Vinterens sidste suk

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Nu kan det være nok med de vinterbilleder. Jo, jeg hører nok min læsers suk. Og sukker med. For vist kan det være nok. Vi er allerde sidst i marts, og vintervinde bider stadig om kap hver dag, som havde de glemt årstiden. De skulle gå og lægge sig nu, og lade varmen komme til.

Jeg elsker vinteren, men den må gerne vige for foråret nu. Eller meget snart. De seneste par dage har jeg så alligevel igen været fortryllet af lyset og den kontrast, der er mellem de skarpe stråler og de sorte træer. Et lille naturdrama. En kamp mellem lys og mørke, synes jeg.

Se nedenstående billede, som jeg tog forleden: her trænger de mørke træstammer lyset i baggrunden. Men det er der jo alligevel og lader sig ikke ganske fortrænge. Og så gyldent er det, at man næsten ikke vover se på det. For kan det nu være sandt? tænker man, og er det stærkt nok? Jo, men det er sandt, og om bare nogle dage sejrer det helt sikkert over alt, hvad der har samlet sig i mørket.

På søndag er det påskedag. Opstandelsens dag. Og vi ser det med egne øjne derude i naturen. Det store drama udspiller sig år efter år, og trods det truende mørke, så er der bagved et lys, som vinder til sidst.

Trosbekendelsen i naturens egne billeder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *