Kokholm 4

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Houkjærgården, men som telefonmasten viser, er det fra efter 1900 – en gang i begyndelsen af århundredet, men sikkert ikke meget forandret.

I begyndelsen

 

I begyndelsen var Lyset. Sådan lyder titlen på en bog, der udkom i 1990. Bogen handler om Kandestederne, en af Jyllands nordligste landsbyer, beliggende ved Vestkysten ca. 10 kilometer sydvest for Skagen. Og som alle landsbyer i Danmark har den været under konstant forandring gennem hele 1900-tallet. I begyndelsen af århundredet bestod den af en samling gårde, et par huse og tre hoteller, men lidt efter lidt forfaldt hotellerne, moderne sommerboliger begyndte at poppe op rundt om i landskabet, og gårdene forsvandt eller blev renoveret til ukendelighed.

Bogen fra 1990 består af en samling tekster, forfattet af kendte danskere, mange af dem berømte kunstnere, og indholdet svarer ganske til skribenternes store format.  Der fortælles om stedets særpræg og om dets ikke mindre sære beboere, men det handler måske mest af alt om forfatternes egne oplevelser af og i Kandestederne. Måske kunne man savne flere oplysninger om egnens oprindelige beboere, dem, der generation efter generation har levet i dette forblæste klit- og sandlandskab og været en del af det på samme måde som klitternes vegetation. Det syner alt sammen gråt og ensformigt på afstand, men når man ser nærmere til, møder man hele skalaen af farver, lige fra den undseelige klitrose til de små rødt skingrende småmosser helt nede ved sandbunden.

Stedet er i en del af året særdeles ugæstfrit med sine hyppige vestenstorme, der hvirvler sandet op og gør det umuligt at færdes i klit og på strand, hvilket vil sige udendørs. Alligevel er de fleste af ovennævnte skribenter netop gæster. ”I begyndelsen var Lyset” er en meget smuk bog. Men det er langt hen en gæstebog.

Det er nærværende bog ikke, og den er for resten heller ikke skrevet af nogen stor forfatter, hvis en sådan skal defineres af oplagstal. Til gengæld er det hendes honnette ambition at forsøge at trænge ind på livet af de oprindelige beboere, at få øje på og beskrive deres væremåde og deres hverdag, som den foldede sig ud i Kandestederne, før gæsterne kom, og mens de huserede der, og senere, da de havde fået nok og vendte det ryggen.

Tidernes morgen

Vi begynder helt tilbage i det attende århundrede, og vi befinder endnu os ikke i Kandestederne, men i nabolandsbyen Råbjerg. Mellem de to byer lå dengang Studelig Mile, der strakte sig over et langt større areal end det nuværende Råbjerg Mile, som turister i dag valfarter til hver sommer, og som er det moderne navn på de enorme sandklitter, som i vore dage er fredede, men dengang var lige så fredløse, som de var forhadte.

I Råbjerg lå på den tid to gamle gårde, Troldborg og Houkjær eller Havkier. De adskilte sig ikke synderligt fra de øvrige bøndergårde i sognet, også de var småbrug, der knap nok kunne brødføde en familie, for det meste tilliggende var sandet og ufrugtbart, og ligesom alle andre steder var de fæstegårde til herregården Asdal ved Hirtshals.

I løbet af århundredet blev de gang på gang udsat for voldsomme sandstorme, og sidst i 1700-tallet var ødelæggelserne blevet så omfattende, at beboerne så sig nødsagede til at vælge mellem pest og kolera: enten måtte de forlade alt, hvad de ejede og lade sandfygningen fuldføre sit værk og begrave bygningerne, eller de måtte møjsommeligt og sten for sten flytte de dele af gården, der endnu stod til at redde hen til et fredeligere sted.

Både dem fra Houkjær og dem fra Troldborg var hårdføre folk, der ikke veg tilbage for nok så slidsomme hverv. Det var den råstyrke, de havde overlevet på i umindelige tider. Livsvilkårene havde været nådesløse så længe, nogen kunne huske tilbage, og ejede man ikke styrken til at tage kampen op og tvinge sig til et udkomme på trods, så gik man ganske enkelt til grunde. Her overlevede kun de sejeste.

Heller ikke nu lod de sig slå ud, de tog fat og flyttede deres gårde, sten for sten og stolpe for stolpe. Hvad der var tilbage af Troldborg blev transporteret til den nærliggende Raabjerg kirke, hvor det hele blev genopført. Og også Houkjær blev stykke for stykke revet ned og bygget op på ny i det, der i dag er Kandestederne. Derefter gik årene vel sagtens, som de plejede, med slidsomt arbejde, den sandede jord blev omhyggeligt tilsået og høstet i den vante cyklus, sandjorden forbedredes vel sagtens en smule, men i mange år vedblev stedet at være fattigt. I folketællingen fra 1801 kan vi se, at matriklen ejes af Christen Lauridsen, og stedet betegnes da som et boelsted, hvilket betyder, at det var et lille sted.

Senere overtages stedet af Morten Houkjær, og det er muligt, at han får sat skik på det, så det undergår en mærkbar forbedring. Vi ved i al fald, at han har haft mere end en slags ko at malke. Der var naturligvis den velkendte, firbenede og fredelige en af slagsen, og som stod så roligt under malkningen, at man kunne synge til arbejdet, men her på egnen var der desuden en anden, som langt fra var rolig, når man gik til den. Nej, den brølede og teede sig værre end et vilddyr i mødet med mennesket. Man gav den navnet ”Den blå Ko”.  Og man både elskede og frygtede den. For vel var den farlig, men den gav også til føden. Undertiden så rigeligt endda.  Det vender vi tilbage til.

I året 1822 fandt et indviklet skifte sted mellem de to førnævnte steder, og derved blev det ellers så fasttømrede gårdmønster brudt. De to ejere, Kresten Troldborg og Morten Houkjær, der for længst var blevet selvejerbønder, stak hovederne sammen og besluttede at bytte ejendomme. Eller måske var det konerne, der tog initiativet og ønskede forandring, for i de slægter havde kvinderne mere end ét ord at skulle have sagt.

Hvem, det nu end var, der først fik ideen, så blev den realiseret, og unge Peder (Krestens søn) på Troldborg flyttede til Houkjær i Kandestederne, mens Morten på Houkjær overtog Troldborg i Raabjerg og tillige med gården visse forpligtelser, som vi skal se om lidt.

Peder, der var født med kaldenavnet Troldborg fik nu ikke bare en ny gård, men tillige et nyt navn. Fra at være en Troldborg, blev han nu en Houkjær. Peder Houkjær. De to gårdmandsfamilier, som således byttede ikke blot gårde, men også navne, var i øvrigt nært beslægtede. Morten var Krestens nevø. Det var skik og brug der på egnen, at man valgte sig en brud fra en af nabogårdene. Hvorfor gå udensogns, når man havde et passende udvalg så tæt på? Helst en fra familien, så var man sikker på kvaliteten.

Forresten skete ovennævnte skifte nærmest af nød, for Peders far, Kresten Troldborg og hans kone Karen var nået op i en alder, hvor de begge trængte til at gå på aftægt. Og det betød, at de for det første skulle have lov at blive boende hjemme på gården (Troldborg) og for det andet at modtage fuld forplejning resten af livet plus en del andre goder, bl.a. rede penge, alt sammen omhyggeligt nedfældet i en juridisk bindende aftægtskontrakt.

Det ville have betydet en stor byrde for deres unge søn Peder, men det var der råd for. Nevøen, Morten på Houkjær i Kandestederne, var midaldrende og skønt ejendommen ikke tog sig synderligt ud, så var manden velbeslået. Måske havde han haft held med jorden og efterhånden forbedret den, og måske havde han haft held til at malke Den blå Ko godt og grundigt. En kendsgerning er det, at man besluttede at bytte gårde. Kort må jeg her nævne og senere uddybe, at havet jo ind imellem var en mere fredelig ko, der gerne lod sig malke: de fleste af klitbønderne var jo samtidig fiskere, og var vejret smukt, så har fiskeriet til tider kunnet forsyne familierne med sund mad og holde sulten fra døren.

Jeg omtalte før konerne og deres råstyrke, men der var her tale om Peders mor, Karen, ikke hans kone, for en sådan havde han endnu ikke. Han kom ugift til Houkjær.

Peder Houkjær er min tipoldefar, og jeg ved ikke ret meget om ham som menneske. Han var en dygtig bonde, og han var ferm med sine hænder. Christian Houkjær, Peders oldebarn, fortæller i en af sine erindringsbøger om et meget smukt chatol, som han har arvet, og som er snedkereret af Peder.

Ellers var han vel som de fleste andre af tidens klit- og hedebønder, hårdfør og viljefast, kvaliteter som var nødvendige for at overleve. Sikkert er det imidlertid, at han i 1827 giftede sig med min dengang nittenårige tipoldemor Elisabeth, som var en kvinde, han kunne spille op til i noget, der undertiden kunne ligne en duel. Også hun vidste, hvad hun ville og forstod at sætte det igennem.

Elisabeth gik under navnet Lysbet, og om hende fortæller Charles Houkjær, der har foretaget en omfattende slægtsforskning, at hun gik for at være en ”stærk kvinde”, og det hed sig desuden om hende, at hun var ”kvik i replikken”.

Hvordan hun så ud, kan vi ikke vide, men bondeklædedragten og sysselsætningen var sikkert nogenlunde som på dette samtidige billede af Katrine Jeppesen, der også var gift med en hedebonde.

En af hendes efterkommere, Lise Troldborg, har fortalt mig en anekdote, som har overleveret i familien og som hun har hørt af sin far.

En dag ville Lysbet til Frederikshavn. Vi ved ikke hvorfor, men hun har måske haft lyst til at købe lidt luksus – eller måske bare se livet i byen. Og hun bad Peder, om han ville køre hende til købstaden. Nej. Det kunne der ikke være tale om. Så vendte hun sig om og gik sin vej. Ud af gården og ud af syne. Peder må have kigget længe efter hende, og han må have tænkt, at hun nok ville komme tilbage ham, når hun var kølet lidt af. Frederikshavn ligger ikke ligefrem i gåafstand fra Kandestederne. Men nej, tiden gik, og der kom ingen Lysbet. Til sidst og efter mange timer, må han alligevel være blevet bange, i al fald er det helt sikkert, at han spændte for og kørte den lange vej til Frederikshavn. Han fandt hende også. Men hun var aldeles ikke afkølet. Hun så bare på ham og sagde noget i retning af:

”Do ka siel tjyre jem, nær a ka’ go’ hiele væj harte så ka’ a os’ go hiele væj harfrå.”

( Du kan selv køre hjem. Når jeg kan gå hele vejen hertil, så kan jeg også gå hele vejen herfra):

Ja, sådan var hun.

Også Charles Houkjær har i sin slægtsforskning nedfældet en anekdote om hende. Hun var på det tidspunkt en gammel kone, og en dag gik hun ude i klitterne og inspicerede klitfogeden, der var i færd med at plante marehalm til dæmpning af sandflugten. Han hilste hende med ordene:

”Godaw, gammel Lysbet. Gor do å rokker ino?” og hun svarer hvast:

”Ja, det jør a. Å a rokker hær nok ino, nær do læer fem alen ojjer joren!”

( Goddag gamle Lysbet, går du og rokker endnu. Ja, det gør jeg. Og jeg rokker her nok endnu, når du ligger fem alen under jorden.)

Det kom til at holde stik. Klitfogeden døde som 56 årig og Lysbet overlevede ham med mange år. Hun blev 83 år.

Men hvad ved vi ellers om disse nordjyske bønder? Hvorved adskilte de sig fra rigets øvrige landbefolkning? Det er selvfølgelig en kliché at sige, at de f.eks. alle var ”seje” osv. Det gik vel an i de gamle fædrelandssange som her: ”Jyden han er stærk og sej” og ”al Sjællands ynde og Jyllands vælde.” Den slags generaliseringer håber jeg at undgå. Det drejer sig jo om forskellige individer. Men helt sige mig fri generaliseringer kan jeg imidlertid ikke, for skønt alle disse bønder var individuelle væsner, er jeg overbevist om, at de hårde levevilkår, der var deres, og de mange giftermål på kryds og tværs i samme familier, skabte en række fælles træk. På godt og ondt.

Vi kan ikke mere høre deres stemmer, og meget må vi gætte os til ved at betragte det, som de har efterladt og lytte til det, der er blevet fortalt om dem. En ting ved vi dog med sikkerhed: De var fåmælte, klitbønderne slog ikke om sig med lange tirader, og det ville have været umuligt for Ludvig Holberg at henlægge sin ”Jeppe på Bjerget” til det nordjyske. Alle de lange monologer ville være gået tabt, og Jeppe ville ikke have kunnet svare for sig, når adelen tog ham under behandling. ”En bitte pråt”, når man mødtes, det var mere end rigeligt.

I Christian Houkjærs lille bog: ”Fra Flyvesandets Egne”, giver han et fint eksempel på en sådan samtale. Min oldefars bror, Jens Houkjær, havde en gård i Råbjerg sammen med sin kone Andrea. En dag kommer han hjem fra sin tørvelod i Lodskovad, og Andrea har nok gået og kedet sig en smule, alt for mange adspredelser har hun næppe haft, men nu kommer så Jens med nyt ude fra den store verden, og hun spørger nysgerrigt, om han har mødt nogen på sin tur. Jo da, han har mødt Martinus.

”Nå. Å hwa så haj?”

”Haj så, at wej war så såje.”

”Å hwa så do så te det?”

”Nå ja, to a så da, som san er, at det er for dej jen som for dej nan!”

Og det var så den samtale. Og Andrea har været fornøjeligt underrettet. (Oversat: Nå. Og hvad sagde han? Han sagde, at vejen var så sandet. Og hvad sagde du så til det? Nå ja, jeg sagde da, som sandt er, at det er for den ene som for den anden.

Jeg husker ifølge sagens natur ikke disse 1800-tals bønder, men deres efterkommere har jeg kendt, og de var heller ikke snakkehoveder, og har vel i det store hele lignet forfædrene, opvokset som de var på de gamle gårde og mere eller mindre i familie med hinanden.

Nogle af disse efterkommere, som blev født i slutningen af 1800-tallet har været så venlige at skrive noget af det ned, som de kunne huske om de gamle. Og her har vi en af de fineste kilder til en forståelse.

Jeg har nævnt Peders Houkjærs oldebarn, Christian Houkjær, som har bidraget med flere erindringsbøger. Også et andet af hans oldebørn, Lars Hesselholt, har nedfældet minder fra barndommen og fortalt om folk på egnen. Lars var selv en sådan typisk bondesøn fra egnen, stilfærdig, lun og fuld af humor.

I sin lille bog, ”Hulsig-Minder” – Fra Kandestederne til Tranestederne”, fortæller han om ”de gamle” f.eks. om Mads Mortensen, der altid var god for en rap replik, hvilket undertiden gik ud over købmand Møller i Skagen, som han gerne tog sig en ”pråt” med, når han var i staden. En dag, hvor han kom med en ladning martørv, trådte han som vanlig ind i butikken, og købmanden begyndte straks at småsnakke. Trivedes de derude i klitten?  Mads gav sig lidt:

” næej …det er skidt med det høwer bien , det vil intj reiti mak ret.”

”Det er alderen, Mads Mortensen, der kommer jo altid noget, når man bliver ældre,” sagde købmanden.

Hvorpå Mortensen svarede, at det kunne det umuligt være. For det venstre ben var ligeså gammelt. Og det fejlede ingenting.

Mads var gift med Ane, og som allerede nævnt, så var kvinderne stærke, ikke bare fysisk, men de havde også en jernvilje. Ville de noget, så gav de ikke op.

Sådan fortælles det i ”Hulsig Minder”, at Ane flere gange i træk havde bedt Mads om at huske at købe lidt safran med hjem til hende, når han var i Skagen. Hun syntes, det kunne farve osten så fint. Og Mads glemte det gang på gang, måske fordi han syntes, at det var en unødvendig luksus. Ane og hendes safran. Et halvt gram kostede 25 øre, og det var mange penge dengang, det burde hun da tænke på. Og Mads var nøjsom som de fleste andre. Man kan forestille sig, at forholdet mellem Mads og Ane på et vist tidspunkt har været spændt til bristepunktet og at han til sidst ikke kunne holde det ud. Han måtte reagere, og det gjorde han.

Han drog til Skagen alene for at købe det forbandede safran. Og han har sikkert været vred, da han stod ved disken. Måske har han tænkt: ”fanden ta’ det sure kvindfolk!” – nej, nu lægger jeg ham ord i munden. Det ville han aldrig vove at tænke. Nej, han rasede ud i handling. Og jeg forestiller mig, at han har stået på sin vanlige rolige måde og set købmanden lige i øjnene, da han uden at blinke bestilte sin safran.

Møller spurgte venligt, hvor meget han da skulle have? Og så er det, at fanden sikkert for i Mads, og det han nu sagde, skulle aldrig blive glemt. Og jeg vil tro, at han fortrød det mere end en gang. Men ordene blev sagt.

”A ska’ ha’ æ puj.”

”Hva’be’har’? Jamen, et pund, nej hør nu, Mads Mortensen! Det … det  …?”

Mads gengældte iskoldt hans blik og fortsatte:

”Æ puj …sæer a.”

Efter en pause, hvor de to mænd bare stod og stirrede på hinanden, sagde Mads:

”A hår pæeng mæ!”

Det havde han. Og det fortælles, at Møller måtte gå rundt til alle købmænd i Skagen for at få skrabet et pund safran sammen.

Hvad Ane har sagt, da han kom hjem, melder historien ingenting om. Måske har hun gjort som konen i H.C.Andersens ”hva’ fatter gør er altid det rigtige,” og slået armene om ham og givet ham et kys. Men jeg tvivler. Sådan var de sjællandske bondekoner. Ikke de nordjyske.

 

Peders gård

Der er heldigvis bevaret billeder af Houkjærgården, nogenlunde som den så ud, da den blev flyttet og i mange år efter, kun med nogle enkelte forbedringer, f.eks. tror jeg, at de såkaldte ”udskud” er kommet til senere og for alvor fik betydning, da gården hen mod århundredets slutning udvidedes med hoteldrift. Men derom senere.

Hvordan gården var muret op, ved vi noget om, og den viden fortæller os også, at Houkjærfolkene aldrig har ligget helt i bunden af det sociale hierarki, der herskede på landet. I en artikel i ”I Begyndelsen var Lyset” skriver Niels Skovgaard følgende:

(s.37) ”Det gamle hus i Raabjerg var indvendigt af murede, tørre lersten blandet med sand og beklædt med mursten fra Holland udvendigt.”

Houkjær blev revet ned engang sidst i forrige århundrede, men endnu er der bevaret enkelte af de brændte sten. De er anslået til at være ca.400 år gamle. Unge Peder Houkjær flytter altså i 1820 ind i en ældgammel, men solid gård.

Jeg ville have givet meget for en detaljeret beskrivelse af gårdens interiør. Hvor mange rum var der? Hvilke? Her er jeg næsten på bar bund. Det er derfor fristende at ”låne” lidt af de mange forfattere, der blev født i det nittende århundrede og på hedegårde af nogenlunde samme størrelse, og her er vi faktisk ganske velforsynedemed materiale. En af dem er ungdomskoleleder Martin Nielsen, der i bogen ”Mennesker jeg mødte på min Vej,” fra 1945 fortæller om sin opvækst i en lille hedeejendom i Napstjert, ikke ret langt fra Råbjerg og Kandestederne.

Her fortæller han om livet på landet i 1800-tallet i det nordlige Vendsyssel, og det er vanskeligt at finde adjektiver, der dækker de fattige forhold, som børn på disse småbrug voksede op under.

Her er et uddrag fra bogen, som bl.a. fortæller om indretningen af det lille hjem:

Der var ingen Mælkekælder og intet Komfur i Køkkenet, men et aabent Arnested i Skorstenen, og til Mors store Sorg og Ærgrelse kunde det ikke altid undgaas, at der dryppede Sod ned i Maden. Dette Forhold blev først ændret, da jeg var 12 Aar gammel, altså i 1886. Om Vinteren, naar Frosten var haard, maatte ikke alene Mælken anbringes paa Hylder i Stuen, men ogsaa Svinefoder som Valle og Skummetmælk maatte anbringes i store Kar, hvor det endda kunde true med at bundfryse.

Vi får at vide, at Martin Nielsens far var en dygtig fisker – endnu kunne man dengang fiske i Gaardbo Sø. Navnlig ål fangede faren mange af. Og når folk fra Napstjert tog den lange vandring til Gaardbo Sø for at fiske, så er jeg ret sikker på, at også Kandestedfolkene har begivet sig dertil i samme ærinde. Måske er de vandret hen over Studeli Mile. Måske gik de langs stranden. En vej, de for øvrigt gik ugentligt, for kirken lå i Raabjerg. Desuden har søfiskeriet utvivlsom tiltrukket dem, fordi det var så meget ufarligere end havfiskeriet.

Så var der agerbruget. Her i Kandestederne gjorde samme problem som i Raabjerg sig gældende. Alt for meget af jorden var sandet til i klit eller sprunget i hede. Man havde får gående i klitlandskabet. Det gik an. Og enkelte kreaturer blev der også føde til. Men med agerbruget var det en helt anden sag. Kornet kunne ikke uden videre gro på de egne. Men det skulle det.

Her er endnu nu et afsnit fra M. Nielsens bog, hvor man får et indblik i det utrolige slid, det var hedebondens hverdag. Vi møder forfatterens far i færd med at vriste et udbytte ud af den golde natur:

(S.9) (Far) opdyrkede ca. 4 Tønder Land ”Rimmer og Dopper”, og forvandlede disse til meget frugtbar Agerjord, der bar gode Afgrøder af Korn og Græs. Det er et anstrængende Arbejde at opdyrke Hede paa denne Egn. Først skal Dyndet kastes op af ”Dopperne”, dernæst Sandet med en Trillebør køres ud i Doppen, saa der fremkommer en jævn Flade af Sand, og endelig skal det opkastede Dynd fordeles jævnt over denne Flade og hakkes med en Spade.

Jeg synes, man kan høre Skjoldborg glade sang :”Med min hakke min skovl og min spade”. Men det har dog næppe været med de romantiske ord på læberne, at vore forfædre stred og kæmpede for at fravriste naturen det daglige brød. De har tværtimod måttet bide tænderne sammen og fortsætte og det uden at at kny. Det gjaldt liv og død.

Vi kan gå til en del andre forfattere i 1800-tallets sidste del og finde lignende beskrivelser af det stræbsomme liv på landet, for netop som århundredet er ved at rinde ud, debuterer en ny type digter, som har levet deres barndom på landet. De kender det fra deres egen krop. Størst af dem alle er vel Jeppe Aakjær. Ligesom Skjoldborg romantiserer han i sin lyrik barndommens land, ja, det er lige før han henfalder til idyllisering, som f.eks. i ”Rugens Sange”, der er én lang lovprisning af den fattige bondes enkle og autentiske liv. Et liv i pagt med naturen. Men netop Aakjær sprænger gang på gang idyllen i sin prosa. “Vredens børn” er ét langt kampskrift for en forbedring af forholdene for de fattigste i landbobefolkningen. Her er et citat fra Jeppe Aakjærs erindringsbog: ”Fra min Bitte-Tid”. Og jeg tror, at hans barndom på mange måder har lignet min oldefars og hans børns opvækst. Her fra en natlig storm og den frygt, den vækker hos beboerne på gården:

Hvis stormen kom om Natten, hvad den havde for Vane, var der ikke mange af os, der fik Søvn i Øjnene.  …Thi en rigtig krabat Nordvestenstorm er ikke længe om at rydde en Husside for alt sit Tag, hvor Simen er raadden og Underlaget skimlet. Blot en Ildergrav – et Rottehus er nok til at Uvejret kan faa en Finger ind og løsne det hele Sting for Sting”

Frygten for det uvejr, der kunne lægge gårdene øde på en enkelt nat, har været den samme hos alle bønder på den jyske hede, men her i det nordvestligste hjørne af landet var man ikke kun ræd for at miste hjemmet, men nok så meget for at miste familiens overhoved, manden, for de fleste bønder ved vestkysten var selvskrevne bådsmænd, og det betød, at de måtte gå strandvagt ved storm og stille op ved alle skibsforlis, parate til at begive sig ud på det hav, der for dem sagtens kunne blive dødens hav. Det gjorde de vist nok uden betænkning, selv om jeg ikke kan vide, hvilke mavefornemmelser de har haft, inden de besluttede sig at sætte livet på spil.

1876

”Længe nok har jeg bondepige været” … Kristen Karstensens sang om bondepigens ret til silkeklæder og frihed var 26 år gammel og sikkert lidt af en landeplage, da Elisabeth slog øjnene op til et liv netop som bondepige. Ikke til et liv i velstand, for der var ikke meget silke i det hjem, og for en pige var det vel så som så med friheden. Men det var alligevel et godt liv.

Hendes far, Mads Houkjær, var ganske vist en simpel bonde ligesom sin far, men han var også en ny tids bonde. Han var fri. Gården var hans, og alt tilliggende jord var hans, og flere generationers hårde slid havde bevirket, at ejendommen var vokset i hans tid, og den var på flere måder forbedret. Det samme var livet både udenfor og indenfor de lave mure. Ikke så få hektar hede var det lykkedes ham at opdyrke, ikke så lidt sand havde han fjernet, og hvert fæ på fire ben og alle folkene på gården tilhørte ham.

Gårdejer og husfader. To titler med status.

Intermezzo -

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Vil gerne indrømme, at jeg har været langsom i optrækket, når det drejer sig om min næste bog, men det betyder ikke, at jeg ikke har arbejdet med den og stadig gør det og fortsat til gøre det hele foråret og sommeren igennem, og så håber jeg, et spinkelt håb bare, at noget der ligner en bog vil ligge klar til efteråret. Som min læser (for jeg har i al fald en) ved, så skriver jeg om KOKHOLM i Kandestederne. Og jeg har haft rigtig meget materiale, som det har taget tid at pløje igennem – og som jeg nok skal arbejde videre med. Jeg vil lægge indledningen til bogen op på bloggen i morgen. Den er naturligvis uredigeret og fuld af fejl – som jeg håber bliver rettet hen ad vejen. Nu ikke mere snak.

 

Fordomme og myter om demens

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Fordomme. Ja, dem er der mange af.

Demens er omgærdet af fantasier og skrækscenarier.

Tidligere var det Kræft – nu er det demens

Her skal jeg lige citere fra Sophie Løhdes udtalelse fra en artikel i efteråret: Hun siger: “demens er en forfærdelig sygdom, som fuldstændig ændrer livet for de mennesker, som bliver demente, og deres pårørende.” Og hun fortsætter med at påstå, at den demensramte “ikke blot mister sig selv og sin fortid, men også ofte relationerne til sin ægtefælle, sine børn og børnebørn, venner og bekendte … en stille tragedie for familien.” (Jeg har her citeret fra bogen: Drengen som blev væk af Ina Kjøgx Pedersen side 21 – Gyldendal 2018)

og jeg kan fortsætte med rædselsbeskrivelser her fra Demensalliancen ( Ældre Sagen, FOA, Alzheimerforeningen og Dansk Sygeplejeråd:)

“Demens er en barsk, dødelige sygdom. Pludselig en dag – og siden ubønhørligt dag for dag – fordamper dit liv. Bid for bid. Først langsomt, siden hurtigere, men altid sikkert. Din hukommelse, din fortid, nutid og fremtid, din fornemmelse af tid og rum – dit jeg – forsvinder til slut ned i et sort hul. Demens er ikke bare en sygdom, der tager livet af os. Det er en sygdom, som tager livet fra os.” (Citat slut – og citatet er fra samme bog som ovennævnte – samme side).

Og mage til formørket tale!!

Det er jo gudværelovet ikke sandt.

Der er INGEN af os, der ikke mister livet. Der er INGEN af os, der ikke føres mod døden. Det er livets vilkår: at det skal forsvinde.

Her en lille sidebemærkning dog vigtig: Vi kan betragte LIVET på to måder

1) Det er Guds gave til os, som vi kan takke for hver dag, frar hver solopgang og til  solnedgang.

2) det er en seksuelt overført sygdom, der fører til døden.

Begge betragtninger er efter min mening sande nok.

Den første : Vores åndelige (og helt udefinerlige) eksistens siger os, “tak for livet. Og at Gud er Skaberen (min trosbekendelse). Tak for hver dag vi fik på den her fantastiske jord.

Den anden: Vores biologiske (og definerbare) eksistens siger os, at vi er kød og blod og småt brændbart.

Ja, men det er jo vigtigt, at vi også er åndelige (sjælelige) individer, der ikke kan reduceres til en sygdom (noget biologisk) eller til en funktion (ingeniør, hjemmehjælper, mor, bedste etc) – vi er SÅ MEGET MERE …

Vi er også så meget mere end demensen, når vi bliver demente, og diabetikeren, når vi får diabetes, og neurotikeren, eller hvad der ellers rammer os.

Vi kan gerne lade os ramme af ulykkerne (for de rammer os alle sammen)  – bare huske på – at de er en del af vilkåret. Da vi sagde “ja tak” til at blive mennesker, måtte vi tage hele pakken. Og så kan vi jo gerne tilføje, at vi faktisk ALDRIG selv sagde JA TAK til livet.

Vi fik det i fødselsgave, hvad enten vi ville eller ej.

Demens er en alvorlig sygdom. Men den er IKKE en fordampning af dit liv. Den kan være en fortætning af dit liv. Dem du elsker, kan måske endda komme dig nærmere. Kærligheden kan vokse.

Familien, og vennerne, hvis der da er noget ved dem, vil ikke forlade dig. De vil tage hånd om dig. De vil samle sig endnu tættere om dig og vise dig, at de elsker dig.

Nå ja, vi så det jo i Erik Klausens film “mennesker bliver spist”  – her møder vi en mand, som bliver dement. Han lever i en familie, der som så mange andre familier i det her såkaldte lykkeland er ved at gå i opløsning – konen har en elsker, børnene er trætte af forældrene – alt er skævt og trist. Så bliver hovedpersonen dement. Og familien opdager ham for første gang i lang tid, og det går op for dem, hvor meget de holder af ham, og de lukker sig skærmende om ham. Den film ender med, at demensen lukker op – ikke lukker af.

Da min mor blev dement, blev hun for første  gang i den tid, jeg har kendt hende, befriet for sin nervøsitet og uro – hun blev sørme glad – og vendte sig mod sine medmennesker. Det havde hun aldrig gjort før – i al fald kun den faste “omgangskreds” – nu blev mange andre nærværende og vigtige for hende. Jeg kan se det i hendes dagbøger, for hun skrev, mens sygdommen var værst.

Jeg har på mine foredrag om Alzheimers ofte mødt folk, som følte sig ramt af lige det, jeg har skrevet ovenstående. Pårørende, som KUN så mørket og ikke VILLE se det mindste lysglimt i det mørke. Nå ja, det forstår jeg nok. Der er så mange tab, og dem vil jeg jo ikke underdrive.

Men jeg vil stadig påstå, at der er alt for mange fordomme, som kun tillader det mørkeste mørke at vise sig omkring den syge.

Fjern det dog!

Det er det, der gør os til mennesker – at vi kan vise de svage, at vi elsker dem. Og vel har de en styrke midt i deres demens. Deres kærlighed til dig, hvis den nogensinde har været der, “fordamper” ikke.

————–

Ovenstående er ikke rettet mod nogen, jeg kender, sådan som en af mine blog-læsere har troet. Og fortalt mig. Det er helt generelt ment, og jeg vil stadig mene, at folk i almindelighed ikke ved, hvad demens er. Jeg talte med en forleden, som betroede mig, at hun hellere ville have, at hendes kæreste fik en kræftdiagnose end en demensdiagnose. Og det sætter det hele i relief, mener jeg.

Jeg er kun lige begyndt på bogen Drengen der blev væk – ( den udkom for lidt siden, og jeg var skrevet op til den i nogle uger) – jeg vil læse så meget, som jeg kan overkomme.

Jeg vil skrive mere om den, når jeg bliver færdig.

Som nævnt er den her blog min arbejds-blog. Og jeg vil GERNE have respons på den – det kan kun gøre mig klogere. Ked af det en gang i mellem – men det er vilkåret.

Inden jeg forlader siden vil jeg citerer lidt fra den bedste bog, der endnu er skrevet om demens, nemlig Christiane Swanes: Skyggen af en hverdag ( fra side 175):

Psykiatriens erfaringsgrundlag er patienter med de vanskeligste sygdomsbilleder. I kraft af, at psykiatrien er “autoriteten” på området, idet demens er klassificeret som en psykiatrisk lidelse, har psykiatriske overlægers demensbilleder gennem to hundrede år, begyndende i Frankrig, udgjort “prototypen på demens”. Dermed har psykiatrien præget forestillinger om, hvad typisk adfærd ved demens er overhovedet, i en entydig skræmmende retning.”

Efter at have hørt professor Steen Hasselbalcks forfærdelige og umenneskelige foredrag om demens i Randers Ridehal forrige vinter, blev jeg bange … Jeg blev enig med min ledsager om, at Hasselbalck vidste rigtig meget om sygdommen, men intet om mennesker.

Det snakkede jeg med min veninde med, som havde været med til foredraget. Hendes samlever var dement. Jeg var med af almindelig interesse – for at få mere viden til mine foredrag. Det var hende, der sagde: Der hørte vi rigtignok ingenting om de syge. Kun om sygdommen. Som om vi kun var en hjerne. En klump væv.

Nu har jeg lært en anden professor i faget at kende – og er heldigvis stødt på en faglig kompetent professor, som SER hele mennesker – ikke kun en sygdom. Gunhild Valdemar.

Hun har været medstifter af Alzheimerforeningen) hun sagde bla.: “Jeg har lært den taknemmelighed for livet af kende, som man kan møde selv hos folk, der har det rigtig svært. Det er meget opløftende, og det er noget, vi alle kan lære af: at der er mennesker, der forstår at få glæde og taknemmelighed ud af selv et meget svært liv.”

Undskyld – jeg kan godt se, at alt hvad jeg skrev i aftes, var fuld af stavefejl – jeg er, som mine venner godt ved, ordblind, og jeg havde ikke tid (kræfter) til at rette det og skulle selvfølgelig så ikke have udgivet det. Skulle være rettet nu. Mit temperament løber tit af med mig – og det kan løbe langt og stærkt.

 

 

AMOS OZ ER DØD – verden har mistet en stor digter

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Man kan også sige, at verden har mistet et håb. For Amos Oz er død..

Han blev 79 år og han nåede ikke at få nobelprisen. Den bliver ikke altid uddelt til de største..Amos Oz blev ved med til det sidste at tro på og arbejde for freden i Mellemøsten. Han er født i Jerusalem, boede som ung i Kibutz som reaktion mod sin konservative familie – han er bla. i familie med Nethanjahu – og han var hele livet tilhænger af et to-statssystem: et land til jøder og et land til arabere. En socialistisk zionist. Selv om det lyder selvmodsigende, så mente han, at man godt kunne elske Israel og Palæstina samtidig. Han troede på venskab mellem jøder og arabere.

Han blev lyttet til af alle og elsket af de fleste. Alligevel handlede magthaverne imod hans ideer om fred, og selv om han troede, at litteraturen kunne ændre verden, så blev han aldrig bekræftet i den tro. Jeg ved ikke, om litteraturen KAN ændre verden. I al fald kan litteraturen ikke afskaffe krig. “Intet nyt fra Vestfronten” af Erik Remarque afskaffede ikke al krig.

Og Amos Oz må have haft sine tvivl. Jeg vil til minde om ham citere en passage fra hans seneste roman: “Judas”.

Det er den bibelske Judas, det handler om. Ham, der angiver Jesus.

Her er en passage fra bogens side 260. ( Det er Judas’ stemme, man hører, og han fortæller, hvordan han mødte Jesus og hans disciple):

“(Jeg) sluttede mig til dem, gik klædt i samme lasede klæder som dem, spiste den samme simple kost som dem og gik barfodet med blødende fødder som dem og troede som dem, ja, tilmed mere end dem, at Frelseren havde åbenbaret sig, og at denne ensomme, indadvendte unge mand, denne generte, ydmyge unge mand, som hørte stemmer, som i sit rene hjerte skabte smukke lignelser og forkyndte de enkleste budskaber, der strømmede fra ham som vand fra en ren kilde, budskaber, som greb alle hjerter, budskaber om kærlighed og barmhjertighed og selvopofrelse,  glæde og tro, at denne spinkle unge mand faktisk var Guds enbårne søn, som omsider var kommet til os for at frelse verden, og nu gik han her midt iblandt os som en af os. Men han var ikke en af os og ville aldrig nogensinde blive det.

Han (Jesus) frygtede hele tiden Jerusalem og følte sig også frastødt af byen; af templet, præsterne, farisæerne, saddukæerne, de skriftkloge og de rige og magtfulde. Det var landsbyboens frygt , en genert ung mands frygt, en gnavende frygt for, at de ville udstille ham og gøre ham til genstand for spot og spe, og at de skriftkloge og mægtiges strenge blik ville afklæde ham.” 

Judas overtaler Jesus til at tage til Jerusalem. Jesus er bange, og han har grund til at være det. Judas er ikke bange. Han tror 100%, at Jesus er Guds søn og at Gud vil befri ham fra korset: at Jesus vil stige frelst og glad og usåret ned fra korset og favne hele verden med sin kærlighed. Ja, det tror Judas og derfor peger han Jesus ud for soldaterne. Det tror Jesus ikke. Han ved bedre. Alligevel går han med til at besøge Jerusalem. Og vi ved, hvad der sker. Jesus stiger ikke ned fra korset. Judas mister sin tro. Det kan man så let, når man møder dødens kulde og kærligheden ikke kan opvække os fra de døde.

Troen på, at det alligevel skete kan Judas ikke bruge.

Jeg citerer videre, og det er stadig Judas, der er “jeg”:

Jeg elskede ham af hele mit hjerte og troede fuldt og fast på ham. Det var ikke kun den ældre brors kærlighed til den yngre, som er bedre end ham, ikke kun den ældre, mere erfarne mands kærlighed til den store, yngre lærer og heller ikke kun den troendes kærlighed til en mirakelmager. Nej. Jeg elskede ham som Gud. Jeg elskede ham meget højere, end jeg elskede Gud. Faktisk har jeg, siden jeg var ung, slet ikke elsket Gud. Jeg følte mig tilmed frastødt af ham. En skinsyg og hævnende Gud, der straffer fædres skyld på børn, en grusom, vred, bitter, hævngerrig, smålig, blodsudgydende Gud. Mens sønnen i mine øjne var kærlig, barmhjertig og nådig og tilgivende og også, hvis han ville, kunne være vittig, skarpsindig, varmhjertet og tilmed morsom. Han tog Guds plads i mit hjerte. Han blev min Gud. Jeg troede ikke, at døden kunne røre ham. Jeg troede, at det største mirakel af alle ville ske i dag i Jerusalem. Det sidste og endegyldige mirakel, hvorefter der ikke længere ville findes død i verden. Hvorefter der ikke længere ville være behov for flere mirakler. Det mirakel, hvorefter himmeriget ville opstå og kun kærlighed ville råde i verden.” ( citat side 262).

Ja. en stor digter er død. Han troede på freden. Og han gav håbet videre med sin digtning.

Ære være hans minde.

Englen Gabriel – som han kom til mig i juledagene

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside www.hesselholt.com

Mens jeg gik så fredeligt og lagde tøj sammen, vaskede op og tørrede støv af og kort sagt var huslig helt ud i fingerspidserne, så forekom det mig pludselig, at jeg hørte en røst og forstod da også ret hurtigt, at den tilhørte englen Gabriel.

Og at han var vred. Jeg er ikke vild med vrede mennesker og da slet ikke vrede engle. Men hvorfor var han utilfreds?

Har jeg forsømt ham? var min første tanke.  Ja … faktisk. Jo, det havde jeg vel, og nu snakkede han højere, og jeg lukkede for vandhanen for at give ham ørenlyd. Det var det mindste, jeg kunne give ham.

Det var da ikke småting, han fik sagt. Om mig. Om sine med-engle. Om den måde, jeg behandlede dem på? Behandlede? Man behandler ikke engle … Jo. Og især ham.

Det var tydeligt, at han tænkte på mine foredrag.

Nu ved jeg jo godt, at han er Guds yndling. Han får altid overdraget at viderebringe de smukkeste  budskaber til menneskene. Her kunne jeg komme ind på julen, for lige det evangelium er og bliver jo Gabriels største opgave. Vi lader det alligevel ligge. Alle har jo hørt det i juledagene.

Gabriel har jo for så vidt ret, når han hævder, at jeg lader Rafael brillere i mine foredrag. Men det er da ikke på bekostning af Gabriel, vel? Nu måtte han være lidt retfærdig. Jeg har jo skrevet en børnebog om rejseenglen Rafael – og ærlig talt, så egner han sig bedre til børn end Gabriel. Alt det med undfangelse og jomfrufødsel – det er for voksne.

Rafael derimod – han er rejsens og eventyrets engel, og at tage med ham ud i verden er guf for et barnesind. Og jeg er så meget barn, at det også er guf for mig. Rafael taler til det smukkeste i mennesket: til tro, håb og kærlighed.

Men nu Gabriel. Det var jo ham, vi kom fra. Og det var ham, der skældte mig ud midt i min husmoderlige uskyld.

Skældte ud. Ja, det kan engle sandelig også gøre og med fynd og klem, skal jeg love for, men jeg er forfærdelig god til at gøre mig stokdøv, når folk skælder og smælder. Ja, så snart tonen får den lyd, så lukker jeg totalt af. Godt og grundigt og jeg nægter at høre efter.

Derfor kan jeg heller ikke gentage den røffel, der var rettet på mig her i morges. Men jeg kan til gengæld prøve at give Gabriel oprejsning ved at fortælle jer, hvilken  betroet engel han er.

Eller oprejsning og oprejsning? Gabriel hører jo ikke til de faldne engle, så hvad skulle han med oprejsning. Og desuden er det ikke min, men Guds, opgave at styrte og oprejse.

Men jeg vil nævne to af de største opgaver, han efter sigende har påtaget sig. Den ene tror alle kristne på. Jeg er kristen og tror på den. Gabriel blev sendt til jorden for at bebude Frelserens komme. Det kunne ikke være større.

Den anden opgave fik du også af Gud, men den tror kristne ikke på. Og jeg ikke på den. Kun som en smuk fortælling. Den lyder: Gud ville give menneskene en bog at leve deres liv efter. KORANEN. Og det blev Gabriels opgave netop ord for ord at hviske indholdet i øret på Muhammed, Guds profet. Således blev KORANEN til. Derfor er den for muslimer absolut sand i den mest bogstavelige forstand og de må naturligvis lyde dens bud et for et og ikke kun udvalgte passager..

Kære Gabriel. Gud brugte dig ikke til at skrive de kristnes hellige bog: BIBELEN. Den blev sammensat af gamle, glemte og genfundne skrifter, og den kan man ikke tage ord og ord og leve efter. BIBELEN indholder stor visdom, for den handler om Gud. Men den har ingen rettesnor at gå efter.

Guds Ord er ikke bogstaver i en bog. Guds ord er JESUS.

ORDET  tog legeme iblandt os. Det tænker jeg du forstår, Gabriel. Vi mennesker må nøjes med at tro det. Det er også nok.