91 – Intermezzo

Blot to ord for at gøre opmærksom på, at jeg har fået en reaktion på Rannerød Skole indlægget. Her hører vi om en lærer, som kom til skolen under krigen ( det står ikke direkte ) men han var i al fald nazist. Det var lærer Wilhelmsen ikke, men han må på det tidspunkt have været for gammel og åbenbart haft en vikar. Ellen Åmand henledte min opmærksomhed på det indlæg, der hedder: Hjemstavnsroman nr.66, hvor en hulsigbo fortæller om sin skolegang i Rannerød Skole. Se evt. indlægget, men jeg laver korrektur på Rannerød indlægget med det samme.

 

I øvrigt vil jeg gentage, at diverse indlæg hele tiden udbygges og redigeres og opdateres, efterhånden som jeg får nye oplysninger eller evt. opdager unøjagtigheder. Og samtidig vil jeg påpege endnu engang, at de granskninger ( research på moderne dansk) som jeg gør og hvis resultat udmøntes på bloggen IKKE er af videnskabelig karakter. Det er råmateriale til min roman eller hvad det nu bliver. Men det er selvfølgelig altid underbygget med kildeanvisning etc. (= så godt som altid).

En strø-tanke efter søndagens prædiken

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 

Ja, vi forlader lige et øjeblik Skagen Landsogn og vender os til Den kristne Forkyndelse. Det var da ellers noget af et spring.

Men vi vover det.

Jeg var i kirke i søndags, og dagens tekst var den om Lazarus, I ved ham, der opvækkes fra de døde.

Det er en pokkers svær tekst. Det er mirakelteksterne i det hele taget, og jeg har aldrig rigtig kunnet forliges med dem.

Lazarus bliver levende igen og kan gå hjem til sin familie og leve lykkeligt til sine dages ende. Og derefter? Når dagene ender? Skal han så opvækkes igen? Og igen? Og igen? Og igen  …?

Og hvad med alle dem, der ikke opvækkes? Alle dem, der sidder magtesløse ved deres børns dødslejer? Er det ikke lidt tarveligt. Og uretfærdigt.

Jo, det er det da.

Og det var efter min mening aldrig Guds mening, at de der mirakler skulle ske. Og jeg kan næsten høre ham sige til Jesus:

“Nu må du snart holde op!”

og Jesus svare: “Jamen, fader det er så synd for dem. Og jeg kan ikke lade være.”

Og Gud sige: “Hør nu her, min dreng! Det er ikke synd for dem. Jeg er deres GUD. De har intet at frygte.”

Og Jesus: “Men fader, de lider.”

Og Gud: “Ja, det gør de. Men jeg forlader dem ikke. Heller ikke i lidelsen. Jeg er med dem alle dage, og hvis de troede på mig ( og på dig for den sags skyld) så ville de sagtens kunne bære deres lidelser.”

“Det ved jeg godt.”

“Ja, du ved det. Men du glemmer det så tit. Og så skal du absolut lave dine mirakler. Det må du holde op med. Du er ingen tryllekunstner. Du er min søn.”

“Ja, fader,” siger Jesus og ved godt, at næste gang, så gør han det igen, for han kan ikke andet. Han er ikke kun GUDSSØN, han er også MENNESKESØN. Og mennesket i ham lider med menneskene omkring ham. I teksten græder han sammen med Lazarus’ søstre. Og han MÅ simpelthed hjælpe dem. Det er det, vi kalder medmenneskelighed.

Men hvis jeg skal kunne tro på Gud – og det vil jeg af hele mit hjerte – så er Gud ikke vilkårlig, og han går ikke rundt og strøer om sig med mirakler. Han ER miraklet. Og det underfulde og mirakuløse er, at han altid er hos os, også når vi lider og dør. Og han slipper ikke sit menneske, når det ligger som Lazarus i den kolde grav.

Men Jesus er menneske. Eller han er OGSÅ menneske. Og mennesker kan ikke se lidelsen uden at reagere på den.

Og Gudskelov for det.

90 – Hedebonden

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 

Vi husker billedet af Magnus Hesselholt, der i 1924 pløjer heden og lægger ny agerland til Hesselholt.

Men ideen med hedens opdyrkning er mere end 60 år gammel på det tidspunkt. Da Danmark tabte krigen i 1864 skabtes mottoet: “Hvad udad tabes skal indad vindes” – og hele denne tanke om en landbrugsudvikling ved hjælp af en intensiv opdyrkning af hedearealerne opstod.

Der er nylig skrevet en bog om hededyrkning ( bl.a.) af Peter Henningsen: “Hedens Hemmeligheder – Livsvilkår i Vestjylland 1750-1900″, som på en frisk og uventet måde vender Dalgas’ tanke om resourceindvinding på hovedet og prøver at vise, at denne hedens opdyrkning betød en proletarisering af hedebonden.

Men det er en anden historie. Fremskridt er ikke altid kun fremskridt. Man kunne parallelisere med den samtidige udtørring af Gaarbo Sø – også den betød en proletarisering af fiskerne. De blev nu landarbejdere på den nye Herregård og det var langt fra en forbedring i deres liv. De mistede både frihed og indtægt.

Men med hensyn til hededyrkningen i vores sammenhæng -  for hedebonden i det nordligste Vendsyssel – tror jeg, at det var et fremskridt i al fald i materiel forstand. Men rigtignok et fremskridt, der krævede en næsten umenneskelig indsats – og ret ofte måtte bønderne betale med deres helbred.

Martin Nielsen, som jeg omtalte i indlægget om Rannerød Skole, blev født i et sådan hedebondehjem, og han skriver om sin fars indsats på opdyrkningsfeltet sådan her:

( Citat side 9 i “Mennesker, jeg mødte på min vej”):

“Men som Aarene gik, trak Far sig iøvrigt mere og mere tilbage fra Fiskeriet, fordi Landbruget tog alle hans Kræfter og hans største Interesse. Han blev Hedeopdyrker. Ved Hjælp af en yngre Karl og ved hans eget haarde Slid opdyrkede han ca. 4 Tønder Land “Rimmer og Dopper” og forvandlede disse til meget frugtbar Agerjord, der bar gode Afgrøder af Korn og Græs. Det er et anstengende Arbejde at opdyrke Hede paa denne Egn. Først skal Dyndet kastes op af “Dopperne” ( Dale mellem Sandrimmerne), dernæst Sandet med en Trillebør køres ud i Doppen, saa der fremkommer en jævn Flade af Sand, og endelig skal det opkastede Dynd fordeles jævnt over denne Flade og hakkes med en Spade.” ( Citat slut).

Martin Nielsen selv var en mønsterbryder – han læste og endte som Forstander på en Efterskole. Den historie er ganske interessant og du kan læse mere om ham i afsnittet om Rannerød Skole.

 

89 – Intermezzo – Kan nogen hjælpe her?

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

 

Hvem er dog disse mennesker? Jeg fandt billedet, da jeg ryddede et pultekammer herhjemme i Ålum forleden, men er det Ålum-folk – eller er det et billede fra min bedstemors ungdom? Det forestiller sikkert et møde ( Indre Mission? = bedstemor, Grundtvigsk = Ålum? Jeg gætter på det første, navnlig fordi ingen af dem ligner Anna Andersen ( Larsen). Hvis jeg ikke får respons på billedet, vil det lige så stille glide ud af bloggen og ned i glemslen, hvor det tilsyneladende  allerede har ligget længe.HVORNÅR LÆRER FOLK AT SKRIVE BAG PÅ DERES FOTOGRAFIER ?????

 

88 – Rannerød Skole

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Denne smukke tegning af skolen i Rannerød er fra Jens Lampes bog: Træk af Raabjerg Sogns Degne- og Skolehistorie (1948).

Følgende er en afskrift fra ovennævnte bog , side 12 – 17.

Rannerød Skole kan d.15. Juni fejre 80 Aars Jubilæum, idet Skolen ifølge Sogneraadets gamle Forhandlingsprotokol skulde være færdig til denne Dato under Mulkt af 2 Rigsdaler for hver overskydende Dag. Da den lavestbydende, Peter Eskildsen, kun fik 109 Rigsdaler for Arbejdet, maa man gaa ud fra, at han har faaet Skolen færdig i rette Tid. I hvert Fald kan man se, at Skolen har været i Gang inden Aarets Udløb. Før den Tid undervistes Børnene “norden Klitten” af Omgangslærere. Blandt saadanne nævnes Jens Hendriksen, Peder Høgenhaug, Jens Jensen, Heden, Ole Madsen og Jens Andersen. Jens Jensen sad i flere Perioder i Sogneraadet og var mange Aar Formand for dette. Ole Madsen døde 89 Aar gammel i 1933. Han havde været Orlogsgast, hvilket dengang var en tilstrækkelig Kvalifikation for en Lærer. Han blev senere en agtet Baadfører i Kandestedernes Redningslaug.

Lige siden Skolen blev gygget har der været Fællesskab med Skagen Landsogn om den. Naar Skolen blev bygget i Rannerød og ikke længere mod Øst, skal det skyldes, at daværende Gaardejer Christen Madsen skænkede Grunden kvit og frit.

Skolen er bygget efter Mindstefordringerne i Lov af 8. Marts 1856. Tømmeret, der medgik, blev købt paa en Strandingsauktion, hvad Gulvbrædderne i Skolestuen endnu vidner om. De ser ud til at have udgjort Dørken i et Skib. Boligen var oprindelig beregnet som for en ugift Lærer, og det bemærkedes i Opslaget, at der ikke ved Skolen fandtes Jord til Anlæg af Have. Som i Klitlund og Hvidemose ansaas det paa Forhaand umuligt at opdyrke Flyvesandet. Men alle tre Steder gjorde en Række energiske Lærere Sogneraadets domme til Skamme.

Indtil 1892 underviste Læreren i Rannerød ogsaa Børnene i Bunken- Lodskovad. Læreren skulde altsaa 3 Gange om Ugen spadsere 10-12 Kilometer over Klitter og om Vinteren ofte vade igennem høje Snedriver. Da tilmed Lønnen de første Aar kun var paa 120 Rigsdaler aarlig foruden Bolig og Brændsel, er det forstaaeligt, at det, saa længe denne Ordning varede, kneb med at skaffe kvalificerede Kræfter til Embedet. De første Lærere var da heller ikke Seminarister. Jens Andersen ( Uggerby) hed den første. Han virkede i Rannerød-Lodskovad til Januar 1870, flyttede til Nørre Bindslev og derfra til Hvidemose Skole i 1871. ( Han maa ikke forveksles med en senere Lærer i Hvidemose af samme Navn). Den næste hed C.P. Mortensen ( Hvidsted). (f. 1845, dim. Ranum 1867). Denne har i en gammel Geografi ( af C. V. Rimestad) skitseret Skolen, som den saa ud de første Aar. Mortensen fik af Sogneraadet Tilladelse til at indrette et lille Køkken øst for Skolestuen mod selv at betale Arbejdslønnen, 15 Rigsdaler, og anskaffe et Komfur. Han blev nemlig i 1873 gift med en Pige fra Rannerød, Ane Marie Thomsen, og havde taget sin gamle Fader til sig. De, der kan huske Christian Peter Mortensen, omtaler ham som en livsglad Gut, der ikke foragtede de vaade Varer. Han endte vist sit Liv ret tragisk i Hovedstaden.

I 1874 reguleredes Embedet, saa Lønnen kom op paa 200 Rdlr. Alligevel kneb det med at skaffe en kvalificeret Læarer, og Embedet var vakant i længere Tid, men omsider lykkedet det at faa en Seminarist, nemlig Niels P. Frederiksen ( f.1850 – d. 1919) fra Mosbjerg. I et Brev af 8/12 1874 fra Provst Reinau i Frederikshavn hedder det om Frederiksen, at “han ikke efter hans Eksamensbevis synes at høre blandt de Fremmeste.” Gamle Mennesker paa Egnen fortæller, at han var en dygtig Underviser, men saa “grow fin”. Naar han f.Eks. gravede Kartofler op, samlede han de enkelte Kartofler op med en Ildklemme for ikke at snavse Fingrene til. Det lykkedes ham at faa Lønnen forhøjet til 225 Rdlr. aarlig. Frederiksen blev senere Lærer i Gistrup, men maatte paa Grund af Sygdom søge sin Afsked ret tidligt. Han slog sig saa paa Journalistikken og var i mange Aar en flittig Medarbejder ved “Aalborg Stiftstidende.”

I 1876 opsloges Embedet ledigt igen, og der indkom 2 Ansøgninger, hvoraf den ene var fra en ukvalificeret og den anden fra en cand. pharm., men ingen af dem blev ansat. I Stedet for konstitueredes en Højskoleelev Jens Andreas Thomsen fra Thise et Aars Tid. I 1877 forhøjedes Lønnen til 550 Kr., og Aaret efter ansattes den 25-aarige Christian Jensen som Lærer. Han var saa vidt vides ueksamineret. Om ham er der delte Meninger. Nogle satte Pris paa ham, andre husker ham som en bister Herre, der var brutal baade overfor Eleverne og sin egen Familie. Jensen havde Hvalrosskæg og gik oftest med Stok og i lange Læderstøvler trukket udenom Benklæderne. Han havde en Del Hjælpelærere fra Tid til anden, en H. C. Rasmussen og en lang Sønderjyde J. L. Høeg. I nogle Aar assisteredes han af sin Svigerinde Birgitte Vammen, men Samarbejdet blev desværre saa intimt, at det gik uheldige Følger, og Jensen maatte noget hovedkuls tage sin Afsked. Der blev holdt en rask Auktion over hele Indboet, og Jensen rejste til København, hvor han efter sigende fik Plads som Bybud. Hans Flagstang blev købt af Efterfølgeren Chr. Bitsch Christensen, der konstitueredes i 1889, men allerede Aaret efter flyttede til Klitlund. I Januar 1991 tiltraadte Jens Peter Jensen-Wirring. Han var født i 1864 i Virring, Randers Amt og havde Eksamen fra Gjedved Seminarium 1885. Wirring besørgede ogsaa Undervisningen ved Lodskovad Skole indtil Maj 1892, da Skolerne paa Grund af det stigende Børneantal fik hver sin Lærer. 5. August 1894 indviedes Hulsig Kirke, og fra den Dag af henlagdes Starholm Ejerlaug i Raabjerg Sogn i kirkelig Henseende til Skagen Pastorat, hvorefter Læreren ved Rannerød Skole blev Kirkebylærer og Kirkesanger.

Embedsboligen blev i Sommeren 1901 udvidet i Overensstemmelse med Lov af 24. Marts 1899. Derimod forblev Skolestuen uændret.

Wirring var noget af en Reformator. Han bragte et frisk Sus baade ind i Skolestuen og Skoledistriktet. Gulvet i Skolestuen, der før havde været sandstrøet, blev ferniseret. Huer og Træsko skulde nu anbringes i Forstuen, og Matzens Læsebøger blev afskaffet til Fordel for nye og mere interessante. Nye Regnebøger, nye Sangbøger og nye store Vægkort anskaffedes. Baade Sogneraadet og Forældrene knurrede over alle de Udgifter, men overgav sig dog til sidst, da de opdagede, at det ikke blot var tomme Slag i Luften. Wirring var virkelig en Personlighed, der havde noget at bringe, og han og hans elskelige Kone blev meget afholdt af saavel Børnene som Forældrene. Han kom fra en grundtvigsk præget Egn og havde mødt de samme Strømninger paa Gjedved Seminarium under P. Bojsens Forstanderskab. Hans pædagogiske Forbillede var Christen Kold og han blev – efter hvad man kan dømme – en Lærer, der ragede op over Gennemsnittet. Lektieterperiet laa ham fjernt, men han forsømte dog ikke at drage Omsogt for, at hans Elever fik en grundig Tilegnelse af Læsefagene. I flere Vintre holdt han Aftenskole for Karlene, og hans Hustru underviste de unge Piger i Haandgerning og Vævning. Efter Undervisningen samledes allle Eleverne til Oplæsning af Værker af danske Digtere, og der afsluttedes med Afsyngelsen af Fædrelandssange og en Aftensang. Med Iver tog Wirring endvidere Del i det folkelige Arbejde.

Han var Medstifter og Formand for Skytteforeningen og Husflidsforeningen, medstifter og Formand for Skagens Landsogns Sygekasse i 10 Aar og et virksomt Medlem af Komiteen for Opførelsen af Hulsig Kirke.

Endnu i hans Tid bebeholdt man den gode gamle Skik at give Læreren daglige Gaver, saasom Mælk, Fløde, Æg og Fisk, og i Slagtetiden vankede der Kødportioner.

I Foråret 1902 – kort inden Wirring flyttede til Vogn – plantede han et Tusind Hvidtjørnsplanter omkring Legepladsen mod Nord, Øst og Syd. Hans Løn var 450 kr. fra Kommunen og 125 kr. fra Amtet + Bolig og Brændsel. Der var frit Valg mellem 12.000 Stk. Martørv eller 24.000 Stk Knoptørv.

( I Martin Nielsens Bog: Mennesker, jeg mødte paa min Vej” omtales baade Bitsch-Christensen, Wirring og Bjørn, der ofte besøgte den grundtvigske Pastor Frede Bojsen Jensen efter Søndagsgudstjenesterne i Raabjerg Præstegaard. Forfatterinden Thyra Jensen, omtaler ovennævnte Lærere i sin Bog “Fra gamle Præstegaarde”).

I November kaldedes Peter Petersen Pinholt til Lærer i Rannerød. Han var født i 1880 i Møborg i Vestjylland og dimitteret fra Nørre Nissum Seminarium i 1901. Pinholt havde, skønt godt begavet, vist hverken Lyst eller Evner til Lærergerningen. Det Fag, der interesserede ham mest, var Gymnastikken. Saaledes forsøgte han at indføre Cricketspillet og tog ofte i Sommertiden Børnene med ned til Havet. I 1906 flyttede han til Nibe, saa til Hobro, indtil han tog sin Afsked i 1933. Derefter var han Redaktør af en radikal Avis i Holstebro, hvor han døde i Marts 1947. Under Vakancen i 1906-07 vikarierede en af Skolens gamle Elever, frøken Anna Madsen fra Rannerød. Fra 1907 – 08 virkede Lærer Peter Madsen født i Asdal 1884 og dimitteret fra Ranum Seminarium i 1906. Han var med til at starte Brugsforeningen i Hulsig og flyttede til Nykøbing Mors, men blev senere Førstelærer i Sulsted.

Hans Efterfølger hed Kjeld Due, født i Hobro 1884 og dimitteret fra Ranum i 1906. Han virkede til December 1911, hvorefter en Lærer Dueholm virkarierede til J. P. Wilhelmsen, født 1883 paa Djursland, blev kaldet. Wilhelmsen virkede ved Skolen 1912 – 45 og var som Wirring en ivrig Havedyrker. Især plantede han en Mængde Frugttræer og opdyrkede et nyt Stykke Klitjord sønden for Skolen. I Wilhelmsens Embedstid forsvandt Straataget fra Skolen til Fordel for røde Tagsten.

Det højeste Børneantal, der har været i Rannerød er 46 ( i 1906) og det laveste 19 ( 1946).

Efter den nye Skoleplan tænkes Rannerød Skole omdannet til en eenklasset Skole for Børn indtil 12-Aarsalderen. Skolen skal udvides med en mindre Gymnastiksal. I Maj 1946 ansattes Jens Lampe ved Rannerød Skole. ( F.1917 og dim. fra Tønder Seminarium 1938).” ( afskrift slut)

Her et billede af ægteparret Wirring ( fra Martin Nielsens bog:”Mennesker, jeg mødte paa min Vej”.

Og den unge lærer Pinholt, der kom efter:

Fra min egen barndom husker jeg lærer Wirring – jeg har ikke mødt ham, men han var lærer for min bedstemor ( Anna Larsen, senere Anna Andersen) og hun boede i mit barndomshjem i Strandby. Hun besøgte af og til sin gamle lærer – min far kørte hende til Vogn. Hun glemte ham aldrig og var ham hele livet dybt taknemmelig for det, han havde betydet for hende som barn og ung pige. Var det måske ham, der gav hende mod og lyst til at rejse ud i verden og skabe sig et liv, der var så anderledes end det, der levedes i Hulsig? Det tror jeg.

Min onkel Lars Hesselholt skriver i sine erindringer følgende om sine lærere:

Min første lærer hed Wirring, og han kom senere til Vogn. Efter forskellige vikarer kom lærer Pinholt. Han kunne fortælle, så jeg i dag kan huske meget af det.

Vi begyndte dagen med religion. Derefter havde vi frikvarter. Når vi kom ind, tog vi vore tavler og skulle regne.Grifler kunne vi købe hos læreren for 1 eller 2 øre. Den største og stærkeste dreng fik så facitlisten og katederpladsen. Mens Pinholt gik ud og sludrede med naboerne i 1 – 1½ time, regnede vi – og vi regnede. Der var aldrig uro eller spektakler. Hvis én lavede uro i klassen, var han hjemfalden til prygl af os alle. Men vi arbejdede.” ( Citat slut.)

Her et billede fra den tid, Lars Hesselholt var elev – i 1906 – Pinholt ses bagerst.

Og her et noget senere billede fra min mors album:

Det vi ser ovenfor er lærerparret Wilhelmsen, og min mor er blandt børnene. Det er i 1919. Herunder kommer et skolebillede, som er 5 år yngre, og Sylvia Larsen, fra Krøghgården skal være derop – hvem mon?

Om lærerparret Wirring skriver Martin Nielsen i sin bog følgende:

(Citat side 28 – 29) “Et stateligt og meget tiltalende Lærerpar var J. P. Jensen- Wirring og Hustru i Rannerød Skole. De to Mennesker udfyldte paa en saare skøn Maade hinanden, og deres Liv, Hjem og Færd var præget af en egen Harmoni. Man lagde Mærke til deres Stemmers Samklang. Han havde en mandig og dyb Stemme, medens Hendes var ægte kvindelig, blid og klangfuld.

Var Lærer Bjørn en Ener med stærkt Særpræg, saa var Lærer Wirring en Type – jeg har næppe kendt nogen smukkere – paa en dygtig og ihærdig grundtvigsk Lærer i det Slægtled, han tilhørte. Og hans Hjem, saaledes som jeg senere lærte det at kende, var Eksemplet paa et smukt og godt Lærerhjem, hvor man havde Trang til at tjene de Mennesker, man boede iblandt.

Wirring var i Besiddelse af stor Virkelyst og Arbejdsevne, og den blev taget rigelig i Brug paa mange Omraader. Han hørte til de Lærere, der blev Høvdinge paa deres Egn i Kraft af det Tjenersind, de ejede, og slet ikke fordi de havde Lyst til at herske. De tog de Opgaver op, som Befolkningen gav dem i Tillid til deres Evner og Troskab.” ( Citat slut.)

Nielsen fortsætter med at omtale den lange række af initiativer, Wirring tog, både i Rannerød og i Vogn. Ud over at samle de unge i ungdomsforeninger og i det hele taget skabe grobund for et folkeligt oplysningsarbejde, var han en dygtig havemand, der skabte smukke og frodige haver ( selv i Rannerød). Han kone var også meget elsket af alle. I “Vendsyssel Tidende” stod følgende Mindeord at læse, skrevet af en tidligere elev fra Rannerød Skole:

( Citat side 30 -31 )“En god Kvinde er død. Det var først i Halvfemserne, at jeg som niaarig Dreng første Gang saa hende. Da kom det nye Lærerpar til Rannerød Skole, deroppe mellem Klitterne ved Skagen. Jeg husker tydeligt, da hun første gang besøgte mine Forældre. Jeg kan se hende sidde i Stuen med sin Førstefødte paa Skødet. Jeg syntes aldrig, jeg havde set saa venligt et Ansigt, og saa denne melodiøse, hjertevarme Stemme glemmer jeg aldrig!

Naar det nye Lærerpar hurtigt blev saa afholdt blandt Beboerne i Rannerød Skoledistrikt, saa var det jo væsentligt fordi de begge, baade Lærer Wirring og Frue, forstod den Kunst at vinde Skolebørnenes Hjerter. Hver Skoledag blev en Glædesdag. Vi Børn følte, at i Skolen var der godt at være; der var gensidig Tillid og Forstaaelse.

Tidt fik vi Lov at smage Fru Wirrings Smaakager. Hendes Kagekasse var vist aldrig tom. Naar der i Bibelhistorien blev fortalt om Profeten Elias, hvor han siger til Enken i Sarepta: “Hverken Melet i Krukken eller Olien i Kruset skal slippe op”, ja, saa syntes jeg, at det var ligesom Fru Wirrings Smaakager.

Og der var noget andet, som heller ikke slap op: Fru Wirrings venlige Ord. Med Kagerne fulgte altid et muntert, venligt Ord; ja, hvor et saadant lille Ord kunde gøre godt! Og som hun var mod Børn, var hun mod alle. Hun strøede om sig med Smil og Venlighed. Aldrig fattedes hendes varme Hjete gode, kærlige Ord. Vi Skolebørn elskede hende, og naar hun engang imellem havde en Time i Skolen, som Regel Oplæsning, ja da var der en fornøjet, glad Stemning over hele Linien.

Hvor kunde hun tage os om Hjertet, blev ved sin Stemme. Og hendes Hjem, de smaa Stuer i Rannerød Skole, hvor var der hjemligt, hvor var der hyggeligt, og det var smaa Midler! Embedslønnen var, særlig til at begynde med, saa ganske ubegribelig lille, saa det var uforstaaeligt, at det kunde slaa til for en Familie. Men Fru Wirring havde en kærlig Haand og en heldig Haand, det slog til, og der blev endda lidt tilovers til at glæde andre med.

Ja, det var et Hjem, det følte man straks, man kom i Berøring med de to Mennesker. Der var Fred, Kærlighedens Arneflamme brændte altid klart. Hjælpsomhedens og Selvopofrelsens Aand havde her til Huse. Det var en Sjælens Harmoni, saa man følte sig som paa et helligt Sted, hvor den lille Lærerkone var Livet i Huset, den stille Kraft, der er af en saa uvurderlig Betydning for et Hjem og for Børnenes Fremtid.

Det var vel omtrent fem og tyve Aar siden, hun flyttede fra Rannerød Skole. Men i Skoledistriktet er der mange, baade gamle og ældre, som aldrig vil glemme Fru Wirring for de venlige Ords Skyld. Thi venlige Ord er en stor Magt; de er som Himmelmanna for forknytte Sjæle, ja for Børn er de det samme som Sollys for Planten. Er der noget, en Barnesjæl kan hungre mere efter end netop et venligt Ord, et kærligt Smil, en kærtegnende Haand.

Nu er hun død. Hun, der altid var rede til at gøre godt. Og Mindekransen flettes. Vi kommer hver med sin lille Blomst for at ære hendes Minde. Mange af os føler vel nok, hvor fattigt, hvor lidt det er imod, hvad hun har været for os.” ( Citat slut )

Og Martin Nielsen konkluderer sin beskrivelse med at pointere, at Danmark ville blive et smukkere og skønnere land, hvis der havde været flere af den slags lærerhjem.

Artiklen er skrevet af Jens Kristian Jensen Sovkrog fra Hulsig. Han blev senere lærer på Frederiksberg og skrev jævnligt artikler til nordjyske dagblade. En  Hulsigdreng, der altså klarede sig godt i livet, men som engang var en lille forknyt og forfrossen barnsjæl, der ikke kendte meget til venlighed og kærtegn, men som tøede op ved den varme, der udgik fra Rannerød Skole. Min bedstemor kunne fortælle noget lignende. Også hun voksede i glæde og selvtillid, takket være disse to usædvanlige mennesker.

På det nederste skolebillede ( 1919) fra Veras barndom hedder læreren Wilhelmsen, og jeg har ikke fundet nogen beskrivelse af ham, men husker, at min mor var glad for at gå i skole, så han har vel også været en god underviser. Måske ved nogen af jer noget om ham, så send mig en mail – det ville være rart?

Tak til Ellen Åmand, som sendte mig en mail idag ( 28/9 ) om lærer Wilhelmsen, som hun har skrevet om i indlæg nr.66 ( se under Hjemstavnsroman). Jeg citerer fra ovennævnte indlæg:

 (Citat fra indlæg 66 )  “Vi gik i skole i Ranneröd skole, som lå midt imellem Hulsig og Kandestederne. Der var 4 km at gå .De förste 5 år var gode år i skolen. Hvert år på min födsels-dag den 22 Sept. havde lärer Wilhelmsen lagt en masse äbler, pärer og vindruer på et havebord, så måtte vi gå ud og spise af al den dejlige frugt, og jeg måtte tage det som blev tilbage med hjem.

Når vi kom til skole om vinteren og der var meget sne, blev vi våde på benene helt op til rumpen, vi havde kun träsko at gå i. Så fik vi lov at gå ind til fru Wil-helmsen i deres fine stue, og så var det bare af med al det våde töj. Det blev tör-ret på kakkelovnen, og imens fik vi varm mälk og en mad til. Hun var meget söd mod os.

De 2 sidste år i skolen fik vi en lärer, som var nazist. Han brugte flere timer om ugen til at läse op af Mein Kampf. Han kunde også finde på at give os fri en time efter at vi var mödt i skolen, fordi han skulle hen i bunkeren ved Kandeste-derne og träffe sine venner de tyske soldater.. Gik nogle tyskere forbi skolen, blev vi kommenderet til at stå i räkke langs vejen og råbe Heil med armen skråt op. Ingen turde sige eller göre noget. Läreren havde tyske vagter til at gå ved skolen, fordi han jo blev truet nogle gange.”

Henning har fortalt os, at hans far sagde, at de bare skulde gå hjem, hvis läreren kommanderede dem ud at råbe heil. Men så blev de skäldt godt ud dagen efter.( Citat slut).

Det var altså ikke Wilhelmsen, der var nazist, men den nye lærer, der virkede de to sidste besættelsesår ved skolen, hvorefter han arresteredes og aldrig igen fik et lærerjob. Hans navn får vi ikke. Men lad os skynde os at rense Wilhelmsen for enhver mistanke. Ham var det ikke.

Men nu lidt mere om Wirring, der i al fald ikke havde den slags tilbøjeligheder. Af gode grunde, for det var før, verden gik af lave. Han kom meget hos det unge præstepar i Raabjerg Præstegaard. Der var jo ingen kirke i Hulsig, da han blev ansat. Og præstefruen i Raabjerg på den her tid hed Thyra Jensen og var forfatterinde. Hun skrev i sine erindringer: “Fra gamle Præstegaarde” flg.: ( hun staver navnene forkert – men det er nu almindeligt i tiden)

(Citat side 204) “Der var i Råbjerg sammen med os en Flok af unge tiltalende Lærerfamilier. Flere af dem havde været trykket og kuet af de åndelige Forhold i Sognet. Nu rejste de Hovedet og sluttede sig trofast og inderligt til os. Lærer Jensen-Hvirring i Rannerød, der sammen med Peter Hjorts var stadige Kirkegængere, havde længe arbejdet for at få indsamlet til en Kirke i denne Udkant af Sognet ( = Hulsig), det lykkedes at få den bygget færdig sidste År, vi var i Råbjerg. ….”

Pastor Jensen og Frue er Grundtvigianere, og dem er der ikke mange af hverken i Råbjerg eller i Skagen Landsogn – her har Indre Mission derimod sejret ligesom andre steder i det nordlige Vensyssel – føromtalte Martin Nielsen er husmandssøn fra Knasborg ved Elling, men løser sognebånd til Råbjerg for at slippe for den indremissionske præst i Elling – og han går den lange vej til Råbjerg hver søndag. Folk i Hulsig og omegn skulle jo også gå langt til kirke, nemlig tværs over Studeli Mile (=Råbjerg Mile) for at komme i kirke – men i al fald Wirrings gik gerne turen – de følte sig åndsbeslægtede med præsteparret der.

En anden pudsig ting i Thyre Jensens erindringer er hendes skildring af A. P. Gaardboe. I min blog optræder han gang på gang, for uden ham ville vi fattes mange oplysninger om egnen. Men det grundtvigianske præstepar afskyer ham, og følelserne gengældes fuldt ud. Man får det indtryk, at Jensens havde trange år i Råbjerg, fordi Indresission modarbejdede ethvert initiativ fra præstens ( selv en syklub) – men en anden sten i skoen var altså den gode Gaardbo! – Thyre skriver:

(Citat side 212) “Peter Gårdbo havde vist min Mand ikke så lidt Hensyn, da han ikke kunde lide Indremissions Fremgang i Sognet, tiltalte det ham, at den ny Præst – som han sagde – ikke lod til at ville lade sig opsluge af Missionen.

Skønt vi indsaa hans Begavelse, Energi og den ( ganske vist meget ensidige) Kutur, han havde tilegnet sig, kunde vi umulig komme til at synes om ham. Egentlig var en Mand af hans Udvikling og med hans Interesser ganske efter min Sind, jeg havde da også, såsnart vi skulde til Råbjerg, grundigt pløjet hans Bog “Fortidsminder fra Vendsyssel,” der dog skuffede mig meget.” ( Citat slut)

Og nu kritiserer hun ham for at skrive “grimt” om f.eks. de gamle præster ved Raabjerg Kirke – og desuden finder hun hans beskrivelser af almuen tarvelig. Hun finder ham kort sagt ukultiveret.

Sagen er vel, at A. P. helt igennem er rationalist og betragter både indremissionsfolk og grundtvigianere som sværmere og romantikere. Selv er han nøgtern og kølig og skarp i sine skildringer, og det falder naturligt nok ikke i god jord hos de religiøse af forskellig observans.

Man får ved læsningen af de to ovennævnte erindringsbøger en fornemmelse af den brydningstid – næsten et vårbrud – der finder sted i det nordligste Vendsyssel i disse år inden århundredeskiftet. Der bygges højskoler og mange forsamlingshuse og de små hedelandsbyer får deres egen kirke, som de vel at mærke selv betaler. Jo, hedebonden var nok fattig, men ikke i ånden.

En anden morsom ting: Martin Nielsen vokser op i en materiel fattigdom, der næsten er ufattelig, men i hjemmet hersker stor glæde ved læsning og ved åndelig samtale – morens veninde, en gårdmandskone, er elev af selveste Christen Kold og Wilhelm Birkedal fra Ryslinge, jo, der er en blanding af stor armod og gærende oplysningstrang i det lille fattige hus på heden. Om huset skriver Nielsen: ( Citat side 8) “Der var ingen Mælkekælder og intet Komfur i Køkkenet, men et aabent Arnested i Skorstenen, og til Mors store Sorg og Ærgrelse kunde det ikke altid undgaas, at der dryppede Sod ned i Maden. … Om Vinteren, naar Frosten var Haard, maatte ikke alene Mæken anbringes paa Hylder i Stuen, men ogsaa Svindefoder som Valle og Skummetmælk maatte anbringes i store Kar i Stuen, hvor det endda kunde true med at bundfryse, naar den kolde Vind fra Køkkenet med den aabne Skorsten trængte ind.” ( Citat slut)

Ja uha for et hårdt liv!

Men man snakkede om de største ting alligevel, og drengen læste højt af Bibelen fra han var 7 år. Den Koldske Dame fra nabogården stammede fra Starholm i Skagen Landsogn, så allerede 1860′erne sendtes egnens folk ( og endda en pige!!) på Højskole – hun hed Marie Larsen, og nej desværre, hun var ikke søster til Anna Larsen ( det ville ellers have været lækkert ) Hun var født Hjort, så vi skal finde hendes hjem i Kandestederne – mon ikke hendes far hed Peter Hjort – senere hotelejer?

Men hun var altså elev af Christen Kold.

Her er et lille glimt af skolens papirarbejde: en ansøgning om at flytte husflidforeningens udstilling. Og et brev om skolens regnskab – og et regnskab. Alt sammen på Pinholts tid – nemlig 1904 og 1905

Skolen som den tog sig ud i sine sidste år:

87 – et lille kig ind i en Hulsigpiges liv i 1929

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Jeg gør mig mange tanker om formålet med min blok. En af de vigtigste er at skabe det faktuelle grundlag for en fiktiv historie. Lyder det som volapyk? Og kan man overhovedet gøre det på den måde, jeg nu forsøger?

Jeg kan ikke svare på de spørgsmål – kun fortsætte med at grave i en fortid, som jeg forsøger at få hold på.

Dette lille indlæg vil give et kig ind i en pigeverden i begyndelsen af 1900tallet, en verden, som måske er en smule atypisk for en pige i min mors miljø og på den tid. Ja, for nu skal vi spionere en smule i Veras liv. Det har hun sikkert ikke noget imod.

Vi gør det nænsomt.

Men hun var jo brugsuddelers datter – og enebarn – og hun havde ambitioner. Men ikke de helt store og ikke de samme som hendes fars, for han ville gerne, at hun skulle tage en realeksamen og måske læse videre – for hun havde evnerne. Men hun ville IKKE studere, det er noget jeg ved jeg, for det har jeg spurgt hende om engang, hvor hun viste mig sine stile fra Rannerød Skole. Og de var alle til ug. “Og far ville jo også gerne, at jeg skulle læse videre,” sagde hun.

Hun fortalte mig aldrig om årsagen til, at hun nægtede at læse, men jeg gætter på, at det var fordi “Tante Bette”  – hendes hjertensveninde Sigrid ikke kunne få lov at følge hende der – det var jo en bekostelig affære, man skulle hjemmefra, og det har der måske ikke været råd til. Det har der vel ikke været i ret mange hulsighjem på den tid – vi er jo midt i en krisetid.

Den eneste “studerende” fra Hulsig, som jeg kender til fra den tid, er min onkel Lars – nå nej, for resten, jeg er stødt på en pige, der blev sygeplejerske, men hende gik det rigtig skidt. Det skal jeg komme tilbage til i et andet indlæg.

Vera kom nu hjemmefra alligevel. For ville hun ikke læse, så skulle hun vel giftes. Og blive frue, for hun skulle naturligvis “gøre et godt parti”. Deri lå nogle ambitioner, som alle sikkert delte.

Og så blev hun sendt på husholdningsskole i Silkeborg.

Jeg vil forsøge gennem billeder at kigge ind i hendes liv i året 1929 – for Danmark var det krisetid, for mor var det blomstringstid. Og i det lille uddelerhjem sørgede de for at ekvipere deres eneste barn standsmæssigt. Vi ser hende gang på gang er klædt i sidste mode som lige ud fra Damernes Magasin.

Det er vinteren 1929, og endnu er Vera hjemme i Hulsig. Her står hun sammen med Sigrid. Bag dem brugsforeningen.

Men så kommer afrejsen:’

For første gang skal hun hjemmefra – ikke på en kort ferie, men for flere måneder. Og til en del af landet, der slet ikke ligner Skagen Landsogn, et sted, hvor hun ingen kender.

Silkeborg Husholdningsskole 1929:

Her ser man pigerne i sving: man blev undervist i madlavning og almindelig husgerning + barnepleje. Der hørte en vuggestue med til skolen, hvor man kunne øve sig i den del af fremtidsgerningen som mor og husmor. To af mine søstre kom på samme skole i 50′erne, nemlig Hanne og Annelise. Dorte kom på en husholdningsskole i Århus, og jeg slap helt. Og gik alligevel helskindet ind i ægteskabet.

 

           

Billedet til højre forestiller tre lærerinder.

  

  

 

Pigen til højre i billedet er den ny hjertensveninde, Erna. Det blev et venskab for livet.

Erna og Vera – så gode venner var de vist.

Men der blev også tid til udflugt med bil. Hvem Vera rejser med ved jeg ikke. Jeg gætter på min bedstefar, men det kan være helt forkert.

Ja, men det er i al fald P 40 – så det må kunne opklares, hvem min mor “føjter rundt med” i så fin en bil. Måske kan det være kusine Elses familie. Der er mange billeder det år fra besøg på onklens proprietærgård. Her kommer et billede af Vera sammen med en af kusinerne. Men det er nu ikke Else.

Dette billede forestiller Else sammen med mor. Else og Peter kom ofte i vores barndomshjem sammen med børnene Karen og Chresten.

Herunder ser vi et billede fra Pinsen 1929 på gården Højvang, som er Elses fødehjem. Jeg tror, at Elses mor Karen er en søster til min bedstefar – men der er jeg ikke sikker. I al fald er Else og Vera kusiner, og den kusine, mor er fotograferet med, og som jeg ikke kender navnet på, ser vi yderst i billedet:

Dejligt at være hjemme hos far og mor igen:

Nu har man været hjemmefra og er rigtig voksen. Men rart nok at gense dukkelise og “Fenris” hjemme på trappen derhjemme i Hulsig.

Og et nyt kæledyr har man fået i det lille hjem.

På “skovtur” i klitten. Det er vist Sigrid ( tante Bette ) men jeg er ikke sikker, og den anden unge dame kan jeg ikke placere. Måske er det Sigrids søster Anne ( moster Anne?) Mine bedsteforældre sidder til venstre i billedet, og for en gang skyld er min mormor pyntet.

 

 

 

 

86 – Den store forandring – da badegæsterne kom til Landsognet

 

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Skagen Landsogn var et fattigt sogn, hvor livet var en kamp for overlevelse. Bønderne havde altid måttet vriste den smule udbytte, de kunne få, ud af den karrige, golde jord. Så var der fiskeriet, det gav mad på bordet, men også det var en kamp – ikke for ingenting kalder Bech Nygaard sin bog om fiskerne for “Livets Dræt og Dødens”.

Og de folk, der havde slået sig ned der syd for Skagen, de havde altid måttet kæmpe med et klima, hvor storme og sandflugt og oversvømmelse hærgede og bestandig truede med tilintetgørelse af den smule, de ejede. Der var ikke den familie på egnen, der ikke havde måttet opgive gård og sted og flytte, ofte mere end en gang. Blot for at fortsætte kampen mod den barske natur et nyt sted.

Der var ingen store gårde i sognet. Den største var Hesselholt, men selv om den havde de fleste dyr, det største hartkorn og den bedste indtægt, så var det aldrig velhavere, der boede på gården. De klarede sig bedre end de fleste, javist, men ikke uden et næsten umenneskeligt slid.

 Et eksempel på et menneske, der bukkede under i den kamp er min oldefar, der netop boede på Hesselholtgården, Lars Jensen hed han. Min onkel Lars skriver i sine erindringer således om ham:

“I april døde min farfar Lars Jensen ( Vester Lars). Der faldt en forfærdelig masse sne, flere meter. Men så faldt det ind med et varmt tøvejr, og sneen smeltede, vandet oversvømmede alt og kunne ikke komme til havet, da alle vandløb var fyldt med snekvadder. I staldene stod køerne og rakte hovederne oven vande, men flere får druknede. Vester Lars tog da sin store træøseskovl og begyndte at skovle snekvadder op fra havet og opad. I 3 dage stod han i vand til livet og skovlede op. Så kunne han ikke mere, gik hjem i seng – og stod aldrig mere op.” 

Hans liv afspejler så mange andres på den egn og i den tid. Livet var en kamp for at overleve. Man kan se af folketællingerne, at i mange generationer vokser befolkningen ikke – ind i mellem stagnerer den, som regel er den stabil. Der var ligesom ikke grundlag for nogen befolkningstilvækst. Eller vækst i det hele taget.

Men så sker der noget. Noget, der radikalt ændrer livet i det lille sogn.

 

Men for at komme på sporet af det nye, kigger vi ind i en hel anden verden, selv om vi bliver på stedet. En verden af liv og leg og glæde: her ser vi nogle af Hesselholtefterkommerne i situationer, der ville have fået oldeforældrene til at slå kors for sig – hvordan er det dog de ligger og FLYDER!!!:

For et mere radikalt livskårsskift kan man dårligt forestille sig: den rå kamp er afløst af fri leg. Den barske natur er blevet til den skønne natur, og nydelsen og glæden har erstattet lidelsen og alvoren:

  

( Billederne er fra Mette H. Hansens Fotobog om Tråen 2009 – den halvdårlige kvalitet skyldes min scanning). Det er badesituationer fra den årlige “Hesselholtfest”.

f

Men lad os springe nogle årtier tilbage – helt til begyndelsen af forrige århundrede. Nedenstående billeder afspejler akkurat den samme natur-og livsglæde. Her ser vi en ung pige. Og billederne er fra 1929, og pigen hedder Vera Andersen, og ja, det er uddelerens datter og altså min mor. Men kan det nu virkelig passe, at hun “spildte” sin tid på “badepjat”? Jamen, det gjorde hun da, og jeg tror, at det nye, der skete i Skagen Landsogn i årtierne før og som i 1929 stod i fuldt flor, smittede af på de unge i Hulsig. De ville også bade. Og være unge og lykkelige. Akkurat som de fine badegæster, der stod af toget ligeved siden af brugsen og blev kørt til badehotellerne.

Som gammel og dement kunne min mor derhjemme i Strandby undertiden kaste et blik ud gennem vinduet og betragte de forbipasserende, og vi kunne høre hende sige: “Mon det er badegæster? Der er da mange badegæster i år?”

For det var jo dem, badegæsterne, der revolutionerede egnen og ændrede livsstilen langt ind i de lokale hulsigboeres dagligdag. Her er par billeder:

Nu er vi i året 1929 – og selv om forandringen forlængst har taget sin begyndelse, så er det jo ikke sådan, at den opførsel, vi ser på billederne herover, er almindelig. Hulsigboerne blev ikke lige pludselig badefjolser! Nej, du milde himmel, det er stadig slid og slæb og alvor, der præger dagligdagen for de fleste.

Men nu hende her? Der var jo undtagelser, og mon ikke Vera er en af dem. Hun er uddelerens eneste barn. Og hun slider ikke i marken eller andetsteds. Hun er på en måde priviligeret, og måske drømmer hun om et andet liv end det, der bydes hende i den lille landsby Hulsig. I det næste indlæg skal vi følge hende gennem et år og se, hvordan hun bryder mønsteret: bryder op og får nye erfaringer og oplevelser.

Men lidt bliver ved ved Den store Forandring som alle i byen ramtes af.

Og lad os se på, hvordan det hele begyndte. Det var i sognets vestre hjørne. I Kandestederne.

Længst mod vest lå en gård, som tilhørte Mads Houkjær. Han var min oldefars broder, så vi bliver en stund i familien. Herunder ser vi et par billeder af hans gård, som slet ikke var lille, skønt også den var flyttet dertil fra et andet sted. Det første billede stammer fra Chr. Houkjærs lille hæfte: “Fra Flyvesandets Egne” 1987 – det andet billede er kopieret fra Lars hesselholts “Hulsigminder”. Og A.P.Gaardbo fortæller om, hvordan gården Høgenhav ( opr. Høgende Hauffue) blev flyttet til en kilometer fra Starholm i en lokalitet, hvor der også lå et par andre gårde, Skjødelund og Houkjær, men med tiden fik flyvesandet overtaget over de tre gårde ( tomt efter dem kan påvises 500 meter øst for afdøde statsminister J.O. Krags ejendom “Lille Skiveren”). Hertil er dog at bemærke, at deres beboere narrede deres fjende nummer et, sandflugten, idet de i årene 1789-1790 nedbrød deres huse og flyttede dem til en slette, som milen havde efterladet to til tre kilometer vest-nordvest for deres hidtidige plads. Sletten lå bekvemt imellem havet og milen.  … tilsammen benævntes disse ejendomme som Kandestederne.

Hvordan det gik Mads Houkjær kan vi læse om i Lars Hesselholts erindringer, hvor han skriver sådan her: “ Længst mod vest lå Mads Houkjærs gård. Mads var min bedstefars broder. Han hængte sig, og enken sad tilbage med gård og 2 børn, sønnen Peder og datteren Lise.”

Lars Hesselholt fortæller herefter om, hvordan Christen Kokholm kom ind i billedet og som den foretagsomme mand han var forvandlede Houkjærgården til Kokholms Hotel:

Enken efter Mads Houkjær hed Marie, og hendes søster Kirsten boede også i det lille hus syd for hotellet, men hotellet var der ikke i min barndom. Lidt nord for Mads Houkjærs lå redningshuset. En ung håndværker, Kristen  ( Lars’ stavemåde)  Nielsen, kom fra Harboøre og skulle se til huset og reparere … Da Kristen Nielsen gik og istandsatte redningshuset, blev Lise og han gode venner og de blev gift. Han havde tilnavnet Kokholm.”

Grunden var lagt til Kokholms hotel. Så dør Mads så pludseligt og uventet. Vi ved ikke noget om hvorfor han hængte sig – men der synes i familien gang på gang at dukke disse tungsindige mænd op, som ikke kan holde livet ud – og samtidig ser vi den ene stærke kvinde efter den anden dukke op på familiescenen.

Marie var en sådan stærk kvinde og hun lod sig ikke slå ud. Nu var hun ene om gården, sønnen Peder havde købt gård andetsteds, og Lise var så ung. Men hun var jo forelsket og i en udenbys endda - ja, han kom jo helt fra Harboøre!!! Hvad var nu det for uhørte narrestreger? Man plejede at finde sin ægtefælle indensogns!

Jo, men også Lise ( Elisabeth) var en stærk kvinde, der vidste hvad hun ville, og sammen med sin elskede Christen tog hun på højskole og lærte om kunst og litteratur og hele det forunderlige kulturliv, der aldrig havde været en del af kandestedbøndernes liv. Sammen med Kristen og Lise kom nye ideer til egnen.

Mads Houkjær var strandfoged, og familien kendte jo nok til at indlogere folk, for dengang var strandinger almindelige, og det var strandfogden, der tog sig af de stakkels forliste og ofte på sjæl og legem sårede søfolk.

Men det var andre folk, Lise og Kristen tænkte på at indlogere. Ikke nogen stakler. Nej, det skulle være glade, raske og rige folk. Og det blev det. Kokholms Hotel blev på rekordtid sommerrecidens for landets overklasse. Ja, selveste Kong Christian besøgte hver sommer hotellet, når han opholdt sig på Strandgaarden i Skagen.

Vi ser her et billede af det nye hotel, som Christen bygger – han laver det meste selv, og pengene 3000 kr. låner han af Ole Chr. Christensen i Højen ( egnens matador):

 

Der er skrevet meget om Kandestederne – en af de fineste bøger er “I begyndelsen var Lyset”  udgivet af Gyldendals Forlag i 1990. Her kan man bl.a. læse hele historien om de tre hoteller, der kommer til at ligge som en trekant i det lille sommersamfund.

Men vi lader dem ligge og vender blikket mod Hulsig. Her er der afgjort en effekt fra det liv, der nu er kommet til egnen. Der skal varer og tjenesteydelser til, og de “fine” er ikke nærrige, så der falder sikkert noget af. Og en pige kan der jo også “falde af” – sådan fik jeg min tante Kirsten, som blev gift med onkel Otto, der drev Hesselholtgården.

Kirsten var kokkepige hos Poul Reumert, der også boede i Kandesterne om sommeren. Der var nemlig ikke kun hoteller derude ved vestkysten nu – også sommerhusbyggeriet havde taget fart, og det var berømtheder, der slog sig ned her. Reumert var en af dem.

Herunder en gammel avisartikel fra Aalborg Stiftstidende 1 nov. 1964:

Artiklen er gulnet og temmelig ulæselig, så nedstående er en afskrift:

Krogen over det aabne ildsted hænger der endnu – og den bærer, som den har gjort i aarhundreder, jernstangen med kobbergryden. Men ildstedet er væk. Et gaskomfur har erstattet det – sammen med køleskab og staalvask og alt det andet, der hører et moderne køkken til.

Stuehuset til Hesselholt i Hulsig mellem Aalbæk og Skagen, ser ud som for 300 aar siden, men inden døre forvandles det oprindelige præg langsomt i disse aar. Hver gang en af de nymodens sager rykker ind – for livet skal leves, og det er ogsaa blevet 1964 paa Hesselholt – faar det gamle og udkomkurrerede en hædersplads. Hvis det ikke er direkte i vejen for den daglige frafik, beholder det simplethen sin oprindelige plads. Flødehylden for eksempel. Den fremmede hamrer uvægerlidt hovedet mod de lave loftsbjælper og i næste tag mod flødehylden, der er bygget sammen med dem i opholdsstuen. I forlængelse heraf gaar stagerne, hvor fisken blev tørret i en tid, da fiskeriet var en lige saa betydningsfuld næringsvej paa gaarden som landbruget.

SLAGSMAAL I ALKOVEN

Flødehylden har en let krumning i profilen. Man genfinder faconen overlalt paa gaarden. Hver stump træ har sin strandingshistorie.

- Men det holder vi ikke rede paa, siger gaardejer Otto Hesselholt. De første 100 skibe er vel repræsenteret i gaarden med solidt og uforgængeligt kram. For nogle aar siden, da vi sløjfede alkoverne i stuen og byggede det saakaldte udskud i taget ud til et nyt værelse, viste det sig, at en af bjælkerne i bindingsværket var af mahogni – lige saa haardt og uangrebet, som da det blev sat paa plads. Den gamle rigger Chr. Jensen i Skagen fik nogle af de blokke, vi skar ud af træet, og han lavede dem til lysestager efter det gamle Skagen-mønster.

I min barndom var alkoverne endnu sovested for os børn og for gaardens tjenestefolk. I den ene laa mine søskende og jeg, i den anden et par karle og i den tredie et par piger. Den ene af de sidste var nykonfirmeret, den anden gammel i gaarde. Og hun var lidt herskesyg. Tillige var den lerklinede væg bag alkoven spinkel og brøstfædig. En vinteraften var der ballade i alkoven hos pigerne, og efter nogle haarde ord kom der et vældigt brag. Lidt efter traadte bettepigen grædende ind ad døren. Den gamle havde sparket hende ud gennem væggen.

DE GAMLES KONTRAKT

I den sydlige ende af stuehuset boede aftægtsfolkene, altsaa mine bedsteforældre.

Da var vi forlængst over de dage, da de gamles ophold var grundet paa en kontrakt. Paa loftet har vi fundet saadan et dokument fra 1817, da Mads Pedersen og Maren Pedersdatter fik sikret deres alderdom gennem en Fledførings-Contract. Minimumsfordringen til deres søn, sognefoged Jens Madsen, der havde overtaget gaarden, var aarligt tre og en halv tønde rug, to og en halv tønde byg, den halve malkning af en ko, ildbrændsel, lys og et halvt læs kaal.

Deres ugifte datter, Mette Madsdatter paa 25 aar, blev sikret sit livslange ophold paa gaarden og – hvis hun indtraadte i ægtestanden – et anstændigt bryllup med 40 gæster. Skulle hun i stedet ønske kontanter: 50 rigsbankdaler sølvværdi.

KAPTAJNENS SKE

En betydelig del af indboet paa Hesselholt er strandingsgods ligesom træværket i huset.

- Man købte tingene paa strandingsauktioner, og dem var der mange af, for der gik bestandig skibe ind paa stranden. Eller man huggede det vel. Hvordan skulle der kunne holdes regnskab med alle de værdier?

Paa dragkisten staar en kobbertemaskine, der hænger engelsk fajance paa væggene, og blandt sølvtøjet i skuffen ligger en spiseske fra en kaptajnskahyt.

Robert Kleinstüber, Königsberg 1845, staar graveret paa bagsiden. Ved siden af ligger en teske med engelsk adelsvaaben – en anden strandingstragedie, men af nutidig karakter. En sommerdag 1942 styrtede en anskudt Royal Air Forcebomber i havet ud for Spirbakken. To mand kom i land, den ene blev skjult i et sommerhus af tørvearbejdere, men begge blev fundet af tyskerne. Skeen kom i land fra vraget.

I sin 300-aarige historie er ejendommet flyttet een gang. En sandmile begravede det oprindelige Hulsig i 1810, og Hesselholt rykkede en kilometer mod syd, men genopførtes med det bestaaende materiel – til og med de munkesten, som lerkliningen mellem bindingsværket var udbedret med. Der er utvetydige tegn paa, at stenene stammer fra den gamle Sct. Laurentii-kirke, nu kendt som den tilsandede kirke, hvis skib sank i grus i 1795.

REUMERTS RY

Paa eet punkt er sket et brud med traditionen. Den nuværende kone paa Hesselholt er indvandret – helt nede fra Flauenskjold.

- Den store verden kom jo til os i slutningen af forrige aarhundrede, da kunstnerkolonien gjorde Skagen mondæn, siger Otto Hesselholt. Sommergæster fra hele landet fulgte efter. De kendte navne boede paa Skagen om sommeren.

- Skal det være forklaringen paa mig? Fru Kirsten Hesselholt kommer ind fra sit nye køkken.

Det er næsten forklaringen. Fru Hesselholt tog til København i sine unge dage og blev stuepige hos Poul Reumert:

- Det var seks aar fra 1927, fortæller hun – de sidste som husbestyrerinde, netop i den periode, da Reumert grundlagde sit ry som den store skuespiller, baade paa vort eget kongelige teater og paa La Comedie Francaise i Paris. Poul Reumert fik hus i Kandestederne, og jeg kom med herop for at holde skik paa husførelsen. Det endte altsaa med, at jeg i stedet kom til at holde skik paa husførelsen paa Hesselholt.

Poul Reumert, det dejlige store menneske, havde sin gang her. Det har han og hans familie stadig, naar den kommer til Kandestederne om sommeren. Men han giver sig lidt, naar vi laver om paa tingene. Nu er bageovnen forvandlet til badeværelse, fordi vi har mere brug for den ting end at bage vort eget grovbrød. Men ovnen og det tilstødende rum, hvorfra vi skød brødet ind, har den oprindelige dimension. Vi siger det som en slags undskyldning, for vi hænger ved det gamle. Hesselholt er et stykke af det Skagen, der er gaaet tabt.

DE TOLV APOSTLE

Se inde paa hylden, de smaa kurve og æsker, som Ottos bedstemors søster bandt af graarisrødder, mens hun som ung pige passede faarene og kreaturerne.

Der er stadig faar på Hesselholt – og græsning nok paa de 600 tønder land, hvad der svarer til en middelstor proprietærgaard. Kun de 50 er under plov, og de er magre. Knap 20 tønder lande er langt under plov i Otto Hesselholts tid.

- Men det hele er blevet mere overskueligt, siger klitbonden. En gang var dette en afsondret udørk. Den væsentligste læsning var denne fra 1721 “Huus- Reyse Postill over de sædvanlige Søn-og Hellig Dages Evangeliske og Apostoliske Texter i enfoldige Spørgsmaal og Giensvar.”

Mon ikke det er paa den tid man har faaet de 12 apostle i land fra en stranding? Alle i legemsstørrelse, Peter og Johannes i guld, de andre i sølv. Det gik rent galt at have denne hellige skat i huset, og en forfaren mand Andreas fra Rosenhuset i Bindslev blev tilkaldt for at mane apostnele i jorden. Det skete i et egekrat i nærheden, men fred gav det ikke. Der brændte lys ude over apsotlene, og folk kom ulykkeligt af sted, naar de nærmede sig stedet.

Der har været gravet forgæves efter de apostle mange gange, senest for en halv snes aar siden.

Men Andreas fra Rosen huset fik tid til at gøre sig nyttig ogsaa i det klare dagslys. Han lavede standbænken og panelet i storstuen – af opskaaret maste træ.”

Sådan slutter artiklen. Og nu kan jeg ikke lade være at sukke dybt og inderligt og ret fra hjertet. Hvorfor skulle den gamle gård brydes ned? Den var jo bevaringsværdig og en del af den gamle kultur. Jeg forstår det ikke. Fandt en gammel artikel fra Vendsyssel Tidende ( Søndag den 28. november 1971, og skulle man tro den, så var der kræfter igang for at bevare den gamle gård. Hvad gik galt?

Der står under billedet: Stuehuset paa gaarden Hesselholt i Hulsig er et af de huse, som Foreningen til bygnings-og landskabskultur ønsker bevaret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

85 – Intermezzo

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmesiden www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

DETTE INDLÆG BLOT FOR AT GØRE OPMÆRKSOM PÅ, AT FLERE AF HULSIG-INDLÆGGENE ER BLEVET FORSYNET MED NYE BILLEDER, BL.A. BRUGSEN, LUNDGAARDEN OG KRØGHGAARDEN.

84 – et par billeder

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Hvem er kvinden på dette billede? Det burde jeg vide, for hun stod hele min barndom på bedstemors runde natbord – bordet arvede jeg. Og billedet. Men jeg ved alligevel ikke, hvem hun er, eller jeg har glemt det. Hun er familie sikkert. Men er hun datter af en af søstrene? Hvem?

Nu har jeg læsere i både Houkjær og Krøgh familierne ved jeg, så mon ikke nogen genkender hende. Eller folk i Hulsig kan måske huske, hvem hun er.

Jeg har skrevet til Gordon Albøge om et af de andre gådefulde billeder: det af min bedstemor med ukendt dreng, eller hendes søster med egen søn. Af Anna eller af Ingeborg. Måske kan han også svare på det her spørgsmål.

Lige pludselig slår det ned i mig, at det må være “Mie” – bedstemors søster Marie Larsen. Også hun var en smuk kvinde – det var alle i den familie. Jo, det kunne være hende, for hun var bestemt den, der stod bedstemor nærmest.

Og så er der endnu et billede, jeg er i tvivl om. Ikke i tvivl om, at bedstemor ( Anna Andersen på det tidspunkt) står længst til højre. Men hvor er hun? Det er bestemt ingen gård fra Skagen Landsogn. Er det en højskole? Nej, det synes jeg ikke.

Er der nogen af jer, der kender stedet?

Mormor ( Magdalene ) gik på Ollerup Højskole i 1901 – men bedstemor har aldrig talt om højskoler, og hun er jo desuden ikke nogen ung kvinde her på billedet. I København kom hun i “fine” kredse, blev f.eks. mere eller mindre adopteret af de to ugifte frøkener Kondrup. Nej, billedet her er fra hendes “jyske” periode, altså efter at hun forlod hovedstaden for at etablere sig som manufakturhandler, en beskæftigelse, søster Marie senere videreførte.

Her billedet:

83 – og endnu et intermezzo -

Velkommen til min blog. Et vindue til mit forfatterskab – et forum for diskussion af emner, jeg finder interessante og aktuelle.

I højre side kan man klikke sig ind på den kategori, man gerne vil læse om. Her er også mulighed for at finde ind på de forskellige måneders indlæg.  På min hjemmeside www.hesselholt.com kan man se og læse om de bøger, jeg har skrevet.

Ja, men jeg er i havefasen og har ikke tid til min blog  - og alligevel har jeg årvågne læsere, som reagerer trods alt.

Tak for det!

 Der er en fejl i indlæg 71 – eller der var, for det skal fluks blive rettet. Måske har mere end en skarpsindig læser allerede set fejlen: Kristiane ( Christiane ) var ikke gift med en Larsen – det blev hendes datter langt senere, men selv var hun jo gift med en Krøg ( Krøg) – og han hed selvfølgelig slet ikke Krøg ( eller Krøgh) men Pedersen, og når alle kaldte ham Krøg ( eller Krøgh) så er det fordi, man kaldtes efter sin gård og ikke efter sit døbenavn. Og han boede jo på Krøggaarden ( eller Krøghgaarden) – ja, såmænd.

Vi ses efter lugning.

Og så lige en ting mere: hver 3. uge kører jeg indlæggene ud i print og korrigerer dem, så I må regne med, at der løbende vil ske ændringer, og på samme måde vil der også hele tiden komme nye billeder på – efterhånden som det lykkes mig at kregle dem!