126 – intermezzo – lidt om den famøse bog

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Udsigten fra mit arbejdsbord

Flere og flere spørger mig, hvad det bliver til med den meget omtalte bog om de stolte Hulsigslægter, og jeg må som sædvanlig svare undvigende. For jeg holder af sandheden. Og den kan være så grum.

Der er dog lys for enden af tunnelen.

Ja, og når jeg har bevæget mig i skyggen i lang tid, så er det ikke, fordi jeg ikke har haft adgang til lys. Der har hele tiden været lamper i nærheden. Jeg kunne bare række hånden ud og tænde dem. Jeg kunne jo også være gået et andet sted hen.

Men jeg blev.

Jeg skulle være i mørket.

Og der langt inde har jeg mødt de mennesker, der i slægt står mig nær. Og jeg har set mere end en af mine nærmeste viklet ind i et væv af sorg og smerte. Så var lyset naturligvis en fristelse.

Men jeg blev.

Jeg skulle være i det mørke – det onde er ikke til at komme udenom uden løgn.

Og jeg vil ikke lyve.

Mine forældre og min bedstemor ( ja, hende især) har med få ord og altid uden at uddybe, åbnet for sprækker ind til den lidelse, ingen har villet vide af.

Andre af familiens ældre har jeg kun kendt flygtigt og aldrig været fortrolig med.

Fortrolige samtaler dyrkede vi ikke i vores familie.

Knap nok samtaler.

Det var også godt nok. I den rolige snak ligger både varme, kærlighed og omsorg. Vores barndomshjem var trygt.

Min bog skulle handle om slægten, havde jeg tænkt – eller om slægterne, for der var et tæt familiesammenvæv i det lille landsogn.

Og nu ved jeg ikke om jeg kan skrive bogen. Når jeg spørger mine børn, er de ikke i tvivl. Skriv mor! Når jeg spørger de ældre i familien, tøver de. Når jeg spørger mig selv, bliver jeg bange.

Jeg synes, jeg har tre muligheder:

1) Jeg kunne gøre som Marianne Frederiksson i  slægtsromanen: “Anna Hanne og Johanne” – her skriver hun i forordet: “Anna, Hanna og Johanna har ingen ligheder med mig, min mor eller min mormor. Det er skikkelser, der er udsprunget af min fantasi og har intet med den såkaldte virkelighed at gøre.”

2) eller som Karin Michaëlis i “Pigen med Glasskårene” – hun skriver, at hun som yngre forsøgte at skrive erindringer, men mistede modet og begyndte at digte. Det fortrød hun, og som 76 årig tog hun mod til sig og besluttede med “Pigen og Glasskårene” “at gøre Fejlen god og fortsætte hvor jeg slap den virkelighedstro Gengivelse af Liv og Levnet. Det er indlysende, at visse Oplevelser, hvori andre Mennesker er stærkt indblandet, har jeg ogsaa nu maattet tilsløre for ikke at gøre Fortræd, men i store Træk vil de følgende Bind være så paalidelige, som min stundom svigtende Hukommelse tillader.”

3) Den 3. mulighed er Karl Ove Knausgaards. Han skriver sandheden om sin familie hårdt og brutalt og helt uden filter og indrømmer det gerne. I sidste bind af det store værk “Min Kamp” skriver han sådan her:

Denne roman har gjort ondt på alle omkring mig, den har gjort ondt på mig, og om nogle år, når de er store nok til at læse den, vil den gøre ondt på mine børn”

Et andet sted skriver han: ”Alle dem, jeg kender, er blevet sat på prøve. Det har ikke været let for nogen. Værst har det været for Linda.”” ( Linda er hans kone).
Jeg vil ikke gøre nogen fortræd.
Dem, der led mest, er døde. Men deres børn lever. Og deres børn igen. Så derfor.

En tanke om “126 – intermezzo – lidt om den famøse bog

  1. Åh Mor.
    Du ved udmærket godt, at det du skriver bliver fiktion. Fortælling. For selv når du gengiver nære, dagligdags begivendheder – selv når du genfortalte hverdagshistorier med os børn, da vi var små – så sniger din fortællersjæl sig ind, og tager magten over historien.
    Og det er jo dét, der gør fiktionen unik, og vel i grunden derfor den er opstået: Den tager alt det smertefulde, onde og ubærlige, og afslører den skønhed det trods alt rummer. Dermed giver fiktionen os mod til at leve med det menneskelige vilkår.
    Du skal ikke være det allermindste bange for at chokere eller såre. Du er ingen journalist, og du kan slet ikke begå papparazzi-overgreb mod din (vores) slægt. Du kan kun tage alt det usagte, det smertelige og det uerkendte og give det liv gennem din digtning, så vi bliver nødt til at møde det. Bagefter kender vi os selv lidt bedre. Det tager ingen af os skade af.
    Kærlig hilsen
    Din datter, læser og beundrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *