165 – nyt om Janus og kongen

Så kom der noget nyt dumpende. Jeg har hele tiden haft dette billede i min varetægt. Fra både arkivet i Skagen og fra gode venners gavmilde lån fra deres private album. Nu fik jeg af søster Annelise tilsendt kortet med brevtekst bag på. Og derved bekræftedes jeg i den tro, at det var prins Christian og prinsesse Alexandrine, der stod med ryggen til – og jeg tænkte, at manden på bukken var min farfar. Nu ser jeg, at manden med front mod Christian er Janus, min farfar. Og manden på bukken er farfars karl. Janus modtager prinsen og prinsessen, og hans karl kører dem til Kandestederne, hvor de skal drikke kaffe og spise æblekager hos Kokholms.

Kortet er skrevet til Laurits Christensens ældste datter Mie, og det er hendes bedstemor, der skriver. Det er desværre udateret, men det må jo være på den tid, hvor Mie er flyttet til København og altså voksen. Det er vel derfor, at bedstemoren taler om kongen og dronningen – altså må det være efter 1912, hvor Christian bliver konge. Og “husbond” er Janus. Mie kom ud at tjene som barn og var meget ulykkelig i sin plads. Derfor tog Janus og Elise sig af hende – hun tjente hos dem og blev meget glad for at være der. Senere kom hun til København, hvor hun blev gift vist nok med en kunstner.

Bedstemoren skriver: “Til Lykke bette Mie med Fødselsdagen og Held og Lykke i Fremtiden. Det ønskes dig af din Bedstemoder. Kan Du kende din gamle Husbond og Kongen og Dronningen.”

164 Så fandt jeg tipoldefar Peder Houkjær

 Ved en kirkehøjskole

Den strenge herre herunder er Ole Houkjærs ( min oldefars) far, Peder Houkjær. Ole var kendt for sit koleriske sind, og jeg synes nu heller ikke min tipoldefar ser ud til at indbyde til spøg og skæmt. Han var jo også far til Mads Houkjær, som optræder i min roman i flere kapitler og desuden til Jens Houkjær, der ligesom sine brødre var krigsveteran fra 1864. Jens har jeg læst en del om – han var sognefoged i Lodskovad. Og hans barnebarn, Christian Houkjær har skrevet flere bøger om sin barndom i Skagen og navnlig om sine ferier i Lodskovad. To af dem har jeg læst med glæde mere end en gang: “Mellem to Have” og “Ved tredje Stormvarsel”. I den først omtalte bog er der et billede af  min tipoldefar, Peder Houkjær. Christian Houkjær, der var præst, er død for flere år siden, men jeg fandt hans datter Inga Houkjær, som bor i Lemvig,  og af hende fik jeg lov at bruge billedet. Det kommer her:

Jeg tror, at både han og min oldefar var meget karakterfaste, som det hed i gamle dage. De herskede over deres sogne sikkert med stor dygtighed og sikkert også strenghed. Jens var dog ikke som faren og broren – han var en mild og venlig type, eller sådan husker barnebarnet Christian ham. Billederne af ham peger i samme retning. Her kommer et, som jeg fik tilsendt fra Historisk Arkiv i Hjørring. Han er fotograferet sammen med sin kone Andrea, og det er Kirstine Lund, Jernbanegade Hjørring, der omkring 1901 har æren for billedet.

Venlighed og varme lyser ud af billedet, synes jeg

Intermezzo

Disse to er jeg ikke i familie med. Ikke så vidt jeg ved i al fald. Men jeg kender dem  alligevel en smule, for de boede i begyndelsen af 1800 tallet på den store Karredgård. Omkring midten af århundredet flyttede de til Skagen, hvor han blev fisker. De har ikke været særlig velbeslåede, men billedet her er taget i København, så en tur til hovedstaden har de altså haft råd til.

Og måske er jeg i familie med dem alligevel. Hulsigfamilierne væver sig ind i hinanden i sindrige mønstre, og i sidste ende er vi vist alle i familie med hinanden.

Det er selvfølgelig en påstand, men jeg har tænkt at kaste mig over fornøjelig slægtsforskning, når jeg til marts får afskibet min Hulsigbog, der har ligget og hugget i havnen så længe. Så skal jeg lægge mine resultater på bloggen. Selv om det jo kun kan interessere min familie. Men det er jo også hele Hulsig.

Helst vil jeg, at Hulsigbogen skal udkomme d. 13 marts, for det er min fars fødselsdag. Hans 114 års dag.

Men det er jeg jo ikke helt alene om at bestemme.

Han nåede at leve

 

 

Vi går omkring til daglig og tænker på alt det, vi skal nå i livet uden at reflektere over, at det hører op,  livet. Selv om vi ved, at det hører op. Og selv om vi aldrig synes, at vi når nok. At vi overhovedet KAN nå nok.

I nat kom Boris Vians digt om flygtningen til mig. Kun en sætning, for resten havde jeg glemt – jeg stod op og googlede digtet – da jeg læste det igen, huskede jeg helt klart hvert ord. Og jeg vil gerne dele digtet med jer.

Il avait eu le temps de vivre = han nåede at leve.

Jeg skriver digtet i min oversættelse. Og derunder den franske version, så nogen af jer kan glædes over, hvor smukt Vian skriver:

FLYGTNINGEN

Han styrtede nedad mod dalen

Under ham rullede stenene

Over ham sang sirenen

glædesløst

Han indåndede træernes dufte

En blæsebælg i hans bryst

Lyset fulgte ham

Og satte hans skygge i dans

Bare de giver mig tid

Hans sprang gennem det høje græs

Han plukkede to gule blade

Spændte af saft og sol

De stålblå kanoner spyttede

korte flammer af ild

Bare de giver mig tid

Så var han ved vandet

Han vædede sit ansigt

Og lo af glæde han drak

Han rejste sig for at springe

Bare de giver mig tid

En glohed kobberhveps

Mejede ham ned

På den anden bred

Blod og vand flød sammen

Han fik tid til at se

Tid til at drikke af floden

Tid til at kysse to blade

Spændte af saft og sol

Tid til at nå den anden bred

Tid til at le ad dræberne

Tid til at løbe mod kvinden

Han fik tid til at leve

—————–

Ja, og det får de fleste af os jo: TID TIL AT LEVE

Og Vians ord:

L’Evadé

Il a dévalé la colline

Ses pas faisaient rouler les pierres
Là-haut entre les quatre murs
La sirène chantait sans joie

Il respirait l’odeur des arbres
Avec son corps comme une forge
La lumière l’accompagnait
Et lui faisait danser son ombre

Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il sautait à travers les herbes
Il a cueilli deux feuilles jaunes
Gorgées de sève et de soleil

Les canons d’acier bleu crachaient
De courtes flammes de feu sec
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il est arrivé près de l’eau

Il y a plongé son visage
Il riait de joie il a bu
Pourvu qu’ils me laissent le temps
Il s’est relevé pour sauter

Pourvu qu’ils me laissent le temps
Une abeille de cuivre chaud
L’a foudroyé sur l’autre rive
Le sang et l’eau se sont mêlés

Il avait eu le temps de voir
Le temps de boire à ce ruisseau
Le temps de porter à sa bouche
Deux feuilles gorgées de soleil

Le temps d’atteindre l’autre rive
Le temps de rire aux assassins
Le temps de courir vers la femme

Il avait eu le temps de vivre.

Boris Vian, Chansons et Poèmes

Det her lille digt er nærmest en bøn. Men den har ligget på mit skrivebord i nogen tid, nu er den lagret i mit hoved. Men I får den lige her. Ophavsmanden er  Carsten Johansen – og ordene behøver heldigvis ingen oversættelse.

Her mellem modenhed og død/ velsign os med den sidste glød/ af jordens lyse sommer/ og bryd så sindets frøskal ned/ så alt i os er kærlighed/ den nat da kulden kommer.

 

 

 

 

 

 

 

 

163 – Janus igen igen …

Undertiden synes jeg, at Janus er den vigtigste person i “Hændelser ved Hulsig” – ikke fordi han fylder så mange sider i den store bog, men han fylder meget i min bevidsthed, og jeg ville nødig give et forkert billede af ham. Det ved jeg jo nok, at jeg slet ikke kan undgå: man kan nu engang ikke fiske forfædrene op af mølposen og tro, at man kan friske dem op, så de ligner det, de engang var. Man må nøjes med at samle smulerne af den viden, man kan opspore og tilsætte en nødvendig mængde fantasi. Gør man sig umage i den proces, så skulle resultatet gerne falde nogenlunde heldigt ud. Jeg har gjort mig umage. Men hver gang, jeg finder et nyt spor, tænker jeg, nå da … det vidste jeg ikke om ham.

F.eks. vidste jeg ikke, at Janus var så  ”from”  - en dyd, jeg ikke har arvet efter ham, og det forekommer mig, at mine nærmeste heller ikke har/havde hang til fromhed. Min far var afgjort en livsnyder – nyder, ikke snyder! – og mine søskende og sågar mine børn, synes at ligne ham på det punkt. Ren hedonisme, tænker jeg undertiden, og kan godt blive en smule forarget – for selv kender jeg glæden ved askesen. Men så alligevel: jeg holder nu også af livet det i al dets sanselighed.

Janus’ fromhed, for nu at vende tilbage til hovedpersonen, kan man læse af hans ungdomsgriflerier. Han skrev flittigt og noget af det er bevaret. Meget af det forekommer i al fald mig småkedeligt. F.eks. er han i 1885 ansat som karl på en propietærgård “Stadegaard” nær Brøndelsev, og mens han er der, skriver han en slags “logbog” hvor han minutiøst  redegør for hver dags store og små hændelser og gøremål. At dømme efter dagbogen er hver dag et langt arbejdsforløb og bortset fra enkelte afstikkere til kirken sammen med “Jomfruen”, vel sagtens husets datter, oplever han ingenting, der er værd at skrive om, og skønt han nu er 23 år hører man ikke om andre piger end Jomfruen. Og hvis han havde været bare lidt forelsket i hende, så kunne det vel spores i dagbogen. Måske har han allerede i nogen tid sværmet for Elise fra nabogården ( min farmor) ? I romanen ser det sådan ud, men det kan jo være opdigtet?

Jeg vil i det følgende afskrive en del af dagbogen fra foråret 1885 på Stadegaard.

Skildring af Ophold på Stadegaard og ved Ophold paa Kijær i nævnte Tid:

Den 1. Maj forlod jeg mit Hjem i Skagen Landsogn om Morgenen Kl. 6 og Kl. 10 og 55 Minutter forlod jeg Frederikshavn med Toget og kom i Kupe med en Nordmand, som jeg hele Tiden var sammen med til Brønderslev, som jeg naaede Kl. 1. Jeg forlod Stationen og begav mig til Stadegaard, hvor jeg skulde have Tjeneste efter først forskellige Gange paa Vejen at have spurgt mig for, naaede jeg Stadegaard kl.2,30 og meldte mig til Tjeneste hos Hr. Proprietær Olsen. Jeg nød en Forfriskning og talte derefter omtrent en Timestid med Proprietæren og begav mig derefter tilbage til Brønderslev for at hente mit Tøj, og vi kørte til Stadegaard, som vi naaede ved Solnedgangstid. Ankommen til Stadegaard fik jeg mit Kammer anvist, hvor jeg satte min Kuffert og lidt mere Tøj. Kammeret var stort, ca. 50 kvadrat Alen og Møbleret med 1 mindre Bord, 1 Sevantebord med Vaskefad og Vandkande og en Seng. Dets øvrige Udsmykning var ikke stor.

3. Maj – I morges blev en Stud syg af Trommesyge, den fik strax en Halmvisk i Munden og blev trukket ganske forsigtigt, den fik flere Gange et Par Flasker Medicin ad Gangen, den fik Øl kogt paa fede Fyrrespaaner, Kalkvand og en Gang et helt Æg slaaet ned i Halsen. I Eftermiddag blev 2 Køer syge, alle Kreaturerne kom sig efter et Par Dages Forløb undtagen den ene Ko, som var syg af Forslugenhed, den vedblev at være tyk i  Bagbenene,, navnlig i Haserne, som blev gnedet i Kamfer Spiritus.

De første 5 Dage have vi arbejdet ved Bøgen med en Mark, hvori der er saaet Havre, som vi blev færdige med i Fredags. Vi have hver Morgen begyndt Arbejdet i Marken Kl. 5 Morgen og fortsat til Kl. 11,30 , begyndt igen Kl. 1,30 og fortsat til Kl.8 Aften med Undtagelse af en halv Times Ophold Formiddag og Eftermiddag til Mellemmad. Arbejdet har gaaet rask hele Tiden.

 Janus forsætter som sagt med at skrive om dagens arbejde. Et par gange deltager han i et biavlermøde hos lærer Jensen i Baskjær Skole. Her får Janus skrevet side op og side ned om biernes liv, og biavlerhåndværket gennemgås omhyggeligt.

En enkelt gang er han til koncert ( vel i Brønderslev) og ser i den forbindelse “Dands” – måske er han til ballet? Hvad han fik ud af det, hører man ikke noget om.

Som Mette skriver i sin kommentar til ovenstående, så er det helt sikkert ikke i dagbogsnotater, at man finder sandheden om et menneske – kun den del af den, som skriveren ønsker, at læseren skal kende: og den er ofte pyntet som et italiensk juletræ.

Alligevel vil jeg slutte dette indlæg om min gode farfar med at afskrive indledningen til hans dagbog fra militærtiden. Det er i 1882, og den unge karl er nu nået til sit treogtyvende år. Jeg gengiver ordret indledningen til dette afsnit af hans liv, der begynder med rejsen. Beskrivelsen af rekruttiden ligner beskrivelsen af tjenestetiden på Stadegaard: én lang minutiøs skildring af hver dags trivielle gøremål. Spændende har det ikke været. Janus skriver et sted, at han keder sig. Det forstår man.

Men i beskrivelsen af rejsen til København er kedsomheden langt borte. Det er virkelig nyt og spændende. Endnu.

Tirsdagen d. 23. August 1882 om Morgenen forlod jeg Skagen Landsogn for at begive mig til Kjøbenhavn for der efter Ordre at aftjene min Værnepligt ved Den danske Marine. Ved Aalbæk Kro kom en Kammerat til mig for at gjøre mig Følgeskab til Kjøbenhavn, da han ligesom jeg var indkaldt til Marinen. Kjørslen til Frederikshavn gik godt, og Kl.9 naaede vi Byen, min Broder og vores Tjenestekarl fulgte os ud paa Jernbanestationen, hvor vi tog Afsked med dem, og Kl. 11 forlod Toget Frederikshavn, og nu gik det i rivende Fart vest paa. Jeg tændte mig en Cigar og rygende og i Samtale med de andre Passagerer gik Tiden rask hen. Kl. 2 og nogle Minutter kom Toget til Aalborg. I Følge med en Skagbo og min Kammerat begav jeg mig ned til Dampskibet., som først forlod Aalborg Kl.6 om Eftermiddagen. Imidlertid holdt vi os i Arbejde med at strejfe om i Aalborg; jeg besøgte Kasernen og andre Steder og talte med min Landsmand og Bekjendte L. Peter Jørgensen, som var Soldat.

Endelig blev Kl. 6. Dampskibet skjød fra Broen. Kajen var besat af Mennesker, som tilvinkede os deres Farvel og Levvel. Sejladsen paa Limfjorden var dejlig. Vejret var smukt og Dampskibet gled rask ned ad Limfjordens rolige og spejlblanke Vande der paa begge Sider vare bedækkede med Skove, Græsmarker og store Gaarde med smukke Bygninger, som i Solens Glands malerisk tegnede sig for Blikket. Ved Hals gjorde Dampskibet holdt udenfor Broen og et Par Baade kom ud med nogle Passagerer og noget Gods og tog noget med i Land igjen, hvorefter Dampsskibet fortsatte Rejsen videre ud ad Limfjordens Munding og efter en halv Times Forløb Kl. omtrent 8 forsvandt det sidste Glimt af det gamle Jylland for vore Blikke. Solen var allerede gaaet ned, Vinden var stille og Havet saa stille og roligt som en Indsø. Jeg stod paa Agterdækket og saa ud mod mit gamle Fødeland, som jeg nu for første Gang stod i Begreb med at forlade, uvilkaarlig kommer man til at tænke paa sit gamle Fødeland, sit Hjem og sine Slægtninge, hvilke jeg alt skulde forlade for en længere Tid, og jeg kom til at tænke paa hvorledes de vilde se ud naar jeg kom igjen, men jeg kunde tænke saa langt hen, at mine Tanker svimlede, men skue ind i Fremtiden til nogen Fuldkommenhed stod dog ikke i min Magt, og jeg kunde derfor ikke udrette andet end anbefale det hele i den almægtiges Haand, hvilket ogsaa kan være nok, thi ene han formaar at udrette noget. 

Vi gled imidlertid rask fremad og snart var ethvert Glimt af Landet forsvundet for vore Øjne, man saa kun Himmel og Hav. Bag os saa man saa langt Øjet kunne naa Skummet af Damphjulenes Pladsken, der viste sig ligesom en hvid alfar Vej i det stille blaa Hav og ganske sikkert var denne Vej ogsaa bleven befaret Hundrede og altter Hundrede Gange af de stolte Skibe. Nu faldt Mørket paa, og jeg redte mig et Leje paa Sække, Kufferter og andet hvoraf der laa fuldt op dernede, jeg faldt imidlertid i Søvn og sov til Kl. 11 om Natten, og jeg var, da jeg vaagnede, saa øm i Kroppen af mit ubehagelige knoglede Leje, at jeg maatte op og gaa mig en Tur paa Dækket for at faa Lemmerne rettede igjen, her blev jeg ogsaa snart kjed af at være, da det baade regnede og blæste; jeg gik da ind igjen og ryddede noget Bagage til Side og lagde mig ned paa det bare Dæk og tog en Vadsæk under mit Hoved og saaledes blev jeg liggende til Kl. var 3 en halv om Morgenen; Da jeg kom op paa Dækket igjen begyndte det at gry ad Dag og i Sydøst kunde man se Kronborgs Fyr; det gik rask fremad og efter en halv Times Tid vare vi ved Helsingør. Dampskibet gjorde holdt og en Baad fra Land bragte nogle Passagerer og noget Gods i Land, derefter fortsattes Rejsen videre gjennem Øresund, som var opfyldt af Skibe. Jeg opholdt mig hele Tiden fra vi kom til Kronborg Slot til vi kom til Kjøbenhavn paa Dækket og betragtede nysgjerrigt den for mig fremmede Kyst. Ved Indsejlingen i Øresund saa man til højre Kronborg Slot, som mægtig og ligesom stolt af sine gamle Minder hævede sig op mod Kysten, lidt længere mod Syd saa man Helsingør og paa Vestsiden deraf saas ikke mindre end 5 Vejrmøller ikke langt fra hinanden. Langs Vestkysten af Øresund kunde man fra Dampskibet se den smukke Østkyst af Sjælland, der var bevokset med Skov og anden Plantevækst, hvoriblandt laa store grundmurede Bygninger, Fabrikker, Villaer og andre, der alt vidnede om denne Egns store Frugtbarhed og Beboernes Velstand. Kl. 6 en halv vare vi paa Kjøbenhavns Rhed, der bedækkedes af stolte Sejlere hvoraf største Delen laa til Ankers. Kjøbenhavn hævede sig foran os med sine mægtige Tårne og mange stolte Bygninger og glad over, at jeg nu snart skulde se Danmarks Hovedstad og største og smukkeste By med al dens Rigdom, Pragt og Herlighed, faldt den Tanke mig ind at jeg maaske her skulde træffe Farer og Fristelser større end jeg hidtil havde fundet i Livets forskjellige Veje, jeg tog derfor den faste Beslutning, at jeg i Herrens Navn vilde følge min egen Overbevisning og ikke lade mig vende eller dreje af noget. 

Vi vare nu komne til Kjøbenhavn, Dampskibet blev fortøjet Landgangsbroen lagt ud og Politiet stillede sig op i to Rækker en paa hver Side af Broen for at beskytte de Rejsende mod de paatrængende Kjøbenhavnere. Jeg tog mit Tøj paa Ryggen og gik i Land; aldrig saa snart var jeg kommen uden for Politiets Rækker før Logisværterne mødte med deres Addressekort i Haanden som de søgte at paatvinge enhver som de mente skulde have Logis i Byen; Bybudene og Vognmændene tilbød at befordre vort Tøj og ledsage os til vort Logis; jeg afslog imidlertid enhver Tjeneste og begav mig i Følge med nogle flere Kammerater, ledsaget af en Skagbo op i Nyhavn Nr. 10 paa Beværtningen Jylland “A C Nielsen” hvor jeg var bestemt paa at vilde have Logis og hvor jeg ogsaa blev meget venligt modtaget. Onsdag og Torsdag spadserede jeg i Kjøbenhavn og gjorde mig lidt bekjendt med de ved Nyhavn nærmeste Gader, besøgte om Torsdagen Thorvaldsens Museum, hvor Thorvaldsens mange smukke Mesterværker, tilligemed en Del Malerier, Medaljer og grædske Oldsager ere opbevarede. Ved Indgangen kjøbte jeg et Katalog hvori der fandtes Navn til hvert Billedstøtte, Maleri og andet paa Museet efter tilsvarende No.

Fredag den 26. August begav vi os efter Ordre ombord paa Logisskibet efter først i vort Logis at have drukket et Glas Punch. Vor Vært fulgte os ud til Toldboden, hvorfra vi med Baade bemandede med Marinesoldater, som i dette Øjemed vare til Stede, blev færgede over til Broen, hvorude vi spadserede videre ombord paa Logisskibet.

Jeg har intet ændret ved min farfars retskrivning – han sætter kommaer omtrent efter det moderne pausekomma-system, men han har ikke arvet sin slægts ordblindhed.

Efter disse optegnelser fra rejsen går han over til at skrive om rekruttiden.