103 Tilbage til Hulsig

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Nu lader vi vinteren sukke videre uden indblanding, og det synes som om den er indstillet på just at gøre det – sukke og glitre i sollyset og stadig med et solidt bid i hver eneste stump af den vintertrætte natur.

Vi andre må videre og forude venter Hulsig. Herunder et billede af Klarup

Jeg har på grund af helbredet ( det skrantende skidt ) været nødt til at forblive  søndenfjords og altså slet ikke haft mulighed for at sætte fod på forfædrenes forblæste og sandede jord. Håber dog, at vi snart igen bliver køreklare.

Men i mellemtiden har jeg gennemgået alle de folketællinger, der har fundet sted fra 1802 og frem, og de vil blive omtalt nærmere i nogle af de følgende indlæg. De har dog ikke alle været lige læselige, og mange af dem er det rene sjuskeri. De allerældste kan jeg ikke læse i digitaliseret form, de er for uklare, og skriften kræver mere tid, end jeg har kunne afsætte. Og sært nok er mange af de yngre endnu værre, fordi “skriverne” ikke har kunnet stave, eller staver, som de har lyst til. Et eksempel : en skriver alle Christian’er eller Kristian’er sådan her: Kristijan, det gælder også Christiansen og Kristiansen – de får alle et j . Jeg har selvfølgelig ikke haft tid til at gå alle kirkebøger igennem for at finde de rigtige stavemåder. I rigtig mange tilfælde kan man næppe tale om en “korrekt” stavemåde. – F.eks. staver de fleste “Krøg” men andre “Krøgh” og mange staver “Trane” men ligeså mange “Thrane”. Sådan kunne man blive ved. Sært nok er en af de mest sjuskede min kære morfar, Anders Andersen, – hans liste gav mig i øvrigt en klump i halsen, for han havde NØJAGTIG samme skrift som min mor – det var som at gense de breve, hun sendte til mig, da jeg gik på kostskole og mors breve var det bedste i hele verden. Dog var indholdet noget andet.

Man kan konkludere meget ud fra tællingerne, og det vil jeg vende tilbage til. Her kun et: der var til min forundring næsten ingen børnerige familier. Husene har jo været små, og desuden bliver kun et af dem benævt “gård”, nemlig Hesselholt – alle andre omtales som “huse”. Børnetallet holdes nede på 2 – 4. Den eneste afvigelse er en banearbejderfamilie, der virkelig var rig på tilvækst af småfolk – her kom der en lille ny hvert år. Men det var jo først efter århundredeskiftet.

Der var naturligvis heller ikke mange tjenestefolk i de små huse.

Spædbørnsdødeligheden kan man naturligvis ikke læse sig frem til, da folketællingerne optræder med flere års mellemrum, men ellers ser det ikke ud til, at der døde mange børn. Man har levet sundt i de små huse.

Nu ikke mere om det, før jeg vender tilbage, og det sker ikke, før jeg har bearbejdet materialet lidt grundigere. Men der vil komme små artikler om Hulsig ind imellem.

Og jo, jeg må lige føje til, at Skagen Landsogn er MEGET mindre end jeg troede: befolkningstallet holdt sig i de ca. 100 år konstant på lidt over 100 personer. Og til sognet hører f.eks. ikke Rannerød, Starup og Kandestederne. Men da disse steder har betydning for min bog, vil jeg være nødt til at foretage analyser også af tællingerne fra Raabjerg Sogn.

Min oldefar Ole Houkjær Pedersen stammer fra Houkjærgården i Kandestederne og at han er en bror til den Mads Houkjær, hvis datter og svigersøn grundlagde Kokholms Hotel i den gamle gård. Han var et underligt menneske, en meget sammensat natur, og han vil helt sikkert spille en stor rolle i romanen.

 

Vinterens sidste suk

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Nu kan det være nok med de vinterbilleder. Jo, jeg hører nok min læsers suk. Og sukker med. For vist kan det være nok. Vi er allerde sidst i marts, og vintervinde bider stadig om kap hver dag, som havde de glemt årstiden. De skulle gå og lægge sig nu, og lade varmen komme til.

Jeg elsker vinteren, men den må gerne vige for foråret nu. Eller meget snart. De seneste par dage har jeg så alligevel igen været fortryllet af lyset og den kontrast, der er mellem de skarpe stråler og de sorte træer. Et lille naturdrama. En kamp mellem lys og mørke, synes jeg.

Se nedenstående billede, som jeg tog forleden: her trænger de mørke træstammer lyset i baggrunden. Men det er der jo alligevel og lader sig ikke ganske fortrænge. Og så gyldent er det, at man næsten ikke vover se på det. For kan det nu være sandt? tænker man, og er det stærkt nok? Jo, men det er sandt, og om bare nogle dage sejrer det helt sikkert over alt, hvad der har samlet sig i mørket.

På søndag er det påskedag. Opstandelsens dag. Og vi ser det med egne øjne derude i naturen. Det store drama udspiller sig år efter år, og trods det truende mørke, så er der bagved et lys, som vinder til sidst.

Trosbekendelsen i naturens egne billeder.

Intermezzo – den danske vinter

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Thøger Larsens vise fra 1923: “Du danske sommer jeg elsker dig” - er en af de kønneste sommersange, der findes – jeg husker især verselinjerne: “en ungdom jubled’ din lovsang ud/ kun iført solskin og brunet hud.”

Nu er det vinter og jeg må straks bekende, at jeg holder af den årstid. Jeg kan lide lyset, der ikke blænder og fylder det hele – der er også plads til mørket. Måske hænger det sammen med, at jeg ikke mere er på alder med Thøger Larsens omtalte ungdom, der jubler lovsangen ud kun iført solskin og brunet hud.

Måske skulle jeg skrive den sang, der mangler i sangbogen: “Du danske vinter jeg elsker dig” – for der findes ikke rigtig nogen hyldest til vinteren: Spurven sidder stum bag kvist, og der er ikke antydning af jubel fra dens næb, og urt og busk står i skjul, og det er så koldt derude, og Brorson sukker: her vil ties her vil bies … - ja, vintersangene handler alle sammen om længslen efter at slippe ud af årstiden og ind i foråret.

Det er en skam. For vinteren er så smuk, og lyset er så ekstra klart, – når det bryder frem – også selv om, eller måske fordi, det aldrig fylder billedet ud, men står der som en kontrast til mørket.

Jeg vil illustrere det med et par billeder, som jeg tog i skoven forleden dag: den sidste vinterdag måske. Sneen lå stadigvæk som små hvide puder i skovbunden, men mellem de sorte træer lyste solen.

Billederne er taget midt på eftermiddagen, og solen står jo nok lavt, men er ikke ved at gå ned.

Vintersangen. Mon nogen vil skrive den? Jeg er ikke sangskriver, men skriv, hvis du har lyst! Lad os få nogle glade vintersange, der jubler over lyset i mørket.

Lidt om rødder

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle

Nedenstående lille tekst er en klumme fra Randers Amtsavis, og den hænger jo lidt sammen med forrige indlæg.

Om rejser og rødder

 Efter mange ugers rejse rundt i Argentina, sidder jeg nu endelig hjemme ved mit tastatur, og det er først her med bogstaver under fingrene og ord i hovedet, at det går op for mig, hvor jeg dog har savnet det. Ja, både det at være hjemme og det at kunne skrive i ro.

 At rejse er at leve, sagde H. C. Andersen, og så jamrede og stønnede og hulkede han sig igennem hver eneste rejse, og det er da vist præcis det eneste, jeg har til fælles med den store digter.

 Alligevel: det er nødvendigt at rejse. Man vokser og modnes af det. Det gælder de helt små, og det gælder os gamle. Og denne gang rejste vi hele familien sammen. Alle vore børn og børnebørn og et par søskende. Vi skulle bl.a. fejre min mands 70 års fødselsdag i Necochea.

 Yngste barnebarn, Anna, blev 1 år på rejsen, og hun lærte at gå og at undre sig over verden, som for hende pludselig blev ubegribelig stor. Det blev den også for alle vi andre.

 Jeg skulle ikke berette om en privat rejse, men fortælle lidt om de mennesker, vi traf. For også denne gang mødtes vi med de dansk/argentinere, hvis forfædre emigrerede for snart 100 år siden, men som stadig taler dansk, og som gang på gang tager imod os med den samme uforstilte varme.

 De unge taler ikke mere det gamle sprog, men de interesserer sig for deres danske rødder, og ikke så få af dem har været på længere eller kortere ophold i det, der for nogen af dem stadig kaldes ”hjemlandet”.

 På en gård ude på Pampaen fik jeg nogle ”fridage” til at lave interview med min mands fætter, Pedro Hansen. Hans familiehistorie er en skæbnefortælling, som nok fortjener at blive fortalt – og nu er den i al fald skrevet ned.

 Jeg researcher for tiden til en roman om min egen slægts historie i Skagen Landsogn, og det slog mig, mens jeg talte med Pedro, at der er ikke så få lighedspunkter i de to fortællinger: Dem, der drog ud og kæmpede en næsten umenneskelig kamp for at overleve i en rå og barsk natur, og så mine forfædre, der blev i den golde egn og tog kampen op med de vældige naturkræfter, der lagde gårde øde og sænkede skibe.

 Både dem, der rejste ud og dem, der blev tilbage i de fattige og sandede egne, måtte kæmpe hårdt for eksistensen, og mange bukkede under i den kamp. Vi efterkommere er så en slags bevis på, at nogle af dem sejrede. Trods alt. Bl.a. derfor skal vi skrive deres historie.

Herunder tegneren NEX’ flotte illustration (fra Randers Amtsavis 4 marts 2013):