150 – kapitel 16

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Jeg får desværre ikke mulighed for at skrive mere på romanen i den nærmeste tid. Så det må vente.

Men jeg fik nogle dokumenter fra gamle dage af min fætter Jørgen Hesselholt. Han mente, jeg kunne bruge dem, og det kan jeg helt bestemt. De er alle skrevet med gotiske bogstaver, som jeg ikke er en ørn til at læse, men jeg har gjort mig umage med det, og der er kun ganske få ord, jeg ikke kan læse. Det drejer sig om den ene ud af tre kontrakter. Så herunder kommer nu den gamle kontrakt, som Jens Madsen – ham der var en stor dreng, da sandstormen tvang familien til at flytte gården til Hulsig, får kontrueret, da nevøen Lars skal overtage gården. Det er i 1855, og man kan vist roligt sige, ud fra læsningen af kontrakten, at onkel Jens har sikret sig i alle ender og kanter og ikke har haft den største tiltro til sin nevøs umiddelbare kærlighed og omsorgsfuldhed. Ikke så sært endda, når man tænker efter, og kontrakten ligner givet vis de fleste af den tids aftægtskontrakter, og deres minutiøse gennemgang af alt, hvad der kunne gå galt for de gamle, er vel forståelig, når man ved lidt om, hvor besværlig og uønsket en gammel mand eller kone dengang ofte var i de unge folks øjne. Det var derfor vigtigt at have det juridiske bagland i orden. Læs engang:

 

 

Skjøde  paa Hesselholt 1855

Jeg undertegnede Sognefoged Jens Madsen i Skagen Landsogn tilstaar herved at have solgt og afhændet, ligesom jeg med dette mit Skjøde sælger og afhænder til Ungkarl Lars Jensen den mig ifølge Skjøde af 13. Januar 1813 tinglyst d. 18 Januar S.Aa. tilhørende Gaard Matr. no. 3 og 14 i bemeldte Sogn , med tilliggende og tilhørende, alle til Bygningerne værende mur- og nagelfaste Ting, Besætning og Inventarium, paa følgende Vilkaar:

Lars Jensen betaler ved nærværende Skjødes Underskrift kontant 500 rd. Som skrives fem hundrede Rigsdaler Rigsmønt og for Resten af Kjøbesummen giver Lars Jensen mig Obligation mod Pant i den solgte Eiendom. Det af mig paa den søndre Side af Gaarden opførte Huus tillige med den ved samme værende Hauge (= have) og en Ager, der strækker sig fra Haugen til det søndre Skjel og  Marken og mod den nordre Ende støder til et Stykke Engbund, samt det Stykke Jord, der er beliggende østenfor Haugen i lige Retning mod den nordre Haugegrøft og er 40 (?) i Bredden (heraf) forbeholder jeg, Jens Madsen, mig og min Kone Afbenyttelsesret, saa længe vi lever ( ligesom og Rettigheder til at adskille de nævnte Dele fra Gaarden og i det hele samme fuld Rådighed over dem, ligeledes for min og min Kone Ane Madsdatters Levetid, om nogen af os skulde blive saa til Sinds. Saalænge jeg og min Kone, Ane Madsdatter, lever, er Lars Jensen pligtig at vedligeholde det nævnte Huus samt Hegn om Haugen i forsvarlig stand ligesom og at pløje og gøde den nævnte Ager med god, forsvarlig Gjødning, som han selv leverer.

Ligeledes er Lars Jensen pligtig aarlig at give mig og min førnævnte Kone, saa længe nogen af os lever: 4 Tønder Rug, 3 Tønder Byg af godt og forsvarligt Korn, samt 1/2 Tønde god Bygmalt som leveres os hvert Aar 1. Mai og 1. November, hver gang med det halve. Han leverer os en god Ko til Malkning, der kælver til Majdag, men som jeg kan forlange ombyttet med en, der kælver til Mortens Dag, saaledes, at vi bestandig have en Ko, der nylig har kælvet og er saa pligtig at fodre samme Ko og om Sommeren at lade den græsse paa Indermarken. I øvrigt forbeholder jeg mig Ret til, til hver Tid, jeg lyster at tage hvilken af hans egne Køer, jeg finder for godt i Stedet for den, der er os leveret. Dersom vi i Stedet for den ovenomtalte Ko hellere skulde ønske at faa Mælk leveret, da skal han daglig give os 6 potter nymalket Mælk, naar dette ikke haves, da i stedet herfor 1 Skæppe malt maanedlig.

Han skal fodre og græsse for os aarlig 4 Faar og sammen med hans egen Faareflok, og forbeholder vi os Ret til i Stedet for 2 af vore egne Lam at udtage 2 af hans, efter at han selv har frataget 2 til Tillæg. Hvis de os tilhørende Faar dør, da er vi berettigede til at indtage lige saa mange igjen af hans Faareflok.

Derudover leverer han os aarlig 2 Tønder gode Kartofler, 3 Lispund Flæsk, 1 Lispund Talg, 8 Lispund Sæbe, 1/2 (?) Hør, 2 Lispund Smør 1. Lispund Sødmælksost, 1. Pund Salt, 1 Pund Ærter, 4 Hvidkålshoveder, alt godt og forsvarligt, efterhaanden som vi behøver det, og desforuden til Højtiden 1 Pund Kaffe, 1 Pund (?), 2 Flasker Brændevin, og 2 Rigsdaler i Penge. Til Julen 2 Potter Rom. Aaret igjennem vedligeholder han os med Fisk, han skal levere os af samme hvad vi behøver, hvis ikke, da skal han give os af de bagte Fisk, han har, saa mange, vi behøver.

Han vedligeholder os tillige med den fornødne Brændsel, der i rette Tid bjerges, tørres og sættes i Stak paa et begæret Sted.

Vort Korn er han pligtig at kjøre til Mølle og skaffe det tilbage i formalet Stand, ligesom han og skal bære det paa vort Loft.

Han er fremdeles pligtig at befordre os til og fra hvilken af de tre nærmeste Kjøbstader vi ønsker 2 Gange aarlig, samt befordre os til og fra Skagen Kirke saa ofte vi forlanger det. Han skal naar vi behøver det, brygge og bage for os, pleje og passe os i vor Alderdom og i Sygdomstilfælde om fornøden gjøres, befordre Distriktslægen til og fra os, ligeledes fri Afbenyttelse af hans Brønd. Det skal være os tilladt at gaa frit omkring baade paa Marken og i hans Huus, naar det sker paa en sømmelig Maade, ligesom det og skal være os indrømmet at gaa fri og uhindret til og fra vort eget Huus.

Vilde vi nogen Tid blive til Sinds at flytte fra Gaarden, da skal sammes Eier være pligtig at levere os derhen, hvor vi tager Ophold i en Afstand af ikke over 4 Mil fra vort nuværende Hjem, paa samtlige førnævnte Vilkaar med Undtagelse af (?) i Stedet for hvilke han i saa Tilfælde er pligtig at betale os 40 Rigsdaler aarlig. Jens Pedersen i Skagen Sogn har nu i 2 Aar haft Tilladelse til Græsning og Afslæt i den nordre Side af min Gaards Jordlod, og denne Tilladelse skal fremdeles vedblive over for en ny Eier af Gaarden for bemeldte Jens Pedersen og Hustru saa længe nogen af dem lever.

Foranførte Aftægtsforpligtelse bliver uforandret, indtil jeg og min Kone. Ane Madsdatter, begge ved Døden ere afgaaede og er endvidere pligtig efter vor Død at give os en anstændig Begravelse efter Egnens Skik og Brug. Dersom Lars Jensen eller hans Arvinger skulle blive til Sinds at sælge bemeldte Eiendom ere de pligtige først at tilbyde os samme.

Da nu Lars Jensen har tilfredsstillet mig ved Kjøbesummen otte Hundrede Rigsdaler og ved at give mig Panteobligation for de resterende tre Hundrede Rigsdaler saa overdrager og tilskjøder jeg ham herved bemeldte Gaard matr. No 3 og 14,5q i Skagen Landsogn, Hesselholt kaldet, Herligheder og Rettigheder, Byrder og Forpigtelser, imod at han opfylder den ovennævnte Aftægtsforpligtelse og tiltrædes Gaarden saaledes af Lars Jensen ved dette Skjødes Underskrift.

 

Jeg, Lars Jensen paatager mig alle de i det foregående nævnte Forpligtelser og til Sikkerhed for sammes Opfyldelse giver jeg første Prioritets Panteret i den bemeldte Eiendom, hvilken Panteret skal hvile paa samme, saa længe Jens Madsen eller hans Hustru Ane Madsdatter lever.

 

Det bemærkes, at Aftægten er anslaaet til 60 Rigsdaler aarlig eller for 5 Aar til 300 Rigsdaler.

 

Til Bekræftelse have vi læst Skjødet  i Vitterlighedsvidners Overværelse.

 

Originalen beholder Lars Jensen, og jeg, Jens Madsen erholder en bekræftet Gjenpart af samme.

 

Ved Nærværelse i Skagen s.11 December 1855 Lars Jensen

 

Til Vitterlighed: (?) Hansen, Svend Jensen

NB: denne Svend Jensen er Lars Jensens lillebror, og vi har mødt ham i romanens kapitel om overtro. Desuden i kapitel 2, hvor vi er i familien Svendsen i Højen.

I kapitel 16  har vi taget springet op i det nye århundrede, og de mennesker, vi nu møder, er vi mange, der husker, så derfor bevæger pennen sig lidt tøvende. Men bare rolig, alle jer, der slumrer under mulde, og alle I andre, der husker de gamle,  jeg vil behandle hvert enkelt liv med respekt.

For de lever i mit hjerte, og det håber jeg, vil fremgå.

 

Kapitel 16

 

Hulsig 1910 – 1916

 

Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle dens tids regnebøger ud. … Han var landbrugselev og senere på højskole. De almindelige skolefag var han for længst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op til gården. Han talte flydende med dem. … Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg sogns Sparekasse, opkøber af svin til Hjørring Svineslagteri, formand for sygekassen og mange andre ting.

 Øst for Niels Husth boede Simon Simonsen…. Han holdt søndagsskole, og hvert år holdt han juletræ, og så var Sømandshjemmets vært, Peter Mathiesen, til stede. Han fortalte en julehistorie, og vi havde det festligt … Peter Mathiesen havde vel nok bedre uddannelse end Simon, men Simon var den bedste til at fortælle børnehistorier.

Lars Hesselholt: Hulsig-minder, Vendsyssel Årbog 2003

”Nu må I være nogle gode drenge og passe godt på fårene og strikke flinkt på jeres hoser og ikke lave ulykker.” Mor klappede dem på håret og smilede, så hele verden blev lys. Mor var den skønneste i verden, og hun blev aldrig gal.

”Ja,” nikkede både Karl og Magnus og hankede op i deres poser med mad og strikketøj. Nu var de store og havde fået rigtigt arbejde. I sommer skulle de vogte fårene ude i klitten og endda også en vædder, der var slem til at stange. Det var ikke småbørnssysler, og en smule skræmmende, syntes Magnus, mens han storkede hen over heden og for en sikkerheds skyld havde taget Karl i hånden.

Otto skulle være i stalden og hjælpe karlen Alfred, mens far var i Hjørring med grise. Og Lars? Det var så underligt med Lars, for selv om han var den ældste, skulle han ikke arve gården. Til sin tid, som far altid sagde. Han skulle læse. Optagelsesprøve, hed det og var højtideligt som selveste juleaften. Og far hjalp ham. Og de to havde rigtig travlt for tiden. For Lars skulle have en fin eksamen og være dyrlæge.

Far var også selv dyrlæge, og alle sendte bud efter ham, når de havde syge dyr, eller hvis et af børnene skrantede. Han havde bare ingen eksamen fået, men lært sig det hele selv, og hjemme på hylderne stod der flere bøger end i skolen. Far kunne ikke få eksamen, da han var ung, men Bedste Kirsten sled som et bæst, for at han kunne komme på Ladelund, og det var næsten ligeså godt. Mor behøvede ikke slide som et bæst, for at Lars kunne komme på skole. De havde jo far.

Magnus knugede hårdere om Karls hånd, ikke fordi han var bange, men fordi han med ét blev ked af det. Lars var så dygtig. Og Otto var der ikke noget i vejen med, og han skulle arve gården. Og Karl var et stort lys, som han brændte i begge ender, sagde mor, og det skulle han lade være med. Men far sagde: ”brænd du endelig løs, min dreng, bare du ikke sætter dit lys under en skæppe, som skrevet står.”

Magnus kunne ikke læse, og han var ikke noget lys, og han vidste ikke en gang, hvad en skæppe var. Mor kyssede ham og sagde, at han ikke skulle være ked af det, for han kunne så meget andet. Som f.eks. hvad? Ville far vide og lød gal, og så sagde mor ikke noget, men hun så på Magnus med nogle øjne, som sagde ligeså meget som ordene kunne: det er lige meget, om du kan læse, sagde de. Jeg er lige så glad for dig for det.

Det var lærer Due ikke. Han havde prøvet alt, endda lussinger, men de hjalp ingenting, de gav ham bare ørepine. Og bogstaverne tumlede lige tovligt rundt for det. Ja, de blev næsten helt tossede af alle de lussinger.

Men nu var det sommer, lyngen belavede sig på at blomstre, og lærkerne sang på himlen, og de skulle ikke i skole. Kun passe får. Og det var let nok. Fårene løb måske nok deres vej, men så var det ikke drengenes skyld.

”De er da for små,” havde mor sagt, da far foreslog, at de skulle overtage de store drenges arbejde i sommer. ”Herregud,” svarede far, ”det kan de sagtens klare”.

Og det kunne de i hvert fald. ”Kan vi ikke også, Karl?” havde Magnus spurgt og ranket sig på bænken. ”Jo,” havde Karl sagt og gnasket videre og slet ikke hørt efter.

Nu gik de hen over heden, mens de omhyggeligt forsøgte at træde lige de steder, hvor der ikke groede lyng og de kunne se det hvide sand eller på mostuerne, for så kunne de også nemlig sagtens nå at få øje på alle de hugorme, der lå på lur efter dem.

Nu var de snart henne ved den lange klitrække, hvor fårene græssede frit, og hvor de skulle være hele dagen. Det var godt, for så kunne de nå at lege og endda lave ulykker, uden at få skænd, for der var ingen voksne. Allerhøjest nogle drenge fra de andre gårde.

Men de skulle selvfølgelig helst nå at strikke lidt, så de havde noget at vise mor og Bedste Kirsten, når de kom hjem. Og heldigvis var garnet sort, så de kunne mageligt grise sig til, det ville ikke engang kunne ses.

Nu fik de øje på fårene. De gik lige så roligt og græssede i lavningerne, og nedenfor en af de store klitter sad en dreng. Han hang sært fremover, som om han sov.

Det var Karl Kristian Senius, men de kaldte ham bare Senius, for Karl og Kristian var der så mange, der hed, men Seniusnavnet havde han helt for sig selv. Ellers havde han ikke ret meget for sig selv, det vidste de nok, og mor sagde, at de skulle være søde ved ham, for hans far var død, og hans mor boede i fattighuset i Aasted, og hans liv var ikke let. Men hun glemte da rent, at han var en stor og stærk dreng, og at de var små. Og det var meget lettere at være stor end at være lille.

”Han er vel nok ikke nogen flink dreng, ham Senius. Se, han sidder og sover. Selv om han er så stor,” sagde Karl og pegede på drengen.

Ja, han var stor. Alt for stor, tænkte Magnus, og de kendte ham ikke godt nok til at vide, om han var ufarlig eller hvad. Det var første gang, de skulle være alene med ham. Og så både ham og en vædder, der ville stange, det var næsten for meget, og Magnus rykkede i Karl.

”Skal vi ikke gå hjem?”

”Er du tovlig, så får vi smæk,” sagde Karl.

”Ja,” sagde Magnus og holdt godt fat i hans hånd.

Når de kom til søndagsskole på Lundholm, sad Senius altid pænt med foldede hænder ligesom de andre børn, men han lignede ikke en af Jesu små venner, når de bad fadervor.

”I er alle Jesu små venner, når I beder til ham. Og det er et venskab, I kan regne med,” sagde Simon Simonsen og så så rar ud, at Magnus tænkte, at det nok snarere var ham, de var venner med. Og det var de i hvert fald, for når de var færdige med at bede og synge og læse mannakorn, så fortalte han de skønneste historier akkurat som Pinholt, når han ikke var gal. Og de var også venner med Kirsten Marie, for hun gav dem småkager og saftevand. Alt det saftevand, de kunne drikke.

Men med Senius vidste de ikke rigtig.

Han sov godt nok, selv om han sad op og bare hang lidt forover, så det så ud, som om han granskede noget i sandet. Men øjnene var lukkede.

De listede sig helt hen til ham og dumpede ned ved siden af ham og sagde ingenting, men de så lidt beklemte på hinanden. Og det var åbenbart nok til at vække ham, for pludselig rejste han sig op, og nu kunne de rigtig se, hvor stor og lang og stærk, han var.

”Jeg sov ikke,” sagde han og skulede ud mod fårene.

”Nej,” sagde Magnus og rejste sig også op, for det var nok det klogeste.

Karl blev siddende.

”Skal I være her?” nu lød Senius forundret og gloede på dem, som om de var snothvalpe, der ingenting kunne finde ud af.

”Ja,” sagde Karl og borede de nøgne fødder længere og længere ned i sandet.

”Hvor er Otto?”

”Hjemme,” sagde Magnus, ”for nu er det nemlig os, der skal vogte fårene. Og vi skal også hente kreaturerne hjem til malkning,” tog han munden fuld, for det var da løgn, men det var nødvendigt at finde på noget voldsomt, der kunne imponere den store dreng.

”Hå!” sagde Senius bare, ”det kan enhver kløvning vel finde ud af.”

”Ja … men …,” Magnus kunne ikke finde på flere spændende løgne og så appellerende på Karl, der stadig sad og borede og borede med tæerne, som om der var en hemmelig skat begravet lige der, hvor han sad. Og det var måske også det, han selv tænkte, for pludselig så han op på dem, og hans øjne skinnede så sært.

”Jeg har set lyset brænde i ”Iijern”. I nat,” sagde han.

”Hvad?” Senius gloede.

”Ja, oppe i krattet, og det er ikke lyv. Det brændte lige over skatten. Du kan selv gå med derop, når det bliver mørkt. Hvis du tør,” sagde Karl og kneb øjnene sammen.

”Det er løwn. Der er nemlig ingen skat. Det er bare overtro, siger min far.”

”Du har slet ingen far,” plumpede det ud af Magnus, og han blev gloende rød og meget flov. Og Senius stod bare og virrede med hovedet, som om han ville stange ordene væk. Men han sagde ingenting.

”Om forladelse,” mumlede Magnus utilpas.

Men nu rejste Karl sig op og sagde, at fordi Simon mente, at det var overtro, så kunne det da godt være sandt. Det havde Bedste Kirsten selv fortalt, og hun vidste det, for hun var ligeså gammel som de ældste træer i ”Iijern”, og hun havde set al ting. Også lyset.

”Ja,” sagde Senius, ”men så er plejefar fuld af løwn.”

”Det er de fleste af dem,” sagde Karl alvorligt.

”Af hvem?”

”De voksne selvfølgelig.”

”Jeg går til præst, så jeg er næsten voksen,” kom det lidt forurettet fra den store dreng.

”Men ikke helt. Og du lyver ikke?”

”Nej. Jeg er jo ikke konfirmeret endnu,” sagde Senius og dumpede ned ved siden af Karl.

”Det er sørme godt, du ikke er det, Senius,” sagde Magnus og var glad igen. ”Så må du også godt få mit saftevand.”

”Tak. Og når jeg bliver konfirmeret, så må jeg gerne drikke rigtig brændevin.”

”Hold da op! De hellige drikker ikke brændevin,” sagde Karl forarget, for var der noget Simon var, så var det hellig. Og så måtte Senius da også være det. Lidt.

”Det skal jeg da bare lige love dig, at de gør. Oppe i kirken nemlig.”

”I kirken?” sagde Karl og Magnus i munden på hinanden og lod den stå åben af bare forbløffelse.

”Ja, og det er præsten selv, der giver dem det, og så drikker de det helt oppe ved præstens bord, og de er skidefulde, når de går hjem.”

”Jeg tror da ikke på, at det er brændevin, de får af præsten. Bedste Kirsten går i kirke hver søndag, og hun drikker det også.”

”Prøv selv at lugte til hende, når hun kommer hjem på søndag,” foreslog Senius.

”Jeg vil nu hellere undersøge sagen,” sagde Karl og lød meget voksen, ”for det skal man altid, når man er i tvivl, siger far.”

”Undersøge? Hvordan?”

”Vi ku’ jo prøve at smage. Bare lidt. Men så skal vi også vædde.” Karl så Senius lige ind i øjnene og stak næven frem.

”Jo … men … det ka’ vi da ikke?” Senius virkede forvirret, og Magnus følte sig pludselig meget stor og stærk, selv om han var den mindste, for han stod og fik en rigtig god ide.

”Det ka’ vi nemlig godt,” sagde han.

De to andre så mistroisk på ham. Det føltes helt godt, og han sad lidt og nød deres blikke, inden han fortsatte. Så sagde han langsomt: ”for vores Inger …”

”Inger Thammes?”

”Nemlig ja – ham. Og han er både graver i kirken og så arbejder han på vores gård. Og vi kender ham rigtig godt.”

Og det var jo sandt. Inger Thammes, som de kaldte ham, selv om han ikke var en pige, var hos dem hver dag, og det var også ham, der huserede og regerede i oppe kirken, gjorde rent og ringede med klokken og holdt gravene pæne og gravede folk ned, når de altså var døde. Han kunne sagtens hjælpe dem, så de kunne komme til at smage.

”Det vil han da ikke,” indvendte Senius.

”Det tror jeg heller ikke,” sagde Karl.

”Jo, han vil så,” sagde Magnus, ”og jeg ved nok hvordan.”

Og han forklarede i korte vendinger, hvordan det kunne lade sig gøre at overtale Inger. Det var jo ikke første gang, de havde narret ham, det var let nok, mente Magnus og glemte helt de solide klø, de havde høstet sidst, de var løbet om hjørner med Inger.

Resten af dagen nåede de både at lege og slås, men mest for sjov, selv om Senius var så gruelig stærk, at det var lige ved ikke at være ret sjovt, og Magnus fik næseblod. Men så tørrede han det af i strikketøjet, og det røde forsvandt næsten helt ind i det sorte garn, og hvis mor alligevel spurgte, så ville han bare sige, at han var faldet over en sten, da han løb efter et får for at redde det fra ulven. Men så kom han i tanker om, at Lars havde sagt, at den sidste ulv i Hulsig døde for mange år siden, og at der nu kun var ræve tilbage, og de åd ikke får. Så måtte han finde på noget andet. Men pyt, verden var fuld af gode historier, og gjorde ikke noget, man var en smule opfindsom, sagde far selv.

Magnus var meget opfindsom.

 

149 – intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Som man vil se ( hvis man da vil det), så er vi nu nået til kapitel 15 i Hændelser ved Hulsig. Der er flere ting, jeg skal undersøge, inden vi går videre med det nye århundrede: 1900tallet. Nye aktører kommer selvfølgelig på banen. Ja, vi møder i det første kapitel det unge par Janus og Elise og vi lukker ægteskabet op og kigger ind i det.

Så er der en lille dreng, som kommer fra Aasted Fattighjem. Han er en 9 års purk, som familien Simonsen fra Lundgaard tager sig af. Jeg vil finde lidt mere ud af, hvem han er og også lidt mere om den familie, han havner i. Hans søsters barnebarn lever og har fortalt lidt, og jeg graver videre. Simonsens var “troende” – det kaldte man det, når man var indremissionsk – den familie har vi mødt i Grundtvigianeren Wirrings skolestue og i hans hjem -, den kvikke dreng,  -den utilfredse far –  det er en familie, som har markeret sig, og jeg vil finde ud af noget mere om dem. Min onkel gik omkring århundrede skiftet til søndagsskole hos familiefader Simonsen og var glad for det, og min gamle klassekammerat Anker Lundholm gik til søndagsskole hos sønnen og var tilsvarende glad for det. De har også et nulevende medlem, som Anker har lovet at snakke med. Så får jeg mere at vide der. De tog ikke kun den lille dreng til sig, men havde også undertiden et “fattiglem” boende. Enten de nu ville gøre en kristen gerning eller få billig arbejdskraft. Jeg tror det første.

Så er der min bedstefar, Anders Andersen, som kommer til byen i 1907, da brugsen bliver til, og min mor kommer til verden 2 år efter. Der er noget med, at de ikke var medlem af folkekirken ( havde tilhørt en eller anden sekt/frikirke.) – det er noget Hans Hansen har fortalt mig, jeg er ikke selv stødt på det) Det er i al fald en kendsgerning, at de blev borgerligt viet af borgmesteren i Skagen.  Det skal jeg også undersøge. Stationsforstanderens var baptister.  Men det er en anden sag.

Min bedstefar, brugsuddeleren i Hulsig, er lidt af en gåde for mig. Han ser så rund og venlig ud, men han har været en lidenskabelig herre – en elsker af både litteratur og af Ane Larsen (=Krøg). Og der har været noget mønsterbrydende i ham. Han er søn af en boelsmand ( meget fattig/lille husmand) med mange børn. Han gifter sig med Magdalene, som kommer fra en stor gård i Ørum v. Skive. De har begge gået på højskole (Ollerup) , og i al fald min bedstefar havde hovedet fuld af litteratur: alle de store klassikere var repræsenteret i hans bibliotek. Måske har der været en åndelig kløft mellem de to? Min mor har fortalt mig, at det var et uharmonisk ægteskab.

Så kom de til Hulsig. Mærkeligt sted for to engagerede og begavede mennesker, kunne man synes. Og jeg ved fra mor, at min mormor var ked af at bo der. Hvad var bedstefar? En ting ved jeg: Han forelskede sig i en af Krøgdøtrene – den smukkeste – Anna ( hun står som Ane i Kirkebogen, men blev kaldt Anna) og næppe har Magdalene lukket sine øjne, før hun flytter ind i Brugsen. Mormor dør i februar 1836 – Anna og Anders gifter sig ikke lang tid efter. Der sker meget deromkring: far og mor bliver gift, så dør mormor og så gifter bedstefar sig med Anna Larsen.

Der kommer også nye kræfter til i skolen, nemlig lærer Pinholt, der var ganske ung og som afløser Wirring, der flytter til et bedre kald i Vogn. Pinholt var vellidt og dygtig, men ikke en åndelig kraft som den gamle. Efter Pinholt kommer lærer Wilhelmsen.

Det var så lidt om de nye kapitler, hvor vi også skal møde fire drenge, der tidligt markerer sig som usædvanlige individer. Det er Janus og Elises fire sønner: Lars, Otto, Karl og Magnus.

Men som sagt. der bliver en pause.

148 – kapitel 15

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Vi er kommet til et af de kapitler, hvor ung lykke og gammel ulykke tørner sammen. Det er altid vanskeligt at skildre en sådan kollision, og fristelsen til at lyve virkeligheden et andet ansigt på er stor.

Men jeg har besluttet at skrive den her historie så sand som muligt. Så vi lader løgnen fare. I dette kapitel bliver Lise og Chresten ringforlovede, og i samme stund begår den gamle, dog kun 57 årige Mads Houkjær selvmord. Det er sandheden. Kirkebogen viser det “død ved hængning” står der akkurat, som der stod ved gamle Chr. Krøgh ( han var også kun 56 ). De har begge været udslidte og gamle før tiden. De har vel også begge liidt af depressioner eller i al fald tungsind, når de vælger døden frem for livet som aftægtsbonde.

Jeg har selvfølgelig gravet også i Chresten Kokholms historie. Alle ved jo, at han kommer fra Harboøre og i bøger fra Kandestederne (f.eks. I begyndelsen var Lyset) fremgår det, at det, der chokerede folk på egnen mest, var, at Lise valgte en kæreste, der ikke hørte til der. Han var kort sagt en “alien”. Men jeg tror ikke, det havde gjort så meget, hvis svigerfar Kokholm havde ejet en gård, eller bare mange penge. Men han var fattig. Chresten kom fra en fattig egn og var søn af en fattig mand.

Hvordan har så får sin uddannelse til tømrer, og den tager han på Vallekilde Højskole, kan jeg ikke vide, men jeg er sikker på, at der har været mindst en mæcen inde i billedet. Degnen og præsten har sikkert forstået, at den her dreng var usædvanlig godt begavet. Og så har de sørget for, at han kom på skole. Og resten klarede han selv.

I 1890 er han allerede ude at tjene, men i 1880 er han 7 år og bor stadig hjemme hos far og mor. Og herunder skriver jeg, hvad folketællingen fra Harboøre oplyser om familien Kokholm.

Christen Kokholm Nielsen, 38 Aar, Arbejdsmand, Ane Marie Christensen, 44 Aar, hans Kone, Barbara Nielsen, 12 Aar, Datter. Kristine Nielsen, 11 Aar, Datter. Christen Nielsen, 7 Aar,  Søn. Ane Christine, 4 Aar, Datter. Mads Nielsen, 3 Aar, Søn, Niels Nielsen, 1 Aar, Søn. Niels Chr. Nielsen, nogle måneder, Søn.

Jeg tror ikke, at folk i Hulsig var snobbede – det ved jeg ingenting om, men jeg mener at vide, at et godt (økonomisk set godt) parti var en vigtig motor ved indgåelsen af ægteskaber. Vi ser dog flere eksempler på, at gårdens datter gifter sig med en gårdløs mand – nærmeste eksempel er ægteskabet mellem Maren Krøg og Christian Larsen. Men det medførte jo også en tragedie.

Den næste tragedie, der er et spejlbillede af den første, følger i nedenstående kapitel. Disse mænd, der var ude over den første ungsom, men ikke gamle og som ikke ville leve mere, de har vel også været syge ( af alkohol, af slid, af utryghed eller nedarvede skrøbeligheder)..

Min overbevisning er: ingen tager deres eget liv uden at være syge i sindet. Derfor kan vores vrede ikke rettes mod dem. Det giver dem den uskyld, som kun få af deres pårørende er villige til at give dem.

 

KAPITEL 15

 

Mads travede frem og tilbage på stranden. Mon der var drevet noget i land? Og var det noget, han skulle bjerge? Mågerne kredsede skrigende over hans hoved og undrede sig måske over den stive gang, det døde blik, hænderne, der rystede og som ingenting bar. Han gik sin vanlige rute. Efter ilanddrevet gods. Men det var tydeligt, at kun kroppen til stede. Den bevægede sig som et afsjælet hylster langs havkanten, hvor bølgerne nu og da skyllede op over træskoene og vædede benklæderne, men det mærkede han ikke. For et øjeblik siden havde han passeret en solid egeplanke. Den lå lidt oppe i det løse sand. Og øjnene havde en stund hvilet på den, men de så den ikke. Og han travede blindt videre, mens tankerne stædigt tværede rundt og rundt i den samme golde ring.

Gården. Og Lise. Og Chresten. Og gården igen. Og ham selv. Afsat.  Aftægt. Afmagt. Det var ikke gode tanker, og de ville ham ondt, men de trængte sig på og kørte rundt og så måtte han jo følge med, selv om han ikke ønskede det.

Der var det med Chresten, at han måske ville gøre alvor af det, som han havde pønset på lige fra den første dag, at få hold i Lise og gården. Knægten kom fra en fattig familie, det var ingen skam, men han havde jo ikke det mindste at bibringe hverken Lise eller gården.

Mads havde jo tænkt sig det anderledes. At Lise skulle komme til fornuft, at hun skulle gifte sig til en stor gård. Men nej, tøsen var ikke til at stikke i, og det var Chresten her og Chresten der og Chresten alle vegne. Knøsen havde forblændet hende, og så var han vel ikke til at komme udenom, og det blev vel så ham, der blev bonde på Houkjær.

Men fandens til bonde! Forstod sådan en hvalp til arbejdersøn sig på landbrug? Han kunne høvle og save, det havde han jo lært, men så var det også sagt. Og i stedet for i dåd og handling vise, hvad han duede til, så vendte han dem ryggen og rejste på højskole. Og Lise tog han med.

Og den karl måtte man altså finde sig i. Og underordne sig, om han da fik gården.

Tanken var til at blive syg af. Nogen forlovelse var der dog ikke kommet ud af det, her måtte de pænt vente, til forældrene gav deres samtykke. Og det gjorde de nok ikke.

Men de kørte slemt rundt med ham alle sammen, og især kvinderne og den der opblæste Kokholm fra Harboøre. Men også mange andre, ja, om det så var hans egen kødelige bror, Ole, så havde han satset på den gale hest.

Mads havde længe strittet imod alle plagerier, for vel ville han ej sende sin Lise på højskole, men efter lange samtaler med Ole var han blevet overtalt om end ikke overbevist. Oles Lise, ja for de havde jo hver sin Lise, var blevet et klogere og kønnere menneske af sit højskoleophold, påstod broren.

Hvordan man så kunne blive kønnere af at gå i skole?

Men der var gået grundtvigianer i Ole, det var sikkert og vist, og han sad altid på øverste bænk til foredragene i skolen. Og den lærer Wirring! Kunne man nu blive klog på ham? Det var møder og møder i en køre, og nu snakkede han også om et forsamlingshus. Som om det ikke var huse nok i Hulsig. Men han samlede ind, og han gjorde ved, og det var da vist også hans fortjeneste, at de havde fået en kirke i Hulsig.

Den kirke havde kostet dyrt, og de havde alle været med til at betale den, om de så ville eller ej. Og hvad var der galt med kirken i Raabjerg – eller den i Skagen?

 

*

 

Chresten gav hendes hånd et fortroligt klem, og de kiggede på hinanden. Hun lo, for det var så dejligt at le sammen med Chresten, og han var altid i verdens bedste humør, det var, som om han havde ligget og anglet i en humørbrønd og fået det dejligste solskin på krogen. Og det solskin smøg sig om ham som en strålekrans, tænkte hun og vidste godt, at nu stjal hun fra salmerne. Men det gjorde ikke noget. Der var plads til hendes Chresten i de bedste salmer. Af Grundtvigs i al fald.

Og mens de hånd i hånd gik hen over plænen op mod den smukke Vallekilde hovedbygning, nynnede hun sin yndlingsstrofe: ”mit land, siger Herren, er himmel og jord/ hvor kærlighed bor.” Og det land var ikke bare Guds, det var også hendes og Chrestens.

Alt det ville hun fortælle ham om senere, for han vidste jo ikke engang, at hun skrev digte, og at de alle handlede om ham.

Hun skottede igen til ham, lidt ængsteligt, for han havde ikke taget del i latteren. Og nu var han så alvorlig. Hvorfor?

Han havde nylig hentet hende i bunden af haven, hvor hun gik og plukkede sig en buket blomster til værelset. De satte friske blomster i vindueskarmen hver anden dag, hende og Karen. Så smukke og farvestrålende havde de dem ikke i Kandestederne.

Så var det, han kom og tog hendes hånd.

”Kom”, sagde han bare, og hun lagde sin ene hånd i hans og knugede den brogede buket med den anden.

”Hvor skal vi hen?”

”Vi skal til forstanderen.”

”Til Poul Hansen?”

”Ja.”

 

Forstander Poul Hansen rejste sig, da de trådte over tærsklen til hans kontor, og han kunne med det samme se, at de var forlegne, navnlig pigebarnet. Det havde de sådan set også god grund til, tænkte han. De opførte sig jo som ægtefolk, og det kunne være meget smukt, om de havde været det. Men det var de ikke. Og han måtte lade dem forstå det utilbørlige i et sådan løst forhold. De færdedes jo blandt andre unge af begge køn, og man kunne risikere at de gik hen og blev et eksempel til efterfølgelse. Ja, smitsomt var den slags jo, tænkte han med et smil i sindet. En af de mere frydefulde smittekilder, hmm … men altså … alligevel … og nu måtte han være alvorlig.

”Sæt jer børn,” sagde han venligt og pegede på et par stole, der stod og svømmede sært malplaceret midt på gulvet.

”I ved måske, hvorfor jeg har sendt bud efter jer?”

”Nej,” kom det i kor.

”Ja, det er jo ikke så lige til,” fortsatte han tøvende.

”Jeg synes, at forstanderen skal sige det lige ud. Har vi forbrudt os, så må vi vide det.” Chresten talte som vanligt højt og med sikkerhed i stemmen. Lise smilede glad, og det var nok forkert, for forstanderen smilede ikke tilbage.

”Jeg ved ikke, om vi kan have jer gående længere på skolen.”

”Hvad siger De? På skolen? Jamen vi …” Chresten gik for en gangs skyld i stå midt i en sætning.

”Ja netop. Med mindre I holder inde med jeres upassende opførsel.”

”Jeg forstår ikke?”

”Jaså, ikke det? Men hør så, I ter jer som to forelskede turtelduer. Og det kan vi ikke have. Her er jo både piger og karle.”

Lise følte rødmen stige op i kinderne, hun syntes, at den lille buket i hendes skød visnede af flovhed, og hun slog øjnene ned.

Udmærket, tænkte forstanderen. Pigen er velopdragen. Men den unge mand? Hmm … sandelig om han ikke ser på en med et næsten sejrrigt udtryk i de blå øjne. Som om blufærdighed var forbeholdt det svage køn.

”Tal frimodigt, min ven,” sagde han alligevel til Chresten, der blev ved med at sende ham dette ejendommelige blik. Så blåt og så stærkt. Hansen følte trang til at se væk fra de øjne, men det gik jo rigtignok ikke an. Det var ham, der førte an i det her møde. Skulle føre an.

”Ja, De har selvfølgelig ret. Der er bare det, at vi ikke lade være. Vi elsker hinanden. Og så skal vi for resten giftes.”

”Virkelig?” Poul Hansen gjorde stemmen fast og rynkede brynene. Her var noget, der ikke stemte.

”Jeg har netop kontaktet Houkjær. Det var ganske vist ikke Deres far, der svarede, men Deres mor. Det undrede mig i grunden. Men selvfølgelig, nye tider, nye skikke.”

”Min mor?” sagde Lise og lød lettet.

”Ja, og hun kendte så vist ikke til nogen forlovelse.”

”Men det gør vi. Jeg mener, vi kan forlove os den dag i morgen, om forstanderen ønsker det.” Ordene fløj ud af munden på Chresten, og Lise greb hans hånd og klemte den og nikkede.

”Ja, hvis I begge er enige om det, så forholder sagen sig unægteligt anderledes. Men så forventer jeg, at vi kan holde et lille forlovelsesgilde på højskolen på lørdag. Og jeg håber da, at jeg er indbudt.” Nu smilede han bredt, og de to unge rejste sig, bukkede og nejede og takkede.

Så snart døren havde lukket sig bag dem, tog Chresten hende i favn, knugede hende ind til sig og kyssede hende, inden hun kunne nå at komme til orde, for han vidste præcis, hvad hun ville sige, og det ville han ikke høre. Men hvad nu med far?

Selv havde han et ganske andet og langt mere presserende problem. Hvor i himlens navn skulle han få forlovelsesringene fra? Han ejede ikke kongens mønt. Og det gjorde hun vist heller ikke.

 

*

 

Hvor blev Mads af? Nu havde han gået på stranden i flere timer. Det plejede han ikke. Og hun havde netop modtaget telegrammet fra Lise og Chresten. Hun læste det for tiende gang og var stadig lige rystet. Det kunne hun simpelthen ikke vise Mads. Men det måtte hun jo, og han ville få det at vide under alle omstændigheder. Sandheden kunne ikke skjules. Det telegram.

 

”Kære Mor og Far. Vi skal forloves på lørdag. Send venligst penge til ringene.

Lise

 

Hun havde ikke fortalt Mads om kontakten med forstanderen forleden dag. Det kom hun nok også til. Men hvor blev han af? Hun måtte sende nogen ud at søge efter ham. Han var måske blevet syg. Den seneste tid havde han set sølle ud, og hun vidste, at han ikke sov om natten, Oftere og oftere vågnede hun ved, at han travede hvileløst om i huset.

 

De fandt ham i laden. Han havde hængt sig. De unge blev kaldt hjem, og efter begravelsen giftede de sig i al stilhed.

Nogle år senere byggede Chresten ”Kokholms Hotel”, der blev et af Danmarks fineste badehoteller.

 

147 – Kapitel 14

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Kapitel 14

Kandestederne 1895

 

Forår. Over hans hoved sang lærken, i hans hjerte sang lykken. Solen stod højt på himlen, og det var søndag, og de havde fri. Han klemte hendes hånd og spurgte hende endnu en gang.

”Vil du virkelig give mig lov. Vil du Lise?”

”Ja,” sagde hun og standsede op og så lige ind i hans lysende blå øjne. Hun lagde en finger på hans mund, han strøg den væk, og den fandt tilbage, og nu lo hun.

”Kære Chresten,” sagde hun og tog fingeren til sig. Så forsøgte hun at gøre stemmen højtidelig.

”Jeg, Elisabeth Houkjær, arving til den bedste gård i Kandestederne og datter af den modigste mand i riget og den smukkeste kvinde i verden, tillader herved den anmassende og frække Chresten, der ovenikøbet kalder sig Kokholm, at fri til sig. Hvis det altså sker med maner.” Hun smilede skælmsk, og han lovede at følge alle skrevne og uskrevne regler.

”Så værsgo, min ven!”

Og hun rankede sig foran ham.

Han lo og faldt på knæ i den sorte lyng, der ikke havde det fjerneste begreb skabt om forår og stak nederdrægtigt gennem de tynde sommerbukser. Han bed smerten i sig og greb hendes hånd, som han højtideligt kyssede.

”Så tilspørger jeg dig, du skønneste mø i Vendsyssel …”

”… i Danmark,” afskar hun ham heftigt.

”I Danmark ja, ja … om du vil være min brud.”

”Ja, Chresten, jeg vil være din brud. Men jeg siger ”ellers tak” til navnet Kokholm. Vi beholder Houkjær. Det rækker til dig også.”

”Aldeles ikke. Kokholm er mit navn og skal også være dit, min ven, og gården Houkjær skal omdøbes til gården Kokholm.”

Han rejste sig og lo, og hun vendte sig og løb. Nu var hun ved milens udkant og allerede så småt begyndt at klatre mod toppen af det første sandbjerg. Han blev stående ubevægelig og betragtede hende. Kjolen havde hun heftet op, og han kunne se de fine hvide lægge og føle deres blødhed i sine hænder.

Så rev han sig løs og satte i løb.

Da de hen under aften nåede tilbage til Houkjær, var de temmelig solskoldede og ligeså forlegne. Det var blevet meget senere, end de havde tænkt sig, men der havde været så meget at snakke om, nu hvor de var blevet enige om det vigtigste. Eller næsten enige. For der måtte bides skeer med det pigebarn. Han smilede indvendigt ved tanken om de kommende skærmydsler, som han nok skulle vinde hver og en. Hun var en pige, der vidste hvad hun ville, og det var godt. Men han var også en karl, der vidste hvad han ville. Og det var endnu bedre.

Da han for måneder siden var blevet færdig med at bygge den ny redningsstation, var formålet med hans ophold i Kandestederne fuldført, og han havde officielt ingen grund til at blive hængende. Men der var Lise. Og han fandt hurtigt tømrerarbejde på gårdene, for han var en svend, der kunne sit kram, og det rygtedes. Desuden havde han sin gode uddannelse, som han ganske vist havde fået på Vallekilde Højskole. Men det var just det fine ved det: på højskolen forenedes åndens og håndens arbejde, og det var med faglig stolthed og en solid ballast af almen viden, han havde forladt Vallekilde.

Sit logi på Houkjær havde han også kunnet beholde, om end det forekom ham, at Mads så skævt til ham. Og noget venskab mellem de to var det ikke blevet til. Men Elisabeth eller Lise, som hun blev kaldt, havde fra første stund haft et godt øje til ham. Og han til hende. Det var som det skulle være.

Der blev spist på klokkeslæt på gården. Kl. 18.00 om aftenen, og nu var tidspunktet allerede let overskredet. På grund af dem. Og Lise havde vel aldrig før skulket fra sine pligter i køkkenet.

Chresten satte sig i lænestolen over for Mads og ventede. Lise var gået ud til sin mor. De talte lavmælt sammen derude, ingen vrede stemmer. Og Mads sad da også helt roligt og læste sin avis.

Men tavsheden virkede trykkende, og Chresten holdt den ikke ud. Han var vant til at være ligefrem og tale åbent om alt. Det var hans natur. Men folk her på egnen var anderledes, og meget, som burde frem i lyset, fik lov at leve i det skjulte.

I det samme besluttede han at bryde tavsheden, og kunne vel ligeså godt sige det hele som det var. Alt for længe havde han og Lise gået og puttet med det, tænkte han og kastede sig ud i det.

”Jeg regner med, at jeg har arbejde året ud,” begyndte han for ikke at tage tyren ved hornene lige med det samme.

”Hmm … jaså,” kom det uinteresseret fra lænestolen overfor.

”Og det er godt, for jeg har friet til Elisabeth.”

Mere hovedkulds kunne han ikke springe ud i det. Og det blev da også en solid maveplasker. For der kom der ikke en lyd fra stolen. Og avisen hævedes, så den dækkede hele ansigtet.

”Mads Houkjær” fortsatte han ufortrødent, ”jeg er forelsket i din datter og agter at gifte mig med hende.”

”Det har du ingen ret til.”

”Skal man have ret til det?”

”Ja. Og det har du ikke.” Mads talte meget lavt, men tydeligt.

”Og hvad skal jeg gøre for at få den ret.”

”Ingenting. Du er jo ikke herfra.”

”Nej.”

”Nej vel, og så snakker vi ikke mere om det. Men du må nok finde dig et andet logi.”

 

Middagen blev en sær forestilling, syntes Chresten og tænkte, at der her var nogle gamle skikke, der måtte ryddes af vejen. De levede for pokker ikke i middelalderen, og forældrene kunne ikke gifte deres børn til højre og venstre, som det passede dem.

”Ville det ikke være en god ide at sende Lise på højskole. Det kan hun lære meget af.” Chresten tvang et smil frem til Mads.

”Hun har lært det hun skal af sin mor,” sagde Mads og skar en alt for stor luns af flæsket og proppede den i munden. Gid du må kvæles, tænkte Chresten og rettede skyndsomt sig selv. For ingen skulle jo kvæles, luften skulle renses, det var alt, og meget tydede på, at det måtte blive hans opgave.

”Er du enig med Mads, Karen Marie?”

”Vi plejer ikke at være uenige, bette Chresten.”

”Og du Lise, er du altid enig med din far?”

”Vi plejer ikke at skændes, hvis det er det, du mener,” sagde Lise og lød mere spag, end hun plejede.

”Et skænderi kan ellers rense luften,” mente Chresten.

”Luften er ren nok til os.” Mads mosede en kartoffel, den blev helt tværet totalt ud i bunden af tallerkenen og Chresten fik en sær fornemmelse af, det det var ham, der var den kartoffel.

”Ja, undskyld.”

”Og nu vi er ved det, så kan du ligeså godt høre det. Karen Marie og Lise ved det jo, selv om de måske ikke står ved det lige nu. Lise skal giftes med en fra en gård, vi kender til.”

”Og er der nogen i kikkerten? Ja, det kunne jo være rart at vide. For en frier, altså.”

”Ja, det kan du bande på, der er.”

”Jeg bander aldrig,” sagde Chresten. Han rejste sig og vendte sig mod Karen Marie. Så takkede han for maden og gik ud.

Lise rejste sig også og mumlede et ”tak for mad”, hvorefter hun forsvandt.

”Ja, så er vi ene,” kom det ret overflødigt fra Mads, og han skottede lidt sky til Karen Marie.

”Ja, såmænd,” svarede hun og sukkede.

”Den hvalp har friet til Lise.”

”Det ved jeg godt.”

”Hvad siger du? Hvor ved du det fra?”

”Jeg kender Lise, og hver dag har jeg set det nærme sig, og i dag er det altså kommet så vidt.”

”Men det har du jo ikke sagt et ord om til mig, Karen Marie.”

”Nej, Mads, ville du gerne have vidst det?”

”Det hele er ved at gå i hårdknude. For du ved jo lige så godt som jeg, at Lise skal have Peder til Klarup.”

”Han er hendes fætter,” sagde hun.

”Ja, netop. Ham kender vi, og vi ved, hvad han dur til.”

”Det ved du ingenting om. I den gård er det Ole, der regerer, og hverken Marie eller Peder har meget at skulle have sagt.”

”Fik Ole måske ikke Elise godt gift til Hesselholt. Han ved, hvad han gør.”

”Måske, men ved du, hvad du gør?”

”Ja, selvfølgelig.”

”Nej Mads, du ved slet ingenting,” sagde hun, rejste sig og gik ud i køkkenet. Og nu kom han slemt i vildrede, for skulle han gå efter hende og snakke hende til rette. Eller skulle han tværtimod lade tiden gå og se, om ikke tingene faldt på plads. Jo, det var vel det, han skulle. Nu vidste de besked om hans planer, og så havde de at rette ind. Han var vel stadig husfaderen.

Vreden kogte i ham, og nu ville han gå til Klarup og få en alvorlig snak med Ole, og så måtte de stå last og brast og forhindre at gode, solide planer kuldsejlede for øjnene af dem. Det gjaldt jo børnene og gårdene. Det kæreste, de ejede.

 

Ole var ene, da han kom. Det passede Mads udmærket, alt blev så sært forplumret, når kvindfolkene var til stede. De blandede sig. Alligevel spurgte han jo til hende.

”Marie, jo,” sagde Ole tøvende, ”hun … er på Krøggården. Hendes mor er sølle for tiden.”

”Jaså,” sagde Mads, ”jeg kom ellers for at snakke med dig om min pige. Og om din Peder. Hvor gammel er han blevet?”

”Peder er 27 nu, så han er jo karl.”

”Og vi har aftalt giftermål, det husker du nok, bror?”

”Det husker jeg. Men har vel ingen hast med det.”

”Det haster. Hun har kastet øjnene på den her tømrer fra Harboøre.”

”Kokholm?”

”Jo.”

Ole så et øjeblik forlegen ud, han så hen på Peder, der ikke havde mælet et ord, skønt snakken var om ham. Nu blev han spurgt.

”Hvad mener du, Peder?”

”Jo … det …”

”Sig det nu bare knægt!”

Peder dukkede sig og så ud ad vinduet, det var tydeligt, at han ikke ville indblandes.

”Jeg mener jo nok, at du og Lise, ikke sandt?” Kom det lidt forsigtigt fra Mads.

”Jo … men … det …,” blev det til.

Men inden de nåede at trække flere ord ud af karlen, stod Marie i stuen, og det var tydeligt, at hun var vred. Hvad mon hun hidsede sig op over, tænkte Mads forundret. Hende, der altid lo. Nu lo hun sandelig ikke.”

”Goddaw Marie,” sagde Mads og gjorde stemmen blød: ”hvordan har hun det så i dag?”

”Hvem?” Marie svarede ikke på hans hilsen.

”Christiane, selvfølgelig, hun er jo sølle.”

”Det kan du selv være. Hun fejler i al fald ikke noget. Var da med til mødet.”

”Mødet?”

”Ja, kvindfolkene er begyndt at rende til møder på skolen,” vrissede Ole.

”Ja, ja, jeg ved det. Håndarbejdsforeningen. Det har mine kvinder også uglet om. Men de kan vel strikke deres hoser herhjemme.”

Dine kvinder!” fnøs Marie.

”Ja, jo. Altså Karen Marie og Lise, og …”

Peder slugte sin onkel med øjnene. Utilpas. Stod sært og vred sig og ville sige noget, og fik ingenting sagt.

”Ja, og det er skam meningen, at karlene også skal til at mødes på skolen, ” kom det triumferende fra Marie.

Ole og Mads så forskrækkede på hinanden. Men nu tog Peder ordet.

”Ja, far, det er lærer Wirring. Han begynder … øh … vi begynder at mødes hver fredag aften i skolen.”

”Til hvad?”

”Til gymnastik. Og … og til foredrag.”

”Foredrag!”

”Ja, det er sådan noget med oplysning om bøger og politik og den slags.”

”Den slags! Hvad i al verden skal karlfolk med den slags?” Mads dirrede ligefrem, men til sin forundring reagerede Ole anderledes.

”Se, Mads, det der med oplysning, det er jo godt nok. Hvis der altså er penge til det.”

”Ja, hvis der er penge, så kanske …” kom det tøvende fra Mads.

”Der er penge,” sagde Peder.

”Hør, jeg kom ikke her for at snakke om foredrag og politik og penge – men om børnene.”

”Åh, dem,” sagde Marie rask og så for første gang glad ud. ”De er såmænd blevet voksne siden sidst vi snakkede om dem. Nu kan de snakke for sig selv. Ikke sandt Peder?”

”Øh … hm … jo.” Han skottede til sin far.

”Men så sig da noget knægt!” brølede Mads.

”Jeg vil ikke have Lise!” kom det næsten som et nødskrig fra ham.

”Hvad?”

”Nej. For jeg elsker Kristine.” Nu hviskede han.

”Kristine Larsen?

”Ja.”

”Vrøvl knægt. Hun er jo et ukonfirmeret barn.”

”Ja … lidt … endnu … men ikke så ret meget længere,” nu smilede han om end lidt frygtsomt.

”Og så er hun din kusine!” næsten brølede Mads.

”Det er din Lise også … onkel.”  Peder havde stillet sig lige foran sin onkel og prøvede at se tapper ud.

Der gik engleflokke gennem stuen, og de tog deres tid.

Endelig gennede Marie dem ud af stuen med ordene: ”Jeg var vred, da jeg kom. Det så du nok, svoger. Ole vidste godt hvorfor, men det vil han helst glemme. Det skal han ikke. I alle de år har jeg forsøgt at gøre ham til at ordentligt menneske, og det er næsten lykkedes. Men ikke helt. Og det sidste nyk må vi tage i fællesskab, ellers får dråberne vandet til at løbe over, og så er det slut. Forstår du det, Ole?”

Hun gjorde en pause, men inden englene nåede på ny at flyve gennem stuen kom det tørt fra Ole: ”Du mener det i morges.”

”Det var dråben ja.”

”Men hør nu, det var jo Martin, som …” kom det tøvende.

”… som det gik ud over, ja. Men det kunne så vel have været en af os. Og for resten så plejer vi at behandle vores tjenestefolk ordentligt.”

”Men han sov jo over sig, trynen,” forsvarede Ole sig lidt spagt.

”Ja, og det kan jo times enhver, men hvad var det, du gjorde Ole? Sig det selv.”

”Jeg væltede svinetønden ned over ham.”

”Mens han lå og sov ja. Og det er ikke første gang. Og det er mig, der skal knokle for at holde sengetøjet rent. Det er snart rent umuligt.”

”Gjorde du det, bror, virkelig? Hældte du …” Mads begyndte at grine, og Peder faldt i med ham, og nu grinede Ole også.

”Ja, fandeme gjorde jeg så.”

 

Det blev sent, inden Mads nåede hjem. Han havde måttet gå en lang markvandring med Ole, og sammen havde de vendt og drejet den spegede sag og det var endt med, at de måtte resignere og indse, at verden nok ikke stod til at rede med al den uorden alle vegne og mangel på disciplin. Og de var enige om, at alt var lettere i gamle dage, da mænd kunne få lov at være mænd, og kvinder respekterede dem for det.

146 – 13. kapitel af “Hændelser ved Hulsig”

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Kapitel 13

Kandestederne 1894

 

Kapitel 13

Kandestederne 1894-1895

 

 

At han var nødt til at gå til havet i den slags vejr. Vestenstormen der hylede fælt. Og mørket. Og februarkulden; i nat bed den værre end nogensinde.

Uldent og tykt og varmt, tænkte Karen Marie og fandt strikkede trøjer og hoser og uldne huer, ja alt, hvad der kunne holde hans krop i live, om han skulle nødes til ikke bare at gå strandvagt, men også søsætte redningsbåden og lade sig gennembløde af de isnende bølger. Om der var strandet et skib, og det sendte sine nødskrig mod land.

”Du må snart holde op, Mads,” sagde hun halvhøjt, mens hun hjalp ham de lange skindstøvler på. Hun så op på ham og mødtes af det alvorsblik, han ødslede med i stunder som denne.

”Hører du, Mads?” blev hun ved, da han forblev tavs, og hans hårde ansigt knyttedes i kulde, og han blot virrede irriteret med hovedet, som om det, hun havde sagt, var i vejen og for resten så inderligt ligegyldigt.

Det var det ikke.

 

Mads Houkjær kiggede skråt ned på det renskurede gulv, ikke på Karen Marie, for ville ikke møde hendes blik nu. De sorte øjne kunne man drukne i, de kunne forhekse, så man blev svag. Men han behøvede ikke synet for at vide, at hun havde løsnet sit lange, kulsorte hår og ladet det falde ned over de spinkle skuldre. Han bøjede sig en smule og lod hånden stryge gennem det. Så fin hun var, tænkte han en smule fortrydelig ved tanken om al den skrøbelighed.

Så løftede han alligevel hovedet og så på hende med det mørke, der havde samlet sig i hans øjne. Og hvad var det, hun nys havde sagt og gentaget? Holde op? Skulle han holde op? Fordi det blæste til storm? Kunne han måske holde op med at trække vejret?

Men kvindfolk, tænkte han. De var så fine og sarte og gik aldrig planken ud. Det kunne han blive nødt til, og så ville han ikke tøve, men gå med åbne øjne. Ikke fordi frygten var ham ukendt. Den havde fejet gennem hans indre med sine iskoste, til han frøs og næsten blev handlingslammet. Hvor ofte havde den ikke stået ved hans side og grinet sin ondeste latter. Men så var det, han slap alle de knægtede kræfter løs og blev ondere og stærkere end døden. Så blev han stål.

Havde han måske givet op dengang, da kuglerne sang om ørerne på ham og kammeraterne? Da kanonerne tordnede, og de ikke kunne høre andet end deres egne skrig og følte smerten skære i kødet og så ødelæggelsernes brand alle vegne.

Dengang ved Helgoland. Havde han tøvet da, så var tovet knækket, og han ville have været dødens letteste bytte. Sådan var det dengang, og sådan var det nu.

Når havet derude brølede sin krigssang, så skulle han være rede og tage kampen op og endnu en gang vise, at han var stærkere end døden.

 

Ved redningshuset mødtes han med sin bror, Ole Houkjær, og sammen stred de sig ned til stranden. Det var blæst til storm i løbet af natten, og begge var blevet vækket af alarmen og havde med det vidst, at de måtte ud.

I kløften mellem de yderste klitrækker blev de standset. Her sås bølgerne brække og flyde ind, til de fyldte hele nedkørslen med deres hvide skum, og de måtte indse, at de umuligt kunne gå strandlangs. Der var ingen strand.

”Så går vi hjem … eller … ?” råbte Ole i et forsøg på at overdøve bølgernes bragen og stormens hylen.

”Det kan vi ikke,” skreg Mads tilbage, ”strandvagten fra Skagen når ikke nær langt nok.”

”Men havet går jo op over klitterne for fanden!”

Ole skubbede til ham, som om eden ikke alene kunne gøre det. Det kunne den ikke. Og heller ikke skubbet.

”Vi går i klitten, fra top til top!” Mads holdt Ole i et fast tag, så slap han ham og daskede til ham.

”Er du faldet af på den, lille bror?” brølede han.

Ole svarede ikke, skulle de gå vagtturen trods al fornuft, så skulle de ikke spilde kræfterne på overflødigt skråleri. Han tog et skridt frem, bukkede sig forover og begyndte at stride sig nordud. Mads fulgte i hans spor.

Først, da de havde gået så længe, at de måtte være på vej ind i Højen vagtdistrikt, standsede de op. Ole hev brændevinsflasken frem og rakte den til broren, der begærligt drak lange slurke af den hidsige væske. Det varmede.

”Her,” sagde han og rakte den tilbage. Også Ole lod drikkens ild løbe gennem sig.

De så det samtidig. Lyset. Lidt længere mod nord. Nær Spirbakken måtte det være. Et skib. Og det stod og huggede, mens lyset kom og svandt i de høje bølger. Var det strandet, eller var det blot kommet lovlig tæt på kysten? De stod tavse og stirrede en tid.

”Det er strandet,” afgjorde Mads. ”Vi må tilbage.”

Der blev ikke ødslet flere ord, men løbet hjem føltes som en lang smerte, der blev ved og ved. Så var de ved redningshuset, Ole begyndte at klargøre båden. Mads løb op til gården og fik fat i telefonen og varskoede folkene i Rannerød. Mandskab og heste og det hurtigt. Så løb han tilbage til redningsbåden.

 

Karen Marie var faldet i søvn. Det plejede hun ikke, når han gik strandvagt, så sad hun gerne oppe og holdt liv i kakkelovnen, så han kunne varme sig, når han vendte hjem. Hvor ofte havde hun ikke måttet tø ham op efter sådan en vinterlig uvejrsnat. Så havde han været så glad for hende. Så var hun til for ham.

Men i nat var hun alligevel døset hen i den gode varme og vågnede først ved, at yderdøren gik, og støvler skramlede over stengulvet. Gudskelov, så var det overstået for denne gang, Og han var i live. Og hun skyndte sig ud for at tage imod ham, men hørte ham, før hun så ham. Han stod i gangen og telefonerede.

Modet sank, og hun følte ingenting, kun tomhed. Og hun ville holde ham tilbage, eller … hvad ville hun? Hun fandtes slet ikke i hans verden nu, og da hun greb fat i hans ærme og ville … ja, hvad ville hun? – så rev han sig løs og styrtede ud ad døren.

 

Det varede længe, syntes brødrene, alt for længe, men så kom de, den ene efter den anden. Tavse. Klædt i varmt tøj, sydvesten trukket ned over panden og iført de lange, nye korkveste.

Så var hestene der, og båden blev rigget til, og de nervøse dyr beroliget og spændt for. Enhver kendte sine heste og vidste, hvordan de skulle få dem til at yde det utrolige, til at stride sig langs en strandbred, der ikke mere fandtes, men blot var et frådende bølgehelvedet. Ja, nu skulle hestene trækkes gennem helvedet, og de skulle selv følge med.

Søren Christensen stod ved sin hest og snakkede lavmælt til den, som var det en af småpurkene derhjemme, der var blevet ræd og nu skulle trøstes. ”Så så … og se her,” sagde han og holdt noget hen under mulen. Hesten huggede det nervøst i sig.

Så gik det mod Spirbakken. Det var efterhånden blevet morgen, og februars grå tvelys trængte langsomt gennem mørket, der dog endnu lå slørende over strand og hav. De eneste lys, der skar klart igennem tusmørket, kom fra mændenes lygter og fra de lys, som var fastspændte på hestene, og hvis hoppende flimren i det urolige hav syntes at have en beroligende virkning på de rædde dyr.

Nu var de så nær, at de kunne se lysene derude på skibet og også svagt skelne omridset. Det var en bark af en anseelig størrelse. Ved Spirbakken strakte stranden sig langt ind i landet og gik i et med milen derinde. Her var en strandbred, og yderst på den sås Spirbakkens redningsbåd, som allerede havde været i søen og nylig var trukket på land. Mændene fra Højen stod gennemblødte og tænderklaprende i bådens læside. Brændevinsdunken gik fra hånd til hånd.

”Vi har forsøgt at gøre, hvad vi kunne,” sagde deres formand, Jens Rasmussen. ”Vi kom tæt på skibet, men kunne ikke kaste tov, fordi strømmen var for strid. Vi blev slået væk flere gange, og tre af vore årer knækkede i noget rigning, der lå og flød. Det var med nød og næppe, vi nåede i land.”

”Vi går ud nu,” sagde Christen Høgenhaug. ”Og kommer vi i knibe, så ved I hvad I skal.” Han nikkede mod de fremmede redningsmænd og fik et tavst nik tilbage. Og nu bragte Christen sine mænd i stilling.

”Så skal vi ud!” brølede han, og mændene stemte ryggene mod bådssiden og fik den gamle veltjente redningsbåd gjort flot, og nu begyndte de at kæmpe sig ud over brændingen. De var trygge ved deres formand. Christen Høgenhaug havde aldrig fejlet, og han vidste præcis, hvordan de kunne undgå de brækkede bølgers knusende kraft.

Og så skete det netop, som de nærmede sig det forulykkede fartøj, at skibslasten på dækket rev sig løs og styrtede i havet.

”Se! Dækslasten er løs!”

”Så er Satan løs!”

Christen Høgenhaug så et øjeblik ud til at overveje. Han vidste, at hans ordre ville blive fulgt lige meget, hvad han forlangte.

”Vi fortsætter!” brølede han gennem brændingen og så ryggene spændes på ny og mærkede, hvordan hans mænd lagde alle kræfter i. Skibslasten, der bestod af store tømmerstokke kom sejlende lige mod dem.

”Syd!” skreg Christen, og båden bøjede af, blev løftet op på en bølgeryg og af strømmen ført væk fra den drivende skibslast.

”Og så går vi stik nord!”

Igen vendte båden en halv omgang og nærmede sig nu den store bark så meget, at de kunne høre mændenes råb og se dem stå bundne til master og hvad der var tilbage af rigningen.

”Vi går ikke tættere, men kaster dræg herfra!”

Christen greb om det lille anker og kastede. Dræget plaskede i havet. Han kastede igen. Samme uheld. Nu rejste Ole sig fra sin plads, skønt han ingen ordre havde fået. Det var uhørt, men de sad alle tavse og så på ham, da han tog dræget og kylede det gennem luften. Det landede på skibsdækket.

En af søfolkene havde allerede skåret sig fri af masten og krøb nu møjsommeligt hen til ankeret, fik fat i det og halede tovet til sig, hvorefter han krøb tilbage til stormasten. Her kunne de se ham nærme sig en stor dreng, der stod og græd højlydt. De så sømanden løsne drengen og gelejde ham hen til rælingen, men her gik der panik i knægten. Han sparkede og slog og skreg vildere end før, og sømanden måtte opbyde alle sine kræfter for at få tovet bundet om ham og verfet udenbords. Drengen ramte havet med et plask, der øjeblikkeligt slugte al hans gråd.

Mændene i redningsbåden trak af alle kræfter i tovet og fik den chokerede dreng halet hen til båden og hevet indenbords. Han hang som livløs i armene på Ole, der hastigt lagde ham i bunden af båden og på ny kastede det lille anker til skibet.

Efterhånden som de våde og forkomne sømænd blev trukket til og halet ind, sank båden dybere og dybere i vandet, der efterhånden nåede næsten til toften. Og nu skyllede bølgerne ind over den. Om lidt ville de synke.

Da lød igen Høgenhaugs kommandostemme.

”Til land. Nu!

 

Der var reddet ti mand, og de lå og spjættede på bådens bundplanker som halvdøde fisk. Det gjaldt om at få dem ind hurtigst muligt, ellers ville de være helt døde.

Ole tænkte, at han ikke kunne klare mere isnende koldt vand, og så tænkte han på, at mændene, der nu lå og sitrede i bunden af båden, havde stået i mange timer overskyllet af den ene brodsø efter den anden.

De Sømænd der var efterladte på barken, syntes ganske at have mistet modet. Man kunne se dem hænge som livløse i de reb, hvormed det havde surret sig fast.

Det lykkedes redningsbåden endnu engang at forcere brændingen uden at kæntre og nå i land, hvor de forulykkede blev modtaget af mange hjælpende hænder, de blev indhyllet i varme tæpper og lagt i de halmforede vogne, der skulle bringe dem til Højen, hvor de var ventet.

”Der er ti mand mere derude,” sagde Høgenhaug til Jens Rasmussen. ”Vi kunne ikke bjerge flere.”

”Nej, men vi går ud nu!”

Mændene stod allerede parate og fik hurtigt båden i havet. Inden dagen var forbi var 18 af de 20 søfolk reddede.

To druknede.

 

 

145 – kapitel 12 af “Hændelser ved Hulsig

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Kapitel 12

Rannerød 1891

 

 

 

I Januar 1991 tiltraadte Jens Peter Jensen-Wirring. Han var født i Randers Amt og havde eksamen fra Gjedved Seminarium 1885. Wirring besørgede ogsaa Undervisningen ved Lodskovad Skole indtil Maj 1892, da Skolerne paa Grund af det stigende Børneantal fik hver sin Lærer. Wirring var noget af en Reformator. Han bragte et frisk Sus baade ind i Skolestuen og Skoledistriktet.  … Wirring var virkelig en Personlighed, der havde noget at bringe, og han og hans elskelige Kone blev meget afholdt af saavel Børnene som Forældrene. Han kom fra en grundtvigsk præget Egn og havde mødt de samme Strømninger paa Gjedved Seminarium under P. Bojsens Forstanderskab. Hans pædagogiske Forbillede var Christen Kold.

 

Jens Lampe: Træk af Raabjerg Sogns Degne- og Skolehistorie (1948).

 

 

Siden toget startede i Frederikshavn, havde Jens Peter Wirring siddet ved vinduet med blikket rettet mod landskabet, der ligesom blev trukket forbi derude, hyllet i dampmaskinens hvide tåger. Skønt det var midt om vinteren, var det sat ind med tø, og kun små snavsede driver af sne lå tilbage i lavninger og på skråninger. Et landskab så aldeles blottet, nu hvor sneen var borte, så ganske uden sminke. Som det ellers kunne trænge til, tænkte han og gøs lidt. Nøgent og gråt strakte hederne og klitterne sig for blikket, kun nu og da afbrudt af sandede marker. Grå himmel, grå klitter og smalle, sandgrå hulveje, der snoede sig ud og ind mellem de nøgne klitter og hist og her forsvandt bag mørke, forblæste fyrretræer. Selv havet, der nu og da dukkede frem i horisonten tegnede sig som en farveløs flade, der faldt i et med himlen. Og de lave bygninger, der vel engang havde været hvide, lå som spredte gråblege skønhedspletter i landskabet.

Fattigdom. Det var det, han læste. Og her skulle man virke de næste mange år. Gav det overhovedet mening at ville så sine frø i en så trøstesløs egn? Og kunne de spire og gro? For første gang, siden han søgte kaldet ved den lille forblæste skole i Rannerød, blev han grebet af tvivl.

Han skottede til Nicoline, der sad sammensunket over for ham med lille Arne på skødet. Drengen sov trygt ved hendes bryst, og hun havde ammet ham lige inden de steg på toget, der skulle køre dem den sidste strækning til Hulsig. Hun havde ikke haft mælk nok til ham, og han havde grædt sig i søvn, mens det lille tog søvnigt sneglede sig af sted. Længere og længere nordpå. Nicoline havde slået begge arme om drengen og en tid vugget ham i takt med togets tøffende bevægelser. Nu var de næsten ved vejs ende. Ved verdens ende, tænkte han modløst og rejste sig.

Toget tudede og kørte ind på perronen. Drengen vågnede og begyndte at græde, og Nicoline fik travlt med at trøste, mens Jens Peter et øjeblik stod rådvild og vaklede. Kom nu Nicoline og barnet i første række, eller var det de mange pakkenelliker? Faktisk var der alt for mange kufferter og tasker, til at han kunne bære dem ene mand. Og Nicoline skulle skånes og ikke slæbe på mere end drengen, der vejede godt til efterhånden.

Men nu dukkede billettøren op, en ung mand, som havde betroet dem, at han var fra Hulsig og som havde lovet at hjælpe med bagagen.

Hulsig Station, stod der med pyntelige bogstaver på den lille bygning, der lå klods op ad skinnerne, og hvor der havde samlet sig en lille gruppe folk i grove, mørke klæder, kvinderne med sorte eller hvide tørklæder om hovedet og mændene med skindklædte kabysser trukket godt ned over panden. De stod ganske passive som hensunkne i sig selv og syntes ikke at skulle med toget, hvis lille lokomotiv nu sukkende slap dampen ud og faldt i søvn på skinnerne.  Måske var de troppet op blot for at bese det nye lærerpar, tænkte han. Også en flok nysgerrige børn havde samlet sig og stod lidt på afstand af de voksne og kiggede på den lille familie. Det var jo heller ikke hver dag, at der ankom en ny lærer, og det var vel forståeligt, at de ville se ham an, tænkte han. Der skete vel ikke så meget nyt i det lille samfund.

Jens Peter fik omsider styr på kone og barn og bagage, og han kiggede ud over egnen, der lignede den, han har set fra toget. Her lå ikke synderlig mange huse, og man havde frit udsyn over den golde hede, hvis flade blev brudt af de tagtækte grå eller nøgne hvide klitter. Som at træde ud i et månelandskab, tænkte han, og følte sig fremmed. Fremmed. Ja, men det var han jo også. Og i denne karrige natur ville de måske ikke kunne trives, tænkte han mat.

Nu skilte to mænd sig ud fra gruppen og gik langsomt hen mod de nyankomne. Den ene var en ikke ganske ung mand med et vemodigt udtryk i de mørke øjne, som kom han for at meddele, at de desværre ikke behøvede nogen ny lærer alligevel. Den anden var en yngre mand med et imødekommende smil, som ville han sige, at det lige netop var Jens Peter, de så længe havde sukket efter.

Nå, ingen af dem sagde noget, men begge standsede op i få skridts afstand og betragtede indgående den lille familie. Jens Peter rømmede sig, og den forreste af mændene rakte hånden frem, mens den anden holdt sig en smule i baggrunden.

”Velkommen skulle jeg vel sige,” sagde manden stadig med sit smil på læben, ”Mit navn er Janus Hesselholt. Og her siger vi for resten du til hinanden.”

Nu trådte den anden mand hastigt et skridt nærmere og præsenterede sig som Christian Larsen, klitfoged. Også han ville byde dem hjertelig velkomne til det vigtige kald som lærer for alle børnene i Hulsig, Rannerød, Starholm og Kandestederne. Ja, og da for resten også i Lodskovad, føjede han til.

”Det lyder, som om jeg får klassen fuld,” lo Jens Peter og forsøgte at gøre sig fri af det mismod, der havde sneget sig ind i ham under togturen.

I det samme svingede en kalechevogn med to heste ind på pladsen, og en ældre herre med skarpe ansigtstræk og et hvast blik sprang adræt ned fra kuskesædet.

”Ole Houkjær. Sognefoged. Og De er så vores nye lærer.” Sagde han.

”Og Janus har netop lært det unge menneske at vi her på egnen siger du,” brød Christian Larsen ind, endnu inden Jens Peter havde nået at svare.

”Ser man det. Ja, ja, de unge er sat i verden for at demoralisere den,” kom det sindigt fra sognefogeden, men stemmen var ikke skarp som blikket, og Jens Peter skyndte sig at lade nogle harmløse bemærkninger falde, hvorefter det lille selskab begav sig hen til sognefogdens vogn.

Lidt senere kørte de op foran et større stuehus, hvor de blev modtaget af gårdens øvrige indvånere og en del indbudte gæster, for nu skulle der spises og drikkes, og tilflytterne skulle tydeligvis vejes og vurderes af det lille samfund, de fra nu af skulle være en vigtig del af.

 

*

 

Endnu var der tid, tænkte han, da han nogle dage senere gjorde status over sit nye rige, hvor han skulle herske som enevældig. Omhyggeligt gennemgik han indholdet i den lille skolestue.

”Væk med det forældede og ormstukne bras,” mumlede han, mens han samlede gamle slidte regnebøger og ubrugelige læsebøger sammen i et hjørne af skolestuen.

”Se bare, min ven! her har vi noget, vi kan varme os med de kolde vinteraftner,” sagde han til Nicoline, som netop viste sig i døren.

”Jens Peter, du samler ved til dit eget bål,” sagde hun i en blanding af ængstelig alvor og forsigtig morskab. Så typisk hende, tænkte han og gik hen til hende og lagde sine arme om hende. Hans dejlige kone.

”Vi to skal arbejde her, du og jeg, men her er blot ingenting at arbejde med,” sagde han.

”Børnene,” foreslog hun.

”Ja, du har ret. Børnene. Så snart jeg får dem indenbords, skal vi sagtens holde skuden oven vande, for ser du, alle børn er små levende mirakler.”

”Men indtil du kom, levede de små mirakler under jorden som blinde muldvarper, og nu vil du drage dem op i lyset. Er det det, du vil sige?”

”Hm … sådan omtrent.”

”Jens Peter,” hun strøg ham over kinden, ”du skal gå varsomt frem.”

”Ja, det ved jeg, men jeg vil alligevel gå frem, ikke tilbage. Fremskridt, det er, hvad de trænger til her i Rannerød og Hulsig.”

”Plus alle de andre steder.”

”Ja.”

”Og hvad gør du så? Laver oprør?”

”Ja, mindst.” Han strøg hende over håret. ”Nej min ven, men jeg indkalder sognerådet og de forældre, der er interesserede, til et møde i skolestuen.”

”Det er måske en god ide. Men husk: det her er en lille landsbyskole og ikke nogen højskole.”

”Nej, men det leger vi.”

”Leger? Bliv dog voksen, Jens Peter!”

”Aldrig i livet.”

 

*

 

Efter det første møde i skolestuen, vidste Jens Peter ikke ret, om han havde vundet eller tabt. Og da han spurgte Nicoline, svarede hun med et smil, at der slet ikke havde været nogen dyst.

”Nej, men det er jo netop det. Synes du ikke, at det var underligt. At de slet ikke syntes oprørte.”

”Og du gjorde dig endda sådan umage, stakkels Jens Peter. Stillede dig an i fuldt harnisk og så var fjenden det  frommeste lam.”

”Åh, nu gør du nar. Men hør: jeg forsøgte ærlig og redeligt at æske dem til kamp. Alt det jeg remsede op om udslidt inventar og ubrugelige læremidler og forældede undervisningsmetoder. Det prellede jo af på dem. De sad bare og lyttede. Jeg har ellers hørt, at Vendelboer er stridbare.”

”Hvad havde du forestillet dig?”

”Alt andet end denne kølige accept.”

”Accept. Du tager fejl. Lagde du slet ikke mærke til deres minespil?”

”Jo, men hvorfor sagde de ikke noget?”

”Det kommer, Jens Peter, giv dem tid.”

”Tid? Men tiden er jo som gået i stå her.”

”Vær du blot glad for, at de så godt kunne lide dig.”

”Det kunne de da ikke.”

”Jo vist kunne de så. Det var tydeligt.”

”Jeg har en underlig fornemmelse af, at fremtiden ikke bliver nogen dans på roser for os to, lille Nicoline.”

”Hvad skulle vi også med sådan en dans, kære ven, roser stikker noget så hæsligt. De er fulde af torne.”

 

Han ville gerne begynde sin undervisning straks, og aftalen med sognerådet blev da også, at han skulle have sin første time med børnene efter en uges tid, hvori han så kunne forsøge at få fodfæste i det lille samfund. Noget i den retning havde sognerådsformanden foreslået. Jens Peters forgænger Christian Bitsch havde kun været ganske kort tid i embedet, så var han rejst videre til et bedre kald i Klitlund. Og børnene havde været uden lærer i længere tid nu, men alligevel forekom det Jens Peter, at ingen ligefrem syntes at det hastede med den skolegang. Hastede? Nej, det ord fandtes vist ikke i Hulsig. Her gik alt sin sindige gang, så meget havde han da forstået allerede. Det går nok, den lille sætning lå ligesom på alles læber.

Endelig kom den første skoledag.

 

”Mit navn er lærer Wirring, det kan I jo hurtigt lære, ikke sandt? Det er meget sværere for mig, der skal lære så mange navne.”

Hans ord blev mødt med en dødsens alvor, som havde han forkyndt, at han om lidt ville slagte hele klassen og ikke blot prøve at være morsom.

”Endnu kender vi jo slet ikke hinanden,” fortsatte han og forsøgte at give stemmen en lys og venlig klang, ” men bare rolig, det kommer vi til, for jeg har tænkt at blive hos jer meget længe. Og jeg håber, at vi bliver rigtig gode venner.”

Han så igen ud over de mange børn, der sad strunke og uden at fortrække en mine i de alvorlige ansigter. Hvert eneste barneblik var stift rettet mod ham.

”I dag skal vi ikke arbejde, senere skal vi alle sammen være rigtig flittige. Men nu skal I høre: jeg har taget en bog med, som jeg vil læse for jer, og bagefter så snakker vi om, hvad vi har hørt. Synes I ikke det lyder morsomt?”

Han læste vantro i de mange små, lukkede ansigter. Men fik ikke noget svar.

”Ja, det er ikke forbudt at åbne munden. Ikke engang strafbart,” forsøgte han at spøge videre, men han så børnene fare sammen ved ordene. Og pludselig gik det op for ham, at de var bange. For ham?

”Er I bange for mig?”

Nu nikkede de.

”Det er da mig, der skal være bange for jer, synes I ikke? Jeg kommer som en fremmed her, ja helt nede fra Randers og er ene mand. I er mange og kommer fra Hulsig, og Rannerød og Starholm og Kandestederne.”

Igen denne tavshed.

”Jeg vil gerne, at i det mindste en af jer rejser sig op og fortæller mig, hvad I frygter. Det kan da ikke være mig.”

En lille spinkel dreng rejste sig. Der gik et gisp gennem børneflokken, men drengen blev stående, selv om han trippede usikkert.

”Hvad hedder du, lille ven?”

”Martin Mikkelinus Simonsen og jeg er fra Lundholm.”

”Det var vel nok et flot navn. Og hvad vil du fortælle mig?”

”Hvor er din stok og dit ris?”

”Jeg er for ung til at gå med stok, og riset bruger jeg kun til fastelavn.”

Nu lo de. Forsigtigt.

”Sæt du dig bare ingen, min lille ven.”

Han så ned over klassen. ”Der er ingen her, der vil slå jer.”

”Og hvad så, hvis vi ikke kan vores salmevers og lektien?” var der en der spurgte.

”Salmerne synger vi os til, og I skal ikke have lektier for.”

Nu gik der et sus gennem den lille skolestue, og Jens Peter tog bogen frem.

”Og i dag skal I bare lytte.”

Og han begyndte at læse. Han så nok, at et par af drengene slumrede sødt nogle minutter senere og tænkte, at de sikkert havde mere brug for søvn end litteratur og lod dem sove. De havde uden tvivl været alt for tidligt oppe i morges for at hjælpe til i stalden. Det med stalden sluttede han sig til efter lugten.

Den må jeg se at vænne mig til, tænkte han og læste videre.

 

Samme aften fik han besøg.

”Der står en mand uden for døren, og han ser ikke glad ud,” sagde Nicoline. I det samme bankede han på. Hårdt, som ville han slå døren ind.

”Kom indenfor,” sagde Nicoline, da hun havde åbnet døren og sendt ham sit venligste smil, som han dog ikke gengældte. Han var ret ung, tænkte hun, men havde noget mørkt og tungsindigt i blikket, der gjorde ham ældre.

”Jeg skal bare snakke med læreren.”

”Ja, men han bor skam også her. Sammen med mig.”

Hun rakte hånden frem imod ham, og han trykkede den meget hårdt. Det her er vist en rigtig vendelbo, tænkte Nicoline, så bliver Jens Peter da glad.

Det blev han nu ikke. Men heller ikke bedrøvet. Mest af alt blev han forundret. Der var ikke meget plads i den lille stue og magelige møbler ejede de ikke, så Jens Peter pegede på en stol ved bordet og satte sig selv overfor på den smalle vægbænk.

”Det er rart, at nogen kan finde hertil,” sagde Jens Peter, ”Vi er ikke forvænt med gæstebesøg.”

”Jo. Men jeg kom nu mestendels, fordi jeg har hørt af min dreng, at du ikke underviser, men læser højt for børnene af morskabsbøger.”

”Robinson Kruse er nu ikke det rene morskab. Den handler om livsmod og udholdenhed og om at overleve trods modgang. Det kan enhver dreng og pige lære noget af.”

”Hmm … du mener måske, at vi herude lever som de vilde, eller hvad?”

”Jeg kender ikke Hulsig godt nok til at udtale mig om folk. Men jeg synes jo nok, at naturen kalder på både mod og kræfter.”

”Jo. Det kan være rigtigt, men både modet og kræfterne skulle gerne komme til os som en velsignelse fra Herren.”

”Ja, der er vi jo ikke uenige. Men en egen indsats er vel også nødvendig.”

”Jo, nok.”

”Det ender med, at vi bliver gode venner.”

”Vi er ikke ude efter fjendskab. Jeg vil bare sige til dig ansigt til ansigt, at vi ikke er vant til, at børnene skal sidde og høre på den slags ukristelig læsning.”

”Nej, men det er sundt at blive af med sine vaner, især når de er dårlige.”

”For der er jo ikke noget kristeligt indhold i den slags bøger, vel?”

”Jo vist er der det. Bogen er gennemsyret af en moralsk tankegang, præget af kristendommen.”

”Præget af, ja, det lyder jo fint, men min dreng siger, at den Herre Jesus Kristus ikke nævnes med et ord.”

”Nej, det får vente til religionstimerne.”

”Religion? Jeg taler om kristendom.”

”Ja, og jeg har forstået, at vi to taler ved siden af hinanden. Måske kunne vi så mødes på midten?”

”Det tvivler jeg på. Men jeg vil da bede for dig. At du må omvendes.”

”Det behøver du ikke.”

”Og så vil jeg håbe, at også du vil bøje dig og blive en del af Det Hellige Samfund.”

”Indre Mission?”

”Hmm … jo, det er et andet ord for det.”

 

De nåede ikke frem til noget åndeligt forlig, og da de blev ene, trak Jens Peter vejret lettet, og samtidig havde han en underlig mavefornemmelse, han ikke brød sig om. Han vidste i forvejen, at Indre Mission stod stærkt i de fattige egne mod nord, og først senere fandt han ud af, at missionen ikke havde antændt særlig mange i det lille landsogn. Kun nogle få gårde hørte til det, de kaldte Samfundet. Og opslidende åndelige skærmydsler slap de vel for. Bønderne i Hulsig bekendte sig ikke til nogen af de to stridende parter i tidens kirkeliv. Noget egentligt kirkeliv kunne man for resten dårligt tale om al den tid, at landsognet ikke ejede en kirke, og vejen til Raabjerg Kirke var lang og besværlig. Og i kolde vintre umulig.

En søndag, hvor solen skinnede smukt, og vinden for en gang skyld havde lagt sig, besluttede Jens Peter og Nicoline at vove sig ud på den besværlige kirkevej, som gik tværs over den store Studeli Mile.

”Se, Nicoline! disse mægtige sandbjerge der forude skal bestiges, for at vi kan komme til kirken. Er det ikke morsomt? Jeg tror, at vi stille og roligt vil afkristnes på den her egn.”

”Med mindre, kære ven, at du slutter fred med det Simonsenske jubelkor. For Missionen trives åbenbart glimrende i kirkeløse egne.”

”Den trives navnlig på kirkeløse steder, min ven,” lo Jens Peter og tog hendes hånd og trak hende med sig.

”Kom! Det er nu, vi skal agere bjergbestigere.”

De løb som to kåde børn op ad den stejle klitvæg. Så var de på toppen.

”Se Jens Peter, vi er ikke ene i ørkenen,” sagde Nicoline og pegede ud over sandet, der bredte sig foran dem, og hvor nu en lille gruppe mennesker blev synlige. Som sorte myrer, tænkte Jens Peter, mens han så dem kravle op på en stor, hvid klittop.

”Tror du, vi er kommet til Sahara?”

”Mindst.”

”Og se, der fremme vandrer en horde vilde beduiner,” sagde Nicoline med forstilt rædsel i stemmen.

”Beduiner er et nomadefolk, og de er ikke vilde,” sagde Jens Peter, og nu så de den lille karavane standse op og lejre sig i det kolde sand.

”De er i al fald ikke rigtig kloge,” fastslog Nicoline.

Nu rejste en af de sorte myrer sig og gik hastigt hen over sandsletten og lige frem imod dem og viste sig at være et menneske. Jens Peter genkendte Starholmbonden Peter Hjort og tog til sin hat. Manden hilste igen.

”Jeg syntes nok, at det måtte være vores skolelærer og hans kone. Det sagde jeg også til Georgine. Det er kendte folk, sagde jeg, og vi besluttede at vi ville slå følge med jer, hvis I da synes.”

”Det gør vi bestemt, sagde Nicoline, ”så er vi flere til at forsvare os mod fjendtlige beduiner.”

”Hvabehar?”

”Min kone leger. Hun bliver vist aldrig voksen.”

”Og det skulle komme fra dig,” lo Nicoline.

”Hmm … ja, se det er jo en sag, vi snakker om her i Hulsig. Er vores lærer i grunden rigtig voksen.” Peter Hjort så på Jens Peter, med sine klare vandblå øjne, hvori der glimtede et smil.

Jens Peter rømmede sig og sagde: ”for nu skyndsomt at springe til et andet emne, så vil jeg lige bemærke, at jeg har mere end et spørgelystent barn i klassen, og to af dem er dine.”

”Det kan jo så kun være Peter og Karoline.”

”Netop.”

”Spørgelysten, sagde du, ja, det er de blevet på det sidste, man skulle tro, de havde fået en meget mærkelig lærer, der stiller flere spørgsmål end han giver svar.”

”Jeg svarer altid så godt jeg kan. Men børn er kloge, og de stiller kloge spørgsmål, og det er bedst de lærer at gruble selvstændigt over verdens indretning i stedet for at få serveret vores fastlåste meninger om alt mellem himmel og jord.”

”Ja, men vi klager nu heller ikke.”

”Det er der andre, der gør.”

”Missionsfolkene.”

”Ja.”

”De ser jo nok en af disse hersens skrækkelige grundtvigianere i dig.”

”Jamen, så er de jo ligefrem skarpsindige. Det havde jeg dem ikke mistænkt for.”

Mens de snakkede, havde de indhentet den lille flok.

”Min kone kender I jo, og de andre store og små er vore børn. Dem har vi en Guds Velsignelse af. Ni styk for tiden, og vi regner da inderligt med, at Vorherre under os flere.”

”Men hvor har I gjort af jeres lille Arne?” spurgte Georgine.

”Ham vovede vi ikke at slæbe ud i Saharas ørken,” sagde Nicoline.

”Ja, de kan jo være for små,” sagde Peter Hjort og tog den lille Georg op i sine arme. ”Og så går vi, så vi kan nå kirken, inden gudstjenesten er forbi.”

 

*

 

Andreas Peter Gaardboe svingede lystigt med stokken og så op i den klare blå himmel, hvor vintersolen stod og lyste blegt, men dog som en garant for, at varmen og lyset var på vej. Selv var han også på vej, tænkte han. Til kirke. Til sin egen kirke, vel at mærke, for vist ejede han ikke blot noget af den bedste jord i Raabjerg, men den smukke Raabjerg Kirke var også hans ejendom og havde været det i generationer.

Det havde ikke altid været let at finde en egnet præst til det forblæste sogn, og mere end en havde været direkte uduelig og en enkelt sindsforvirret. Nu var det omsider lykkedes at finde et ubeskrevet blad så at sige, og han havde vel grund til at være fornøjet med den ganske unge pastor Jensen. Han kendte ham ikke endnu, men håbede, at han kunne blive en solid modvægt til de religiøse stormvinde, der piskede hen over egnen for tiden.

Pietistiske strømninger, som rettelig hørte hjemme i et fjernt århundrede og ikke her i det oplyste nittende århundrede. Metodisterne havde næsten erobret hele Aalbæk, og resten af sognet var sovset til i den indremissionske søbemad.

Underligt. Han havde skrevet lærde værker om egnen og dens befolkning, og skønt han vidste og egentlig fandt det ganske pittoresk, at de var overtroiske og holdt fast ved gamle, halvt hedenske forestillinger, så havde han ikke regnet med, at de ville falde pladask for disse snæversynede religiøse retninger, der var fælles om at fordømme sandhedssøgende menneskers nøgterne livssyn. Ja, som faktisk forviste forstanden til affaldstønden.

Hvor var det klarsyn, han havde forsøgt at indgive dem? Han tænkte på sin ungdom, hvor han havde haft sin gang på alle gårdene i Raabjerg for at råde bod på, at der ingen skoler fandtes i sognet. Som løbedegn og også senere havde han just villet uvidenheden og dumheden til livs.

Han mærkede humøret svinge fra smukt til gråt, og det var med sure tanker, han storkede frem mod den lille kullede kirkebygning.

Der stod en lille gruppe mennesker foran kirkedøren, og han så til sin glæde, at en af dem var Peter Hjorth fra Starholm. Så var der da mødt et fornuftigt menneske op.  Ud over familien Hjorth var der et ungt par, som han ikke mente at kende. Vel nye på egnen. Han forsøgte at fortrænge surheden, men nåede det ikke, før en kone hyllet i et langt sort sjal og fulgt af en stor gruppe mennesker trængte sig på bagfra.

Han mærkede hende i nakken og vendte sig om.

”Goddag, Andreas Peter,” kom det sukkersødt fra det sortklædte kvindfolk, som han nok syntes, han kendte, men ikke lige huskede navnet på.

Han tog til sin hat og hilste høfligt og nikkede mod flokken. Konen kniksede let, og den lille flok hilste i mumlende kor. Det var alle egnens missionsfolk, så han nu, de var altså troppet op for i samlet flok at vurdere deres nye præst. Den stakkel. Han håbede, at de blev grundigt skuffede.

Konen gik nu et skridt frem og kom betænkeligt tæt på hans ansigt, han mærkede hendes syrlige ånde og en ramme lugt af hønsegård og trådte hastigt tilbage, og nu forsatte hun med sin honningstemme: ”Andreas Peter, elsker du Jesus?” Hun så ham lige ind i øjnene. Også de andres blikke var stift rettet mod ham.

”Nej, der må jeg melde pas,” sagde han, ”men jeg holder meget af kirken.”

”Vi er mange, som elsker Vor Frelser af et rent hjerte,” sagde hun og hele flokken galede et højlydt ”Halleluja!”

”Ja, det kan jeg ikke forbyde jer,” sagde han roligt, ”bare I holder den elskov for jer selv.”

”Det gør vi ikke. Vi er sat her på jorden for at udbrede hans navn og hellighed. Og vores håb er at få dig, Andreas Peter ind i vort hellige samfund.”

”Jaså, I er altså ude på at gøre den stakkels Helligånd arbejdsløs?”

Han smilede til dem og vendte sig om og skred hastigt op mod kirkedøren, mens den sortklædte gruppe blev stående tilbage ved kirkelågen og sandsynligvis nu var i færd med at lægge en strategi for deres kamp.

Peter Hjorth gik ham i møde og de to hilste på hinanden som gode venner. Hjorth vendte sig om og præsenterede de unge folk fra Rannerød.

Derefter lagde han en hånd på Gaardboes arm: ”Og her ser I Andreas Gaardboe, som vi er så stolte af. Han er nemlig nylig blevet hædret med Dannebrogsordenen, og så er han egnens mest geniale videnskabsmand.”

”Hvilket ikke siger alverden, al den stund jeg også er den eneste,” kom det beskedent fra Gaardboe.

”Videnskabsmand? Ja, men det er dog en smuk mission,” sagde Jens Peter.

”Nå … ligefrem mission. Det overlader jeg til dem der,” og han pegede mod flokken, som nu skulder ved skulder bevægede sig op ad den smalle gang til kirken.

 

Han kunne prædike, det måtte man lade ham. Ingen kunne så vist sove til den tale. Og det var jo en god egenskab, tænkte Gaardboe, der havde takket nej til kaffe i præstegården og nu bevægede sig mod sin gård.

Men ellers var manden da vist ikke så lidt af en drømmer og romantiker. Gaardboe fik gåsehud ved tanken, og spurgte sig selv om det var muligt, at Grundtvig var på felttog i Raabjerg Sogn. Det var i al fald noget ganske nyt og unægtelig en smule foruroligende, men ved nærmere eftertanke uomtvisteligt sandt. En prædiken med så stor intensitet og så mange stærke følelsesudbrud. Og et historiesyn, der var så aldeles ude af proportioner og ganske uforeneligt med videnskabelig objektivitet. Den rene romantik altså.

Ja, ja, grundede han og stødte stokken mod en lille sten på vejen. Den fløj op i en bue og landede langt ind over marken. Hm … ja, sandelig om de ikke havde fået en vaskeægte grundtvigianer på halsen. De blev da også angrebet på alle fronter i denne tid.

Ha ha, han lo lidt, nu fik de indremissionske sandelig kam til deres hår. Han kunne ikke lade være at godte sig ved udsigten til de skærmydsler, der måtte følge.

Men i det samme sukkede han højlydt ved en anden tanke, som trængte sig på: Det var tydeligt, at missionsfolkene havde været i stort oprør, da de for lidt siden forlod kirken. Der ville de ikke sætte deres fromme fødder mere. Og inden længe kom kirken til at stå uden præst.

Igen.