142 Kapitel 8 af “Hændelser ved Hulsig”

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Kapitel 8

Rannerød

1878

 

 

Christian Krøg var meget musikalsk. Mange kom i hjemmet for at høre ham spille violin. Han kørte også med fisk fra Skagen til Aalbæk … Det var en kold tur om vinteren, og derfor varmede han sig med en flaske brændevin. Det blev efterhånden for ham en vane, og da han indså, at det havde taget overhånd, gik han op på loftet og hængte sig. Min mor, som ellers ikke var overtroisk, var ikke til at frasnakke denne historie: Mens Kristiane og min mor, som var en lille pige, sad og snakkede, hørte min mor, at der kom en op ad trappen og gik hen over loftet. Min mor spurgte, om Christian Larsen allerede var kommet hjem. Men min oldemor sagde: ”Ved du ikke, hvad dag det er? Han kommer altid en tur på loftet på sin dødsdag.

Lars Hesselholt: Hulsig-minder fra Kandestederne til Tranestederne.  ’

 

 

Christiane sad let foroverbøjet ved kistens hovedgærde. Her ville hun blive siddende natten over hos Christian og holde sig vågen, og så ville tågerne i hendes hoved måske spredes og hun ville komme til klarhed og falde en smule til ro. Samle sig og begynde at fatte det ubegribelige, der var hændt. Hun vidste jo nok, at det var sandt, havde jo selv set ham hænge der med øjne, der stirrede lige ned på hende uden at se. Det syn ville ikke forsvinde, men det forblev uvirkeligt og fordunkledes i den tætte tåge, der havde svøbt sig om hende fra det øjeblik, hun så ham dingle deroppe under hanebjælken.

Først var der barnet, der var kommet tumlende ind i køkkenet, hvor Christiane stod og lavede stærk kaffe. Og hun havde også bagt. Men den lille pige havde ikke lige straks bragt Christiane ud fatning. Det var jo ikke så sært, at barnet var blevet skræmt ved synet af sin fordrukne bedstefar. Han burde nu også holde op med at drikke så tæt. Men det kunne han jo ikke. Hun havde utallige gange forsøgt at gemme flasken for ham, men indså snart, at den efter flytningen var blevet hans sutteflaske. Uden den ville han te sig som et forsultet barn. Ja, tænkte hun, han var på en måde begyndt at gå i barndom, og hun ville lade ham gå i fred og blot følge ham så langt, hun kunne.

Hun havde først prøvet at berolige det skræmte barn. Hun skulle ikke tro, at det var så slemt fat med bedstefar, han søgte blot trøst i flasken, fordi han savnede sin gård.

”Men nu tørrer du øjnene, Elise, og så spiser vi to selv alle kagerne. Så kan han have det så godt derude i laden, ikke?”

Men barnet havde virret med hovedet, som om det var fluerne, der generede hende. Og Christiane fortrød, at hun havde sendt pigen over efter bedstefar, for hun havde jo set, hvordan han nylig slingrede tværs over gårdspladsen på vej mod laden. Allerede svirendes.

Han var i det hele taget faldet af på det, efter at de havde måttet flytte fra gården og ind på den gamle mølle i Rannerød. Hendes Christian havde nægtet at indse, at han var blevet gammel og svag. Ikke tale om, at han skulle tages fra bestillingen, han var aldeles ikke parat til at gå på aftægt, han gik jo kun i sit seksoghalvtredsindstyvende år og mente bestemt, at han både var i besiddelse af styrke og mod til at fortsætte sit virke som ejer af Krøggården. Og det mange år frem.

Det havde svigersønnen ikke skønnet, han pressede på og kunne vist ikke tids nok overtage gården, og Christian Krøg havde følt sig jaget ud af sit hjem og hensat til den forfaldne mølle, som nu skulle danne rammen om hans og Christianes liv. Hvad skulle de der?

Pludselig huskede hun en samtale, som hun havde overhørt forrige sommer fra sit skjul mellem bærbuskene. Her sad hun og plukkede ribs, da hun hørte nogen komme gående på stien, der førte til den søndre stalddør. Det var Christian Larsen og hendes egen Christian. Hun havde skammet sig til at lytte, skønt det var ord, hun ikke ønskede at høre. Bagefter skammede hun sig mest på deres vegne.

”I vil få det godt på møllen. Det er jo mit barndomshjem, og nu står huset tomt, og jeg vil ikke sælge så længe du lever.”

”Jeg har nok vidst, at du ville have mig på aftægt. Men du kan ikke tvinge mig. Det her er stadigvæk min gård, og her er det nu en gang mig, der bestemmer.”

”Men du er jo ikke rask.”

”Jeg fejler ingenting.”

”Sludder, dit drikkeri har givet dig flere skavanker, end du selv vil være ved.”

”Og hvordan kan du byde Maren at løbe helt til Rannerød for at passe mig? Som om du ikke har givet hende nok at tage vare på her på stedet.”

”Ja, det er sandt. Og for resten tænker jeg ikke, at hun skal rende nogen steder. Så ringe er du vel heller ikke, at du skal passes. Og du ved udmærket, hvordan det er fat med Maren.”

”Ja, da havde vi god plads til vore forældre i alle årene. De blev ikke forvist til et fremmed sted.”.

”Forvist? Nej, men hør nu, møllehuset fejler ingenting. Og her på gården har vi allerede en børneflok, og den vokser. Der er ikke plads til gamle også.”

Og han var begyndt at remse navne op, og det var tydeligt, at han var stolt og gerne ville, at den gamle skulle forstå, hvilken rigdom han havde tilført slægten. Gamle Christian havde jo aldrig fået sønner. Nu var der både Christian Peter og Ingeborg og lille Janus, og Maren var stærkt på vej med en ny forsyning.

”Ja, du skulle skamme dig! Behandler hende jo som en so, der helst skal fare hvert år. Se det kan du finde ud af. Men drive en gård – ha!”

”De små børn kommer fra Vorherre.”

”Eller fra storken. Jeg er en voksen mand, bette Christian.

”Det skulle man ikke tro. Og nu kan du godt stikke piben ind og finde dig noget fletværk, som du kan sidde og sysle med. Her på gården skal du ikke komme rendende og gøre dig klog på noget, der ikke er dit.”

”Jeg sætter aldrig mere mine ben her på gården, hvis I vover at smide mig ud.”

”Lover du det.”

Så var de forsvundet, og Christiane hørte ikke mere. Behøvede det heller ikke. Christian Larsen og Christian Krøg havde set skævt til hinanden fra den dag, karlen blev fæstet, og et bryllup havde ikke rokket ved det forhold, snarere tværtimod. De tålte ikke hinanden. Og det skønt de i mangt og meget var hinandens spejlbillede: begge var de lige arbejdsomme, og begge kunne de tåle både modgang og modstand, det gjorde dem blot stærkere og mere robuste. Hun havde sådan håbet, at Christian ville ændre syn på karlen, når først de unge var blevet gift, og at han ville begynde at se den søn i ham, som de aldrig havde fået. Og da det ikke kunne være anderledes havde hun fundet sig til rette på den gamle mølle. Og håbede blot, at Christian ville gøre det med tiden. Tog altså fejl.

Hun sad en stund og tænkte på sin mand og det stræbsomme slid, der havde formet hele hans liv. Og bragt dem velstand og agtelse. Hun havde ikke tal på alle de folk udefra, der havde gæstet dem gennem årene og været en gangbro til verden uden for Hulsig. De havde mødt de fremmede med åbent sind.  Og nu så hun til sin glæde Maren og Christian Larsen fortsætte i det samme spor og være trofaste mod de samme mål.

Så tænkte hun igen på den lille Elise, der endelig havde fået mæle derinde i køkkenet og sagt de ord, der nu blev ved med at dukke op i bevidstheden sammen med billedet af den døde: ”Men jeg er så bange. Bedstefar hænger så mærkeligt.”

Hun hørte vel forkert, tænkte hun først. Hænger?

Hun havde jo hørt rigtigt. Og var ilet derud. Og hun havde stået længe og bare set på ham. Så huskede hun ikke mere, var vist blevet henne, og da hun atter kom til sig selv, sad både Maren og Marie hos hende. De havde grædt. Det havde hun ikke. Kunne ikke. En sær vrede var vågnet i hende, og hun havde ingen steder at rette den hen, måtte holde den i ave, tænkte hun og så sikkert helt ynkeligt på sine pige, for de begyndte at stryge hende over håret og hænderne og tale til hende, som var hun deres barn.

 

Nu sad hun ved kisten. Alene. Skønt begge døtrene havde forsøgt at overtale hende til at tage med en af dem hjem. Hjem tænkte hun. Hun havde ikke mere noget hjem.

Næsten alle folk i Hulsig og Rannerød og Starholm og Tranestederne havde aflagt hende besøg. Ja, selv fra Kandestederne var der kommet folk, og de var en efter en defileret forbi kisten, hvor Christian lå så fromt med salmebogen i de foldede hænder. De var tavse, og hun vidste ikke, hvad de tænkte.

Selv havde hun ikke kunnet holde nogen tanke fast. Det var først nu, hvor hun var ene, at hun ligesom vågnede og for alvor blev bevidst om sit tab. Godt, at hun havde sine piger. Deres støtte behøvede hun ikke tvivle på.

Men så tænkte hun på svigersønnerne og vidste ikke så nøje, hvad hun kunne vente sig fra den kant. Christian Larsen var venlig nok mod hende, men på en egen stille, alvorlig måde, som hun ikke rigtig var tryg ved, og det var vel til syvende og sidst også ham, der var skyld i Christians død, tænkte hun og vidste samtidig, at hun var uretfærdig. Det var ikke Larsen. Det var brændevinen. Han kunne ikke leve med skammen. Han, der hele sit liv havde været en agtet mand.

Og vist kunne de have fået en lille aftægtskrog på den store gård, men det ville alligevel være endt ulykkeligt. Hendes Christian var for stolt til at krybe i et musehul og sidde der og vente på døden. Og andet ville han næppe have haft i udsigt, for de to mandfolk kunne ikke være sammen uden at den ene vidste bedre besked end den anden. To uforbederlige kamphaner. Og det var let at se, hvem der var den stærkeste.

Hun tænkte på Ole Houkjær. Så hans ansigt for sig. Han var så køn, og hun forstod godt Marie, der lige fra hun var en stor tøs havde sværmet om ham, på en gang tiltrukket og skræmt. Det gådefulde mørke i øjnene, ansigtets skarpe træk og de smalle læber, som kun sjældent mildnedes af et smil. Så blev de jo gift. Var det nu en lykke for Marie? Hun var jo den kådeste af pigerne, havde altid haft let til smil og latter. Og så netop Ole Houkjær. Og hvorfor denne hårde facade i det unge ansigt? Måske skyldtes alvoren, at han havde oplevet og overlevet krigen i 1864, hvor så mange unge mænd måtte gå i døden for konge og fædreland, eller kom hjem som invalider, eller med et sind, der for altid var flosset efter mødet med slagmarkens angst og gru. Både Ole og hans brødre, Jens og Mads, havde været med i de blodige kampe, Jens ved Dybbøl og de to andre ved Helgoland. Og hun vidste, at Oles gode ven, Søren Thrane, var blevet såret under slaget ved Helgoland. Hele hans underansigt var skudt væk, sagde man, det manglede både mund og hage, og Ole havde måttet hjælpe Søren med at drikke ved at hælde væske direkte ned gennem det blodige svælg. Sådanne oplevelser kunne nok hærde en mand. Og dertil kom så de hyppige strandinger i vinterstormene, hvor Ole altid deltog.  Selv i det barskeste uvejr var han blandt de mænd, der uden et sekunds tøven sprang i redningsbåden og roede ud på det oprørte hav for at redde forliste sømænd. Der skulle mænd af stål til den dåd, tænkte hun. Og stålsat var han. Men det var også muligt, at årsagen til det stærke og stridbare sind lå i opvæksten.  Den store børneflok. Den udsatte Houkjærgård på de sandede agre derovre ved Kanderenden, hvor flyvesandet fra den store Studeli Mile havde frit spil og hærgede vidt omkring og gang på gang lagde gårde øde. Forældrene Peder Houkjær og Lisbeth Jensdatter fra Nørre Gaardboe var rare og flittige folk efter hvad hun vidste, og også Peder havde mere end en gang vovet sit liv for at redde nødstedte sømænd, og gården havde både i hans tid og senere, hvor den blev overtaget, først af Jens og senere af broderen Mads Houkjær, gæstfrit åbnet sig for nødstedte mennesker. Og kærlig pleje og pasning havde det nok aldrig skortet på. Jo, tænkte hun, de folk fra Kandestederne besad alle denne besynderlige blanding af hårdt og blødt, af stålvilje og et varmt og kærligt sind. Det var i dette spændingsfelt, at den store børneflok var vokset op. Og vist blev de præget af det på godt og ondt.

Christiane sukkede. Ak ja. Denne tunge alvor og strenghed i sindet var fremmed for Krøgerne, der var livsglade og lattermilde af natur og tog imod livet som det kom. Måske var det derfor, at det føltes så ubegribeligt og helt forkert, at en Krøg, og endda den mest agtede af dem alle, skulle tage sit eget liv. Først nu lyste tanken klart i hende, og hun gentog langsomt ordene, rettet mod Christians kridhvide ansigt.

”Du tog dit eget liv.”

Ordene løste knuden i hende, og nu væltede sorgen ind over hende. Hun bøjede under dens tyngde og græd. Tårerne faldt på hans hænder og fugtede salmebogen.

Det var som det skulle være.

 

141 kapitel 6 og 7 af “Hændelser ved Hulsig”

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

 

Hesselholt

 1870

Julefesten skulle holdes på Hesselholt. Det var Kirstens påfund. Hun skulle altid fylde huset med folk, der ikke ligefrem kom dem ved. Eller ved og ved, det var så meget sagt, en del var man jo ligefrem i familie med, og andre var folk, der til nød kunne snakkes med. Om landbrug og udvikling og om fremskridt. Det var heldigvis ikke nye ord for alle i sognet, skønt de fleste drev deres brug akkurat som forfædrene havde gjort. De kørte videre i den samme plovfure uden at have den ringeste fornemmelse for forandringens nødvendighed.

Lars kunne ikke helt lade være med at bryste sig en smule over, hvor langt han selv var nået på de 15 år, han havde haft gården. Kirsten forsøgte undertiden at holde igen. Nu skal du huske at spise brød til, sagde hun hver gang han blev ivrig. Han ville kvæles af det tørre brød, om hun skulle bestemme.

Det skulle hun ikke.

Og han havde god grund til at være tilfreds med sig selv, for nu hvor det var ham alene, der bestemte, hvor ploven skulle gå, havde han opdyrket en god del af de hedelodder, der hørte til gården, og vist havde han slidt som et bæst, men han havde til gengæld set frugterne af sit arbejde og høstet, som han havde sået. Først og fremmest havde han sørget for yngre og stærkere heste og en langt bedre plov, en, der uden at slides itu kunne bryde den hårde, sure hedejord, som med flid og slid nok kunne forvandles til brugbar agerjord. Og besætningen af kreaturer var vokset i takt med markernes antal. En dygtig karl havde han sørget for og piger, der kunne arbejde.

Navnlig efter at onkel Jens var død, havde han haft helt frie hænder, for den gamle kunne jo ikke lade være at blande sig i tide og utide. ”Vent du bare, til dine egne sønner tager over, og du bliver sat til side som en gammel udslidt fejekost. Vil du bryde dig om det?” Han havde ikke svaret, men tænkt, at hans drenge skulle lære alt det, han ikke selv havde lært. De skulle på landbrugsskole og komme hjem som fuldbefarne bønder. Og han ville lytte til dem. Det ville han. Gamle Ane blandede sig på en god måde, hun hjalp til, hvor hun kunne, og uden hende havde Kirsten ikke kunnet gå med i stald og på mark mens drengene var små. Hun var så ”tålle” den gamle kone, at det var en fornøjelse.

Han så ud over de mange bænkede Hulsigfolk og dem fra Rannerød. De havde taget godt for sig af Kirstens jødekager og æbleskiver og drukket tæt af hendes gode julemjød, og nu bredte der sig en stemning af fred og fordragelighed i stuen, der for en gang skyld føltes trang. Han vendte sig mod Christian Krøg, der sad bænket ved hans venstre side.

”Du fik nok tøsen godt gift.”

”Jo, såmænd. Ole Houkjær er et mandfolk. Og de har fået godt hold på nabogården til os. Og så er de jo svært tilfredse med de to små.”

”Og nu kom der så et karlfolk ind i familien.”

”Hvad?”

Krøg skelede surt til ham, og da Lars bare blev ved med at smile, fortsatte han uden at hæve stemmen: ”Hvis det er ham Christian Larsen, du stikker til, så er han ikke kommet ind i familien. Han kender sin plads.”

”Nej ham. Det var nu den nye Houkjær, jeg mente. Ham den bette Peter. Han er vel også et karlfolk?”

”Jo.”

De sad lidt tavse, og Lars lod blikket glide hen over alle konerne, der sad ved deres ende af det lange bord, opstemte og røde i ansigtet af varme og velvære, mens de skræppede om kap.

Ole Houkjær dannede sammen med sin søster Karen grænsen mellem de to køn på den ene side af bordet, og han lagde mærke, hvordan de to søskende stak hovederne sammen og syntes tabt for alt andet end hinanden. Og så alvorlige begge to, som sad de og snakkede om død og begravelse. Det gjorde de måske også. Man havde ikke set Karen smile, siden manden forsvandt. Eller nej, de fandt ham jo. Han lå i brønden. Stendød. Ingen i Hulsig snakkede højt om den hændelse, men alle kendte jo til det. Folk sagde, at ham Klarupmanden havde været tosset. Men de sagde så meget. Det skulle man ikke lytte efter.

Lars forsøgte at ryste tankerne af sig, og fik i det samme øjenkontakt med Kirstens søster Ane, der havde overtaget Klarup efter sin far, Jens Madsen. Nu kom hun med en svingende fuld kande mjød, som hun lod dumpe ned foran ham så skødesløst, at det skvulpede over og silede hen af bordet. ”Værsgo og søb!’ lo hun, og han kunne ikke skænde på hende. Ane var så køn at se på, men et sært løssluppent kvindfolk var hun ligegodt, tænkte han og undrede sig igen over, at hun aldrig var blevet gift. Nu gik hun i sit 37’te år og drev gården som et andet mandfolk. Ja, det var to kvindfolk, der drev de store og indbringende Klarupgårde i Rumpen, og de udførte begge deres arbejde så godt som noget mandfolk, det måtte han indrømme. Folk sagde godt nok, at Ole Christensen gjorde sine hoser røde hos Ane, ja, flere havde endda set ham stille sine træsko i hendes bryggers, og han kom da ikke ud igen lige med det samme. Men han var jo så meget yngre end Ane. Og desuden, tænkte Lars, folk snakkede.

Karens og Anes gårde lå klods op ad hinanden. Alligevel var der sket det mærkelige, at en kvinde engang forsvandt på vej fra den ene gård til den anden. Det var jo for mere end hundrede år. I en snestorm. En ung kvinde med et lille spædbarn forvildede sig på den korte vej fra Vester- til Østerklarup, og man fandt hende ikke før om foråret, da sneen smeltede. Så kom hun til syne ude langt ude på heden, hvor hun lå med sit lille barn knuget ind til sig.

Pludselig fik han øje på Janus, der stod henne ved døren til køkkenet og undersøgende lod sit blik glide rundt, som søgte han noget bestemt. Lars kaldte drengen til sig, og Janus kom farende og masede sig med lidt besvær ned mellem sin far og manden fra Tranestedet, Jens Christian Madsen, som han var gode venner med, for Tranebonden læste dagen lang og vidste alt, hvad der var at vide i hele verden. Mente drengen i al fald. Han havde da så mange bøger, at man vist aldrig ville kunne nå at læse dem alle i ens levedage.

”Nej Janus, her er ikke plads til børn,” sagde Lars og tog et fast tag i drengens arm, men han lod sig ikke uden protester trække væk fra sin gode plads.

”Og du kan spise alle de æbleskiver, du vil ude i køkkenet.”

”Ja. Men jeg har ikke fået mjød. Kun mælk.”

”Det er da skammeligt,” blandede Tranebonden sig nu. ”Her! Drik! Det har du kuns godt af.”

”Nej,” kom det hvast fra Lars, og han tog kruset fra ham og skubbede det hen foran ejermanden, inden drengen nåede at drikke.

”Vent til du bliver stor, Janus.”

”Men far siger jo altid, at jeg er stor. Og jeg bliver snart 12 år og er stor nok til at muge under køerne og køre den tunge bør til møddingen, når Christian Poulsen har læsset den. Og jeg har regnet alle skolens regnebøger på skolen og læst alle bøgerne. Men der er nu heller ikke ret mange.”

Han snakkede sig rent forpustet, og Lars kunne ikke lade være at trække på smilebåndet. Den dreng.

”Jamen, så smag du. Men ikke for meget.” Han rakte sit eget krus over til drengen, der hastigt tyllede i sig af den søde drik. Der var et godt søk i den knægt.

Lars lagde en arm om drengens skulder. Janus og Mads var heldige, at der nu var bygget en skole i Rannerød og endda ikke langt fra Hesselholt, så drengene skulle ikke som børnene i Kandestederne traske mange kilometer til skole og det i al slags vejr. Han gav ham et lille klem. Ham kunne man godt være stolt over. Så lærenem, den knægt var. Lærer Andersen var kommet over en dag for at fortælle, at han nu snart ikke kunne lære Janus mere, og at det var en god ide at sende ham på en større skole. Lars og Kirsten havde ikke været uenig med ham. Men det kunne vente. Han var endnu for ung til Landbrugsskolen.

”Da er det både synd og skam om han skal være bonde,” havde læreren sagt. ”Han har jo evner til at blive præst.”

”Præst!” havde Lars råbt og slået næven i bordet.

”Ih! nej virkelig. Præst?” havde Kirsten himlet og set på læreren som var han direkte udsendt af Vorherre. Tydeligt, at de rottede sig sammen.

Men det skulle blive løgn.

”Men som jeg siger,” indvendte præsten spagt, ”jeres søn er jo så begavet. Og … og..”

”Og bønder er så dumme. Var det det du ville sige?”

”Nej.”

”For så kan jeg godt fortælle dig, at det kræver både viden og omtanke at styre en stor gård. Men det ved du selvfølgelig alt om? Det lærte du vel på seminariet.

”Nej,” havde lærer Andersen indrømmet og koncentreret sig om Kirstens kager, hvoraf han fortærede op til flere uden at snakke mere om drengene. Nå, han var jo ungkarl og fik vel sjældent den slags bagværk.

Inden læreren gik, havde han dog forsøgt sig med et forslag. Mads kunne overtage gården, mens Janus blev holdt til bogen. Mads var ikke boglig, men praktisk. Sådan havde Vorherre lagt det til rette.

Jo, det var nok muligt. Men der i huset var det altså Lars, der lagde til rette. Og Andersen havde rejst sig og takket for sig. Og så var han gået.

Lidt senere på dagen havde han haft sit første skænderi med Kirsten. Det skulle også blive det sidste, lovede han bagefter sig selv. Der var ikke noget kønt ved det gnaveri. Og Kirsten havde ikke fortjent det. Hun var bare ikke klogere.

Hun var kommet trimlende ud til ham i stalden, som var fanden lige i hælene på hende. Selv gik han helt fredsommeligt sammen med karlen og fodrede sine kreaturer.

De skulle snart på græs, og han glædede sig hvert eneste år ved denne tid til den store fest, det var at slippe dem løs på de grønne marker. Og som han gik der i den mørke stald og gav ædelse, så han for sig, hvordan de frit ville bese hen over de grønne marker, så det gungrede i jorden. Al den muskelkraft, al den løsslupne livsglæde. Det var selve livet, der vågnede efter en død og klam vinter.

Han klappede en halvstor kvie, som han holdt særlig meget af, for den havde øjne, man ikke fandt smukkere hos noget fruentimmer. Han lod den slikke sin hånd, som havde den været en lille spæd kalv. Jo, men det havde den jo også været, smilede han for sig selv og blev varm om hjertet.

Men dyrene var så træge og søvnige i denne tid. Det var, som om de var sat på vågeblus og ikke kunne vækkes igen, før foråret satte ind og solen atter fik magt.

Nu kom Kirsten så. Og hende var der ikke noget søvnigt ved. Hun skræppede op allerede i stalddøren, og han forsøgte at gøre sig døv. Men hun trådte helt hen til ham og stillede sin store krop op foran ham og spærrede for ædetruget. Han så op i hendes vrede ansigt og sagde sagtmodigt, at det nok skulle gå, som Vorherre havde bestemt.

Men hun skreg: ”Som du har bestemt!”

”Jo. Men det kan vel være nok så godt.”

”Godt! Du ved ikke, hvad godt er. Du har kun dine satans køer i hovedet, ja … og så markerne og kornet og hederne. Alt sammen døde ting,  og …”

Nu tog hun da munden fuld, syntes han. Og da hun fortsatte, ramte hun rent ved siden af: ”Os er du ligeglad med.”

”Dyrene er ikke døde. De er bare trætte.”

”Det er jeg også. Det kan du lige regne med, jeg er. Dødsens træt. Her går man og slider sig op for din gård, og ens drenge kan være nok så strålende begavede, uden at du så meget som lægger mærke til det..”

”Det er kun Janus, der er begavet.”

”Ja. Og så vil du bremse ham.”

”Nej, bette Kirsten. Jeg vil sætte skub i ham.”

Sådan var de blevet ved i lang tid, og det havde virkelig kostet tid og kræfter at dysse kvindfolket ned igen og gøre hende begribeligt, at han skam nok kerede sig om drengene. Og om hende. På sin måde. Men med dyrene var det jo noget andet, de var selve livsgrundlaget, og det burde hun forstå. Skulle man miste en af drengene, så var det grumme galt, men skulle man miste dyrene, så var det hele forbi.

Der var blevet så sært stille imellem ham og Kirsten siden det skænderi. Ikke at han begreb det.

Men i dag havde hun fået sin vilje, og her sad nu det halve Hulsig og summede, mens de fyldte sig med kager og snak, så det var forskrækkeligt. Men Kirsten strålede, og det var jo godt at se på. Der lå en slags forsoning i det, tænkte han og bestemte med sig selv, at han i aften ville kæle for hende, som havde hun været den sødeste spædekalv.

Så gik alting vel i lave igen.

 

Hesselholt

1872

I april 1872 døde min farfar Lars Jensen ( Vester Lars ). Der faldt en forfærdelig masse sne, flere meter. Men så faldt det ind med et varmt tøvejr, og sneen smeltede, vandet oversvømmede alt og kunne ikke komme til havet, da alle vandløb var fyldt med snekvadder. I staldene stod køerne og rakte hovederne oven vande, men flere får druknede. Vester Lars tog da sin store træøseskovl og begyndte at skovle snekvadder op fra havet og opad. I 3 dage stod han i vand til livet og skovlede op. Så kunne han ikke mere, gik hjem i seng – og stod aldrig mere op.

 

( Lars Hesselholt: Hulsig-minder – fra Kandestederne til Tranestederne, Vendsyssels Årbog 2003).

 

”Du kan ingenting gøre Lars. Det her er Guds vilje, det kan du jo selv se. Det er ikke menneskers værk.”

”Nej, det er Satans værk.”

”Herren lader det sne og tø, som det passer ham. Det kan du ikke forhindre. Han lader sin sol skinne over gode såvel som over onde.”

”Lige nu er det ham, der er ond. Hvis du ikke vil give Satan æren.”

”Sådan må du ikke sige. Det hævner sig. Gud finder sig ikke i, at folk trodser ham.”

”Tror du jeg finder mig i det her?”

”Nej, Lars, det tror jeg ikke. Og jeg vil bede for dig. At HAN må være hos dig.”

”Ja, gør det. Og hils ham fra mig og sig, at han ved, hvor han kan finde mig, hvis han vil give en hånd med.”

”Lars dog! Men hvor kan jeg finde dig?”

”Vil du da give en hånd med?”

”En hånd, men det rækker jo ingenting Lars. Tænker du på ene mand at fjerne al isen? Men det er jo den rene galskab!”

”Jamen, så lad mig være gal. Ja – jeg er gal! Jeg er rasende. Og nu går jeg.”

Allerede inden han med besvær nåede over til staldbygningen, var han gennemblødt af vandmasserne og regnen, som igen tog fat og styrtede ned over den forheksede jord.

Han kunne ikke åbne ind til dyrene, måtte nøjes med strække sig og kigge gennem de små vinduer, der glinsede fugtigt i den silende regn. Det så ud, som om ruderne græd. Han pressede ansigtet mod glasset og kunne se sine køer stå og strække hals for ikke at drukne i vandet, der blev ved med at stige og ville tage livet af dem en for en, hvis der ikke skete et mirakel.

Han troede ikke på mirakler.

Fårehuset turde han ikke kigge ind i. Det ville være som at se lukt ind i helvedet. Det var et helvede, og så kunne Kirsten snakke så meget hun ville om Gud og Himlen. Her hjalp ingen bønner.

Med sig selv vidste han, at hun havde ret, når hun påstod, at han intet kunne gøre. Men han kunne heller ikke stå passivt og se til, mens hans verden faldt sammen for øjnene af ham. Han ville gerne have haft Janus med, drengen havde arvet hans kræfter og ville kunne gøre god gavn. Men han var ingen steder at finde her til morgen, og han fik en mistanke om, at Kirsten havde sendt ham bort. Hun var så pylret med den dreng.

Det lykkedes ham at trænge ind i huggehuset, der var højere placeret end staldlængen. Han fik fat i sin store øseskovl, og med den over skulderen kæmpede han sig vej til stranden.

Det havde sneet næsten uafbrudt hele vinteren, og bjergene af sne voksede, som ville de overgå selv de højeste klitter. Men han havde ikke været ræd for sine dyrs ve og vel, vidste jo, at der var rigeligt med foder og staldvarme til hvert eneste kræ derude. Også for kone og børn var der sørget.

Jo, han havde følt sig tryg.

Men så var det, at ulykken ramte fra en uventet kant. Det satte pludselig ind med varme, og overalt og på ingen tid tøede sneen. Foråret væltede sig ind over dem med al sin kraft. Sol skiftede med regn, og regn skiftede med sol, og hele verden forvandledes til strømmende vandmasser, der bredte sig til alle sider og silede ind i våningshuse og udhuse. Isen smeltede ikke i samme takt som sneen, og alle bække og grøfter forblev tilfrosne dag efter dag.

Han måtte gøre noget. Men han var ene. Alle de andre syntes lammede af skræk, og ingen agtede at røre en finger. I går var han gået fra hus til hus for at få dem med ned til stranden og i fællesskab gøre det eneste, de kunne: forsøge at rense bækken op, så den smeltede sne kunne strømme frit ud mod havet. Men alle som en havde rystet på hovedet og forsøgt at dæmpe ham ned, og enkelte havde sagt lige ud, at han var tovlig i hovedet.

Rasende moslede han videre gennem sne og vand og nåede omsider helt ned til bækkens udløb. Og her begyndte han at skovle. Op med de forbandede isskosser, op med det halvfrosne snesjap, op og væk med alt det, der truede med at tilintetgøre den verden, der var hans, og som han havde stridt for i alle de år.

Det var holdt op med at regne, og luften var blevet mild og solen varmede hans ansigt og hænder. Men bækken var isnende kold, og han stod i vand til livet. Han frøs ikke. Underliv og ben var hurtigt blevet følelsesløse. Men ind imellem sortnede det for øjnene af ham, og han måtte tage sig voldsomt sammen og gribe ekstra hårdt om skovlen og fortsætte med at hugge og skovle uden at tænke på andet.

Kunne jo se, at det nyttede. Vandet begyndte langsomt at sile mod havet. Han var stærk, og nu skulle han vise, at han ikke bare turde, men også kunne trodse de onde kræfter, der truede ham på livet.

  *

”Mor, jeg tror far kommer hjem snart.” Janus væltede ind, drivende våd og forkommen.

”Hvor har du været?”

”Jeg var først hos Jens Christian Madsen på Tranegården. Ville lige snakke lidt med ham og se hans nye bøger.” Sagde drengen og ville ikke fortælle mor, at det også var for at snakke med Kirsten Marie som var så pæn, men ikke til at komme i nærheden af oppe i skolen.

”Ja og så bagefter ville jeg lige løbe op til August Trane og få ham med til stranden for at se, hvordan det så ud dernede.”

Han rystede af kulde, og hun trak ham hen til den varme kakkelovn og begyndte at trække de våde klæder af ham.

”Jamen, så fik du vel øje på far. Ikke? Nedenfor Tranes?”

”Jo. August ville ikke ud i regnen, så jeg lød derned alene og så ham med det samme og løb også hen til ham. Men han ville ikke høre på mig. Snakkede hele tiden om, at jeg skulle løbe op til Tranestedet igen og sige, at Jens Christian skulle komme ned til bækken og hjælpe med at skovle. Og det lovede jeg ham også. Men Jens Christian var hverken til at hugge eller stikke i, det her var solens og Vorherre opgave. Ikke vores, sagde han. Og så løb jeg tilbage til far, og til sidst lovede han mig, at han ville gå hjem. Snart.”

Janus’ korte referat var langt fra hele sandheden. Det vidste han nok, men han ville ikke skræmme hende, og fortalte ikke hvad der virkelig var sket dernede ved bækken. Og hvor bange han havde været for sin far, der stod halvt begravet i det plumrede og isfyldte vand og fægtede med skovlen og blev mere og mere underlig og slet ingenting hørte. Så var det Janus var begyndt at græde, og det fik hans far til at rase endnu vildere, mens han skreg op om, at han ikke tålte at høre på det forbandede tøseflæberi, og at han skulle tage sig sammen og være et mandfolk og hjælpe sin far, når alle andre svigtede. Og pludselig havde far kylet skovlen fra sig og grebet fat i Janus og i et hiv trukket ham ned i grøften, hvor han næsten forsvandt i det isnende vand. Far trak ham lynhurtigt op igen og holdt ham op foran sig i strakte arme, mens han stirrede lige ind i hans ansigt. Janus var holdt op med at græde og bed tænderne sammen så godt han kunne, for de klaprede højt mod  hinanden, og vandet drev af ham og nedover far, der pludselig gav et brøl fra sig og slyngede ham op på bredden, som havde han været en af de tunge isskosser.

Janus havde straks rejst sig og var løbet væk fra far, og nu græd han igen, men det hørte kun regnen. Et øjeblik tænkte han på at løbe tilbage til Tranegården, men ombestemte sig. Kirsten Marie skulle ikke se ham sådan. Heller ikke ved den anden Tranegård, hvor August boede, standsede han op, og først da han pjaskede op i indkørslen til Hesselholt, fik han hold på gråden. Mor skulle ikke se, hvor ræd han var.

”Men far er ikke kommet hjem,” sagde Kirsten med angst i stemmen.

”Du skal ikke være bange, mor. Måske er han ved at få has på isen, ikke?”

”Jo,” sagde hun for at fjerne skrækken i hans øjne.

”Mor, jeg går til stranden. Tager en spand med. Så kan jeg hjælpe far. Det lovede jeg ham.”

”Nej,” sagde hun, ”vi går derned sammen, så prøver vi at få ham med hjem. Imens kan Bedste Ane se efter Mads.”

 

Det var blevet koldt, og så småt begyndt at mørkne, da de begav sig ad Tranevejen ned mod havet. Men drengen havde klapret af kulde og måtte først varmes og tørres grundigt og klædes i tørt tøj, skønt hun tænkte, at det kunne være det samme med tøjet, for nu dryppede det igen, og om lidt ville regnen styrte ned og de ville blive drivende våde, inden de nåede ned til stranden.

Omsider var de ved den nederste eng inden havet, men det varede en rum tid, inden de fandt Lars. De gik efter lyden og et godt stykke længere oppe af bækken skimtede de ham. Det af ham, de kunne se, for hans krop var skjult af bækkens høje, stejle skrænter, og kun hovedet stak ovenud. Det dækkedes helt af sydvesten, og de så det bevæge sig rykvis, som var det hovedet, han huggede med.

Da de kom tættere på, kunne de se, at han stod i vand til livet, og at skovlen gik op og ned, op og ned, op og ned, så taktfast og mekanisk som en af de nye tærskeværker, der blev ved med at slå på kornet, indtil nogen slukkede for strømmen.

Her kunne ikke slukkes.

Han så op på dem med syge øjne. Det var først, som om han ikke kendte dem. Så fortsatte han sine vilde hug i den frosne is.

”Vil du ikke nok gå med os hjem?”

”Jeg er hjemme. Det her er min bæk.”

”Lars!”

”Ja, ja, jeg ved det nok. Gården betyder ingenting for jer og alt for mig. Det må I se at få ind i hovedet.”

”Men du kan ikke holde til at stå i den kulde. Og det er snart mørkt, og du har ingen lygte, og …”

”Jeg har månelyset.”

Det var sandt. Regnen var hørt op, og uvejrsskyerne begyndt at spredes, og mere og mere af den mørknende aftenhimmel kom til syne deroppe. I nat ville månen være tændt, og den ville sende sine blege sølvstråler ud over klitlandskabet.

”Men du kan da ikke stå her hele natten.”

”Og i morgen med, og næste nat og næste morgen. Og først når jeg ser vandet strømme frit, kommer jeg hjem.”

Kirsten tav. Det kunne hun ligeså godt. Så kunne de gå herned og samle liget op i morgen. Til den tid ville han være frosset ihjel, tænkte hun, men det kunne hun ikke forhindre, og det måtte så være straffen for hans vilde trods mod alle tings Skaber.

Hun kunne bare ikke forstå, hvorfor hun og børnene skulle straffes så hårdt. Uden Lars og med lutter døde dyr og ødelagte bygninger, var der ingenting.

Ingenting.

 *

Præsten fra Skagen havde været nænsom i sin samtale med den stakkels enke og de to drenge. Aldrig med et ord havde han ladet forstå, at han var ganske klar over at Lars selv var skyldig i sin død ved i samfulde tre dage at kæmpe imod Guds vilje ved at stå i en iskold bæk og arbejde på at ændre Den Gudskabte Natur.

Rygterne var løbet som en klitbrand fra mand til mand eller måske navnlig fra kone til kone, og ordene havde ikke skånet Lars og hans familie.

Men præsten ville skåne dem. De var uforskyldt kommet i ulykke, tænkte han, og den stakkels mand måtte jo have været syg. Ja, det var sygdom, der fældede ham, og han skulle nok sørge for som den gode sjælehyrde han var, at han fik en ordentlig begravelse, og at ordene om Herrens miskundhed og store nåde skulle være de sidste, der blev talt over denne mand. Han ville ikke lytte til folkesladder og heller ikke til sin kone, der med forargelsens frelsthed i stemmen havde hvisket til ham, hvad folk sagde. Ukristelig snak, havde han svaret-  og hun skulle vare sin mund. ”Så bliver han altså begravet på kirkegåden alligevel?” havde hun spurgt så syrligt, at han ikke holdt det ud, men gik ind i sit studerekammer, hvor han kunne være i fred.

 

Slut på 6. kapitel – vi møder senere Janus som voksen – men først skal vi helt andre steder hen.

 

 

 

 

140 Kapitel 5 af “Hændelser ved Hulsig”

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

1867

Strandlangs til Skagen

 

”Da jeg en Aften i Slutningen af Oktober 1867 rejste fra Skagen, kom jeg til at kjøre over Stranden med Sognefoged Christian Krøg i Skagen Landsogn. Det regnede og blæste af SØ., og Regnen piskede os lige i Ansigtet. Chr. Krøg, som er en firskaaren og kraftig Mand af en ærlig og aaben Karakter, er en Levning af Fortidens mere hærdede og djærve Befolkning. Fjernt og nær er hans Hus bekjendt for Gjæstfrihed, og i Vintertiden er det ofte et behageligt Tilflugtssted for Rejsende i denne øde og uvenlige Klitegn med sine umaadelige tunge Sandveje. Som gjør Rejsetiden mere end dobbelt saa lang som paa de almindelige Landeveje. Det var, som det hedder ”Højvande” som Følge af, at det de foregaaende Dage havde blæst af SØ, og Søen gik flere Steder mod de umiddelbart til Havet grænsende Sandmiler.

 Fra Anders Peter Gaardboe: Fortidsminder fra Vendsyssel. ( udg. 2011 s.222)

Christian nikkede til kommisen, der kom svingende hen mod ham med endnu et krus øl, og lod det sejle ned foran ham så elegant, om var man en kongelig gæst, der ved en fejl havde fundet vej til det trange og tilrøgede butikslokale. Ja, men man havde da også både spist og drukket så kongeligt, at det ville skæppe bravt i købmandens pengeskuffe.

Han sad lidt og gned skægget og sugede varmen til sig. Og han tænkte, at havde man ikke kunnet proppe sig med al den gode sul og dertil fylde rigeligt efter med øl og brændevin, så var man strintet død om, da man ankom som istap i morges.

Føj for en vandgang. Værre end nogen, han kunne huske, og han havde ellers prøvet lidt af hvert i sit lange liv som kusk. Begge krikkerne havde måttet vrikke møjsommeligt af sted i havsiden og med bølgerne sprøjtende op under vommen, bølger så kraftfulde, at de af og til truede med at trække både vogn og heste til søs. Og selv havde han ikke kunnet gøre stort andet end at holde sig fast i sædet og ellers bande og svovle over det satans vejr og have ondt af de arme dyr. Og af sig selv, for den sludblandede regn piskede ned hele vejen til Skagen, og selv om den mest kom sideværts, hvirvlede den nu og da rundt og piskede ham lige ind i ansigtet. Vand for oven og vand for neden, og det gik i et for øjnene af ham, så han sad fanget i en centrifuge af vildskab.

Strandbred havde der ikke været det mindste af. Og det havde Christiane jo vidst god besked med allerede fra den tidligste morgenstund, hvor hun trods mulm og mørke havde sendt karlen Christian Larsen til stranden med bud om at undersøge, hvor galt det stod til og derpå underrette hende om tingenes tilstand.

Og karlen havde bedyret, at stranden slet ikke var at øjne dernede, skønt han havde svinget lygten foran sig og endda forsøgt at famle sig helt ned til bredden. Der var ingen bred. Havet slog helt op over klitterne. Og så var vejen til Skagen lukket, for sandmilen kunne man afgjort ikke befare i så voldsom en østenstorm. Og anden vej fandtes ikke.

Christian havde moret sig over den pjalt af en karl. Og sådan en gjorde haneben til Maren! Nej, men hør nu efter, havde Christiane protesteret, forstod han da slet ikke alvoren. Vejen var totalt og aldeles lukket. Og så havde hun vendt sig imod ham med hele sin vægt godt opildnet af de tossede tøsebørn, og sammen havde de forsøgt at tvinge ham til at blive hjemme. Som en anden kakkelovnskælling. Men nej, han skulle til Skagen. Der var bragt en større sending gods til Hulsig i aftes, og den indeholdt bl.a. varer til købmanden, og det kunne ikke vente. Ageposten kørte jo ikke i det vejr. Og desuden var hans heste de eneste i hele Hulsig, der turde trodse uvejret, sagde han. Ja og han var nok den eneste i hele Hulsig, der turde trodse hende, skreg hun, og det så højt, at Gammelfar vågnede og begyndte at spille.

Og så tog fanden da først for alvor ved hende, og hun gav sig til at himle op om, at skulle han ligefrem spilles af gårde, så var det så sikkert som amen i kirken, at hun aldrig mere skulle få ham at se i levende live.

Kvindfolk og deres overtro.

Og han havde grinet det hele hen og gjort sig klar til rejsen. Kvindfolkene gik jo derhjemme i køkkenvarmen den hele vinter og fattede ikke livet udenfor. Det skræmte dem kun. Men han lod sig ikke kyse, han var vant til isnende kulde fra både vand og vind, og han havde før oplevet, at klæderne var blevet drivende våde og så kolde, at de frøs fast til huden og nærmest måtte skæres af.

Skulle vejret have lov at bestemme over ens gøren og laden, så kunne det se kønt ud, så kunne man ligeså godt pakke sammen og slutte sig til stymperne, der ravede om på landevejene.

Sådan lå landet. Men kunne man bringe kvindfolk til at se det? Nej.

Nu sad han i købmandens varme butik, og rundt om ham emmede det fra fiskernes fugtige klæder, der tørredes i takt med, at det indvortes vædedes. Øl og brændevin tylledes ned i tørre halse.

Mens de stærke dunster således blandede sig med tobaksrøgen og den lune snak omkring ham, faldt han en smule hen, og sad og skuttede sig af velbehag. Så sukkede han lidt ved tanken om alle tings ophør. Også denne salighed fik snart ende. Han skulle hjemad. Det var allerede sent på dagen, og mørket havde sænket sig over byen. Og uden for Skagen hylede uvejret værre end nogensinde.

Det var ikke til at tænke på.

Et øjeblik sendte han Christiane en venlig tanke og grundede lidt over, om man måske skulle være mere lydhør over for kvindfolkene og deres luner. Ja, havde han da bare haft hende at lune sig ved nu, så ville det slet ikke have været så ringe endda, og han flyttede sig uroligt på bænken over disse utidige tanker. Der i det samme blev afbrudt af en mørk, behagelig stemme, som han ikke kendte. Underligt, for han kendte ellers alle, og alle kendte Christian Krøg. Han så op. Foran ham stod en mand med smil i øjnene. ”Goddag min gode mand,” havde han sagt. Og nu fortsatte han.

”Jeg har hørt, at De er fra Hulsig. Og at De kører med fisk og andet til og fra Skagen.”

De, det var ligegodt grove.

”Jo såmænd, en fusker jo med lidt af hvert.”

”Og De kører altså til Hulsig i aften?”

”Jo.”

”Så kunne jeg måske køre med?”

”Det er ikke umuligt. Men det er dumt. I det her vejr.”

”Åh, jeg er ikke bange for vejret.”

”Hmm …”

”Så er det en aftale. Jeg skal blot betale for min fortæring, så er jeg rede.”

”Jo.”

”Ja, det her er så min vogn. Behageligheder kan jeg ikke byde på,” småsnakkede han til den fremmede, mens han stred med de uregerlige heste, der ikke ville spændes for den tunge vogn i det vejr. De var vel lige som han selv blevet blødagtige af al den gode hø og staldvarmen.

”Nej, pyt med det. Jeg er ikke sart,” sagde manden og gav en hjælpende hånd, der nok kunne tiltrænges.

Da de lidt efter sad tæt sammen på det smalle kuskesæde og skrumplede ned gennem Skagens sandveje mod stranden, skottede Christian til sidemanden og sagde lidt forlegen. ”Os, der bor i Hulsig. vi bruger nu ikke at sige ”De” til folk. Ikke engang til kongen.”

Manden lo. ”Jamen så kan jeg jo ikke gøre krav på den tiltale. Jeg sagde det nu også kun af høflighed.”

”Det kender jeg ikke noget til.”

”Nej, undskyld.”

”Nu synes jeg, du bliver rigtig sjov,” sagde Christian og hyppede på hestene, der skøvlede tungt af sted i det klaskvåde sand og nok stadig mente, at der var en spinkel chance for, at manden kunne fortryde, så de kunne vende tilbage til købmandens varme stald.

”For resten hedder jeg Andreas Peter.” Den fremmede så på ham og deres blikke mødtes.

”Jeg hedder Christian. Og Krøg efter min gård.”

”Og jeg Gaardboe efter min gård.”

”Er du bonde?”

”Det kan du bande på. Langt ind i sjælen.”

”Du er ikke nogen almindelig bonde.”

”Det er du vist heller ikke.”

”Nej såmænd. Og så er jeg for resten sognefoged i Hulsig, hvis vi skal helt til bunds i titleriet.”

”Og jeg er sognefoged i Raabjerg, så vi er altså i bund og grund kolleger.”

”Ja, hvem skulle tro det.”

En tid kørte de tavse og havde begge rigeligt at gøre med at holde ligevægten i den slingrende hestevogn, der nu igen befandt sig ude i vandkanten, hvor den møjsommeligt bevægede sig sydvestover.

Da de omsider nåede til det nederste Tranested, hvor der var opkørsel til Hulsig, var de begge lige forkomne og dyngvåde, og de havde siddet tavse i lang tid. Men nu pegede Christian Krøg ind over klitterne til venstre fra vejen, hvor der brændte et lille lys.

”Det bette sted der indenfor klitten, hvor du ser lys, der boede vi tidligere.”

”Men ikke mere?”

”Nej, stedet sandede til og måtte flyttes. Nu er der bygget et nyt hus på grunden, men tomten fra vores står tilbage.”

”Jamen så er det jo det østligste af de to Tranesteder. ”

”Jo.”

”Det kender jeg til fra litteraturen.”

”Jaså.”

”Fra Olivarius’ topografiske værk om Skagen. Jeg skal sige dig, jeg er nemlig også topograf,” sagde Gaardboe, og skulle altså blære sig, tænkte Christian og svarede med en stemme, der var lige så kold som vinden:

”Det er jeg også.”

”Det er da løgn.”

”Hmm …”

Der blev ikke talt mere, mens vognen vuggede den korte vej til Hulsig. Først da den gjorde holdt på gårdspladsen og begge mænd var sprunget af vognen, kom det lidt forsigtigt fra Gaardboe: ”Hør, du kunne vel ikke anbefale mig et sted, hvor jeg kunne sove i nat?”

Christian Krøg pegede hen på våningshuset.

”Der,” sagde han.

”Hos dig?”

”Mit hus er bedre end min vogn. Og solidt tækket.”

Christian vendte sig mod karlen, der var dukket op ovre fra stalden og nu gav sig i lag med hestene. Nå, så bestilte han da i det mindste noget. Det skulle også lige mangle med de forestillinger, den knægt gik og gjorde sig. Og Maren med for resten. Fjollede pigebarn. Nej, fjollet var hun nu ikke, Maren var solid nok. Så var det ligegodt anderledes fat med Marie. Hun havde en egenvilje, og der var kort sagt nogle tøjler der, som var ved at slippe ham af hænde og som han måtte se at få strammet op på. Og lille Ingeborg. Hun var så sart, at han blev blød om hjertet ved at tænke på hende. Når hun blev konfirmeret, skulle hun ligesom de to store et par år ud og tjene. Det var lærerigt for tøserne at se, hvordan andre levede, det mente både han og Christiane, og han havde fundet hende en god plads hos en solid fiskehandler i Frederikshavn.

Han kiggede efter Christian Larsen, der havde spændt hestene fra og nu trak dem tværs over gårdspladsen mod stalden. Stakkels heste, de var mere udasede end han selv.

Og Christian Larsen var nu alligevel ikke så skeløjet. Var et arbejdsmenneske. Det irriterede ham blot, at den unge møllersvend fra Raabjerg gik der og betragtede sig som svigersøn endnu inden det var kommet til en aftale, og karlen havde da ikke ladet så meget som et ord falde hverken til ham eller til Christiane. Tænkte han, men kom pludselig i tvivl, for gik konen nu ikke der og smiskede for fyren, som afhang hele hendes fremtid af ham? Det var en hæslig tanke, som fik det til at gyse i ham, og han greb fat i Gaardboes ene arm, som var den en redningsplanke.

Så trak han ham op til huset.

Det var blevet ud på de små timer, og de sad i soveværelset, for det var det varmeste sted. Kvindfolkene var gået til køjs, og også karlen havde lagt sig. Og selv kunne han næsten ikke holde hovedet oven vande, så druknefærdig af træthed var han. Og det måtte Raabjergmanden da også være, og han var tilmed hønefuld, og det var tydeligt, at han ikke var vant til stærkere drikke end komælk. Og han havde da også høfligt afslået at drikke brændevin til de stegte rødspætter. Det lykkedes dog Christian at overtale ham, og efter den første gik det glat med de næste, og mens aftenen skred frem, fandt deres samtale et ståsted, hvor de begge syntes lige fast forankrede, og de nåede langt omkring i de sene nattetimer.

Det var begyndt lidt trægt. Og de var jo begge så sultne og ødelagte af den barske rejse, at der skulle en god portion af Christianes sprøde rødspætter og mere en snaps til, før tungebåndet omsider løsnedes.

”Så du er altså afholdsmand,” indledte Christian snakken.

”Ja, det vil sige, jeg går stærkt ind for afholdssagen, som er til gavn for den fordrukne bonde og fisker, og …”

Der blev en lang pause efter de ord.

Krøg tyllede et par glas ned, som skulle dønningerne af den replik helst sendes på en længere svømmetur. Væk.

Så endelig brød Gaardboemanden tavsheden med ordene: ”Det vil jo sige, jeg går ind for mådehold i det daglige, mens et enkelt glas eller to eller … øh … ”

”Eller tre eller fire … ?

”Jo, det kan nok hænde,” indrømmede Gaardboe og så ud til at ville sige noget mere, men det blev stikkende i halsen og måtte skylles efter. Han tømte glasset.

Sært så hurtigt den mand blev fuld. Men det var vel det med afholdssagen, der havde skadet hans fordøjelse.

”Og du er altså topograf? Det var fornemt,” grinede Christian.

”Åh hold op! Det var jo dig, der begyndte. Alt det snak om ”titleriet”.

Denne gang lo de begge.

”Så er du jo en slags videnskabsmand.” Nu var Krøg alvorlig.

”På en måde ja. Jeg skriver i videnskabelige tidsskrifter.”

”I har nok bedre skoler i Raabjerg end vi kan prale af her i Hulsig. Vi har måttet nøjes med løbedegne, og nogen af dem var ikke klogere end køerne i stalden.”

”Jeg har heller aldrig gået i skole.”

”Hvordan er du så blevet en lærd mand?”

”Det kan jeg takke Vorherre og mig selv for. Jeg er født nysgerrig.”

”Det er jeg også. Men jeg fik ikke ligefrem den mulighed, som du fik. Jeg skulle arve gården.”

”Det skulle jeg også..”

”Men?”

”Mulighed er ikke noget, man får. Det er noget, man tager.”

Efter middagen skiftedes brændevinen ud med punch, og det var endt med, at Gaardboe bedyrede, at nu blev Christian Krøg også berømt, for han havde fortalt så meget om stedet og stederne her i Hulsig, at det ganske bestemt ville finde vej til en bog, som Gaardboe arbejdede på. Og selve den minderige aften og rejsen dertil ville altid stå for ham som uforglemmelig.

”Uforglemmelig! Ha! du har glemt det hele i morgen,” lo Christian Krøg.

 

Andreas Peter Gaardboe havde ingenting glemt, da han vågnede næste morgen i det lille gæsterum, hvor Christiane havde redt op til ham og forsynet ham med en murstensdyne så tung, at han forsvandt langt ned i den solide halmmadrassen og holdt ham grundigt varm. Og han vågnede til den dejligste musik, som en anden fyrste. Det måtte være den gamle Peder Krøg, der havde spist, men straks efter lagt sig. Nu var der sandelig kommet liv i ham. Længe lå Gaardboe og lyttede til de glade toner, der hoppede og dansede som viltre gedekid. Jeg må skrive en bog om folkemusikken, som den er bevaret herude hos disse gamle musikalske havgasser, fantaserede han og følte sig både udkørt og fuld af ny energi. Nu skulle han hjem og skrive. Og han havde heldigvis folk til at passe gården.

 

 

139 – kapitel 4 i “Hændelser ved Hulsig”

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Som min mest opmærksomme læser forleden påpegede, så har jeg forsynet min helt, omgangslæreren Christen i kapitel 3 med lige lovlig stor biologisk kundskab. Skønt han altså er stærkt påvirket af oplysningspræsten i Vogn, så er han trods alt ikke så meget på forkant med den naturvidenskablelige udvikling, at han har sat sig ind i bakteriologiens mysterier, og det er unægtelig en anakronisme, når han formaner bønderne til en bedre hygiejne. Men ligesom Christen tydeligvis tager munden for fuld, så gør forfatteren det også gerne. Det finder I sikkert ud af.

Ret mig endelig, når det kører af sporet!

Jeg holder meget af Christen, og ved kun lidt om ham, har ikke kunnet finde hans hjemkommune ( og nu ønsker jeg ikke at gøre det, for jeg har jo givet ham en – visse foræringer har en forfatter vel lov at rutte med og det nære forhold mellem præsten i Vogn og Christen er opdigtet.) – og jeg ved kun om den unge mand, at han ikke bliver hængende flere år i sognet. Han forsvinder fra Hulsig, og det skulle da glæde mig, om præsten i Vogn ( som ganske vist ikke findes) adopterer ham og sender ham på seminariet. Skal vi ikke sige det?

Indtil Rannerød Skole bygges undervises bønderne på skift af “oplyste” landmænd fra Raabjerg, og de hedder bl.a. Jens Hendriksen, Peder Høgenhaug, Jens Andersen og Ole Madsen. Sidstnævnte kommer vi til at høre mere om, for han udmærker sig og bliver synlig i mere end lærergerningen. Han får jobbet, fordi han har været orlogsgast – senere bliver han en af de rigtige helte på egnen: bådsmand ved redningsbåden i Kandestederne.

I kapitel 4 holder vi os til jorden. Hesselholt i 1855. Her sker et ejerskifte – det bliver kapitlets omdrejningspunkt. Kapitlet består af to dele, i den første er vi på Hesselholt og hører om den og dens overgang til min oldefar VesterLars.

I det andet afsnit introduceres min oldemor Marie Houkjær ( hun hed Marie Christiansen efter sin far Christian Krøg, men blev kaldt Houkjær, da hun giftede sig med min oldefar Ole Houkjær. Her er hun barn på Krøggården og kun en lille pige. Men jeg synes allerede, jeg begynder at kende hende.

Hulsig 1855

Hesselholt

 Nadveren på Hesselholt sattes på bordet og indtoges med samme punktlighed som den, hvormed solen foretog sine daglige op- og nedgange. Om sommeren sent på aftenen, mens det endnu var lyst i stuen og om vinteren i den første skumring, inden lampen tændtes. Nu var man i det tidlige forår, og skønt stueuret endnu ikke havde slået sine syv magiske slag, sad alle gårdens folk bænkede om langbordet, de tre af dem med øjnene stift rettet mod Jens Madsen, der havde tilsagt dem så højtideligt, som drejede det sig om et møde i sognerådet og ikke om flæsk og meldyppelse. Selv tronede han ved bordenden og så med et underligt smil fra den ene til den anden, mens han lod hænderne glide hen over den tunge huspostil, der lå uåbnet foran ham, og som han endnu ikke havde skubbet over til Lars.

Noget lignende var aldrig før hændt på Hesselholt, ikke i deres tid i al fald, og de fire tjenestefolk var trods husbonds smil fælles om følelsen af, at noget ildevarslende var i gære, og i tankerne gennemgik de hver sit synderegister, men kunne dog hurtigt frifinde sig selv. De havde ikke bedrevet noget forkert.

Men Jens var nøjeregnende.

Ved den nederste bordende sad gårdens yngste, drengen Christian fra Raabjerg. Han betragtede tilfreds sine renvaskede hænder, der fromt havde foldet sig til bøn, men da han et øjeblik efter kiggede op på husbond og læste alvoren, der havde afløst smilet i det indfaldne, skæggede ansigt, følte han en sær kriblen i hårrødderne. Og det var ikke lus. Dem havde Ane for længst gjort kål på. Nej, det var en uro, der forplantede sig til resten af kroppen og vist også smittede af på de andre tjenestefolk: de tre søskende, der kom fra Jens Madsens navnebror og svoger, Jens Svendsens fiskerhus i Højen, og som nu havde arbejdet år ud og år ind for deres onkel. De lignede hinanden som tre dråber vand, var lige kraftige og alle tre en smule duknakkede af det daglige slid, de havde samme vandblå øjne i brede, runde ansigter, samme korte næse og lidt for svulmende læber og det samme lyse, uregerlige hår. Og alle var de for længst ude over den første ungdom. Lars gik i sit fyrretyvende år, Karen Marie havde rundet de fire og tredve og blev allerede betragtet som gammeljomfru, og den yngste, Mads, var ni og tyve år, men også han havde mistet ungdommens friskhed.

”Jeg har kaldt jer sammen for at sige jer, at jeg har tænkt mig at afhænde Hesselholt.” Det gav et sæt i Ane, men hun sagde ingenting. Også de andre tav. Deres øjne flakkede usikkert mod husbond, der nu igen smilede underfundigt, som havde han just indbudt dem til fest og blot ventede på svar. Kun Christian åndede lettet op.

”Og nu vil jeg så gerne høre, hvad I mener om det.”

”Jeg mener …”, begyndte Ane tøvende, men Jens skar hende ned med ordene: ”Du mener som jeg …”

”Jo da, men …”

”Godt, godt … og det kommer vi til. Men nu I andre?”

Lars rømmede sig forlegent: ”Ja, onkel har jo ingen børn.”

”Nej. Men jeg har jer.”

”Ja, det er jo det.”

”Og så?”

”Så tænkte onkel måske, at vi skulle arve gården.”

”Arve? Jeg har da aldrig hørt mage til sludder og vrøvl. Jeg har ingen arvinger”

Lars tav. Nu forstod han ingenting. Eller måske alligevel. De senere år havde hans tanker kredset om fremtiden, og navnlig når han som nu følte sig tom og træt. Og undertiden havde de tanker tynget ham mere, end han ville vide af. Han havde givet sin ungdom og det meste af sit voksenliv til Hesselholtgården og slidt sig halvt fordærvet på de magre jorder, og det var ikke onkels fortjeneste, at gården stadig var den største i sognet. Lars havde lånt bøger om landvæsen af præsten, og de to havde haft mangen en fornuftig snak om bedre redskaber og nyere dyrkningsmetoder. Men onkel Jens havde været en solid bremseklods, hver gang han luftede nye tanker og ideer, og ofte havde det kløet slemt i næverne på Lars efter at vise ham, at han ikke var et umælende arbejdsdyr, men havde en god forstand og en sund dømmekraft, og at han kort sagt kunne mere end at læse og skrive. Og han havde drømt, at det en dag skulle være ham, der gik bag ploven. Ha! Bag ploven!! fnøs han indvendigt, han havde jo aldrig været andre steder end bag ploven, men aldrig nogensinde havde han fået lov at bestemme det mindste om, hvor og hvordan der skulle pløjes.

Og nu ville onkel sælge gården, og der skulle sættes en ny mand for bordenden, og han selv og hans søskende kunne fortsætte med at trælle videre i al evighed. Ja, netop trælle! for første gang tænkte han på trældom og vidste, hvad det betød. Føden, klæderne og et sengested havde de ikke manglet. Og ingen af dem havde nogensinde beklaget sig, det var ikke det. De var ikke utaknemmelige.

Men onkel havde aldrig før talt om andet end det daglige arbejde, og når det tog ham, om sognets ve og vel. Deres ve og vel interesserede ham vist ikke. Og de to søskende? Lars vidste knap, hvad de tænkte i de sager. Ja, hvad tænkte han i grunden selv? Lige nu sad han med bitre tanker om slaveri og ufrihed, men det var nye tanker, og han brød sig ikke om dem, men kunne heller ikke trænge dem bort, skønt han vidste glasklart, at han aldrig måtte glemme, at den vinter, hans fars båd splintredes i en storm, og de stod forknytte og uden midler, da havde onkel Jens ikke tøvet med sin støtte. Deres far havde kunnet købe sig en ny båd og begynde forfra. Ingen talte om, hvordan det gik til, men alle mente at vide, at Jens Madsen havde stukket ham penge. Uden ham havde Jens Svendsen og Kirsten Marie aldrig klaret sig igennem. Og den store børneflok havde onklen vel også taget sig af på sin måde. En for en havde de tjent på gården. Var det som afbetaling på en gæld?

”Nu har I sundet jer længe nok. Nu skal vi have noget at bide i. Ane!”

”Jo, Jens, men gården?” Hun så fortumlet på ham.

”Nå den … ja, den render vel ingen steder, mens vi spiser. Og jeg er blevet så sulten af al den snak.”

”Sulten, jo …”Ane ilede ud.

 

Aldrig var et måltid forløbet i en så fortrykt stemning og uden at der blev mælet et ord, og da den sidste gnalling meldyppelse var skovlet indenbords, og den lunkne mjød skyllet ned, rejste Jens sig på sin egen sindige måde og med et højtideligt udtryk i øjnene, som ville han lige sige dem et par afsluttede alvorsord, inden de gik hver til sit.

Da var det, der for en djævel i Lars, og han følte hele sit indre bruse op i et afmægtigt oprør, han ikke kunne tøjle. Han skrumlede op fra bænken og rasede ud midt på stuegulvet, hvor han et øjeblik blev stående stiv og ubevægelig. men så var det, som om alle lemmer vågnede på en gang, og han spjættede ud med arme og ben, mens en sær halvkvalt lyd banede sig vej ud af ham og fik ham til at bide tænderne voldsomt sammen, som ville han alligevel ikke gøre sig bemærket. Men det gjorde han, og de andre gloede på ham, som var den fredelige og ”tålle” Lars forvandlet til en drage, der spyttede gløder efter dem. Selv Jens trak sig uvilkårligt tilbage til endevæggen, og herfra så han, hvordan søstersønnen med et afsindigt brøl greb fat i den gamle, solide rokkestol, der havde stået uantastet siden Gammelfars død for år tilbage. Og han så ham hæve den højt over sit hoved og i et hug hamre den ned i bænken, og det med en sådan kraft, at både stol og bænk splintredes. Et øjeblik stod han med hængende arme og et udslukt blik i de vandblå øjne, så buldrede han med endnu et brøl ud gennem døren, som han sparkede op, og efterlod sine fem bordfæller tilbage i stuen. De så ikke på hinanden, men stod alle, som om nogen havde tabt dem i gulvsandet og ikke gad samle dem op. De to søskende kom først til sig selv og greb hinandens hænder, og Karen Marie begyndte at græde. Ane stod vred og sit forklæde, og Christian løb hen til hende og holdt trøstende om hende, som var hun hans mor. Kun Jens blev stående tilsyneladende uanfægtet af det vilde optrin. Han rystede på hovedet, harkede lidt usikkert, så begyndte han langsomt at le.

”Det var da som bare satan, det,” gnækkede han helt fornøjet og forsvandt ud af den dør, som Lars havde ladet stå åben efter sig.

Ude på gårdspladsen blev han stående en stund og skuttede sig. En halvkold vind fejede ind fra hushjørnet, men ellers var der akkurat så tyst og roligt, som der plejede at være ved aftenstide. Kun lænkehunden gav et par hæse bjæf fra sig, da han skramlede over stenpikningen, som ville den lige gøre opmærksom på sig selv, så krøb den atter sammen og lagde sig lurende i sit hjørne. Ellers var det kun solsortens sang, der brød stilheden. Tonerne trillede glade og lystige ud i den klare, kølige aftenluft, som havde den ingenting at gruble over. Det havde de vel ikke. Jens strakte hals og kiggede op på fuglen, der sad på kanten af storkereden og pustede sig op til en gevaldig karl. Fuglekroppen dannede en sort silhuet mod den rødmende aftenhimmel, og Jens trak vejret dybt ind og sundede sig. Alt var præcis, som det skulle være sådan en køn aprilaften, og livet gik sin vante gang, og alt det andet var blot krusninger på overfladen. De lagde sig igen.

Men han måtte alligevel se at finde den knægt, tænkte han fortrydeligt og mærkede til sin ærgrelse, at en svag uro begyndte at krible. For man kunne nu aldrig vide med de søskendebørn, de virkede så fremkommelige i det ydre, ja næsten så det ind i mellem kunne synes ham for meget af det gode. Men så ganske uventet kunne de slå om. Ja, de unger måtte holdes i ave, for de var ligeså omskiftelige som dagene i april. Der var så det gode ved foråret, at man vidste, hvilken vej det gik. Altid mod lys og varme. Men med de unger fra Højen, som han tålmodigt havde varmet under sine vinger og det i årevis, med dem kunne man aldrig vide. Tænkte han og pissede, nu han alligevel var gået udenfor. Han skumlede en smule, både over søskendebørnene og over pisseriet, der heller ikke ret ville arte sig, som han ønskede. Omsider fik han dog dryppet af og bragt orden på sig selv.

Han skridtede over mod loen. Før noget andet måtte han sikre sig, at knægten ikke forbrød sig mod de stakkels dyr, der var akkurat ligeså sagesløse som Gammelfars rokkestol.

Da han sammen med sin far, Mads Pedersen, havde flyttet gården til Hulsig for mere end 50 år siden, havde de allerførst opført et stort, grundmuret våningshus med hele 8 fag, og den gamle indretning med åbent ildsted og lyrehul i taget havde de nok så flot skiftet de ud med en rigtig solid skorsten og en god bilæggerovn i køkken og stue. Dertil kom en sidebygning på 9 fag, rummelig nok til at tjene både som lade, lo og stald. De seneste år havde Lars gang på gang som en anden uvorn hvalp galpet op om flere skorstene og en ny sidebygning. En ny bygning? Hvad skulle den til for, når de kun skulle have plads til de 19 fækreaturer og 18 får? Men de kunne jo så få plads til flere. Hvad i alverden skulle de med flere? Havde de måske ikke til dagen og vejen? Ejede de måske ikke den største gård i sognet, ja i hele Skagen for den sags skyld? Og lige siden udskiftningen af Skagen Jorder i 1853, hvor hver eneste gård havde fået tildelt sin klitlod i henhold til gårdens hartkorn, da havde Jens kunnet bryste sig af at være i besiddelse af så megen jord, at han, hvad det angik, ville kunne måle sig med en hvilken som helst halvstor proprietær. Det huede rigtignok Ane at tænke på, men selv var han ikke storagtig. Og for resten, hvis han skulle være ærlig, så kunne det næppe kaldes jord al den stund det meste henlå i grå klitter og nøgne sandmiler.

Der var ingen Lars hverken i lo eller lade.

Jens gik videre til stalden, hvor de fede kreaturer stod og gumlede veltilfreds, uvidende om hvilken vildbasse, der var sluppet løs på deres fredelige gård. Nå, han var åbenbart hverken at finde her eller der i bygningen.

Jens stod lidt og råbte på ham. ”Lars! Lars,” genlød det i den rummelige stald, og den yngste af hestene blev nervøs ved lyden og begyndte at skrabe i halmen og gav endda et lille vrinsk fra sig. Jens gik hen og klappede den på manken, så stod han lidt og småsnakkede med det urolige dyr.

”Nej, men nu må vi også se at finde den tossede Lars,” betroede han hesten, ”for ser du, han har det ligesom dig. Også han er blevet kuldret. Det er foråret.”

Han slog den nordre stalddør op og gik udenfor. Her stod han og lyttede. Solsorten havde lukket sit næb for natten, og der var ikke andre lyde i den kølige aften end vindens hvisken i havens buske.

Kunne knægten være løbet hjemmefra? Jens gnæggede så småt ved tanken. Hæ, hæ … hvor skulle han løbe hen? Var jo ikke ligefrem den, der havde sit daglige rend på nabogårdene, og så vidt Jens vidste, sad der ingen bette tøs i Hulsig og sukkede efter ham. Eller noget andet sted. Det var nu for resten også sært. Det måtte man vist pirre lidt ved. Når man fandt ham.

Så hørte han det.

Lyden kom fra huggehuset, og det lød såmænd fredeligt nok. Og dagligdags. Kvaset fra kævler, der blev spaltet til brændestykker i en rivende hast. Jens skyndte sig ind i det lille hus, og ganske rigtigt, her stod karlen minsandten og svingede med øksen, så det var en fornøjelse.

”Nå, du er nok flittig, bette Lars,” råbte han for at overdøve larmen, og nu sænkede karlen øksen og blev stående med bøjet hoved, mens han skulede til onklen. Så megen vrede. Og var det ikke ligefrem, som om knægten havde ondt? Sølle karl, var det da så slemt med ham?

”Nu må du holde op, Lars!”

”Nej! Onkel skal vide, at nu holder jeg ikke op. Og han skal også vide, at jeg vil have gården.”

”Nå, nå, vil du nu have den?”

”Ja … eller … nej.” Øksen hang stadig i hans hånd. ”Jeg vil købe den.”

”Ja, ja. Det vil du vel. Det forstår sig. Hvem i himlens navn skulle ellers købe den? Som jeg sagde nys: jeg har ingen arvinger. Får jo så nøjes med dig.”

”Men onkel sagde …”

”Som du måske husker, så nåede jeg slet ikke at sige noget, før du teede dig tosset. En ku’ jo blive helt ræd for dig, om en ikke kendte dig.”

”Og onkel kender mig?”

”Det skulle jeg tro. Endda fra barnsben. Men til sagen. Du vil altså købe?”

Nu kunne Jens jo nok se, at vildskaben truede med atter at slå sine kløer i den sølle knægt. Og det skulle lige mangle, at han igen skabte sig tosset. Og Jens tænkte sig ikke om denne gang, men slyngede ordene fra sig i uvant hast: ”Men du har ingen penge.”

”Nej.”

Lars knyttede næverne. Jens så knoerne blive hvide om øksen og skyndte sig igen med sine ord: ”Men se, det har du nu alligevel. Jeg har jo sørget for, at du ikke ruttede din løn bort.”

”Jeg har aldrig fået løn.”

”Selvfølgelig har du fået løn. Dine penge ligger i dragkisten.”

”I dragkisten? I onkels dragkiste?”

”Har du måske din egen?”

”Nej.”

”Altså i min. Som nu bliver din.”

Det var for meget. Lars tabte øksen og begyndte at græde, og Jens tænkte et øjeblik, at det måske ikke var for sent at fortryde. Sådan en grædekone skulle vel ikke overtage gården, der havde været i stærke, seje bønders varetægt lige fra tidernes morgen.

Som om Lars kunne læse hans tanker, tørrede han sine øjne og sendte onkelen noget, der mindede stærkt om et smil.

”Det var ret. Og så skulle vi måske gå ind til Ane. Hun tager sig alting så tungt og står sikkert og græmmer sig nu, det bette kvindfolk. Og for resten, nu vi er ved det med kvindfolk …” snakkede onklen løs, mens de sindigt begav sig til våningshuset, og inden de nåede det, var der vist gået søgang i knægten. Han ligesom vaklende en kende. Men denne gang havde han kun godt af det.

 

Lars læste kontrakten højt for sin onkel for mindst 20ende gang. Købesummen for gården var sat til 800 rigsdaler. Så var der 300 til aftægt for de to gamle. Og en udstykket parcel, Pudemarken, hvorpå et lille aftægtshus skulle opføres.

Onkel nikkede. Og Lars gjorde atter omhyggeligt rede for det med betalingen. De 500 lå som onkel jo vidste i kisten. Så var der 300 til rest, som skulle stå i panteobligationer, og de 300 til aftægten ville han selv lægge ud af den smule, han gennem tiden havde tjent ved at grave martørv på fællesjorden. Dertil kom så den store eng, som onkel skulle beholde.

”Men du behøver en fødedygtig kone.”

Også det krav havde onkel fremført hver eneste gang, papirerne blev læst højt for ham. Men det stod der heldigvis ikke et ord om i kontrakten. Og onkel kunne ikke tvinge ham.

Men det kunne han.

”Før det er klaret, skriver jeg ikke under.”

”Men …”

”Og du kan få Mads Jensens næstyngste, hende den tykke Kirsten. Hun er 25 år og pige endnu. Og Klarup er en god gård. Du får en medgift, der kan mærkes i driften.”

 

Lars var i sine søndagsklæder, skønt det ikke var søndag. Men det, der ventede forude var højtideligere end selveste påskemorgen. Hele vejen til Klarup gik han og mumlede de nøje forberedte ord for sig selv. Først skulle han bede om at tale med Mads Jensen. Og i enrum. Det skulle han udtrykkeligt forlange, for blandede kvindfolkene sig i et så kildent ærinde, kunne det gå rent galt, havde onkel sagt og det vidste han alt om fra dengang, da han friede til Ane. Sikke et marked. Det kunne gå så galt, at Lars måtte vende om med uforrettet sag. Og det var jo selveste gården, der stod på spil. Han skulle sige Mads, at han var villig til at gifte sig med den ældste datter, hende Kirsten, der gik hjemme og blev tykkere og tykkere, og … nej, det skulle han nok ikke sige. Bare at han ville giftes med hende. Han ville ikke gøre som i de romaner, Ane læste højt for dem om aftenen. Her skulle helten altid ”anholde om pigens hånd”. Men det var for voldsk at sige sådan i Hulsig. Og for resten ”anholde” fik jo en til at tænke på politi og fængsel. Hvilket heller ikke helt galt, grundede han uroligt. Det var da den fornemmelse, han selv slæbte på, mens han langsomt traskede de skæbnesvangre skridt til Klarupgården.

Der lå den. Og derinde gik Kirsten omkring. Og hvem vidste, hvad hun ville sige. Men det skulle han heldigvis ikke overvære, han havde kun fået besked på at underrette Mads Jensen.

Det var næsten, som om denne havde ventet ham, og han behøvede ingenting sige. Husbond gennede kvindfolkene ud af køkkenet endnu inden Lars havde åbnet munden. Og så snart de blev ene, så han afventende på ham, og Lars havde glemt alle ordene. Og hvad var det nu tøsen hed? Nå jo.

”Det er hende Kirsten.” Fik han sagt.

”Ja, men hun er en knøv pige.”

”Og hun er pige endnu?”

”Ja, jeg kender ikke til nogen kæreste.”

”Hm … jo, så var det jo, at vi godt kunne bruge hende på Hesselholt.”

”Bruge hende …?” Nu brummede Mads utilfreds, og Lars skyndte sig at skære ordene ud i pap: ”Ja, jeg mener jo, at jeg nok kommer til at gifte mig med hende.” Nu var det sagt. Ligeud. Og han fortrød hvert ord.

*

 Hun var tyk. Men det gjorde ingenting. Det vænnede man sig til. Så var der noget at tære på. Ikke at han havde tænkt sig at sulte hende, men en kone ved godt huld var og blev et plus i det store regnskab.

Sådanne tanker havde han lidt beskæmmet gjort sig, allerede da Mads Jensen kom trækkende med hende op ad kirkegulvet i Raabjerg Kirke. Den brudekjole havde nok ikke været billig. Alt det stof. Ane Sypige havde sandelig måttet rulle ud i lange baner og klippe til og sy i facon. Men så sad den også som støbt om hende, og han kunne ikke lade være med at fornemme en lille stolthed ved tanken om, at alt det, der nu kom bævende imod ham, indhyllet i det fineste silke, var hans alene.

Brylluppet havde været flot. Og den flothed skyldte han onkel Jens tak for. ”Nå hvad … Jeg har jo kun dig,” havde onkel sagt, og for første gang følte Lars, hvad de ord betød, og han havde taget onklens hånd endnu en gang og trykket den usædvanlig fast og sagt med lige så megen vægt i hvert ord.: ”Onkel skal have så mange tak.”

Og der var ikke blevet sparet på hverken mad eller musik ved det bryllup. Hele byen og familien i Skagen var indbudt, og der var blevet leget og danset, så det var rent forskrækkeligt.

Gamle Peder Krøg og sønnen Christian havde spillet til hver eneste ret, der blev båret frem. Man kunne næsten sige, at både fisken og suppen og stegen var kommet dansende til bords. Og de havde leget den gamle sveskeleg, så alle var blevet slemt  grimet til, men det skete nu først, da middagen næsten var slut og alle så beskænkede, at ingen græmmede sig over det farlige griseri. Ikke engang konerne. Der blev grinet og ikke skældt ud. Det kunne vente til dagen derpå. Og så blev der danset den hele nat og morgenen med. Og præsten havde holdt sin tale for brudeparret i tide, skønt han allerede på det tidspunkt, som rimeligt var, havde blusset og fjertet efter al den gode, solide mad og drikke, som han til ære for sine værtsfolk havde skovlet i sig i rigelige mængder. Han havde dog holdt sig rank og værdig under hele talen.

Ane havde sagt til Jens, at det var passende, om de overlod deres gode seng i kammeret til ”de unge folk.” Så kunne de to gamle i den smule tid ligge i alkoven inde i stuen sammen med tjenestefolkene. Aftægtshuset stod jo snart klar, så kunne  de ligeså godt overlade den gamle rede til det nye par. Og hun havde fniset så tøset til ham, at det var grueligt. Det bytte fandt Jens nu var alt for megen flothed. Og unødvendigt. Og Lars gav ret. Han mente nok, han med lidt god vilje kunne få plads til Kirsten inde sit eget sengested. At tjenestefolkene også sov i stuen, generede ham ikke det mindste, forsikrede han. Inderst inde anså han det for at være en fordel, men det tav han med. Ane havde dog insisteret, og de første nætter lå de i den gamle ægteseng, der jo slet ikke var så bred endda, tænkte Lars, da han første gang havde fået Kirsten skubbet på plads.

Så lå hun der og udfyldte sin plads, sådan som hun fra nu af ville udfylde hans liv. Ubehaget var ikke til at komme udenom, og han tænkte med gru på den dag, de begge skulle proppes sammen i den trange stuealkove. Kunne det nu gå? Det kunne det ikke. Og han lå ved siden af hende på brudenatten med planer i hovedet om at lade snedkerere en solid seng af strandingstømmer.

Men Kirsten lå nok med ganske andre planer, mærkede han og tjattede lidt til hende, mens han forsøgte at overbeviste hende om, at de begge var bedst tjent med at sove. Så trætte de var. Og der ville komme andre nætter, lovede han uden overbevisning.

Så faldt han i søvn, og i søvne forsvandt han dybt ned i den blødeste og varmeste dyne, der nogensinde havde omsluttet hans krop. I et flor af dun og silke og i den saligste duft af honning og rosiner.

Som I kan se, er der lidt kuk i kapitlerne, det bliver der ikke i bogen – men alle kapitlerne her på bloggen er jo i høj  grad uredigerede*

Kapitel 5

Hulsig 1855

 

 

 

 

 27/7 1968 udpegede Karl Krøg Larsen det sted, hvor det gamle Krøgsted skulle have ligget. Han fortalte, at han som barn havde siddet på stedet – den yderste kant af den nordligste og største af de to små lave bakker østen for knækket, hvor Tranerenden løber gennem Tornbakkerimmen sammen med sin bedstemor, Christan Krøgs datter Maren. Hun havde da fortalt, at der var hun født. Der var dengang nogle murbrokker at se i Bakkens nordligste skråning.

 

Fra Simonsens Arkiv i Tinghuset i Skagen) Simonsens interview af Karl Krøg.  (  Oldebarn af  Christian Krøg ).

 

 

 

De måtte ikke lave skarnstreger, og det var ærgerligt, for det var det sjoveste, de vidste. Og de skulle altid være søde og artige, og det var der ikke spor ved, for så måtte man ikke råbe eller grine højt, og man skulle ligne en død gris i hovedet og bevæge sig langsommere end et pindsvin, og man skulle adlyde, når mor sagde, at man skulle gøre dit, og man skulle gøre dat.

Dit og dat. Sikke noget pjat.

Dit var at stryge sand på gulvet, og det kunne gå an, for så kunne man strinte alle vegne og måske komme til at ramme Gammelfar i ansigtet uden at det var med vilje. Og så vågnede han op og var fuld af sjov. Og hvis han blev rigtig vågen, kunne man tigge ham til at spille violin, og man kunne glemme alt om sandstrygning og danse om i hele stuen, lige indtil mor viste sig i døråbningen og skældte ud og sagde, at hvis Gammelfar manglede noget at bestille, så var der nok at arbejde med i stalden. Og de kunne bare vente sig.

Dat var at øse vand op til mor. Det var træls, for øsekarret var alt for tungt, men så fik man tykke arme ligesom mor, og det var jo godt, for så blev man stærk.  De måtte aldrig røre i de store gryder, selv når det lugtede af jul og fødselsdag, de måtte end ikke nærme sig det åbne ildsted ved den ene skorsten eller bilæggeren ved den anden skorsten. Det var farligt, og man kunne brænde sig fordærvet, og det var der ikke meget sjovt ved.

Køkkenet var det bedste sted, hvis man ikke måtte gå ud og blive væk og først fundet igen, når Bedste og mor var ved at ”gå ud af deres gode skind” over de to uvorne tøser. Køkkenet var varmt om vinteren og koldt om sommeren, det kunne Maren huske, for hun havde levet i 9 somre og snart 8 vintre. Marie selv havde kun været til i sammenlagt 12 – altså i 6 somre og i 6 vintre og huskede ikke ligeså meget som Maren. Men hun var god til at regne, og derfor ville hun også arve gården efter far, selv om hun ikke var en dreng, og endda var den yngste, og det var endnu værre, for det var altid den ældste der arvede. Arv var vigtig. Hun havde ikke fortalt Maren om det, for hun kunne ikke lide at være uvenner. Og Maren blev så let uvenner, og så var Marie også nødt til det. Man kunne ikke være uvenner alene.

Marie åndede på ruden og lavede et lille kighul ud til gården, der lå forfrossen og forladt og ikke engang havde noget sne at varme sig ved. Det var den koldeste dag, hun kunne huske, og så var det tilmed søndag, og der var ikke noget mere kedeligt end kulde og søndage.

De havde været i kirke i Raabjerg og frosset hele vejen både ud og hjem, selv om far og mor havde pakket dem gevaldigt ind og proppet dem ned imellem sig, og så var de alligevel faldet i søvn i vognen og havde sovet videre inde i kirken og var kun vågnet op, når de voksne gav sig til at brøle salmer. Dem kunne man sandelig hverken sove eller danse til, og de var forfærdelige for et musikalsk øre, sagde Gammelfar, og han måtte vide det, for sådan et øre havde han.

Hun vidste ikke, hvilken slags øre, hun selv havde, men mens hun sad ved vinduet og kiggede, blev hun klar over, at hun havde et skarpt øje og kunne se helt ned til de bagerste klitter, næsten helt ned til der, hvor deres gård havde ligget før den blev flyttet, og hvor Maren var født. Selv var hun født her. Så det var klart, at hun skulle arve gården. Maren kunne så få tomten, hvor de somme tider gik ned med Bedste og sad og hvilede sig, mens hun drak kaffe og spiste kandis og længtes efter den gamle gård.

Så kunne det ske, at Bedste begyndte at fortælle om al den trolddom, verden var så vrimlende fuld af. Hjemme tav hun om de ting, og det nyttede ikke at plage hende, for far ville ikke høre et ord om det ”mørkesnak”. Og det var ikke noget at fortælle de små piger. Og når de spurgte ham, hvorfor ikke, så begyndte han at snakke om ting, der var endnu mere ubegribelige end troldene i skoven og de underjordiske i klitten. Overtro og oplysning, sådan nogle ord sagde han. Og den klare sol. Marie tænkte på varme sommerdage ved stranden, når de gik og samlede strandingstræ. Så kunne solen skinne i timevis, og de blev røde og forbrændte, og det gjorde ondt i øjnene, hvis man så på den. Du er min lille sol, lo far somme tider og svingede hende rundt, så hun blev svimmel og fortumlet. Men hun ville hellere være en grønært. Gammelfar kaldte hende sin lille grønært og spiste hende, når han fangede hende, og så måtte hun godt både grine og hvine.

Bedste kunne mange historier om trolddom, og de var alle lige så sande, som at jeg sidder her. Og der sad hun jo, så det måtte være sandt. Både den store Karredgård og Hesselholtgården var skrækkeligt forheksede. En forbandelse, hviskede Bedste.

Og man fik gåsehud over hele kroppen, når hun fortalte og rent glemte, at de var små børn. Når hun bare lod munden løbe. Så trykkede Marie og Maren sig ind til hende og forsøgte at holde vejret, men det kunne de ikke, for historierne var alt for lange, og man skal trække vejret ellers dør man selv.

Da Bedste var ung blev både konen og datteren og en tjenestedreng på Karredgård dræbt af lynet, mens de stod ligeså fredeligt i døråbningen og så ud i regnen. Og bang! Var de døde. Og det var, fordi folkene på gården havde gjort noget meget slemt mange år tidligere.

Et skib var strandet, ja det skete jo så tit i vinterstormene, men her gik det nu grueligt galt både for de nødstedte søfolk, der alle som en mistede livet undtagen en ganske ung sømand, og han blev båret op til gården og lagt i en seng.

Og der lå han jo så godt, men så var der en af pigerne, Bedste havde ikke rede på hvem, som blev gruelig forelsket i ham, fordi hun havde vasket ham og set, hvor smuk han var.

Her var Marie nødt til at afbryde. Hvorfor skulle hun vaske ham for at se det? Far og mor og syntes, at de var pænest i de nye søndagskjoler. Hvor er I smukke, mine små prinsesser, kunne far godt finde på at sige, men når de skulle vaskes og stod uden tøj, sagde mor næsten altid: hvor er I beskidte.

Men Bedste sagde, at det forstod små børn ikke, og så fortsatte hun og fortalte med gru i stemmen, at sømanden havde været så smuk, at de var nødt til at slå ham ihjel. Og det døde han af. Selv om ingen kunne bevise det, og folkene på gården sagde, at han var gået til Aalbæk.

Hvad der er sandt og hvad der er løgn, det får vi aldrig at vide, men sikkert er det, at gården har været forhekset lige siden. Ingen har kunnet sidde ved den. Og selv lynet var blevet så rasende, at det slog tre af dem ihjel.

Og Hesselholt, hvad med Hesselholt, plagede pigerne, men Bedste var blevet så bange af sin egen historie, at hun ikke kunne fortælle mere, men så tog Marie et stykke kandis, som hun havde gemt til det samme, og proppede det i munden på Bedste, og når hun havde munden fuld, og der løb savl ned af mundvigende, glemte hun at være ræd og fortalte videre, og så var det kun Marie og Maren der var rædde. Men de var jo selv ude om det.

Hesselholt. Sagde Bedste og holdt en lang pause, som truede med at vare i evigheder, men endnu en lille gnalling kandis kunne sætte skub i historien.

Hesselholt havde alle dage være forhekset. Hvornår det begyndte, kunne ingen mere huske. Og det stod ikke skrevet. Men det var en stormfuld nat, hvor høstakkene flåedes fra hinanden og spredtes over hele egnen og dyrene på marken blev slået omkuld og lå og trimlede og skorstenene faldt af tagene på de gårde, der havde en skorsten.

”Havde de ikke alle sammen det? hvordan lavede de så varme?”

”Vil du hellere høre om skorstene?” skar Bedste hende ned og sad igen tavs. Så fortsatte hun med en stemme, der rev begge børnene og hende selv med, indtil de alle tre sad og stønnede og vred sig, og Bedste råbte, at nu måtte det være slut. Og nu skulle de hjem. Og så rejste hun sig og hev fat i deres arme og trak dem med hele vejen til Krøggården.

Historien skiftede lidt med Bedstes humør, men nogle ting var de samme, og dem ville Marie i al fald aldrig glemme, og når hun selv en dag blev Bedste, ville hun fortælle dem til sine børnebørn, for det måtte ikke glemmes, for gjorde man det, så brændte gården ned, eller der kom nogle fæle mænd og rev den ned.

Historien handlede om sølvapostlene, og apostlene de var jo Jesuses allerbedste venner, men Marie ville nødig have den slags venner, som var ude på fortræd og andre slemme sager.

Og så fortalte Bedste, at engang, men hun huskede ikke hvornår, blev de kylet i land fra et strandet skib og fundet af folkene på Hesselholt.

”Hvad for nogen folk?” ville Marie altid vide, og det gjorde Bedste sur, for hun vidste jo alting, men lige det vidste hun ikke. I al fald stjal folkene Jesuses venner og gemte dem inde på gården. For de var nemlig lavet af det pureste sølv og guld og mange penge værd.

Men det var dumt af dem at stjæle de venner, for nu begyndte deres gamle orgel at spille om natten, når alle sov, og spøgelserne rumsterede om kap i alle rummene og truede med at skære halsen over på hver og en, ung som gammel, ja selv barnet i vuggen var i fare.

Til sidst tilkaldte de heksen fra Jerup, og hun læste fra Cyprianus den remse, som plejer at virke på trolddom. Og nu blev Bedstes stemme mærkelig, og der krøb små dyr rundt på Maries arme og ben:

”Nu i Jesu Christi Navn, Du almægtige Abrahams og Isaks Gud og Jacobs Gud, giv mig nåde og bevar mig nådeligen og bønhør mig nådeligen på denne min beden for Jesu Christi Skyld, som lod sig føde i en oksestald blandt kreaturer og bæster, for at de skulle se ham. Fri og frels Dine i Jesu Christi navn og alt det, som er bunden i knude i husene og i gården, og som kan fordærve mennesker og andre kreaturer og alle ting. Hjælp os, kære Herre Gud, fra alle troldekunster og fordærv.”

Bedste blev helt hæs, når hun læste troldeordene og bagefter var hun stille i lang tid, og Maren spurgte altid, om det så havde hjulpet? Var de så sluppet fra af hekseriet? Var de nådeligen det? Og Bedste så på hende med så dystert et blik, at det var Bedste, man blev ganske ræd for.

Men så sagde hun, at det ikke havde hjulpet det mindste, men heksen fra Jerup mistede sit gode ry.

”Men Jesuses venner da? Hvad skete der med dem?”

”De blev gravet i det lille egekrat, men dermed hørte spøgeriet nu ikke op. Og forbandelsen har hvilet over gården lige siden. Den sandede til, og mændene blev barnløse eller tossede.

”Er Jens Madsen så barnløs eller tosset, ville Marie altid vide. Og Bedste nikkede og nikkede, men sagde ikke en lyd.

”Og ligger apos… øh … vennerne i egeskoven nu?” spurgte pigerne og pegede ind i landet.

”Ja.”

”Og hvordan ved du det?”

”Det ved alle. Og om aftenen er der sommetider lys inde i skovtykningen, og lyset brænder lige over det sted, hvor kisten er begravet. Men man skal holde sig derfra. Det er den visse død, der lurer i det krat.”

Ja, det kunne de godt forstå, og nu ville de aldrig mere lege i den lille rare skov, hvor de ellers havde deres hule og plukkede liljekonvaller til mor om foråret. Nej, og så var det, at Bedste hankede op i dem, og nu skulle de hjem. Og ikke snakke mere om troldtøj og spøgeri, vel?

Nej. Ikke et ord.

 

Indlæg nr. 138 – kapitel 3 i “Hændelser ved Hulsig”

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Som I sikkert har bemærket, skifter kapiltel 3 ( som alle andre kapitler) hele tiden indhold. Først når jeg forlader indlægget og går over til 4. kapitel vil det have fundet sin endelige form. Bloggen er min notesbog og her kan alting ændre sig.

HULSIG

1834

 Drengen bad sit fadervor så inderligt, han kunne og så højt, at al troldtøj måtte høre det, om det fandtes. Så skubbede han sig til rette i halmen og lod hænderne ligge smukt foldede på den tunge dyne. Skønt sommeren knap var gået på hæld, var der koldt i det lille loftskammer.

Han lukkede øjnene og forsøgte at mane sig selv i søvn og ikke tænke på det elendige troldtøj. For han troede jo ikke en døjt på det, skønt det blev ved med at summe i hans hoved og ikke var til at vige uden om. Troldtøj. Barnesnak. Han var voksen nu. Og desuden var han blevet omgangslærer, fordi han var klogere end bønderne, og fordi han kunne så meget mere end sit fadervor, ikke blot læse og skrive og regne, men også skelne mellem sandhed og løgn. Han havde spist af kundskabens træ, men det var ikke slangen, der havde fristet ham med de liflige frugter, det var Guds egen tjener, præsten i Vogn. Nu vidste Christen, at verden var synlig, og at det usynlige var skin og bedrag.  Undtagen det, der stod i Bibelen, men det var jo så gammelt, at det halve nok var løgn alligevel. Tanken fik det til at gyse i ham. Biblen holder du dig til, knægt, dens ord er det fundament, hvorpå kristenheden bygger. Men husk så alligevel, at hvert ord skal ses gennem et filter. Et filter? Ja, din forstand. Og han havde begrebet, at hans fornuft skulle være rettesnoren og end ikke i disse sager måtte slumre. Vær altid vågen, min dreng, hørte han præstens stemme.

Og denne nat var han sandelig vågen. Lysvågen. Søvnen ville ikke indfinde sig og befri ham fra billederne af dagens uhyggelige oplevelse. Skræmmebilleder, der ikke lod sig forjage af nok så megen fornuft. Åh, men det var også de Hulsigbønder, skumlede han ind i den cementtunge dyne. Han havde proppet et hjørne af den i munden, som da han var ganske lille og måtte trøste sig til ro.

”Fri os fra Det Onde,” mumlede han halvt i trods og kiggede ud gennem den matte loftsrude, hvor stjernerne blinkede ned til ham med deres isøjne. Han skuttede sig og trak hænderne ind under den varme dyne. Så borede han sig længere ned i halmen.

Hjemme havde han haft en madras. Af lyng. Og selv om der var slemt mange mus i den og en enkelt sommer også en hugorm, så var den hjemlig og tryg. Halmunderlaget stak, og Lundgårdens mange katte holdt musenes antal nede, så han ikke engang havde den hjemlige puslen fra de små væsner at lytte til. Her var så stille. Og mor og de små søskende var langt borte. Nu var han i Hulsig, og han var ene, skønt alle døre stod ham åbne.

Han var begyndt sin dag endnu inden solen stod op, og mens han løb mod Krøgstedet var det som at bevæge sig i et drømmelandskab. Havgusen havde endnu ikke sluppet mark og hede, og kun hist og her stak klitterne deres spidser op, så man kunne tro, det var bjergtinder og at man var en slags bjergbestiger. Han kendte allerede vejen, som ikke var nogen vej, men et hjulspor belagt med lyng, og inden længe var han ved Krøggården og blev lukket ind i det varme køkken af husbonden Peder Krøg, der pegede stumt mod det lave bord ved ildstedet, hvor Anne Marie allerede stod rede med en vældig portion grød.

”Ja, vi andre har jo spist, din syvsover,” sagde hun skælmsk og mente ikke noget ondt med det, og hun strøg sin hånd over drengens viltre hårmanke, da hun satte grøden for ham, og han dumpede ned på bænken og lod sig fodre som en anden kælegris. Han skovlede grøden ind. Nu var han hos gode folk.

”Spis nu og drik den varme mælk. Du er så mager, dreng.”

Hun var næsten som hans egen mor, tænkte han, dog med den forskel, at mor aldrig rørte ved ham. Men mors blik var akkurat så blidt som madmors hænder, og hun kunne aldrig tage øjnene fra ham. Han var hendes glæde og hendes lys i mørket, det havde han forstået, skønt hun aldrig havde sagt det, og aldrig i livet ville tage sådanne ord i sin mund.

Den dag, præsten havde været på besøg i det lille hjem for at fortælle om sine planer for Christen, havde hun grædt. Præsten kunne da ikke tage hendes ældste fra hende. Hvem skulle så forsørge dem? Han var jo manden i huset nu, hvor Jens var død. Og så ville præsten, at drengen skulle sendes helt op til Hulsig og ikke for at tjene penge, men for at løbe om og forstyrre folk i deres arbejde.

”Han skal tjene Gud og Kongen,” havde præsten sagt og tilføjet, at en lærer var langt mere agtværdig end en daglejer, og desuden kunne de to yngste knægte og tøsen vel nok forsørge hende. Ellers var der jo sognet. Og han havde peget på Marie, der stod i en krog med en finger i munden og på Søren og Lars, der betuttede havde gemt sig bag deres mor. De var seks og otte og ti år. Og vist kunne de arbejde, det havde han selv gjort i deres alder. Præsten tav en stund, som om han betænkte sig, så sagde han, at Herren havde været gavmild og velsignet hendes Christen med et belevent væsen og en usædvanlig skarp forstand. Og at det var gaver, man ikke måtte forsmå. Den dreng var den dygtigste af alle de konfirmander, han nogen sinde havde haft inden for sine døre. Og fra nu af skulle han møde hos præsten hver dag og få noget lærdom proppet ind sin brillante knold, og så skulle hun få at se, hvilke mirakler han i samarbejde med Vorherre kunne udvirke. Om Christen så nok så meget var søn af en fattig enke. Han ville få tildelt en særdeles ærefuld mission: at bringe oplysning til de formørkede bønder deroppe i Hulsig og med sine kundskaber forjage al overtro og uvidenhed.

Mor havde ikke forstået ret mange af ordene, men dog ladet sig overvælde og var endt med at smile tåbeligt til stueuret, som hun også var så stolt af.  Så forblændet var hun af de fine ord. Men Christen havde forstået hvert eneste af dem, og han havde følt en sær mathed vokse frem, efterhånden som præsten blev mere og mere veltalende.

I lang tid var han styrtet af sted til præstegården hver dag efter sit arbejde, som var blevet afkortet ved præstens indgriben. Denne havde også sørget for pladser på en stor gård til smådrengene, mens Marie fik lov at blive hjemme nogen tid endnu.

En dag havde præsten erklæret ham for udlært og forsynet ham med en stak bøger og en skrivelse til sognefogden Jens Madsen på Hesselholt. Christen kunne ikke lade være med at smile ved tanken om sit første møde med Hulsigboerne. Han havde fået kørelejlighed nordpå af en karl fra Vogn, som havde ærinde til Aalbæk. Og her havde denne sat ham af nede ved stranden og peget mod nord og forklaret ham, at der ingen veje gik til Hulsig, men at han kunne løbe strandlangs dertil. Der var kun nogle få mil.

Christen havde taget træskoene af og var løbet i havstokken det meste af vejen, men der var nok længere end karlen havde berettet, for hver gang han besteg de høje klitter for at orientere sig, mødte det samme ensformige og øde syn ham: hvide sandmiler og forrevne klitter og store hedestrækninger. Men ingen boliger. Endelig, da han for tiende gang klatrede til tops fik han øje på den første gård, der lå ret tæt ved kysten. En bæk snoede sig op i landet og han satte i løb langs med den.

Da han nærmede sig stedet satte han farten ned, følte sig udaset efter den lange løbetur med vadsækken over skulderen. Lærdom vejede tungt. Det sidste stykke gik han i et adstadigt tempo. Det skulle ikke hedde sig, at han var kommet løbende til sit embede. Nok havde husjomfruen i præstegården kaldt ham løbedegn. ”Løbedegnen er her!” råbte hun til Vor Far, når han kom. Men han foragtede ordet, og han var ikke til sinds at løbe nogen steder for nogen eller løbes om hjørner med. Og så degn! Falsk igen, for der var jo ikke så meget som skyggen af et kirkespir i den her gudsforladte ødemark. Han var kaldet til at være omgangslærer, sådan stod det skrevet i brevet til sognefogeden, men den betegnelse brød han sig nu heller ikke om. Den fik ham til at tænke på et sølle letfærdigt tøsebarn, der gik på omgang mellem alle og som ingen kerede sig om.

Han havde sin værdighed, og selv kaldte han sig skolemester.

Langsomt gik han op mod de første lave længer. Et husmandssted. Det var næppe Hesselholt. Han nåede ikke til gårdspladsen, før en langlemmet dreng på hans egen alder dukkede frem ved gavlen og styrede lige mod ham.

”Hvem er du?”

Christen svarede ikke. Det her var nok en af hans elever, og han mærkede, hvordan han blev tør i munden og ikke kunne få et ord frem.

”Er du tigger?”

Der for en trækning over Christens ansigt, og for første gang gik det op for ham, at præstens gavmildhed ikke havde strakt sig til klæderne. Han ejede kun de samme slidte og lappede bukser, der oven i købet stumpede et godt stykke over træskoene. Trøjen var ren, men også den var slidt farveløs. Drengen foran ham var iført en pæn trøje og en vest, der så ud til kun at være lidt brugt. Og bukserne havde den rette længde. Nå ja, det var jo også søndag. Christen havde ingen søndagsklæder.

”Kan du læse?” fik Christen spurgt.

Drengen måbede, og en tid stod de stive og tavse over for hinanden.

”Er du tossi?”

”Nej, jeg er skolemester,” svarede Christen og genvandt i samme nu sin sikkerhed. Han hævede stemmen: ”Og du er nok analfabet!”

”Hva’?”

”Men det er ingen skam.” Christen rakte en hånd frem mod ham, og drengen tog den ligesom forhekset af ordene. Det kan jeg, tænkte Christen forundret, hekse med folk. Han klemte drengens hånd lidt hårdere end nødvendigt.

”Og nu skal du føre mig op til dine forældre.”

”Far og mor?”

”Ja.”

Han fandt senere ud af, at drengen hed Peder Christian, og at han var skikkelig nok og den ældste af en børneflok. Han ledte ham nu hen til en dør i den ene ende af rollingen, åbnede den og trak Christen med ind i et stort, sodet køkken, hvor det meste af røgen fra det åbne ildsted trak op gennem en lyre i taget, mens resten bredte sig som små skyer i rummet.

Christen harkede og rettede sig op.

”Jeg er skolemesteren,” sagde han vendt mod to gamle kvindfolk, der sad med hovederne tæt sammen ved et lavt bord henne under vinduet. Et øjeblik så de sløvt på ham, som om de ikke ret forstod ordene, men så kom de på benene og rokkede hen mod ham og trængte ham op i en krog nær ilden, mens de dængede ham til med skældsord. Deres tandløse gummer gik som et tærskeværk, og ordene væltede ud: Han … Lærer?  Og hos dem?  Komme her og tage sig rettigheder. Lediggang og fordærv, ikke andet, og de var arbejdsfolk, og hans slags kendte de fra den gift, der sivede fra den såkaldte lærdom. Sådan en opblæst skarnsknægt, og tilmed sølle i tøjet. Bag dem stod Peder og grinede.

Men der blev helt stille, da yderdøren blev smækket op og bred skikkelse fyldte karmen og råbte et ”velkommen i stuen”. De gamle kvinder listede krumbøjede hen til det åbne ildsted, hvor de fik travlt med at rode i gløderne. Manden halede Christen ud midt på det lerstampede gulv og synede ham. Ikke uvenligt. Og han var sært mild i stemmen, da han talte.

”Så du er læreren, bette mand. Ja, dig har jeg hørt om. Vi kan nok læse her på gården, men mere lærdom er ingen skade til, vel Peder?” nikkede han mod sønnen. ”Du kan komme her hver onsdag aften. Og et sted et sengested finder vi også nok.”

Christen nikkede. Nu havde han indgået sin første aftale. Og han havde hilst på sin første elev.

Sådan var det gået ham fra gård til gård. Flere steder havde han fået en blandet modtagelse, men ingen havde sat ham på porten. Af alle gårdene foretrak han dog Krøggården, at komme der var som at komme hjem, skønt alt var så meget finere og så langt større end hjemme. Enebarnet Christian på 12 år var en opvakt knægt, som allerede efter kort tid var blevet dygtig til at læse og forstå det skrevne. Og husfaderen Peder og Gammelfar spillede begge violin så smukt som Guds engle i Himlen, og mangen en aften faldt Christen i søvn til de dejligste toner og tænkte, at han nu var da vist kommet i himlen. Men han måtte smukt følge brevets ordlyd og heri stod skrevet, at han skulle overnatte det sted, hvor han sluttede sin dag. Og det kunne ikke altid mages sådan, at det blev hos Krøgerne. Han skulle undervise på alle de 11 små og lidt større steder, der lå spredt ud i det lille landsogn. Også i de få huse, hvor der ikke var børn. Analfabetismen skulle udryddes helt og aldeles, det havde præsten indprentet ham som den fornemste af alle opgaverne. ”Og så skal du gøre dit til, at den ukristelige overtro forsvinder, det forstår du vel, knægt?” Jo. Han havde nikket og også være villig nok, men det var vanskeligt i et sogn, hvor troldtøjet var så sejlivet. Det var endda det eneste, der virkelig for alvor kunne gro i den forblæste og magre egn, tænkte han. Der var langt mellem stråene på de hvide, sandede marker, og han havde først ikke kunne begribe, hvorfra den velstand stammede, som han kunne spore i snart sagt hvert eneste hjem. Først langt senere gik det op for ham, at de mange strandinger både i øst og i vest ikke kun bragte fremmede søfolk til egnen, men også rigdomme.

Søvnløsheden blev ved med at plage ham denne nat. Og endelig gav han slip og lod dagens hændelser passere uhindret revy for sit indre blik i håb om på den måde at kunne ribbe dem for uhygge. Der er altid en naturlig forklaring, som præsten plejede at sige. Men denne dag havde han måttet sande, at det unaturlige havde stor magt over sindene også over hans eget, skønt han aldrig i livet ville indrømme det. Det følte han stærkt nu, hvor han lå ensom på det mørke loft.

Dagen var ellers begyndt så godt, og da han forlod Krøggården og begav sig på vej mod den næste gård, havde glædens vinger uhindret foldet sig ud i hans sind. Hans yndlingselev Christian havde som sædvanlig ikke blot ladet sig fodre med lærdom, men stillet de klogeste spørgsmål, som tvang dem begge ud i spekulationer, der førte dem langt uden for det lille sogns snævre grænser. Store spørgsmål og vanskelige svar havde fyldt de to drengehoveder, og de havde snakket og læst og ind imellem også lyttet til den gamle Christen Krøg, der sad i sin rokkestol og gav sit besyv med.

”Jeg kan noget særligt”, tænkte han, mens han travede tværs over heden på vej mod den næste gård. Og de Hulsigbønder var slet ikke dumme. Og i sit overstadige humør bildte han sig endda ind, at de kunne lære ham noget. Den klare morgensol strålede om ham, og over hans hoved sang lærkerne. Deres lyse toner gav genklang i hans sind, og han brød selv ud i sang. Han havde en ren og smuk sangstemme og kunne for den sags skyld godt være blevet degn.

Så nåede han til Rumpen, og allerede inden han havde passeret huggehuset til den første af Klarupgårdene, anede han, at noget var gruelig galt. Ikke at han kunne se eller høre noget, men det var just det, der var så underligt. Alt det pulserende dagligliv, der plejede at udfolde sig en tidlig formiddag og fylde luften med den kendte lyd af skramlende mælkespande, af køer, der brølede på vej ud i marken, af heste, der vrinskede og stampede utålmodigt og af de mange børn, der råbende tumlede om mellem hunde og katte og andet småkravl, manglede. Det var, som om alt og alle var sunket i jorden og enhver virksomhed ophørt.

Langsomt bevægede han sig tværs over den øde gårdsplads og lagde hånden på klinken til køkkendøren.  Han tøvede et øjeblik, så åbnede han den forsigtigt. Køkkenet var tomt. Han stod et øjeblik og lyttede. Så hørte han dem. Lave mumlende stemmer. Lydene kom fra stuen, og langsomt skramlede han hen over stengulvet til døren i den modsatte ende af det rummelige køkken, åbnede den og trådte ind og blev overvældet af de mange dystre ansigter, der samtidig drejedes mod ham, og de mange øjne, der sært stikkende ramte ham. Alle mændene fra Lundholm og Klarup stod sammenklumpede omkring stuebordet. Klemt op mod den bagerste stuevæg krøkkede konerne sig, mens de holdt om deres børn. Christen kunne se, at der lå noget på bordet, men ikke hvad det var. Det stank, og sammen med dunsten fra de mange mennesker gjorde det luften tung at indånde. Han havde lyst til at vende sig og løbe langt væk. Der var noget skræmmende over de mørke og anklagende blikke, der rettedes mod ham. Som om han var skyldig. I hvad?

”Du er jo lærer,” kom det fra tungt Mads Christensen, der var husbond på Lundholm.

Han nikkede.

”Så må du vide.”

”Vide hvad?”

”Hvad man stiller op med troldtøj.”

Det sidste ord blev hvisket, og alle sænkede hovederne og så ned mod sandet, der lå spredt på gulvet. Christen åndede tungt. Troldtøj. Og med en stemme, der knækkede over sagde han: ”Det … det findes ikke.”

”Det findes. Og her på gården.”

Ordene var som et signal, der fik alle mændene til at vige til side, og nu så han det, og synet fik det til at vende sig i ham. Han skulle kaste op. Han skulle væk. Han skulle ikke være her.

Men det skulle han.

På bordet lå seks flænsede kattelig anbragt i en cirkel midt på det ru spisebord bord. De døde kattes halvrådne flabe var vredet åbne og blottede de små spidse tænder. I kattecirklens midte lå et barn indsvøbt i sjaler. Øjnene var lukkede og kun det lille hoved stak frem af kludene. Ansigtet blussede i feber.

”Hvad er det, I gør!?” hørte han sig selv råbe.

”Vi ved jo ikke, hvad vi skal gøre,” sagde Niels Hansen stille. ”Du kan jo selv se kattene.”

”Jamen … hvad … hvor … kommer de fra?”

”Det er jo det, vi ikke ved.” Nu var det Christen Thomsen. Han trådte et skridt frem imod ham. ”De lå omkring brønden derude. Den første forleden morgen, og så en i går og tre her til morgen. Men vi er ikke kyndige på de sager, vi tænkte bare, at hvis vi gik sammen og forsøgte at mane … men vi kan ikke mane. Du kan måske. Vi har hørt, at du kan mane og vise igen. Og at du har læst Cyprianus?”

”Nej. Det er løgn. Jeg tror ikke på trolddom.

”Men du kan jo selv se. Tøsen. Hun faldt om, da vi fandt den første kat. Og nu bliver de ved at dukke op. Vi har jo andre børn  …” sagde Niels og pegede på den lille pige på bordet, og nu så han, at det var Christiane, Niels Hansens og Marie Larsdatters yngste barn.

”Sådan har hun ligget i tre dage,” græd nu Marie og gik hen mod ham med oprakte hænder, som var han Messias.

”Jeg er ikke læge,” sagde han med blodet dunkende i tindingen. ”Og hun er jo syg. Det … det har ikke med hekse og trolde at gøre.”

”Det er da noget, du tror.” Marie rystede sine hænder foran hans ansigt, som om hun ville slå. Men hun slog ikke, og Christen greb hendes hænder og holdt dem fast i sine.

”Hør nu, Marie. De katte er bare katte og ikke andet, og de er døde, fordi I har alt for mange af dem. Og Christiane er syg. I behøver en læge.”

”Sådan en har vi aldrig set.”

”Nej, men så en klog mand eller en klog kone. Der må være nogen, der forstår sig på sygdom. Også her i Hulsig,” sagde Christen og slap hendes hænder.

”Den kloge kone i Sørrig. De siger, hun kan mere end sit fadervor,” kom det nu fra Kirsten Michelsdatter, ”og jeg kender hende.” Pludselig var det som om, der blev åbnet for alle tungebånd på en gang, og snakken gik. En kendte en klog kone og en anden en klog mand. En enkelt nævnede endda en heks, hvis navn fik alle til at gyse. Christen forsøgte at skære igennem, men det var, som om de aldeles havde mistet interessen for ham. Han var jo kun en fattig knægt, som de havde fået påduttet af præsterne, og han vidste ingenting om de kræfter, der skjulte sig i mørket.

”Men så meget ved jeg om snavs og sygdom,” skreg han i et vredt forsøg på at overdøve dem, og han pegede på barnet, der var vågnet op og begyndt at skrige, ”at hvis I ikke får hende der lagt i en ren seng og det lige nu og bordet godt og grundigt skrubbet, så dør hun, det er helt sikker. Og I andre med!” tog han munden fuld.

Så vendte han sig om og gik ud. Smækkede døren efter sig. Nu ville han gå direkte til øvrigheden. Til Hesselholt. Sognefogden kunne umuligt være ligeså forblændet af overtro. Overtro var vel ikke ligefrem forbudt, men når det truede små børns liv og helbred, så kunne det heller ikke være lovligt. Bestemte han og satte målbevidst kursen mod Hesselholt.

 

Der var ikke langt mellem gårdene, og han nåede Hesselholt, mens det endnu var tidlig formiddag, og på gårdspladsen åndede han ud og følte, at hele verden dog ikke var forhekset. Her herskede den vanlige travlhed, og som så ofte før, havde han en vag fornemmelse af, at han brød unødigt ind i noget velordnet og vigtigt, at hans undervisning trængte sig på som en utidig indblanding.

Midt på pladsen gik en dreng og fejede, det var Svend, en lidt vrangvillig elev som stammede fra et fattigt fiskerhjem i Højen og den eneste, han fik lov at undervise der på gården. Og det endda kun karrigt. En times tid om ugen. Og det meste af timen gik med at opspore drengen, der fluks gemte sig, så snart skoletimen slog.

Ved brønden stod karlen, Søren Larsen, og hersede med to heste, der ikke kunne blive færdige med at drikke. Søren var fra Raabjerg og havde gået i skole der. Nu hersede han med hestene.

”Ka’ I så humme jer, I satans gamle krikker. I sku’ på aftægt, sku’ I. Møgbæster!” bralrede han op. På den anden side af brønden var Maren Kirstine i færd med at trække vand op, mens hun hele tiden skævede til den store karl, hvis brovten nok så meget havde til hensigt at imponere hende som at genere de sagesløse heste, der da også drak videre uden at lade sig forstyrre.

”Søren,” kom det lavt fra hende, ”læreren er her.”

Karlen drejede sig en halv omgang, slap tøjlerne og gik hen til Christen, der nikkede et goddaw.

”Hvad Satan kommer du rendende her for?”

”Du skulle ikke bande så stygt, Søren,” sagde Christen i et forsøg på at hævde sin smule autoritet, men det var vanskeligt ansigt til ansigt med den kæmpestore karl, der ludede tungt ind over ham, og da heller ikke lod sig anfægte.

”Du ka’ få en røvfuld!” Det gav et sæt i Svend, der havde nærmet sig, og Christen fik en fornemmelse af, at det var drengen, karlen snakkede til, mens han stirrede lige gennem den unge lærer.

”Knejtrumper som jer to skal fandme ikke bestemme et hak over mig,” fyrede han løs og kæmmede altså de to drenge over én kam.

”Nej, men jeg er også ret ligeglad med dig, jeg …”forsøgte Christen.

”Du skal fandme ikke være ligeglad med mig!”

”Nej, nej, det … men jeg … jeg.”

”Søren, kan du SÅ nære dig!!” skingrede en ublid røst henne fra rollingen. Det var madmoren Ane Madsdatter, der nu viste sig i døren og gav hals. Karlen mumlede surt og vendte sig mod hesten og Maren Kristine, der havde stået passivt og betragtet den lille scene med et smil.

”Og I to drog, kan I så se at få bestilt noget og holde op med at stå der og fline,” kommanderede hun med blikket rettet mod de to ved brønden, ”jeg mangler vand.”

Nu vendte hun sig mod Christen.

”Og du! Du skal vel ikke undervise i dag.”

”Nej, men jeg skal tale med fogeden,” sagde han og bukkede for hende. Ane Madsdatter kaldte sig ”Fru Hesselholt” og ville betragtes som fin, og Christen spillede gerne op til hendes forventninger. Det betalte sig. Hun kom fra en gård i Rumpen og var blevet tvunget ind i ægteskabet med Jens, da hun var ganske ung, og han allerede var en halvgammel karl både af udseende og adfærd. Børn var det da heller aldrig blevet til. Men rigdom, jo, det havde hun fået. Alt det hartkorn.

Christen vidste god besked med de ting fra Maren Kirstine, som det var så nemt at falde i snak med, og som sandelig ikke gemte sig, når den kønne, unge lærer dukkede op. Omme bag kostalden mødtes de nu og da i skjul af de gamle hyldebuske, og her havde han fået fortalt mere end en skrøne om egnens folk og modtaget ligeså mange kys både på kind og mund. Men det sidste prøvede han at glemme. Køn var hun ikke, skønt hun fik ham til at drømme om andre kvinder og hedere kys. Kvinder og kys som han kendte til fra de romaner, præsten af og til havde stukket til ham med en lavmælt bemærkning om, at han jo nødig skulle gå hen og tørre aldeles ud af al den lærdom. Og præsten havde set på ham med det blik, som gjorde Christen nervøs og usikker. Han kunne være så sær, den præst, og han kunne finde på at røre ved drengen på en uvant måde og således at slå en tryllekreds om dem, som Christen ikke brød sig om, men heller ikke kunne bryde. Der var jo også det ved det, at uden præsten havde han måttet hakke roer hele sit liv.

Romanerne havde vist ham sider af livet, som ganske vist hørte hjemme i en anden verden end hans, men som han kunne kigge ind i og under tiden fyldes af. Og Maren Kirstines kys vækkede i korte øjeblikke den samme lyst i ham som bøgernes underskønne heltinder. Men når han så atter åbnede øjnene, forsvandt alle smukke syner og tilbage blev kun den trivelige og stramt lugtende Maren, der ophidset sugede ham til sig.

”Jamen, så er du heldig, Christen, for Jens er hjemme. Han har et ærinde til alle på egnens folk med en meddelelse om de nye forordninger angående lyngslæt af fællesjorden, og så snart hestene er klare til at spænde for, ager han af gårde.”

Hun trak ham med ind i køkkenet, hvor der lå en åben skrivelse, som gårdmanden sad og famlede sært forlegent ved, og som han rakte den unge lærer, så snart de havde hilst.

”Læs lige den!” sagde han, og Christen tog tøvende skrivelsen. Han så hen mod Ane, der nikkede.  Christen løb den igennem. Den var ikke lang, og skønt sproget var noget knudret let at begribe.

”Nå sådan,” sagde Jens, ”ja, det tænkte jeg nok. Men du må hellere læse den igen.”

Christen lod skrivelsen falde og tog mod til sig.

”Sognefogden skulle nu lære at læse selv,” sagde han og følte i det samme, at han masede sig gennem en mur, der let kunne vælte ind over ham selv. At Jens var analfabet havde han gættet sig til den første dag, han trådte over tærsklen og havde overrakt ham det forseglede brev fra præsten. Også dengang havde Jens befalet ham at læse skrivelsen højt, og Christen havde lidt forbavset spurgt, om fogeden da ikke selv kunne læse. Der var blevet meget stille i stuen, men så havde Ane brudt tavsheden og sagt, at det skulle han ikke bryde sig om, for hun plejede at læse alle brevene højt for sin mand, og han lærte dem på stedet udenad.

Siden havde Christen ikke turde nærme sig emnet. Nu var det buset ud af ham, og han havde vel så forspildt enhver chance for at få hjælp fra den kant. Og anden øvrighed fandtes ikke i det lille landsogn. Men Jens blev ikke vred, han bad Ane gå ud af køkkenet et øjeblik, så han kunne snakke alene med læreren. Ane trak sig lidt vrangvilligt tilbage, og Jens så lige på Christen og rømmede sig.

”Sæt dig!” sagde han endelig og pegede på en skammel for enden af bordet. Christen satte sig og ventede. Der gik endnu en rum tid, og først da Jens havde rømmet sig nok et par gange, begyndte han at tale.

”Jeg er ikke dum,” sagde han, ”og jeg forstår mere end præsten prædiker.” Christen nikkede. Det ville han gerne tro.

”Og jeg ville hellere end gerne lære at læse.”

”Men det er ikke svært,” ivrede Christen og blev mødt med et vredt blik.

”For mig er det ikke bare svært. Det er umuligt. Det kan slet ikke lade sig gøre.”

”Hvorfor?”

”Ja, hvorfor? Spørg du Vorherre om det. Bogstaverne kuldsejler for øjnene af mig. De vil ikke give mening.”

”Hvordan ved du det?”

”Jeg har prøvet mange gange. Også med lærere, der kunne mere end dig. I Skagen og i Aalbæk og endda en enkelt gang hos præsten i Tversted, som er min ven. Men jeg kan ikke. Til sidst gik jeg til en læge.”

”En læge?”

”Ja, en rigtig doktor. Og han undersøgte mig. Det er noget i mit hoved, som vender forkert.”

”Kan det ikke rettes til?”

”Det ved jeg ikke, men ville du bryde dig om at blive skåret op i hjernen.”

”Nej,” Christen gøs og så ned.

”Så nu ved du det, og vi skal ikke tale mere om det, men jeg vil gerne, at du hjælper mig med skrivelserne. Ane er ikke så kvik. Vil du det?”

Christen nikkede ivrigt.

”Så kan vi hjælpe dig med lidt bedre klæder. Vi får snart besøg af Ane sypige fra Heden. Hun kan tage mål af dig og sy dig noget varmt tøj. Det bliver snart vinter.”

Så var det, at de havde snakket om overtro, og det var just i den samtale, Christen blev klar over, at Jens trods sit store handicap både var oplyst og forstandig, og sammen havde de forsøgt at finde frem til en måde at kæmpe overtroen på.

Nu mærkede han om søvnens blidhed favne kroppen. Han strakte sig i halmen, og inden han slumrede ind, nåede han at tænke, at dagen alligevel ikke havde været så tosset, og at han ikke mere stod alene, men havde fået en ven i sognefogden. Det var slet ikke så ringe.