155 – kapitel 19

 

Her kommer i ganske frisk form og aldeles uredigeret et nyt kapitel. Det kan ændre sig meget inden udgivelsen af bogen. Tag det med et gran salt. Vi er nået til første verdenskrig, som altså ikke går ganske hen over hovedet på Hulsigboerne. Ganske vist holder Danmark sig neutral i krigen, men man vil på en gang gerne holde sig gode venner med de allierede  og med naboerne ( Kejsertyskland,) og da Tyskland beordrer danskerne at lægge miner ud i danske farvande, så adlyder de. Til skade for englænderne naturligvis og til forplumring af det hele krigsscenarium. Her kommer kapitlet:

Kapitel 19

Rannerød og Hulsig 1916

Krig og fred

 

”Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle den tids regnebøger ud. Hvad han lavede til 14 års alderen, ved jeg intet om. Han var landbrugselev ( vist Ladelund) og senere på højskole. De almindelige skolefag var han for længst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op på gården. Han talte ret flydende med dem, og vi blev inviteret til at besøge dem ombord på krydseren Lion.”

Lars Hesselholt: Hulsigminder

 

”Er det sandt?”

Det var blæst op, og vinden fejede kulde gennem byen og holdt folk hjemme fra marker og hav. I brugsen havde der efterhånden samlet sig en hel lille flok, og som formiddagen skred frem, voksede den, til der næsten var trængsel i den lille butik.

Det forlød, at der lå fjendtlige krigsskibe ankret op ude i bugten, og at en hel flok officerer var gået i land. Var det mon tyskere? Og det rygte svirrede også, at de var marcheret til Hulsig. Men ingen havde set dem. Kun August Trane, som var ved stranden for at kigge til sin båd. Han så dem, da de roede mod land, hvor de trak jollen op på stranden. Bagefter tog de vejen mod Hulsig. Hvad mon de havde i sinde? Næppe noget godt. Var krigen kommet til Hulsig? Det gøs i folk.

”Ja, vel er det sandt. Så sandt som at jeg står bag min disk.” Og uddeleren stod jo rigtignok bag sin disk. Og sikkert var det, at han vidste alting før alle andre, måske med undtagelse af høker Westergaard, for hans Juliane var en avis, der flagrede om mellem gårdene og samlede ind og gav ud, når der var gode eller onde tidender, hun skelnede ikke så skarpt. Bare der var kød på historien. Hun var så ulig uddelerens kone, Magdalene, der aldrig lukkede op for sin viden om folk, var den end nok så stikkende. Uddelerkonen var i det hele taget noget indesluttet, syntes folk, og hun viste sig ikke gerne udenfor butikken. Der var dem, der mente, at hun var storagtig, fordi hun kom fra en større gård end nogen af dem i Hulsig.

I det samme kom Karredfolkene ind, og de boede jo så havnært, at de måtte have set et og andet. Havde de det? spurgtes det, mens alle blikke rettedes mod Anders Christian Thomsen og sønnen Carl Henning.

Jo, kanske nok. De stod og nød rampelyset uden at sige mere. Men kunne de få en dram til at skylle halsen, sagde Carl Henning, så skulle de berette, hvad de vidste. Og det var ikke småting. Men så skulle den også være stor.

”En dram? Men se, vi har jo ikke hjemmel til at skænke ud i butikken.”

”Nå, men så går vi til høkeren,” sagde Anders Christian og greb fat i sønnens arm.

”Nej, tøv lidt. En dram, siger I. Jo, det kan vel ikke skade for en gangs skyld.” Anders Andersen bøjede sig og trak en flaske frem. Han stod lidt og fingererede ved den og så forlegen ud, mens han skottede til døren bag sig, men den forblev lukket, og pludselig trak han med en rask bevægelse proppen af og rakte flasken til Anders Christian.

”Ja, glas har jeg ingen af. Det er jo ikke nogen beværtning.”

”Vi klarer os,” sagde bonden og drak en slurk, så rakte han flasken til sønnen, der forsynede sig og sendte den videre. Lidt efter havde den været raden rundt, hvorefter den endte sin vandring hos uddeleren, der hastigt lod den forsvinde under disken.

”De er på vej til krigen, og de er spækkede med kanoner, og der står Lion på et af skibene, og det betyder løve på engelsk, så det er altså ikke den tyske Kejsers skibe.”

Der var stille en tid, mens hver enkelt tyggede på nyheden, så sagde Martin Kristensen fra Klarup, at han havde læst i Vendsyssels Tidende, at tyskerne havde tvunget danskerne til at lægge miner ud for at forhindre de engelskes indtrængen i danske farvande.

Det var da vel løgn?

”Jeg siger jo, det har stået i avisen!!”

Jo, sandt nok. Men var de engelske så fjender eller venner?

”Ingen af delene. Vi er neutrale,” sagde uddeleren.

”Er du sikker på det?”

”Ja.”

”Så er der vel ingen fare?”

”Nej, med mindre …”

”Med mindre …”

Men nu tav Anders Andersen. For hvad vidste man? At der var dyrtid og varemangel, det var det eneste, der var helt sikkert.

Han sagde henvendt til Karredfolkene:

”Gik I virkelig på havet i det vejr?”

”Vi er ikke kællinger ude hos os i Karred, vel Carl Henning?” smilede den gamle og daskede sin søn på skulderen. Han lo, som om der aldrig havde været nogen krig, og latteren smittede. Pludselig havde alle noget at more sig over, og lystigheden voksede til et sådant spektakel, at døren gik op og Magdalene trådte over tærsklen.

”Forretningen går nok stygende i dag,” sagde hun, men lød ikke just munter.

”Ja, lille mor, her handles.”

”Og spildes.”

Folk begyndte lidt forlegne at rode i lommerne, som ville de sikre sig, at der var mønter. Magdelene henvendte sig høfligt til den nærmeste.

”Hvad skulle det være?”

Christian Peter Larsen fra Krøggården halede en mønt frem og klaskede den ned i disken med et lille smæld.

”Et fjerdingspund rosiner, men så skal jeg også have et smil med i købet.”

Magdalene så på ham. Gravalvorlig, men hvis hun havde besluttet at holde smilet i ave, så mislykkedes det. Christian Peters kønne ansigt med et så glad smil på læben kunne selv ikke hun modstå. En antydning af mildhed gled over hendes ansigt.

I det samme gik yderdøren op og den kolde vind fra pladsen udenfor fejede ind i lokalet sammen med en ung mand, der lidt forpustet masede sig frem til disken.

Der blev helt stille i butikken, da de så, hvem det var. Karl fra Hesselholt. Men det var jo som at trække selve sensationen indendørs. Han stod lidt og virrede med hovedet, som om han kunne finde på at stange, og man trak sig en anelse væk fra ham. Fyren var tovlig i hovedet, det vidste enhver, men landsbytosser skulle der også være plads til. Nu gjorde de plads.

Karl så sig forbavset om, så vendte han sig mod uddeleren og sagde, at hans far havde sendt ham, fordi de havde fået gæster på Hesselholt og var løbet tør for cigarer.

”Cigarer, nej virkelig? Men ved din far ikke, at der er krig og rationering. Cigarer har vi ingen af.”

”Jamen, så undskyld. Far mente, at uddeleren havde lagt lidt til side fra før krigen.”

”Nå, mente han det. Men hør, Karl, disse soldater, er de virkelig engelske?”

”Ja.”

”Men så kan I jo ikke tale med dem,” sagde uddeleren.

”Jo.”

”Hvordan? med fingersprog?”

”Nej, med ord.”

”Ord?”

”Ja. Min far taler engelsk.”

Det var en nyhed, og der blev en mumlen rundt om.

”Det er sgu’ da rigtigt,” sagde August, ”han har selv lært sig det.”

Tosserier, mente folk. Men dem fra Hesselholt, de var nu jævnt hen noget sære. Dygtige, men sære.

”Ja, for vi ville nemlig til Amerika engang,” sagde August og så pludselig trist ud.

Da den unge karl var gået igen, vedblev der en tid at være stille i butikken. Enhver tænkte sit. Også Anders Andersen. Han var en af de få tilflyttere i sognet, men vidste jo som enhver anden, at den sølle dreng var rent forrykt og slet ikke kunne styre sig, når galskaben tog ham. Stakkels knægt. Og så meget han måtte have at bære på af skyld og skam. Der gik det rygte, at det var ham, der havde fabrikeret den knaldhætte, der skød øjet ud på hans bror Lars, så han måtte opgive sine planer om at blive dyrlæge. Han var jo så blevet lærer i stedet, det kunne selv en enøjet blive, ja, det var vel i grunden en fordel at være en smule enøjet, når man daglig skulle drages med barnerumper. Sørgeligt var det nu alligevel. Godt, at de selv havde fået et sundt barn. Men havde de nu også det? Lille Vera var så alvorlig altid og så gammelklog, og hun kunne sidde i timevis alene med sin dukke. Det var da ikke normalt. Eller var det? Men hvor skulle hun også få munterheden fra? Magdalene var ikke just en humørbombe, og selv plagedes han ofte af tungsind. Men det var godt, at barnet snart skulle begynde skolen, så fik hun vel andre venner end dukkerne.

*

 Hun skulle gå helt alene i dag. Den første gang gik mor med. Det var i går. Nu var det anden gang, og hun var en stor pige, og Rannerød var jo ikke pokker i vold, havde far sagt, og hun kunne sagtens gå det lille stykke alene, bare hun passede på hestevognene og de løse hunde.

Godt, at hun ikke skulle gå til Pokker i Vold, som hun ikke engang vidste, hvem var eller hvor boede, men som lød til at være rigtig fæl. Lærer Vilhelmsen kendte hun fra i går. Og han var ikke fæl. Han havde læst historier for dem og lært dem at se lige ud og ranke ryggen. Og i aftes, da de sad omkring det lille bord i køkkenet, havde far pludselig set så sært på hende og sagt: ”Hvordan er det dog, du sidder, barn?” og hun var lige ved at falde tilbage igen, men så sagde mor: ”Det har de lært i skolen, Anders.”

”Ja, du er en dygtig pige,” havde far så sagt, og mor havde nikket og været enig med ham. Godt, de havde hende, så havde de da noget at være enige om.

Hun hoppede, fordi det var for kedeligt at gå helt almindeligt, og måske kunne hun hoppe hele vejen til skolen, hvis hun gjorde sig umage, men hun nåede ikke ret langt, før en eller anden busede ind i hende bagfra, selv om hun havde sin fineste kjole på og var lige ved at falde. Hun blev ked af det og bange og begyndte at løbe, men fyren løb efter hende, det kunne hun høre, og nu overhalede han hende og standsede op lige foran hende og det så brat, at hun busede ind i ham. Han var vel nok fæl, han hed sikkert Pokker og boede i Vold, og hun var lige ved at græde, men så kom hun til at se rigtigt på ham, og det var jo bare mejeristens Hans Holger, som slet ikke var spor slem, og nu sagde han, at han bare havde villet følges med hende.

”Så behøvede du jo ikke at skubbe til mig,” sagde hun.

”Nej, men du gik så sjovt.”

”Jeg gik ikke. Jeg hoppede. Var det sjovt?”

”Ja.”

”Vi kan hoppe sammen.”

”Jeg vil hellere holde dig i hånden,” sagde han og så ned, som om han alligevel ikke mente det.

”Det må du godt. Hvis du slipper igen.”

Han nikkede og tog hendes hånd. Først gik de så langsomt, de kunne, men det sidste stykke løb de, og han slap hende, inden de nåede skolegården.

Uden for skolen havde der allerede samlet sig mange børn, og det var godt, hun ikke var hoppet hele vejen herhen, så ville hun nok kun være nået halvvejs. Hans Holger så ikke til hendes side, han sluttede sig til de andre drenge og begyndte at løbe om sammen med dem.

Så stod hun helt alene. Og nu savnede hun mor. Mon ikke, hun skulle løbe hjem? Så fik hun øje på en anden pige, der også stod alene, og som nu kom hen og stillede sig ved siden af hende og kiggede på de andre børn, ligesom Vera gjorde. Sådan stod de længe, som var de tilskuere til det årlige dilettantstykke og helt ligeglade med hinanden.

”Du er uddelerens Vera,” sagde pigen pludselig.

”Det ved jeg da godt,” sagde Vera.

”Men du ved ikke, hvem jeg er,” sagde pigen.

”Så kan du jo bare sige det,” sagde Vera.

”Jeg hedder Sigrid og bor i det der hus.” Hun pegede på et lille, hvidkalket hus uden lade og stald.

”Hvorfor har I ingen lade? Det har alle andre undtagen lige læreren og høkeren og far.”

”Det er løgn. Der er også Emanuel skrædder og tømrer Madsen og banevogteren og klokkeren og min far. De har heller ingen lader.”

”Så er de fattige, for det kommer nemlig an på hartkorn, det siger min far selv, ja hartkorn nemlig,” sagde Vera.

”Far har ikke brug for korn. Han bruger orm. Han er fisker. Nemlig.”

”Nå.”

”Men derfor kan vi godt lege,” sagde Sigrid. ”Vi kan gå over til mig, når vi får fri.”

”Så skal jeg hjem,” sagde Vera.

”Må jeg gå med?”

 *

”Du må ud og fodre dine små høns, de kagler slemt derude i skolegården.”

”Du kan selv være en høne, lille Emma. En hønemor er du i al fald.”

Jens Peter betragtede det fine, lille genrebillede, der foldede sig ud for hans øjne. Emma, der sad i sofaen og ammede lille Hjørdis, mens Ragnhild og Karen, der fra hver sin side trykkede sig ind til hende. Han følte sig med et så rig, trods alle de armodsbekymringer, der daglig lå og gnavede som en lænke om hans hals. Lærerlønnen strakte sandelig ikke langt til en familie med et sådant vokseværk som hans.

”Kom lille Bjørn, så går vi to mandfolk i skole, så kan mor og pigerne have det så godt.”

”Jeg vil også have det så godt,” surmulede den lille purk.

”Du er en filur er du, min lille gut, men kom nu pænt og artigt med far.”

I dag skulle han have Lilleklassen og med alle de små nye hoveder kunne det blive morsomt.

”Tror du ikke, Bjørn, at det bliver morsomt,” sagde han og trykkede drengens hånd.

”Jeg vil hellere blive hjemme ved mor,” sagde drengen, og Jens Peter forklarede ham tålmodigt, at man måtte ud i verden for at blive en stor og stærk og tapper karl.

”Ja,” mumlede drengen og sparkede lidt til gruset, som Jens Peter så omhyggeligt havde lagt i havegangen. Han så ud over urtehaven. Sikke et rod! Når han i morgen skulle have de store børn i skole, tænkte han, så måtte han have dem i gang med lugning og rivning. Urtehaven trængte slemt. Og de havde jo kun godt af fysisk arbejde, prøvede han at overbevise sig selv om, med det lykkedes kun halvvejs, for han vidste jo udmærket, at børnene stort set ikke havde andet derhjemme end fysisk arbejde i en målestok, der langt overgik det rimelige. Flere af knægtene var allerede krumbøjede af slid, tænkte han. Men det var jo mere Emma end ungerne, det drejede sig om, hun kunne ikke overkomme så meget med alle de småfolk, hun havde at se til. Og dem var han jo delvis skyld i, så det var vel rimeligt nok, at han sørgede for hjælp til det tunge arbejde. Og både små og store elskede jo Emma og ville gå gennem ild og vand for hende, en smule lugearbejde kunne de sagtens klare og hun stod jo altid parat med et kernesundt traktement, når de havde knoklet nogle timer i haven.

Jens Peter fløjtede. Han var ikke utilfreds med sit kald i Rannerød. Og at det var et kald tvivlede han ikke på, og han ville forvalte det samvittighedsfuldt. Kendte sin opgave: at forvandle børnene til raske og stærke unge, sunde på krop og sjæl og med klare tanker. Det var hans mål, hans ideal. Og idealer måtte man værne om og give videre til børnene, så en ny og stærkere slægt kunne vokse op. Der skulle være grøde, ikke blot på markerne, men i folket.

Men nu måtte han se at få børnene ind. De havde ventet alt for længe. Han begyndte at genne dem til dørs, som var de virkelig en kyllingeflok, han skulle jage ind for natten og alle dens lurende farer.

Sundhed, tænkte han, da han lidt efter var kommet til rette på sin stol, og de små poder var færdige med de øvelser, han altid begyndte skoledagen med. ”Ret ryggen! Bøj og stræk! Bøj og stræk!”

Nu skulle børnene hvile en stund, og de måtte gerne snakke, han lyttede til de små pip og den glade kvidren og glædede sig over deres frimodighed. Om lidt ville han tale til dem, for små øren lyttede bedre end store, den erfaringen var han vist ikke ene om at gøre.

Han kom pludselig i tanker om et af digtene af Johannes V. Jensen, som han i aftes havde læst højt for Emma. Hun havde  ikke forstået det, og pludselig slog det ham, at Jensens digte vel i grunden slet ikke egnede sig for kvinder og børn. Disse stærke ord, der gnistrede af ubændig manddomskraft og af vilje til handling.

Han rejste sig og kiggede ned i de små barneansigter, så sagde han højt: ”Jeg vil bekræfte de raske i retten til riget.

Børnene glanede forskrækket, som havde han skændt på dem, og han skyndte sig at fiske sit mest fredelige smil frem og sende det rundt.

”Ja, kære børn, sådanne ord forstår I ikke, men en dag vil I forstå.”

Og han tænkte, at det var hans kald at sørge for, at disse klarøjede og kloge bønderbørn kunne vokse op og blive sunde og stærke. Så de kunne erobre retten til riget.

154 – Kapitel 18

Kapitel 18

Rannerød 1911

 

Vi begyndte dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne. Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre.”

Lars Hesselholt: Hulsig-minder

Mest prominent blandt dem alle var dog daværende kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine. Når kongetoget nærmede sig Hulsig, var det skik, at alle var på perronen for at vinke til dem og byde dem velkommen til det nordligste Danmark … Far kendte de, da han hver sommer kørte dem til Kokholms Hotel i Kandestederne, hvor kronprinseparret drak kaffe og spise æbleskiver … Men nu var der et år sket det, at vi havde fået en ny lærer i Hulsig, der vistnok var lidt af en socialist. I hvert fald havde han forbudt vi børn at vinke til de kongelige. Og respekt for læreren havde vi selvfølgelig.”

 

Magnus Hesselholt: En sæk kartofler og en kasse isinger var starten. Interview i Vendsyssel Tidende 13 marts 1981

 

Lærer Dueholm klappede i hænderne, klask klask klask lød det, akkurat som når det haglede med ørefigner, tænkte Magnus og tog sig til kinden, så pilede han sammen med de andre børn ind mod skolegårdens midte, hvor han fandt sin plads i den lange række af smukt opmarcherede børn. De stod efter størrelse, ikke alder, og Magnus fik som altid en fornemmelse af, at han krympede ligesom de uldtrøjer, Petrea lagde i alt for varmt vand. Lidt efter stod alle børnene på en lang lige række, og bag Magnus grinede mindst tre, der både var yngre og højere end han. En skam, at han hverken kunne læse eller vokse sig ordentlig stor. Han var ikke engang stærk. Han snød næsen, spyttede og prøvede at være ligeglad.

Dueholm gik hen til det forreste barn, mejeristens lille Karl Åge, der stod og trippede, som om han skulle tisse. Han var nok bare bange, det sølle skvat.

Læreren tog hans hånd i sin og kiggede ned på ham med rolige øjne. Ikke være bange, lille ven, sagde øjnene, og drengen faldt til ro. Det gjorde Magnus også.

Så trak Dueholm Karl Åge med sig ned langs rækken af drenge og piger, som han mønstrede med et alvorsblik, som ville han om lidt slippe dem løs på en blodig slagmark. Og Karl Åge gik da også med stive skridt som en rigtig soldat.

”Ret ryggen! Se mod himlen! Lad jeres blikke blive stål!” kommanderede læreren.

Børnene rettede sig lydigt op og stod stive og gloede op mod den sommerblå himmel. Som om man fik ståløjne af det, tænkte Magnus. Enkelte så endda lige op mod solen, og det blev man blind af, det sagde Bedste selv. Magnus gjorde sig alligevel umage og var lige ved at dratte bagover. Dueholm tjattede til ham.

Så marcherede de ind.

Inde i klasseværelset stillede børnene sig ved hver sin pult og ventede. Dueholm foretog endnu en kort mønstring, så pegede han på en halvstor dreng.

”Du Valdemar bliver stående. I andre kan sætte jer og finde tavle og grifler frem.”

”Nå, min dreng. Hvad hedder så du?” sagde han, så snart, der atter var ro i klassen.

Drengen blev gloende rød i hovedet. ”Valdemar Høgenhaven,” mumlede han.

”Valdemar! Netop! Og hvem er du monstro opkaldt efter?”

”Øh … Min oldefar vist nok. Eller …”

”Eller …?”

”Valdemar Sejr.” Drengen rankede sig og så direkte på læreren.

”Bravo, min dreng. En helt altså. En sejrherre. Og skal vi efterligne ham? Skal vi kæmpe som Valdemar gjorde?

”Ja, vi skal kæmpe!” kom det i kor fra børnene.

”Det var ret, nu har I lært det.”

De havde kun haft lærer Dueholm i et par uger, og allerede nu hviskede og tiskede de om ham i skolegården. Han var underlig. Men rar nok. Og de var enige om ikke at snakke alt for højlydt om ham derhjemme på gårdene. For selv om det var svært at sige ham noget på, så kunne forældrene måske finde fejl hos ham, ligesom de havde gjort ved lærer Due. Men det var nu mest, fordi Due havde knaldet en af drengene en lussing, der var så hård, at han blev døv på det ene øre. Og Magnus var mere end en gang kommet hjem med en kind, der var ophovnet og glødende rød, som om den havde fået feber. Og Bedste havde set ham græde omme i haven, og en aften, mens de var samlet omkring bordet, havde hun snakket højt om, hvor skammeligt det var, og far var blevet meget vred og havde sagt, at ingen skulle komme godt fra at slå hans børn. Eller andre børn, havde han føjet til. Revselse var ene forældrenes ret. Og selv de burde holde igen og huske på, at barnesindet var sart og ikke skulle aves unødigt. Og Magnus, på hvis kind det stadig blomstrede rødt efter slaget, havde kigget på far og følt sig så glad. Men far havde ikke gengældt hans blik, han var blevet ved med at se dystert på Bedste, som om det var hende, der havde slået et af hans børn. Magnus lukkede øjnene og sugede mørket til sig, indtil alt i ham blev sort som fars øjne og glæden forsvandt.

Så var Due rejst. Og de havde fået Dueholm i stedet. Og skolekommissionen havde været ovenud tilfreds med hans første undervisningstime, som de sad øverst oppe i skolestuen og overværede, mens de nikkede opmuntrende til læreren, når han vendte sig om.

En mand med en fast karakter, sagde far, da de kom hjem, og far var ikke bare formand for kommissionen, men også for sognerådet, så hans ord gjaldt lige så meget som præstens. Og måske mere.

 

De begyndte altid skoledagen med religion, som var det vigtigste fag, sagde Bedste, for religionen var de vinger, man skulle flyve til Himlen med, når man blev gammel og døde, og det var godt nok ikke sjovt at være uden.

Men Dueholm var uden. Og nu stillede han sig helt hen til børnene og begyndte at tale til dem.

”Denne første time skulle I lære om det himmelske liv efter døden. Det kræver vort såkaldte folkestyre, som imidlertid slet ikke er et folkets styre. Men det ville være spild af tid, for sådan et liv findes slet ikke. I har kun dette ene liv. Husk det! Og I skal leve det i kampen for en ny og bedre verdensorden. Lille Thomas vil du komme herop?”

Thomas rejste sig og gik op til Dueholm, som tog hans hånd. Han var 7 år og så mager og spinkel, at de lappede klæder slaskede om hans krop, når han gik.

”Hvad hedder du, min lille dreng?”

”Thomas,” hviskede han.

”Og hvad hedder dine forældre?”

”Kresten og Jane Thomsen.”

”Og de er daglejere og arbejder for andre og ejer ikke selv jord, ikke sandt min lille ven?”

Drengen kiggede ned i gulvet og sagde ingenting.

”Svar mig, dreng!”

”Jo, men …”

”Men hvad?”

”Far sagde en dag, at bønderne kan leje ham, men ikke eje ham.”

”Ja, din far er ikke så ringe. Han mangler blot viden.”

Dueholm holdt ham stadig i hånden, og nu vinkede han med den anden i retning af Magnus, der blev bedt om at komme op til læreren. Mon han skulle have en lussing? Dueholm vidste da endnu ikke, at han ikke kunne læse. Eller gjorde han? Så stod han deroppe, og læreren tog ham i den anden hånd. Hans hud var varm og tør som fars.

”Se engang på de her to drenge! Thomas er fattig, hans far ejer ingenting, og både hans krop og hans sjæl hænger i en tynd tråd, og måske dør han af sult og kulde. Magnus er rig. Hans far ejer mere jord end nogen anden bonde i Hulsig, og hans drenge er sunde og savner ingenting. Hvor er retfærdigheden i det?”

Der blev frygtelig stille i det lille værelse. Det kunne Magnus godt forstå. Når nu Thomas snart skulle dø og op og ligge på kirkegården. Med det var da ikke deres skyld. Var det?

”Og hvad skyldes denne uretfærdighed? Svar!”

Valborg Houkjær rejste sig op, mens resten holdt vejret. Det her var meget sært.

”Valborg?”

”Det er arvesynden,” sagde hun uden at blinke.

”Mener I andre også det?”

De rystede på hovedet, garanteret fordi de kunne se, at det var det, læreren forventede. Men nu rejste Karl sig, og Magnus følte et lille sug i maven.

”Ja, Karl, sig frem!”

”Man kan godt kalde det arvesynd,” sagde han langsomt, som om han stod og vejede hvert ord, og han fortsatte: ”Men det er ikke den, vi lærer om i religion og som siger, at vi skal straffes for vore forfædres onde gerninger. Det er en helt anden slags arv. Jeg kan ikke helt forklare det.”

”Du er en klog dreng, Karl, og du vil kæmpe for den fattige mands ret til et værdigt liv, ikke sandt?”

Karl nikkede. Så satte han sig. Dueholm slap de to små og bad dem finde på plads.

”Nu skal I høre. Vi fødes alle lige, og vi burde være det hele livet. Men det er vi ikke. Vore kår er forskellige, og man ærer og agter de rige og fornemme og håner og foragter de små og fattige. Har jeg ret?”

Nu rejste Kristian Kokholm sig. Hans far var i hvert fald også rig, tænkte Magnus.

”Ja sig frem!”

”Vi er alle lige meget værd for Gud og kongen,” sagde han alvorligt.

”Vrøvl, Gud er noget forbandet sludder, knægt. Og kongen er en idiot. Og han betragter os alle som undersåtter og ikke som ligeværdige.”

Var Gud sludder? Og kongen idiot? Nu var der ingen, der vovede at sige noget. Men så tog pokker ved Dueholm, og han blev ligesom de foredragsholdere, far inviterede til gården og som kunne snakke i timevis om noget så ubegribeligt, at ikke engang de voksne fattede det.

Læreren fortalte nu, at der ville komme et nyt rige engang, og det havde intet med himlen at gøre. Det var jordisk, og i det nye rige skulle alle eje lige meget og alle skulle arbejde i et stort fællesskab som brødre og søstre. Og den nye tids helte var ikke konger som Valdemar Sejr eller rige bønder som Janus Hesselholt, nej, det var arbejdere som Thomas’ forældre.

Aline fra Klarup rejste sig pludselig midt i det hele, og det hjalp ikke, at hendes storesøster Kristine halede og trak i hende.

”Tal frimodigt, min pige!” sagde Dueholm og afbrød sig selv midt i en sætning.

”Det er bare det, at kronprins Christian og kronprinsesse Alexandrine kommer til Hulsig på søndag med kongetoget.”

Nu blev der røre i klassen. En efter en fik de lov at komme til orde. Karl sagde, at kongetoget godt nok kom på søndag, og at alle børnene skulle stå på perronen og vinke til Kronprinseparret. Og når de havde været i Skagen nogle dage, ville de komme tilbage Hulsig, og det var Karls og Magnus’ far, Janus, der skulle køre dem til Kandestederne. Her tog Kristian Kokholm over og fortalte rivende stolt, at de kongelige kom til Kokholms, fordi de elskede hans mors æbleskiver.

Da de tav, kunne de se, at læreren var vred. De blev musestille, og for første gang så de ham gribe fat om riset, og der gik en gysen gennem børneflokken, da han hævede det højt op over sit hoved. Men så gik han om bag sit eget bord og stillede sig der, stadig med riset højt hævet.  Derpå hamrede han det med al kraft ned i bordet og kastede det fra sig.

”Sådan!” sagde han. ”Kampen kommer, ja den er allerede begyndt. Og I har lovet mig at kæmpe bravt. Glem nu ikke jeres løfte!”

”Hvordan kæmpe?” mumledes der rundt i klassen, og nu sagde læreren, at han ikke slog på børn, men at han ville gøre en undtagelse og slå de børn meget hårdt, der vovede at hilse på de kongelige.

”Altså, jeg vil ikke se et eneste venligt ansigt eller hænder der vinker, når kongetoget standser i Hulsig. Ham der Christian kalder sig nok prins, men han er en ærkeslyngel. Og vi er ikke hans ydmyge undersåtter. Vi er frie mænd. Er det klart?”

Var prinsen virkelig en slyngel? Og prinsessen og kongen og dronningen og alle hofdamerne? Det måtte han spørge Bedste om, når han kom hjem.

 

Himlen var nydeligt broderet med flossede, hvide lammeskyer, og vinden havde lagt sig, tilbage var blot en let brise, der bevægede Dannebrog så tilpas, at det foldede sig ud og sendte sine røde og hvide farver op mod den klare, lyse himmel. Folkene fra Hulsig og Karred og Tranestedet og Rannerød og Starholm og Klarup og Kandestederne havde taget opstilling i små tætte grupper, og om lidt ville kongetoget rulle ind på perronen, og prins Christian ville stå ved vinduet og vinke så venligt til dem, som han plejede. Og han skulle snart blive deres konge, sagde man og blev varm om hjertet, for kong Frederik var syg og døde måske. Tavse og forventningsfulde stod de og biede.

Kun børnene virkede utilpasse og kunne ikke holde sig i ro, og deres lærer marcherede frem og tilbage foran dem og talte formanende til dem. De nærmeste voksne undrede sig over ordene.

”Husk nu, at I er soldater,” sagde han, som om de legede ude i skolegården. Og de små nikkede, men så beklemte ud. Ja Magnus kunne slet ikke lide det, og da han havde fortalt Bedste om det i aftes, havde hun ikke villet tro et eneste ord af det, og hun havde sagt, at han ikke måtte lyve og endda smækket til ham, men det gjorde ikke ondt, for hun gik med det ene ben i graven og havde ingen kræfter. Nu kom toget.

Toget holdt kun et øjeblik, og aldrig havde de set kronprinsen vinke så energisk og smile så anstrengt. Så tøffede det videre mod Skagen, og voksne og børn spredtes i al hast. Navnlig børnene havde forfærdeligt travlt med at komme derfra.

 

Nogle få dage senere var Janus atter på stationen. Denne gang med de sorte heste spændt for den nye, flotte kalechevogn, som karlene og pigerne omhyggeligt havde rengjort og pyntet. Han skulle hente den kongelige familie.

Janus sprang ned fra bukken og overlod tømmerne til banevogter Pedersen, så stillede han sig strunk midt på pladsen. Prinsen havde ikke meldt sin ankomst i dag til andre, han ønskede at arrivere inkognito, som han skrev i sit brev til Janus.

Nu kom toget tøffende og rullede ind på perronen, og prinsen og prinsessen og de to små prinser steg af og så sig lidt om.

”Aha! se engang drenge, der har vi jo selveste Hesselholt. Så fik De mit brev,” småsnakkede prinsen.

”Deres kongelige Højhed,” sagde Janus og bukkede.

Lidt efter rullede de ud ad lyngvejen, der smal og ujævn førte til Kandestederne, og den 11årige prins Frederik havde fået lov at sidde sammen med Janus på bukken. Nu bad han om at måtte holde tømmerne. Modstræbende overlod Janus styringen til drengen, men han måtte slå knude på sig selv for ikke at tage dem fra ham igen, for prinsen sad jo og legede, og nu slog han de tykke reb hårdt mod hestenes bagparti, så de vrinskede og blev urolige og satte farten op.

”Hyp alle mine heste!” råbte den spinkle dreng henrykt. Han var nær ved at miste sit greb om tømmerne og tumle forover. Der lød advarende råb omme fra vognen, og Janus tog hastigt tømmerne fra prinsen og tvang hestene til at standse. Da de igen var helt rolige, gik han om til kalechevognen og kiggede ind.

”Deres kongelige Højhed må undskylde, men Prins Frederik er jo kun et barn.”

Prins Christian sprang adræt ud på lyngvejen.

”Var det hans skyld, Hesselholt, så må De smække ham en ørefigen. Prinsen er jo uartig. Hestene kunne være løbet løbsk.”

”Undskyld mig, men det kan jeg ikke gøre.”

”Nå ikke. Nej, det er måske ikke så let. For Dem. Men streng opdragelse er dog nødvendig, vil De ikke give mig ret i det, Hesselholt?”

”Jeg vil ikke modsige Deres kongelige Højhed,” sagde Janus og bukkede. Så rettede han sig op og så sin vordende konge i øjnene, og det var ikke første gang, de havde haft øjenkontakt og været uenige om vigtige spørgsmål.

”Og så ønsker jeg for resten at blive orienteret om, hvad der dog gik af Hulsigbørnene forleden! De var jo ganske uforskammede imod mig og min familie.”

”Jo, ser De, sagen er den, at vi har fået en ny lærer i Rannerød.”

”Ja, det bliver børnene vel ikke uvorne af,” indvendte Prins Christian. ”Eller hvad?”

”Ham, vi har ansat, er socialist, og han er just ikke royalt indstillet, og jeg er bange for, at han har påvirket vore børn i en skadelig retning.”

”Socialist!” Prinsen lo. ”Det skulle lige have været kongen, der blev så ilde modtaget af sit folk. Min far ville være blevet rasende, og han ville fluks være stået af toget og have forlangt en forklaring. Jeg nøjedes med at vinke min arm af led i et forsøg på at få ungerne til at gengælde min elskværdighed, men der var kun en eneste lille pige, der vinkede igen. Hm … socialist, siger De?”

”Ja, Deres kongelige Højhed.”

”Det må vi gøre noget ved, Hesselholt. Det sørger De vel for, ikke sandt? Vi kan ikke have, at revolutionen starter i Hulsig.”

”Nej, Deres kongelige Højhed.”

Nu lo Prinsen højt og kunne slet ikke blive alvorlig igen.

”Socialismen er nået til Hulsig, har du hørt det, kæreste Alexandrine?” råbte han, og prinsessen stak hovedet ud af vinduet og rystede på det og sagde, at nu måtte de videre. Og ikke stå der og spilde tiden på tåbelig sniksnak.