Intermezzo

A. P. Gaardboes grav på Raabjerg Kirkegård

 

Der er i øjeblikket stilstand på bloggen. Skal der være bevægelse i denne tid, må bølgerne komme fra dig, og har du lyst til at føje noget til, at lad det frit rulle ind på bloggen. Det ville være rart med lidt vind fra alle retninger.

Skagenprojektet vokser dog troligt i forfatterens forvirrede hoved, men ikke for tiden andre steder.

Jeg er ikke færdig med A. P. Gaardboe – ham vender jeg tilbage til, så snart jeg atter får ro omkring mig. Og det med forvirringen skal du ikke lade dig forvirre af: tingene lægger sig smukt tilrette i en dertil indrettet box på min indre harddisk.

Lidt om den nærmeste tid på bloggen – hvis vi altså ser bort fra dit indlæg. Det bliver igen Bent Haller og denne gang med hans “Digterpjalten”, en roman hvori for øvrigt A.P Gaardboe spiller en ikke uvæsentlig rolle.

Engang i juli vil jeg lade Ellen Åmands lille tekst om vejen Tranevej poppe op på bloggen – en dejlig tekst.

 

64. Andreas Peter Gaardboe: Fortidsminder fra Vendsyssel

I 1893, 2 år før sin død udgav Gaardboe bogen om fortidsminderne, idet han her samlede et udvalg af de artikler, han havde skrevet om det nordlige Vendsyssel. De fleste af artiklerne var tidligere udgivet i historisk tidsskrifter; der har jeg læst dem og også omtalt nogle af dem på min blog ( se under kategorien hjemstavnsroman nr. 44!).

Her vil komme et resumé af bogen, hvori Gaardboe som sagt samler det væsentlige – nedenstående vil altså blive et sammendrag af et sammendrag, og hvis du finder den slags tekster kedelige, så spring det over!

Som jeg har nævnt tidligere, så er stoffet på min blog spredt fægtning, men dog med den bestemte hensigt at belyse mit forfatterskab fra forskellige sider, og med hensyn til dette indlæg og alt andet under betegnelsen “Hjemstavnsroman” så skal det pege frem mod den bog, jeg har planer om at skrive om mennesker og steder i Skagen Landsogn.

Vil du derimod gerne vide en smule om livet i begyndelsen af 1800-tallet i denne del af landet, så spring på og læs! Vil du vide rigtig meget, så køb eller lån bogen: Fortidsminder fra Vendsyssel, nyudgivet i 2011 med noter og ordforklaring, og er du rigtig entusiast eller bare rigtig Skagennørd, så kast dig over de gamle historiske skrifter, som man vil kunne finde frem til via min bogliste over den Skagenlitteratur, som jeg selv har anvendt ( det er nr. 13 i kategorien Hjemstavnsroman) , eller i Hans Nielsens bibliografi over litteratur om Skagen.

Her nu lidt om Gaardboes bog:

Gaardboe indleder med en beskrivelse af Raabjerg Sogn. Det er der, han selv er født og opvokset, og det kan have vores interesse, fordi Raabjerg grænser op til Skagen Landsogn og mange af de karakteristika, der gælder her også gælder der.

I 1801 var der 805 personer i sognet

1 1822 var der 821

I 1840 var der 932

I 1860 var der 1036

I 1870 var der 1062

1 1890 var der 1166

Der er altså en svag tilvækst viser disse folketællinger, og familiernes antal er vokset fra 158 familier i 1822 til 223 familier i 1870.

I Skagen Landsogn ses den samme udvikling. Det har jeg tidligere behandlet under Skagentekster ( Hjemstavnsroman nr. 44 ).

A. Topografi:

Skagen Odde: Raabjerg – Elling – Tversted – Skagen Landsogn – Skagen.

Det højeste punkt er Gaardboe Rimme, bevokset med egekrat 500 alen øst for Nørre Gaardboe, sammen med bakkerne nord for Jennet danner de en del af den højderyg, der strækker sig over hele sognet.

Teori: Da Den engelske Kanal brød igennem for flere tusinde år siden, ændredes strømforholdene, og det har muligvis været medvirkende årsag til sandflugten på Jyllands vestkyst.

I oldtiden var sognet delt i to af en vældig sø, som lidt efter lidt blev fyldt op af flyvesand.

Af tingbogen fra 1663 ses, at størstedelen af Gaardbogaards marker blev ødelagte af sandstorm allerede i 1660.

For ca. 500 årsiden har Gaardbogaard været en herregård.

Ved sandflugten dannedes Jennet Klit og søen udtørredes delvist.

Gaardbogaard Sø udtørres definitivt i 1881.

På Tingbakken blev der indtil 1688 holdt ting under åben himmel.

Gårdene ”Høgenhav” Hovkjær” ”Skjødelund” lå oprindelig 2000 alen vest for Starholm, de blev jaget herfra af sandflugten og flyttet til nuværekde Kandestederne.

Omkring år 1531 var der ingen ( eller ringe) agerdyrkning i Raabjerg Sogn. Der var kvægdrift og fiskeri.

Indtil midt i 1800 tallet lå ved Studelimilens nordside flere huspladser. Nu ses kun levningerne. Denne lille by blev dækket af sandmilerne.

Gaardboe skriver følgende om sandflugten: ( citat side 22):

“At Sognets umaadelige Klitter, af hvilke nogle strække sig fra Vesterhavet til Kattegat, i Fortiden have anrettet voldsomme Ødelæggelser og helt omdannet denne oprindelig vilde, men romantiske Egn med Skove og flere større og mindre Søer, er desværre bekjendt nok, men naar Sandflugten er begyndt, er umuligt at sige, dog er saameget vist, at Klitterne ikke for 2 à 3000 Aar siden have været der, hvor de nu ere, da Stenalderens Folk, som dengang utvivlsomt have boet her i Sognet, hvor mange af deres Redskaber og Vaaben ere fundne, og dette Folk, hvis Hovednæring var Jagt og Fiskeri, kunde umuligt have ernæret sig i en øde og ufrugtbar Klitegn, men at de primære Klitter dengang kunde have existeret eller begyndt at danne sig paa Sognets Vestkyst er meget sandsynligt.

Han nævner de åbne miler, der ligner snedynger – f.eks. milen ved Kandestederne. Om de øvrige klitter skriver han, at de nu har fået ”Tag over Hovedet.”

Gaardboe skriver, at der har været betydelige skove, som nu er borte.

Der er mange spor efter stenalderfolk, men ingen fund fra jernalderen, hvilket tyder på, at sandflugten allerede da har raseret og gjort bosættelse vanskelig.

 

B. Agerdyrkning og huslige Næringsveje:

Det er endnu ( 1890) ikke ualmindeligt at tage Faarene ind i Stuen, saa snart de har læmmet … og et ”lamfaar” holdes saaledes paa Stuen over 8 Dage, ligesom ogsaa Gjæs og Høns, naar de have Unger, i nogen Tid holdes paa Stuen.” ( citat side 26).

I 1830 fik en voksen karl 16 – 18 kr. i årlig løn. En pige fik 10 – 12 kr. Men vadmel kostede også kun 33 øre alen, og en alen lærred 16 øre. Mændene brugte skindklæder.

 

C. Kulturtilstande –Sæder og Skikke:

”Raabjergerne ere meget vindskibelige … og forstaa … at leve af lidet.” ( s.28)

Gaardboe mener ikke, at der findes en sundere befolkning i noget landsogn i Danmark.

Til frokost ( = Dovver) spises fisk og brød + hos de velhavende smør. Desuden kogt mælk og grød ( fra dagen før) Middag ( = Uien) kartofler el. brød og fiske med ”dippels” = en slags vælling med salt og løg + eftermad: grød og mælk, vælling, kål eller kold mælk med brød. Kaal – ærtevælling ( = ”Rejels”)

Aften: ( = ”Natter”) varm vandgrød + mælk.

”Paa flere Steder er det endnu Brug at bringe Madgryden ind i Stuen …. Maden øses op i store Fade, og 4 – 5 Personer spiser af samme Fad.” ( Citat side. 28).

En populær ret: ”Kroppehoveder” = hoveder af ferske kuller afskæres og renses og fyldes med sammenæltet grød af byggryn og leveren fra fisken.

Der drikkes for meget brændevin.

Fæstensgilde bliver holdt indtil ca. 1810. ”Fæisel” – her blev de forlovede højtideligt trolovet af præsten, gerne 2 juledag. Om efteråret blev de så gift.

Klædedragten til mænd: vadmel – senere klædestof til rejsebrug.

I 1700 tallet brugtes til mænds kirkegang hvide, vide bukser til knæene, ”Vidbuxer” + en blå vadmelstrøje og bredstribet vest, hvide strømper og sko med sølvspænder.

Kvinderne var til hverdag tarveligt klædt: hvergarnskjole + uldent hjemmelavet forklæde. Man vasker og kæmmer sig kun om søndagen. Hvis de unge gør det til hverdag, lyder det straks fra de ældre: ”dæj stuehied ka’ gåt uiværes!” = en sådan flothed kan undværes.

I dag er de fleste stuehuse ( = rollinger) murede eller endda grundmurede – det var de ikke i de tider.

Den lange dagligstue var også sovekammer – 3 – 4 alkover i det såkaldte ”udskud” – Udskuddet skiltes fra stuen ved en fjælvæg ( = skod).

Hos de velhavende ( f.eks. strandfogeder) er der vindovn og sofa. Desuden to gæsteværelser med gode senge. Der er ingen lagner og olmerdugs dynevåret var ikke aftageligt og blev aldrig vasket. G. har en morsom forklaring: ”Raabjergerne, der, som foran bemærket, er et ualmindeligt arbejdsomt og vindskibeligt Folkefærd, sove ikke meget, og heri ligger rimeligvis Grunden til deres Ligegyldighed med Sengeklæder.” ( citat side 31)

G. mener, at befolkningen er dybt præget af den isolation, den p.g.a. beliggenhed og klima er tvunget til.

Der var indtil 1865 ingen skoler – kun omgangsskolehold rundt om i hjemmene.

Præsterne var ikke venlig stemt for tanken om, at sognebørnene skulle kunne læse og skrive. G. fortæller, hvordan hans bedstefars generation måtte lære at skrive i smug, uden præstens vidende.

Først i 1868 bestemtes, at der skulle opføres skoler i Rannerød, Bunken, Hvidemose og Uggerhal.

I Raabjerg Sogns skoleplan af 1. dec. 1816 beklages det, at undervisningen er så ringe – omgangslærerne er søfolk og gamle landarbejdere – og det ville klæde egnen med mere kultur, står der.

Om Indre Mission skriver Gaardboe: ”En del ældre Kvindfolk … ere i de sidste 3 à 4 Aar af Firserne mere eller mindre paavirkede af den saakaldte Indre Mission.” ( s. 32)

Disse folk er efter G’s mening skinhellige.

Bordbøn og oplæsning af postil er gået af mode.

Overtroen har gode kår.

G. skriver flg. om overtro: ”En ældre Mand i Kandestederne har fortalt Forfatteren ( = Gaardboe), at da han omtrent i Midten af dette Aarhundrede en mørk Aften kjørte over Nordstranden fra Gammel Skagen til sit Hjem, bleve Hestene, efter at han var kørt Halvvejen, paa engang saa trætte, at han ikke kunde piske dem af Stedet … hvad seer han? En stor, sort Tingest sad ganske rigtigt paa Vognskrinet.” ( s.34)

Manden angriber tingesten og støder en kniv i ham, mens han remser en trylleformular op. Skikkelsen forsvinder, og bonden kører trøstigt hjem. ”Ved næste Morgen at undersøge Vognskrinet, saa han paa Laaget af samme, foruden det dybe Spor af Knvistikket, tillige 3 Bloddraaber. ( Citat si. 34)

G. nævner en række eksempler på overnaturlige oplevelser, som folk på egnen kan berette om. Se mere om dette på bloggens nr. 50 under hjemstavnsroman, hvor Klitgaard behandler samme emne. )

Her et par eks.:

  1. barnet m. engelsk syge, som er forgjort af en løsagtig mand eller kvinde
  2. heksen, der forgør mælken.
  3. ellefolk, der forbytter børn.
  4. nisser der forlader skibe, så disse forliser.
  5. varsler
  6. overtro hos fiskerne.

 

G. opremser og karakteriserer præsterne gennem tiden v. Raabjerg Kirke:

Især Hr. Wind ( 1790 – 1810 ) er en omtale værd. Denne gik ligesom andre præstekandidater i ”den sorte skole” ( ? – en slags Harry Potter forgænger????) og det fortælles, at da han skulle løbe omkap med de andre efter endt eksamen, så blev han den sidste p.g.a. sin svaghed og skulle derfor tilhøre Fanden; ”men da denne vilde sætte sig i Besiddelse af Wind, løste han i Hast sit venstre Strømpebaand, som han tilkastede Fanden, der tilstod ham Frihed, indtil han havde anskaffet sig et andet Strømpebaand, hvilket han imidlertid aldrig gjorde.” ( citat side 40)

Hr. Wind elskede dyr og de måtte aldrig aflives. Konen brød han sig ikke om. Hun rejste tilbage til København hvor hun tog sit eget liv.

Han giftede sig med husholdersken, der fødte ham flere børn.

Jens Faber Lihme ( 1810-20) Han drev høkerhandel ved siden af embedet.

Matthias Matthiassen ( 1820-1847) han var pengegrisk – forbjerger ved forlos og han blev fed og rig af det job.

D: Oldsager:

Fund viser beboelse i Stenalderen.

Der er også fund fra Bronzealderen –

Raabjerg – Troldbjerg – navnene tyder på, at de lå højt. Var i Stenalderen sikkert oer.

1643 – Svenskerne nåede også Raabjerg – det ses bl.a. af kirkeregnskabet.

Kongen solgte kirken og jus vocandi d.5 jubi 1758 for 681 Rdlr. Til ejeren af Bøgsted, som igen soldgte til sin forhenværende godsforvalter Christen Jacobsen af Slynge, og 1835 overtog dennes svigersønner, de to brødre Peder jensen Gaardboe af Slynge og Mads Jensen Gaarboe af Søndergaardboe ( Forfatterens far) kirken.

Man så oftest gennem fingre med strandtyveri ( som alle bedrev) ( s.46)

Fiskeri var hovednæringsvej for Raabjergerne indtil ind i 1800 tallet, hvor der var nedgang i fiskeriet. G. mener, at det skyldes ”de mere end 100 større Kuttere i Skagerak og Kattegat” ( s.49) Der gives dog arbejde ved anlæg af de store plantager v. Bunken 1889 – 800 tønder land og i Aalbæk 1892.

Skagen Landsogn ( s.64)

Jeg har tidligere gennemgået denne artikel på bloggen. Her blot et lille rids:

Der var beboet i Bronzealderen – fund – dengang var sandflugten altså ikke begyndt.

Da den første bebyggelse af Skagen fandt sted var der ikke sandflugt ved Vestkysten af sognet.

15 steder i 1874 – i 1784 var der 10 steder.

1299 tilbyder kongen Jens Grand i godtgørelse bl.a. Skagen

Kongen overdrager Thorkild Skarpæ hele Skagen tillæggende mark til græsning af hans vilde stod.

Hyrden for de vilde stod: Thron

Se mere under Hjemstavnsroman nr.

Om et bondebryllup i Raabjerg Sogn for 30 år siden  ( side 80 )

”Vendsyssels nordligste Egn, hvis Beboere, som Følge af Egnens golde Natur, isolerede Beliggenhed og daarlige Kommunikationsmidler langt fra med hensyn til Udvikling i materiel Henseende kunne holde Skridt med Landets bedre Egne” ( citat side 80)

Bryllupper holdtes altid i slutningen af oktober eller beg. Af november.

Brudgom måtte skaffe sig ny blå vadmels frakke.

”Hos velhavende Folk var det ikke saa sjelden, at det ældgamle Lergulv i Storstuen blev udskiftet med et af Fjæl til Bekvemmelighed for de dansende Gæster. ( citat side 80)

Gæsterne ankom mellem 8 – 9 om morgenen og fik smørrebrød og øl – derefter til kirke – så let traktement igen med brød og øl – derefter selve middagen: fisk m. sennep, sødsuppe med svesker – hønse-og lammesteg, derefter dessert: søsterkage og vafler. Retterne blev ”spillet” på bordet af spillemanden.

Efter middagen flyttedes bordene ud og der blev danset et par timer – så gik man til nabogårdene og skiftede tøj – herefter dansede man til næste morgen. Der serveredes kaffe ud på aftenene. Sidst på natten fik man stuvet kål og flæsk. Herefter fortsattes dansen til middag næste dag, hvor man spise fisk og grød. Så gaves der brudeskænk: karlene ofrede et beløb til bruden – det kunne være op til 20 – 30 rigtsdalere – brudeskænk er nu ( = 1890) gået af mode. Så blev der ofret til spillemand og kogekone.

Sommetiden forsatte dansen til henimod aften, hvor gæsterne begyndte at tage afsked. Spillemanden stod nu ude i gården og spillede gæsterne ad gårde.

 

Gaardboe Sø

For 1000 år siden var Vendsyssel rig på søer, men efterhånden som landet hævede sig, forsvandt mange af søerne. De blev til moser. Gaardboe Sø var dybere end de fleste og blev bevaret som sø.

Langt inde i landet har man fundet rester af skibe – det store vandbækken der var der, hvor der nu er eng og mose, var sejlbart.

I 1852 var Gaardboe Sø endnu på 1400 tønder land – 2 mil i omkreds – og er en levning af det store vandbækken ( større sø eller fjord) -

Gaardboegaardene i Raabjerg Sogn – 4 i tallet – ligge 640 Alen øst for Søen. Søen har Afløb ved Knasborg Aa.” ( citat side 89)

Knasborg Å blev opgravet og uddybet og herefter halveredes søen. Nu er engene omkring søen så udtørrede, at man frygter for sandflugt ( s.89)

Afløbet til Vesterhavet sandede til for flere hundrede år siden.

Søens Bund bestaaer af Strandsand overalt mod Landsiderne i flere hundrede Alens Bredde, at regne fra dens i 1852 havte Bredder, hvorimod Bunden i Midten bestaaer af et tilsyneladende bundløst, vællingagtigt, fint Dynd.” ( side 91).

G. mener dog ikke, at en udtørring af søen er realistisk. Det er for dyrt. Han nævner som eksempel udtørringen af SjørringSø i Thy, som kostede 170.000 Rdlr.

Forsvundne skove:

G. er i sin research til sine topografiske optegnelser stødt på oplysninger om fortidsskove, især i Horns Herred og Vennebjerg Herred. Desuden har han søgt i godsarkiver rundt om og i tingbøger.

En af de ældste fyrreskove var på Læsø – saltudvindningen ødelagde skoven.

I Øvrigt skyldes skovenes ødelæggelse bebyggelser – græssende dyrehold ( navnlig geder ) og svin på olden.

Nogle forsvandt naturligt ved landets hævelse.

Man byggede for 3-400 år siden alle huse af træ – bulhuse – desuden ildebrændsel.

i 1554 bliver det forbudt at bygge bulhuse – men da er skaden sket. Forbuddet blev i øvrigt ikke overholdt, og i 1577 kommer der en lov om, at de, der byggede huse, skulle “mure mellem Stænger eller slaa med Ler.”

1. februar 1592 bliver magister Peder Høgh anklaget for at have “forhugget” en skov og derved at have bidraget til sandflugt.

De kongelige skove er fredede.

Der var i mange skove vilde stod af heste, som åd træernes knopper og unge skud.

Sidste halvdel af det 18. århundrede tager skovhugsten fart – store skove lægges øde.

Først i 1805 forbydes al græsning i skovene.

G. opremser og gennemgår alle de mange steder, hvor der tidligere var skov, men nu opdyrket jord eller hede.

St. Hans Aften i det nordlige Vendsyssel:

 

Billedet herover er taget i aftes ( 23 juni 2012) på stranden i Tråen. Så det er altså ikke fra Gaardboes tid.

G. mener, at St. Hansbålet er en levning af stedfundne offerbål i anledning af Balders Død ( s.105)

G. mener, at det er et spørgsmål om tid, før oplysningen får magt over overtroen og bålbrændingen vil da afskaffes.

Men folk følger endnu skikken med at lukke alle husets åbninger med porsekviste, så hekseriet ikke kan trænge ind, og bålene skal skræmme heksene.

Hellige kilder skulle kunne helbrede ekstra godt denne aften, så folk valfarter til dem St. Hans aften.

Hos katolikker fejres Johannes ( = Johannes Døberen) og ikke heksene.

Kulturhistoriske efterretninger fra det nordlige Vendsyssel.

G. mener, at sæderne har bedret sig betydeligt, og at fortidens råhed ( f.eks. fra hans egen barndom) er på retur.

Kulturtilstanden i det 17. årh:

G. indleder med at berette om et drab i Jerup i 1600 tallet.

Han skriver: “I hine Tider var jo Slagsmaal meget almindelige, og har Jerup By heller ikke det bedste Skudsmaal fra den Tid.”

Stærk øl er skyld i mange ulykker, men i Jerupsagen nævnes dog brændevin.

i 1700 tallets begyndelse bliver brændevin mere almindeligt brugt, men nydes på en ske og i meget små doser. I 1600 tallet er brændevin sjælden i Jylland.

G.’s tese er, at moraliteten var rå og ringe, men er blevet bedre, en udvikling, som han mener skyldes oplysningen, og som kun kan fortsætte -

Historiske efterretninger om Handelsforholdene i det nordlige Vendsyssel for 2 til 3 hundrede Aar siden.

I 1600 tallet bestod Faldstrand ( Frederikshavn) af 12 huse – hørte under Knivholt – 1770 var der 70 større og mindre huse – og 8 – 10 købmænd.

3 brigger – 1 galiot – 1 galease – 1 kreiert – 3 jagter

i 1600 tallet solgtes fisk til Lübeck, Rostock og Varberg – saltede kuller og torsk – De solgte også fisk ved Jyllands byer, f.eks. til Randers. Tør og saltet fisk.

1580 søgte Skagboerne at få nedlagt Aalbæk by, som netop da blev grundlagt. Skagen havde købstadsrettigheder, som de henførte til.

“I Slutningen af forrige og Begyndelsen af dette Aarhundrede vare der endnu flere velhavende Skudehandlere i Skagen, som drev Handel paa Norge, Lübeck og Kjøbenhavn.”

Smed Jens

En usædvanlig bonde. Gaardboe har selv kendt til denne bonde, og faktisk er der jo en sammenlignelighed mellem de to, for også G. var jo en bonde, der udmærkede sig i denne tid.

Født i Lodskovad i Raabjerg Sogn

Jens var uægte barn. Blev senere adopteret af faderen, fæster Christen Pedersen.

Præsten modarbejdede arbejdet med at lære almuens børn at læse og skrive. Drengen lærte sig selv at læse.

Omgangslærerne var enten gamle aftægtsmænd eller helt unge på 16-18 år. De kunne ikke selv ret meget.

Smed Jens skrev journal om bondens liv: “Journal eller Dagbog over adskilligt Arbejde i Bonde og Haandværkstanden. ( s. 123)

Var en dygtig landmand og læste meget om agerdyrkning, ligesom han også skrev om det.

Huset, som han arvede efter faderen blev flyttet 3 gange p.g. af sandflugt. ( s.124)

1793 fik han præmie for en savmølle, han opfandt.

Byggede i 1826 en hollandsk vindmølle + 3 savmøller.

Byggede også huse og både og støbte messingtøj – istandsatte havarerede skibe -

Drev også kattuntrykkeri: farvede og trykkede en mængde tørklæder, forklæder og kjoler til egnens koner.

1802 oprettede han et skolebibliotek.

Om brændevin skriver Jens i sin dagbog: “Reglen er: Den flittige behøver ei Brændelin, den Dovne fortjener den ei, den Syge taaler den ei.”

Svenskerne som Fjender i Vendsyssel i 1657-58

Under den overskrift har G. samlet materiale til belysning af svenskekrigenes hærgen i det nordlige, man kan orientere sig om stoffet i bogen fra side 130 – 153.

Julefesten på Landet i det nordlige Vensyssel for 50 Aar siden.

Travlhed. Skrædderpigerne arbejdede dag og nat med at færdiggøre stadstøjet: 12 øre for en kjole og 12 øre for et par bukser ( s.153)

“De gamle, lange Stuer i de lave, smalle “Rollinger” af hvilke de fleste nu ere afløste af større og for det meste grundmurede Huse, bestode udelukkende af Fjællevægge, som skulle vaskes ( toes aa) til Julen. Ogsaa Loftet blev vasket. Det var sort fra Tranlamperne “Kolrøg”.

Ugen før jul gik de fattige omkring og bad om “lidt te juel” -

Juleaftensdag blev man tidligt færdig, og “man vaskede og pyntede og kæmmede sig og spiste Mellemmad kl.4 – 5 – bordet pyntedes med en hvid Dug, og et med Papir + Silkebaand smykket Julelys blev tændt midt paa Bordet ( s.154)

Herefter blev der spillet kort om pebernødder …

Husfaderen sag “overæi aa Skyven” – han læste bordbønner – Nu opremser G. en lang række lege/spil med pebernødder

Pebernødderne var lavet af bygmel, mjød eller sirup og peber og allehånde

Efter julefrokosten  =”Melder” fik alle samme antal p.nødder uddelt af moderen

mellem 8 – 9 serveredes “Natteri” ( = aftensmad) -fisk m. sennep, grød, stuvede kål og flæsk + snaps og mjød. Grøden var af byggryn – kun de velhavende fik risengrød.

vafler og æbleskiver til dessert

der blev sunget julesalmer – gerne fra Kingos Salmebog

Tidligt julemorgen blev der fodret – man spiste – pyntede sig og gjorde offerpengene parate til degn og præst og kørte så til kirke. Man bar kisteklæderne den dag. Efter hjemkomst skiftedes til søndagsklæder, og kisteklæderne blev igen lagt i kisten. Så spiste man levninger. Og gjorde julebesøg hos naboer.

2. juledag tidligt op – andagt – salmesang. Til frokost spiste man “St. Steffensost” – en sødmælksost. Søsterkage og varmt øl med sirup.

For de unge blev der holdt “Legestue” – der dansedes hele natten.

“I Begyndelsen af dette Aarhundrede droge flere fattige Folk – undertiden Mand og Kone – omkring umiddelbart efter Helligtrekongers Dag med en saakaldet Morgenstjerne, sammensat af brogede og lidt forgyldte Papirstrimler. Under Afsyngelsen af 2 – 3 Salmer blev Stjernen, som var anbragt på et Træstativ, langsomt drejet rundt. Hos Smaafolk, som gjerne hørte og saae denne Andagt, kom disse vandrende Sangere ind i Stuen og bleve, som det hed, “skænkede og bænkede”, hvorimod de paa de større Gaarde sang ved Døren, og fik saa et Par Skilling ( s.159)

Det næste kapitel i bogen har jeg behandlet under Hjemstavnsroman nr.48 – fra den oprindelige artikel i det historiske skrift, hvori den ligesom de øvrige artikler oprindelig udkom.

Fra Livet mellem Klitterne og ved Stranden i gamle Dage.

I denne lille artikel fortæller Gaarboe om en gammel fisker Søren Hop og bruger ham som typisk for typerne før i tiden ( fra slutningen af 1700 tallet og begyndelsen af 1800 tallet ) – han beskriver detaljeret Søren Hops bolig, der også er karakteristisk for tidens fiskerhjem: to stuer – i det første “Stegers” var både arnested og lokum: en krog til aske og fiskeaffald og tissested og i dårligt vejr også til almindelig besørgelse -  der må have lugtet ganske stramt i den slags hjem. I den anden stue er opholdssted dvs. også tørrested for fiskegarn og desuden sovested i det såkaldte “udskud” – her var sengen, der også var bolig for mus og nu og da for en ilder – den var Søren godt tilfreds med, for den holdt musene nede. I den ene ende af sengen boede Sørens høns, så det var umuligt at holde sengen ren. Lagner var der ingen af, og lærredsbetrækket havde for længst mistet alle farver og var desuden stivt af tran og smuds.  Stuens vægge var sorte af sod og sort støv ( kohlrøg) fra tranlampen. Også det var Søren glad for, for det konserverede træværket, så det ikke rådnede.

Der var et bord i stuen, hvorover brødet hang ( så kunne musene ikke spise det).

Søren hørte til den gamle garvede fiskertype, som var stærk og kunne holde til hvad som helst – når han var ved østkysten og fiske ål, men ikke fik en god fangst, tog han garnene på nakken og gik til vestkysten og fortsatte med at fiske indtil der var en ordentlig fangst af ål.

63 – Camillo Bruun fortsat …

Der gik kuk i forrige indlæg, og jeg kunne ikke fortsætte det. Derfor dette nye indlæg, hvor jeg ganske kort vil fortælle om bogen: “Rejseindtryk og Optegnelser” fra 1865, altså nogle år efter, at H.C.Andersen første gang besøgte Skagen.

Den lille bog er ganske morsom – forfatteren beskriver rejsen som noget af en odyssé og ikke bare et smut fra Hjørring til Skagen. Nå, man kunne ikke “smutte” dengang i det Nordjyske – det var hverken veje eller klima til, og det er da også en lang og besværlig og næsten farefuld rejse, vi skal ud på, hvis vi følger Bruun. Og det gør vi.

Da han har forladt Uggerby – lutter sandklitter – kommer han til Tværsted, som også bekrives levende. Her har man anlagt en have ( Danmarks nordligste !) ved herregården Nørre Elkær. På Tværsted Kro gøres hvil for heste og folk. Der tankes op, og man kører videre på stranden.

Citat fra side 7: “Hører du Vestervovvov? Det kalder os.” Og senere omtales stranden som “Skagen brede Landevei.” Og han skriver: “Vi maae ud lige i Strandkanten, saaledes at idet mindste det ene Hjul gaaer i Havet, først her bæres vi oppe af Sandet.” ( Side 8)

Fra Tværsted til Skagen tæller Bruun hele 17 skibsvrag i brændingen.

De passerer Vesterklit – en lille samling hytter bag klitten. Her har sandflugten ødelagt al agerdyrkning, men skriver Bruun: “Tyder de hyggelige Huse paa Nød og Armod? Nej, det rige Hav ligger udenfor, det dækker Fattigmands Bord og “den blaa Ko malker godt,” siger Kystboen, naar Aaret er rigt paa Strandinger.”

Bruun citerer fra Brick-Seidelins økonomiske beskrivelse af Hjørring amt følgende: “Ikke en eneste Hytte, ikke en eneste Plovfure vidner om, at Mennesker boe i disse egne. Ak nei! Døden har trykt sit Stempel paa mangen stakkels Sømand, medens hans Hustru og Venner hjemme talte Dagene til hans Hjemkomst, thi Vrag ligger ved Vrag ad den øde Kyst og kun skrigende Maager kredse sig om de sorte Stavne, som halvt ere nedborede i Sandet.” ( side 18)

Om sider ankommer Bruun til Højen, og han skriver: ( citat side 60) “Her i Høien er intet Andet at iagttage end endeel i Flæng spredte smaa sortladne Træhuse, der ligge paa Sandforhøjninger og søge Læ mod Storm og Sandflugt bag lave, tjærede Plankeværker.”

Nu kører han ind i Skagen: “… forbi Klitter og Hede, men ogsaa ret frodige Marker, komme vi da omsider til Skagens Vesterby.”

Den nybyggede kirke i Skagen synes han ikke om. Han skriver: ” … ligner denne, seet fra Siden, halvdelen af en høi enetages Bygning, hvis røde Tag paa den ene Ende …. ere forsynet med en hvid, uhyre klodset Skorsteen, der ikke desmindre skal gælde for et Slags Taarn …”

På nordstrand oplever han kystfiskeri og skriver: “Hist er man ifærd med at trække Baad iland, det maa vi tage i Øiesyn; Garnet begynder allerede at komme tilsyne derude; Een, to, tre, hiv op! Nu ligger det paa Land; riig Fangst maa det være, saaledes som det sprælder og rumsterer i “Kalven”. Indholdet tømmes paa Stranden og Parthaverne ere alt i færd med at sortere og tælle: 10 Haar, 4 Skader, 6 Rokker, en mængde Rødspætter, nogle Torsk og Hornfisk samt enkelte Makrel.”

Bruun fortæller, at man som oftest så igennem fingre med, at skavboerne stjal fra strandinger. Der var intet arresthus i Skagen, for der var ingen kriminelle. ( Side 73).

Efter forordning af 28. jan. 1682 fik Skagen lov at beholde 1 borgmester og 2 rådmænd, mens f.eks. Hjørring indskrænkedes til 1 byfoged.

Om sandflugten skriver Bruun, at den største ødelægelse fandt sted bededag 1775 – her blev St. Laurentii Kirke tilspærret. ( side 79)

Der er to kapeller – et i Østerby og et i Højen – om dem skriver Olavius i 1787, at de er faldefærdige og sundhedsfarlige.

1717 oversvømmedes Skagen af højvande, og kvinder og børn måtte redde sig bort i både.

Bruun fortæller også om gården Lundholm, der lå tæt ved Laurentii Kirke og som blev ødelagt af sandflugten. I 1663 var den stadig ladegård. På den tid (1667) blev den sammen med Klaa-Rump tilskødet borgmester Fædder Hansen.

Nu går Bruun over til at fortælle om den navnkundige byfoged og kancelliråd Lund – der skabte plantagen i Skagen. Nåletræer kunne ikke gro, men fint el, birk, bøg, eg, lid og popler.

i 1859 gøres forsøg med nåletræer – det mislykkes.

Forsøg med haveanlæg i byen præmieredes, små haver opstod, men efterhånden som træerne voksede til havnede de i ovnen, og Bruun skriver, at alle haver nu kun er levninger “… og selv disse forsvinde Aar for Aar.” ( side 100)

Det er også Bruun, der som den første fortæller om negerslaven Jan, der var en gave til byfogden fra en amerikaner, som forliste på Skagen og plejedes hos Lund. Det er en morsom historie, som Bruun nu brygger videre på. Det har andre gjort siden, bl.a. Henrik Wenzel i Dødemandsbjerget, hvor Jan spiller en hovedrolle. Se Skagen nr. 43! Her et billede af de to berømte skagboeres gravstene, kancelliråden og hans slave.

 

——fortsættelse følger

62 – Camillo Bruun – rejseindtryk og optegnelser

Camillo Bruun var en årrække i 1840′erne og 50′erne redaktør på Hjørring Amtstidende. I 1865 skriver han en lille bog om sin rejse til Skagen. Fra Hjørring til Skagen. Denne lille tekst giver et fint billede af, hvordan Skagen og Skagen Landsogn så ud på den tid. Det er før den store tilstrømning af kunstnere, selv om der dog allerede er enkelte, der har fået øje på den særprægede egn, og som både har besøgt og skrevet om Skagen. En af dem er H.C. Andersen, som Bruun kendte og korresponderede med. Her kan du læse et rimbrev, som Bruun skrev til Andersen efter dennes besøg på Skagen.

Bruuns brev tiDato: 26. december 1859
Fra:
Camillo Bruun Til: H.C. Andersen
Sprog:
dansk.Du kjære Digter, tag imod min Tak,

Der kun er fattig mod Din rige Gave. –

Hvor Sandet hvirvler vildt ved Skagerak,

Du plukkede Blomster for Din Digterhave;

Du bar dem ved dit Bryst en stakket Stund,

Saa slog de Rod i Digterhjertets Grund.

 

Saa skød de frem med Yppighed og Glands,

Med Duft som Blomster fra et himmelsk Eden,

Og dog det var den lille, simple Krands,

Du samlede i Klitten og paa Heden –

Kun Lyngens Blomst og Sandets vilde Tjørn,

Som fra dit Hjerte skød, liig Englebørn.

 

Saa flagrede de ud, i Verden om

Ved Vintertid, som Sneens hvide Flager,

Og dog med Vaarens Farvepragt de kom,

Med Øiet mildt og Kinden rosenfager;

Fra Dig de kom med Kjærlighedens Bud:

Det var Dit Hjertes Børn, Du sendte ud.

 

Jeg har fornummet deres Englerøst,

Og deres Toner kan jeg ei forglemme;

Her hørte jeg dem, her ved Havets Kyst,

I selve Klitten, hvor de have hjemme,

Her, hvor den vilde Bølge for Dig sang,

Her, hvor Du nylig gik din Digtergang.

 

Hvor Sandet længst har dækket Kirkens Muur,

Og Taarnet rager frem fra Klittens Banker,

Du blev begeistret af en vild Natur,

Et deiligt Syn gik op for dine Tanker;

Da var det, at dit Seerøie saae

Hin Kongesnekke med den gyldne Raa.

 

Da var det, at Du hørte Psalmesang

Og Orgeltoner under Kirkens Bue,

Da var det, at din ædle Digtertrang

Brød frem i Phantasiens høie Lue,

Da var det, Lyngens Blomst og Klittens Tjørn

Skød fra dit Hjerte ud, liig Englebørn.

 

Hjørring , December 1859.

Camillo Bruun.

 

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost