SOM JEG HUSKER DET 2 – SOMMEREN FØR MØRKET

 

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten ude til højre. Her kan du klikke dig ind på det emne, der måske kunne have din interesse. Jeg fortæller først og fremmest om de bøger, jeg har skrevet, skriver på og vil skrive. Du kan finde researchsider og forsøgssider og meget andet. Vil du vide mere om forfatteren, er der også en rubrik til det, “forfatteren” såmænd, men ellers fortæller min hjemmeside også noget om den person: www.hesselholt.com

I nogle indlæg – jeg ved ikke hvor mange – vil jeg forsøge at fortælle lidt om mit liv. Mest for mig selv måske – et forsøg på at erindre nogle episoder og mennesker, som har haft betydning. Det vil blive springende – har tænkt at lade tastaturet tikke, som det selv vil og så bare forsøge at følge med.

ANDET AFSNIT

SOMMEREN FØR MØRKET

Titlen er stjålet fra Doris Lessings roman: “Sommeren før mørket” – og jo ganske misvisende, for den sommer var dog ikke efterfulgt af lutter mørke – men alligevel virkede det sådan i bevidstheden.

Måske bare fordi sommeren var så ualmindelig lys – jeg husker lyser. Og den nære fremtid syntes så uigennemtrængelig. Mere dunkel end mørk. Men truende alligevel. I al fald for et skvat som mig.

Jeg har senere tænkt på, at alle de mange tusinde af unge, der sendes på efterskole hvert år i det her land, måske har føler noget lignende, eller i al fald en usikkerhed. Første gang hjemmefra. Men de kommer jo hjem igen efter et år.

Her var der 3 års udsendelse og velsagtens aldrig en hjemsendelse. Det var slut med at være barn. Fra nu af måtte man leve i eksil.

Det var sommeren 1959.

Hvad skete der i juli måned det år? Ingenting tror jeg. Husker kun en ubehagelig fornemmelse af, at jeg skulle sendes væk – skæres af træet ( for nu at udtrykke det bibelsk) – forvises. Jeg kunne ikke finde positive ord for det, der skulle ske i august.

En pigeskole – uha.

Og en kostskole.

Og langt væk.

Og alene.

Og tre år.

Meget har jeg fortrængt.

Men foråret husker jeg. Den lykkelige tid. Her var lyset klart og vinden et langt kærtegn.

Der var selvfølgelig en realeksamen.

Det ville gå OK med den mundtlige eksamen. Den var jeg ikke nervøs for, her kunne jeg jo snakke mig fra det meste. Værre med den skriftlige – bogstaverne ville ikke altid (sjældent) falde, som de skulle, og jeg kunne ikke rigtig se det. Trods effektive kurser var jeg stadig ikke god til at stave.

Men jeg havde alligevel så stor tillid til mine egne evner, at det lykkedes mig at få overtalt far og mor ( husker nogle svage protester) til at lade mig og min bror og en god kammerat stikke af midt i den lange læseferie. På cykel ud i det blå. Med soveposer og kogegrej.

Jeg ved ikke, om vi bildte de rare forældre ind, at vi skulle læse på stranden. Men de var nu meget liberale i deres børneopdragelse, og hvis vi fandt det i orden at tage ud i naturen i stedet for at boge den bag nedrullede gardiner, så var det i orden med dem.

Vi læste selvfølgelig ikke på den strand. Vi levede så vidt jeg husker ganske ubekymrede i nogle herlige dage og nætter. Boede på stranden – sov på det hårde sand, vejret var med os. Jeg ved ikke, hvor længe vi levede som halvvilde, men det føltes dengang og huskes i dag, som var det selveste evigheden.

En morgen vågnede jeg, lige før solen stod op og lå længe og betragtede det fantastiske naturfænomen derude, hvor himlen og havet langsomt blev sat i brand af en sol, der endnu ikke var krøbet over kimingen. Så bragede ildkuglen op. Og jeg tænkte på Jakob Knudsens smukke salme, og hvor lykkeligt, det må have været for ham og senere for os, at han kunne finde netop de ord, der gengav oplevelsen så smukt. Det er jo det, store digtere kan. Jeg husker, at jeg havde lyst til at synge højt, men ved siden af mig lå to snorkende drenge, så det ville nok ikke have været populært. Så sov jeg vist igen. Dengang kunne man jo sove når som helst og hvor som helst.

Solodanserinde Ulla Poulsen, dengang kendt i hele Danmark ( og i udlandet) havde sommerbolig tæt ved, og en aften kom hun ned til os. Vi var i færd med at tilberede et måltid mad. Hvad maden bestod af, har jeg glemt, jeg husker kun kartoflerne, som vi kogte i havvand. Hun syntes, at det var morsomt, at vi boede på stranden. Der var vi helt enige.

Så var der jo alligevel den realeksamen. Den var lidt plagsom at tænke på. Den skriftlige del var klaret, og jeg syntes i grunden, at det var gået rimeligt. Stilen var sjov at skrive – jeg husker ikke den præcise formulering, men den handlede om menneskets vilkår i en moderne verden, og jeg husker, at jeg tog udgangspunkt i Ole Sarvigs digte, som jeg heldigvis kunne nogen stykker af udenad. Det her citat satte jeg som overskrift og brugte det til at at illustrere det ”nye menneskes” fremmedhed i verden: ”Vi er landet på en fremmed klode. Vi er sået som frø af en ukendt art.” Trods alle stavefejl fik jeg topkarakter for den opgave.

Her ses vi på vej hjemmefra. Anders, Hans Bodilsen og mig – vi var et fint trekløver dengang.

 

Og ankommet til naturen, der tog smukt imod os.

Klart, at Anders lavede mad. Her kommer han med en gryde et eller andet.

Og om aftenen sad vi om bålet og snakkede til det blev dunkelt – mørkt blev det jo ikke i maj.

 

SOM JEG HUSKER DET 1 – SILKEBORG

Velkommen til min blog, der er en blanding af mangt og meget forskelligt. Du kan orientere dig om indholdet på emnelisten. Her kan du også klikke dig ind på det emne, der måtte have din interesse. Vil du vide mere om mig, kan du gå til min hjemmeside: www.hesselholt.com

I nogle indlæg – jeg ved ikke hvor mange – vil jeg forsøge at fortælle lidt om mit liv. Mest for mig selv måske – et forsøg på at erindre nogle episoder og mennesker, som har haft betydning i mit liv. Det vil blive springende – har tænkt at lade tastaturet tikke, som det selv vil og så bare forsøge at følge med.

Jeg har selvfølgelig som alle andre forfattere haft lyst til at skrive om MIT LIV – men altid syntes, at det skulle jeg ikke. Selv om alle gør det i dag mere eller mindre åbenlyst, selv de helt unge: de kalder det auto-fiktion og dækker sig ind på flere måder, men indrømmer altid, at det er mere auto-end fiktion. Og de erkender jo blot med den betegnelse, at man ikke kan skrive om sit liv uden at det OGSÅ bliver fiktion.

Per Højholt sagde, at man ikke måtte tage af Hovedstolen – det biografiske stof skulle man lade ligge.

B. S. Ingemann skriver som gammel sine memoirer og han siger omtrent det samme. Fortæller, hvorfor han hidtil at veget tilbage fra at gøre det forsøg. Og da han endelig gør det i sin LEVNETSBOG, så skaber han distance, ved at skrive i 3. person. Drengen … og han …

Han skriver i sin indledning:

Han ( =Ingemann) sidder nu i Løvfaldstiden i sin stille Havestue ved Sorø Sø og har atter fremtaget til mulig Udførelse det første Udkast til denne sin Levnetsbog. Det er et Foretagende, han ofte har tænkt og begyndt paa, men altid lagt til side for andre og kjærere Arbeider. Det har syntes ham profant at gjøre den store verdslige Porteus, man kalder Publicum, til sin Skriftefader. At tiltroe sin egen Personlighed med et stille Privatlivs ydre Smaabegivender Interesse for hin store idelig omvexslende Personlighed med de talløse Hoveder og Hjerter, har ogsaa syntes ham en anmassende Indbildning.

Det kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Og nu gør jeg det så alligevel. dog tøvende og med den fortrøstningsfulde forvisning, at det sker på min blog, hvor jeg “ideligt” kan smide i papirkurven.

I den første episode er vi i Silkeborg, og jeg er lige blevet “sendt på kostskole” . Har egentlig aldrig fundet ud af, hvorfor? Gætter på, at jeg var for strid at have gående i folden derhjemme. Men det synes jeg nu set i bakspejlet ikke, at jeg var. Sær var jeg jo nok. Men så var det 3 andre faktorer:a) jeg ville gerne læse, sad altid med snuden i en bog – og så skulle jeg vel være student – b) far havde råd – c) mor havde gået på Silkeborg Husholdningsskole i 1930′erne, og egnen stod altid for hende som fortryllet af skønhed og glæde.

For mig blev det jo noget andet.

Men jeg kom altså til Silkeborg.

Og da så jeg sådan her ud og var 15 år:

SOM JEG HUSKER DET

FØRSTE AFSNIT

Jeg står i en skov. Jeg kender ikke ret meget til skove. Der, hvor jeg kommer fra, vokser der kun få træer, og slet ikke nok til, at de kan danne en skov, knap nok en lund. Skønt, en lund er der faktisk i min barndoms by. Bannerslund. Ja, sådan hedder gården, der ligger midt i en klynge træer, bøgetræer vist nok, der ikke fylder stort mere end 100 Meterskoven i Peter Plys. Og det er proprietæren, der ejer hvert eneste træ og hver eneste blomst, det er noget, jeg ved, for om foråret, mens sneen endnu ligger som små klatter snavs i vejkanten, går jeg derop med mine kammerater, og vi stjæler de første anemoner, og det er med beklemt hjerte, at vi forærer dem til vores mor. Et grønt og hvidt flor af forår og synd.

Men nu befinder jeg mig altså i en skov, og det er mange år senere. Og et helt andet sted naturligvis. Og selv om det blæser i dag, og selv om jeg lukker øjnene og lytter, så hører jeg ikke bølgerne brække ind over strandkanten, for her er hverken hav eller strand, og vinden får aldrig rigtig fat. Det er en venlig vind, der blæser her, og den rusker ikke i de grønne trætoppe, får dem højst til at svaje lidt usikkert. Og jorden er ikke dækket af det stride marehalm, der skærer i huden, når man løber barbenet, men af det blødeste mos.

Ja, alt her er så fint og blødt. Og søerne blinker – blide, som Thøger Larsens moderøjne, og bøgen spejler sin top i bølgen blå. Det er den rene H.C. Andersenidyl.  Bare er det ikke en rigtig bølge, men blot en krusning på søens overflade.

Jeg er i Silkeborg. Silke, det er ikke lige det stof, jeg kender bedst, jeg går aldrig i silke. Er slet ikke nogen rigtig pige. Og jeg bærer helst bluejeans og ternet skjorte og lader den flagre uden på bukserne, men jeg får hurtigt lært, at sådan klæder en pige sig ikke. Jeg må lære at optræde sømmeligt, og rektor sender mig op på værelset for at skifte til kjole. Jeg skal huske på, at jeg er en pige.

Jeg gider ikke være en pige.

Nu bor jeg ikke hjemme. Ikke i det røde hus i den lille fiskerby. Jeg bor i Silkeborg. I en herskabelig bygning af samme fornemme kaliber som 1800-tallets asyler for sindsyge og vanartede. Blot ligger denne her i en by, som ganske vist knap nok var en rigtig by, da den blev bygget.

Det er en pigekostskole. Af de finere endda. Prinsessernes kusine har gået her, og der er adelige navne på nogle af dørene. Det er Th. Langs Kostskole. Og min far har råd til at sende mig, for fiskeriet har givet godt, og han har tjent gode penge.

Og nu skal der altså gøres en pige ud af mig. Eller måske bare en studine. Jeg vil hellere være Robin Hood og forsvinde dybt ind i Sherwoodskoven og aldrig mere møde op til middagen i den pæne kjole i den pæne spisestue med de mange pæne piger fra pæne hjem og tykke frøken Markussen og lillebitte rektor, der forsøger at trone for bordenden. Men jo næsten ikke er til at få øje på. De andre frøkener er grå og spinkle og vist nok rare. En af dem har været missionær i Syrien. Jeg ved ikke, om rektor er rar, kun at hun er lille. Og at frøken Markussen er stor og skræmmende. Og om aftenen kommer hun luskende hen ad den lange smalle gang, og hun åbner dørene en for en og kigger ind i værelserne og skælder ud, hvis hun hører stemmer, for efter kl. 22 må man kun ytre sig i søvne. Hun skal sørge for ro og orden.

Det er den første aften på skolen, og klokken har for længst passeret 22, og vi snakker. Jeg bor sammen med Gertrud. Og det er mit første held.

Senere kommer der andre, men i begyndelsen opfatter jeg alt som et kæmpe uheld. Og jeg forstår ikke, hvordan jeg skal holde det ud i tre år. Det er en evighed. Og jeg vil ikke være her. 

Vi ligger i sengene og snakker. Allerede den første aften, da lyset er slukket, og vi skal sove og jo ikke kan, for vi er så skrækkelig fremmede for hinanden og for alt det andet omkring os. Og alene. Så spørger vi forsigtigt til hinandens liv og finder ud af, at vi begge holder af at læse. Og vi forvilder os ubesværet ind i en lang, snørklet snak om HOLBERG og komedier og hvor herligt teateret er. På en måde snakker vi om dansk kulturarv, men det ved vi ikke. Vi er kort sagt forud for Brian Mikkelsen og Bertel Haarder og deres berømte kanon(er).

Gertrud har langt mere dannelse end jeg, hun ved mere om “rigtig” litteratur, for hun har en belæst far. Min far er ordblind og læser mest fiskerinoteringer, men vi nærer den samme glæde over ord og de verdener af magi, de skaber. Og vi snakker højlydt og glemmer, at vi er fremmede. Midt i vores glade snak, bliver døren listet op, og et kæmpe uhyre står i åbningen og fylder den og os med skræk, men hun bliver alligevel venlig og falder næsten til ro, da Gertrud fortæller hende, at vi taler om Holberg og hans betydning for dansk kultur. Hun siger i al fald noget i den retning. Så bliver lærerinden helt stille og lister af igen. Bedre høst næste gang, tænker hun måske.

Senere får vi hende til gymnastik, og endnu den dag i dag kan jeg have mareridt, hvor jeg drømmer, at jeg pjækker fral hendes timer. Og somme tider bliver jeg fanget og tvunget til at gå kålormegang til valsetakter, der hamres på et ustemt klaver, mens “Musen” skælder og smælder. Og jeg er ved at dø af skræk og skam.

 

TH. Langs Kostskole – nogle billeder

Kostskolepigerne sommeren 1959. Det er Gertrud, der sidder nr. 5 fra højre, og jeg sidder ved siden af hende. I billedets midte rektor og nr. 2 stående til venstre for hende er frk. Markussen alias Musen. Længst til højre i række 2 står den frøken, som havde arbejdet som missionær i Syrien. Jeg husker ikke mere hendes navn – hun var så aldeles anonym, og jeg har aldrig vekslet et eneste ord med hende. Typisk i øvrigt at der aldrig var nogen samtale. Selv om jeg boede på skolen i 3 år, så snakkede jeg ALDRIG med de frøkener, der vist nok skulle forestille at være os i forældrenes sted. Vi var jo ikke voksne. Den yngste var 11 år, og jeg var 15. Hvor sørgeligt.

Har lige genlæst Suzanne Brøggers Crème Fraiche. Kan ikke lade være at undre mig. Vi gik i al fald et ( måske to) år sammen på skolen, men jeg genkender uhyre lidt af det, hun skriver. Husker, at da bogen kom, sagde Gertrud til mig: “Du skulle skrive en bog om TH. Lang. Det ville blive en helt anden bog.” – Ja, det ville det.

Jeg citerer et par steder herunder. Her er først hendes indtryk af Musen, som hun kalder Magnussen, måske for ikke at hænge hende ud med navn – det er det eneste navn, hun laver en smule om på. Jeg ved ikke hvorfor. Men her er altså et citat fra side 152 i udgaven fra Gyldendals Bogklub (1983):

Citat:

Jeg har aldrig kendt en som Frøken Magnussen, der i den grad mestrede at holde halvtreds piger under pisken, søvnløse af angst, dirrende som espeløv af rædsel ved tanken om at blive grebet i en eller andet synd, som f.eks. at gå i shorts på en sommersøndag. Frøken Magnussen “ønskede ikke at se os nøgne eller på anden måde afklædte”. …

Jeg så hende en sen aften liste ned ad den lange gang på strømpefødder med rågummiskoene i den ene hånd, mens hun standsede op foran hver en dør, lyttede, bøjede sig ned for at se gennem nøglehullerne om der var lys. Hun skulle jo undersøge om der var lys, det var jo hendes job. Der måtte jo ikke brænde lys efter ti. Og det vidste vi jo godt. Nå.

Selv jeg som normalt er ret ligevægtig, blev i begyndelsen et nervevrag på grund af Frøken Magnussen. Jeg rystede af angst. For hvad? For hende? For at hun skulle slå mig med linealen? …( citat slut)

Jeg rystede for temmelig meget i den første tid på skolen. Frøken Markussen var kun en af de mange farer, jeg syntes der lurede i alle kroge. Men der kom lys i krogene efterhånden, det meste var indbildning, og jeg holdt helt op med at frygte de mennesker, der var omkring os. Det gjaldt også stakkels, tykke Frøken Markussen.

En af de lærere, som jeg kom til at holde af, hed hr. Berg. Han afløste hr. Hammerich, som nærede en dyb og inderlig foragt for mig: “fiskerpigen” fra Strandby – der på ham virkede både forvirret og useriøs. Jeg var ordblind og fik dumpekarakter i skriftlig engelsk. Så måtte jeg være dum til alt, mente han. Jeg skjulte så vidt muligt mit handicap i gymnasiet, selv om jeg havde gået til ordblindeundervisning i flere år og vel sagtens kunne have fået papir på, at jeg ikke var dum, blot en smule blind.

Så kom Berg. I 3. g. og han var anderledes. Fandt hurtigt ud af, at jeg brugte mine eftermiddage på at læse Burns, Worthwords og Coleridges digte, ja, faktisk kunne nogle af dem udenad. Og i det hele taget slugte alt den litteratur, jeg kunne få fat i. Det var hans fortjeneste, at jeg fik overrakt en flidspræmie til translokationshøjtideligheden i 1962. Husker, at jeg var skrækkelig flov over den præmie. Jeg var jo ikke flittig. Nærmere en halvdoven drømmer, der gik rundt i sin egen indre verden.

Og i læsetiden læste jeg alt andet end lektier. Men jeg læste selvfølgelig, så måske var jeg alligevel ikke doven. Men vågen var jeg nu langt fra.

Her er i al fald et billede af hr. Berg. Vi tiltalte lærerne med “hr.” og var naturligvis “Des” med dem. Der var tilbørlig afstand. Berg var alt for rar, og pigerne drillede ham. Han havde ikke en god tid på skolen, tror jeg. Senere begik han selvmord.

Jeg husker ikke mere navnene på mine klassekammerater. Jo, på de fleste, men ikke alle. Det er nok karakteristisk, at jeg har glemt dem. De 54 år, der er gået siden dengang har jeg bl.a. brugt på at glemme kostskolen. Men den optræder dog ofte i mine drømme og ikke altid som et mareridt. Det hænder, at jeg (i drømmen) længes tilbage og får tilbuddet om at begynde forfra. Det tager jeg altid imod.

Her et billede fra en dansktime: Jeg sidder sammen med Wandy Tworeks datter Winnie, som jeg husker som en utrolig sød og venlig pige. Den anden pige er Helle Vibeke Trolle Schulz, der også var en personlighed, man ikke glemmer. Begge er kostskolepiger: