvet. Christen åndede tungt. Troldtøj. Og med en stemme, der knækkede over sagde han: ”Det … det findes ikke.”
”Det findes. Og her på gården.”
Ordene var som et signal, der fik alle mændene til at vige til side, og nu så han det, og synet fik det til at vende sig i ham. Han skulle kaste op. Han skulle væk. Han skulle ikke være her.
Men det skulle han.
På bordet lå seks flænsede kattelig anbragt i en cirkel midt på det ru spisebord bord. De døde kattes halvrådne flabe var vredet åbne og blottede de små spidse tænder. I kattecirklens midte lå et barn indsvøbt i sjaler. Øjnene var lukkede og kun det lille hoved stak frem af kludene. Ansigtet blussede i feber.
”Hvad er det, I gør!?” hørte han sig selv råbe.
”Vi ved jo ikke, hvad vi skal gøre,” sagde Niels Hansen stille. ”Du kan jo selv se kattene.”
”Jamen … hvad … hvor … kommer de fra?”
”Det er jo det, vi ikke ved.” Nu var det Christen Thomsen. Han trådte et skridt frem imod ham. ”De lå omkring brønden derude. Den første forleden morgen, og så en i går og tre her til morgen. Men vi er ikke kyndige på de sager, vi tænkte bare, at hvis vi gik sammen og forsøgte at mane … men vi kan ikke mane. Du kan måske. Vi har hørt, at du kan mane og vise igen. Og at du har læst Cyprianus?”
”Nej. Det er løgn. Jeg tror ikke på trolddom.
”Men du kan jo selv se. Tøsen. Hun faldt om, da vi fandt den første kat. Og nu bliver de ved at dukke op. Vi har jo andre børn  …” sagde Niels og pegede på den lille pige på bordet, og nu så han, at det var Christiane, Niels Hansens og Marie Larsdatters yngste barn.
”Sådan har hun ligget i tre dage,” græd nu Marie og gik hen mod ham med oprakte hænder, som var han Messias.
”Jeg er ikke læge,” sagde han med blodet dunkende i tindingen. ”Og hun er jo syg. Det … det har ikke med hekse og trolde at gøre.”
”Det er da noget, du tror.” Marie rystede sine hænder foran hans ansigt, som om hun ville slå. Men hun slog ikke, og Christen greb hendes hænder og holdt dem fast i sine.
”Hør nu, Marie. De katte er bare katte og ikke andet, og de er døde, fordi I har alt for mange af dem. Og Christiane er syg. I behøver en læge.”
”Sådan en har vi aldrig set.”
”Nej, men så en klog mand eller en klog kone. Der må være nogen, der forstår sig på sygdom. Også her i Hulsig,” sagde Christen og slap hendes hænder.
”Den kloge kone i Sørrig. De siger, hun kan mere end sit fadervor,” kom det nu fra Kirsten Michelsdatter, ”og jeg kender hende.” Pludselig var det som om, der blev åbnet for alle tungebånd på en gang, og snakken gik. En kendte en klog kone og en anden en klog mand. En enkelt nævnede endda en heks, hvis navn fik alle til at gyse. Christen forsøgte at skære igennem, men det var, som om de aldeles havde mistet interessen for ham. Han var jo kun en fattig knægt, som de havde fået påduttet af præsterne, og han vidste ingenting om de kræfter, der skjulte sig i mørket.
”Men så meget ved jeg om snavs og sygdom,” skreg han i et vredt forsøg på at overdøve dem, og han pegede på barnet, der var vågnet op og begyndt at skrige, ”at hvis I ikke får hende der lagt i en ren seng og det lige nu og bordet godt og grundigt skrubbet, så dør hun, det er helt sikker. Og I andre med!” tog han munden fuld.
Så vendte han sig om og gik ud. Smækkede døren efter sig. Nu ville han gå direkte til øvrigheden. Til Hesselholt. Sognefogden kunne umuligt være ligeså forblændet af overtro. Overtro var vel ikke ligefrem forbudt, men når det truede små børns liv og helbred, så kunne det heller ikke være lovligt. Bestemte han og satte målbevidst kursen mod Hesselholt.
 
Der var ikke langt mellem gårdene, og han nåede Hesselholt, mens det endnu var tidlig formiddag, og på gårdspladsen åndede han ud og følte, at hele verden dog ikke var forhekset. Her herskede den vanlige travlhed, og som så ofte før, havde han en vag fornemmelse af, at han brød unødigt ind i noget velordnet og vigtigt, at hans undervisning trængte sig på som en utidig indblanding.
Midt på pladsen gik en dreng og fejede, det var Svend, en lidt vrangvillig elev som stammede fra et fattigt fiskerhjem i Højen og den eneste, han fik lov at undervise der på gården. Og det endda kun karrigt. En times tid om ugen. Og det meste af timen gik med at opspore drengen, der fluks gemte sig, så snart skoletimen slog.
Ved brønden stod karlen, Søren Larsen, og hersede med to heste, der ikke kunne blive færdige med at drikke. Søren var fra Raabjerg og havde gået i skole der. Nu hersede han med hestene.
”Ka’ I så humme jer, I satans gamle krikker. I sku’ på aftægt, sku’ I. Møgbæster!” bralrede han op. På den anden side af brønden var Maren Kirstine i færd med at trække vand op, mens hun hele tiden skævede til den store karl, hvis brovten nok så meget havde til hensigt at imponere hende som at genere de sagesløse heste, der da også drak videre uden at lade sig forstyrre.
”Søren,” kom det lavt fra hende, ”læreren er her.”
Karlen drejede sig en halv omgang, slap tøjlerne og gik hen til Christen, der nikkede et goddaw.
”Hvad Satan kommer du rendende her for?”
”Du skulle ikke bande så stygt, Søren,” sagde Christen i et forsøg på at hævde sin smule autoritet, men det var vanskeligt ansigt til ansigt med den kæmpestore karl, der ludede tungt ind over ham, og da heller ikke lod sig anfægte.
”Du ka’ få en røvfuld!” Det gav et sæt i Svend, der havde nærmet sig, og Christen fik en fornemmelse af, at det var drengen, karlen snakkede til, mens han stirrede lige gennem den unge lærer.
”Knejtrumper som jer to skal fandme ikke bestemme et hak over mig,” fyrede han løs og kæmmede altså de to drenge over én kam.
”Nej, men jeg er også ret ligeglad med dig, jeg …”forsøgte Christen.
”Du skal fandme ikke være ligeglad med mig!”
”Nej, nej, det … men jeg … jeg.”
”Søren, kan du SÅ nære dig!!” skingrede en ublid røst henne fra rollingen. Det var madmoren Ane Madsdatter, der nu viste sig i døren og gav hals. Karlen mumlede surt og vendte sig mod hesten og Maren Kristine, der havde stået passivt og betragtet den lille scene med et smil.
”Og I to drog, kan I så se at få bestilt noget og holde op med at stå der og fline,” kommanderede hun med blikket rettet mod de to ved brønden, ”jeg mangler vand.”
Nu vendte hun sig mod Christen.
”Og du! Du skal vel ikke undervise i dag.”
”Nej, men jeg skal tale med fogeden,” sagde han og bukkede for hende. Ane Madsdatter kaldte sig ”Fru Hesselholt” og ville betragtes som fin, og Christen spillede gerne op til hendes forventninger. Det betalte sig. Hun kom fra en gård i Rumpen og var blevet tvunget ind i ægteskabet med Jens, da hun var ganske ung, og han allerede var en halvgammel karl både af udseende og adfærd. Børn var det da heller aldrig blevet til. Men rigdom, jo, det havde hun fået. Alt det hartkorn.
Christen vidste god besked med de ting fra Maren Kirstine, som det var så nemt at falde i snak med, og som sandelig ikke gemte sig, når den kønne, unge lærer dukkede op. Omme bag kostalden mødtes de nu og da i skjul af de gamle hyldebuske, og her havde han fået fortalt mere end en skrøne om egnens folk og modtaget ligeså mange kys både på kind og mund. Men det sidste prøvede han at glemme. Køn var hun ikke, skønt hun fik ham til at drømme om andre kvinder og hedere kys. Kvinder og kys som han kendte til fra de romaner, præsten af og til havde stukket til ham med en lavmælt bemærkning om, at han jo nødig skulle gå hen og tørre aldeles ud af al den lærdom. Og præsten havde set på ham med det blik, som gjorde Christen nervøs og usikker. Han kunne være så sær, den præst, og han kunne finde på at røre ved drengen på en uvant måde og således at slå en tryllekreds om dem, som Christen ikke brød sig om, men heller ikke kunne bryde. Der var jo også det ved det, at uden præsten havde han måttet hakke roer hele sit liv.
Romanerne havde vist ham sider af livet, som ganske vist hørte hjemme i en anden verden end hans, men som han kunne kigge ind i og under tiden fyldes af. Og Maren Kirstines kys vækkede i korte øjeblikke den samme lyst i ham som bøgernes underskønne heltinder. Men når han så atter åbnede øjnene, forsvandt alle smukke syner og tilbage blev kun den trivelige og stramt lugtende Maren, der ophidset sugede ham til sig.
”Jamen, så er du heldig, Christen, for Jens er hjemme. Han har et ærinde til alle på egnens folk med en meddelelse om de nye forordninger angående lyngslæt af fællesjorden, og så snart hestene er klare til at spænde for, ager han af gårde.”
Hun trak ham med ind i køkkenet, hvor der lå en åben skrivelse, som gårdmanden sad og famlede sært forlegent ved, og som han rakte den unge lærer, så snart de havde hilst.
”Læs lige den!” sagde han, og Christen tog tøvende skrivelsen. Han så hen mod Ane, der nikkede.  Christen løb den igennem. Den var ikke lang, og skønt sproget var noget knudret let at begribe.
”Nå sådan,” sagde Jens, ”ja, det tænkte jeg nok. Men du må hellere læse den igen.”
Christen lod skrivelsen falde og tog mod til sig.
”Sognefogden skulle nu lære at læse selv,” sagde han og følte i det samme, at han masede sig gennem en mur, der let kunne vælte ind over ham selv. At Jens var analfabet havde han gættet sig til den første dag, han trådte over tærsklen og havde overrakt ham det forseglede brev fra præsten. Også dengang havde Jens befalet ham at læse skrivelsen højt, og Christen havde lidt forbavset spurgt, om fogeden da ikke selv kunne læse. Der var blevet meget stille i stuen, men så havde Ane brudt tavsheden og sagt, at det skulle han ikke bryde sig om, for hun plejede at læse alle brevene højt for sin mand, og han lærte dem på stedet udenad.
Siden havde Christen ikke turde nærme sig emnet. Nu var det buset ud af ham, og han havde vel så forspildt enhver chance for at få hjælp fra den kant. Og anden øvrighed fandtes ikke i det lille landsogn. Men Jens blev ikke vred, han bad Ane gå ud af køkkenet et øjeblik, så han kunne snakke alene med læreren. Ane trak sig lidt vrangvilligt tilbage, og Jens så lige på Christen og rømmede sig.
”Sæt dig!” sagde han endelig og pegede på en skammel for enden af bordet. Christen satte sig og ventede. Der gik endnu en rum tid, og først da Jens havde rømmet sig nok et par gange, begyndte han at tale.
”Jeg er ikke dum,” sagde han, ”og jeg forstår mere end præsten prædiker.” Christen nikkede. Det ville han gerne tro.
”Og jeg ville hellere end gerne lære at læse.”
”Men det er ikke svært,” ivrede Christen og blev mødt med et vredt blik.
”For mig er det ikke bare svært. Det er umuligt. Det kan slet ikke lade sig gøre.”
”Hvorfor?”
”Ja, hvorfor? Spørg du Vorherre om det. Bogstaverne kuldsejler for øjnene af mig. De vil ikke give mening.”
”Hvordan ved du det?”
”Jeg har prøvet mange gange. Også med lærere, der kunne mere end dig. I Skagen og i Aalbæk og endda en enkelt gang hos præsten i Tversted, som er min ven. Men jeg kan ikke. Til sidst gik jeg til en læge.”
”En læge?”
”Ja, en rigtig doktor. Og han undersøgte mig. Det er noget i mit hoved, som vender forkert.”
”Kan det ikke rettes til?”
”Det ved jeg ikke, men ville du bryde dig om at blive skåret op i hjernen.”
”Nej,” Christen gøs og så ned.
”Så nu ved du det, og vi skal ikke tale mere om det, men jeg vil gerne, at du hjælper mig med skrivelserne. Ane er ikke så kvik. Vil du det?”
Christen nikkede ivrigt.
”Så kan vi hjælpe dig med lidt bedre klæder. Vi får snart besøg af Ane sypige fra Heden. Hun kan tage mål af dig og sy dig noget varmt tøj. Det bliver snart vinter.”
Så var det, at de havde snakket om overtro, og det var just i den samtale, Christen blev klar over, at Jens trods sit store handicap både var oplyst og forstandig, og sammen havde de forsøgt at finde frem til en måde at kæmpe overtroen på.
Nu mærkede han om søvnens blidhed favne kroppen. Han strakte sig i halmen, og inden han slumrede ind, nåede han at tænke, at dagen alligevel ikke havde været så tosset, og at han ikke mere stod alene, men havde fået en ven i sognefogden. Det var slet ikke så ringe.