Tanker i anledning af en mindedag

Støvring 1999

Randers 2015

NOGLE TANKER I ANLEDNING AF EN MINDEDAG

I går var det 71 års dagen for koncentrationslejren Auschwitz’ befrielse. Hvilken befrielse!?

 

Primo Levi har beskrevet den i bogen: ”Hvis dette er et menneske” – og det er langt fra at være en fortælling om en befrielse. Lejren blev åbnet, ja, men ingen stod parat til at modtage for de forpinte skeletmennesker, der nu blev ”befriede” – ( nu ser vi bort fra “de hvide busser”, som var et skandinavisk fænomen) Nej, de fleste blev tværtimod overladt til sig selv, og mange af dem til en trøstesløs og lang vandring efter et sted, de kunne være. De var prisgivet flygtningens udsigtsløse liv.

Selv kom Levi først hjem efter endeløse måneder på flugt. Ingen steder var de velkomne. Man skal huske, at antisemitismen ikke forsvandt med et pennestrøg, selv om krigen hørte op. Mange af Levis medfanger omkom på flugten af sult, kulde og udmattelse, og andre (som Levi selv) forvandt aldrig den skade, de havde lidt. De begik selvmord, da de omsider nåede ”hjem”, hvor modtagelsen sjældent var hjertelig. Primo Levi fik dog skrevet tre bøger, inden han tog sit eget liv, og de vidner i dag om det, alle helst vil glemme: at vi mennesker under en tynd fernis af civilisation og humanitet stadig er brutale bæster.

Befrielsen blev kort sat en lang række rædselsår, der fulgte efter en lang række af rædselsår.

I tiden efter fik verden kun få vidnesbyrd om livet i lejrene. Mest var det billeder og enkelte skrifter. Sjældent mundtlige vidnesbyrd, for de overlevende talte helst ikke om det, de ikke kunne leve med, at de havde set og hørt.

Jeg havde en kollega, der ligesom jeg var lærer i fransk, og vi havde været sammen på kursus og været censorer for hinanden. Hun hed Arlette Levy Andersen, og jeg troede, at jeg vidste, hvem hun var, men det gjorde jeg ikke. Jeg anede ikke, at hun havde været i Auschwitz som ganske ung. Det gjorde de færreste, ikke engang hendes nærmeste familie. Den sorg var for stor. Den bar hun i tavshed. Indtil en dag for nogle år siden. Hun var blevet gammel, og nu begyndte hun først tøvende, men efterhånden mere og mere flydende at fortælle. Hun tog ud på gymnasier og fortalte. Og det blev også til en bog. ”Pigen fra Auschwitz”.

Pigen fra Auschwitz

Og sådan er der heldigvis mange, der de senere år har åbnet de sår, der ellers måske næsten var lægte, og som har fortalt så stærkt om det, de oplevede i kz-lejrene, at jeg håber, det vil få nye generationer til at forstå.

Nej, ikke forstå. Det er noget man ikke kan forstå. Men man kan vide det.

Vi SKAL vide det. Vi skal vide, at vi mennesker er i stand til at opføre os som svin. ”Hvis dette er et menneske.” – Ja, men det var det jo. Det var et menneske, der torterede og dræbte.

I de her dage er der kommet en dansk oversættelse af historikeren Gideon Greifs bog: ”Vi græd uden tårer.” Den har jeg ikke læst, men jeg ved, at den indholdsmæssigt ligger tæt på Levis bog, dog med den forskel, at Levi kom til Auschwitz som ung mand og selv gennemlevede alle rædslerne, mens Greifs bog er bygget på samtaler med fanger, der arbejdede med det mest modbydelige af alt tænkeligt – det var nemlig dem, der førte medfangerne til gasovnene og bagefter sørgede for cremering af ligene. Ja, bare det at sidde her og skrive det, får mig til at ryste på hånden.

Det er vild fiktion, kan jeg ikke lade være med at tænke. Det kan ikke være rigtigt, for så megen ondskab kan ikke tænkes i virkeligheden.

Faktisk er der store grupper overalt i verden, som fornægter holocaust.

Men det var virkelighed engang. Jeg har selv været i Auschwitz som besøgende på det museet der nu findes der.

Auschwitz. Foto fra 1991

Så onde har vi virkelig været engang. Så onde er vi stadigvæk. Så onde bliver vi ved med at være.

Nu skriver jeg VI.

Det var almindelige mennesker, der forfulgte jøderne. De havde almindelige liv. Almindelige hverdage med almindelige familier. Man kunne ikke se på dem, at de var onde. De betragtede ikke sig selv som onde. Deres venner og familier og landsmænd betragtede dem heller ikke som onde. Mange syntes, at de gjorde noget godt: Sørgede for, at de forkerte mennesker  – de onde jøder, de livsuduelige svæklinge, de dovne zigøjnere og flere andre uønskede grupper – forsvandt, så livet kunne leves af de rigtige. Smukt og uden pletter.

Hitler kaldte det ”die Entlösung”.

Det kunne vi aldrig gøre.

Jo, det kunne vi godt.

Hvis vi fik pisket en stemning op.

Hvis vi bliver overbevist om, at nogle bestemte mennesker er skadelige for vi andre.

Hvis vi begynder at synes, at vi er nødt til at stramme op – sørge for, at de ikke har det så godt, de uønskede, dem, der truer os. For de er jo helt forkerte, det kan vi godt blive enige om: de voldtager både kvinder og ytringsfriheden – og så er de terrorister.

De er ikke humane og rigtige som os.

Hvis de fik (=tog) magten her hos os, så er det færdig med os. Så har vi ingen velfærdsstat mere. Så mister vi friheden. Så mister vi alt, hvad vi har kært. Hør selv!

Jo, det er skam grund nok til, at vi skal være forskrækkede og glæde os over, at der er nogen, som vil stramme (g)rebet. At der så også er nogen, der bliver kvalt i det (g)reb, det kan vi da ikke gøre for.

Det er jo ikke os, der gør det.

De oversvømmer os, og er det ikke kloakvand, vi lugter?  – måske er de i virkeligheden rotter. Vi må passe på. Vi må stamme op. Vi må lukke øjnene for det, vi ikke vil se, og spærre dem op, så vi ser truslen.

Og vi kan slet ikke tillade os den luksus at tænke som kristne mennesker.  Kristendommen er direkte skadelig. Blødsødenhed og øllebrødsbarmhjertighed.

Den slags må vi overlade til GUD.

————————————————————————————————————-

ISLAMOFOBI OG ANTISEMITISME: to hæslige ansigter, der er begyndt at fylde alt for meget i alt for mange bevidstheder.

Jøderne er bange. Muslimerne er bange.

Det er nu, vi må holde fast i, at ingen kan defineres ud fra en gruppe: jøder er mennesker, muslimer er mennesker.

Hvad var det gamle Grundtvig sagde? : menneske først, kristen siden.

Det gælder også for de andre trossamfunds medlemmer: menneske først, jøde siden – menneske først, muslim siden.

——————————————————————————————————————–

En film – og nogle tanker

Støvring Bibliotek 1999

Skagen Bibliotek 2015

Hermed et indlæg, som egentlig ligger i forlængelse af det foregående, idet det også handler om demens.

Jeg så forleden den danske film ”nøgle, hus, spejl” af Michael Noer og med Githa Nørby og Sven Wollter i hovedrollerne. Hun var som altid suveræn, og når jeg alligevel sad med en fornemmelse af, at filmen ikke var vellykket, så skyldes det ikke skuespilpræstationerne og ikke drejebogen. Handlingen var OK. I al sin enkelthed var det denne:

Lilli er sammen med sin mand kommet på plejehjem. Han er lam efter en hjerneblødning og hun trives ikke. Så forelsker hun sig i en anden beboer, og han i hende. Hun liver op. Den historie er smukt fortalt. Lilli er begyndende dement og bryder sammen, da det går op for hende, at hun er syg. Filmen ender med, at de to gamle finder sammen på trods. En dejlig historie, synes jeg – jeg har næsten den samme i en af mine noveller: ”Kærlighed”, som står i ”Skyggelys”.

Nej, det, der gør filmen næsten ubærlig at se på, er kameraets insisteren på nærbilledoptagelser, sådan at man næsten hele tiden trækkes helt tæt på ansigterne, navnlig på Lillis ansigt. Det er der jo en ide i: Man tvinges ind i den syges fortvivlelse. Og fint nok, at man kan føle med hende, men det kunne gøres på en anden og knap så brutal måde. Film er i forvejen en medie, der virker voldsomt i forhold til andre former for fiktion – og her kommer man ublufærdigt tæt på den demente kvindes gamle, forgræmmede og med vilje synes jeg, forgrimmede ansigt, så tæt, at man kan tælle hvert hår på hagen og hver rynke i ansigtet og hvert et fejlanbragt sminkestænk. Det er i sandhed uskønt. Og gamle rynkede ansigter er ellers efter min mening i sig selv smukke. Men her forvrænges ansigtet med vilje og det ville gøre filmen til en bedre oplevelse, hvis det ikke havde været sådan.

En uvildig filmanmelder kunne jo sagtens regne det, jeg her kritiserer for en kvalitet ved filmen. Og måske er det bare mig, der er sart. Men da vi gik ud, kiggede jeg på medseerne omkring mig, og de så alle knugede og forgræmmede ud. Der var jo selvfølgelig heller ikke rigtig noget at grine af.

Slutningen, hvor de to gamle finder sammen i øm forening kommer efter min mening til at virke påklistret og utroværdigt. Nej, jeg synes ikke, det var en god film.

De mens = ude af sind – men ikke ude af sig selv

Støvring Bibliotek 1999

Skagen Bibliotek 2015

 

 

Gymnasielærer Mads Strarup skriver i Kristelig Dagblad d. 18. december 2015 en kronik om sin mor: Jeg har nu besøgt min mor for sidste gang”. Moren døde af alzheimer.

Jeg læste kronikken ret omhyggeligt, som jeg altid gør, når emnet er demens. Blev dog hurtigt klar over, at det ikke handlede om sygdommen, men om Mads Strarup og hans liv. Ved at fortælle om morens sygdom og sin egen reaktion på den, finder han ud af, at man kan skrive sig ud af ulykker og ind i glæden. (citat):

…”påmindelse til mig selv om at skrive, når livets omstændigheder rammer én. Skrive, når jorden skælver, men også når træerne vokser ind i himlen.”

Hans mors sygdom var (selvfølgelig) en ulykke for ham og ved at skrive om det, skriver han sig ud af ubehaget, fanger det og gør det til tekst, noget, man kan forholde sig til. (citat:) skrive for at indkapsle nuet og bevare en flig af det … som et snapshot af noget, der allerede nu har transformeret sig til datid.”

Godt nok. Han vil efter den indsigt sikkert skrive meget mere om sig selv og sit liv. Og få meget ud af det. Men vi andre vil få knap så meget ud af at læse om det.

Han skriver ikke meget om sin mors sygdom, han skriver i det hele taget ikke meget om sin mor. Han bestemte nemlig med sig selv, at han ville indskrænke sine besøg på plejehjemmet til et minimum, så han har ikke fulgt hende ind i demensforløbet..

JEG HAR IKKE besøgt hende meget i den tid, hun har boet på plejehjemmet – og nu hvor hun ligger på sit yderste er der ingen vej tilbage for den beslutning. Det var sådan, de sidste år af min mors og min fælles tilværelse her på planeten blev – og jeg fortryder det ikke. Det er ikke en hård eller for den sags skyld nedvurderende kommentar, men bare min måde at håndtere en situation og en omstændighed, som selv mine nærmeste venner har haft problemer med at forstå voldsomheden og dimensionerne af.”

Hvor er det synd! Og hvor er det almindeligt! Og hvor ville jeg ønske, at det kunne være anderledes! Den opfattelse, at man skal skære de syge væk, som man skærer en kræftknude væk, er kronikøren desværre ikke ene om. Jeg siger desværre, for ALDRIG har mennesker haft så meget brug for at mærke deres nærmestes kærlighed, som når de rammes af en sindslidelse. Og ALDRIG får de så lidt kærlighed, som når de rammes af en sindslidelse.

Det gælder alzheimer og det gælder alle andre sindslidelser. Jeg ved en smule om de ting: har selv haft en svær depression, og det var både skamfuldt og noget man undgik at snakke om. Og jeg har haft en kræftlidelse, og det kunne man snakke om, og fra alle sider strømmede det ind med sympati og medleven.

Og jeg har haft demenslidende i min nærmeste familie. Min mor havde alzheimer og min bror en vasculær demens efter en hjerteblødning. Og selvfølgelig var det hårdt at være pårørende, og selvfølgelig havde man somme tider lyst til at løbe skrigende væk. Smerteligt at se dem, man elskede så højt, blive så invaliderede. Sådan en fortvivlelsens dag sagde jeg til min brors læge: ”Jeg ønsker bare, at han snart vil dø.” Der blev en lang pause, så sagde lægen: ”Tænker du nu på dig selv eller på din bror.” Jeg måtte med skam indrømme, at jeg tænkte på mig selv. ”Ja, for din bror er glad for at være i live,”  sagde han. Og det vidste jeg jo godt. Især var han glad, når vi kom. Så lyste han ligefrem af glæde. Og lidt efter lidt kom en samtale i gang, som ikke som i gamle dage handlede om litteratur eller historie eller noget andet kulturelt eller politisk, men om det daglige liv omkring ham. Og især om kærlighed. Evnen til at holde af havde, han jo ikke mistet.

Med min mor var det ligesådan. Hun glemte til sidst, hvem jeg var, men hun lyste op, når jeg kom, og jeg nåede ind til hende hver eneste gang, og vi snakkede – hun havde ikke altid de rigtige ord, men hun forstod, at vi var midt i en dejlig samtale, der handlede om livet lige her og nu. Og især om kærlighed. Evnen til at føle, havde hun jo ikke mistet, og selv om hun ikke mere forstod, at jeg var hendes barn, så forstod hun, at jeg var en, der holdt af hende. Og det gjorde hende glad og tryg.

Jeg vil ikke skrive mere om det. Interesserede vil kunne finde stof andre steder på bloggen under kategorien ”demens”. De vil også kunne finde min bog om min mor på biblioteket: Skyggelys”.

 

Engle tegnet af Cecilia og Alexander julen 2015

Støvring 1999

Skagen Bibliotek 2015

Det er længe siden, der har været indlæg om engle på bloggen. Tobias og englen hviler på min indre harddisk – engang i mellem flyver en tanke ned på papiret – ja, jeg bruger papir til tanker. Og der tegner sig måske et skarpere billede af, hvordan den lille roman bliver. Foreløbig er den så absolut på fosterstadiet.

Men i juleferien bad jeg to af mine børnebørn tegne enten en engel eller en djævel. Og pigen tegnede sært nok en engel og drengen en djævel. Cecilia er 12 år og Alexander 9 år.

Cecilias engel:

 


 

Alex’ djævel:

 

Jeg fortalte dem den gamle historie om kampen mellem den gode Gud og hans onde engel Lucifer, der endte med en drabelig kamp, hvori Lucifer ( Satan, Djævelen – kært barn har mange navne) til sidst styrtedes i dybet og endte i Helvede. Hvordan han gik fra at være Guds Engel til Hells Angel. Den senere tegnede de også.

 

Alex’ version

 

Cecilias version: