Ung smerte

Kristelig Dagblad havde i går og i dag artikler om unges desværre alt for heldige forsøg på at skade sig selv. Det er ikke en rigtig nyhed for mig. Jeg var i mere end 20 år gymnasielærer og ofte valgt til klasselærer, selv om det hed noget andet dengang, og jeg har af og til hørt på unge, som var fortvivlede og ikke lige havde nogen at fortælle om det til. Og som mishandlede sig selv. Men det var en sjældenhed dengang, og jeg forstod det ikke. Husker f.eks. en unge pige, som var bange for at blive for tyk, og som sultede sig og nærmest lignede et skelet til sidst. Hun var tvilling og søsteren, der var mere robust, var rund og glad. Husker en anden pige, som skar i sig selv. Det skammede hun sig over. Det snakkede vi om.

Jeg havde min tavshedspligt og fortalte det aldrig videre. Der var også en dreng, som kom til mig med et alvorligt problem: han var bøsse, og det måtte far ikke vide – men han handlede ganske anderledes end pigerne. Han flyttede hjemmefra og tog tappert hul på sit eget nye liv. Det gør piger sjældnere – de bliver og lider og flytter altså lidelsen fra noget psykisk til noget fysisk. Noget der er til at bære og til at røre ved og endda, kan jeg nu læse i de seneste aviser, sejt at fotografere og lægge på nettet med det resultat, at andre piger med skrøbelige sind finder på at gøre det samme – sulte sig, skære i sig, brænde sig.

Men da jeg holdt op som lærer, gjorde jeg det så alligevel. Spredte budskabet. Det måtte ud, for det er vigtigt, men naturligvis udleverede jeg ingen af de unge personligt. Det blev i form af noveller, der handler om unge, der skader sig selv. Novellerne findes i samlingen Mellemlandet. Herunder kopierer jeg to af dem – og de er altså “gamle” men desværre endnu mere aktuelle end da jeg skrev dem.

Hvorfor underkaster unge sig smerte? Det er, fordi det gør ondt i sindet. Og de ikke mere kan holde det ud. Det lyder som et paradoks og er det jo også – med ondt skal ondt fordrives, tænker de unge, og går med lukkede øjne ind i en blindgyde. De giver sig ulykken i vold, og den kan så risikere at holde dem fast i det meste af ungdommen og måske ødelægge resten af deres liv.

Og forældrene er kun sjældent opmærksomme på fænomenet, og når og hvis de bliver det, er de ofte magtesløse.

Psykolog Lotte Rubæk udtaler i Kristelig Dagblad d.29 december bl.a. følgende:

Den selvskadende adfærd har rod i noget dybere og mere grundlæggende. Den er udtryk for en smerte hos et voksende antal unge, der føler sig pressede, utilstrækkelige og afmægtige. Deres smerte har så fået et udtryk i form af selvskadende adfærd, og den adfærd er uden tvivl blevet hurtigere og bredere udbredt via de sociale medier.”

Psykolog Bo Møhl mener, at den voksende selvskadning er en slags epidemi. Han skriver:( Kristelig Dagblad .28 december):

“Den her adfærd har udviklet sig til en regulær og smitsom epidemi, som har udviklet sig eksplosivt, fordi den i bogstaveligste forstand er gået viralt via nettet. Det enorme præstationspres, der hviler på de unge i dag mangedobles og forstørres på de sociale medier, og så smitter de hinanden.” 

Han har udgivet bogen: “Selvskade – psykologi og behandling.”

En ung pige ( Anna) skriver i Kristelig Dagblad 30/12 følgende: “Det giver en øjeblikkelig følelse af velvære, måske lykke, at skære i sig selv. Det er en form for fix.”  Anne er 13 år, da hun starter sin cut-karriere.

 I samme avis, står der, at 32% af alle unge mellem 18-25 år har skadet sig selv med vilje. Sådan var det garanteret ikke for 20 år siden, da jeg var lærer. Sådan er det i dag, og det er en eksplosiv udvikling, som vi ikke kan være ligeglade med.

Det er svært at finde en gyldig forklaring på, hvorfor det er blevet så alt for almindeligt at gøre sig selv fortræd. En af forklaringerne kan jo læses her ovenfor, men personligt, tror jeg det er langt dybere. Jeg mener, at de gamle værdier er borte og betydningsløse for de nye generationer. Her har solidaritet, medfølelse og tro mistet sit værd. Det drejer sig om “mig” i stedet for “os” – og selv Gud er skiftet ud med “mig”. Det er meget at skulle bære for en ung.

Og religionen gav i det mindste børn og unge en viden om lidelsen, som et grundvilkår. Det er faktisk et af hovedpunkterne i kristendommen, at lidelsen ikke er til at komme udenom, men at der er en Gud, der går med en ind i lidelsen og gør den tålelig og også giver en slags løfte om, at det bliver anderledes. At der er et lys, som er væk lige nu, men som vil tændes igen. Altså, det går nok, for du er ikke alene.

De unge i dag er så hjerteskærende alene.

De har ingen Gud og deres forældre/voksne er fortravlede og materialistiske til fingerspidserne og giver dem ingen åndelige værdier at leve på. Det handler om mad, tøj, ting og rejser.

Det kan man ikke leve af.

Og lidelsen bliver den enkelte unges EGET PROJEKT – det er simpelthen for hårdt. Det er en alt for voldsom byrde, der lægges på børnene og de unge, når man trækker DEN FÆLLES FORTÆLLING OM LIDELSE væk under fødderne på dem.

Klart at de vælter.

Det var min mening, og den er måske helt forkert. Sikkert har du en bedre – og jeg tror, at der er et bredt spektrum af forskellige forklaringer på, at en stor del af de unge kuldsejler på livets allerførste og vigtigste sejlads.

Nu vil jeg herunder trykke novellerne fra MELLEMLANDET:

Billedet herunder er tegnet af Mette Hesselholt Henne Hansen, da hun var omkring 5 år.

 

 CUT OG GODT

 

”Altså, du skal ikke lade ham røre dig med en lillefinger. Når du først har sagt ja, så … ”

”Sagt ja?”

”Så er det for sent.”

”Jeg siger jo bare, at han har spurgt, om jeg vil med ham ud i aften.”

”Ja, og det ser jeg meget nødig. Det ved du.”

Det ved hun. Mor ser meget nødig, at hun gør noget som helst. Andet end lige at vaske op og gøre rent selvfølgelig og lave sine lektier. Og ellers gå i ét med luften. Hun skal frem for alt være stille. Mor har det ikke godt for tiden. Så er hun det. Stille. Og mor får det bedre. Tror hun da.

Men nu har Alan altså spurgt, om hun vil med i aften. Med? Jamen, hvorhen? Ja, altså … ingen steder … bare sådan hænge ud, hun ved nok. Gider hun ikke det?

Det gider hun måske godt. Hun ved ikke rigtig … det der med at hænge ud. Det har hun ikke prøvet før. Slet ikke med drenge. Men heller ikke rigtig med piger. De er så mærkelige alle dem hun kender. Og de kan vist ikke lide hende. Det synes hun, hun kan mærke, sådan som de glor på hende og hvisker til hinanden, hvis hun kommer forbi. Eller slet ikke kan se hende. Selv om de ikke siger noget højt. De siger slet ingenting. Til hende altså.

Så var det, hun spurgte mor. Hun kunne lige så godt have spurgt en sur karklud.

”Det siger jeg dig altså, Helle,” sagde mor, og der svømmede is i stemmen. ”Hvis du lader dig lokke og går med til at kysse på et mandfolk, så er du fandme da nødt til at gå hele vejen. Og så er der ingen vej tilbage, det siger jeg dig rent ud. Og jeg ved, hvad jeg snakker om. Bare så du ved det!”

Mor lignede en, der lige havde tygget sig igennem en mundfuld regnorme og var nær ved at kvæles.

Helle spurgte ikke om mere. Punktum finale. Samtalen slut. Hvis man kunne kalde den det. Samtale, det er noget, man har med læreren, når man får karakter.

Dum. Hvem? Mor?

Ja.

Og Alan og hende selv.

Mest hende selv.

Men i aften vil hun i al fald gå ud med Alan. Måske vil de andre synes bedre om hende, hvis hun går ud med en dreng. Det gør de alle sammen. Med forskellige.

Det er det, man gør.

Hun har grædt hele natten.

Alan. Fuck Alan. Det svin. Men det vil hun ikke tænke på.

Det er også godt at græde igennem, så det ligefrem siler ud af øjnene og næsen, og alt bliver pladret til under hende, og den hårde knude indeni blødes op og tudes ud.  Fedt og ulækkert på en gang.

Og mor hørte det jo. Det sørgede Helle for. Hun lod døren stå på klem. Så kunne hun ikke undgå det.

Og hun kom da også ind og satte sig så forsigtigt på sengekanten, så man skulle tro, hun var bange for, at den ville brase sammen under hende. Så sad hun der i lang tid med armene over kors og helt rank, som havde hun en pind i ryggen, og afstanden mellem dem voksede støt, mens tiden sneglede sig af sted. Der var forfærdelig langt ned til Helle, og mor forsøgte da heller ikke at nå hende. Det var, som om hun sad og omfavnede sig selv.

”Jeg sagde det jo til dig,” prøvede hun endelig at trøste.

Helle græd lidt højere, og mor rørte uroligt på sig, men kunne stadig ikke nå hende med så meget som en lillefinger.

”Men så kan du også flytte hjem til far,” fyrede hun pludselig af. Som et pletskud fra en softgun. Og Helle holdt straks op med at græde, og en klam stilhed lagde sig lammende over dem, indtil det blev for meget, og Helle satte sig op og gloede på mor, der så lige ind i væggen bag hende.

”Hvad sagde du?”

”Du har for pokker en far, ikke?”

”Far?”

”Ja.”

”Jamen … mor …”

”Ja, det bliver du altså nødt til. Du kan ikke forlange, at jeg skal stå model til hvad som helst. Vel?”

Så sagde hun ikke mere. Det kunne ikke nytte noget at protestere. Der var ingen verdens ting, der nyttede noget som helst.

Far var flintrende ligeglad med både dit og dat. Bare hun ikke sad hjemme og hang hver aften. Det gad han godt nok ikke se på, og de havde vel også ret til lidt privatliv, ham og Mona, sagde han, og hvis hun skulle bo der, så var det O.K. med ham, no problem, men hun måtte altså se at finde ud af at blive voksen og passe sig selv og få sig et liv. Hvor var man ellers henne? Sådan en stor tøs. Og det der hængeri inde på værelset evig og altid, det var godt nok en tand for sygt.

Nu ved hun ikke, hvor hun skal gå hen. Det er ikke til at tænke på at hænge ud sammen med de andre. Og blive kaldt narrefisse og lebberrøv.

Og sidde hjemme og gøre far eddikesur, fordi hun ikke kan finde ud af at blive voksen som alle andre, det er endnu værre. Så går hun ud. Og går bare.

”Jeg hader det og hader det og hader det,” kværner hun sammenbidt, mens hun går på stien langs åen og er helt alene.

”Hader det,” gentager hun og vil ikke sige ordet sex. Men så ligger det alligevel på lur inde i hovedet og lader sig tænke, og det ligger og syder og koger og er ikke til at slukke igen.

I går var hun nødt til at løbe ud af klassen og ud på toilettet og kaste op. Fordi de havde om det.

”Det her handler først og fremmest om lyst,” sagde læreren. ”Og derfor er det ikke spor forkert eller grimt, hvad I så har hørt og gået og mumlet om i krogene.”

Lyst,” sagde en af drengene og grinede, og så fortalte han om nogen, han kendte, som …

Hun ville ikke høre det.

Hun hørte det heller ikke. Men læreren gjorde jo, og han smilede og sagde, at i hans ungdom var man så snerpet, at man kaldte den slags for perversiteter, og han smaskede ordet, som om det smagte rigtig lækkert, og bagefter spyttede han det ud i hovedet på dem, og der var ingenting, de kunne gøre, de havde bare at gnaske det i sig.

”I lever i en frigjort tid”, mimrede han henrykt, og i dag er det lysten, der driver værket. Heldigvis. Og vi skal være rigtig rigtig glade for vores lyst. Og I skal ikke skamme jer over den. Den er helt naturlig.

Naturlig!  Hvis det var natur, så var hun for fanden unaturlig. Ja, det var hun nok.

Natur, vrænger hun ud over vandet, der ligeglad fosser videre mod havet, og hun får pludselig en voldsom lyst til at kaste sig ud i det og lade sig rive med ligesom hende der Ofelia fra Hamletfilmen.

Helle tænker på billedet af den unge pige, der lå helt stille midt ude i floden og drev med strømmen, mens håret bredtes ud og lagde sig som tangtrevler omkring ansigtet, mens øjnene så lige op i den klare himmel. Der hvilede en stor ro over hende, som var hun endelig sluppet fri.

Ja, det var det, man skulle gøre, tænker hun. Springe ud på det dybe og så ligge der og drive med strømmen og være ligeglad. Men hun driver kun videre hen ad stien, og hun kan ikke være ligeglad. Hun kan ikke engang være glad.

I begyndelsen var det næsten ingenting. Hun opdagede nærmest ved et tilfælde, at når hun var rigtig ked af det og kradsede sig på armen med sit hårspænde, sådan rigtig hårdt, så føltes det underligt, ja, det var som om en fin kildrende strøm rislede gennem huden og fjernede en anelse af det indeni, der gjorde så ondt.

Sært, ikke?

En dag tabte hun et vinglas på deres nye marmorfliser, og far himlede selvfølgelig op om, at han godt nok ville håbe for hende, at der ikke kom et mærke på det helvedes dyre gulv, og hun var sgu’ da også en underlig tumpeklump.

Men hun stod helt stille og så på skårene, som de lå der mellem hinanden og dannede et skinnende mønster på det smukke marmor. Og med en nænsom bevægelse samlede hun dem op et for et, og der var ingen, der sagde: ”Pas nu på, at du ikke skærer dig.” Nej, de sagde ingenting, selv om de så hende bøje sig og samle det op. Og de undrede sig heller ikke, da hun varsomt, som bar hun et skrøbeligt fugleæg i hænderne, listede sig ind på sit værelse med alle glasskårene.

Her anbragte hun dem i skrivebordsskuffen. Indtil videre, tænkte hun lidt forvirret over sin egen handling.

Resten af aftenen tænkte hun ikke på andet end de fine, skarpe skår. Nogle af dem var spidse som syle. Det havde hun mærket i håndfladen, der allerede havde små ridser. Og det var som en sød lille hemmelighed, der lå og kroede sig i hende og sendte stråler af varme og noget, der lignede forventning gennem kroppen. Som juleaften, da man var helt lille.

Varme og glæde og en lille bitte angst.

Og den aften skar hun et langt, dybt rids i armen og sad helt roligt og betragtede blodet, mens det piblede frem, dråbe for dråbe i en lang lige kæde, som perler på en snor. Og hun så dem sile langsomt ned over den runde arm og lægge sig smukt på det hvide papir, hun havde anbragt under den blødende arm.

En underlig ro strømmede gennem hendes krop og gjorde hende glad for første gang i lang tid. Det var næsten som at være et lille barn igen, som ingen kunne gøre fortræd. Og midt i smerten opdagede hun, at hun blev usårlig.

Nu gør hun det næsten hver dag. Skærer sig og genfinder smerten og forsøger at finde det lille skjul af ro, men det er ikke let. Den store smerte æder sig ind i hende og tømmer hende for alt andet end angsten. Men hun kan ikke mere holde op. At skære sig er blevet lige så nødvendigt som at spise og drikke. Ja, mere endnu. Hun kan sagtens springe maden over i dagevis, men ikke undvære smerten.

Jo mere forskåret hun er, jo mere nervøst må hun søge efter nye, hele steder på huden. Og det er svært at skjule sine sår, og ingen må se dem.

Armene kan ikke klare flere rids. Tværs over de gamle helede ar har hun skåret et flammende HATE. Det vil ikke hele.

Og hun græder, mens hun skærer sig, men der er ingen, der hører det. Og når blodet flyder og en lille stadig svagere lettelse bølger gennem hende, vokser smerten.

Hold op, hold op, græder det i hende. Men hun kan ikke stoppe. Ikke så længe der er så meget som en blodsdråbe tilbage i kroppen.

 

 

 

Yoghurt

Det står på bordet. Lige foran hende. Og det lyser hvidt. Ja, for det skal være naturel, har hun sagt til mor. Der svømmer alt for meget underligt rundt i det andet. Man kan ikke se, hvad det er, selv om man fisker det op og studerer det nok så grundigt. Og deklarationerne kan man ikke stole på. De er lumske, det ved hun, hun kan de fleste af dem udenad. De ligger som remser inde i hovedet ligesom så meget andet, hun har måttet lære. Opskrifter, ernæringstavler, kalorietabeller … you name it. Men de kan være helt rolige for hende. Der er ikke noget at komme efter. Hun er velorienteret som bare pokker!

Hun ser på glasset. Det er O.K. Hvidt. Det er også den bedste farve. Som fred. Og hvile. Og søvn. Hun læner sig lidt frem, støtter albuen på bordet og lader hovedet synke og falde til ro i hænderne. Det er blevet så tungt, synes hun. En alt for stor byrde på en alt for tynd hals. Nej, sikke noget sludder. Det er hovedet, der er vokset.

Flæskehoved, grisehoved. Ulækkert er det, umuligt at holde oprejst. Kvalmende.

Hun fryser. Hænderne varmer ikke ansigtet. Istapper. Skrøbelige og kolde.

”Vær så god, min egen skat!” sagde mor, da hun for lidt siden øste op i det lille juiceglas. ”Og så lover du mig at spise hele din yoghurt denne gang, ikke sandt? Så går jeg udenfor imens.”

Julie nikkede. Vil helst være helt alene, når hun skal til det. Det ved mor heldigvis, og det respekterer hun. Mor er god nok.

Hun kaster et hastigt blik på glasset, som om øjnene vil sluge det i ét blink. Borte. Åh, men det bliver stående, og hun trækker vejret i små stød, mens hun fortæller sig selv, at det ikke kan være så farligt. Det er jo næsten ingenting, kun nogle få afmålte skefulde. Dråber nærmest. Hendes hånd famler skeen til sig. Hvorfor er den så stor? Mor kunne have fundet en mindre. Hun knuger om skaftet, indtil det begynder at gøre ondt. Åh, hun er da også blevet så ømskindet.

Nu skal hun bare fylde skeen med den hvide, slibrige substans og føre den til munden. Det er da let. Og så ind med den. Hurtigt. Uden at tænke, uden at føle. Og så synke. Det kan hun sagtens. En eneste synkebevægelse, og maden vil glide ned gennem svælget og halsen og ende i mavesækken. Sækken, vrænger hun alligevel. Der vil den ligge længe og skvulpe, det ved hun, kan allerede mærke det og se hele sceneriet for sig. Og hun ved også, hvor grådigt kroppen vil suge næringen til sig.  Den krop, der kræver at leve sit eget liv. Uden hendes vilje. Den elsker at fylde sig med kalorier og sende fedtbomber ud i alle dele, så hun næsten sprænges alene ved tanken. Hun ved det. Hvis hun ikke passer på og gør sig umage, så vil den tage over, og den sidste rest af kontrol vil glide hende af hænde. Kroppen vil spiles ud og forvandles til en blævrende fedtklat.

Det vender sig i hende, kvalmen kommer luskende, og den vokser, og hun er lige ved at brække sig ud over den hvide dug, endnu inden hun har spist det mindste. Tanken om maden og al dens væsen fylder hende med væmmelse.

Sådan er det hver gang. Det ser ud af så lidt. Men det er alligevel alt for meget.  Lige nu kaster det sig over hende med trusler om slimklatter og fedtklumpers afsondring. Et farligt livtag med hendes smukke, rene og slanke krop.

Hun ved med ubærlig sikkerhed, at forvandlingens kraft ligger skjult i den uskyldigt udseende føde, som de utrætteligt stiller frem til hende. Som fælder, de håber at hun vil gå i. Men hun skal nok vare sig, skal hun, for hun ved, hvad hun ved.

Og hun puffer forsigtigt til glasset og bliver ved, til det sejler uden for hendes synsfelt.

Så ånder hun lettet op og betragter roligt den rene dug, der breder sig fredeligt foran hende. Hun har sejret endnu en gang og kan igen trække vejret. Nu er der ingen fare på færde, beroliger hun halvhøjt sig selv og mærker kvalmen opløse sig og lidt efter lidt sive ud af kroppen, til den igen føles tom og ren.

Nu skal hun blot forholde sig helt i ro. Sidde ganske stille og for alt i verden ikke dreje hovedet. Hun siger ordene højt. Ikke dreje … men hovedet hører ikke efter, det er uregerligt og følger sine egne love, og det drejer sig trods hendes vilje, og øjnene skæver nervøst til glasset, som om det kunne finde på helt af sig selv at komme bragende mod hende.

Hun sidder lidt og hænger med det i øjnene.

Det lyser hvidere nu, synes hun. Men den hvide farve har spyttet alle løfter om fred og hvile fra sig, og det skingrer som et skrig, kun hun kan opfatte, og det skinner som en kalket væg, der vil opsluge hende, som et liglagen, der vil svøbe hende. Som kold sne, der vil fryse hende til sig. Som en hvid rose, der hænger og visner i sit glas. Som den lilje, man sætter på graven.

Ord og billeder vælter hende omkuld.

Hun retter sig op og skubber stolen tilbage. Så rejser hun sig og går ind til sig selv.

Værelset er lyst og stort. Sengen er blød og varm. Der mangler ingenting. Alt er godt. Her er rart. Alt er inden for rækkevidde. Lys, varme, seng. På sengen, lænet mod væggen, står hendes dyr, så nydeligt står de der, opmarcheret på rad og række og i farver, der skærmer og matcher. De er bløde som sengen.

Hun lægger sig, synker ned i dynen og lukker øjnene. Så rækker hun en arm ud og trækker en lille, hvid kat til sig. Med dens silkebløde pels mod kinden lader hun sig suge ind i søvnens strømhvirvel.

Hun er 18 år og mangler ingenting.

De har givet hende alt. Ikke sådan, at de gav hende alt, hvad hun pegede på, men det var heller ikke nødvendigt, for deres Julie pegede aldrig på noget bestemt. Hun tog blot imod. Og smilede til dem, tilfreds fra den første begyndelse og til … ja, til hvornår? Det er umuligt at sætte en bestemt dato på. Man kan ikke sige, at fra en bestemt dag skiftede det, og alt blev anderledes. Det onde kom snigende uden at gøre anskrig, og selv lang tid efter, at det havde indledt sit angreb mod deres barn, kunne man roligt sige, at hun var et usædvanlig nemt og yndigt væsen.

Da hun begyndte i skolen, var det jo en helt ny verden, der foldede sig ud for hende, og for dem også for så vidt, for de fulgte jo med. I begyndelsen rent fysisk. Senere fulgte de hende i tankerne.

De var unægtelig lidt ængstelige for, hvordan det skulle gå, for deres lille pige var jo vant til ro og venlighed omkring sig. Og børn kan være så ufølsomme, ja undertiden direkte ondskabsfulde over for hinanden. Det ved man jo. I en skolegård sker der mange ting, som ikke burde ske. I en skolegård kan forældrene ikke beskytte deres øjesten mod verdens ondskab, og det var slemt således at måtte overgive hende til fremmede på nåde og unåde.

Det gjorde ondt, men smerten blev kort, for det gik hurtigt op for dem, at pigen hver dag gik glad til skole og hver dag vendte glad hjem. Der var ingen, der drømte om at krumme et hår på hendes hoved, og deres ængstelse viste sig at være ubegrundet. De andre børn syntes, at Julie var sød og fin og ville gerne lege med hende. Og lærerne sagde allerede fra første begyndelse, at det tegnede fornuftigt. Hende havde de kun glæde af. Ord som forældrene kunne nikke genkendende til.

Deres barn lignede på alle måder en succes. Nej, hun ikke blot lignede. Hun var.

Hun er så flink og lærenem, sagde de alle sammen. Hende bliver der ikke problemer med.

Og de fik jo ret.

”Du er vores allerstørste glæde.”

Sådan lød det tit fra far og mor. De skjulte aldrig deres følelser for hende, tværtimod, de ødslede gavmildt med deres kærlighed, lod den strømme frit over deres kære barn. Hun var et mirakel, kommet til dem, som hun var, på et tidspunkt, hvor de for længst havde opgivet drømmen om at få deres egen, lille baby.

Deres egen lille baby, ja, og hun dansede sorgløst ind i deres liv og var en fe med gule krøller og blå øjne og yndige kjoler, og hun blev fra den første dag deres et og alt. Et eventyr, og som i eventyret skulle de leve lykkeligt sammen til deres dages ende.

Sådan så det ud.

Er det da deres skyld, at hun ikke vil være her mere? Kan de gøre for, at hun er på vej væk?

”Vi kan ikke leve uden hende!”

Men hun lukker sig inde i et mørke, de ikke har adgang til. Med al den kraft, der endnu er i hende, forpupper hun sig for øjnene af dem, utrætteligt spinder hun sig længere og længere ind i et stadigt tykkere hylster. Og indenfor er der kun plads til en. Hende.

”Kære venner, der er virkelig ingen grund til panik. Herregud, barnet er i puberteten, det er blot en overgang.”

Sådan sagde doktor Hansen og slog det hen, da de første gang konsulterede ham og fortalte om Julie, der ikke ville spise.

”Virker hun trist eller trodsig?” spurgte han alligevel, og de rystede på hovedet. For nej, hun kunne både le og være glad. Hun var blot blevet så forandret. Det var svært at sætte ord på. Hun havde altid været dygtig og pertentlig, sagde de, men nu var det næsten for meget. Som om hun skulle overspille alting, være den bedste til sang, til dansk, til alt.  Hun havde altid været nr. 1 i svømning, men nu skulle hun gang på gang slå sine egne rekorder. Og sådan var det hele vejen. Og selv om hun virkede glad, kunne de jo både se og forstå, at hun var overanstrengt. Træt.

”Det er ganske naturligt,” slog lægen det hen, ”sådan er nogle piger i puberteten. Det går over.”

Men det gik ikke over. Det blev værre.

En dag gik det op for hende, at hun var grim. Der var allerede spiret små fede brystklatter frem på hende, og hendes lår, der altid havde været glatte og lange og tynde, de blævrede, når hun løb. Brysterne hoppede, og lårene og maveskindet slaskede.

Det kunne hun ikke være bekendt. Det viste med al tydelighed, at der var kræfter uden for hende selv, der var i færd med at tage over. Der var nogen, der arbejdede i det skjulte, og de ville forvandle hende fra fe til vamp. Hun havde ikke været opmærksom nok og ikke grebet ind i tide, og nu var det ved at overmande hende. Hun havde vist sig svag og mistet noget så elementært som kontrollen over sin egen krop.

Men det skulle blive løgn. Nu havde hun fået klarsyn. Kunne gennemskue forræderiet.

Og det, hun så, gav hende kvalme, og hun kastede op, men det var godt, for så slap hun for de kalorier, der ellers ville fortsætte deres nedbrydende arbejde med at forvandle hendes smukke, slanke pigekrop til et laskefedt og ubærligt korpus.

De buler der skulle væk. Og de rundinger skulle hun bekæmpe.

Det var vel hende, der bestemte, og skulle det komme til åben kamp, så ville de finde hende beredt.

Hun begyndte at studere de andre piger. Mest dem, der var et par år ældre. Der var ærlig talt mange grimme imellem. Sjuskedorter, der ikke brød sig det mindste om deres udseende, men blindt lod kroppen hylle sig i fedt. Havde de ikke øjne i hovedet? Så de ikke, at de var omvandrende flæskedeller.

Og langsomt havde hun tilkæmpet sig kontrollen.

Og hun vil blive ved, indtil fuldkommenhed. Det lover hun sig selv, inden hun ruller sig ind i sengetæppet og lukker verden ude.