135 – et par prøvekapitler på Hulsigromanen – kapitel 1 og 2

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Til orientering for mine læsere:
Jeg er begyndt at skrive på romanen om Hulsig og slægterne i det lille landsogn. Det er en proces, der omsider er igang, og det plejer at være sådan, at når først startskuddet har lydt, så kører løbet.
Derfor skal I dog ikke regne med, at den “smagsprøve” på romanen, som I kan læse herunder, også vil komme med i den endelige version af romanen. Jeg plejer at føje til og trække fra i en uendelighed, indtil jeg synes, at det fungerer, som det skal. Men det, der er dalet ned på papiret i de seneste par uger, kan I altså læse herunder. Og hvor vil jeg blive glad, hvis nogle af jer reagerer ved at sende mig en mail. Så kan I jo sådan set være med til at skrive romanen – eller i al fald være med til at forhindre, at det bliver noget “juks”.

Hændelser ved Hulsig

FORORD

 For år tilbage foreslog et familiemedlem, at jeg skulle fortælle historien om den gamle slægtsgård Hesselholt og de mennesker, der levede i og omkring den, og selv om jeg havde betænkeligheder, lod jeg mig overtale, eller rettere: jeg gik i gang med at samle materiale. Efterhånden som processen skred frem voksede min betænkelighed, for jeg indså nemlig hurtigt, at det ville blive en vanskelig opgave, ikke mindst fordi jeg ville støde på blokeringer omkring det mest private stof, og kunne de forceres? Og skulle de det? Helt uforpligtende fortsatte jeg med at studere egnen omkring gården Hesselholt og de mennesker, der havde levet der og deres indbyrdes relationer.
Gården Hesselholt har tilhørt familien i flere generationer. Den sidste fæstebonde var min tiptipoldefar, Mads Pedersen, født i 1757, dog ikke på gården, men i Råbjerg på et sted, der hedder Comfage eller Komfage. Han fik imidlertid gården Hesselholt i fæste og blev en fri bonde, da han i 1798 købte den af Cathrine Holm Ferslev. Han giftede sig 21. september 1783 med den 7 år ældre Maren Pedersdatter fra Skagen. Man ved fra kirkebøgerne, at Maren er født i 18/6 1750, og fra Lundholm Sørensens arkiv, at hun levede i 2. ægteskab med Mads Pedersen, og desuden ved vi om hende, at hun er datter af Peder Nielsen og Johanne Simonsdatter i Skagen og har en tvillingesøster ved navn Johanne Pedersdatter.
Historien tager sin begyndelse i 1500tallet og er ganske dramatisk, idet Hesselholt gentagne gange blev offer for sandflugtens hærgen og måtte flyttes. Fra begyndelsen lå den på Skagen Mark og den ender, sandsynligvis efter den 3. flytning i Hulsig.
Det var imidlertid ingen unik situation i tiden, for sandflugten ramte gård efter gård, og næsten alle bønder oplevede mindst en gårdflytning. I 1804 forlades Hesselholt for sidste gang for at genopføres på den plads, den har i dag, nemlig over for kirken i Hulsig. Mads Pedersens søn Jens Madsen overtog den efter sin far, og han fik ikke børn, men i 1855 solgte han til sin nevø Lars Jensen, min oldefar. Der er nære familieforbindelser mellem gårdene i det lille sogn syd for Skagen, således rekrutteres ægtefællen ofte fra en af gårdene i nærheden Klarup, Houkjær eller Hulsig.
De voldsomme sandstorme fandt sted i det, man undertiden benævner Den lille Istid, som strækker sig fra 1600tallet og helt op i begyndelsen af 1900tallet. I denne lange periode var klimaet mere ekstremt end i dag, og vintrene var koldere og længere, og navnlig i den nordligste del af Danmark var det ofte noget af en bedrift blot at overleve.
Jeg dykkede altså ned i de gamle fortællinger om gårdene og slægterne og fandt mangt og meget, som jeg ikke vidste i forvejen, og en dag var jeg nået til vejs ende, eller rettere sagt så langt, som jeg kunne komme ved hjælp af de kilder, jeg havde adgang til. Og her opdagede jeg en verden, som var mindst ligeså barsk og menneskefjendsk som den, jeg fandt, da jeg i sin tid researchede til mine bøger om de danske udvandrere til Argentina. Også her i vort eget lille Danmark havde der levet folk, der var prisgivet en natur så voldsom, at den gang på gang truede dem med udslettelse. Men de fleste blev boende på egnen, og de blev vel af den grund selv barske og hårdføre folk.
I tekster fra 1800tallet og endda 1900tallet, altså i tider, hvor man ikke var bange for at generalisere og derfor undertiden slumpede til at sige noget rammende, fandt jeg mange maleriske beskrivelser af det nordjyske folkefærd, og de var langt fra alle lige flatterende. Her vil jeg citere et par stykker.
I ”Danmarks Land og Folk” bind 3, fra 1828 skriver Villads Christensen:
”Danmarks Atlas” giver i 1769 Vendelboerne det Skudsmaal, at de er et kækt og stridbart, men tillige haardt og selvraadigt Folk.” Og senere i Amtsforvalter Brinck-Seidelig beskrivelse af de samme folk, lyder det således Danmarks nordligste beboer: ”haard mod sig selv var Vendelboen ogsaa haard mod andre. Gamle Folk og Børn er ”unyttige Mennesker” hvis død ingenlunde bør beklages; og den, der har faaet sine Forældre paa Aftægt lægger ikke Skjul paa sin Forventning om snarest muligt at slippe af med dem.” Senere beskriver forfatteren en skagenspræst og roser ham for at han altid var: ”udmærket haard imod de fattige.” Og videre: ” det forstaaer sig, at saadanne Folk ser Døden i Øinene med urokkelig Sindsro. Man taler ugenert om den i Sygestuen og den syge ordner slev alt til Begravelsen: hvem, der skal bedes med, hvem der skal pynte Kisten og hvem den efterlevende Ægtefælle skal gifte sig med.” ( s.277)”
Da jeg læste disse linjer var der noget, der faldt på plads omkring min bedstemors død. Hun var født og opvokset på Krøggården i Hulsig og på mange måder præget stedets levevis. Min bror og jeg passede hende de sidste dage, hun levede, og vi mente, at det var fair nok at fortælle hende, at hun var døende. Hun var højt op i 80’erne og kun bange for smerter og ubehag, så da vi fortalte hende den sørgelige nyhed, livede hun vældigt op, ja hun blev nærmest euforisk ved tanken om en snarlig himmelfart, og de sidste par dage i hendes liv hengik i en blanding af fest og febrilsk travlhed, for nu skulle der synges salmer og spises nadverbrød og drikkes hellig kalk, og der skulle velsignes og arrangeres og lægges til rette. Jeg måtte således skrive afskedsbreve til hele hendes store familie, hvert eneste dikteret af bedstemor, og helt ned i mindste detalje planlagde hun den kommende tid, f.eks. måtte jeg love hende, at der ikke blev serveret høns i asparges til begravelsen, for det kunne hendes yndlingsniece ikke fordrage. Men nu forstod jeg jo, at hun blot fulgte gammel skik og brug.
Her er et andet eksempel på Vendelboernes sindelag, sådan som højskoleforstander Edvard Jensen oplevede det, da han skulle tale til et stævne i Horne:
Han vidste jo nok, at Indre Mission havde et godt tag i folk fra den egn, og han begyndte da også med at sige trosbekendelsen, men da han kom til ordene: ”nedfaren til Dødsriget,” så han nok, at der blev stor uro i salen. Han skulle have sagt Helvedet, skulle han. Han skriver: ”De første bænke var tæt besat med gamle fuldskæggede gubber i blaat vadmelstøj og træsko. Det var dem, jeg havde hørt omtale, og som jeg var bange for. Til at begynde med syntes jeg, de saa ud til allehaande. Ganske klart var det i hvert fald, at de godt kunne tænke sig at brænde en kætter af, inden de gik hjem” . .. og senere lyder det fra Jensen: ”Da mødet var forbi, omringede de mig. ”Nu er det ude med dig Jensen,” sagde jeg til mig selv, ”du blev altså 26 aar alt i alt.” Der lægges da også i kakkelovnen, da den stakkels foredragsholder senere bliver budt på kaffe og kager og en ”snak”. Han bliver heglet godt og grundigt igennem og må hurtigt kapitulere over for disse fiskeres store paratviden angående Bibelens ordlyd.  
Det var sådan, at folk på denne den nordligste del af landet havde levet isoleret fra resten af riget: de var omkranset klitter og hav til alle sider, en natur, der i lange perioder gjorde dem livet surt og holdt dem fangne på bostedet. Sådan havde det været i generation efter generation i mands minde. Men ikke altid. Der var en tid, hvor Skagen Odde var skovbeklædt og lå pynteligt med spredte søer og grønne enge, men sådan teede naturen sig kun i de første århundreder efter, at byen og egnen blev beboet.
I 1100tallet fandt den første bebyggelse i Skagen og Højen/Gammel Skagen sted, og omkring 1400 rejstes den imponerende Sct. Laurentii Kirke, og i 1413 fik byen købstadsrettigheder, og egen latinskole blev det til i 1549. Det var en storhedstid for alle i og omkring byen. Men det fik en brat ende. Klimaet forandrede sig til det værre, og menneskene gjorde deres ( som de vist altid har gjort?) til at ødelægge naturen, de drev rovdrift på klitbevoksning og skov og gjorde livet let for sandflugten og besværligt for menneskene. I løbet af 1500tallet og helt op til midt i 1800tallet hærgedes byen og Landsognet navnlig om vinteren af sandflugt og stormfloder. I 1568 forliste 350 skibe ved Skagen. I 1593 blev 14 gårde revet bort af vandmasserne, og i 1595 blev 25 gårde totalt dækket af sand.
Skagen sandede til, og landsognet fulgte trop. De blev som øer midt i et hav af vand og sand. Man kan forestille sig, og kirkebøgerne viser det også, at folk giftede sig på kryds og tværs inden for det lille samfund, hvilket naturligvis ikke ligefrem styrkede folkesundheden. Det blev et samfund med mange ”tværinger” og ”særinger”.
Dette liv i isolation fik imidlertid en brat ende fra midten af 1800tallet. Dels iværksatte man effektive sandflugtsdæmpende foranstaltninger, og dels skete der det, at en lang række af digtere og kunstmalere ”opdagede” Skagen og omegn. De fandt både naturen og menneskene såre maleriske og romantiske. H. C. Andersen var en af de første, der vovede sig den ubekvemme vej til Skagen. Efter en lang rejse til eksotiske lande kom han på den ide, at han ville se Jyllands nordligste kyster og på klods hold studere disse egnes barske og dog jomfruelige natur med dens vilde indfødte, disse sære ”havgasser”, man kun havde hørt om. Og hans glæde og forundring ville ingen ende tage, da han efter store strabadser omsider nåede til toppen af Danmark. Her mødte ham en verden, som var mindst ligeså fremmedartet og gådefuld som den, som han havde fundet i fjerne riger. Hans rejseindtryk blev publiceret i ”Folkekalender 1860”, og sådan her lyder indledningen:
”Vi ville besøge denne ”Danmarks Afkrog”, Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgæs opfylde Luften med Skrig hen over de bevægelige Sandklitter og den tilfygede Kirke. Er du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder du Natur, der giver Dig et Billede fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøider og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdenshavet.    
I ”Danmarks Land og Folk” bind 3, fra 1828 skriver Villads Christensen:
”Danmarks Atlas” giver i 1769 Vendelboerne det Skudsmaal, at de er et kækt og stridbart, men tillige haardt og selvraadigt Folk.” Og senere i Amtsforvalter Brinck-Seidelig beskrivelse af de samme folk, lyder det således Danmarks nordligste beboer: ”haard mod sig selv var Vendelboen ogsaa haard mod andre. Gamle Folk og Børn er ”unyttige Mennesker” hvis død ingenlunde bør beklages; og den, der har faaet sine Forældre paa Aftægt lægger ikke Skjul paa sin Forventning om snarest muligt at slippe af med dem.” Senere beskriver forfatteren en skagenspræst og roser ham for at han altid var: ”udmærket haard imod de fattige.” Og videre: ” det forstaaer sig, at saadanne Folk ser Døden i Øinene med urokkelig Sindsro. Man taler ugenert om den i Sygestuen og den syge ordner slev alt til Begravelsen: hvem, der skal bedes med, hvem der skal pynte Kisten og hvem den efterlevende Ægtefælle skal gifte sig med.” ( s.277)”
Da jeg læste disse linjer var der noget, der faldt på plads omkring min bedstemors død. Hun var født og opvokset på Krøggården i Hulsig og på mange måder præget stedets levevis. Min bror og jeg passede hende de sidste dage, hun levede, og vi mente, at det var fair nok at fortælle hende, at hun snart skulle dø. Hun var højt op i 80’erne og kun bange for smerter og ubehag, så da vi fortalte hende den sørgelige nyhed, livede hun vældigt op, ja hun blev nærmest euforisk, og de sidste par dage i hendes liv hengik i en blanding af fest og febrilsk travlhed, for nu skulle der synges salmer og spises nadverbrød og drikkes hellig kalk og der skulle velsignes og arrangeres og lægges til rette. Jeg måtte således skrive afskedsbreve til hele familien, hvert eneste dikteret af bedstemor, og helt ned i mindste detalje planlagde hun den kommende tid, f.eks. måtte jeg love hende, at der ikke blev serveret høns i asparges til begravelsen, for det kunne hendes yndlingsniece ikke fordrage. Men nu forstod jeg jo, at hun blot fulgte gammel skik og brug.
Her er et andet eksempel på Vendelboernes sindelag, sådan som højskoleforstander Edvard Jensen oplevede det, da han skulle tale til et i Horne:
Han vidste jo nok, at Indre Mission havde et godt tag i folk fra den egn, og han begyndte da også med at sige trosbekendelsen, men da han kom til ordene: ”nedfaren til Dødsriget,” så han nok, at der blev stor uro i salen. Han skriver: ”De første bænke var tæt besat med gamle fuldskæggede gubber i blaat vadmelstøj og træsko. Det var dem, jeg havde hørt omtale, og som jeg var bange for. Til at begynde med syntes jeg, de saa ud til allehaande. Ganske klart var det i hvert fald, at de godt kunne tænke sig at brænde en kætter af, inden de gik hjem” . .. og senere lyder det fra Jensen: ”Da mødet var forbi, omringede de mig. ”Nu er det ude med dig Jensen,” sagde jeg til mig selv, ”du blev altså 26 aar alt i alt.” Der lægges da også i kakkelovnen, da den stakkels foredragsholder senere bliver budt på kaffe og kager og en ”snak”. Han bliver heglet godt og grundigt igennem og må hurtigt kapitulere over for disse fiskeres store paratviden.  
Det var sådan, at folk på denne den nordligste del af landet havde levet isoleret fra resten af riget: de var omkranset klitter og hav til alle sider, en natur, der i lange perioder gjorde dem livet surt og holdt dem fangne på bostedet. Sådan havde det været i generation efter generation i mands minde. Men ikke altid. Der var en tid, hvor Skagen Odde var skovbeklædt og lå pynteligt med spredte søer og grønne enge, men så det kun ud i de første århundreder efter, at byen og egnen blev beboet.
I 1100tallet fandt den første bebyggelse sted i Skagen og Højen/Gammel Skagen sted, og omkring 1400 rejstes den imponerende Sct. Laurentii Kirke, og i 1413 fik byen købstadsrettigheder og egen latinskole i 1549. Det var en storhedstid for alle i og omkring byen. Men det fik en brat ende. Klimaet forandrede sig, og menneskene gjorde deres ( som de vist altid har gjort?) til at ødelægge naturen, de drev rovdrift på klitbevoksning og skov og gjorde livet let for sandflugten og besværligt for menneskene. I løbet af 1500tallet og helt op til midt i 1800tallet hærgedes byen og Landsognet navnlig om vinteren af sandflugt og stormfloder. I 1568 forliste 350 skibe ved Skagen. I 1593 blev 14 gårde revet bort af vandmasserne, og i 1595 blev 25 gårde totalt dækket af sand.
Skagen sandede til, og landsognet fulgte trop. De blev som øer midt i et hav af vand og sand. Man kan forestille sig, og kirkebøgerne viser det også, at folk giftede sig på kryds og tværs inden for det lille samfund, hvilket naturligvis ikke ligefrem styrkede folkesundheden. Det blev et samfund med mange ”tværinger” og ”særinger”.
Dette liv i isolation fik imidlertid en brat ende fra midten af 1800tallet. Dels iværksatte man effektive sandflugtsdæmpende foranstaltninger, og dels skete der det, at en lang række af digtere og kunstmalere ”opdagede” Skagen og omegn. De fandt både naturen og menneskene såre maleriske og romantiske. H. C. Andersen var en af de første, der vovede sig den ubekvemme vej til Skagen. Efter en lang rejse til eksotiske lande kom han på den ide, at han ville se Jyllands nordligste kyster og på klods hold studere disse egnes barske og dog jomfruelige natur med dens vilde indfødte, disse sære ”havgasser”. Og hans glæde og forundring ville ingen ende tage, da han efter store strabadser omsider nåede til toppen af Danmark. Her mødte ham en verden, som var mindst ligeså fremmedartet og gådefuld som den, som han havde fundet i fjerne riger. Hans rejseindtryk blev publiceret i ”Folkekalender” 1860”, og sådan her lyder indledningen:
 ”Vi ville besøge denne ”Danmarks Afkrog”, Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgæs opfylde Luften med Skrig hen over de bevægelige Sandklitter og den tilfygede Kirke. Er du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder du Natur, der giver Dig et Billede fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøider og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdenshavet.    

1804

Hulsig

 Hesselholt har ligesom de øvrige Steder i Skagen Landsogn været Fæstested til daværende Ferslev Gaard i Skagen. Ifølge Skøde af 11. Juni 1798 blev Hesselholt, som da havde 5 Skp. Hartkorn Ager og Eng, efter skede Moderation i sin Tid formedelst Sandflugt, solgt af Cathrine Holm, Enke efter afgangne Byfoged Hans Christopher Ferslev i Skagen for 190 Rdl. Til Mads Pedersen, som havde Stedet i Fæste. Omtrent Aar 1804 flyttede Mads Pedersen Stedet, som da laa ca. 250 Favne Nordvest fra, hvor det nu ligger, for Sandflugten.
Citat fra ”Kortfattet Skildring af Gaarden Hesselholt i Skagen Landsogn”, Janus Jensen Hesselholt 1. Januar 1888.
 
Den forårsmorgen kunne Mads ikke åbne døren til gårdspladsen. Hele natten havde han og Maren ligget vågne, mens de lyttede til stormens rasen derude, hvordan den fór langs rollingens lave mure og rundt om hushjørnerne og ruskede i stråtaget og kylede favnfuld på favnfuld af stenede sandkorn mod ruderne, hvor de ramte med skarpe smæld. Og han lå og tænkte på sine dyr, om de var rædde derude i stalden, om de stod og brølede om kap med stormen, og hans tanker fløj fra gården og ud til agrene, og han syntes, at han kunne se dem krympe sig under pisken, mens sandet hvirvlede hen over dem og hastigt dyngede dem til, mark efter mark kvalte det og han kunne intet stille op.
Omsider gled han ind i en halvdøs, hvori det forekom ham, at de mange spredte lyde forenedes til én eneste skingrede falsk tone. Det var dødsenglene, der heppede hinanden op og hylede deres undergangsviser, mens de jog hinanden rundt og rundt, så om et hushjørne så om et andet og hen over de nytilsåede marker, hvor de golde sandkorn kvalte alt spirende liv.
”Hører du?” hviskede han fra sin søvnhule og lagde armene tættere om Maren. Hun skuttede sig, som var der kulde i hans favn.
Han var vågnet med et sæt, og havde sat sig over ende i alkoven, mens han stirrede ud i den mørke stue og lyttede til stilheden. Kun ganske få lysstråler fandt vej gennem det eneste vindue, der ikke var en mørk flade dækket af sand.
Mads havde bakset og aset med døren i en evighed, syntes han, og bag ham stod Maren stod og forsøgte at sluge gråden, der trængte sig på og langsomt voksede til en hylen som fra en fjern ulv. Den uhyggelige lyd borede og sled i hans øren, men han kunne og ville heller ikke standse den, for den var rimelig, tænkte han, kvindfolk kunne altid tude sig til rette, og selv havde han mest af alt lyst til endelig at give slip og falde i tråd med jammeren og ligesom Maren sende hyl på hyl ud gennem glugger og sprækker og fylde den uhyggelige fjende derude med smerten fra to mennesker, der havde kæmpet i årevis og omsider måtte give tabt i den ulige kamp mod naturkræfterne. Eller mod Gud, tænkte han vredt og gav sig til at flå i dørklinken til det blødte i håndfladen. Måske var det alt sammen en himmelfalden straf, som man havde fortjent og måtte bøje sig for.
Himmelfalden? Nej, sådan kunne det ikke være. Han var kaldet til at være bonde som sine forfædre og flittigt dyrke jorden, og man behøvede kun kaste et blik i den store dragkiste, på hvis bund Herrens velsignelse havde samlet sig i overflod. Og havde han måske ikke både ofret og bedt til Himlen og gang på gang følt Herrens miskundhed, når laderne bugnede og dyrene trivedes og børnene levede? Jo vist. Skulle han så give slip nu? Nej. Den gård, som han havde kæmpet for hele sit ungdomsliv liv som fæstebonde, kunne han umuligt overlade til denne gudsforladte natur, der revsede imod al rimelighed. Han måtte vriste det fri, der var hans, tænkte han med hovedet lænet mod dørens ru fjæl, for han var ingens træl, men en fri bonde. For mindre end 10 år siden havde han underskrevet skødet, hvoraf det fremgik, at han herskede uindskrænket over egen jord. Og han løftede sit hoved og så sig om i stuen med det smukke standur og de kønne malede møbler. Hans ejendom.
Og så var der børnene at tænke på. Anna var gudskelov blevet afsat til en bonde i Sørrig, som ejede et solidt boelsted med tilliggende marker og så langt inde i landet, at sandflugten aldrig kunne true det. Sønnen Jens var 17 år, og han skulle overtage gården til sin tid, og det var først og sidst for hans skyld, at Mads måtte befæste sin ejendom og holde ud. Drengen skulle ikke arve et fallitbo. Så var der Kirsten Marie og Mette, begge børn endnu, men til dem havde han udset sig solide fiskere fra Højen, et par stærke mandfolk, Jens og Niels Svendsen, familie til Maren og desuden sønner af en mand med egen båd, som tilmed var kendt for på snedigste vis at tiltuske sig et og andet værdifuldt fra de hyppige skibsforlis.
Nu kom Jens tumlende med forsovede øjne og stillede sig ved hans side. Mads vendte sig halvt om mod ham.
”Det hjælper ikke stort”, sagde han mat i stemmen og slog næven mod den lukkede dør, men Jens pegede tavs op mod en kun halvt tilsandet rude. Mads nikkede blot.
Det varede ingen tid, så havde drengen åbnet vinduet og skubbet sig ud gennem det, mens sandet udenfor rislede ind stuen og lagde sig til rette på bord og bænke. En tid hørtes kun lyden af de silende sandkorn, men så brødes stilheden af en skovls ivrige skraben. Lyden kom nærmere og nærmere, og nu lirkede Jens forsigtigt ved klinken og havde held til at åbne døren så meget, at Mads og Maren kunne presse sig ud gennem den smalle sprække.
Udenfor blev de stående tavse en stund, som i chok ved synet af den raserede gård. Hist og her på stenpikningen sås flåede bunker af strå, og rundt om dem lå allehånde løsøre kastet hulter til bulter af stormen og anbragt lige der, hvor den havde sluppet sit tag. Mads kiggede op og så sorte huller grine frem overalt i taget.
For enden af laden var den halve gavl blæst omkuld, og den anden halvdel hang hjælpeløst, tynget af en grå smudsblandet sandbunke, der var føget sammen og nu lænede sig imod den, så den syntes at kunne bryde sammen hvert øjeblik.
Stormen var ovre, og der rørte sig ikke en vind. Stilheden var total og fyldte dem med uhygge, som var det stilhed før stormen og ikke efter. Ingen sagde et ord, de stod bare tæt sammen, ludende mod hverandre. Kirsten Marie og lille Mette var vågnet og sluttede sig nu til dem. Begge pigerne holdt knugende om deres mor, som frygtede de, at hun også kunne bryde sammen.
Maren gjorde sig nænsomt fri af børnene, der kiggede forskræmte på hende, hun bøjede sig forover og lod armene dingle sygt. Mads så på hende og tænkte lidt forbavset og for første gang, at hun var blevet slemt ældet, så indfaldent og gråt hendes ansigt var, og læberne, der rynkede sig om munden med de tandløse gummer. Og hvor var hendes krop blevet mager og senet og så de tynde arme, der nu hang slappe som visne stilke mod stenpikningen. Det ærgrede ham, at hun skulle stå der og modstandsløst søbe ulykken i sig, som var det en suppe, han serverede for hende. Selv havde han ikke mere lyst til at jamre; han mærkede i stedet en stolthed og en vrede pible frem og lægge sig hærdende om sindet. Han krævede hævn og handling. Det var rimelige krav, tænkte han og fnøs. Så knyttede han sine næver og rakte dem truende mod himlen, mens han brølede sin galskab ud. Himlen blev dog hængende ganske uanfægtet og sendte ham sit lyseste smil, der langsomt farvedes rødt af solens første stråler og nu ramte hele den lille gruppe mennesker, der stod tæt sammen på en gårdsplads, der flød med vragdele som efter et forlis.
Pludselig blev Mads’ larmende protest overdøvet af høje brøl, blandet med en hests skingre vrinsken.
”Dyrene!” Han rev sig løs, styrtede hen til stalden og rev døren op. Indenfor var der dunkelt. Sandet på nordsiden havde lagt sig som høje klitter, som dækkede for alle vinduerne. Et par steder havde stormen slynget småsten og sand så hårdt mod ruderne, at de knustes, og sandet havde uhindret kunnet fortsætte sin hærgen inde i stalden, hvor det havde lejret sig i banker om køernes hove. Hestene stod ved den modsatte mur og kunne ikke nås af sandfloden, men de stampede uroligt på stedet, som anede de, at en fare nærmede sig. Sandet blev ved med at sile i stadig tyndere striber fra de knuste ruder og lagde sig omkring køerne, der nervøst forsøgte at trippe sig fri.
Det var blevet sent, og mørket var allerede så småt begyndt at trænge ind i alle kroge, da den lille familie vendte hjem fra markerne og tumlede ind i rollingen, hvis ruder nu var skovlet frie for sand, så den sidste rest af rødme fra en nedgående sol kunne finde vej igennem og lægge et rosa skær over de trætte mennesker og deres blå og rødmalede indbo.
Så dødsens udmattede var de, at de end ikke orkede at snakke sammen. Ikke fordi de havde for vane at plapre unødigt op, men enkelte ord sprang der jo ligegodt jævnligt mellem dem. Nu var de tavse, og uden at mæle et ord spiste de det flæsk, Maren skar af til dem og drak den varme te, som hun havde kogt på anis.
”Du er en gæv pige, bette Mette,” sagde Mads pludselig med en uvant mildhed i stemmen, og ordene kom så overraskende for dem alle, og var så sære i deres betydning og betoning, at de holdt op med at tygge og bare gloede på ham, som havde de ham mistænkt for at gå i barndom over al den modgang, der havde ramt ham og hans.
”Jeg ville blot sige, at denne dag ikke er en dag som alle andre dage,” sagde han langsomt og højtideligt. Han rømmede sig og så på dem med et glimt af kærtegn i blikket.
Den stemme, det blik og de ord. Det gav alt sammen ingen mening, syntes Maren og svarede da også kun med et hovedkast og et fnys, mens børnene atter fik travlt med at proppe sig med flæsk og holde øjnene fæstnede på den ru bordplade.
”I har grædt i dag,” fortsatte Mads alvorligt, mens han hævede stemmen, ”og vi har brugt alle vore kræfter, selv du, bitte Mette, har slidt som en voksen.” Han gjorde en pause og rakte lidt tøvende en hånd over mod pigen, der forskrækket trak begge sine til sig. Så fortsatte han og denne gang med en fasthed i stemmen: ”Men sådan vil jeg ikke, at det skal være. Vi er nået til den yderste grænse. Det var bare det, jeg ville sige.”
Jens kiggede forlegent på ham. ”Hvad mener far? Vi kan da ikke standse sandet.”
”Nej, det er sandt, bette Jens, det kan vi ikke.”
”Mener far da, at vi skal flygte?”
Jens turde ikke hæve stemmen, det var næsten en hvisken. Han havde set hele familier give op og forsøge sig med et nyt liv i Højen eller i Østerby og enkelte i Vesterby. De var blevet fiskere, og tanken om at leve hver dag i samvær med det kolde, slibrige hav fór gennem ham med et strejf af rædsel. Ville far virkelig, at de skulle opgive jorden og blive fiskere? Han vidste godt, at far var i færd med at afsætte søstrene til nogle fiskere i Højen, som de langt ude var i familie med. Stakkels tøser. Men han var ikke til sinds at blive fisker og trælle alle sine dage på havet. Han var bonde. Og hvad med gården? Skulle den så få lov at sande til og ligge hen som et lig i sandet, strittende med sine ødelagte skeletdele? Som alle de andre forladte og ribbede huse, der efter hver ny storm stak de halvrådne spær og rustne brønde op af sandet.
Før deres tid var Hesselholt gået i arvefæste fra far til søn. Havde bønderne end måttet slide for herremanden, så havde han dog aldrig haft myndighed til at jage dem af gårde. Skulle sandstormen nu gøre det?
”Vi må se det i øjnene, at gården er ødelagt, og markerne står heller ikke til at redde,” sagde Mads tørt.
”Men far, vi kan vel samle tang på stranden og lægge ovenpå sandet og så hente ny jord derude på heden, under rimmerne og i dobberne,” trodsede Jens med en stemme, der var helt ny og fik far til at trække øjenbrynene op og så alligevel forsøge sig med et smil, der fik drengen til at fortsætte. ”Jamen, far, det har vi da gjort før. Og nu vil du, at vi skal give op!”
”Nej!”
”Hvad skal vi så?”
”Forrige år var der kun få storme, det husker I vel? og vi fik laderne fulde, og vore køer blev fede derude på markerne. Og al den mælk.”
Så megen snak.
”Ja, far, men i år bliver det ikke sådan.”
”Netop, min kære dreng.”
Kære dreng? Og den venlighed. Det var forkert, tænkte Jens og mærkede frygten murre i sindet, for hvad gik der dog af far? Hvornår havde han sidst talt til ham med en sådan blødhed i stemmen? Aldrig! Og så det smil. Det var grumt at se på.
”Det er nu, vi skal vise, at vi fra Hesselholt ikke er som alle andre. At vi aldrig giver op.”
”Hvad?” Far var underlig. Det var ikke første gang. Men nu var han underlig på en forkert måde.
”Aldrig!” Nu råbte Mads ligefrem, og han rejste sig fra bænken og rakte sine knyttede næverne op mod det lave loft. Børnenes øjne begyndte at flakke, mens Maren trak sit forklæde op over hovedet, som om hun på den måde ville undgå at se sin mand gå amok. Men Mads blev stående med sitrende næverne, og ganske uvarslet hamrede han dem op mod bjælkerne, som om han ville gøre skade på sig selv. Mette begyndte at græde, mens de to store faldt en smule til ro. Nu lignede han mere sig selv. Gik bersærk. Det var vel ikke noget nyt. Det gik hidsigt og hurtigt ud over et eller andet i nærheden, og derpå faldt han som regel til ro. Lige nu var vreden rettet mod loftsbjælkerne og herregud, de holdt jo nok. Og ganske rigtigt, nu satte Mads sig lige så hurtigt, som han havde rejst sig og lod de knyttede næver falde til ro på bordet foran sig. Han faldt selv til ro, mens han så fra den ene til den anden og nu igen med det sære smil på læben.
”Maren!” kaldte han, og hun tittede frem bag forklædet, men holdt det dog stadig op foran sig.
”Vi har penge på kistebunden og en god klat jord i Hulsig,” sagde han.
”Jo, Mads.”
”Og vi flytter.”
”Flytter, jamen Mads! Men Hesselholt, den ligger jo her,” indvendte Maren og rystede på hovedet, så de tynde, grå tjavser dinglede fra side til side.
”Men hvem siger, at den skal blive liggende, bette Maren?”
Det var, som om Jens med ét vågnede op, han fik farve i kinderne, og øjnene lyste, som ville de sige, at hans far var akkurat så uovervindelig, som en Hesselholt skulle være, og at der ikke var nogen grund til at fortvivle med ham bag ploven. De kunne give fanden i sandet og al dets hærgen. Det var jo for pokker sandet, der flygtede og ikke dem.
”Men sandflugten, den kan vel finde os i Hulsig. Det er dog ikke så farligt langt borte,” kom det ængsteligt fra Maren.
”Hør nu, Maren, den er jo ikke ude efter dig, og til Hulsig kommer den aldrig.”
”Kan man nu også tro det,” sukkede Maren.

1826

Højen

Far var den stærkeste i verden. Lutter styrke og tapperhed, og der fandtes ikke det, der kunne knække hans vilje, og ingen storm kunne være så voldsom, at den kyste ham indendørs. Den kunne hyle ham lige ind i ansigtet, uden at han så meget som blinkede med øjnene. Som en trold var han og sikkert iført troldemandsskind over det hele, og så havde han tilmed et tætvoksende skæg, der strittede til alle sider, som om det var groet op i ansigtet alene for at beskytte det mod og vejr og vind.
Sådan en nat, hvor vinden var løbet løbsk og stormede ustyrligt over hav og land og månen skinnede klart på himlen, havde han purret Lars og klædt ham i det varmeste tøj, der fandtes i huset og endda krænget sine egne valkede hoser op over drengens tynde ben. Og sådan viklet ind og snøret til havde far slæbt ham med sig ned gennem klitterne og helt ud til det frådende hav, og det selv om Jens gispede som en landkylet fisk, for vinden piskede det løse sand op og fyldte luften og føltes som issplinter mod kinderne og stak i øjnene, og det skønt han forsøgte at holde dem lukkede. Og han havde ikke noget troldeskind at dække sig med eller skæg at skjule sig bag.
I strandslugten var der en smule læ, og her standsede far op og holdt ham tæt ind til sig, mens han pegede ud mod det buldrende hav og en strandbred, som de grådige bølger var i færd med at slubre i sig, så der kun blev levnet en smal strimmel helt inde under klitterne, og selv den brækkede bølgerne forslugent hen over i et forsøg på at fortære den sidste rest af strand.
”Derude er der folk, som lever på havet hele deres liv. Og lige meget, hvor vildt og ondsindet det teer sig, så sejler de roligt videre. For de er ikke bange for noget” Han gjorde en lille pause, så fortsatte han: ”Og det er vi heller ikke. Forstår du det?” Han råbte de sidste ord, som var han ræd for at blæstens og bølgernes larm skulle overdøve dem. Og da han samtidig snurrede Lars en halv omgang og stirrede ham lige ind i øjnene, var det let at se, at han ikke følte sig ramt af stormens piskeslag som andre dødelige. Ikke en mine fortrak han, hans ansigt var som mejslet i sten. Og Jens følte en isnende skræk suse gennem kroppen. Han rystede på hovedet, for ligefrem åbent at tilstå sin frygt gik aldrig an.
”Endnu er du for bitte og skravlet, men næste år følger du med, når jeg går strandvagt.”
Lars bed sig i læben og nikkede ivrigt. Det kunne han godt. Næste år skulle han nok sørge for at være stærk og stor, lovede han sig selv og følte sig en smule roligere ved tanken egen vækst og fremgang.
Vejen hjem havde været let, selv om de voldsomme vindstød gang på gang væltede ham over ende. Men vinden kom bagfra og var nok lumsk og uberegnelig, men den bed ikke mere i hans kinder, og den kylede heller ikke sandsplinter i øjnene på ham. Og han skulle ikke gå strandvagt denne vinter, det havde far lige lovet, og næste vinter lå uendelig langt ude i fremtiden.
Så stærk som far blev han nok aldrig, for det kunne ingen blive. Far havde engang løftet en stenbænk med tænderne, den historie havde børnene hørt ham fortælle så tit, og hvis den ikke var sand, så var far en løgnhals, og det kunne han umuligt være, for han bestred det fornemste af alle embeder, klitfogedens, og det betød jo, at han udmærkede sig frem for alle andre fiskere i Højen. En klitfoged kunne umuligt være løgner.
 

Vinteren trak i langdrag og endte med at blive den hårdeste og længste i mands minde. Helt ind i april vedblev frosten at bide sig fast i hav og på land, og først i det tidlige forår gik vinden i syd og begyndte at trænge den isnende nordenvind bort. Det blæste mildt og stille ind over landet og ud over havet, isen brød op, og allerede efter få dage skvulpede den første blå strimmel vand frem helt inde ved bredden, og fiskerne flokkedes for at se, hvordan gabet blev bredere og bredere, indtil al isen lå som store hvide øer spredt ud mellem hinanden så langt øjet rakte. Der kom liv i øjnene, nu kunne der snart fiskes igen og livet leves for fuld blus.

 I ugevis havde folk sultet, ikke kun i de usleste hytter, nej, vantrivslen havde bredt sig til hvert eneste hus i det lille fiskerleje. Selv hos klitfogedens var det kommet dertil, at de snart ikke vidste, hvorfra de skulle skaffe mad og brændsel.  De armeste havde søgt hjælp hos præstens og degnens, enkelte var sågar mødt op hos byfogeden i Skagen, men ingen af de steder kunne Jens Svendsen og Karen Marie godt henvende sig.  De var ikke fattige.
”Vi skal klare os selv,” lød det evige omkvæd, hver gang Kirsten forsøgte at overtale Jens til i det mindste at forsøge sig hos købmanden og prøve at få en smule på klods.
”På klods! Jeg har aldrig hørt magen.”
Den dag, isen begyndte at bryde, var også de sidste tørrede og saltede rokker og skader fortæret, og der lå kun nogle runkne kartofler tilbage i udhuset, og efter det sølle aftensmåltid foreslog Kirsten, at de skulle gribe til den sidste udvej. Familien i Hulsig. På Hesselholt var der aldrig mangel på flæsk eller fisk, så meget var sikkert.
”Min bror kan gerne hjælpe os nu, Jens fik jo Hesselholt kvit og frit mod en sølle aftægt til de gamle. ”
”Og en medgift til dig og din søster. Det glemmer du. Han skylder os ikke noget, og gik vi til ham, så gik vi tiggergang.”
”De er familie!”
”Vi skal ikke spises af med nådsensbrød,” smældede det mod hende, og hun dukkede sig under de hårde ord.
”Hva’ så far? Ska- vi så dø?”  pludrede Lille Svend, der havde rejst sig fra sin leg i det fugtige gulvsand og nu kom ivrigt tumlende hen til sin far, der svarede ved prompte at lange ham en ørefigen, der sang i stuen og sendte den fireårige om på det hårde stengulv.
En tid var den eneste lyd i stuen Svends vrælen og Annes evindelige hosten. Den lille dreng sad midt på gulvet og rokkede frem og tilbage, mens han tudede som en halvslagtet gris. Christiane på to år stavrede hen til ham og hengav sig i lutter solidaritet til en hylen, der lå et par toner højere end Svends, der brat holdt inde og lagde sine korte arme om Christianes tynde krop. Så tav også hun.
Kirsten sukkede. Hun rejste sig med besvær fra bænken og halede de to små til sig, så satte hun sig igen og tænkte, at her sad hun nu med to sultne unger på skødet og en i maven, der, skønt den endnu ikke var i stand til at skrige sin hunger ud, dog sugede hende for de sidste kræfter. Og pludselig blev det hende for meget, hun gav efter og lod tårerne få frit løb, skønt ikke den mindste lyd kom over hendes læber.
Jens blev siddende lige stiv og tilsyneladende uberørt af røret omkring sig og med et ansigt, der var knyttet i vrede, og nu vendte han sig om mod Lars og forsøgte at fange hans blik, som mente han, at den ældste søn vel i det mindste kunne yde ham en smule opbakning. Og Lars gengældte roligt blikket, han nikkede og syntes, at fars ansigt slappedes en smule. Han ville til enhver tid stå last og brast med sin far, men han vidste bare ikke, hvordan.
”I må godt sende mig?” brød Anne tavsheden og holdt for en sikkerheds skyld begge hænder op foran ansigtet, men Jens slog ikke denne gang, han spurgte i en sær, blød tone, hvad hun mente med den snak.
”Jeg er 15 år, og det er rent for galt, at jeg stadig går herhjemme. Jeg kan vel også arbejde. En lille smule da. Og de kan få mig på Hesselholt for bare lidt sul og noget mel og en sæk kartofler.” Hun lod hænderne synke og holdt et klæde op for munden og forsøgte at holde hosten stangen, mens hun trodsigt så på sin far.
Dig kan vi jo ikke sende,” mumlede Jens utilpas uden at se på pigen.
”Men jeg er rask.” Maren Kirstine rejste sig fra bænken og trådte ud midt på gulvet så hastigt, som var hun allerede på vej væk. ”Mig kan I gerne sende, og uden at det skal koste onkel Mads så meget som en skilling.”
”Vi sender ikke ukonfirmerede børn ud at tjene. Det har vi aldrig haft behov for i vor familie.”
”Nej, men det har vi nu,” sagde Kirsten og tørrede sine øjne med snippen af forklædet.
”Lad os bie nogle dage.”
”Bie på hvad?”
”Jeg tager på havet i morgen,” sagde Jens og forsøgte at gøre stemmen fast og myndig.
”På havet!! Men det kan du da ikke. Isen har knap nok løsnet sig, og endnu ligger der bjerge af opskruede skosser overalt. Det er jo livsfarligt.”
”Ja,” sagde Jens. ”Men jeg har snakket med de andre i lauget, ingen af mændene er bange. Jeg har fået tilsagn fra både bror Niels og Thomas Thrane og Niels Ottesen.”
”Ottesen, det gamle liv.”
”Vi har tænkt at læsse jollen og garnene på en vogn og køre det hele over til Kattegat, hvor der allerede er gang i fiskeriet.”
”I Østerby? Jamen, derovre ligger isen vel stadig fast. Med den vind vi har.”
”Ja, den ligger fast, men den kan bære. Og ude ved randen er der åbent hav, siger de. Og nu blæser det ikke så farligt mere, så hvis blot vinden fra sydøst varer ved, så skulle vi mageligt kunne skubbe jollen over den faste is og ud til det åbne hav.”
Kirsten Marie fik igen tårer i øjnene, men hun sagde ingenting, for hvad kunne det nytte?
”Jamen, hør nu bette Kirsten, det jo ikke første gang. Det her har vi jo prøvet før.”
”Ja, det har rigtignok mange prøvet før, og næsten ligeså mange har mistet livet ved den prøvning.” Hun var pludselig mere vred end ked af det.
”Vi er fiskere. Vi er i fare hele tiden. Og den tanke kyser os ikke. Vi er ikke kællinger, der sidder og hænger ved kakkelovnen, mens vi lader sulten pine livet af vores børn,” sagde Jens, og Kirsten krympede sig ved de ord.
”Det er jeg heller ikke”, mumlede hun.
 
De tog bestik af vejret, da de mødtes i den tidlige morgenstund, snusede op i den friske blæst, som kunne de vejre enhver forandring, og vist var det blæst op, men ikke noget af betydning, sagde de besværgende til hinanden. Sådan en smule blæst skulle vel ikke formå at holde dem hjemme. De måtte på havet. Det trak i dem. Og de kunne ikke stå imod.
Udenfor Jens’ hus hentede de garnene, der var lagt sirligt til rette aftenen forinden. Nu gjaldt det jollen, som ganske vist ikke var af de største, men en firemands og tung og besværlig at læsse på en vogn, men ved forenede anstrengelser lykkedes det, og de fire fiskere løb ad Batterivejen mod Skagen om kap med de balstyrige heste, der ikke havde været af stald i umindelige tider og nu omsider vejrede morgenluft.
Sådan fortsatte det i rask trav mod Østerby, hvor der havde samlet sig små klynger af skawboer nede på stranden. De ville med egne øjne bevidne livets genopstandelse efter den strenge vinter. Nu stod de og skuttede sig i morgenkulden, enkelte af dem med brændevinsdunken i hånden, vinterens gode ven, som kunne lægge et slør af glemsel den værste elendighed.
Hist og her kom fiskerkoner med store tørklæder og indhyllet i sorte sjaler trækkende med en trillebør belæsset med nyredte garn, mens de fleste af fiskerne allerede var i færd med at bugsere de tunge joller helt ud til iskanten. Vestkystfiskerne hilste, som de passerede ned over stranden, og gamle Ottesen svingede sydvesten, mens han råbte så det gjaldede.  Skagenfiskerne grinede, de var skøre de Højenfolk.
Det gik glat med at skubbe jollen ud på den knortede is og videre mod det åbne hav. Visse steder, hvor isflagerne havde løsnet sig og virkede skøre i kanten, måtte de standse op og skrå østover, indtil de atter fandt sikkert fodfæste på mere solide flager. Pludselig var de ved iskanten.
Rundt om dem lå andre joller, hvis mandskab allerede var i færd med at sætte deres garn.
”Vi skal længere ud, her er der ikke fisk nok til os.”
Jens grinede, mens han gjorde klar til at sætte sejlet. Det spiledes straks af den friske vind, og båden gled hastigt længere og længere ud på det åbne hav. Nu var stranden derinde allerede kun en grå stribe. Så var den ganske borte. De ankrede op og satte garn og ventede og trak op og tog fangst ombord, og hele dagen gik hen i travl virksomhed. Noget de så længe havde savnet. De lod hånt og tid og sted og fiskede, som de aldrig havde fisket før, og inden aften havde de båden fuld. Ved deres fødder lå torsk og rødspætter og isinger i bunker og klaskede lystigt med halerne. De lo til hinanden, var nogle satans karle. Så blev de stille.
”Vi må se at komme ind, inden det bliver mørkt,” sagde Jens, og de hørte alle tre den lille klang af frygt i hans stemme, og nu mærkede de, at det var blæst op og at vinden havde vendt. De kunne ikke sejle mod vinden, som kom fejende stik nordvest.
”For satan da også,” bandede Thrane, mens gamle Ottesen og Niels Svendsen fik travlt med at bjerge sejlet.
”Vi må ro og det som bare fanden,” harkede Jens og spyttede sin skrå ud i de urolige bølger, der fik båden til at gynge voldsomt. Hvorfor, tænkte han, hvorfor lige os?
”Bare rolig, det klarer vi nok.” Thomas Thrane spyttede i næverne og tog et fast tag om årerne. Også de øvrige satte sig til rette og tog ved, nu skulle alle kræfter forenes i det ene mål at nå frelste i land, om så også blodet skulle fosse fra neglene. Og det lykkedes dem at skyde en god fart, og inden længe var kysten i sigte, og de nærmede sig hurtigt land.
Men inden de nåede helt frem til iskanten, begyndte denne at bevæge sig udad med kurs mod dem. De første små isflager skurede allerede faretruende mod bådens stævn, mens mændene desperat forsøgte at ro udenom. Men flere og flere og større og større flager havde nu revet sig løs og kom ilsomt flydende mod båden. Hvis de største af flagerne støder mod båden vil den splintres til pindebrænde på et øjeblik, tænkte Jens, men han sagde ingenting.
”Det her går aldrig!” råbte Thrane trak og sine årer ind. De andre fulgte efter og en stund sad de fire mænd som fastnaglede til robådens smalle sæder. Hvad nu? Rundt om dem fortsatte isen med at skrue, og flagerne begyndte at hobe sig op i vældige bjerge, som så igen ramlede sammen med et øredøvende brag for atter at løftes op af vind og strøm og skure ind over hinanden. Fiskerne sad indeklemte i et inferno af larmende ismasser.
”Vi må op på isen, og det skal være nu!” skreg Ottesen. ”Og båden kan vi ikke tage med. Den er for tung.”
”Men kanten er jo pilskør, og den vil knække under vores vægt, og vi ender i havet.”
”Det gør vi alligevel,” sagde Ottesen stille. ”Vi har ikke noget valg. Den næste flage må og skal vi redde os op på, hvis det ikke lykkes, smadres vi eller vi kæntrer, og det sker meget snart.”
”Men hvis vi kommer op på en flage, så driver vi jo for pokker til havs, ”indvendte Niels og så Ottesen.
”Måske, men det er ikke sikkert. Endnu hænger de fleste flager sammen, og ellers må vi springe fra flage til flage. Hvis vi bliver i båden, så mister vi helt sikkert livet.”
”Det er vores båd,” sagde Jens, ”og vi bliver.” Han tog et fast tag i sin bror, inden denne han nåede at protestere.
Men da de andre to reddede sig op på den nærmeste store isflage, som hang sammen med andre flager så langt øjet rakte, gjorde Niels sig fri af Jens’ greb og satte efter dem og landede på den glatte is, hvor det lykkedes ham at få fodfæste. De blev alle tre stående ubevægelige og stirrede over på Jens, der syntes frosset fast til sin båd med den store fangst, men lige med et gik der som en iling gennem ham, og også han sprang og landede for foden af sin bror. Niels bøjede sig tog et fast tag i hans ene arm og tvang ham på benene, og et kort øjeblik blev de stående ret op og stirrede vredt på hinanden.
”Det her skal du få betalt,” snerrede Jens.
”Ja, det håber jeg da.”
Ottesen skubbede sig ind imellem dem.
”Hør nu! Jeg skar ankertovet fri, og nu binder vi os sammen med det!” Han holdt det op foran sig, ”på den måde kan vi hindre, at nogen forsvinder i vandet mellem flagerne.”
”Eller vi forsvinder alle fire.”
”Ja, men så er det sådan, det er,” sagde Ottesen roligt og begyndte at binde hver enkelt fast til tovet.
”Og nu gælder det liv eller død, men vi må gøre det her sammen. Har I forstået det?” Han lignede pludselig det, han var: en myndig, gammel fisker, som krævede og fik respekt. Han begyndte at trække fremad i rebet. De andre fulgte med uden at protestere, og en tid så det ud, som om det skulle lykkes dem at nå ind til bredden, som nu dukkede op foran dem i tusmørket, men kun for kort tid efter atter at opsluges i det tiltagende mørke, der sænkede sig over hav og jord. Himlen over dem var overtrukket af tunge skyer, der skjulte månen og stjernerne og lod natten vælde frem som en sort mur, der rejste sig rundt om dem, og nu kunne de ikke mere se, om flagerne var sammenhængende, og rundt om dem lød den evindelige bragen fra is, der knækkede.
”Vi må sætte os på en flage og vente på daggry.” Thrane trak i rebet.
”Vi kan ikke vente på noget som helst, ”skar Jens igennem, ”der er kun det her forbandede mørke og os, og vi må prøve os frem. Sætter vi os, så dør vi.”
”Vi dør alligevel,” sagde Thrane træt.
Pludselig så de det alle fire. Et flakkende lys, og nu flere lys og ikke så farligt langt borte.
”Det er folkene inde på land, de leder efter os.”
”Vi må prøve at råbe dem op,” sagde Jens, og inden længe gjaldede deres nødskrig ud i den mørke nat foran dem, og de så, hvordan lysene langsomt bevægede sig nærmere og nærmere.
”De kommer herud!” lød det fra Thrane.
 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *