Anette Broberg Knudsen – en forfatter fra Randers

Støvring 1999

Skagen 2015

Bloggen er et vindue til mit forfatterskab. Selvom gardinerne ikke har været direkte nedrullede, så har eventuelle interesserede ikke kunne se så meget nyt i værkstedet. Det ser lidt tomt ud for tiden. Arbejdet bliver der ikke. Ikke for alvor i al fald. 

Det følgende indlæg er en varm anbefaling om at læse en bog af en forfatter, som jeg først for nylig er blevet rigtig opmærksom på. Hun hedder Anette Broberg Knudsen og hører med i den efterhånden ret store kreds af Randersforfatterne, der en gang om året samles til Ordets Dag. Jeg kender hendes børnebøger og sætter pris på dem, men har først i dette efterår stiftet bekendtskab med hendes litteratur for voksne. Og faktisk til dato kun læst denne ene bog – men den har givet mig lyst til at læse, hvad hun ellers har udgivet for voksne.

Bogen hedder “Uden for byporten” og foregår på Kristi tid og handler først og fremmest om den ene af de banditter, der flankerede Kristus på korset. Sjobek hedder han og fortællingen om hans liv er fiktiv. Bogen har faktisk to hovedpersoner, idet “røverens” hustru Jeriots historie fortælles parallelt med Sjobeks.

Når bogen er så god skyldes det ikke kun den fine ide at skildre nogle menneskeliv, hvis lidelser når samme ufattelige højder som dem, Jesus udsættes for. Nej, der er en bred vifte af kvaliteter, der giver bogen en ubestridelig plads på den litterære stjernehimmel. Det vil jeg komme ind på i det følgende.

Litteraturfolk har fra tidernes morgen diskuteret, hvad der afgør en teksts litterære værdi: er det indholdet eller er det formen? Er det budskabet eller er det sproget? Og svaret må vel være, at det er den lykkelige sammensmeltning af de to ting: et vigtigt indhold formidlet i et smukt sprog. Den ægte litterære kunst opstår der, hvor betydning og billeder smelter sammen til en helhed. Og det er hvad der sker i ”Uden for byporten”.

Her kommer nu et citat fra side 23, som måske giver en fornemmelse af den fine syntese af sprog og indhold. Scenen er synagogen, og Sjobek er endnu kun en dreng. Han skal lære at læse, men han er ordblind, og nederlaget er til at føle på:

Værst var det, hvis han blev hevet op foran de andre drenge og skulle stå ved siden af rabbien, der sad på sit lave podium midt i det smalle, højloftede rum, og han skulle læse fra selve bogrullen. Så måtte han ikke røre ved det tynde, halvt gennemsigtige pergament og kunne ikke lade fingeren følge linjerne, så det endte med, at bogstaverne klumpede sig sammen og lignede trækul i et bål, der var gået ud. Eller fugle, der fløj forvirrede omkring.

Engang havde en due forvildet sig ind i synagogen og flaksede rundt om søjlerne, mens han stod der, og den kunne ikke finde ud igen ad de små glughuller oppe under taget, som den sikkert var kommet ind ad. Den flappende lyd af dens vinger gav genlyd mellem stenvæggene, og på et tidspunkt satte den sig på et fremspring på et søjlehoved og kurrede forvirret og bange, inden den fløj videre. Han følte med den indespærrede fugl, som han stod der. Han så op fra bogrullen og fulgte duen med øjnene, rundt og rundt mellem søjlerne. Rabbien svirpede ham over kinden med sin bederem og hvæsede, at han skulle lade fuglen være fugl og koncentrere sig om teksten, og han kunne høre nogle af drengene på forreste række fnise halvkvalt. Men duen blev ved at baske omkring …

Jeg har ikke i sinde at foretage en hverken sproglig eller tematisk analyse af bogen. Blot påpege nogle af dens mange kvaliteter.

Den ordblinde dreng. Den religiøse opvækst i et Jerusalem, der er besat af romere. Volden og angsten. Det er alt sammen skildret gribende. Og faktisk sådan, at det virker yderst vedkommende for en moderne læser i en moderne verden. Nutidigt næsten.

Radikaliseringen af de unge f.eks. er i højeste grad et aktuelt fænomen. Vi ser Sjobek på et tidspunkt blive tiltrukket af en ekstremistgruppe, og man kan ikke lade være at tænke på de unge piger og drenge, der i dag fanges ind af Islamisk Stat og i kampen for troen finder en mening med deres liv. I den moderne verden er der tale om muslimske unge, i romanen handler det om jødiske unge. Men drivkraften er den samme. Fænomenet genkendeligt. Og det er den samme forråelse, der er på spil.

Her kommer et eksempel fra side 29, hvor Sjobek melder sig til kampen i den religiøse ”frihedsbevægelse”. Han møder op hos rabbien, der rekrutterer de unge krigere. Han har lige fortalt rabbien, at han vil slutte sig til dem og kæmpe for Herren:

Rabbien nikkede og signalerede med sit stærke blik, at han skulle fortsætte.

”Jeg vil …begyndte han og gik i stå. De hellige ord derudefra var en dump rytme af fjerne trommer. ”Jeg vil være med og kæmpe for Herrens sag. Så Guds hævn kan ramme hedningerne. Så Guds rige kan bryde frem!”

”Det er sådan nogle som dig, vi har brug for!” sagde rabbi Kadmiel, og et fjerlet smil strøg over hans ellers ret udtryksløse læber. ”Har du tænkt over konsekvenserne?”

Sjobek nikkede.

”Du forlader din familie. Du er ikke længere søn i din fars hus. Du har ingen bror, ingen søstre. Måske ikke engang en kone. Du kan ikke vende tilbage. Ikke før Messias kommer og sætter sig i spidsen for vores hær og fører kampen til ende, og alt bliver genoprettet. Indtil da, Sjobek! Indtil da er du uden familie, uden slægt, uden hus. Du er hjemløs. Sådan er konsekvenserne. For din familie er du død, og de er døde for dig.”

…..

….. Så begyndte han sagte at tale, tøvende, forsigtigt, med en luftig og lys stemme, der kom ligesom langvejsfra:

Vinden blæser

Fra Guds bjerge;

Gennem grave

Blæser vinden.

Stemmen kalder over dybet:

Snart kommer frihedsriget.

Og vi vandrer ud af skyggen.

 Og Sjobek mærkede vinden blæse, selv om alt var stille. En lydløs stemme borede sig helt ind i sjælen og vækkede en længsel, han ikke vidste, han havde. Han ville svare, løbe det gyldne ukendte i møde, selv blive en del af det ekko, der genlød over fjerne bjerge. Vandre ud af skyggerne, bliver levende som aldrig før, blive ét med stemmens ord, som han ikke forstod, men som rørte ved en dirrende streng med dybe klange i hans sind og sang om en diset, dugperlende forårsmorgen. I et glimt så kort som en gnist fra et bål i natten så han, at der bag hævnen og kampen, bag råbet om blod og død, bag klangen af våben og styrtende mure og brølet af brændende bygninger, var en drøm om lysfyldte dage, der aldrig svandt hen. En drøm, han fortvivlet ønskede at holde fast i.

Sjobek bliver zelotkriger. Og der sker en gradvis forråelse af både ham og de andre unge mænd i bevægelse. Opildnet af den religiøse leder. Her et lille citat igen fra rabbiens mund: (side139)

”Lad hadet til de ugudelige være jeres åndedræt, lad råbet på hævn være jeres hjerteslag. Glem ikke et øjeblik jeres hellige brødre, som hedningerne har dræbt. Vi er ikke mange her, men der er hundreder rundt om i landet, og hver dag kommer der flere til, så romerne kommer til at mærke, at Herren er med os. For nu kalder Herren os til kamp, nu er krigen begyndt, og vi giver ikke op, før den sidste hedning er dræbt.”

 Et sted i bogen raserer de unge krigere en købmands hus og ender med at skære halsen over på ham, og man ser, hvordan blodrusen griber dem, og de forvandles fra mennesker til udyr. Her er ingen heroisme. Et andet sted voldtager de en ung prostitueret, der har skjult en romer, og scenen er så grotesk modbydelig, men det værste er næsten det, der sker inde i Sjobek. Han går i en slags selvsving, hvor volden bliver en motor, han ikke mere kan standse.

Da jeg for mange år siden skrev Kingobogen syntes jeg, at det var nødvendigt for mig at læse hele Bibelen. Det blev en lang og udmattende maratonlæsning. Og gang på gang tænkte jeg, at ingenting har dog forandret sig i den del af verden. Mellemøsten er og bliver et konglomerat af voldsomme modsætninger og blodsudgydelser. Det gamle Testamente er mange ting, men en af de ting, der går igen og igen, er den meningsløse vold. Som ganske vist forsøges forklaret. Men som alligevel forekommer mig lige meningsløs for det, og man kan ikke andet end gribes af gru, synes jeg, når man læser i den gamle bog.

Bogen om Sjobek og Jeriot foregår i en brydningstid, hvor nye tanker, der har kærligheden som centrum, begynder at strømme friere. Det nye Testamente handler om det nye forhold mellem Gud og mennesker, og indholdet her står i grel modsætning til alt det, Sjobek tiltrækkes og forføres af. Selv om han ikke er ukendt med kærligheden. Han er f.eks. elsket af sin familie og af sin unge kone, og der er meget smukke passager i bogen, hvor han hviler i den kærlighed. Bogen er således fuld af nuancer, og det er også en af de kvaliteter, der hæver den langt over gennemsnittet.

 

 

 

 


Lidt ajourskriveri om Hændelser og hvad der i øvrigt hændte mig på en cykeltur

Støvring 1999

Skagen 2015

Her ser du ind i mit forfatterværksted, en slags vindue til arbejdsværelset, hvor der i den seneste tid desværre ikke har været meget at komme efter, idet alle redskaber har ligget aldeles urørte hen. En brakmark uden lige. Og hvad er det for et værksted, hvor der ikke produceres den mindste splint til noget af betydning?

Men netop i dag har jeg cyklet en indsigtstur. Sådan en skal man foretage en gang imellem og helst i november, og når solen skinner. Så kan det hænde, at der i solglimtene mellem skovens sorte træer viser sig noget forunderligt. Som giver håb. Det vender jeg tilbage til.

Her et billede, som måske alligevel røber et og andet:

Men det mystiske lader vi ligge – det er alligevel uforklarligt. Og nu bliver vi ganske  jordnære igen. Som cykeldækkene, der på den lange cykeltur ikke et øjeblik forlod forbindelsen til den mudrede skovsti. Lad os holde os i dækhøjde.

Og det er en slags status over Hændelser ved Hulsig, som jeg ville gøre her ( ikke til Skattevæsnet) men til alle andre væsner og skatter. Og dem har jeg heldigvis! 

Som nogen af jer husker, så græd jeg grønne væsker af vrede og sorg, da bibliotekerne nægtede mig en lektørudtalelse, fordi man uden overhovedet at læse bogen ( måske knap nok åbne den) katalogiserede den som  ”alt for privat” til at kunne interessere et større publikum end lige de i bogen berørte personer.

Det var ubegribeligt for mig – og det var uretfærdigt. Bogen er netop ikke privat. Den handler om en hel egns historie lagt ind i en fiktiv ramme. Og hvis det skulle være privat og uden interesse, så ville det samme jo kunne siges om Knausgaards bøger og Ida Jessens og Erling Jepsens og Smærup Sørensens og mange andre, som har brugt samme model. Og andet argument havde man ikke.

Lyder jeg bitter. Ja. Og det er jeg også.

Og så alligevel ikke. For bogen fik en fin modtagelse alle andre steder end ovennævnte, og jeg kan nu melde Hændelser ved Hulsig næsten udsolgt – den fik altså læsere – det bedste en bog kan få.

 

Her et billede fra Randers Bibliotek, hvor jeg fik lov at præsentere bogen, mens den endnu lugtede at tryksværte:

 Jeg er meget taknemmelig over for de to biblioteker og i øvrigt har mange andre biblioteker også købt bogen, selv om de ingen anbefaling fik fra deres udvalg. 

Det næste billede er taget på Skagen Bibliotek:

 

Fotograf: Mette Hesselholt Henne Hansen – ligesom det øverste billede fra Skagen Bibliotek.

 

 

177 – Nogle billeder fra Hulsig

Først mange tak til Else Møller, som har sendt de billeder til mig, som kommer herunder. De er alle fra Hulsig.

Først skal vi en tur til Krøggården. Den kan man læse om i “Hændelser ved Hulsig” i det afsnit, der hedder Gården Jorden og Havet og som begynder på side 355. Vil man vide mere om gården, kan man orientere sig yderligere i det blogindlæg i kategorien Hjemstavnsroman, som har nr. 71 : Krøggården – oprindelig Hulsig.

Billedet forestiller en meget ung Carl Krøg, den sidste ejer af gården. Han var ligesom sine søskende smuk som barn og ung. Her ser vi ham til hest. Han var ikke just den fødte landmand – var glad for musik og som sine forfædre spillede han violin. Det kunne man ikke leve af. Og han kunne heller ikke leve af den gamle slægtsgård, så den måtte han på et tidspunkt afhænde.

Det næste billede er mere mystisk for mig og altså også lidt for Else, som skriver, at den unge pige er hendes faster Ingeborg, som er datter af Peter og Kristine Houkjær og at hun ikke ved, hvem drengen er. Den ældre kone mener hun er Lise Hesselholt, men det tvivler jeg på – synes ikke rigtig, det ligner hende. Måske er der nogen, der kan genkende de to og som vil skrive det til mig. Min adresse er marianne@hesselholt.com. Ja, så har jeg hørt fra et par stykker, som også mener, at det er min farmor Lise Hesselholt.


Det er i al fald Ingeborg, og i baggrunden kan man se brugsforeningen ( mener jeg ). Min farmor er Kristine Houkjærs ( = Krøgs) kusine, så det kunne jo være hende, men jeg synes som sagt ikke, det ligner.


I Hændelser fra Hulsig side 396 kan man se et billede af min fars Magnus Hesselholts købmandsbutik og på samme billede ser man anlæggelsen af vejen fra Hulsig til Skagen. Det foregik i 1930 og billederne herunder er alle fra samme anlægsarbejde. Man ser dels arbejderne og dels deres redskaber, der for det meste var skovle. Og man ser de klitter, de skovlede sig igennem:


Herunder kommer en række billeder, der alle relaterer sig til gården Klarup. Først de gamle: Peter ( søn af min oldefar Ole og oldemor Marie) og Christine Houkjær (datter af min oldemors søster Maren):

Peder og Christine som unge – vi er i begyndelsen af det 20.årh. Der er et billede fra samme dag, hvor Christine står med lille Oluf – han er født? Det finder jeg ud af.

Så er der gået nogle år. Peder har fået sin første medalje. På senere billeder bærer han to.

Christine og Peder får 6 børn: Det første barn, Marie, døde som lille. Her ses Haakon (som overtager gården), Oluf, Christian (Kesse), Ingeborg og Esther.

 

Herunder ser vi Oluf med sin hustru Sigrid. De blev gift i 1938. Som ung rejste Oluf til København, hvor han kom i lære som gartner. Senere købte de et gartneri i Vester Hassing.

Herunder ser vi Peder og Christine ( Kristine – det kan åbenbart som alle andre navne i Hulsig staves på mindst to måder) på besøg i København. Manden længst til venstre er Sigrids far.

Her ses Oluf Houkjærs eksamensbevis fra Rannerød Skole. Han har den flotte gennemsnitskarakter ug- Else skriver i en mail til mig, at det var mærkeligt, at han aldrig fik en boglig uddannelse med de evner og interesser han havde. Han var begavet, det fremgår om ikke af andet så i al fald af eks. beviset. Der var mange af den generation, der kunne være nået langt hvad evner angår. Men mulighederne var der ikke altid. Min bedstemor var også begavet og interesseret i alt muligt mellem himmel og jord. Da jeg var 13/14 år læste vi Dostojevskijs “Brødrende Karamassov” højt for hinanden. Det var da ikke triviallitteratur! Men pastor Mostrup havde citeret en passage fra bogen i sin søndagsprædiken og bedstemor sagde: Den bog må du låne på biblioteket. Den må vi have læst!”

 

 

Her har vi Peder Houkjær som gammel. Nu er han til gengæld forsynet med hele to medaljer, som han fik ved de redningsaktioner, han deltog i.

Her nogle billeder fra Else Møllers (Houkjærs) konfirmation i 1957:

Øverst Haakon Houkjær flankeret af sin nevø Ole og sin søn Peter. På det næste billede ser vi Olufs og Sigrids to piger, Kirsten ( mellem far og mor) og Else (mellem far og Christine)  På det nederste billede ses to af Christine Houkjærs søstre: fra venstre Anne Andersen (min bedstemor) og Marie. Ved siden af Marie er det Christian Houkjær (=Kesse).

 

Romanen Hændelser ved Hulsig kan købes for 220 kr. på email: marianne@hesselholt.com

Heri finder du de gamle hulsigfolks historie

Du sender mig en e-mail med din adresse og jeg sender en bog