SOM JEG HUSKER DET 11

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

 

 

UDENFOR OG INDENFOR I BARNDOMMENS BY

Havnen

De år, jeg boede i den lille fiskerby.

Fisk. Det er klart. Og vi spiste fisk hver dag, sådan husker jeg det i al fald. Søndagen undtaget naturligvis. Alle spiste fisk hver dag. Fisk var billig mad – det var gratis mad, og ens mor fik husholdningspenge, og de skulle holde måneden ud, og det gjorde de ikke, hvis man ikke for det meste spiste fisk.

Indtog jeg mine måltider jeg andre steder end hjemme? Det var vist yderst sjældent, og jeg husker kun et enkelt tilfælde på fremmed mad. Tydeligt står synet af en stegepande med sprukne pølser. Et lille smæld, hver gang en af dem sprak. Det lød skønt – som et løfte om velsmag. Og de var røde. Eller rettere sorte, for de blev brankede i fedtet, og det sydede så hyggeligt fra panden, mens de langsomt forvandledes. Og smagen. Fin og fremmedartet. Brankede, røde pølser, det fik vi godt nok aldrig hjemme.

Det var Jens’ mor, der tilberedte det livssalige måltid, Fru Bjørn Hansen kaldte vi hende, men vi sagde ikke ”De” til hende som vi f.eks. gjorde til Fru Benzen. Hun hed vist nok Inger, og jeg tænker, at hun var præcis så interesseret i madlavning som min egen mor, der heller aldrig fandt ind til de kulinariske hemmeligheder, der skjulte sig i råvarerne. Hun stod dog pligtskyldigt og kæmpede med pander og gryder hver dag, og der kom mad ud af det. Tørrede kogte issinger, det var nu ikke så ringe.

Hun havde ganske vist gået på husholdningsskole og lært at lave sovs og passe børn – borgerskabets døtre gik den vej for at uddanne sig til ægteskabet – og hun holdt ung pige, som hun skulle oplære, og konehjælp til rengøring, og kunne vel sagtens have helliget sig madlavningens kunst, hvis det havde interesseret hende det mindste. Det gjorde det ikke. Det var der ingen kunst i.

Jo, min mor bagte selvfølgelig brød og syltede agurker og den slags, som vist nok alle husmødre gjorde. Men det var ingen passion involveret i det foretagende. Alt det huslige var ren pligtarbejde, det var noget, som skulle overstås.

Desuden var hun sart og måtte ikke overanstrenges. Det blev hun vist heller ikke. Far bar hende på hænder, sådan husker jeg det i al fald – gav hende morgenmad på sengen. Og han stod tidligt op og tog sig af børnene – måske ikke, da vi var helt små, det husker jeg ikke, men efterhånden som vi blev større og der skulle smøres madpakker og sendes børn med toget til realskolen I Frederikshavn. Her begyndte jeg som niårig. Det var for tidligt, men det er en anden historie, som jeg skal vende tilbage til.

Lige nu er vi i Strandby, og vi er små børn.

Mor ville gerne læse, sy og strikke og høre radio. Jeg kan ikke huske, at hun legede med sine børn – vi kunne selv. Og vi havde hele byen og havnen og alle engene og stranden og endda en lille lund til legeplads.

Når jeg tænker på byen, havner jeg altid ved havnen. Legeplads og arbejdsplads. For her kunne man også tjene penge. Man kunne nemlig hjælpe fiskerne med at ro deres fangst, der blev opbevaret i store hyttefade, ud i det ydre havnebassin. Her blev de tøjrede til nogle pæle. Det var min brors faste job, og jeg hjalp ham hellere end gerne. Så stod jeg på den yderste kant af hyttefadene, mens Anders roede dem ud af inderhavnen. Og det var sikkert livsfarligt, for de lå lavt i vandet, og når man stod på dem, sank de yderligere, og havvandet nåede en til anklerne.

Men pyt, man var jo barfodet og ligeglad med en smule vand. Eller rettere: man var glad for det. Det gav et gys af spænding at vide sig så nær det bundløse dyb – at se ned i det sorte, hvor bunden ikke mere kunne anes. Vi gik i søndagsskole og fik læst af Bibelen og vidste en del om himmel og helvede. Her mødtes de to områder og man stod med en fod i hver. Var engel og djævel.

I søndagsskolen sang vi så: ”Ingen er så tryg i fare som Guds lille børneskare.” Og nå ja, og den tilhørte vi jo hver og en. I al fald alle os børn i Strandby.

Børneværelset

Marianne med lillesøster Dorte

Børneværelset. Mine søskende. Og legene. Jeg tror aldrig børn har leget, som vi gjorde.

Fantasien. Ikke skabt af kolde hjerner, ikke spundet ind i regler og strategier. Den var en indre rigdom, som vi sikkert var født med, og den frigjorde følelser og åbnede os for oplevelser, og på dens vinger fløj vi ind i et ukendt land, som var uden grænser, og hvor kunne vi forsvinde og blive os selv og alligevel blive nogle helt andre. Dengang var vi være lykkelige. Vi kunne flyve.

Og vi legede, så alt andet forsvandt, og verden åbnede sig og vi gik ud i den. Uledsagede. Ja, her var vi virkelig uledsagede børn. Frie børn. Men selvfølgelig: vi befandt os samtidig i en kokon af tryghed. Og ordene ”uledsagede børn” får det til at gyse i mig. Jeg ser uvilkårligt flygtningebørn for mig og deres form for voksenfravær. Deres udsathed. I den verden er der ingen plads til leg.

Vi var aldrig udsatte, vore forældre var altid tæt på, også selv om vi glemte dem og de heller aldrig fulgte med os ind i legens mysterium. Det kunne de jo ikke. Lykkeligvis. Legen havde vi for os selv. Den var vores frirum.

Jeg husker en dag, hvor vi lå på ryggen, min bror og jeg, vi lå side om side. Og vi havde begge fået øje på et lille hul på det hvidkalkede loft. Først så han det, så pegede han det ud for mig. Et stykke puds var faldet af, og nu kunne man kigge ind i en lille sprække af mørke. Så var det, han begyndte at fortælle, hvad han så. Nu har jeg glemt ordene, men jeg husker tydeligt fryden ved forvandlingen. Hvad der skete. Det døde blev levende, og det piblede frem af mørket og blev til billeder og hele fortællinger.

Tiden stod stille. Når legen fanger sindet, går tiden i stå.

 

 

SOM JEG HUSKER DET 10

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

DE FØRSTE LEVEÅR

Det siges, at de vigtigste år i et menneskets liv er de to-tre første. I de år dannes personligheden, og er de lykkelige, så springer der lykkelige mennesker ud fra dem, og er de ulykkelige, ja så vil ulykken følge personen  livet igennem.

Det er selvfølgelig noget sludder som alt sort/hvid snak er det, men mange vrøvleklicheer indeholder alligevel et gran af sandhed. Og de psykologer, der har fremsat tesen, har vel sagtens et videnskabeligt belæg for den. Så lad os blot antage, at der er noget om snakken.

 Altså: de første to – tre år i mit liv. De må tælle i det store regnskab. Vi springer dem ikke over, skønt jeg i det følgende har tænkt mig at springe ikke så lidt  - og i det hele taget blæse på alt, hvad der hedder kronologi.

Nu kan jeg jo kun gisne om, hvordan det har været, for jeg husker ingenting. De faktiske forhold ved jeg dog ret meget om. Både når det gælder den store verden og den lille: familien og landsbyen.

Den lille landsby ved havet. Ved Kattegat. Det nordlige Vendsyssel. Og byen hedder Strandby og alene navnet får minderne til at vælde frem. Her kunne jeg skrive tekster i kilometermål. Men nøjes med at plukke lidt hist og pist i barndommens land. Ikke kun de smukkeste blomster, men et bredt udvalg af dem, der springer frem, mens jeg sidder ved mit tastatur og forsøger at se baglæns. Og huske.

Ligesom i  Hans Kirks “Fiskerne” var Strandby delt op i religiøse grupper, dog med den forskel, at der kun var ganske få grundtvigianere, og de markerede sig ikke i det religiøse landskab. Dog i mit indre gjorde de. Men det var jo langt senere. Pastor Mostrup. Da han læste op fra prædikestolen af Dostojevskijs Brødrende Karamassof. Hans stemme var spinkel, og jeg husker ham som tør og grå og trist. Men ordene den dag, de brændte sig fast i min 12.årige hjerne.

Men nu foregriber vi begivenhederne. Da jeg blev født var der ingen pastor Mostrup, og byen var delt mellem missionsfolk og metodister. En af Danmarks største metodistmenigheder havde til huse i Strandby og groede i hele min barndom frodigt og bredt, og min far foretrak dem frem for missionsfolkene og sørgede for, at vi ikke satte vore ben i missionshuset, men gerne i metodistkirken. Her fik vi vores gang. I kirken. I spejderbevægelsen. Og dermed førtes vi lige ind i en verden, der var fuld af farver og liv, og som tilførte sindet åndelige vitaminer, som jeg nødig ville have været foruden.

Mine forældre tilhørte ingen af de omtalte grupper. De kom udefra. Fra Hulsig, der ikke blot geografisk, men også mentalt lå som en ø helt for sig selv, og var der bevægelser i det religiøse landsskab der, så kom de fra Grundtvig. Folkeoplysningstanken var i al fald ikke ukendt i skolelivet. Og mange af landsbyens unge rejste på højskole. De var vakte på deres egen måde.

Der var tre børn i familien, da jeg 7. september 1943 gjorde min entre. Hanne på 6, Annelise på 4 og Anders på 2. Og imellem dem havde der været en eller flere aborter, har jeg hørt. Så livet på hjemmefronten må have været strengt for vores mor.

Ude i verden var der krig. Verdenskrig. Og det hændte ikke så sjældent, at der afgik både fra havnen i den lille fiskerby. De skulle til Sverige med flygtninge. Fra min tante Nete ved jeg, at far gemte flygtningene på sit kontor, indtil skibene var klare til afgang. Så helt fredeligt kan livet næppe have været i den lille by. Mange af fiskerne har senere i lokalhistoriske skrifter berettet om de farefulde ture til Sverige. Og om skibe, der blev fanget af tyskerne eller simpelthen sænket. Der var dem, der satte livet til.

 Men jeg ved ikke, om tidens tumult satte negative mærker i mit barnesind. 

B. S. Ingemann skriver i sine barndomserindringer: Levnetsbog, at han ikke er helt med på ideen om at skildre sin egen barndom, men opfordres til det af venner og til sidst gør han det jo. – Han beslutter at tale om sig selv i 3. person for at skabe en distance og ligesom stå uden for sig selv og kigge helt objektivt på Ingemann og hans liv. Han skriver:

 

”Derved har han som Tilskuer stillet sig ligeoverfor sig selv og sin Tidsalder, medens saavel hans egen som hans Samtids forskjellige Skikkelser gaae ham forbi gjennem de forskjellige Tidaldere. Kun saaledes synes han med Frihed og nogenlunde Upartiskhed, uden Skriftebarns-Forpligtelse ligeoverfor sit Publicum og uden forfængelig Anmasselse, at kunne objectivere sig for sig selv og forvandle den egoistiske Selvbeskuelse til en fri Charakter-Opfattelse.

Ja, den teknik ville nu virke kunstig på mig. Så jeg må bruge den mere anmassende og egoistiske og gå lige til sagen uden camouflage. Og fremdrage det, som jeg mener, er dens kerne.

B. S. Ingemann sammenligner et sted det enkelte menneskes historie med hele menneskehedens. Den første tid er Urtiden, hvor alle begivenheder skjuler sig i et tågelandskab. Intet fra den tid kan derfor fastslås med sikkerhed.

Og det er det tågelandskab, jeg nu vil navigere i. Jeg husker en grundlæggende stemning, som var rar, jeg husker en blødhed, jeg husker varmen fra hænder og smil, jeg husker tryghed og kærlighed. Jeg forsøger at huske angst, for der var jo krig, jeg forsøger at huske vrede og vold, for tiden var voldelig. Men der er ingenting bevaret.

Kun en spøg melder sig. En tysker, og han kom ind i vores butik. Og at han blev betaget af et børnene, der gemte sig et sted i kulissen, og han gik hen og tog det på armen. Men det kan jo ikke have været mig, for jeg var for lille til at tale, og det kan jo ikke have været Hanne, for hun talte vel rent, og det her lille barn forstod ikke at udtale alle ord, men det forstod betydningen af dem – og det kunne svare kvikt igen. Og tyskeren kyssede barnet og sagde: Hvor er du dog et smukt lille barn, du er en rigtig tysk pige”. Og barnet vred sig løs og svarede: ”Nej, jeg ikke tysser, jeg danser!” Og latteren. Vist nok også tyskerens.

Og så var der noget andet, men det har jeg måske fået fortalt, og det var måske en anden tysker. Han tog i al fald sin hjelm af og forærede den til mig bror. ”Jeg skal ikke bruge den mere.” Sagde han. Den hjelm hang i garagen, men vi måtte gerne tage den ned og lege krig med den. Legede vi virkelig krig? Leger alle børn måske krig? Underligt, men jeg husker nu den hjelm som en del af legetøjet.

Som lille var jeg ikke bange. Frygten og angsten kom senere. Da døden skyder sig ind i mit liv. Og da er jeg allerede 5 år.

Min mor fortalte, at da jeg var ganske lille kunne jeg ikke se et træ, uden at jeg straks ville til tops i det, og en dag fik hun øje på en rød flyverdragt, der hang som en fane ud over kørebanen i flere meters højde. Trætoppen var tynd og bøjelig, og jeg har vel syntes, det var fantastisk at hænge højt oppe i luften og få det store træ til at svaje ud over vejen. Selv husker jeg ikke episoden, men den lever i mig, fordi min mor har fortalt den så tit og altid med lidt skælven i stemmen, som om skrækken aldrig rigtig slap hende. Jeg var ikke bange.

Skrækken. Jo, den kom ind i mig, da jeg var ganske lille. Men jeg ved ikke, hvor gammel. Måske nok mere end 3 år. Men ikke meget ældre. Det var den dag, da min endnu mindre kusine faldt i havnebassinet. Det var ved et ophalingsted til hyttefade, her skrånede cementen helt ned til vandet, og man kunne gå derned og læne sig ud over det bundløse dyb og gyse velbehageligt. Og det gjorde vi.

Havnen var vores legeplads. Og min kusine Birgit faldt altså i bassinet. Måske skubbede jeg hende for at se, om hun kunne flyde. Det vil jeg helst ikke huske – men mistanken er der. Det, jeg husker og gerne vil huske, er, at jeg lagde mig på maven og fik fat i hende og at det lykkedes mig at få hende halet op på slæbesporet igen. Jeg husker anstrengelsen. At jeg trak af alle kræfter og næsten ikke kunne. Og jeg husker skrækken.

Og senere gik vi hjem, men ikke hånd i hånd eller ved siden af hinanden. Hun gik forrest i det lille optog, dyngvåd og dryppende, men hun var sammenbidt og tavs, og jeg gik bagest var jo tør, men skrålede himmelhøjt hele vejen hjem. Jeg har hørt, at folk morede sig.

Det gjorde jeg ikke. Rædslen kom ind i mit liv og sidder der stadig.

Døden. Jeg var 5 år, og det var en hund, der døde.

Den løb ud foran en bil, og jeg gik med bedstemor i hånden og vi så ulykken og gik hen til den døde hund, og hun forklarede mig, at den ikke levede mere. Levede? tænkte jeg. Og jeg forstod det ikke og forstod det alligevel lidt, og hele ugen opførte jeg det samme skuespil for mine forældre om og om igen. Jeg kastede mig til jorden og døde. Jeg levede i hundens sidste sekunder hele den uge.

Det husker jeg. Det syntes de voksne var så morsomt. Og jeg husker, at jeg endte med at nyde det: at spille et drama. En tragedie om liv og død. At optræde.