Kingo blev biskop. Det var et af landets højeste embeder og flot scoret af en knægt fra samfundets bund. Hold dig til dit kald og din stand, lyder det overalt i tiden. Dertil, hvor du er, har Herren kaldet dig, og der er din plads. Men Kingo holder sig ikke på plads – eller rettere: han definerer selv sin plads. Og sin rang.
Men han var alligevel ikke, sådan som nogle af hans biografer har fremstillet ham, en ærekær stræber uden følelse for andre. Det er ganske vist sandt, at han ikke som sin stedsøn Jakob Worm vovede at sværte det enevældige samfundssystem direkte. Han hyldede det tværtimod flittigt i sin digtning. Worm derimod var systemkritiker og måtte tage konsekvenserne: udvisning til Trankebar, hvor han hurtigt døde. Griffenfeldt gik også for tæt på magteliten og blev henrettet, og kongedatteren Leonora Christina blev kastet 22 år i Blåtårn. Vejen fra toppen til bunden var kort i 1600 tallet. Og Kingo vidste det. Alligevel kan vi se, ikke bare af salmerne, men også af brevene til kongen, at han aldeles ikke var uden empati og slet ikke fej. Her vil jeg blot nævne to eksempler 1) arbejdet for de fattige og 2) arbejdet på en ny salmebog til Danmarks kirker.
Efter refomationen godt 100 år tidligere har man ikke mere de mange klostre med indbygget arbejdskraft til at tage sig af de fattige og syge. Holdningen var dengang den, at var man fattig eller syg, så var det et mellemværende, man havde med Gud – ikke med samfundet – Gud var endnu mere enevældig end kongen, men han havde ord for at være retfærdig: altså: havnede du i skidtet, så havde du nok ærligt fortjent det.
Til erstatning for klostrene oprettedes statsdrevne hospitaler, og de var ganske gyselige. Alle: sindssyge, kræftpatienter, affældige gamle samledes i én pærevælling i store huse med mange sengesteder og en prædikestol centralt placeret midt i al elendigheden.
Det er Kingo, der som kirkens overhovede har tilsyn med hospitalet i Odense, men det er kongen, der har det økonomiske ansvar. I et brev til kongen tegner Kingo i skarpe og præcise billeder de stakkels forpinte mennesker, og han anmoder kongen om at gøre sin pligt: betale flere penge, så vilkårene kan bedres. Og her lægger biskoppen ikke fingrene imellem. Han indleder med at sige, at han vil lægge sit hoved i kongens skød ( et religiøst billede: “Abrahams skød” er selveste himmeriget ). Her er det kongens skød. Og så vil han tudbrøle, og hver eneste tåre skal vælde fra den tsunami af elendighed, der skyller ind over hospitalet og er ved at drukne de stakkels fattiglemmer. Se, det er da et billede, der vil noget, og som må få kongen på stikkerne, skulle man tro. Men Kingo går videre, han giver en beskrivelse af fattiglemmerne så udpenslet, som var det en splatterfilm. Og han standser ikke her, han har den dristighed at påstå, at disse sølle skrog ikke kun er fattig – lemmer. De er lemmer af Kristi legeme. Og Kingo henviser derpå dristigt til fortællingen i Lukas Evangeliet, hvor vi hører om den fattige, byldebefængte Lazarus, der ligger foran den riges dør, mens kun hundene forbarmes over ham og slikker hans sår. Her i digtet lader Kingo endda også en hund optræde, så vi ikke skal være i tvivl:
“Her hyler en, der er så fuld af sår og bylder/ som Job og Lazarus og sine sprækker fylder/ af det han nærmest har, med spyttet af sin mund/ og klapper for en slik fra tungen af en hund.”
Så kan kongen vel forstå, at det er selve Guds ord, der tales gennem Kingo. Og som vi kan læse i Biblen, så dør både den fattige og den rige, og mens den fattige muntrer sig “i Abrahams Skød”, så træder den rige lige ind i helvedets fortærende flammehav. Den parallel, Kingo her laver mellem den rige i Biblen og kongen i Danmark, er til at få øje på, og kongen var jo ikke blind. Det er ren og skær trussel det her: hvis du ikke punger ud, så ved du hvad der sker!!!  Og Kingo vover ikke skindet for egen vindings skyld.
Det andet eksempel er fra salmebogssagen, som jeg ikke vil oprulle her, den er ret præcist skildret i min roman. Men i al korthed: Kingo redigerer og trykker en ny salmebog til Danmarks kirker. Den bliver blacklistet af kongen. Og Kingo reagerer voldsomt på forbuddet. I stedet for at dukke hovedet, iler han til København for ansigt til ansigt med  kongen at sige sin ærlige mening. Det kommer han ( heldigvis måske) ikke til, men viljen er der, og modet mangler heller ikke.
Nu ikke mere om den side af Kingo. Måske kan min læser føje noget til?