EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com
EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST
***
***
I en lidt anden formulering læste jeg disse ord i avisen i dag og tænkte, ja, sådan er det, man skal bo i sin tekst. Det er en pligt man har, når man skriver.
Jeg forstod i al fald sætningen på den måde, at man skal ind i sin tekst og blive der, indtil man bliver ét med den. Det betyder, at man skal kende det sted, hvor ens tekst udspiller sig. Kende det så godt som muligt. Man kan jo naturligvis ikke tage en doktorgrad i historie, eller i geografi eller i biologi ( jeg ville i al fald ikke kunne ( nå/orke) det. Men bare gøre sig umage. Det er det, man skal, og det rækker.
Derfor er reseacharbejdet så vigtigt.
Det er også derfor, at jeg har jeg brugt tid på at læse Bibelen og de apokryfe tekster - inden jeg vovede mig ud i at genskabe ( skabe) Tobias’ historie. Den er ganske vist ikke klistret til sit forlæg, men bevæger sig frit i den retning, den kom til at tage i mine hænder. Sådan hænger det sammen for mig, når jeg skriver, og for de fleste andre, tror jeg, at troskaben går i flere retninger: man skal også være tro mod de tanker og ideer, der opstår undervejs, hvis man kan se, at de passer til den tekst, man skriver på. Man skriver som romanforfatter altid på litteraturens egne betingelser, og er det en historisk tekst, så skriver man selvfølgelig også på helt specielle krav om sandhed og viden.
Det er på den måde, jeg arbejder.
Jeg ved således udmærket, hvor vi befinder os historisk, når vi vandrer sammen med Tobias og Rafael. Jeg ved nogenlunde, hvordan der har set ud og hvem der boede der osv. Selvfølgelig er der meget, jeg ikke ved, men forhåbentlig forstyrrer det ikke fortællingen.
**
**
Men jeg ved alt for lidt om Mellemøsten i dag. Derfor har jeg. brugt meget af min tid i sommerhuset dette efterår på at læse nogle bøger om Israels opståen og hele spillet deromkring.. Jeg vil her omtale to af dem, for de har været centrale for mig.
Den ene er skrevet af zionismens fader: Theodor Herzl, Altneuland  ( i 1903) – og den anden er af Ari Shavit: Mit forjættede Land ( den er fra 2016 – eller i al fald oversættelsen er)
**
**’
Herunder Herzls original fra 1902
**
**’
””””””””
”””””””’
Begge bøger handler om landet Israel: den første er en utopi – den anden skildrer Israel i dag og landets historie.
Det fine ved dem begge er, at de i udgangspunktet er forsøger at være objektive og ærlige. Jeg tror, at den anden “Mit Forjættede Land”  virkelig er det, og at den første gør sit bedste og desuden er det sådan, at den danner en slags model for opbygningen af Israel.
Altneuland inddrager ikke konflikten mellem jøder og arabere, for Herzl havde ikke fantasi til at forestille sig den. Han tager det som en selvfølge, at araberne vil byde jøderne velkommen med kyshånd, og han går ind for  ideen om absolut ligeret for jøder og arabere. Kort sagt: han ser ikke og omtaler derfor ikke den vold, der følger i kølvandet at opbygningen af landet.
Da Israel bliver erklæret selvstændig stat, er det så som så med idealismen, og de smukke drømme om sameksistens mellem jøder og arabere er ikke til at få øje på.
””
””
I det følgende vil jeg citere lidt fra bøgerne – måske vil det være en appetitvækker – jeg kan i al fald kun anbefale, at man læser Shavits bog. Herzls er interessant på sin vis, men som litteratur synes jeg, den er lidt kedelig. En dårlig roman. Men den fik altså stor betydning for det, der senere skete.
””
””
Theodor Herzl er født i Budapest i 1860. Han flyttede som ung til Wien, hvor han grundlagde den zionistiske bevægelse. Hans første bog om en jødiske stat hed Die Judenstaat; senere skrev han Neualtland (1902) – han døde i 1904, og nåede altså ikke at se virkeliggørelsen af sin drøm.
”””
””’
Jeg købte i 1960 en engelsk oversættelse af Herzls bog, oversat og kommenteret af Lotte Levensohn, og det er den, jeg vil citere fra.
””
””
De store progromer ( jødeforfølgelser) i Østeuropa i slutningen af 1800tallet gjorde mange veluddannede jøder statsløse, og det var Herzls drøm, at de skulle rejse til Palæstina – de kunne meget, og deres juridiske, medicinske, ingeniørmæssige, musiske, filosofiske og humanistiske viden skulle sammen med det store forfulgte jødiske proletariat opbygge en mønsterstat, hvor de første skulle skabe rammerne, og de sidste være solbrændte, sunde og lykkelige arbejdere.
Noget af det gik i opfyldelse.
Her et par citater: Hovedpersonen i romanen, Friedrich, en desillusioneret ung mand, og hans venner besøger Israel i 1923 ( H. skriver altså en fremtidsroman!) – og her taler de med nogle bosatte jøder, far og datter, de er begge øjenlæger:
””
””
side 45):
“What”" cried Kingscourt. “Is this young lady a doctor?”
“Yes. She studied under me at first, and later i Paris. Now she is my assistant. A very learned person, my Sascha.”
The young lady doctor blushed at her father’s praise.
“Oh! papa!” she cried deprecatingly.
Dr. Eichenstamm stroked his long gray beard.
“One May say what is true,” he said. “We are not here solely for pleasure, gentlemen. We are interested in eye diseases. Unfortunately, there is no lack of them here. Dirt and neglect revenge themselves. Everything is in ruins here. And how beatiful it could be, for it is a golden land!”
“This country?” inquired Friedrich incredulously. “The milk and honey description is no longer true.”
“It is always true!” cried Eichenstamm enthusiatically. “If only we had the people here, all else would follow.”
“No,” asserted Kingscourt decisively, “there’s nothing to be expected form people.”
Dr. Sacha turned to her father. “You ought to suggest that the gentlemen see the colonies.”
“Which colonies?” asked Friederich.
“Our Jewish settlements,” replied the old gentleman. “Don’t you know anything about them either, Dr. Loewenberg? They are the most remarkable phenomenon in modern Jewish life. Societies i Europe and America, the socalled “Lovers of Zion”, promote the transformation of Jews into farmers in this old land of ours. A number of such Jewish villages already exist. Several rich philantropists have also contributed funds for the purpose. Our old soil is productive again. You must visit th Jewich villages before you leave Palestine.
*
*
Vi får i bogen som sagt et billede af det Israel, som Herzl forestillede sig, og rigtig mange af hans tanker, blev realiserede ( brugt som model) i opbygningen af landet. Men altså langt fra så fredeligt, som han havde tænkt.
*
*
Jeg vil herunder bringe et par citater fra Shavits bog. Om Ari Shavit følgende: Han er forfatter, israeler og bor i landet. Herbert Pundik skriver på bogens omslag følgende:
*
*
Shavit er en af Israels mest debatskabende skribenter. Hans bog er en ærlig, på visse punkter brutal, fremstilling af et samfund i splid med sig selv, fanget i et skisma mellem religiøst pres og individuel frihed, mellem et jødisk flertal og et arabisk mindretal, mellem fredsfolk og krigsmagere.
*
*
Ari Shavit indleder med at fortælle sin oldefars, Herbert Bentwichs, historie. Hvordan han, der tilhørte den emanciperede del af europæiske af jøder, fandt ud af, at også de var ramte af antisemitisme. Han rejser så til Palæstina. Og han ser det, han vil se. Og lukker øjnene for det, han ikke vil se. Her er et citat fra side 29:
*
*
I min oldefars bevidsthed er der ingen plads til landet, som det virkelig er. Der er ingen plads til de palæstinensiske bønder, som står blandt deres figen- og oliventræer og vinker til den fine britiske gentleman, som er opslugt af det bibelske landskab, han iagttager gennem togets vinduer.
*
*
Og videre (s.34)
Herbert Bentwichs generation udgøres af emanciperede jøder, som forelskede sig i Europa og knyttede deres skæbne til Europa. Efter at være brudt ud af ghettoen, hvor de havde været lukket inde i århundreder, brød de op og blev en del af oplysningens Europa. De berigede både kontinentet og sig selv. Men efterhånden som det 19.århundrede nærmer sig sin afslutning, må disse jøder se i øjnene, at uanset hvor meget de holder af Europa, holder Europa ikke af dem. For disse netop emanciperede jøder er Europa som en plejemor. De ser op til hende, de tilbeder hende, de vil give hende alt, hvad de har. Men pludselig går det op for disse hengivne børn, at Europa ikke vil vide af dem. Europa synes, de lugter. Pludselig er der et nyt og anderledes blik i Moder Europas øjne.
*
*
Ja, så er det, zionismen opstår, og Shavits oldefar rejser rundt med julelys i øjnene og ser ikke virkeligheden. Det gjorde vi andre heller ikke i 1950′erne. Jeg er i al fald opdraget til at betragte Golda Meïr og Ben Gurion som helte.
Virkeligheden gik først for alvor op for mig langt senere. Jeg husker en aften. Det var i 1980′erne. Jeg var lærer for unge flygtninge, som ville læse på universitetet – vi hjalp dem til en dansk studentereksamen.
Den aften havde jeg inviteret klassen med hjem. En af drengene var palæstinenser, han hed Mohammed, og han var en meget sympatisk og en intelligent dreng ( 17-18 år).Jeg kom virkelig til at holde af ham, og han havde et fint forholdt til sine lærere. Men lige den aften kunne han have myrdet mig, tror jeg. Jeg så i al fald had – lynende had – i hans øjne, da jeg kom til at forsvare jødernes ret til at være i Israel. Mohammed var fordrevet araber – hans familie havde boet i Shatila, en flygtningelejr, som Israel havde jævnet med jorden.
*
*
Man kan blive klogere. Men det er en strid, hvor selv den mest retfærdige dommer må bide i græsset. Der er ingen retfærdighed at finde der. Hverken for jøder eller arabere.
*
*
Det fortæller Shavits bog udførligt om.
*
*
Man hører om de første kibbutzer – hvordan de var nødvendige i opbygningen af landet. på side 47 skriver Shavit:
*
I 1921 står det klart, at den ikkesocialistiske zionisme ikke vil kunne kolonisere Palæstina. De borgerlige Rotschild-kolonier … har udspillet deres rolle. De baserer sig på liberale værdier, en borgerlig livsstil og nogle markedskræfter, der ikke vil kunne løfte denne opgave. Utopiske kolonier i stil med Degania er heller ikke tilstrækkelige. Frihed, nærhed og individualisme kan heller ikke foreners med denne mission. Hvis Zionismen skal sejre, er der brug for en velorganiseret og veldisciplineret socialistisk struktur.
*
Måske er Israel det eneste sted i verden, hvor kommunismen har levet sig ud i virkeligheden og oven i købet er lykkedes. Man hører i bogen om disse benhårde arbejdssteder, der kan minde om ren slaveri, hvis det ikke var, fordi “slaverne” arbejdede frivilligt og med stor entusiasme og følte, at de var med til noget stort.
Herzls tanker om et samspil mellem højt uddannede eksperter, kunstnere og intellektuelle i disse landsbrugssamfund realiseredes virkeligt, og Shavit skriver, at der i begyndelsen var et godt forhold mellem arabere og jøder, mest fordi arabernes forhold rent materielt faktisk forberedes markant. Før var de fleste meget fattige og en slags livegne for ejerne af jorden, der har boet langt borte og iøvrigt interesseret sig utrolig lidt for landbrug. Det meste fik lov at forfalde.  Uvidenhed og fattigdom afløses af større viden og større velstand. I nogle af de største kibbutzer er der arabere ansat som tillidsfolk.
Men freden varer jo kun kort. Der opstår militante grupper i begge lejre. En arabisk nationalisme blomstrer frem, efterhånden som der kommer flere og flere jøder til landet, og en israelsk tilsvarende militant bevægelse vokser i samme takt, eller hurtigere.
*
Vi kender resten. Men Shavit gør fantastisk fint rede for, hvordan udviklingen er gået siden de første tanker om et Israel voksede frem og til i dag.
Israel opstod vel på grund af holocaust. Da jøderne blev så mishandlede, at det ikke kan beskrives, bliver drømmen om et fristed en realitet.
Men jøderne levede jo i disasporaen længe før Kristi Fødsel. Og det er jo et af emnerne i Tobias og Englen.
Som man vil vide, når man har læst Tobias og Englen, så vil Tobias ikke være jøde. Det er dog det sidste, han kunne tænke sig, for også dengang blev jøder forfulgt, og han oplever en af de barske tider for det fordrevne folk.
*
Forleden læste jeg om en nutidig person, som heller ikke ville være jøde. Hendes navn var Lili, og hun var ungarer (hun er død nu).
*
Det er hendes søn, Péter Gárdos, en ungarsk forfatter, der skriver hendes historie “Feber ved daggry” hedder bogen, og selv om den handler om hans mor, så er den bygget op som en roman.
*
Vi møder pigen Lili, der er overlevende fra Bergen Belsen og kommer til Sverige i 1945, hvor hun møder sin kommende mand, der er overlevende fra Auschwitz. Hun vil konvertere til kristendommen og i al fald ikke mere være jøde. En svensk rabbiner kommer for at tale hende til rette, og her er et lille uddrag af bogen, hvor de to mødes:
*

(Side 209): (Han) lænede sig frem og så Lili dybt i øjnene. – Du har mistet din Gud.  …  - Nej, det er Gud, der har mistet mig. … 

(Side 210): – Var De der måske?! Var De måske med på rejsen? Var De måske i kreaturvognen sammen med os?!

Lili talte meget stille, men hendes hænder var knyttede, og selv om hun sad ned, var hendes krop spændt som en flitsbue.

- Jeg vil ikke prøve at bilde dig ind, at det bare var en slags prøve. Nej, det ville jeg ikke turde sige til dig, efter alt hvad der er hændt. Gud har mistet dig – i orden. Rettere sagt, det er slet ikke i orden, jeg står også på krigsfod med ham i den anledning. På krigsfod! Jeg kan heller ikke tilgive ham! Hvordan kunne han gøre det mod os? Mod dig! Rabbien pegede på de andre. – Mod dem!

Rabbien stak uret i lommen, der var ikke brug for det længere. Han sprang op, og stolen væltede. Han var ligeglad, han begyndte at gå frem og tilbage, fire skridt frem og fire tilbage. Han gik hurtigt og råbte.

- Nej, for det er der ingen tilgivelse! Og det siger jeg til dig, jeg, rabbi Emil Kronheim! Jo! Jo! Mange millioner af dine brødre og søstre blev skamløst myrdet! Udryddet! Millioner blev ført som kvæg til slagtebænken og slået ihjel. Nej, selv stude bliver behandlet mere humant end vores trosfæller! Men Gud i himlen, disse millioner er ikke engang blevet kolde endnu! Vi er ikke engang færdige med at bede over dem! Og du vil forlade os allerede?! Det er ikke Gud, du skal være fair over for, han fortjener det ikke! Det er de mange millioner! Dem har du ikke ret til at fornægte.

 

Oktoberstemning i Tranestederne


Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

Tobias skulle skrives færdig.
Men. Tobias blev lidt fjern. For …
For mågerne skreg, og efteråret ruskede i hav og i træer. Og bølgerne slog som rasende mod stranden. Så derfor: på med hue og støvler og store frakker og ud. … ud på heden og ned på stranden. Stride sig frem i vinden, mærke og høre naturkræfterne rase og regere i stormen. Og hvordan de overdøvede alt andet. Den oplevelse kan ikke sammenlignes med noget andet, synes jeg. Og jeg kommer til at tænke på forfædrene: hvordan de stred sig ned til havet, ikke for at mærke naturkræfterne rase, men for at kæmpe imod dem. De kom, fordi skibe var i havsnød, og de kom, fordi de var nødt til det. Nogen måtte sætte livet på spil for at redde andres liv. Det var hårdføre folk. Og dem er man trods alt rundet af. Det er faktisk en ret god fornemmelse.
——————————————-
Husker nogle digte, som jeg skrev i 1960.
Jeg boede dengang på kostskolen i Silkeborg, og jeg længtes hjem, navnlig i efteråret var det slemt. Jeg savnede havet og himlen . Her i det idylliske Silkeborg ( smag lige på navnet!) var der træer og blinkende søer alle vegne.
Så skrev jeg digte. Det hjalp. Der, i ordenes skinverden, kunne jeg trække vejret.
Her er et par stykker fra den tid:
——————————————————————-
——————————————————————–
Min krop
vågner
hver celle
får liv
fra stormen
og stjernerne
og den sorte nat
og lydene
fra brændingen
og den hvide
vildskab
omkring mig
tænder en gnist
som sikkert
fortærer angsten
———————————-
————————————-
Nu fanger lyden
af hav mine sanser
en brølende brænding
overdøver
stormen fra andre steder
havet kærtegner min kind
havet er stærkt og salt
vinden er vild og varm
klitterne strækker sig
tavse og uden bøn
silhuetter i sommernatten
lykkelig står jeg nu her
og er menneske
————————————————
————————————————
Universet er tomt og tier
himlene ler ikke mere
månen er blottet og hård
min tanke
og tvivlens lille brod
——————————————–
——————————————–
Og så fik Tobias altså lov at ligge og hygge sig med sin engel.
——————————————————————————–
Han udviklede sig dog en smule i sene nattetimer; fik negle og hår. Er nu ikke mere foster. Blev langsomt barn. Blev dreng. Blev teenager. Og han blev ikke blot forelsket, han blev gift, han blev kastet ud i livet på den brutale måde, der hørte tiden til, og som for resten hører alle tider til: han skulle gennem de klassiske lidelser og mærke sin angst, før han kunne … kunne hvad?
————————————————————————————–
Ja, så langt er jeg ikke nået. Og så langt er der for resten mange, der ikke når.
———————————————————————————————
En ting har jeg tænkt over : Til alle tider den samme flugt, den samme menneskeforagt. Ikke så meget har forandret sig, siden Tobias gik på jorden ( eller Jesus for den sags skyld) . Læste i Information om en ung Afghaner , 21 år, som er kristen, og som derfor er flygtet til Danmark. Nu blev han så forleden sat på et fly og tvangshjemsendt til Afghanistan. Han blev bundet fast til sædet, men inden nåede han at sluge et barberblad.
—————————————————————————————————–
Ville hellere dø end blive sendt til tortur og uvished i sit hjemland.
—————————————————————————————————–
Tobias oplever det samme. Ja, der er jo ikke noget fly, de kan sætte ham på. Men farerne, hadet, usikkerheden og angsten  er det samme. Brutalitetens og ondskabens arme griber til alle tider lige hårdt.
————————————————————————————————————
Også i dag er verden fuld af Tobias’er – men ikke alle følges med en engel. Eller gør de? Jeg beder til, at de gør det. At Guds Engle ikke forlader dagens flygtninge. For vi mennesker har forladt dem.
———————————————————————————————————————
Men tilbage til Tranestederne. Som der ser ud en oktoberdag – forleden dag.
Et sted læste jeg forleden følgende sætning:
EN FORFATTER HAR BOPÆLSPLIGT I SIN TEKST
Den udtalelse vil mit næste indlæg handle om.
Ari Shavit fortæller hvorfor de smukke drømme visnede.