Amos Oz – Judas

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Da jeg skrev Tobias og Englen” – som jeg jo faktisk skrev på i nogle år, selv om den forleden sprang ud som en lille bog (150 sider) og endda af DBC’ anmeldelse blev døbt (= dømt) “en smal udgivelse”. Ja, da jeg arbejdede på den var jeg mentalt i Mellemøsten og læste jo en del litteratur fra regionen – Shavit og Oz står som to lysende stjerner på min indre himmel. Begge har de skrevet deres familiekrønike, men også Israels historie i de to fantastiske bøger: “Mit forjættede Land” – og “Fortællinger om Kærlighed og Mørke.”

For nylig udkom Amos’ Oz seneste bog på dansk. Den hedder Judas.

 

Den handler om en ung jøde Shmul, der studerer i Jerusalem. Han skriver på en afhandling om Jesus set med jødiske øjne. Han opgiver studierne og tager job hos en gammel invalid jøde. Arbejdet består i at samtale med den gamle. Der bor også en enke i huset (en svigerdatter) og hendes far var tilhænger af fred med araberne.

Bogen har flere tråde, men den vigtigste er nok de lange samtaler mellem den unge (venstreorienterede) student og den gamle mand. Og mellem studenten og enken.

Her er et par citater, som giver en fornemmelse af bogens hovedtemaer:

Citat s.72 – Den gamle mand til studenten:

 

”Du er en tapper soldat i verdensreformatorernes hær, og jeg er ikke andet end en del af denne fordærvede verden. Når den nye verden sejrer, når alle mennesker bliver retskafne og simple og produktive og stærke og lige og ranke, vil man uden tvivl forbyde vanskabninger som mig ved lov, sådan nogle, som kun spiser og ikke laver noget og oven i købet taler nedsættende om alt muligt ved hjælp af en masse finurligheder og endeløs sarkasme. … heller ikke du, min ven vil de have brug for, ikke engang skyggen af brug for, når den store revolution omsider bliver gennemført. De vil ikke interessere sig for Jesus set med jødiske øjne. Hvad skal de med drømmere som Jesus? Eller som dig? Hvilken interesse har de i det jødiske spørgsmål? Eller i nogen spørgsmål i hele verden? De vil jo selv være svaret på alle spørgsmål.” ( side 72)

Samme side og stadig den gamle mand:

”Der er ingen og har aldrig været misforståelser mellem jøder og arabere. Tværtimod. I mange årtier har der rådet fuldkommen forståelse mellem dem: de lokale arabere er knyttet til dette land, fordi det er det eneste land, de har, de har ikke noget andet, og vi er knyttet til dette land af nøjagtig samme grund. De ved, at vi aldrig nogensinde vil give afkald på det, og vi ved, at de aldrig nogensinde vil give afkald på det. Den gensidige forståelse er altså klar og forbilledlig. Der er ingen og har ikke være nogen misforståelser mellem os.”

 Om dem, der tror på en fred, siger han på side 135:

”Men jeg siger dig, kære ven, at hvis to mænd elsker den samme kvinde, eller to folk gør krav på det samme land – om de så drak floder af kaffe sammen, så vil disse floder aldrig kunne slukke deres had, og strømme af vande vil aldrig kunne skylle det væk. Og jeg siger også til dig, trods alt det, jeg sagde til dig før: lykkelige er drømmerne og forbandet er den mand, der åbner deres øjne. Ganske vist kan drømmerne ikke frelse os, hverken de eller deres disciple, men uden drømme og drømmere vil den forbandelse, som hviler over os, være syv gange tungere. Takket være drømmerne er vi, der er besindige, måske lidt mindre forstenede og desperate, end vi ville have været uden dem.”

En anden tråd i bogen er Shmuls afhandling om Judas ( bogens navn ) – Her et citat fra side 185:

”Jesus og alle hans disciple var jøder og sønner af jøder. Men i de kristnes forestillingsverden er den eneste, der bliver stemplet som jøde – og repræsenterer hele det jødiske folk – Judas Iskariot. Da udsendingen fra præsteskabet og tempelvagterne kom for at anholde Jesus, blev de øvrige disciple skrækslagne og frygtede for deres liv og flygtede i alle retninger, og kun Judas blev tilbage. Måske kyssede han Jesus for at give ham styrke. Måske fulgte han også med fangevogterne til det sted, de førte hans læremester hen. Også Peter kom dertil, men allerede før det blev lyst, havde Peter fornægtet Jesus tre gange. Judas fornægtede ham ikke. Hvor er det ironisk, skrev Shmul i sin notesbog, at den første og sidste kristne, den eneste kristne, som ikke forlod Jesus og ikke en eneste gang fornægtede ham, den eneste kristne, der troede på Jesu guddommelighed helt til hans sidste stund på korset, den kristne, som til det sidste troede på, at Jesus ville stige ned fra korset foran hele Jerusalem og foran hele verden, den eneste kristne, der døde med Jesus og ikke overlevede ham, den eneste, som fik sit hjerte knust ved Jesu død, at netop han af hundredvis af millioner mennesker i fem verdensdele og gennem årtusinder er blevet betragtet som den mest arketypiske jøde. Og den mest afskyelige og foragtelige.” ( Citat slut)

Judas er ofte blevet betragtet som en forræder akkurat som den unge enkes far, der troede på, at fred mellem jøder og arabere var den eneste rigtige løsning på uvenskabet mellem jøder og arabere. Han arbejdede imod Ben Gurion og hans krig mod araberne. Og han omgikkedes arabere og blev kaldt en forræder. Som Judas. Men Judas var den eneste, mener Shmul, der elskede Jesus for alvor og til det sidste troede på ham. Da Jesus hang på korset og led og troede, at Gud havde forladt ham, da blev Judas ved med som den eneste, at tro på, at han ville stige ned fra korset og gå bort i fred. Da det ikke skete, begik Judas selvmord.

Temaet forræderi bliver også behandlet i bogen. Interessant nok, for hvornår er et menneske forræder? Det afhænger af øjnene, der ser.

 

 

 

 

HVORFOR JEG IKKE ER LUTHERANER AF HJERTET


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Cranach d. Ældres fremstilling af Martin Luther ( Statens Museum for Kunst)

 

Jeg er ikke forsker. Og slet ikke Lutherforsker. Men jeg er lutheraner. Det er de fleste kristne danskere, og det er et fællesskab, som jeg er født (=døbt) ind i. Det har jeg ikke været med til at bestemme, selv om jeg ganske vist på et tidpunkt blev konfirmeret – ja, netop BLEV konfirmeret. Mine eksamener TOG jeg.

Jeg tror, at Gud er så stor, at hans kærlighed omfatter alle mennesker. Og at tro det er det rene kætteri set med Den Rene Læres  Lutherøjne. Så meget har jeg dog læst og forstået.

Så jeg er altså ikke lutheraner af hjertet.

En overgang tænkte jeg seriøst på at konvertere til katolicismen, men gjorde det ikke, fordi jeg egentlig tror, at vi skal blive der, hvor vi hører hjemme. (Ja, det var  så lidt lutheransk sagt!).

Jeg hører hjemme i Den Luthers Evangeliske Kirke. Så bliver jeg der. Og desuden: jeg er glad for at gå i kirke, og I vores lille landsby har vi kun én kirke.

Jeg underviste en overgang GIF’ studerende ( Gymnasiale Indslusningskurser for Flygtninge). Mine elever var muslimer, og det skete, at en af dem kom og spurgte mig, om de ikke burde konvertere til kristendommen. Jeg sagde naturligvis, at det var en beslutning, de selv måtte tage. Det sagde jeg, men i mit hjerte tænkte jeg. ”Du er jo muslim, så bliv hvor du hører hjemme! I islam.”

Det er dog ikke kun, fordi Luther udelukker alle ikke-døbte fra frelsen, at jeg ikke er lutheraner af hjertet. Det er der mange andre grunde til. Og dem vil jeg vende tilbage til. Men jeg mangler at læse en hel del bøger, ( f.eks. Luthers “Den trælbundne vilje” og Erasmus’ “Om den frie Vilje”) inden jeg føler mig rustet til med både hjerte og hjerne at forklare, hvorfor jeg ikke bryder mig om Luther.

Når man læser om hans syn på medmennesket og på sin egen omverden, så bliver man grundigt “af- Lutheriseret”. Det er min mening.

Og det forsvar, man hører hyppigst i de lærdes debat om Luther og hans umenneskelige synspunkter, er, at han var barn af sin tid. Og at sådan var tiden. Nej, sådan var tiden ikke – ikke kun i al fald. Renæssancen var åndeligt og menneskeligt hævet over reformationens brutale menneskesyn.

Jeg vil senere vende tilbage til Luther og se ham i skyggen af Erasmus af Rotterdam.

En afgørende forskel i Luthers og Erasmus’ holdninger til livet og alt det, der er os givet, bl.a. vores gode forstand, er her ridset op. Og jeg tillader mig at lægge ordene i munden på de to vismænd. Lidt usagligt ganske vist, for nedenstående har Luther ikke sagt ordret, men det er som jeg forstår ham:

Martin Luther: Jeg ved, at det, jeg fremfører, er sandt, for jeg har selv fundet frem til det i min tolkning af Bibelen. Og den har altid ret. Og det har jeg også. Min tolkning er  rigtig, fordi jeg forstår Guds ord bedre end alle andre. De andre har uret. Og dem, der ikke er enige med mig er kættere og bør dræbes: tortureres, brændes, halshugges eller hænges. Det står ikke til diskussion.

Det kaldes i min terminologi ondskab og intolerance

Og nu Erasmus. Ham lægger jeg også ord i munden:

Erasmus af Rotterdam: jeg tror, at det, som jeg fremfører, er sandt, fordi min forstand og mine følelser siger mig det. Og desuden mener jeg at kende forskel på godt og ondt, og det er ondt at gøre andre fortræd. Derfor er jeg imod vold og undertrykkelse og går ind for frihed. Som sagt, tror jeg, at jeg har ret i de synspunkter, men jeg vil gerne diskutere dem, for andre kan mene noget andet, og have ret. Jeg har ikke patent på sandheden.

Det kaldes i min terminologi humanisme og tolerance

I en hardcore lutheraners øjne er ovenstående minus-ord. I mine er det plus-ord.

Erasmus af Rotterdam ( David Gardelle)

Statens Museum for Kunst

 

 

 

 

TOBIAS og ENGLEN

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

Så kom Tobias og Englen endelig fra harddisk til udgivelse i håndgribelig bogform. Det havde jeg jo lovet mine læsere, men jeg var ikke særlig god til at stå ved mit løfte. Et brev gjorde udslaget. Tak for det også.

Og tænk, at jeg fik selveste Rembrandt til at illustrere min bog. Tak, du gamle tegner, fordi du så ca. 400 år frem i tiden, så du kunne ramme præcis den sårbarhed, der er i min Tobias ( som i de fleste teenagedrenge) -  hans frygt og hans mod.

Og så synes jeg i øvrigt, at Rembrandt er moderne – den tegning kunne godt være lavet i det 21. århundrede.

Ganske kort om bogens skæbne indtil nu:

Ja, for den afgøres jo mere end af noget andet  af DBC’s lektørudtalelse. Christine Christensen har skrevet udtalelsen til min bog, og hun skriver i det mindste, at den er velskrevet, men ellers har hun ikke meget til overs for den. Og hun har slet ikke forstået dens humor – måske mangler hun humoristisk sans. Måske mangler hun blot tid og har lynet sig igennem den. Og det er vel forståeligt med alle de bøger, der skal anmeldes hver dag. En hel dag til en bog har man vel ikke. Anmelderkorpset er jo ganske lille.

Heller ikke spændingen på handlingsplanet nævner hun – og kommer slet ikke ind på, at bogen behandler aktuelle emner som forfølgelse af folkegrupper og tyranniske regimers vilkårlige magtudøvelse. Handlingen er (siger mine unge prøvelæsere) spændende og udspiller sig i et Mellemøsten, hvor ufred og krigerisk fremfærd jo ikke ligefrem hører fortiden til. Byen, hvor handlingen tager sit udgangspunkt hedder i dag Mosul – dengang Nineve. Der er mange paralleller mellem dengang og nu.

Kort om bogens relevans som biblioteksbog skriver anmelderen: “For et religiøst og spirituelt interesseret publikum.” Og som konklusion: “Smal udgivelse for et religiøst eller historisk interesseret segment. Anbefales til store litteratursamlinger.”

Det var så det. Og en sådan kritik og vurdering er jo ikke ment negativt, men det betyder jo desværre, at bibliotekerne ikke køber den.

Det er jeg selvfølgelig skuffet over. Ikke af økonomiske grunde – det er heldigvis ikke problemet, men jeg vil GERNE have læsere. Og der er folkebibliotekerne jo formidable som formidlere af god litteratur. Og de har altid anskaffet mine bøger til et bredt publikum. Nu kan man så på grund af udtalelsen ikke ret let låne “Tobias og Englen”

Jeg synes, at bogen er super som konfirmationsgave. Det religiøse aspekt i konfirmationen er vel ikke helt væk. Eller hvad?

Vi fik i sin tid “Hjortens Flugt” i konfirmationsgave. Og den var hamrende kedelig. Det er Tobiasbogen ikke.

Men hvis nogen af mine læsere skulle få lyst til at læse den, eller måske give den til en konfirmand, så har jeg nogle stykker på lager. Og de kan købes via min email: marianne@hesselholt.com til den klædelige pris af 120 kr. pr. bog.

Her præsentes den på Randers Bibliotek ( Foto: Mette Hesselholt Henne Hansen)

HJERNEN OG HJERTET PÅ RETTE STED

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider, idet siden også er en slags værksted af færdige og ufærdige skrifter. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside:

www.hesselholt.com.

 

 

Der er store oplevelser i naturen. Men det er der også i læsningen.

Jeg må indrømme, at jeg er afhængig af god litteratur. Afvænning er en umulig opgave, men hvem skulle også ønske at afvænne mig fra lige akkurat den last. Last? Nå ja, måske. I al fald kan man 100% forsvinde ind i en anden verden, og er så måske savnet en smule i den såkaldt ”virkelige” verden. Sådan har jeg det med god fiktion.

”Hej! Hvor er du?”  – svaret: væk – væk i en god bog.

Men de bøger, der har optaget mig de sidste par dage og især nætter, er nu slet ikke fiktion. Det er faglitteratur på højeste niveau. Og når faglige og saglige bøger om verden er bedst, så fanger de akkurat som de bedste romaner, digte og anden fiktion kan gøre det.

Jeg forsøgte at overtale min kære gemal til at læse bøgerne, men da han hørte, hvad de handlede om, så han blot hovedrystende på mig og med et udtryk så fuld af undren, at jeg opgav ethvert forsøg på at overbevise ham. ”Du er ikke rigtig klog.” Sagde hans blik. Og det kan han jo have ret i.

Hvad sagde jeg da til ham?

Jeg sagde: at forfatteren hedder Henry Marsh. At han er kirurg, og at han har skrevet to bøger, som jeg lige har læst (slugt): GØR IKKE SKADE og HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN. Bøgerne handler om neurokirurgens oplevelser i de mange år, han har opereret i hjerner. Han går i sine bøger lige ind i de enkelte operationer og skildrer dem så levende og trin for trin, at man som læser føler, at man står ved operationsbordet og følger med i hver eneste af de mange indgreb. Hver gang lige nervepirrende. Ikke kun for læseren. H. March har selv hver gang følt, at han stod på kanten af en afgrund, og at kun hans dygtighed, kombineret med tilfældigheder, har været afgørende for, om patienten ville overleve. Og hver gang, patienten er død under kniven eller lige efter, har han følt det som et knusende nederlag og en stor sorg.

Tænk at skulle klare det daglige arbejde på de vilkår! Hvordan kan man det??? Men godt, at der findes mennesker, der kan.

Sådan har han arbejdet. År efter år. Og det gør bogen værd at læse. Han skriver jo også godt – sproget (den danske oversættelse) fungerer fint nok – men æstetisk er det ikke den store oplevelse. Det er så netop forskellen på nok så god faglitteratur og rigtig god skønlitteratur. Efter at have læst sidste kapitel i March’s bøger gik jeg i dag i gang med Anne Lise Marstrand Jørgensens ”Sorgens Grundstof” – og her er det netop det fine sprog, der fanger læseren lige med det samme. Indholdets kvaliteter forholder jeg mig indtil videre lidt tvivlende til.

Men tilbage til Marchs bøger. Du må selv læse dem, hvis du er til opsprættede hjerner og lægekirurgiske finesser skildret i detaljer. Jeg vil kun anbefale bøgerne og lige indskyde, at de ikke KUN handler om ovenstående blodige affærer, men nok så meget om et menneskes dybe etiske ansvarsfølelse over for medmennesket.

Jeg vil slutte af med et par citater fra bøgerne.

S.13 i GØR IKKE SKADE:

”Jeg er ofte nødt til at skære ind i hjernen, og jeg hader at gøre det. Men en diatermisk tang får jeg de smukke, fine røde blodkar på hjernens skinnende yderside til at koagulere. Jeg skærer ind i den med en lille skalpel og laver et hul som jeg skubber en spinkel sugeslange igennem – da hjernen har samme konsistens som gele, er sugeslangen hjernekirurgens vigtigste redskab. Jeg ser ned i mit operationsmikroskop og føler mig vej ned igennem den bløde, hvide hjernesubstans mens jeg leder efter tumoren. Den tanke at min sugeslange er på vej igennem selve bevidstheden, igennem fornuft og følelse, at minder, drømme og overvejelser skulle bestå af gele, er simpelthen for mærkelig til at kunne fatte.”

I bøgerne går man som sagt fra patient til patient, og en af de ting, der slog mig vejen igennem bogen, er det særlige lægeblik, som March har. Som alle læger måske har. Og som man jo umuligt kan klandre dem for at have, for måske er det netop dette særlige blik, der får dem til at ”holde distancen” og holde ud.

De ser mennesket som patient. Og for March har man indtryk af, at lige netop det, at hjernen består af gele og ikke af følelser – eller rettere, at det er geleen, han er mest optaget af, er det, der gør, at det bliver til at holde ud for ham.

Jeg er fuld af beundring for hans gerning. Men jeg må lægge distance til ham på vigtige punkter. Han går f.eks. helhjertet ind for eutanasi (medlidenhedsdrab), og han skriver f.eks., at han ville ønske, at hans mor var død, inden hun skulle underkastes den store ydmygelse og uværdighed det er at blive inkontinent og dement. Her ville han have fundet, at medlidenhedsdrab var forsvarligt.

Og det er lige der, jeg er lodret uenig med ham. Jeg synes IKKE, at man mister værdighed ved at blive SVAG. Jeg synes, at svaghed og ubehjælpelighed kalder på noget helt andet end drab og afstand, det kalder på ømhed og nærhed.

Dem i min egen familie, som er endt i demensens skyggeliv, dem har jeg nærmest følt en voksende kærlighed til. Og jeg synes ikke, de mistede deres værdighed. De mistede så meget andet. Det gjorde vi alle sammen.

Det vil jeg ikke argumentere for. Det er en følelsessag.

Endnu et citat fra bøgerne Her er det fra HVERKEN SOLEN ELLER DØDEN:

Marsh tror ikke på et liv efter døden. Faktisk tror han ikke rigtig på mennesket som andet end et biologisk fænomen. Siger han. Han skriver:

…(side 251) ”jeg tror ikke på noget efterliv. Jeg er neurokirurg. Jeg ved godt at alt hvad jeg er, alt hvad jeg tænker og føler, det være sig bevidst eller ubevidst, består af elektrokemisk aktivitet i mine milliarder af hjerneceller der bliver holdt sammen af et nærmest uendeligt antal synapser….  Når min hjerne dør, dør ”jeg” ‘et også. ”Jeg” er en midlertidig, elektronisk dans …”

Og sådan tænker måske alle videnskabsmænd, og det kan jeg på en måde godt forstå. Men ikke selv tro. Jeg tror på noget, der er større end alle de milliarder af celler, vi render rundt med. Jeg tror, der findes en Gud og et efterliv.

Men det er jo tro.

Henry March taler om noget andet. Og det er han god til. Læs ham, hvis du tør.