Intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Jeg ville egentlig have afrundet indlægget om Den jyske Hede med et par “levende” portrætter af den tids hedebonde. Det blev ikke. Og jeg har heller ikke lige p.t. et sådan portræt liggende klar, men har jo i afsnit 90 fortalt om en bonde fra Jerup Hede. Her dog især om sønnen Martin, der ikke følger i fars fodspor som hedeopdyrker, men tvært imod kaster sig over studierne og ender med at blive forstander på en højskole eller efterskole. En anden sådan mønsterbryder finder vi i fortællingen om Peter Christensen, søn af hedebonden Christen Pedersen. Gå evt. tilbage til indlægget om heden og læs den opdaterede version.

Med Lucie i bagagen

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Så skete det igen. Vi kom på en rejse, Lucie og undertegnede. Ingen af os er inkarnerede rejsende, ja, Lucie Ingemann rejste helst slet ikke, da hun levede. Kun en enkelt rejse til Berlin og Norge blev det til. Og en gang om året en tur til hovedstaden. Ellers holdt hun sig hjemme i Sorø. Jeg holder mig også helst hjemme i Ålum.

Men denne rejse var hele rejsen værd. Vi var i Egen på Als. Lucie har ikke været der før, men det har jeg, for det er tredje gang, jeg er så heldig at få en invitation fra præsten, Kitty Hovgaard Jensen, og menigheden der, og som altid var det en fornøjelse. Det smukke sted og de smukke mennesker. Her under ser vi det nye sognehus, som man med rette er stolt af dernede i det sydlige Danmark:

Og et billede af kirken:

Og her de to hovedpersoner, som jo slet ikke var Ole og mig:

Efter foredraget om Lucies liv og kunst så vi hendes billeder. Altertavlerne kan man måske ikke forstå som kunst. Der er jeg usikker, men præsten i Egen sagde nogle kloge ord om dem. Noget i retning af, at Lucie, hun gør omtrent ligesom børnene ( konfirmanderne) – der maler sært kejtet og umiddelbart, når det gælder opstillinger – og ellers kaster sig ud i vild ( og ikke altid smagfuld) farvelyst. Selv synes jeg netop godt om den spontanitet, der ligger i stilen og farverne  - og synes, at man kan se det sært uforløste i billedesproget. Som om hun egentlig ville sige noget andet og mere. Her er et ekspempel på en typisk altertavle ( Kastelkirken) og døm selv:

Hendes blomsterbilleder er et helt andet kapitel: her ser vi drømmen og længslen finde sit udtryk. Der er ikke tale om naturalisme, men om en indre vildskab og undertrykt smerte, der får sit udtryk her i disse sære billeder. Selv kaldte hun det “supra-naturalisme”. Se engang denne buket, der ikke er nogen almindelig blomsterbuket:

Undertiden kunne hun i et blomster- og landskabsmaleri være langt forud for sin tid. Se blot nedenstående billede:

Her er både livet og døden repræsenteret – men billedet er langt fra realistisk kunst. Vores ældste søn, Hans, der var hjemme på besøg, så det for mange år siden. Vi havde netop hængt en reproduktion af billedet op i stuen, og han studsede lidt, da han fik øje på det, og det lignede da heller ikke de andre billeder, der prydede væggen. “Hvad søren?” sagde han, “har I fået fat i en tidlig Dali?” Det spørgsmål blev jeg rigtig glad for, for det var jo netop lige i øjet! Lucie kendte til surrealismen mere end 100 år før, den blev opfundet!!

Jovist var hun forud for sin tid. Det så Ingemann, og han var fuld af beundring for hendes kunst. Andre kunne ikke se det, og de fleste skjulte høfligt deres foragt. Sært nok er der stadigvæk ikke rigtig nogen, der har opdaget hendes talent.

Også Ingemann var på trods af al sin konservatisme forud for sin tid. Også han maler i sine salmer billeder af stor og dristig farvepragt – og så var han da for resten forud for H. C. Andersen på prosaområdet. Det var nemlig Ingemann, der kom først med eventyret som litterær genre.

Da Ingemann skrev sine smukke morgen-og aftensalmer sendte han dem til Grundtvig, som næsten glemte at svare og da han blev afæsket et svar, mumlede noget om, at de var “pæne”. Det sagde han om den smukkeste poesi, der nogensinde er skrevet!!!!!!!!!!

Men han var ikke ene om at overse eller se ned på Ingemann som digter. Det var det almindelige syn på ham i hans egen tid, at han var enfoldig og skrev som et barn. Og selv i dag? Jeg hører ofte folk lade en bemærkning falde om Ingemanns blide og enkle barnlighed.

Det forholder sig lige modsat: Ingemann var som litteraturforskeren Niels Kofoed skriver: “En sofistikeret menneskekender, der nok i god romantisk tradition ligesom Oehlenschläger vendte ryggen til samtidens liv i sin digtning, men som livet igennem var en opmærksom igattager af de verdenspolitiske begivenheder, der udspillede sig i en historisk bevæget tid.( Fra bogen “Den ukendte Ingemann.”) og senere i samme bog: “…en højt begavet og kompliceret personlighed, hvis kunstneriske talent først for alvor bliver forsåeligt, når det ses på baggrund af den omfattende europæiske kulturtradition, som han beherskede med så stor indsigt.”

Når år følger på år og vi bliver gamle og kloge

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Her en lille tanketorsk af den slags, som jeg med jævne mellemrum lader svømme frit og som regel også midt i Randers Amtsavis. Den her klumme stod i avisen i mandags:

Apropos alder

 I rigtig mange år stod jeg hver dag foran unge mennesker og talte til dem og med dem. For jeg var  lærer, og de var mine elever. Så skiftede jeg job, og nu står jeg ofte foran ældre mennesker og taler til dem og med dem. For jeg er foredragsholder, og de er mit publikum. Begge grupper var og er lydhøre og interesserede, så jeg kan roligt sige, at jeg har haft ønskejobs hele mit liv.

 Der er alligevel stor forskel på de to grupper – først og fremmest er der jo aldersforskellen. Og det ses både i ansigterne og i adfærden. Den første gruppe afspejlede ofte uro og usikkerhed, og man skulle bruge både energi og pædagogiske tricks for at overbevise dem om, at f.eks. salmedigtere var værd at beskæftige sig med. Men det lykkedes som regel altid, og var interessen først vakt, så blev rejsen ind i en åndelig og fiktiv verden både spændende og eksotisk.

 Den anden gruppe afspejler ro i minespil og adfærd, og de ældre ejer en umiddelbar evne til fordybelse, og med deres store livserfaring i bagagen kan de ofte forbinde åndelige og abstrakte emner til deres egen her-og-nu-virkelighed. Og det er en gave, som kun alderen kan give.

 Der er kort sagt mange fordele ved at blive ældre, så glæd dig, unge pige og raske dreng! Nok mister I færdigheder på idrætspladsen, men I vinder terræn på andre felter, og hvis I lærer at bruge de ressourcer, alderen giver, på den åndelige tumleplads, så bliver tilværelsen ikke så ringe endda.

 Jeg så forleden i TV en såkaldt ”reality udsendelse” som det hedder på moderne dansk. Den hed Botox eller Broccoli. Og budskabet var: pas på, at du ikke mister dit unge udseende! Mas og slid for at slippe for rynker og andre tegn på, at det går den gale vej = mod alderdommen.

 Alderdommen, ja den er set i TV-udsendelsens optik virkelig en dom. Og den er afsagt en gang for alle. Stakkels dig! Dømt til alderdom!!!! Men hør: hvis du virkelig giver den en skalle, så kan du ase og mase og operere ondet væk.

 Nej, mennesket er ikke stakkels. Og det er ingen dom at blive gammel. Det kan blive en velsignelse, og dine rynker kan vise dig og alverden, at du har levet. Og lidt. Og stridt. Men ikke forgæves, for du opnåede hele vejen igennem livet noget, du havde dine nederlag og dine sejre. Og rynkerne er dit adelsmærke. Vær stolt af hver eneste rynke! For de viser at du har levet – og at du lever. Hvis du fjerner dem, så viser det kun en ting: at du lyver.

 Og her er tegneren NEX’ tolkning af ordene:

96 – Den jyske Hede – Alheden

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

Jeg har tidligere annonceret, at de næste emner ville blive: stormflod, sandflugt og strandinger. Det kommer dog til at vente lidt endnu, for først vil vi kigge nærmere på noget langt fredeligere, nemlig heden.

 Det er den hede, vi kender fra Steen Steensen Blichers Hosekræmmeren, jeg vil berette om, Alheden, og den er jo ikke nødvendigvis identisk med “vores” – altså Hulsig Hede. Men der er så mange sammenfald i skildringen af de to trods alt ret ens biotoper : heden i Midt- og Vestjylland og heden i Nordjylland. Der er også forskelle – navnlig på det sociale og økonomiske område – dem vil jeg slutte indlægget af med.

Indlægget vil resumere indholdet af en bog om den jyske hede, som er en slags brud med den traditionelle måde at betragte denne natur og navnlig dens indvånere, hedebønderne, på.

Bogen hedder “Hedens Hemmeligheder” og er skrevet af Peter Henningsen i 1995.

Forfatteren indleder med at bedyre, at han vil feje alle falske forestillinger om den “stakkels fattige hedebonde” ud og forfægte helt andre. Han skriver: “Jeg lægger hovedet på blokken og søger at anlægge et nyt og anderledes syn på heden og dens beboere.” ( Citat side 10)

Det gængse billede af den jyske hede: ( citat side 16:) “Heden var grim og dermed basta!” og på samme side: “smuk er derimod en gul rapsmark eller en kornbølgende ager.”

Skønheden forholdt sig i almindelighed til nytteværdien.

Det er også langt hen det syn Aakjær anlægger f.eks. i “Rugens Sange.” Der dog også indeholder kærlighed til heden og et ønske om at bevare den.

Bondens hverdag var den sandfygende hedeslette. (Citat side 24) “Hedebondens land bestod af lyng og sand, brægende får og kullede kirker.” Og citat fra side 27: “Muld- og sandflugt hørte således til dagens orden for hedebonden i det 18. årh..

HEDEN CA. 1770:

Oplysningstidens syn: “Heden måtte nyttiggøres så hurtigt som det kunne lade sig gøre ved hjælp af en provokeret befolkningstilvækst og hedeopdyrkning.” ( S.33) - med befolkningstilvækst tænktes på indvandring fra Tyskland og kolonisering af store dele af heden.

“Lyngen” repræsenterede det uvæsen, der skulle rykkes op med rode.

1866 – Det Danske Hedeselskab stiftes.

Der er dog også andre synspunkter end den rene udnyttelse. “Med hedens forsvinden forsvandt også en gammel traditionsbunden landbokultur.” ( s.40)

LYNGENS NATUR

Heden er et nordeuropæisk fænomen ( Lyngheden)

Hedebonden måtte ernære sig ved andet end agerbrug, f.eks.: pottemageri, hosebinding, tørvegravning, stude-og hesteprangen.

Når heden fredes, dør lyngen. For at kunne overleve, skal den behandles hårdhændet: afbrænding og kreaturgræsning.

Hedebonden viste det!

Bønderne lod græsse og afbrænde, for de ønskede at bevare lyngen, der for dem var en ressource. ( s.44)

Da man … lod kulturproduktet hede få fred og ro ( = fredning) begyndte arealerne at ændre sig til græsgang og sprang derefter i skov.” ( s.45.)

Pollenanalyser viser, at lyngen “erobrede” skoven ( s.48) – samme analyser viser, at heden er en realitet længe før Middelalderen.

Bønderne har allerede i yngre stenalder og bronzealder drevet svedjebrug ( afbrænding) og flyttet deres dyrkning fra sted til sted. ( s.49)

Nye undersøgelser ( Odgaard) viser, at “heden sandsynligvis havde sin største udbredelse i den yngre jernalder og ældre middelalder. (S.55)

STATEN, FOLKET OG VESTJYLLAND

De karle, der blev indroullerede i landmilitsen skulle møde HVER søndag på den nærmeste eksecitsplads – mange måtte gå op til 30 kilometer sommer og vinter for at komme frem til en sådan plads. ( s.59) – tjenestetiden var 6 – 8 år, derfor ikke så sært, at mange karle flygtede til udlandet ( Nordtyskland og Holland).

1733 – stavnsbåndet indføres for at holde på de unge mænd.

Vestjyllands hedelandskabs beboere slap for de barske restriktioner alle andre almuefolk var underlagt ( som f.eks. hoveri og skatter)(61)

40 % af Jylland var ren hede.

Der herskede det rene anarki på heden, for der var ingen herremænd og langt til amtmanden.

“Heden ansås for farlig” – hederne betragtedes som store og ufremkommelige vildmarker, hvor man konstant var i fare for at løbe ind i omstrjfende ulvekobler, tatere og stimænd.

kun få skoler på hederne

mange var fæstebønder under de større gårdejere eller præsterne.

“Der synes at have været en livlig trafik af drenge og karle, som søgte væk fra den tunge milits og de jyske heder.” ( s.69)

der var ikke “føde” nok på heden. Man måtte væk.

BRYDNINGSTIDER

To holdninger:

Merkantilismen: Staten styrer erhvervslivet.

Fysiokratismen: landet skal udvikles naturligt uden statens indblanding. (78)

tyske kolonister på heden i 1700tallet = en vej til opdyrkning.

I Fr. d. 5′tes tid ( 1746-66) tager opdyrkningen fart.

Hedebønderne så ikke med milde øjne på koloniseringsprojektet. ( s.83)

Lokkemad: frihed for skatter og afgifter i 10 år. Ingen militærudskrivning, ingen pligtkørsel. Desuden penge til rejsen.

Tyskerne krævede, at kolonierne blev bygget som store landsbyer. Det viste sig upraktisk, og de flyttede senere ud. Det var dårlige huse, der væltede i storm ( s.90)

300 tyske familier, hver med et lille hus, en have, 2 stude, en ko, en plov og en harve.

De havde held med kartofler.

Senere blev der uro: 68 familier blev udvist af landet på grund af uromageri.

DEN ULYKSALIGE BONDESTAND

Hedebønderne var ikke interesserede i opdyrkning af heden. ( 105)

Langt de fleste havde meget indbringende bierhverv ( s.106):

f.eks.: en smule landbrug og derudover hosebinding

De lærde havde mange gode ideer til opdyrkning af heden, men bønderne ville ikke samarbejde.

Bondevejleder Søren Thestrup skriver: “DE ( = bønderne) vil komme let og som sovende til alle ting.” ( s.106)

- men bønderne var ikke fattige. De havde: Kvæg-ogstudealv, hosebinding, pottemageri, kultilvirkning og meget andet.

- kvæget smugledes over Kongeåen ved nattetide. ( s.107)

Sort økonomi – ingen skat

Landøkonomerne regnede ikke bøndernes erhverv som noget positivt – de så kun på kornavlen, og den var ringe, ergo var bønderne fattige. ( s.107)

Peter Henningsen skriver:( s.109) “Det var ligefrem en mani blandt tidens bønder at fremstille sig selv fattigere end tilfældet var.”

BEBYGGELSE OG BOLIG

Normalt: 3 eller 4 længer, bindingsværk. Til tag: lyngris eller rughalm – taglagt: hvert andet lag var halm hvert andet var lyng. Blev bundet med simer ( reb) af halm eller revlingeris. Gavlene tækkedes med lyng – rygningsmaterialet var græstørv.

Stuehusenes ruminddeling svarer til dem i Nordjylland: forstue, bagvedliggende rum, dagligstue, køkken med skorsten, sengekammer = husets grundstamme. Nogle har en storstue = endestue = fredsstue. En ekstra lille skorsten ved forgangen.

Bageovnen ofte ude for sig selv med spændhus foran. Spændhus= lille primitiv konstruktion, også brugt som tørvehus, hønsehus, redskabshus etc.

husmandssted = 5 – 6 fag

gård = 7 – 18 fag

lergulve – i bryggers kampesten

lavt til loftet – det holdt på varmen

HEDEBØNDER OG ENGBØNDER

Hedebonden ( som ikke har eng) rangerer lavest i det sociale og økonomiske hieraki

Engen var hedens mest eftertragtede jordlod

det vigtigste var symbiosen mellem ager, å, eng – kun de færreste var så heldige

udmarken eller heden = bondens livsvigtige reserve = græsning af får og kvæg – tækkemateriale – skærmbygning ( om gården) kostebinding – børstebinding – gødning i form af aske – hedetørv

uden heden ville bønderne ikke have adgang til bygningsmaterialer, brændsel, belysning, græsning, bialv og kompostgødning

heden = en velsignelse

bønderne vogtede over heden og afbrændte den med passende mellemrum for at holde den ved lige. ( s.151)

gode og onde cirkler: den gode = gårdmænd med adgang til å, eng, ager = det ene gode førte det næste med sig: meget eng = meget græsning = mange køer = megen gødning. Den onde cirkel: efter hedebrand = risiko for sandflugt = mindre gødning.

AGERBRUGET PÅ HEDEN I 1700 TALLET

ekstensivt. Jorden brugtes i nogle år og hvilede så i op til 10 år

man brækkede hedejorden op, satte ild til det oppløjede, så at lyng og morlag gik til. Så gødedes jorden med asken. Der dyrkedes på den i 4-6 år, hverefter braklægges den. Så afbrændtes ageren igen = rotation fuldført. ( s.154)

hedetørv anvendtes som fyldstof i møddingerne ( = gødning)

askegødning kunne skade jorden, fordi det indeholdt for meget sand, men som Henningen skriver: “Askegødningsteknikken var et udtryk for hedebondens møjsommelige slid med at opveje den karrige naturs luner … han kunne ikke gøre andet, da kendskabet til kalk og mergel først i 1800 tallet kun lige var i sin vorden.”

KVÆGBRUGET PÅ HEDEN I 17 – 1800 TALLET

anseelig studeeksport

engbonden holdt især mange stude og havde derfor en god økonomi. Om hedebonden skriver Henningsen: “Den “rene” hedebonde repræsenterede den af overleveringen beskrevne typiske hedebonde med forskellige bierhverv, og det er hans skæbne, vi har fået overleveret i de mange skildringer fra de jyske heder.”

SANDFLUGT

hedebrand: “Foråret og sommeren igennem røg og flammede hedebrandene, så som store. Én bonde sved lyngen af et stykke hede for at komme til at pløje, en anden for at der næste år kunne gro lidt mere græs til kreaturerne, en tredje for at drive hugormene væk fra huset, en fjerde og en femte af andre grunde eller af rent vanvare.” ( s. 189).

ofte kom branden ud af kontrol og løb løbsk – det fik flyvesandet fri og sandflugt blev følgen. ( s. 190).

i morlaget kunne ilden gemme sig og blusse op i blæsevejr, og der kunne derved opstå sandflugt.

først efter sandflugtsforordningen i 1792 begyndte bekæmpelsen ( dæmpelsen) af sandflugten.

vanskeligt at få bønderne interesserede i sandflugtdæmpningen: “mange syntes ikke anfægtede af sandflugten. Skønt naboens marker lå begravet i sand, rørte hedebonden ikke en finger.” ( s.194)

“kreaturdrift, tørveskrælning og hedebrand havde bevirket, at sandet under hedesletternes bortfløjne muld ved kraftig vind kom i bevægelse og bredte sig over store afstande, og store indsande var ikke noget sjældent syn.” ( side 195)

Indsande = sandmile

Når bønderne skumlede over sanddæmpningsforanstaltningerne var det måske ikke så sært. De blev udkommanderet til at gøre arbejdet. Og ofte skulle de gå meget langt for at deltage. Henningsen skriver: “Det var forståeligt nok hårde løjer for de ellers så selvstændige fribønder, således at blive udkommanderet på tvangsarbejde, især da den lange vej og det usle nattely bevirkede, at både folk og heste var “uduelige til at forrette noget den tredje dag, og følgelig medtager en sådan dags arbejde tre naturlige dage.”

Det sandflugtsdæmpede areal blev “lagt i fred” dvs. at det ikke kunne dyrkes – derved mistede bonden mulighed for at bruge den.

UDSKIFTNINGEN

Efter de store landbrugsreformer i 1700tallets sidste halvdel flytter bønderne fra landsbyfællesskabet og ud for sig selv. Det gælder også på heden. Men her var vandende delte:  “Traditionalisterne … ønskede at bibeholde det gamle hedebrugssystem med dets ekstensive karakter.” ( s.224)

Andre ville gerne udskifte. “Ved hårdt slid og arbejde ville det være muligt at oparbejde en landbrugsdrift, der ikke lod engbønderne noget efter. Incitamentet var åbenlyst. Men først skulle landsbyens jorder deles mellem bønderne og det gik ikke for sig uden sværdslag.” ( s.225)

På heden lå gårdene ikke samlede i en klump som i Østdanmark. De lå langs åer og enge og ofte langt fra hinanden. Her var der tradition for, at de store hedestrækninger var fællesarealer, og det bremsede for en egentlig opdyrkning.

Henningsen skriver ( s.227) “De fattige husmænd fik normalt det dårligste stykke af heden. Det vil sige, at husmændene ofte kun havde dårlig græsning og tørveskær og de havde sikkert heller ikke adgang til de gode klynemoser.

En stor jordforbedring begynder med anvendelsen af mergel i slutningen af 1700tallet og op gennem 1800 tallet. Allerede den pietistiske biskob Pontoppidan priser denne velsignede nyskabelse til landbrugsdriften med disse blomstrende ord:

En mådelig blanding af mergel gør samme virkning i jorden som krebsøjne eller andre absorberende ting i menneskets mave, nemlig den trækker syrligheden til sig, eller indsuger frugtbarhedens forhindring, særdeles i en sid suragtig ager eller eng, som tåler mest deraf. Dernæst dilaterer eller udvider den jordens mindste dele til alle sider, så at den alt for tætte og seje ager blive usigelig skør og åben, altså bekvem for luftens indtrængelse og de fine sæderødders udstrækning.”

Man kan vist sige, at kirken dengang havde et praktisk overblik over erhvervslivet. Det var ikke åndelighed altsammen. Det er Thomas Bredsdorff, der sin bog om oplysningstiden “Den brogede oplysning” nævner Pietismen som aktiv i oplysnings øjemed. Det får vi et godt eks. på her.

Jeg vil slutte gennemgangen af bogen her. Der er flere kapitler – de handler om hvordan heden forandrer sig i 1800tallet, f.eks. står der meget om forsøgene med at føre vandkanaler tværs gennem de tørre hedestrækninger.

Her blot et lille resumé fra bogens slutning:

om udskiftningen skriver Henningen her: ( s.363) “Der er ingen tvivl om, at udskiftningen på den jyske hede fremmede selvsamme hedes opdyrkning, men på den anden side bidrog udskiftningen også til at slå bunden ud af det gamle landbrugssystem, der var afhængigt af de vidstrakte heder som ekstra ressource. Med udskiftning kom udstykningen og med udstykningen kom befolkningsforøgelsen, der igen krævede mere jord og ny udstykning. Hederne svandt ind i takt med menneskeforøgelsen og med hedernes forsvinden bukkede de overvejende animalsk baserede landbrug under.

Jeg synes, at jeg har fået lidt mere end en basisviden om et område af landets historie, vi ikke lærte meget om i skolen. I litteraturen var det Blichers romantiske eller Aakjærs nostalgiske syn på heden, vi fik kendskab til. Men heden som en stor værdi ikke kun æstetisk og naturhistorisk, men også økonomisk har jeg ikke vidst meget om tidligere. Man får i bogen indtryk af stærke bønder, der både var oplyste og virksomme folk, og som ikke stod tilbage for deres østdanske landsmænd.

Heden i Nordjylland ligner nok i biologisk forstand heden i det øvrige Jylland, men der er store forskelle alligevel. Bønderne deroppe var i højere grad underlagt naturens lunefulde og mægtige kræfter – stormfloder og sandflugt anrettede her skader, som var uoprettelige og som tvang bønder og fiskere til ustandselig at bryde op og starte forfra. Det var en langt barskere kamp bare det at være i live. Den nordjyske bonde og fisker havde ikke den samme brede vifte af virksomheder som Alhedens beboer, men der var dog andre indtægtskilder, som slet ikke var så ringe. Det, der var andres ulykke, kunne være med til at forsyne indbyggerne i den fattige egn med alskens goder i form af både mad og materiel. Der var nemlig hvert år mange forlis langs kysten, og det, der drev ind fra skibene, fandt ofte en plads i de små hjem. Det var ulovligt javist, men det var studehandlen også for Alhedens bonde. Det samme anarki med hensyn til lands lov og ret herskede imidlertid begge steder, og der blev set gennem fingre med både det ene og det andet.

Flere steder i sin bog slår Henningsen fast, at hedebonden altså ikke var fattig. Han havde sine indtægter ved siden af, og de kastede af sig. Det er da også morsomt at se, at ikke så få af hedens børn klarer sig ganske glimrende i livet, ikke mindst takket være forældrenes vilje og evne til at sætte dem i vej.

En sådan livsbane fik f.eks. hedebondesønnen Peter Christensen. Jeg genfortæller og citerer fra en artikel af Lars Deleuran i Personalhistorisk Tidsskrift 1999 – den udkom altså året efter Henningsens bog om Alheden.

Peter var ældste søn i en flok på 9 levende og 3 døde børn. Fortælleren er 75 år, da han beretter om sin barndom, og som det ofte er tilfældet med den slags erindringer, så står alt i rosenskær. Man får virkelig indtrykket af en række lykkelige solfyldte dage – også selv om han ikke fortier de ret så mange klø, der blev ham til del! Han mindes med den største fryd sine herlige skarnssteger som f.eks. den dag, han bandt køernes haler sammen, da han skulle genne dem hjem, og et par løb hver sin vej, den ene med en ekstra vedhængt hale og den anden haleløs. Den dag gemte Peters mor sin dreng på høloftet, indtil fars raseri havde lagt sig.

En behagelig barndom kan det nu ikke have været. Han er kun en lille knægt, da han måtte i marken og pløje sammen med pigen Lisberth. “han ( Peter) maatte ud med Lisberth for at lære at pløie; naturligvis med Stude og en gammeldags Hjulplov, jeg kunde lige naa at faa fat paa Haandtagene, og Lisberth kørte Studene.” ( s.40)

Han bliver vogterdreng. Og senere kommer han ud at tjene. Da er han i 12 -13 års alderen: “Da jeg var stor og stærk samt nem paa Næverne maatte jeg tage fat paa alle forefaldende Arbeider: trille Tørv ud, sprede Gødning o. s. v. Paa Gaarden var der et par to Aars Plage der kildrede min Ærgjerrighed, da jeg omsideer blev tiltroet til at køre med dem, ja endog tilmed at pløi for Husmændene. ( s. 42)

Det er karakteristisk, at han hele vejen igennem er glad for sit liv og ikke ser en eneste sort sky på sin himmel. En skyggeløs barndom, hvis man tager ham på ordet. Skal man sammenligne hans skildring med tidens skønlitterære beskrivelser fra livet på landet i perioden, er det den flade og tamme “skolelærerlitteratur”, der ligger nærmest Peter Christensen.

Navnlig gælder det en forfatter som Zakarias Nielsen, der forsynede almuen med rosenrøde beskrivelser af livet på landet. Godt nok var der fattigdom, men glæden og friheden og kærligheden troen på Gud overvinder alt – og fattigdom kan bæres med et let sind: Jeg- bærer- med- smil- min- byrde holdningen er herskende.

Herover for står i krads modsætning Jeppe Aakjærs socialt indignerede fremstillinger af de fattiges kår derude på landet – særlig klart og entydigt i romanen om tjenestedrengen Per i “Vredens Børn” – her er der ingen lysende sol og varme, og man følger den lille drengs opvækst i et miljø, hvor korporlig afstraffelse, slavearbejde og seksuelt misbrug er daglig kost for et lille forsvarsløst og fattigt barn.

Til slut et par eksempler fra Landhusholdningsselskabets beretning for 1877. Her står lidt om hedens opdyrkning:

Niels Nielsen har i de sidste 16 Aar opdyrket 16 1/2 tønde land med spade og trillebør. Det store arbejde er saa meget mere rosværdigt, som hele arealet bestod af de saakaldte dopper, fyldte med dynd og tørvejord i en dybde paa flere alen. Han har da først opkastet dyndet af dopperne og derpaa med trillebør opfyldt disse med sandet af rimmerne for derefter atter at dække sandet med dyndet, saaledes at dette danner madjorden paa ageren, hvilken fremgangsmaade anses for nødvendig ved kultiveringen af den slags hedeland. Da han tilmed er en agtværdig mand, anbefales han af sogneraadet og lanboforeningen til en hædersgave. Niels Nielsen boede i Knasborg i Raabjerg sogn.

Til huset Kringelhede, som S.C. Christensen købte i 1850, hørte 22 tønder land hvoraf fire var opdyrkede, resten mager, stenet hede. Bygningerne var ved at falde sammen. Folk mente, han snart maatte gaa fra huset, eftersom en saadan raa ejendom ingen indtægt gav” … og fordi “heden gemte saa mange sten, at naar et stykke var gravet, kunne de optagne sten næsten dække hele overfladen.” Men i 1854 havde han opdyrket 66 tønder land hede af de 70 tønder land, han nu ejede.

De ryddede sten var nu samlet i et stendige paa 2100 alen, to-tre alen bredt og halvanden til to alen højt”, men dog forsikrede han, at et lige saa stort antal sten er brugt til veje og huller eller nedlagt som faskiner hist og her i marken.”

95 – Intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 

Hvor dovent sådan hele tiden at smutte uden om arbejdet og fylde pladsen ud med alle disse mellemværker!!

Men jeg har ikke haft tid til flid. Derfor den stadige, henholdende snak. Snakken udenom.

Ville gerne have nået Tinghuset i Skagen – der er så meget, jeg endnu ikke har læst, men det var ikke muligt. Så de to dage blev brugt udelukkende til at tanke op i åndelig forstand. Tanke op, så tænketanken bedre kan holde trit med indehaverens ambitioner.

Derom senere. Nu ikke mere snak.

Kun disse få billeder fra mine to jordiske paradiser:

Ja for hjemme igen i Ålum var allerede alle træer fulde af farver. Der var ingen sol på himlen i dag – men disse billeder mod en grå himmel afslører dog skønheden alligevel.

94 – Intermezzo

 Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

 

Det er efterårsferie nu, og jeg er uden forbindelse med min blog i ugen og i det hele taget med den digitale verden eller den virtuelle eller hvad man nu kalder den del af virkeligheden, der løsriver sig på den her besynderlige måde og lever sit eget liv.

Efter ferien har jeg tænkt at tage fat på flg. områder: sandflugt, stormflod og strandinger. Jeg har en del materiale liggende, som jeg har lånt, men endnu ikke haft tid til at anvende.

Men foreløbig altså denne lille pause.

Vil du tænke på mig og eventuelt have kontakt, så træffes jeg på telefon: 86 46 60 87 og 20 23 20 87.

Og jeg løber rundt her:

Og her:

eller måske står jeg bare helt stille.

 

93 – En bog om Kandestederne: I begyndelsen var lyset

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Inden jeg fortæller om bogen om Kandestederne – vil jeg svare på et spørgsmål, jeg fik stillet forleden af en bekendt: “hvornår udkommer egentlig din roman?” Og hertil svarede jeg: “det ved jeg ikke”.

 At jeg nogensinde vil kunne skrive den roman er et håb, jeg har, og som jeg efterhånden har fundet ud af, at jeg deler med andre. For skønt jeg aldrig blev eller bliver nogen best-seller – forfatter, så har jeg alligevel en del læsere. Og trofaste endda. Og dem vil jeg nødig skuffe.

Jeg forestiller mig somme tider, at jeg vil få en åbenbaring i en sen nattetime ( en åbenbarelse, hvis jeg er rigtig heldig) og at den vil vise mig den vej, jeg skal gå. Indtil da fortsætter jeg ufortrøden med at følge stofsamlingens trange vej.

 Jeg vil i dag anbefale en bog, som jeg læste forrige år og genlæste forleden. Den er også nævnt nu og da i tidligere indlæg om Skagen Landsogn ( se f.eks. forrige indlæg), men her vil jeg redegøre for (noget mere af) indholdet. Som man naturligvis kun får det rette udbytte af ved selv at læse hele bogen:

Omslagsbilledet er lavet af Ida Balslev -Olesen med foto af Hans Peter Christoffersen. Bogen består af en række artikler. Jeg vil behandle dem i den rækkefølge, hvori de optræder:

Først er der en kort indledning af Kirsten Obelitz Rode, der har redigeret bogen: Kandestedernes tiltrækningskraf. Hun slutter den lille indledning med ordene:

( Citat side 10): “Når det sidste lysskær fra solnedgangen strækker sig hen over nordhimlen, hvor det smelter sammen med det første morgengry ude over det oprindelige, øde landskab – da fornemmes stedets største tiltrækningskraft i en følelse af at være nær alle tings begyndelse – i lyset over Kandestederne.”

Klaus Rifbjerg har en artikel om vejen til Kandestederrne. Den er fin nok, men vi springer den over. Han har skrevet så meget smuk lyrik om Kandestederne – se tidligere indlæg.

Vi kommer nu til Niels Skovgaard, som ikke er den berømte maler, men et menneske, der ikke gerne lader sig google. I al fald ved han noget om historie og natur, og han skriver om det i artiklen: Glimt fra historie og natur:

For ca. 14.000 år siden smeltede isen og landet hævede sig – en mængde øer opstod – for ca. 8000 år siden indtrådte fastlandstiden på grund af den stadige landhævning efter isens tryk.

Ishavets bund = lersletter

for ca. 5 – 6000 år siden ny landsænkning – landet oversvømmet p.g. af issmeltning i de arktiske områder.

Skagen Odde dannes nu som et samvirke melllem landets hævning og kyststrømmenes materialetransport.

Størst betydning for Oddens dannelse har den store lerbunke “Raabjergbanke”, haft, – partiet mellem Raabjerg Kirke og Raabjerg Mile.

Det med “Raabjergbankens” ishavsler blandede sand gør, at kysten ( stranden ) ved Kandestederne er så fast, at man kan køre, cykle på den.

2000-3000 før kr.f. hæver landet sig mere, end havet stiger, og Odden dannes som fastland.

Opbygningen af Odden foregik ved dannelsen af revler og strandvolde ( rimmer ) og de lave områder mellem rimmerne, dopperne, der var frodigt bevoksede.

I dopperne dannedes et humuslag, som vi i dag kan se i klitskrænterne som martørv ( heri rester af træer, planter og dyr, der levede for flere tusinde år siden).

Rimmerne er forstærket af sandflugtens ophobning af sand.

Gaardbosø og Hofsø ( ved Sct. Laurentii Kirke) er strandsøer – opstået som laguner bag strandvoldene.

Det nydannede land, der bestod af strandvolde, rimmer, dopper og større lavninger, dækkedes efterhånden af krat og skove bestående af bævreasp, pil, birk, eg og ( sjældent) fyr.

I de fugtige lavninger i dopperne begyndte tørvedannelsen, nederst var trætørv, I Bronzealderen ( 1700 – 500 f.kr.) bliver klimaet koldere og fugtigere – skoven trænges bort, tørven bliver ren spagnumtørv.

Tørvedannelsen standsedes af sandflugten – vandreklitterne gik hen over tørvemoserne og pressede tørven sammen til det, vi kalder martørv.

Den første bebyggelse i Kandestederne ( i vor tid) for ca. 200 år siden.

I folketællingen 1793 hedder det ikke Kandestederne, og der nævnes kavkier, Starholm og Hulsig.

I 1825 tales der om Kandestederne i folketællingen

1846 – her omtales Kanderenden, men ikke Kandestederne

—————-

Stenalderen:

Rige stenalderfund ( 5000 – 4000 f. kr.) – klimaet var mildt og varmere end i dag – der var rigeligt med føde – kort sagt en lykketilstand for mennesker.

I bronzealderen skifter klimaet – det bliver koldere.

I slutningen af det 17. årh. befolkes Kandestederne.

Indtil 1921 hører Kandestederne, Rannerød og Hulsig under Raabjerg Sogn.

Der var i hele perioden 5 famlier fordelt på 5 gårde og huse – ca. 25 – 30 personer i de første hundrede år.

Første folketælling, hvor Kandestederne nævnes som bebyggelse er 1834 – her omtales 27 personer fordelt på 5 famlier.

1801 = 2 familier i Skjødelund, 3 familier i Houkjær. + Martha Jensdatter og hendes uægte barn, der var matros.

Herefter fortæller Skovgaard om beboernes erhverv: landbrug, fiskeri og tørvegravning.

Han giver et billede af redningsarbejdet.

Derefter et kapitel om naturen omkring Kandestederne – navnlig milen.

Den næste artikel i bogen er også skrevet af Niels Skovgaard og handler om faunaen på egnen.

———————————–

Herefter en artikel af Kirsten Obelitz Rode: Fra marehalm til egekrat.

Hun gennemgår levende og omhyggeligt floraen på egnen.

Den næste artikel er af Ole Wivel og bærer bogens titel: I begyndelsen var lyset.

Han fortæller om sin barndoms sommerferier i Kandesterne – på Hjorths hotel.:

( Citat side 98)“Uden for spisesalen var der en lille have, hvor man drak kaffe i læ af syrener i slidte liggestole. Men fru Hjorth faldt ikke ned i døsigheden, hun balancerede sin kop siddende på en umagelig jernstol, klædt i hvidt og gerne på bare fødder. Hun var bleg, hverken negerbrun eller hummerrød i ansigtet som sine gæster. Dagen lang tilbragte hun ved køkkenets store gloende komfur, hvor udsøgte landlige retter blev tilberedt. Hendes mand, Peter Hjorth, holdt til i laden hvor han havde sit lille værksted og året rundt sad og byggede skibsmodeller til landsdelens kirker. Peter Hjorth var køn som en profet, men lidet talende. De fire sønner var hjemme om sommeren og hjalp til ved landbruget som den næstældste, vor trofaste ven Viggo Hjorth passede til daglig. Men ham fik vi lov til at køre ud og hente tørv, tage del i høhøsten og overvære når fårene skulle klippes. Vi fulgte ham i hælene hen under aften, når han fodrede kalve og grise i den lille solvarme stald som genlød af dyrenes brøl og grynten. Man kunne sidde inde i stalden i en solstribe på en malkeskammel og høre mælken strinte i de store spande.” ( Citat slut)

Wivel fortæller om alle de kendte, der efterhånden slog sig ned i Kandestederne: Knud W. Jensen, Thorkild Bjørnvig, Vilhelm Kyhn, Svend Wiig Hansen,Poul Reumert, Henning Moritzen og Lise Ringheim ( de købte Reumerts hus). Og mange flere.

———————-

Nu følger en artikel af Bo Bjørnvig: Livet på en klittop

Også han fortæller om sin barndoms sommerferier i Kandesterne.

Her er et uddrag af artiklen, hvor han fortæller om, hvor overvældet den lille dreng var af den nordjyske natur:

Det var næsten for voldsomt for en fire-årig: Marehalmen stak over hele kroppen, sandet blæste i øjnene, bølgerne slog én omkuld.” Og herefter citerer han et brev, som han modtog af sin far, mens denne sad i Kandestederne og arbejdede, og den lille Bo var hjemme hos mor:

( Citat side 106):“Jo, du kan tro, her har været en Storm; det var som om hele Huset stod og brummede og rokkede i sin Grundvold; det var ligesom Vinden var rasende vred over at Huset stod i Vejen, saa den ikke uden Hindring kunde fare lige hen over Klittet. Selv Fredag Morgen, da Vinden blæste saa stærkt, at man kalder det Orkan, var jeg i Vandet. Da slog mægtige Bølger helt op i Klitterne og jeg blev revet omkuld som om jeg ikke var større end en Dreng. Saa var der en stor Bølge, som var lige ved at trække mig i Havet, men saa kom der en endnu større, der slyngede mig op af Sandskraaningen. Og dér stod jeg helt blændet og indhyllet i Hvirvler af Sand og Skum som om jeg stod i et mægtigt Snevejr. Saa var jeg forsigtig og gik ikke længere ud end at Vande naaede mig til Knæene, og naar saa Bølgen rejste sig og brækkede over og jeg svømmede ind mod den som du saa tit har set, blev jeg ordentlig knubset og slaaet af flydende Buske og Rødder og Vragstumper. Bagefter løb jeg langs Stranden, for jeg vilde have min Løbetur, men jeg maatte ordentlig se mig for, og naar saa pludselig Bølgerne kom farende ligesom mægtige Skumheste, der er løbet løbsk, saa skulde du bare se Far Thorkild springe som en Tangloppe op paa Ktliskraaningerne. Og bedst, som jeg stod dér sank Sandet sammen under mig, undergravet af Bølger, og dér stod jeg igen midt i Sand og Skum. Og bagefter, da jeg endelig kom op, var det som om jeg havde faaet Klø over hele Kroppen. Du kan tro jeg morede mig, saadanne Bølger har jeg aldrig prøvet før, og i dag fortalte Mureren mig, at de oppe i Hulsig snakker om, at jeg badede den Morgen.”

Jo, min fars ry bredte sig. Hans stakkels søn kunne kun håbe, han kom helskindet hjem. For sådanne bedrifter kunne han selv næppe gøre sig håb om nogensinde at øve. Men det satte en norm: Siden har jeg badet hver morgen uanset vejret.” ( Citat slut).

Et afsnit af artiklen har titlen: Ak så forandret – Han fortæller her om forfaldet – om, hvordan Kandehus på få år blev forvandlet til ruin. Om de grimme sommerhuse, der intog klitnaturen.

Bent Hardervigs artikel handler om Kokholms badehotel. Det er en artikel, der fyldigt fortæller om hotellet og dets ejeres historie. Jeg har allerede citeret derfra et par gange. I et af de sidste afsnit i artiklen: En ny generation hører vi om tiden efter Chresten Kokholms død. En epoke er slut.

Et lille citat: ( Side 149) ” Elisabeth ( = Lise) Kokholm var begyndt at mærke et svækket helbred – og opgaven blev lagt i hænderne på den 29-årige, beslutsomme Maria, der var uddannet massøse og som havde startet en klinik i Frederikshavn. Hun nedlagde klinikken, kom hjem og overtog driften sammen med den 21-årige Rigmor og den ældste bror, Mads, 36, der primært skulle stå for gårdens drift.”

Hardervig beretter om udviklingen i Kandestederne: der er nu kommet et tredje hotel til : Kandehus. Det er ledet af det elegante par Ove og Lis Rifbjerg. De har stil. Kokholm har fået ny konkurrence og tager den op og bygger til. Nu værelsesfløj – gode senge – og sengelamper! Og på gangen bad og WC med træk og slip.

I højsæsonen er der nu op til 90 gæster.

Der kommer nu et kapitel om Karen Blixen = enkefru Dinesens datter. Hun ville skrive “Den afrikanske Farm” på Kokholm, men kunne ikke for byggelarmen og tog til Skagen og skrev den der, men var alligevel en del af vinteren på Kokholm.

Nu følger et kapitel om kendtes liv i Kandesterne “Sommerliv”: Her hører man om bl.a Thorkild Roose og Poul Reumert. De to læste sommetider op om aftenen.

Vi hører også om Clara Pontoppidan, Niels Bohr og Asta Nielsen, Ludvig Brandstrup, og flere andre.

Da Mads Kokholm dør i 1981 ophører Kokholms Hotel med at fungere og overgår til en fond.

Nu er hotellet ligesom også de to andre hoteller Hjorths og Kandehus renoverede. De har dog ikke det samme renomé og mig bekendt er det “almindelige” dvs. anonyme mennesker, der nu gæster hotellerne. Som vel stadig er omgærdet af en nostalgisk stemning.

Den næste artikel er skrevet af bogens redaktør Kirsten Obelitz Rode og hedder “Hjorths Hotel”.

Hoteldriften begyndte på gården Skødelund, nabo til Kokholms. Den blev tilskødet Peter Hjort, næstældste søn på gården Starholm, da han giftede sig med Engel Kristine, datter af Chresten Høgenhaug, der ejede Skjødelund ( og gården Høgenhaug).

Engel Kirstine ( f.1885). Peter og Engel drev nu hoteldrift og gård.

De fik sønnerne Viggo og Svend, og tvillingerne Holger og Knud.

 

I 1922 døde Engel af den spanske syge. Citat side 173 :Peter Hjorth måtte nu klare sig med hjælo af sine svigerforældre, de gamle Høgenhaugs og med forskellig midlertidig hjælp af unge piger, som hans svoger, lærer Laurits Wirring, anbefalede ham. Også lærer Wirrings egen datter, Astrid Wirring, kom som ganske ung pige og hjalp sin onkel Peter med børnene.”

I 1932 blev Astrid Mikkelsen fra Jelsted gift med Peter Hjorth.

Lærer Wirrings Astrid blev gift med en Professor Aage Jepsen, og denne har givet følgende karakteristikker af Astrid og Peter Hjorth:

Det er ubestridt Astrids fortjeneste, at hoteldriften, som nu kaldes Hjorths Hotel, udviklede sig til et Mekka, som for mange familier gjorde sommerferien i Kandestederne til en umistelig tilbagevendende begivenhed. Hendes enestående personlighed – uden ydre attributter, men med en god forstand og en på solid vendelbo’sk hjemstavnsret baseret uimponerethed af verdens tant – betog og fortryllede hendes faste sommergæster, såvel dem fra åndsaristokratiet som dem fra pengearistokratiet.” ( Citat side 174)

Og om Peter Hjorth: ( citat side 176) Peter Hjorth besad de samme egnskarakteristiske karaktertræk som Astrid, bortset fra at han over for fremmede var yderst tilbageholdende og lidet talende, men for de få, var Peter en meget interessant mand at tale med, mest om nutid og fremtid. Når alvor meldte sig, redningstelefonen hang på væggen i den lille dagligstue bag køkkenet, var spørgsmålet ikke, om vi kan, nej vi skal, som en af de andre redningsfolk ved en fødselsdagsfest for Peter berettede fra en besværlig udrykning en vinter i snestorm. Selv talte Peter aldrig om den slags.”

———————————————-

Herefter følger en lang og MEGET smuk billedserie fra de tre hoteller. Jeg viser et enkelt af billederne, nemlig Kokholms Hotel, som jeg husker det fra min barndom, når vi inden en tur til Råbjerg Mile drak kaffe på hotellet – og far fik en snak med Mads Kokholm.

 

 

 

 

 

 

Lidt om lys og mørke

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 

 

Det er blevet efterår. Og lyset svinder. Men vi ved heldigvis, at det kommer igen, og desuden, at det forlader os i et blus af røde og gule farver. Skoven er så smuk nu og bliver kønnere jo nærmere vi kommer løvfaldstiden. Næsten kønnere end i de første forårsdage. Og vinteren er nok mørke og kulde, men sneen vil lyse i mørket. Og sådan kunne jeg blive ved. Det er ikke tristhed alt sammen. Jeg skrev et par linjer for nogen tid siden om mørket og lyset:

Nedenstående tegning er af Amtsavisens tegner NEX – den illustrerede en klumme, jeg skrev tidligere, men passer jo fint hertil:

 Forleden sendte en af mine venner mig en sms. Der stod: ”verden er mørk og fuld af ulykker – jeg har lige set TV-avisen.”

Og det er rigtignok den følelse, man sidder tilbage med efter at have set TV-nyhederne: at verden er en jammerdal, og at alt er krise og modgang. Medierne er gode til at pøse vand på pessimismens mølle, så den fortsat kan male ad helvede til.

Så derfor sagde jeg til mig selv. Nu sætter du dig til tastaturet og skriver noget andet. Noget om det lyse og glade i livet. 

Tænk positivt! Sådan lyder et mantra i mange såkaldte selvhjælpsbøger. Fortræng alt det, der nager og plager og fokuser på det positive! Tænk KUN positive tanker! Så forsvinder det mørke og triste som dug for solen.

 Men det er jo noget vrøvl! Det triste kan nok fortrænges, men dybt nede i sindets dunkle irgange lever det videre, og det i en grobund, der er så usund, at det næres i stedet for at kvæles. Det er psykologi for burhøns.

Men hvad så? Skal man da krampagtigt holde fast på de mørke tanker og ikke åbne sig for lyset. Nej. Men man skal snakke frit og højt nok om alt det, der gør ondt. Man skal dele det med andre, for så mister det måske sin magt over sindet, og så kan man måske endelig åbne sig for lyset. Det er i al fald en af de farbare veje.  

Lyset. Som jo er overalt, for verden er fuld af lys, og Louis Armstrong havde ret, når han sang: ”it’s a wonderful world”. Mørket er ganske vist ikke til at komme udenom, og det skal vi heller ikke, men vi skal lukke øjnene op for alt det vidunderlige, der også er i verden.

Engang cyklede jeg en lang tur i skoven, ja, det gør jeg nu hver dag, men lige den dag brød lyset frem gennem tågen og faldt som skinnende sølvtråde på stien foran mig. Hvor var det smukt. Og forleden skrev mit barnebarn: ”Jeg savner dig, bedstemor, for du er så god, som du kan være.” Mit hjerte slog en kolbøtte af glæde.

Og sådan kunne jeg blive ved. Og det kan du jo også. Du kan lave dig en lang eller en kort liste over det, der er en velsignelse i dit liv.

 Billedet herunder viser en svag afglans af det syn, der den dag åbenbarede sig på stien foran mig:

 

  Synes du, at du har set billedet før? Jo, det er rigtigt, jeg bruger det jo som hoved på bloggen! Den dag, jeg tog billedet, sendte jeg det til mine børn, og Svend skrev tilbage: “Mor, du har haft en åbenbarelse!” – Han brugte det bibelske ord.

 

 

92 – en lille episode fra gamle dage

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Jeg sidder og læser i en dejlig bog, som jeg godt kan anbefale til dem, der interesserer sig for Skagen Landsogn. Det er Gyldendals “I begyndelsen var lyset” redigeret af Kirsten Obelitz Rode. Heri er en artikel af Bent Hardervig, som hedder “Kokholm’s Hotel.”

Hardervig fortæller historien om det hotel, der kom til at hedde “Kokholms Hotel”. Da Chresten Kokholm, der er håndværker, kommer til Kandestederne for at arbejde med at bygge et nyt redningshus, forelsker han sig i Mads Houkjærs datter Elisabeth ( = Lise), og de bliver gift. Houkjær havde i generationer været strandfogedgård, og havde fra tid til anden haft logerende, nemlig de søfarer, der var forlist ved Kandestederne og reddet i land i levende live. De boede her. Men da de unge gifter sig, realiserer de drømmen om et rigtigt hotel. Og det bliver en bragende succes. Der er fuldt hus hver sæson, og det er honette folk, der gæster Kandestederne.

Det er nu ikke den historie, jeg vil fortælle lige her, men derimod citere en bid af artiklen, hvor det handler om Chresten og Lises lille datter Rigmor og hendes trange vej til skolen. Der var jo ingen skole i Kandesterne, så hun måtte trave til Rannerød. Her er det lille uddrag:

( Citat side 138) “Og to små varme vantehænder der holdt hinanden i de mørke morgener ad den frosne lyngvej fra Kandestederne til den stråtækte Rannerød Skole ved Hulsig – til den lavloftede, kakkelovnsfyrede skolestue, hvor Lærer Wilhelmsen indviede egnens børn i al denne verden viden og visdom.

De små hænder tilhørte Rigmor og den lille, jævnaldrende Svend fra nabofamilien Hjorth. Sammen sjoskede de hver morgen de 4 – 5 kilometer ad det sandede spor til Lærer Wilhelmsen. I slud, tåge eller i knagende frost med et himmelhvælv af glitrende stjerner, der lagde nakken tilbage på to lyse, rødnæsede barnehoveder, som uden smålig skelen delte mækevejen mellem sig. Der skulle mere end en almindelig forkølelse til, før de svigtede.

Når kulden bed og sneen føg, fik Rigmor de ekstra-tykke, hjemmestrikkede strømper på – og derudover nogle gamacher, faderen selv havde lavet af sjeldug og som blev sat ned over de små træsko.

Og var det rigtig slemt, så blev der udover træsko og gamacher trykket et par af de store brødres eller faderens hjemmeuldne strømper – for de skyede sneen og så smuttede fødderne ikke så nemt i de glatte, frosne hjulspor.

Det var dog noget i strid med hendes forfængelighed og hendes egen opfattelse af, hvad der klædte en lille pige – så inden hun nåede skolen trak hun dem af.” ( Citat slut)

Senere hører vi om turen til præsten – men her drejer det sig om de ældste af Kokholmbørnene: der var nemlig endnu ingen kirke i Hulsig:

( citat side 141) “Var vejen lang til Lærer Wilhelmsens skole, ad de lyngklædte hjulspor i østlig retning, så var det dog for intet at regne i forhold til turen, når man skulle til konfirmationsforberedelse i Raabjerg Kirke. Den lille trykkede “fattigmands”kirke ude bag horisonten, syd for den vældige mile. Dertil gik ingen vej, når man skulle forberede sin bekræftelse af dåben.

Hver for sig måtte de fem ældste af Kokholm’s børn, i lighed med generationerne før dem, stride sig alene over milens fygende, vejløse øde til kirken langt ovre bag klitterne, hvorfra de vendte tilbage, når mørket faldt på. Med sand i tøj og hår og med hovedet fyldt af salmevers, hvoraf man havde glemt de to sidste linier.

Men tider og skikke mildnes – familiens to yngste, pigerne Helga og Rigmor, kunne nøjes med at gå de fem km til den nyopførte kirke i Hulsig. Her blev de konfirmeret iført en sort kjole, hvortil de bar en halskæde med et sølvkors, der havde inskriptionen: “Fra Emil Robin”, navnet på en fransk cognacfabrikant, der i gudfrygtig taknemlighed over sin redning fra et skibsforlis ved Kandestederne stiftede en fond med det formål at bekoste udgifterne til konfirmationsudstyr for børn af redningsfolk i det Raabjerg Sogn, der havde trukket ham af havet og derved sikret en fortsat produktion af mangen god flaske cognac.” Citat slut.

Mere om Kandesterne og bogen i et af de følgende indlæg.