144 – kapitel 11 af Hændelser ved Hulsig

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Kapitel 11

Hulsig 1889

 

Fra 1872 til 1887 havde Lars Jensens Enke Kirsten Madsdatter Gaarden, og i denne Tid blev den ikke synderligt forbedret. Kreaturbesætningen ved Gaarden vedblev vel at være lige mange til Tal, men var nu mindre og gennemgaaende daarligere end i Lars Jensens Tid, hvilket for største Delen havde sin Grund i at Kalvene altid blev for daarligt opfødte i det første halve Aar, og Kirsten Madsdatters store Tilbøjelighed til at sælge de bedste Kreaturer bort af Besætningen, hvilket lykkedes hende alt for godt, lokket af de i Forhold til Kreaturernes Beskaffenhed meget høje Priser, som hun altid fik dem betalt med. Lars Jensen og hans Enke klarede sig godt ved Gaarden. Lars Jensen byggede en ny Lade i Aarene 1862 og 1865, og Lars Jensens Enke resten af Laden i 1872 og 1879.

Ved Skøde af 23 December 1887 overdrog Lars Jensens Enke Gaarden Hesselholt til sin Søn Janus Jensen Hesselholt for den Sum 5050 Kr., hvilket var en Udbetaling til min Broder, Mads Larsen Hesselholt af 4000 Kr. og en Aftægt til Moder ansat i 5 Aar til 1000 Kr. og Begravelsesomkostninger 50 Kr. = Aftægt i alt 1050 Kr. Til Gaarden hørte den Gang foruden Pudemarken 2 Klit- og 1 Hedelod, der tilsammen havde en Størrelse af 10,452 Kvadrat Alen eller 747 Td. Land foruden Pudemarken ….

Da jeg overtog Gaarden havde den en Besætning af to gamle Heste, 8 Køer og 8 Ungkvæg i alt 16, som vare meget smaa og daarlige, den bedste Ko kunne jeg kun blive budt 70 Kr. for, desuden var her 16 Faar. Avlsredskaberne var middel gode, Vogn, Plove og Harver var dog daarlige. Bygningerne vare: Rollingen gammel lille og daarlig, Laden god og middelstor. Desuden hørte til Gaarden et lille Hus assureret en Gang for 400 Rdl. Assurancesummen for de øvrige Bygninger vare: Laden 1950 Kr., Rollingen 900 Kr. Tilsammen 3650 Kr.

 

Det var sommer. Også på Hesselholt. Og Kirsten havde travlt. Hun havde altid travlt. Det havde hun haft siden den dag, hvor Lars gravede isskosser, til han døde af det, og de troede, at alle dyrene var druknede i vandmasserne, og at Lars’ profeti nu ville gå i opfyldelse: at dyrene ville dø og at der ingenting blev tilbage. Ingenting. Sådan havde hun selv tænkt, da de kom bærende med Lars og lagde ham på dødslejet, hvor han åndede ud i løbet af få timer.

Hun huskede hans blik den dag, hun havde haft sit første og eneste alvorlige skænderi med ham. Om dyrene og om drengene. Da var det, han havde sagt ordet. Og gentaget det. Ingenting. Hvis dyrene altså gik hen og døde. Det glimt, der altid tændtes i hans øjne, når talen var om hestene, køerne og fårene. Det lys i øjnene. Hun havde aldrig kunnet tænde det, og heller ikke drengene.

Hvis de døde, havde han sagt. Men det var jo ikke dem, der døde. Det var ham. Og bagefter snakkede folk i Hulsig om, at ikke blot Hesselholts dyr, men også dyrene på mange af de andre gårde ville være omkommet, hvis det ikke havde været for en bonde, der var så stædig og så stærk som hendes Lars. Vesterla’s, kaldte de ham, og han havde reddet dem, og hun ville så gerne, at drengene skulle dele den stolthed med hende, som hun inderst inde følte for deres far, men Janus lukkede af og ville ikke høre et ord om ham. Og nævnte ham aldrig selv. Og Mads gik sin vej, når talen var om faren.

Selv havde hun tænkt på ham næsten hver dag i de mange år, hun havde styret gården og forsøgt at gøre det i hans ånd. Hun undte sig ingen hvile. Et slid fra morgen til aften.

Og drengene. De havde jo været mænd i mange år, og hun syntes, at de begge mere og mere kom til at ligne den far, de forsøgte at glemme.

Mads, der var så urolig og ikke kunne stilles ved noget arbejde, men bare skulle væk. Så langt væk, han kunne komme. Til Amerika. Og han rejste ud og var så ung, at han næsten var barn endnu. Dengang havde hun frygtet for at miste ham, og folk fortalte, at havde det ikke været for Thomas Frederiksen fra Rannerød, så ville han være druknet i de store søer der borte i det fjerne land, og hun ville ikke en gang have haft en grav at hæge om. Thomas, som havde fulgt ham hele vejen, og altså også den lange tur tilbage. Alt det han fortalte. Alle rygterne. Selv sagde Mads ingenting. Nu gik han og sukkede efter en pige i Kandestederne. Mathilde. Søren Krøgs i Tversted, men hun var jo opdraget af slagter Rasmussens i Kandestederne. Så var det måske slagter, Mads skulle være. Om han ville have både Mathilde og et godt håndværk. Jo, Kirsten lagde sammen og trak fra og fandt et facit, som passede både hende og knægten og ikke kunne være til ulykke for Mathilde.

Så var der Janus? Hun vidste ikke, hvad den dreng tænkte og følte. Og nu var han over 30 år, og altså pebersvend, men han egnede sig vist ikke for ægteskab, og det kunne også mageligt vente, syntes hun. Og mon ikke han var enig i den tanke, for sidste år hjalp Marie Houkjærs pige Elisa til på Hesselholt i en lang periode. Og på Klarup havde de vel tænkt sig, at der skulle komme mere end et par kroner ud af det. De tænkte vel på gården. Men de unge havde jo ikke fundet sammen, og hun havde hørt, at August Trane sværmede for hende. Mon det var sandt? Og skulle de unge nu selv bestemme, med hvem og hvornår de skulle giftes? Hun var sandelig ikke blevet spurgt i sin tid. Og Lars, han friede så vrangvilligt og ugerne til hende. Eller friede? Det var mere en handel. De havde efterhånden fundet sammen i seng og ved bord, men nogen lyksalighed kom der aldrig ud af den handel. Hvem troede også på lyksalighed i denne jammerdal? Det var noget, man måske kunne finde i Guds Himmel. Men det tvivlede hun nu ærligt talt på.

Og Janus. Jo vist lignede han sin far, som han gik der og ældedes i takt med dyrene, og havde så travlt med at bryde det ned, som hun omhyggeligt havde bygget op. Men han vidste jo besked med alting, var blevet så klog efter at have været på højskole og lært sig sprog og på landbrugsskole og lært at drive en gård, som om der skulle lærdom til det og ikke bare det daglige slid. Men hun protesterede ikke, da han skiftede dyrene ud og forbedrede bygningerne og ikke kunne stilles ved noget af det gamle.

Hun havde fået sin aftægt, som hun ønskede, og den rakte 5 år frem, og nu var snart halvdelen af tiden forløbet, og hun burde vel så i grunden lægge sig til at dø, som det skikkede sig for en aftægtskone.

Vrøvl, rettede hun lidt arrigt sig selv, hun var jo rask og stærk, og kunne ikke undværes, så længe Janus ingen kone havde. Og det hastede ikke med det gifteri. Janus havde jo sin mor. Han kunne få sig en kone, når hun til sin tid lagde sig. Hans far havde passeret de 40 år. En passende alder, når man tænkte over det.

 

*

 

Solen gik ned nu og trak brede penselstrøg hen over himmelbuen. Mod vest flammede det ildrødt, og ind over landet og helt til Kattegat farvede det sarte genskær fra solen skyerne, så de lyste pastelrødt. Om lidt ville alle farver slukkes, og stjernehimlen glimte frem. Og månen ville stå op, og klitlandskabet ligge ligblegt og lysende i dens stråler.

Janus skuttede sig. Han brød sig ikke om månelys og småløb det sidste stykke vej til Klarup.

Bare Elise nu ville se ham denne gang og snakke lidt med ham. Eller i det mindste lytte til ham. Hun kunne da ikke blive ved at undslå sig. Så var han ved gården. De gik tidligt til ro på Klarup, og han vidste nok, hvor han skulle finde hende. Listede sig om bag rollingen og talte sig frem til hendes rude.

Så lænede han sig op af den lave mur og stod lidt og ventede, mens han så ud over heden. Langt ude mod nordøst sneg månen sig op over klitterne, og alle himlens farver blegnede bort. Var nær ved at fortryde, syntes pludselig, at han kom uværdigt listende som en månesyg kat. Burde have ventet til morgendagen og passet hende op i fuldt dagslys.

Men nu stod han her altså. Og han kunne ikke vente. I lang tid havde hun bevidst undgået ham, og han vidste ikke hvorfor. Da han kom hjem fra højskolen, var hun helt forandret og havde ikke villet være ene med ham. Ikke engang da hun en kort tid hjalp til på gården, var det lykkedes ham at få hende i tale i enrum, og når han forsøgte at passe hende op på vejen hjem, sørgede hun altid for, at Karoline fulgte hende hjem, og han kunne se dem tiske sammen, og var sikker på, at talen var om ham. Hvorfor snakkede hun om ham og ikke med ham?

Var det sandt, hvad han havde hørt af sin mor? At Elise havde en kæreste, og at det ikke var ham. Hvem så? havde han frittet sin mor, men hun ville ikke sige mere.

 

Elise havde siddet længe foran spejlet og redt sit lange, korngule hår, inden hun bandt det i to tykke fletninger. Hun tænkte på Janus, og hun tænkte på August. Og så tænkte hun på sig selv og kom til at græde, og hun sad længe helt stille og så på pigen i spejlet. Hendes tårer trillede ned af de sommerbrune kinder og dryppede på hænderne, der lå foldede i skødet. Inde i pigens bryst, men det kunne ikke ses i spejlet, voksede knuden, som aldrig kunne løses op. Hun havde selv knyttet den, og nu måtte hun bære den med sig som en ond tyngde hele livet.

Hun vidste så klart, at hun måtte gifte sig med August, for hun var jo hans. ”Nu er du min,” havde han sagt. Og det var ikke til at komme udenom, kunne ikke lyves bort.

August og Janus og Lise. Et trekløver, der havde kendt hinanden altid og var så gode venner. De unge mænd var venner fra barnsben, og da hun begyndte at holde af Janus og han af hende, var hun blevet en del af det venskab. Selv om hun var så ganske ung, og de var voksne mænd. Og hun havde flere gange ledsaget dem på jagt og fiskeri. På trods, for far og mor fandt det upassende, men hun lo dem fra alle bebrejdelser. De levede ikke i oldtiden mere, og unge mennesker omgikkes helt naturligt, som de havde gjort det på højskolen, forklarede hun og forstod jo nok, at de fortrød, at de havde været så moderne i deres opdragelse af børnene. Men inderst inde var de stolte af hende. Og af Peter.

Men så skete det altså alligevel. Det utænkelige. Janus var rejst på højskole; det havde hun endda selv presset ham til, for han kunne trænge til at tænke på andet end køer og grise, havde hun drillet ham. Men han havde taget det alvorligt og meldt sig til et efterårskursus på Askov.

Det var i høsten. Og hun havde hjulpet til på Tranegården som så ofte før, og efter en lang arbejdsdag havde hun og August siddet sammen ude i klitten og set ud over havet, der lå som et spejl i den vindstille aften. Nu var de trætte og støvede. Gad ikke engang snakke sammen, sad og hang dovent, Lise lænet mod ham. Men så havde August rystet trætheden af sig og leende foreslået, at de skulle springe i bølgerne og tage et bad. ”Hvad for nogen bølger?” havde hun spurgt, men inden hun kunne nå at protestere, havde han krænget alt tøjet af og var løbet som en glad hund ud i det endnu sommervarme vand, hvor han dykkede og svømmede og dykkede igen og blev så længe under vandet, at hun blev bange. Hvordan det nu gik til, så var det endt med, at hun var styrtet ud til ham, akkurat så nøgen som han, og de havde svømmet om kap og moret sig og været lykkelige. Morilden brændte, og når de bevægede arme og ben lyste de op som to svømmende fakler. De lo, og alt var smukt og ufarligt og sensommervarmt, og trætheden var som blæst bort.

Da de igen stod på stranden og småfrøs, havde de været tavse og forlegne begge to. Blev sig deres nøgenhed bevidst. Og så var det, som om der lige med et rejste sig en stormflod, som skyllede ind over dem og rev dem med.

Og bagefter havde hun følt sig elendig til mode, og han var vel heller ikke glad. I lange tider havde hun undgået Janus og heller ikke set meget til August.

Nu lå hun i den varme sommernat og forsøgte at sove. Vendte og drejede sig på lejet og kunne ikke finde hvile. Sådan havde det været siden den aften, hvor alt blev forkert.

Hun kendte nok til søvnløshed fra tidligere. Hun huskede en tid, hvor hun vågnede næsten hver nat med et skrig, fordi bedstefar havde fulgt med hende ind i drømmen hvor hun igen så ham hænge så underligt. Men dengang havde hun stadig været et barn. Og bedstemor formanede hende at glemme det syn, for det var ikke et minde for et barn.

Bedstemor selv ville også helst glemme, men det tillod bedstefar ikke, og hvert år på sin dødsdag slæbte han sig tungt hen over Krøggårdens lofter, mens han klagende kaldte på hende. Som om han ville følge hende i livet nu, hvor han selv var i døden. Og han vidste præcis, hvor han skulle finde hende.

”Han er jo som et plagsomt barn,” vrissede bedstemor, ”det har han nu altid været,” føjede hun til. Og hun rejste sig aldrig for at følge hans kalden, men blev siddende stiv og ubevægelig i sin stol, indtil han gav op og forduftede som det gespenst han var. En gang, hvor Lise havde været på besøg hos bedstemor, havde hun selv hørt ham tumle om på loftet, så hun vidste nok, hvordan bedstemor iskoldt slog ham til side og ikke ville vide af ham.

Men mange år efter lå Lise ofte vågen med ham i tankerne, og det hændte, at hun så ham stå og lyse for enden af sengen, som om han søgte at holde hende fast på mindet. Det behøvede han ikke. Hun kunne aldrig glemme.

Men nu var det længe siden, han havde plaget hende, og mindet var så småt begyndt at blegne. En dag ville det være helt borte, tænkte hun undrende.

Lige med et blev hun kold af skræk. Spøgelset havde hørt hendes tanker så tydeligt, som var han i hendes hoved, og nu ville han ind til hende og tage hævn over hende for glemsel og troløshed.

Hun lukkede øjnene, men den stædige banken på ruden blev ved og ved. Hans benfingres knok, Knok, knok, knok …

Hun foldede sine hænder og bad i rivende hast sit fadervor, men det hjalp ikke det mindste, og synge en salme kunne hun ikke, sådan som hun rystede. Hun åbnede øjnene og kiggede skrækslagen mod ruden, og det hun så fik blodet til at isne. Et ansigt presset ind mod glasset, og det var ikke bedstefars, det var et fremmed ansigt, sært fordrejet af sommernattens hvide lys.

Hun ville rejse sig, men kunne ikke, og pludselig begyndte ansigtet at tale. Sagde hendes navn. Igen og igen. Lise, Lise, Lise, lød det. Og stemmen? Jamen, det var jo bare jo Janus. Blodet begyndte at løbe igen, kroppen blev atter varm, og hun trak vejret dybt. Så gik hun hen og åbnede vinduet.

”Janus!”

”Lise.”

Længe stod de og så på hinanden, som om de havde glemt hvert et træk og nu måtte anstrenge sig for at huske.

”Lille pige.” Han havde en klump i halsen og kunne ikke sige mere.

”Ja,” hviskede hun.

Og han fandt igen ordene: ”Jeg savner dig”

”Det gør jeg også,” hviskede hun så lavt, at han ikke skulle høre det.

”Men hvorfor undgår du mig så, har jeg gjort dig fortræd?”

”Nej, ikke du.”

”Men hvem så?”

”Det kan jeg ikke fortælle dig.”

”Hvorfor?”

”Fordi … hvis jeg siger det, så vil du aldrig se mig mere. Og det kan jeg ikke holde ud.” Nu græd hun, og han ville trøste hende, men noget i ham blev koldt, og han kunne høre det på stemmen, da han spurgte.

”Har du en anden kæreste?”

Hun nikkede.

”Hvem?”

”Åh, Janus, vil du ikke bare gå?”

”Nej. Og sig mig det så!”

”August,” hviskede hun.

”August!” brølede han og vendte sig om og løb bort.

 

Der var langt fra Klarup til Tranestedet, men han løb uden at standse et øjeblik. Ned mod havet løb han i det klare månelys. Akkurat som han havde løbet den frygtelige nat for år tilbage. Nej, det ville han ikke tænke på. Men de lysende marker og de hvide klitter, der tegnede sig spøgelsesagtigt på hver side af vejen, råbte og skreg det til ham. Og han begyndte selv at råbe og skrige. Alt smeltede sammen i et skrig så skingrende, at det truede med at kvæle ham. Men det var ikke ham, der skulle kvæles. Det var August.

Og han tav og satte farten op og løb lydløst det sidste stræk langs marker og hede, og endelig lyste de hvide længer forude, og han standsede op ligeså brat, som han var begyndt sit løb.

Nu var han her. Og hvad så? Hvad skulle han her? Den lange spurt havde renset sindet på en underlig måde, så smerten ikke føltes ubærlig mere. Og han kunne tænke. Og føle andet end fortræd.

”Men du er en lus August,” hidsede han sig op mod gården. Og en lus kværker man mellem to negle, tænkte han, og så på sine hænder, der krummede sig som kløer, og måske skulle han hellere vente til i morgen. Nej, det måtte være her og nu. Det var et regnskab, der ikke kunne vente. Og igen voksede vreden, og han stormede op til huset og lige ind i rollingen uden at tænke, for nu måtte han være kold og stærk. Det var det eneste, der talte. Kulde og styrke.

Han sparkede døren op til kammeret og for hen til sengen og hev en sovende August ud af dyner og søde drømme. Ja, for han drømte vel om Lise, tænkte Janus for at holde raseriet i kog.

Lidt efter stod de ude i gården. Tjenestepigen Marie og drengen Marius var begge vågnet og stod nu lænet mod rollingens mure og glanede. Gamle Marie sov.

”Undskyld Janus,” sagde lusen. Og Janus slog. Af al kraft og lige mod hans ansigt, der lyste blegt i månens skær. August blev stående uden at røre sig og tog imod slaget og det næste og de følgende. Så faldt han om på stenene og lå ubevægelig.

Janus tumlede hen til de to unge.

”Saml ham op og læg ham i seng!”

Så gik han.

Langsomt.

Tilbage til Hulsig.

 

*

”Hvad er det med dig? Du ligner en syg hanekylling. Og lige så pjusket er du.”

Janus lod en hånd fare gennem håret. Havde ikke været i seng i nat, men tumlet om på heden. Og mor havde vel så også siddet oppe. Det kunne ligne hende.

”Der er ikke noget i vejen, mor, jeg er bare træt.”

”Ja, det kan jeg sandelig godt forstå, du var borte hele natten. Er du begyndt at føjte.”

”Hvad siger du?”

”Ja, en hører jo et og andet.”

”Hvad har mor hørt?”

”At du har tævet August Trane. Ihjel, siger de.”

”Ihjel?”

Ordet kørte rundt i hovedet og ville ikke være der. Ikke i hans tanker, ikke August, ikke ihjel, men det kværnede løs. Ihjel ihjel ihjel, sang det i ham i sære falske toner.

”Og der var vidner.”

Han huskede kun uklart, hvad der var sket, men nu så han August for sig, så, hvordan han hang som en knækket gren.  Og hvordan han passivt fandt sig i slagene.

August. Havde han virkelig stået der og ladet sig knuse uden modstand? Ja. Men hvorfor? Det kørte rundt for Janus, og han hørte sig selv hviske, at han ikke havde slået nogen ihjel.

”Nej, men det var ligeved, siger de,” kom det spidst fra Karoline. Og han kunne have kysset hende.

Ligeved.

Pludselig fik han travlt. Og ligeså hurtigt som i nat ilede han til Tranegården, hvor den spinkle Marius kom ham løbende i møde og kastede sig ind imod ham og råbte og skreg.

Janus tog et hårdt tag i drengen og holdt ham ud for sig.

”Nå?”

”Du må ikke slå ham ihjel!” skreg drengen, og Janus slap ham.

”Nej,” sagde han, ”det må jeg ikke. Men jeg må snakke med ham.”

”Ikke som du snakkede i nat!”

Drengen holdt næverne op foran sig, ville forsvare sin husbond. Det bette pjok. Og så alligevel så meget mand, tænkte Janus og daskede ham på skulderen og begyndte at berolige ham. August var også hans ven, sagde han, men en gang imellem måtte selv venner slås. Det forstod han vel. Jo, men det i nat, det var ikke et slagsmål, indvendte drengen.

”Nej, og derfor kommer jeg jo. For at sige undskyld.”

Marius begyndte at gå op mod huset. Janus fulgte med.

Inde i kammeret var der stille. Gamle Marie rejste sig fra en stol.

”Hvad skal du her?”

”Snakke med August.”

”Han har ikke noget at snakke med dig om, og du skal ikke vise dig her.”

”Mor,” lød det inde bag forhænget. ”Er det Janus?”

Moren svarede ikke, hun rejste sig og stillede sig ved sengens hovedgærde, men nu greb en hånd fat i gardinet og hev det til side. August forsøgte at rejse sig over ende, men moren holdt ham fast og skændte. Janus skubbede hende blidt til side og lænede sig ned over vennen. Så det forslåede ansigt. Øjne, der ikke kunne åbnes.

”August, dit kæmpe fjols!”

”Ja!”

”Jeg var nær ved at kværke dig i nat.”

”Ja, nær ved, men du kan da heller aldrig gøre noget ordentlig. Se, her ligger jeg og er i live.” Han forsøgte at smile.

”Ja, det må vi gøre noget ved.”

Selv om han ikke begreb det hvordan det gik til, så kunne ingen af dem skjule glæden ved at se og høre den anden, og den gamle omgangstone indfandt sig efter et øjeblik. Vreden lå stadig langt inde og lurede, men Janus ville ikke vide af den.

”Det, der skete …,” begyndte August.

”Ti stille! Jeg vil ikke høre et ord om det, hverken fra dig eller hende. Kun en ting vil jeg vide: er I kærester?”

”Nej.”

”Sværger du på det?”

”Ja. Ved alt, hvad der er mig kært, Janus, det sværger jeg på. Lise er ikke min kæreste. Det var bare …”

”Ti stille! Og glem det! Så vil jeg også prøve at glemme.”

”Det er du ikke så god til.”

”Nej, men jeg kan øve mig.”

 

Da han forlod Tranegården var han glad. Gladere end længe. Nej, gladere end nogensinde, syntes han og nu skulle han til Klarup, og det kunne ikke vente, og han var ligeglad med, om alle vidste en hel masse om, hvad der var sket både nu og tidligere. De kunne snakke så meget, de ville. Og han var ligeglad med, om Ole Houkjær ville rynke på panden og Marie skælde ud. For Lise ville tage imod ham. Det vidste han, for hun var hans og havde altid været det og skulle være hans i al evighed.

Så satte han i løb.

 

 

143 – Kapitel 10 af “Hændelser ved Hulsig”

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Altså ifølge kirkebogen og folketællingen, så levede hr. og fru lærer Jensen på skolen fra 1880 – 1887/88. Birgitte Vammen er på skolen i 1880. I Lampes bog om Skolen står der, at Christian Jensen besvangrer hende og derefter fyres. Kirkebogen fortæller os, at Larsine Jensen føder tvillinger i 1887 – Der er han altså ikke afskediget endnu. Desuden har jeg fundet ud af, at Christian Jensen og frue får en datter, Marie Jensen, allerede i 1880, dette barn er ikke med i folketællingen af 1880 – derfor overså jeg det. Desuden føder Larsine et dødfødt barn i 1883, altså mens Birgitte er på skolen. Det vil nok foranledige nogle ændringer i nedenstående kapitel.

Herunder kommer min nyeste version.

Jeg beder min evt. læser huske på, at disse kapitler altid er prøvekapitler – de vil bedres undervejs i skriveprocessen.

Indtil 1892 underviste Læreren Rannerød ogsaa Børnene i Bunken-Lodskovad. Læreren skulde altsaa 3 Gange om Ugen spadsere 10-12 Kilometer over Klitter og om Vinteren ofte vade igennem høje Snedriver. Da tilmed Lønnen de første Aar kun var paa 120 Rigsdaler aarlig foruden Bolig og Brændsel, er det forstaaeligt, at det, saa længe denne Ordning varede, kneb med at skaffe kvalificerede Kræfter til Embedet. De første Lærere var da heller ikke Seminarister. … 1884 reguleredes Embedet, saa Lønnen kom op paa 200 Rdlr. Alligevel kneb det med at skaffe en kvalificeret lærer, og Embedet var vacant i længere Tid … I 1877 forhøjedes Lønnen til 550 Kr., og Aaret efter ansattes den 25 aarige Christian Jensen som Lærer. Han var saa vidt vides ueksamineret. Om ham var der delte Meninger. Nogle satte Pris paa ham, andre husker ham som en bister Herre, der var brutal baade overfor Eleverne og sin egen Familie. Jensen havde Hvalrosskæg og gik oftest med Stok og i lange Læderstøvler trukket udenom Benklæderne. Han havde en Del Hjælpelærere fra Tid til anden … I nogle Aar assisteredes han af sin Svigerinde Birgitte Vammen, men Samarbejdet blev desværre saa intimt, at det fik uheldige Følger, og Jensen maatte noget hovedkulds tage sin Afsked.

 

Jens Lampe: Træk af Raabjerg Sogns Degne- og Skolehistorie ( 1948)

 

Slud og blæst hele vejen. Birgitte peb om kap med vinden, mens hun stred sig op over de høje stejle klitter og tumlede videre ind over Studeli Mile. Det havde regnet i flere dage, og nu faldt tøsneen tæt, klitsandet var vådt og klæbede til sålerne, og fugten trængte ind i skoene, hvis snuder gabte som på en død fisk. Og hun kunne glemme alt om reparationer, sagde Kristian, der var end ikke råd til nye såler, og hun skulle være glad, at hun i det hele taget ejede et par sko. Ja, det vidste hun nok. Ligefrem løn kunne man næppe kalde de småpenge, hun månedligt fik overrakt af førstelæreren. Hun måtte ikke glemme, at det kostede dyrt at have hende på kost.

Heldigvis hørte det omsider op med at sludregne, men nu tiltog blæsten, der kom fra nord og som havde frit spil her oppe på højderyggen, hvor der intet fandtes, der kunne give en smule læ, og mørket begyndte at samle sig over de åbne heder, der omkransede milen. Hun satte farten op og småløb hen over sandbankerne for at nå ned på den lyngklædte hulvej, der førte fra Kandestederne til Rannerød, inden mørket helt lukkede sig om hende.

Hun havde protesteret, da Kristian tidligt i morges havde beordret hende til at overtage hans virke som lærer i Bunken og Lodskovad.

”Lodskovad? Jamen, hvornår?”

”Nu,” sagde han og drak en slurk af sin kolde kaffe, ”og herefter tre dage om ugen. Indtil videre.”

”Jamen, det kan jeg da ikke.”

”Det kommer du til. Jeg har fået gigt, som du ved.”

Men hun var heller ikke rask, klynkede hun og kunne ikke tåle at gå den lange vej og slet ikke i dag med det vejr, sagde hun, og desuden var det sidst i november nu, og hun ejede ikke vintertøj. Ja ikke engang et par støvler havde hun, mens han var udstyret med både varm frakke og store læderstøvler og en skindlue med øreklapper. Hun havde kun sine gamle sko, sit uldne sjal og hovedtørklædet.

Ja vist, men det rakte med det, brummede han vredt. Uld var netop så udmærket i fugtigt vejr. Og da hun stadig ikke var til sinds at adlyde hans ordre, hamrede han sin stok ned i spisebordet, så postelinet dansede, og en af kopperne slog revner.

”Der ser du, ulykkesfugl!” hylede han, ”og du kalder dig hjælpelærer. Jeg kommer nok til at lære dig at hjælpe. Og det til gavns.”

Og han havde rejst sig og svinget stokken foran hende, så hun måtte flygte hen i et hjørne, hvor hun blev stående med hænderne for ansigtet, indtil han faldt en smule til ro.

Larsine var dukket frem i døren, men vovede sig ikke ind i stuens uvejr. Hun trak sig hastigt tilbage til køkkenet. Birgitte var begyndt at græde, og Kristian holdt op med at råbe. ”Kællinger,” mumlede han og satte sig. Han koncentrerede sig om sin kaffe og avisen, som han kun var nået halvvejs igennem.

Da hun ankom til Rannerød for år tilbage, havde det set lyst ud, syntes hun. Seminarietiden var slut, og hun ejede et bevis på, at hun, Jensine Birgitte Vammen, kunne kalde sig lærerinde og var kvalificeret til at undervise i børneskolen.

Og hun havde været så jublende glad, da Larsine skrev til hende, at Kristian stod og manglede en hjælpelærer, for han var raget uklar med den, de havde haft. Det var en vis hr. Høeg fra Sønderjylland, der bildte sig noget ind, blot fordi han havde gået på højskole, og som ikke ville tolerere, at man slog på børn. Havde man hørt magen? Hvis ikke man bankede børnene eftertrykkeligt, så ville de jo blive ved at små formørkede djævleunger. Det gode skulle slås fast og med hård hånd. Sådan stod der i Larsines brev, og Birgitte havde studset over den formulering, men så havde hun slået det hen. Børnetugt var vel et nødvendigt onde, og alt for blødsøden kunne man nok ikke tillade sig at være, hvis man på forsvarlig vis skulle forvalte sit kald som opdrager. Både hun og Larsine havde så sandelig fået deres gode hug som børn, og nu var Birgitte en kvinde med viden og dannelse, og søsteren kunne kalde sig lærerfrue.

Hun vidste i begyndelsen ikke helt, hvad hun skulle mene om den lille uanseelige skolebygning, der i fremtiden skulle danne rammen om hendes liv. Der var så trangt alle vegne, lerklinede, sandstrøgne gulve i alle rum som i den fattigste bondestue og kun kakkelovn i skolestuen. Ud over den og et lille køkken var der kun to smalle værelser, i det ene havde ægteparret deres seng, og i den tilstødende stue var der kilet en alkove ind i en niche. Der skulle hun sove. Hvordan det skulle gå, hvis der kom småfolk i huset, turde hun ikke tænke på.

Hun havde dog fra første dag besluttet, at hun ville se stort på de trange forhold og glæde sig over, at hun skulle bo i familiens skød og ikke alene i et fremmed hus. Og desuden var det arbejdet med børnene, hun havde set mest frem til.

Arbejdet med børnene. Kaldet. De store forventninger.  Drømmene. Og hvor hurtigt de forkrøbledes som alt andet i hendes sind. Tilbage var blot sygelige længsler om et andet liv. Så håbløst umulige.

Men den dag i sensommeren 1880, da hun første gang var trådt over tærsklen til skolestuen havde hun været lykkelig. Vejret var varmt og smukt, og den golde hedeegn havde forekommet hende smuk med sine solbeskinnede lyngstræk, der blomstrede i røde farver og med de smukke hvide sandmiler spredt ud mellem alt de røde blomster. En farvepragt. Og på den blå himlen hang lærkerne og sang, som havde glæden fået vinger.

 

Og mens Birgitte denne sene eftermiddag møjsommeligt traskede hen over de drivvåde sandbanker tænkte hun, at hun dog stadig havde et kald. Det havde Christian ikke kunnet tage fra hende, og det var lykkedes hende at vinde børnenes kærlighed og at bringe dem gode kundskaber, og hun havde hvert forår, når sognerådet overværede hendes eksamination høstet stor anerkendelse. Christian havde skumlet af misundelse, men der var altså noget, han ikke kunne ødelægge.

Og mens hun fortsatte sin trælsomme gang over milen, genkaldte hun sig den første skoledag i Rannerød, hvor alt endnu var så lysende nyt.

Børnene havde rejst sig. Ranke og stive stod de og virkede sært frygtsomme. Men det var jo bønderbørn, havde hun tænkt, og lidt forkuede var de vel. Hun sendte dem et beroligende smil, men de så væk og ville altså ikke møde hendes blik. Eller hende?

Og nu begyndte Christian at spankulere langs rækken af børn, alt mens han med en lav brummen daskede sig let i håndfladen med sin uundværlige stok. Hun kom til at tænke på en lille fed hvalros og måtte smile. Det var også det tossede skæg, der hang ned over underansigtet og skjulte overlæben, og som han var så stolt af og daglig smurte og parfumerede. Nu glinsede det sort i solstrålerne, der faldt i brede vifter ind i klasserummet, som ville de trække sommeren med ind i stuen.

Selv stod hun helt oppe ved det store bord, der lå i skygge, og hun fik en fornemmelse af selv at være en skygge, som ingen tog notits af. Hun lænede sig mod væggen, følte for første gang en sitrende uro i blodet.

”Hænderne!” kommanderede Kristian, og alle børnene rakte hænderne frem. De fleste kunne ikke holde dem i ro, så hun, og pludselig hev læreren en mager og temmelig pjaltet dreng ud af rækken og beordrede ham op til lærerens bord. ”I andre kan sætte jer,” sagde han og gav den lille fyr ordre til at lægge hænderne på bordet med håndfladerne opad. Drengen adlød og begyndte at græde, men Kristians stemme skar igennem gråden: ”Aldrig i livet har jeg set så sorte negle og så beskidte hænder. Skam dig, Henning Gris!” Og var der mon ikke fnat, han havde mellem fingrene?

Drengen nikkede og hylede endnu højere, da stokkeslaget ramte hænderne. Tre gange lod Kristian stokken suse ned over drengens tynde hænder, og først da blodet begyndte at pible frem, lagde han stokken fra sig, hev igen fat i den lille fyr og kylede ham på plads.

”Der ser I, hvordan det kan gå, når man teer sig som et svin, og lad det nu være jer alle en påmindelse om, at I skal møde rene og pæne hver dag.”

Drengen var holdt op med at græde, men Birgitte stod med en klump i halsen og syntes, at svogeren gik for vidt, om end målet var det bedste. Og det var der nok en anden, der også syntes. En langlemmet, køn knægt på en halv snes år rejste sig, netop som Henning sank ned på bænken.

Kristian vendte sig forbløffet mod ham og sagde i en tilstræbt venlig tone: ”Nå, nå, nå … og hvad er der så fat med dig, kan du ikke sidde på din plads. Du har måske også fnat? ”

”Nej, men jeg …” Drengen gik i stå, og hun så et glimt af frygt i hans øjne.

”Hør hvem tror du egentlig, du er?”

”Jeg ved nok, hvem jeg er, og det ved lærer Jensen også. Jeg er Peter, og jeg kommer fra Klarup i Rumpen.”

”Nu prøver nok at være morsom, bette Peter Rumperøv! Nå, og hvad mener så RumpePeter i dag? Har han monstro tænkt sig at tilføre undervisningen nye aspekter?”

”Nej, det ved jeg ikke noget om,” svarede Peter og lød en smule forknyt. ”Men jeg synes, du skal vide, at Henning, han har ingen mor, og jeg tror ikke, der er nogen, der ser efter, om han er ren.”

”Jaså! Du vil altså meddele din lærer, at din kammerat ikke bare er beskidt, men også en horeunge.”

Han gik rød i hovedet ned til bagerste række og tog et fast tag i Peter, som han hev ud midt på gulvet, hvor han slap ham med et vris. Men drengen slap ikke sin lærer med øjnene.

”Hvor vover du at glane på din lærer! Frække hvalp! Du har at slå øjnene ned, når jeg taler til dig. Og det skal være NU!” Christian greb ham i hårtoppen og ruskede ham frem og tilbage. Birgitte begyndte at svede. Men drengen syntes hypnotiseret af læreren og forsøgte af al magt at holde fast ved hans vrede øjne.

Christian slap ham, og en tid stod de begge som lammede, så gik der en iling gennem drengen, og han snublede ordene frem: ”Ja, jeg har en mor, og jeg har også en far, og han er sognefoged, og jeg kan godt love dig, at han ikke finder sig i noget. Og nu går jeg ned på min plads.”

Et øjeblik frygtede Birgitte, at svogeren skulle kvæles, hans ansigtsfarve skiftede fra ildrød til dødbleg, og han rystede på hænderne. Så vendte han sig brat om, pegede på Birgitte og gik ud.

Skoledagen havde været underlig og ligesom uvirkelig. Hun havde fået børnene til at åbne deres læsebøger og bedt dem læse højt for hinanden to og to. Og børnene begyndte mumlende at læse i deres bøger. De lød som små virksomt summende bier, syntes hun og måtte smile ved lyden. Til at begynde med virkede de anspændte, mens hun gik frem og tilbage langs rækkerne og foroverbøjet fulgte med i læsebøgerne, en og anden snublede over ordene, og andre blev hæse i mælet. Men de så jo nok, at hun gik med foldede hænder og var ubevæbnet, riset havde hun ladet ligge på sit bord, og lidt efter lidt begyndte de at slappe af, og enkelte vovede endda at kigge op og sende hende stjålne blikke, som hun besvarede med et smil.

Resten af dagen forløb i samme rolige tempo, og hun behøvede kun at hæve stemmen for at få ro, når den sagte mumlen blev for løssluppen. En enkelt gang nævnte hun lidt truende lærer Jensens navn, og der blev helt stille. Men så blev hun blev flov over så tarveligt et kneb, og bestemte, at hun for fremtiden ikke ville ty til nogen skræmmefigur.

 

Denne første dag i Rannerød Skole forekom hende nu så uendelig fjern. I dag hun alle eleverne og efterhånden de fleste af forældrene, og hun glædede sig til hver time, hun fik lov at være ene med børnene og følte altid det samme stik af ubehag de dage, hvor Kristian insisterede på at møde op i klassen og overvåge hende eller selv undervise. Det skete heldigvis sjældnere og sjældnere, for tre af ugens dage måtte han røgte sit besværlige hverv som underviser for børnene i Lodskovad og Bunken. De dage var helt hendes, og i de øvrige tre dage overlod han hellere end gerne eleverne til hende og blandede kun nødigt. Han greb chancen til at dovne dagene bort, henslængt i husets eneste magelige stol og begravet i en af de morskabsbøger, som han havde bragt med sig og som vel rettelig var beregnet for børn.

 

Endelig nåede hun ud på den smalle lyngvej, og så kunne der ikke være langt igen, vidste hun, men så intet lys, der var kun den stadig mørkere hede, hvis hvide flader hist og her skinnede frem som spedalske ar, der gnavede i det sorte landskab.

Hun satte farten ned, stod lidt og jamrede og orkede ikke løbe mere. Alt tyngede, sjalet føltes som en drivvåd dyne, hun måtte slæbe med sig, og tasken med bøgerne var gennemblødt som hun selv, og det forekom hende, at den vejede ligeså meget. Eller mere, for hun var blevet så tynd og let som en fjer, vinden kunne kaste med, som den ville.

Det begyndte at dunke i hovedet, og smerten bredte sig til resten af kroppen. Benene eksede under hende, og hun kunne ikke slæbe sig et skridt videre. Hun ville lægge sig til hvile under den første busk, hun fandt ved vejen, og her ville hun hvile på det bløde mostæppe og slumre ind til vindens sang. Og alle smerter høre op.

Men der var ingen buske. Og hun måtte opbyde alle kræfter og videre, videre, og nu fik hun omsider øje på lyset, der dukke frem af mørket. Snart var hun hjemme. Hjemme tænkte hun bittert, det var ikke et hjem, men et fængsel, som hun aldrig kunne slippe ud af.

Christian stod i døren, som havde han luret på hende i lang tid. Han trak hende hastigt indenfor i det lune køkken, mens han snakkede løs.

”Hvad pokker! Er du allerede hjemme? Du har da vist løbet hele vejen, ha ha ha … Jamen, det passer mig glimrende, for ser du Larsine skulle et ærinde til Hesselholt efter æg og mælk, og hun plejer at blive hængende over kaffen så længe, at man skulle tro, hun ingen pligter havde,” kværnede han, mens Birgitte hang fortabt foran ham og ikke kunne sige en stavelse, fordi alt oppe i hovedet løb sammen i en stor smerteknude, der ikke ville løsne sig, og kroppen var is, og alligevel luede og brændte det i hende.

Hun rakte bedende sine arme frem mod ham, men så faldt hun om i det lille køkken og mærkede halvt henne, at han samlede hende op og bar hende ind i soveværelset. Hun ville værge for sig, da han anbragte hende på ægtesengen, men kunne ikke, og da han klædte hende nøgen, gjorde det ingenting, for han lagde en blød og sitrende krop hen over hendes og sendte varme stød gennem hende, og så forsvandt verden ganske, og da hun vågnede op, lå hun i sin alkove og vidste ikke, om hun havde drømt. Og han sad ved hendes sengekant og strøg hende over kinden, så nænsomt at hun ikke kunne tro, det var ham. Hun smilede og forsvandt atter ind i en ukendt verden af varme og blødhed. Mærkede fjernt hans hånds blide kærtegn og hengav sig til varmen.

*

”Du glemmer en ting, min ven. Du var mere end villig, ja, du lå ligefrem og bød dig til. Og nøgen. Og jeg er kun en mand og kunne ikke stå imod. Det var en fejl. Indrømmet. Jeg er ikke fejlfri.”

”Jeg var syg,” mumlede hun og vidste ikke, om det kunne undskylde noget. Havde hun virkelig budt sig til? Var det hendes egen skyld? Og hvad skulle hun nu stille op med sig selv. En horeunge ville ødelægge hele hendes fremtid. Og hans med. Men det sidste var hun ligeglad med. Han havde fortjent det. Og det havde hun vel så også. Sammen måtte de bære skammen og skylden.

”Du må rejse,” sagde han.

Jeg må rejse?” spurgte hun, ”hvad med dig?”

”Du behøver jo ikke udbasunere, hvem faren er. Det kan jo for resten være hvem som helst af de liderlige bønderkarle.”

”Men det er dig.”

”Det tvivler jeg nu stærkt på. Så tæt kom jeg dig nemlig slet ikke. Helt lykkedes det dig ikke at forføre mig, selv om gjorde dig til, din horekælling.”

Hun havde vidst det hele vinteren, men holdt skammen for sig selv, og mens barnet voksede i hende, hyllede hun sig stadig mere omhyggeligt i det store sjal. En dag betroede hun sig til Larsine, sagde ligeud, at de snart måtte skilles, for hun ventede en lille. Larsine havde siddet længe uden at sige et ord. Også hun ventede barn, men det var ingen nyhed, det havde hun gjort hvert år ved denne tid, og hvert forår tabte hun det lille foster. Endelig sagde hun, at hun havde anet det meget længe, men ikke turdet tale om det. Men kunne Birgitte ikke bare gifte sig med faren?

”Nej,” sagde hun. Og ville ikke svare, da Larsine begyndte at fritte hende.

”Han er gift,” sagde hun og lukkede munden på Larsine.

Hun havde hele vinteren forsøgt at slippe af med det lille foster. Havde endda spurgt Larsine, hvordan det gik til, at hun hvert år mistede sit. Men kun opnået, at søsteren brast i gråd og ikke ville trøstes.

Siden den frygtelige dag, hvor hun blev syg, havde Kristian igen taget turen over milen de tre dage om ugen, men midt i den koldeste vinter havde Birgitte tilbudt sig, og han havde set forundret på hende men naturligvis ikke protesteret, og nu havde hun flere gange trasket den lange vej til naboskolen uanset vejret, og hun havde slidt sig halvt ihjel, mens hun løb op og ned ad de stejle skrænter i håb om, at det lille kræ skulle dø.

Men det levede. Og nu sang lærkerne, og foråret var kommet så nær.

Det var søndag og sidst på dagen, og hun havde tvunget Kristian til at følge med ind i klitten. Han gik vrangvilligt, som om han allerede vidste, hvad hun ville sige og syntes da heller ikke det mindste overrasket.

”Ja, det var vel, hvad man kunne vente sig af dig,” var hans første ord. Og nogen hjælp kunne hun altså ikke forvente fra ham. Det forstod hun med det samme.

”Hvis du ikke rejser øjeblikkeligt, så svarer jeg ikke for følgerne,” truede han til sidst. Så vendte han sig om og forsvandt op over klitten.

 

*

 

Længe blev hun siddende skjult af klitten og stirrede tankeløst på de små planter, der ufortrødent piblede frem i lavningerne mellem de grå klitter og fyldte dem med små uanseelige farver. Så meget rødt, slog det hende. Og så megen styrke. De fik kræfterne til at leve fra regnen og solen. Hende var der ingen, der kunne hjælpe – hun var ikke en lille nøjsom plante, der sugede næring fra vand og sand. Hun behøvede menneskers hjælp, og Kristian ville løbe fra sit ansvar.

”Men det får du ikke lov til,” hørte hun pludselig sig selv sige ganske højt, som stod han endnu foran hende.

Og hun rejste sig, svøbte sjalet om sig og begyndte at gå op mod gårdene. Først da hun nåede til Øster Klarup standsede hun og så op mod det hvidkalkede våningshus, rollingen, som bønderne kaldte det. Hun smilede bittert ved tanken om den rolling, hun bar i sig og skyndte sig op til huset, inden hun kunne nå at fortryde. Hun bankede hårdt på døren.

Det var Marie, der lukkede op, og som bad hende indenfor.

”Jeg har netop lavet kaffe. Elise er på Hesselholt, hvor hun hjælper lidt til for tiden, og Peter er gået med Ole over i stalden. Vi har allerede fået den første kalv. Det var jo for tidligt, men den har det godt,” småsnakkede hun og nødte Birgitte til at sætte sig ind på bænken under vinduet. Så skænkede hun en kop kaffe til hende og bænkede sig overfor.

”Du ser ikke glad ud, Birgitte. Du må endelig sige til, hvis der noget i vejen. Mangler I noget hos jer?”

”Nej, vi mangler ingenting,” sagde Birgitte og tænkte, at de altid manglede noget.

”Ja, for det skal du vide, både Peter og Elise var så glade for dig, mens de gik på skolen, og du lærte dem så meget nyttigt og smukt.”

”Tak,” sagde Birgitte og så ned i bordet.

”Ja, Elise har vi tænkt os at sende på højskole til efteråret, mener du ikke, at det vil være en god ide?”

”Jo.”

En engel gik gennem køkkenet, og pludselig kunne Birgitte ikke holde det ud længere. Hun vendte hovedet bort og græd.

”Nej, men hør nu …” Marie lænede sig over mod hende og tog hendes ene hånd i sin. Hun klemte den og småsnakkede til den unge lærerinde som var det et af børnene, der havde slået sig.

”Det går over igen, lille ven … det er aldrig så galt.”

”Jo, det er. Det kan slet ikke blive værre.”

”Men er du da syg?”

”Bare jeg var.”

”Så fortæl dog, jeg skal ikke sige det videre.”

”Jo du skal, for sognefogeden skal vide det.”

”Vide hvad?”

Og pludselig væltede det ud af hende. Hvordan hun var kommet syg hjem, og hvad der så skete, skønt hun ikke mere huskede det. Men det måtte jo være sket, for nu ventede hun en lille, og … hun forsvandt igen ind i gråden. Men behøvede jo heller ikke sige mere.

Marie rejste sig og tog plads på bænken sammen med den unge pige og holdt om hende, indtil gråden hørte op. Så sagde hun: ”Vi har længe vidst, at Jensen var et umenneske, og Ole har mere end en gang truet ham med afskedigelse, for vi kan ikke blive ved at finde os i, at han mishandler de svageste af børnene. Nu har vi en rigtig god grund til at slippe af med ham. Så sørgelig den end er.”

Pastor de Place lukkede øjnene, afførte sig den bredskyggede hat, lagde den i skødet og lod sig sole i den åbne vogn, der lystigt trillede langs stranden mod Hulsig. Så smukt vejret artede sig, ja, det var for en gangs skyld en ublandet fornøjelse at age strandlangs til det lille sogn i syd, og havde det ikke været for rejsens sørgelige formål, så ville han ret have frydet sig. Han kom der ikke så ofte. Landsognet lå jo så ufremkommeligt, skjult bag høje miler, og pastoren lod sig kun nødigt befordre did, og aldrig i dårligt vejr, og det havde han da hurtigt fundet ud af: ved Skagen var der jævnt hen altid dårligt vej. Var det end undertiden nødvendigt at vidne om Guds nådige kraft også i denne udørk, da sendte han gerne sin kapellan, men just i dag kunne en sådan løsning ingenlunde komme på tale. Og desuden, vejret artede sig usædvanligt og var som skabt til en Hulsigfærd.

Han åbnede atter øjnene og så ud over det blinkende solvarme vand. Hvor paradisisk det lå der og glimtede for hans øjne. Han fik ligefrem en letsindig lyst til at berøre det med sine hvide hænder. Ak ja, det var jo blevet så udbredt selv i almuen, at folk neddykkede det ganske legeme i havet, tænkte han og gøs lidt ved tanken om denne sædernes forfald. Heldigvis gik den så at sige hånd i hånd med en åndelig vækkelse, der som en stormvind var faret gennem Skagen de senere år og havde revet fiskerne med, så de nu vandrede om i byen ædru og nyfrelse og med Guds ord på læben. Og han tænkte med et lille suk, at aldrig det mindste vindpust deraf var nået til landsognet, skønt behovet så sandelig var til stede der også. Drikfældigheden var en kendsgerning. Nu havde samfundet endda ofret en skole på dette udsted og med uddannede lærerkræfter tilmed, og man skulle jo så mene, at vejen var banet for et vågent kristenliv. Men ak nej! Det var netop i skolen, at Satan så lumskeligt havde indsneget sig. Havde han forsømt noget der? grundede han. Ja, det havde han, men han skulle vide at rette op på fejlen, som han netop nu blev sig så smertelig bevidst.

Så var de endelig ved den lille hulvej, der førte fra havet op til Hulsig og videre til Rannerød. Ja, men dertil havde det ingen hast. Det var jo den ubehagelige side af sagen, som gerne kunne skubbes en kende. Først ville han tilbringe nogle gemytlige timer i selskab med udmærkede bønderfolk, for de fandtes, om end i ringe tal. Han havde som altid sørget for at sende bud dagen i forvejen både til Krøg og Hesselholt og ikke mindst til Klarup, om at han ville ankomme, og han var ikke i tvivl om, at de gode bondekoner nu alle stod parate med det bedste, huset kunne præstere.

Han var ikke vanskelig. Han skulle ikke kræses for, det plejede han udtrykkeligt at gøre opmærksom på, hver gang han forkyndte sin ankomst. Han kom til dem, i al ydmyghed, som deres tjener. Som han gerne udtrykte det, så skulle han servere dem den åndelige føde, uden hvilken de ikke kunne leve, og de skulle til gengæld servere ham den korporlige ædelse, uden hvilken han ikke kunne leve. Kort sagt. Guds ord til dem, og den gode solide bondekost til ham. Han sad ligefrem og smaskede ved tanken om denne udvekslings fortræffelighed.

Den første af de tre gårde ville han blot gøre holdt ved ganske kort og ene og alene for at hilse på de gode bønderfolk, som han værdsatte, og som altid tog vel imod ham. Allerede inden vognen var rullet op foran døren, åbnedes denne, og strandfogeden viste sig i sit pæneste søndagstøj, skønt det kun var lørdag, og bonden vel i grunden havde rigeligt at se til med sin gode bedrift sådan en glimrende sommerdag. Men nu stod han ikke desto mindre der med en fremstrakt hånd for at hjælpe præsten, der da også havde vanskeligt ved selv at nedstige fra sit høje sæde. Og nu kom også Maren Larsen ud i gården, omkranset af en livlig børneflok. Hun var sandelig nydelig af en bondekone at være, det måtte han endnu engang sande. Her var en skønhed, som ens øjne kunne hvile sig ved. Og frydes over.

”Kunne vi tilbyde præsten et lille traktement?”

Maren smilede til ham og blev derved endnu kønnere. De var just så frimodige disse bønderkoner, og han blev ikke stødt over hendes ligefremme tiltale. I sit forrige embede havde man tituleret ham ”Deres Velærværdighed,” men det savnede han ikke. Der var adskillige af de ældre bønder, der sågar sagde ”du” til ham, hvilket han dog fandt en smule anstødeligt.

Da de sad bænkede ved bordet i den hyggelige bondestue og han blev budt på de dejligste kager og også tog til takke dermed og spiste adskillige, så mente han, at tiden var inde til at vejre stemningen hos beboerne, inden han skred til dom i den penible sag med den usædelige ”ménage á trois”.

”Hm … ja, se jeg vil gerne vide, hvad folk mener om skolefolkene i Rannerød.”

Der blev en lang pause. Så lød det spagt fra Christian Larsen: ”Det ved vi ingenting om.”

Han så appellerende på Maren.

”Nej,” sagde hun.

”Men har man da slet ikke reageret?”

”Det var ikke så ligetil med det,” sagde Maren lavt.

”Nej,” supplerede Christian.

”Hmm … jaså. Og jeg forstår, at der er blevet født hele tre børn i skolen denne sommer.”

”Jo,” sagde Maren, ”tvillinger. Og en pige.”

”Og hun er uægte, ikke sandt,” sagde præsten og så strengt på Maren, som om det var hende, der havde leveret det forkerte barn.

Både Maren og Christian blev da også røde af forlegenhed, men ingen af dem var til at trække et ord ud af. Det fik så være. Han var vel heldigere på Hesselholt, som han forstod, blev drevet af en gæv enke og hendes voksne sønner.

Han takkede for sig og tog lidt slukøret afsked med Krøgfolkene. Men netop som Larsen ville hjælpe ham op i den høje vogn, vendte han sig om og rystede let på hovedet.

”Nej,” sagde han, ”det er jo et så velsignet vejr i dag, og jeg tror sandelig, jeg vil spadsere til Hesselholt.”

Han så på Larsen og overvejede et øjeblik at bede ham slå følge, så de kunne passiare, men bonden havde allerede vendt ryggen til og var hastigt på vej op mod huset. Nå ja, bønder havde vel altid travlt, og sådan et præstebesøg kunne jo nok tøve en kende. Tilgav han den formastelige.

Så gik han selv.

Også på Hesselholt blev han budt velkommen, skønt der ikke lige straks viste sig noget menneske. Kun en karl stod ved brønden og tumlede med en hest, og han havde tydeligvis ikke bemærket præstens ankomst, men selvfølgelig han kom jo også så at sige på listefødder, inkognito, og uden kusk og vogn, men i det samme rullede vognen ind på gårdspladsen og bremsede op kun få meter fra ham.

Han betydede kusken, at han skulle sørge for hestene, der sikkert trængte vil vand, og denne kontaktede straks karlen ved brønden, og de to karlfolk faldt øjeblikkelig i snak. Ja, almuen havde så let ved at kommunikere på deres sære kaudervælsk, undertiden kunne man ligefrem misunde dem den kunst.

Men nu vendte den fremmede karl sig mod præsten og gik målbevidst hen til ham og rakte ham tilmed en ikke alt for ren hånd. Præsten studsede, men måtte jo tage den, det var jo et sognebarn trods al ringheden, og heldigvis havde han just behandsket sig, som han gerne plejede i besøgssager, for man vidste aldrig, hvem man blev nødt til at berøre. Og hud mod hud undgik han helst på slige steder.

”Præsten skal være så hjertelig velkommen,” sagde karlen og smilede bredt.

”Hm … tak … men er herskaberne ikke hjemme,” undrede præsten sig.

”Jo vist, min mor er i rollingen, og jeg står lyslevende her,” sagde han, og præsten bemærkede undrende, at det unge menneske talte en slags dansk, og hvem var han mon?

”Ja, undskyld, pastor de Place, jeg glemmer rent at præsentere mig, mit navn er Janus Hesselholt, og jeg ejer gården her.”

”Jaså. Men så er det vel mig, der bør undskylde. Jeg tog Dem for en karl.”

”Jeg er karl. Ungkarl oven i købet. Men ikke desto mindre gårdejer, ” og han slog ud med hånden.

 

På Hesselholt var de Place blevet beværtet med den skønneste grøntsagssuppe og den sprødeste flæskesteg og en dessert af henkogte frugter i fløde. Bedre mad havde han længe ikke smagt, og det var ligefrem vanskeligt for ham at tage hul på bylden og fremlægge sit penible ærinde og således true den gode stemning. Men han måtte jo. Ellers vidste han jo ikke, hvordan man der så på tingene på de store gårde, og alle vinkler var vigtige, når man havde at gøre med så kilden en sag.

”Det er kommet mig for øre, at usædeligheden har vundet indpas her på stedet,” sagde han og forstod straks, at ordene ikke just var velvalgte, for de blev mødt med ildevarslende stilhed.

Endelig sagde fru Kirsten: ”Hvad mener præsten?”

”At her fødes uægte afkom,” sagde han strengt og så Janus smile. Hvor afskyeligt! At smile nu, hvor den blødende byld lå blottet for alles øjne.

Men Janus sagde sorgløst: ”Afkom er ikke vores stærke side, vel mor.”

”Janus!”

”Ja, det vil jeg rigtignok også sige!”

”Men jeg forstår, at præsten taler om skolelæreren og ikke om os.”

”Netop! Og nu ville jeg gerne vide, hvorledes man herude i sognet forholder sig til den sag.”

”Forholder sig?”

”Netop,” gentog præsten og så opfordrende fra den ene til den anden.

”Ja, det er jo ikke noget, vi kan gøre meget ved,” sagde Kirsten.

”Vil det sige, at man ikke bekymrer sig det mindste om uterlighed og usædelighed?”

”Åh, folk er vel her som alle andre steder,” mente Kirsten forsigtigt.

”Ja, det er sandt mor. Her som der. Det er det samme.”

Nej, på denne gård kom han ikke videre. De folk trængte virkelig til vækkelse, han måtte sørge for, at en af de udmærkede missionærer fik sin gang her.

”Jamen, så må jeg håbe, at sognefogeden har en mindre letfærdig holdning til sagen.” sagde de Place og mente ikke, at han orkede at gå helt til Klarup, hvilket han gjorde sin kusk begribelig og måtte have ham til hjælp, da han skulle entre vognen.

Den unge Hesselholt fulgte ham ikke ud. Megen pli ejede dette karlfolk sandelig ikke. Men jeg glemte vel egentlig også at takke for maden, påmindede han sig selv, inden han fuld af fortrædelige følelser lod kusken køre sig til Klarup.

Der var kun få minutters kørsel, og egentlig burde han vel i grunden have valgt apostlenes heste for ligesom at køle sig af, skønt køligt var det ikke just, og nu ærgrede han sig for første gang over, at han havde taget den tidligere Raabjergkollegas brev så seriøst og besluttet sig for at blande sig i en affære, som ikke nødvendigvis burde være landet på hans bord.

Også på Klarup var han ventet. Ole Houkjær, som han blev kaldt, stod allerede ved gavlen og glanede efter ham, som havde bonden på Hesselholt sendt ham røgsignaler. Præsten lo af sin egen lille morsomhed. Røgsignaler! Ja, men noget indiansk primitivt var der nu over disse Hulsigbønder.

Nu kom bonden hen til vognen og hjalp ham ned fra det høje, lumske trin.

Inde i stuen var kaffen klar, og Houkjær skænkede ham den dejligste cognac, han længe havde vederkvæget sig ved. Han slettede på stedet ordet primitiv.

”Denne cognac, den er dog ganske sjælden, ikke sandt?”

”Vist så, men det er jo ofte sjældne varer, der tilflyder os fra havsiden,” lo bonden.

Og naturligvis, også Houkjær var jo strandfoged. De Place kunne ikke vænne sig til denne besynderlige overflod, der herskede i den fattige bondestue. Havet javist. Den blå ko, som de kaldte det, og den kunne malkes i det uendelige, hm … jo, men deraf drog jo alle fordel. Og de Place nippede igen til den udsøgte drik.

”Jeg er her jo ikke for at drikke din gode cognac, kære Houkjær,” sagde han og bemærkede nok, at ”du” sneg sig ind på tungen.

Houkjær syntes dog ikke stødt, mon i grunden ikke også Raabjerg præsten havde tituleret dem på samme vis? og nu smilede manden endog.

”Ja, men vi er glade for at man tager sagen alvorligt, vi har nemlig flere gange tidligere klaget til Raabjergpræsten, men uden held.

”Jaså, har lærer Jensen da tidligere forbrudt sig.”

”Det har han såmænd gjort daglig i alle årene, og havde han ikke haft frøken Vammen, så havde vi strøjet ham af pinden for længe siden. Med eller uden præsternes velsignelse.”

”Hvorledes?”

”Han mishandler børnene.”

”Jeg forstår ikke. Mishandler?”

”Vi mener, at han overdriver sin revselsesret.”

”Ja, her er min holdning ganske klar: Streng optugtelse er nødvendig.”

”Så kort sagt, vi har længe forsøgt at råbe de herrer præster op. Nu er det så lykkedes.”

”Hm … ja, utugt kan ikke tolereres. Og måske han vil være så venlig i sin egenskab af sognefoged at følge med mig til skolen.”

 

Da de Place senere sad i rejsevognen på vej til Skagen gik allehånde tanker gennem ham. Raabjergpræsten. Mon de snart fik det vakante embede besat. Og med hvem? Forhåbentlig ikke en af disse forfærdelige grundtvigianere, som svirrede om alle vegne og indbildte den enfoldige almue så meget nonsens.

Læreren i Rannerød havde været fortvivlet og fremvist sine to nyfødte, som drejede besøget sig om en hjemmedåb og ikke en afskedigelse, og præsten havde da også straks forsikret, at de kunne blive i boende skolen sommeren over og få deres små båret til dåben.

Læreren havde siddet og gnedet sit sorte skæg, mens sognefogden læste den af ham udfærdigede skrivelse højt. Konen eller skulle man sige konerne så han ikke noget til.

Og så var deres mission ude. Og de var ikke blevet budt på nogen traktering. Det kunne man jo heller ikke forvente, men man var dog ikke vant til at forlade et hjem uden at have nyt hverken vådt eller tørt.

Nu var sagen så afklaret. Resten var op til den gode Gud. Og han var jo netop god, så derom behøvede øvrigheden ikke at bekymrer sig.

Hvad den da heller ikke gjorde.