Anmelderi

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

Forleden hørte jeg en udsendelse i P1 med Mortens Sabro. Han fortalte om sin nyeste roman ( eller hvad det nu er) ”Love me Do” – og han brugte det meste af sendetiden på at skælde voldsomt ud på anmelderne, som ikke alle havde givet hans bog stjerner nok. Navnlig Marie Louise Kjøldbye fra Information var han ude efter. Hun skriver nemlig bl.a., at bogen ikke er en stor bog. Og, hævder Morten Sabro med den sureste stemme, han kan opdrive, det er netop det, den er: en stor bog.

Hans konklusion med hensyn til almelderkorpset i DK er i klar: det domineres af fagligt inkompetente folk. Det er der sikkert mange (forfattere) , der vil give ham ret i.

Følgende er i al fald 100 % sikkert: om ens bog kommer i medierne eller ej, om den anmeldes godt eller dårligt og efterfølgende sælger godt eller dårligt, det afhænger af tilfældigheder, mest af alt naturligvis af, hvem bogen falder i hænderne på, når den skal anmeldes.

Desuden betyder de basuntrut, der lyder fra avisspalter og TV/radio, inden bogen udkommer, en hel del. Al slags foromtale spænder forventningerne og øger interessen for bogen længe inden nogen har læst den. Mediedækning i det hele taget betyder mere end det halve for bogens fremtid.

Nogle forfattere er gode til det med medierne (har måske venner inden for faget – tro ikke, at nepotisme er ukendt i Danmark – eller de har medietække) andre kan slet ikke få fodfæste i den verden.

Bogens kvalitet er naturligvis af betydning, men den side af sagen ligger langt nede på ranglisten, og de andre faktorer spiller en meget større rolle, når det drejer sig om en bogs fremtid: altså, om den bliver set – om den bliver læst – og om den bliver værdsat efter fortjeneste.

Jeg læser så meget af den nye litteratur (skønlitteratur) som jeg kan nå, og jeg undrer mig undertiden over, hvorfor en del virkelig gode bøger (m.h.t. indhold, form og sprog) næsten ikke omtales, mens ligegyldige skriblerier får mange stjerner og gode ord med på vejen.

Nu er det sådan, at jeg i de her dage rydder op. Det gør man i min alder, og det er også en god måde at se sig selv over skulderen på og tænke over, hvad der egentlig er sket i ens liv?

– og lige nu rydder jeg op i mit forfatterskab: der er en del manus’ser, som papirkurven har godt af at tage vare på, indtil forbrændingen tager over. Og alle anmeldelserne ryger samme vej. Der er hundredevis af udklip, og de ville være en pestilens for mine arvinger.

Men inden da kunne jeg tænke mig et lille eksperiment, som muligvis underbygger alt det, jeg skrev ovenfor om anmeldere. Det kunne være morsomt at prikke det mest positive og det mest negative ud af materialet og så se lidt på, hvordan forskellige mennesker har læst og vurderet det, man har skrevet. Så mange vidt forskellige opfattelser af den samme bog – vel at mærke af kapaciteter inden for anmelderfaget.

Ofte forstår man slet ikke, at det ER samme bog.

Det kan så MÅSKE være en trøst og advarsel for kommende forfatterspirer. Morale:

Hvis du vil være forfatter, så skal du vide, at du går ind i et erhverv, hvor du får mange tæv og mange roser og begge dele er svære at håndtere.

Det tror jeg er en erfaring alle forfattere har gjort. Ikke kun Morten Sabro. Skønt han er den eneste, jeg har hørt vræle sådan rigtig højt og skingert over det.

JOHAN

 

Det virker ikke ægte, at Johan ene af alle ikke bliver forrået af opholdet i Børnehuset, han beholder sin retfærdighedssans. Der er en meget brat overgang fra den naive 10-12årige Johan til den udspekulerede 13årige ditto. ( Poul Wibbert Esberg)

Det er en spændingsfyldt historisk roman fortalt med dramatik og indlevelse. Tidens vilkår og miljøet i København står lyslevende. Med lidt historisk interesse vil bogen være en oplevelse for de 12-16årige. Kirsten Larsen (Bibliotekerne)

ISENGLENS SØN 

 

Annelise Vestergaard (Jyllandsposten): Denne anmeldelse er nok lidt halvlunken. Jeg farver den ikke helt rød Efter en gennemgang af handlingen konkluderer anmelderen: Over denne version af kampen mellem det gode og det onde – og den blanding, de fleste består af – har Marianne Hesselholt bygget sin historie, kaldet “Isenglens Søn”. Den er lang og omstændelig, måske lidt fortænkt og meget symbolladet, men velskrevet og trods alvoren med muntre islæt. 

 Flemming Dehn: Det er en flot bog, pakket ind i en sjov, anderledes og elegant ramme og med synsvinkler, som ikke bare snakkes væk. Nogle vil måske kalde bogen for krævende, ”så anderledes” men vore gode læsere har også krav på kvalitet, der vender det hele lidt på hovedet.  

SKYD DIG IGENNEM, SAGDE OLDEFAR  

Her er en lang række anmeldelser, men ingen negative

Damian Arguimbau skriver i Weekendavisen bl.a.: Marianne Hesselholt, som er lektor ved Silkekborg Amtsgymnasium debuterede forrige år med den meget lovende roman Johan, der senere blev efterfulgt af Isenglens Søn. Men Skyd dig igennem! Sagde Oldefar har hun skrevet en meget varm og humoristisk fortælling om venskabet mellem de 6-årige Anne og hendes senile oldefar.

Anette Bruun Jarl skriver i Århus Stiftstidende: For de ældre (5-10årige) er Marianne Hesselholts ”Skyd dig igennem! Sagde oldefar” sæsonens bedste bud på bogen. Det er faktisk den bedste bog, jeg har læst længe.

Sært nok blev jeg træt af at skrive børnebøger efter den bog og gik over til voksenbøger.

GYLDEN SOL OG SORTE SKYER: 

Den mest afskyelige anmeldelse, jeg nogensinde har fået, fik jeg af  Claus Grymer i Kristelig Dagblad. Her rørte jeg ved et koryfæ for kristne, følte jeg, som man ikke ustraffet kunne give sig af med. Der var et par anmeldere mere, der kastede sig over mig, som var jeg en slags vaneforbryder.

Her er et par, som trak tænder ud:

Claus Grymer: ...En fortællestil, der er springende som Hesselholts, kan praktiseres med godt resultat. Men det kræver en indre sammenhæng. Og den mangler. Portrættet af Kingo er uden den fornødne psykologiske dybde.

Mette WingeDet gør, at romanen på trods af sin omhu og sine grundige forstudier – bortset fra barndomspartierne – kommer til at mangle nærvær og fortællemæssig nerve, og Kingo ender med at blive en skikkelse, som egentlig ikke vedkommer læseren særlig.

En mellemsur anmeldelse af Knud Bjarne Gjesing: ...trods den samvittighedsfulde omhu med de biografiske detaljer har bogen dog sin svaghed i selve portrættet af salmedigteren. Hos Kingo fornemmer man noget af renæssancetidens tunge livsappetit,. Trættekær, magtkær, kvindekær og pengekær, men samtidig depressiv og syndsbevidst.  … 

Pænt, men lidt lunkent: Johannes Værge:Thomas Kingos kærlighedsliv kalder Marianne Hesselholt frem i romanlyset. Hvor meget og hvor dristigt hun på det felt har måttet forlænge kilderes antydninger skal jeg ikke kunne sige, men levende og troværdigt virker det. …Ellers går fortællingen ukompliceret af sted, lige ud af landevejen, uden opvisning i litterære tricks, og tak for det …

Nu et par anmeldere med helt andre øjne og hjerter:

Bjarne Åkesson Filholm : En velskrevet og medrivende romanbiografi om den danske berømte salme-og barokdigter, Thomas Kingo. Romanen er letlæst og den henvender sig bredt til voksne roman-og biografilæsere og ikke blot dem, der har interesse for omtalte person i forvejen. Fortællingen er afbalanceret fortalt … Man får også et indtryk af selve personen Kingo: et begavet, ambitiøst og dybt troende menneske med litterære talenter …

e-bi – Holbæk Amts Venstreblad: Marianne Hesselholt har taget udgangspunkt i de kilder, der foreligger om Thomas Kingos liv og levned, men først og fremmest er det salmerne, der har inspireret hende til en godt fortalt skildring af en af vore store salmedigtere og det ingenlunde trivielle liv, han har haft. Det er bestemt ikke nogen kedelig skildring. Tværtimod.

Flemming Kofoed:  Det er modigt gjort at skrive en bog om Danmarks store salmedigter Thomas Kingo. På den anden side er der adskilligt kildemateriale i form af bl.a. biografier, afhandlinger og ikke mindst Kingos mange salmer og skæmtedigte at stykke et livsforløb sammen af. Og det har Marianne Hesselholt gjort ganske spændende og underholdende og nødvendigvis også med en vis portion frimodighed …fængslende læsning er det …

John Chr. Jørgensen : den dramatiserede biografi fungerer bemærkelsesværdigt godt, også sprogligt. Frem af et broget tidsbillede med svenskerkrig og pestplage træder et troværdigt portræt af psalmisten Thomas Johannis Kingopius i al hans styrke og skrøbelighed. … Marianne Hesselholt har fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond til at gå videre med romanbiografier om Brorson og Ingemann. Ja, hvorfor ikke. Salmedigtere har det med at fordampe i ren ånd. Hesselholt ser ud til at kunne give dem kød og blod. 

I Kirke og Sogne – kontakt 1/2 1997 (men uden signatur) stod følgende at læse: Udover den medrivende skildring af Kingos liv får læseren meget at vide om underviningen i barokken, om svenskekrigene, om de fattiges liv og meget andet. Hvert kapitel indledes med eksempler fra Kingos digtning, eksempler, so inspirerer til videre læsning af dette enestående forfatterskab, skrevet af et begavet, ambitiøst, dybt troende, men også selvoptaget og forfængeligt menneske.

I bladet Solkysten af november 1996 ( desværre også uden signatur) kan man læse følgende.:Jeg troede, jeg vidste meget om Kingo, denne viden har jeg fået udvidet betragteligt og på en meget læseværdig måde. Desuden har forfatteren skrevet bogen på en meget fornøjelig måde. Det tørre stof er blevet levende og endnu mere nært.

BRORSONS BILLEDER  

Reaktionen på den roman var som på den forrige: nogle havde bogen givet en god oplevelse – andre tværtimod – det virkede som ved Kingobogen, næsten som om jeg havde begået en slags helligbrøde. Og lidt brødebetynget følte jeg mig faktisk – men det tror jeg er en naturlig følelse, når man har den frækhed at lægge et levende (omend afdødt) menneskes liv ind i en romans fiktive univers.

Her først en lunken:

Preben Meulengrath: 

Meget morsomt begynder han anmeldelsen med at skrive, at Mette Winges roman om Hermann Bang er modellen for “Brorsons Billeder”. Morsomt, fordi jeg ikke dengang havde læst hendes roman. Det har jeg nu. Den er rigtig god, men min er altså ikke et plagiat.

Men her et pluk af anmeldelsens kerne: Det biografiske skelet har Marianne Hesselholt klædt i tolkningen og fantasiens kød. … det lykkes ikke helt godt. Læseren får ikke styr på, hvordan den uvorne knægt og dovne student pludselig bliver til en anset præst, provst og biskop.  … Selv om romanens helhed mangler spændstighed, så lever den gennem sine billeder …

Det er en blandet anmeldelse, som man kan få indtryk af her. Og jeg synes, den bærer præg af, at anmelderen ikke har læst hele bogen (den er jo også lang). Når han f.eks. kalder Brorson en doven student, så fremgår det i al fald ikke af romanen, tværtimod  - hvor han næsten slider sig ihjel – det er altså filologi og filosofi, han studerer og ikke teologi. Derfor relegeres han fra universitetet, ikke fordi han er doven. Det er for øvrigt et karakteristisk træk hos langt de fleste anmeldere: de læser ikke, de skøjter. Og har vel ikke tid til andet.

Bent Windfeld: Han starter med et langt referat af bogen, og det er ok. Så slutter han med nærmest af fastslå, at jeg har “folkeliggjort”  Brorsons liv, så alle kan læse bogen, og at den derved taber i dybde. Og her vil jeg delvis give ham ret – det var faktisk hele tiden min mening af skrive “folkeligt” og ikke for akademisk skolede. Det får jeg på puklen for, men jeg tager det som en ros. Og sådan set er denne stort set negative anmeldelse slet ikke dårlig. Han skriver bl.a.:

Forfatteren har åbenbart ikke villet belaste sin fremstilling med at indføje denne skildring i en ramme af idehistorisk karakter, men derved har den fået en smag af en nutidig eksistentialisme, som den vel ikke kan have haft på Brorsons tid. Det er et valg, som gør bogens problematik lettere forståelig for den relativt forudsætningsløse, men som samtidig gør den historiske situation mindre konkret. …. Disse scener er i og for sig klart og som regel ret fængslende skildret, og derfor har bogen vel en fremtid som folkelig oplysning … men den ville rigtignok have vundet … hvis den havde vovet at fordybe sig mere i Brorsons tanker og digte.

Det sidste har jeg taget ad notam i mine foredrag, hvor jeg fordyber mig i Brorsons digte. For det har han jo ret i. Og det er jo vigtigt. Min kærlighed til digtene er da også større end min kærlighed til digteren ( for ham kender jeg jo ikke og kan aldrig komme til det – den Brorson, jeg “skaber” er min Brorson.

Her kommer så en noget koldere af slagsen. Det er Henrik Wivel: … fremme ved bind to, Brorsons Billeder, er det stadig ikke helt klart, hvad der er Marianne Hesselholts ærinde, udover i en åben og pædagogisk let tilgængelig form at oplyse om – i dette tilfælde – Brorsons liv og levned. Det gør hun udmærket, men så heller ikke mere … …det romanbiografiske projekt er som helhed sympatisk, og Brorsons Billeder svalt underholdende i sin patinerede sprogdragt og konventionelle andægtighed.

Her er noget mildere, som dog også var lidt ondt (altså for mig at sluge):

Niels V. Petersen. Han konkluderer: Romanen er ellers behændigt og spændende nok skruet sammen omkring den aldrende Brorsons tanker og erindringer en sen og søvnløs nattetime i bispegårdens studerekammer i Ribe. Her læner biskoppen sig tilbage i stolen med lukkede øjne og lader synerne folde sig ud og sig selv føre tilbage til drengeårenes marsklandskab. Derefter fremstilles Brorsons erindrede liv og levned i kronologisk rækkefølge. Det er i sig selv befordrende for den biografisk interesserede læsers mulighed for at holde trit med historien, men samtidig forfladiges hovedhpersonen og optrinene reduceres til brogede glansbilleder.

Og nu vi er ved smertepunkterne: Nicolaj M. Lassen Han konkluderer således:

Brorsons Billeder er en udpræget undervisningsvenlig bog med sine korte kapitler samt noterne bag i bogen, der forklarer de svære ord og de tyske og franske sentenser. Men sin lidt gammeldags biografiske oplysninger af digterværket ( det er næsten helt Hans Brix’sk) og den trivielle sidepointe, at Brorson var en almindelig ualmindelig mand, rokker bogen næppe ved nogens opfattelse af den gamle digter. Og så kan romanen i øvrigt være nok så velfortalt og sproglidt lydefri.

En sidste af de, der gjorde lidt nas var Mette Winges anmeldelse: -andre skikkelser fra Brosons samtid føres lidt som dukketeaterfigurer i korte glimt ind på scenen. Det gælder håndskriftsamleren Arni Magnusson, det gælder en spidsnæset og spids Ludvig Holberg, og det gælder den halvfordrukne, men geniale digter Ambrosius Stub, som Brorson ikke rørte mange hjælpende fingre for … Brorsons Billeder vidner om stor flid og kærlighed til stoffet, men manden Hans Adolph forbliver temmelig fjern og en smugle aspargeagtig…

Mette Krogsholm Pedersen: De første 50-60 sider, der handler om hans barndom, er ikke så informative, men er domineret af mange sprogligt velformede naturbeskrivelser og billeder. Men man bliver mæt af billedmængden. Beskrivelserne bliver færre og mere nuancerede, som bogen skrider frem, og romanen har klart sin kvalitetesmæssige tyngde i sidste halvdel. Her der det, at nogle af Brorsons interessante, religiøse dilemmaer beskrives gennem dialoger med kolleger og over-og underordnede. Vidste man intet eller kun lidt om Brorson, før man læser bogen, er man ikke bare blevet klogere bagefter, men man har også fået stoffet leveret på en let fordøjelig måde. … hvis ens ærinde  … er at læse en god roman, ja, så er der skrevet bedre af slagsen.

Efter en pæn anmeldelse konkluderer Knud Bjarne Gjesing: Marianne Hesselholts romanbiografier er fortalt i en bred og folkelig stil, og de bygger tydeligvis på grundige studier af materialet. Efter planen skal serien afsluttes med et bind om Ingemann, idet forfatteren tilsyneladende viger tilbage for at give sig i kast med Grundtvig. Det er en skam. I “Frederik” fra 1972 tegnede Ebbe Reich et portræt af Grundtvig som en slags provo, hippie og 68-oprører. Denne skildring kunne behøve et mere nøgternt alternativ.

Eva Hein: Hvor mange af os ville kaste os nysgerrigt og videbegærligt og helt frivilligt over en bog om en salmedigter fra det 18. århundrede? Sandsynligvis ikke ret mange. Derfor er det i sig selv en bedrift at få pustet så meget liv i et ældgammelt og ikke tilsyneladende appellerende kapitel, at der kommer en både læseværdig og underholdende historie ud af det. Men det er præcis, hvad Marianne Hesselholt har formået med romanbiografien Brorsons Billeder. …. Det er svært som læser at afgøre, hvornår handlingen bygger på det indsamlede kildemateriale, og hvornår der skrives pr. fantasi. Men det afgørende er også, at det er en dejlig velskrevet bog, indlevet fortalt og med en fin balance mellem fiktion og fakta. Og det er den!

Erik Nicolaisen Høy: Hesselholt har gennemgået et righoldigt kildemateriale, hvilket afspejler sig i bogens troværdige tidsbillede.  … Bogen er opbygget som forfatterens bog om Kingo “Gylden Sol og sorte skyer”, dog mere psykologisk. Kingoromanens læsere vil også sluge nærværende.

Eva Meile: Jeg har læst “Brorsons Billeder” med stor glæde og interesse. Jeg synes, at forfatteren er i besiddelse af både psykologisk indlevelsesevne, teologisk niveau og sproglig fantasi og livfuldhed. Hun tegner et fængslende og overbevisende billede af Brorson som en sammensat natur, i hvem mange lidenskaber kæmper om magten. Beundringsværdig er også den måde, hvorpå hun uden at forfalde til bedrevidende “afsløringer” kaster lys på digterens menneskelige og alt-for-menneskelige følelser og handlinger. Brorson får lov at fremstå i “hel figur”. Også bipersonerne når at få karakter, meget vellykket er efter min mening f.eks. glimtene af Holberg og Ambrosius Stub.Det skal lige føjes til her, at ovenstående ikke er en anmeldelse, men en udtalelse, som E.M sendte til mit forlag = P. Haase og Søn), inden bogen udkom).

Henriette Bacher Lind: I lighed med denne ( Kingobogen) er også denne en bog, der meget samvittighedsfuldt og stilfærdigt fremlægger salmedigterens levnedsløb, sådan som det har formet sig fra barndom til alderdom…. Marianne Hesselholt har tydeligvis sat sig grundigt ind i de historiske omstændigheder, hvorved man får et glimrende indblik i datidens både teologiske og hverdagsagtige miljøer, skarnet i gaderne, vægterens sang, det klamme studerekammer, de halvrådne sild, som peblingene indtog dagligt, og beskrivelsen af Brorsons møde med pietismen i alle dens mange skikkelser er føjet naturligt ind i forløbet.

Flemming Everfelt: Marianne Hesselholt … lader den gamle søvnforstyrrede biskop sidde i nattetimer og genopleve sit liv. Det virker særdeles nærværende og troværdigt, så længe talen er om den bitte knægt og hans til tider meget naturnære oplevelser i bondelandet. Skildringen af knægtens møde på galgebakken med en original, som han tror er Mestermanden selv, er en helt lille perspektivskabende historie i sig selv.

 

Jeg skal nævne, at ovenstående bøgerne er udkommet på Modtryk (Johan), Gyldendal ( Isenglens Søn) og P. Haase og Søn ( Gylden Sol og Brorsons Billeder) Desuden, at anmeldelserne er fra Weekendavisen, Berlingske Tidende, Jyllandsposten, og Kristelig Dagblad + et par tidsskrifter: Præsteforeningens Blad, Dansk Musiker Tidende.

Mine novellesamlinger har jeg gudskelov ( man er så berørt, at man ikke tager Guds navn forfængeligt, når man tager det med i den her sætning) ikke fået nogen negative anmeldelser på, og også bøgerne om Alzheimer høstede kun roser.

De sidste bøger, som jeg vil medtage i det lille eksperiment er bøgerne om Ingemann. Det blev til i første omgang til to. De kommer her:
   

LANDSBYBARNET:

Der kom ingen anmeldelser på bogen. Måske fordi forlaget ( Net-bog-klubben) ikke sendte den til dagspressen, som jo ikke er tankelæsere. Men fra bibliotekerne lød det sådan her. Kim Lau Larsen: Den nye bog om B.S. Ingemann er bygget over samme læst ( som Kingo og Brorsonbøgerne) På baggrund af nøje kildestudier følger vi hovedpersonens liv i romanform – herunder hvad han kunne have sagt og tænkt. Bogen er strengt kronologisk. Først om drengens trygge tilværelse i Korkildstrup præstegård – det fylder langt over halvdelen. Her følger vi livet i et præstemiljo i slutningen af 1700tallet set i barnehøjde. Et fantasifuldt og følsomt sind indsuger alle indtrykkene fra voksenverdenen – uden rigtigt at forstå. … Der er planlagt en forsættelse om hans voksenliv.

LUCIE¨

Heller ikke Luciebogen blev sendt til anmeldelse. Dog blev den anmeldt i Politiken af Mette Winge ( Og nu blev jeg helt glad for hende) – hun skriver bl.a.: Marianne Hesselholt har skrevet sin bedste roman – en vellykket fantasi over billedkunstneren fru (B.S:) Ingemanns opvækst. … Pigesindet er fint fanget ind, og man bevæges, samtidig med at man også morer sig over skildringen af tidens skikke, sæder og selvfølgelig også moral. Marianne Hesselholt har tidligere skrevet større romaner om Kingo og Brorson, men jeg er lige ved at synes, at bogen om Lucie er den mest vellykkede.

Det blev til en 3. bog om Ingemanns voksenliv. DEJLIG ER JORDEN Den fik også ord med på vejen af Mette Winge (Jeg tager hende da vist alligevel til mit hjerte) – skriver bl.a.: Den lille roman er komponeret i ti korte afsnit, og det lykkes faktisk Marianne Hesselholt heri at trænge ind i Bernhards liv og sind. Sammenholder man “Dejlig er Jorden” med romanen om hans Lucie, så virkede denne måske nok en kende mere overbevisende end “Dejlig er Jorden”. Kvinder forstår måske bedre kvinder end mænd, når det kommer til stykket, men jeg kom dog til at begribe Bernhard en bid bedre gennem Marianne Hesselholts fortolkning, end jeg har gjort tidligere. 

Efter et par år samlede jeg de tre bøger til én bog, og den var der ingen af “mine” forlag, der ville udgive. Klart nok, måske, for det var jo et sammendrag af de øvrige, og selv om der var føjet nyt til, bl.a. fordi jeg havde været så heldig at finde Lucies gamle skitsebog med et utal af skitser, der aldrig havde været offentliggjort. Jeg lånte den af ejeren og fik lov at tage billeder fra den. Det var da ret enestående, og det føjede nye aspekter til min tolkning og forståelse af hendes liv.

Jeg udgav så bogen på mit eget lille forlag Ancethe – der var et par radioudsendelser om bogen og enkelte anmeldelser. Ingen negative, og i 2015 indbragte bogen mig Karin Michaëlisprisen. Så selv om den var en udgift for mig – og det blev den, for bibliotekerne havde jo de gamle og købte ikke den nye – så var det det hele værd. I Weekendavisen skrev Niels Højlund f.eks. i slutningen af en lang og pæn anmeldelse : Marianne Hesselholt fortæller jævnt og tilforladeligt om familien Ingemanns liv og oprindelse. Hun har fået den gode ide at tage brudstykker af Ingemanns erindringer, Levnetsbog, og bruge dem som indledning til de forskellige tidsafsnit, og så selv digte videre derpå, som om det er Ingemanns egen tekst, der fortsætter. Og hun har fået den endnu bedre ide at finde frem til Lucie Ingemanns Et lille Levnetsløb til Bernhard, så hele sagen også ses fra hendes side – hun, som jo i tidens stil ellers er så overset både som menneske, som kvinde og som den malerinde, hun også var. Og hvor erindringsbøgerne ikke slår til, væver hun Ingemanns digte ind i teksten, så de også bliver en slags kommentarer til det levede liv. Alt sammen udmærket…. og for den, der vil finde frem til en forståelse af, hvad romantikken egentlig var dengang, den endnu ikke var sig selv bevidst som historisk epoke, er denne bog en udmærket indgang – åben for enhver, der forstår at læse ikke bare med hjerne, men også med hjerte.

Der kunne godt stå lidt med rødt her, for biblioteksudtalelsen var ikke god, og jeg har nok med vilje glemt, hvem der skrev den. Den advarede nærmest bibliotekerne imod at købe min nye bog. Lektøren mente, at det bare var en gentagelse af de tre foregående. Det var det ikke. 

 

Bibliotekernes lektørudtalelser har i øvrigt altid været pæne. Den eneste undtagelse er vist nok ovenstående.

Så er der “Hændelser ved Hulsig”, som man kun lige åbnede og så lagde til side. Affærdiget af lektørkorpset med en bemærkning om, at den var for “privat” – de kunne jo have skrevet talentløs – det ville jeg have accepteret. Men det var ret tåbeligt at skrive “privat”, ikke sandt?  for så kunne bibliotekerne jo slet ikke give sig af med at anmelde tidens skønlitteratur, som netop tager stoffet fra forfatterens eget liv. Knausgård for blot at nævne en enkelt.

Nej, “Hændelser ved Hulsig” er ikke privat – selv om den har en bestemt egn som baggrund for fortællingerne, og min familie – Hesselholterne – spiller en rolle. Det var hændelser, der virkelig fandt sted i Hulsig gennem 200 år – og de er her fremstillet i fiktiv form.

Og nu siger jeg som Sabro: Det blev faktisk en rigtig god bog. Den burde bibliotekerne have købt. Den var god at skrive og god at læse. Det sidste har jeg så kun mine læseres ord for, for den blev som sagt ikke lektøranmeldt. Jeg klagede over det ( og det skal man vist aldrig gøre, så får man uvenner inden for den verden, der tildeler en brødet – og man må sulte) – de lovede at se på sagen. Og en halv time efter, at jeg havde ringet, fik jeg besked på, at nu havde de kigget på bogen igen, og meldingen var den samme: det var en alt for privat bog. Den er på 400 sider, så de er da i det mindste hurtiglæsere der på stedet.

Fred være med dem.

Jeg beder Fadervor hver dag – og skal man tage bønnen alvorligt, så rækker den også til bibliotekernes lektørkorps.

20 – Mosul og Tobias

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og måske vil skrive. Du kan således finde en del researchsider. Vil du vide mere om forfatterens tanker om og tilgang til sit job , er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd. Mere personlige oplysninger kan man finde på min hjemmeside: www.hesselholt.com

I dag ligger den store irakiske by Mosul i ruiner. Den blev erobret af Isil i 2014, og nu i disse dage ( men ikke for første gang) er irakiske specialstyrker i færd med at erobre den tilbage. Et af verdens brændpunkter. Det har den været i lang tid nu, og dem, der stadig er tilbage i byen og endnu ikke myrdet af Abu Bakr al-Baghdadis voldsregime, forestiller jeg mig, må være ligeså ødelagte som de ruiner, de skjuler sig i.

Det er ældgamle rædsler,  som byen Mosul oplever i disse dage. Der har lydt skrig og suk historien igennem. For Mosul ligger på ruinerne af det gamle Nineve, som de af jer, der har læst Tobias’ historie, sådan som jeg har fortalt den i “Tobias og Englen”, kender til. Den gang hed landet Assyrien og det beherskede en stor del af Mellemøsten.

Tobias, helten i Tobias og Englen” levede for mere end 2600 år siden. Han opholdt sig eksil i Nineve sammen med sin familie. Men vi hører i den apokryfe tekst Tobits Bog, hvordan det lykkedes Tobias’ far, Tobit, at vinde kongens gunst og få en særstatus i det mægtige Assyrien. Og der er på den tid mange jøder i Nineve, de fleste fattige.

Fred var heller ikke lige det, der prægede byen dengang, selv om der i perioder var relativt fredeligt; fred vekslede hele perioden med krig. Akkurat som det har gjort lige siden og åbenbart synes at skulle fortsætte. 

Allerede i begyndelsen af Bibelen støder vi på navnet Nineve (Mosul i dag) – der står nemlig i 1. Mosebog kap. 1, at Nimrod, en af Noas efterkommere, var “en vældig jæger for Herrens Øjne; derfor siger man: “En vældig Jæger for Herrens Øjne som Nimrod” Fra først af omfattede hans Rige Babel, Erek, Akkad og Kalne og Sinear. Fra dette Land drog han til Assyrien og byggede Nineve.”

Jeg synes, det er en morsom oplysning – at Nineve ligefrem skulle have haft en jødisk grundlægger. Måske er det derfor, at konge Sankerib, indtil han går amok, hæger om den jødiske seer, Tobit.

Senere kan vi i Biblen læse om Jonas, der bliver slugt af en fisk (hval?) – det er jo det, vi mest husker om ham, men først hører vi, at Gud har i kraven af ham, fordi han vil bruge ham til at udslette den onde by Nineve.

Jonas kommer efter flere genvordigheder ( hvalen) omsider til Nineve og stiller sig op et sted, hvor alle kan høre ham. Og her udråber han følgende: “Om fyrretyve dage skal Nineve styrtes i grus.” Og de må have taget ham på ordet i den store by, for de omvender sig til Gud Herren og bliver alle som én fromme og gode mennesker, og Gud ombestemmer sig.

Der står sådan her i 3.kap.vers 10 (Jonas’ Bog) “Da Gud så, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre over dem og gjorde ikke Alvor deraf.”

Men så heldige er de nulevende ( eller døende) efterkommerne i den gamle by ikke. Nu bliver Mosul lagt i ruiner.

Har Gud glemt dem?