50 – C. Klitgaard: Fra Heksenes Tid – P. Christensen: lidt om Overtroen i Sognene nord for Hjøring

Tegnet af Theodor H H Hansen                  Tegnet af Andreas H H Hansen

Klitgaards tekst er fra 1915 ( Vendsyssels Aarbøger), og P. Christensens er fra 1922 ( V. Aarbøger) – så de to tekster er stort set samtidige. Klitgaard koncentrerer sig om 1600 tallets mange hekseberetninger, og de forekommer også hos Christensen, men de fleste af hans eksempler er fra 1800 tallet. Det er også sidstnævnte, der skriver:

Vi saakaldte moderne Mennesker smile ad vore Forfædres Opfattelse af Livet og Tilværelsen og er saa tilbøjelige til at kalde deres Syn paa mange Ting for latterligt og naivt, og saa er vel Sandheden dog den, at vi intet har at lade dem høre i nogen Maade, al den Stund Overtroen blomstrer livligt den Dag i Dag.”( citat slut)

Det er næsten 100 år siden, Klitgaard skrev disse ord, men de kunne med lige så stor ret skrives i dag. Overtroen blomstrer, den har blot skiftet klædning.

I 1600 tallet led den jævne befolkning stor nød: der var en fattigdom, man dårligt kan forestille sig, og sult og kulde kendte de fleste til, de blev let syge, og døden var en hyppig gæst i alle hjem. I Politikens Danmarkshistorie kan vi læse, at 10% af befolkningen gik tiggergang på landevejene i 1660. Det var ikke hyggeligt at være dansker i det århundrede. Og slet ikke at være Vendelbo, om det så var Svenskekrigene i 1657-58 nåede de helt til toppen, og soldaterne hærgede og plyndrede, og i P. A. Gaardboes artikel fra 1882 ( Svenskerne som Fjender i Vendsyssel, Jydsk historiske og topografiske Samlinger), nævnes flere eksempler på mishandling af kvinder og børn. Det er måske derfor ikke så sært, at troen på hekse og trolde havde sin blomstringstid i samme periode.

At være heks var på sin egen makabre måde en udvej til at overleve fattigdommen.

C. KLITGAARD: HEXEN I JERUP

Klitgaard nævner to eksempler på forfulgte og henrettede hekse ( den ene en trold)

Den ene er en heks fra Jerup og den anden en trold fra Ålbæk. De er at dømme efter samtidiges beretninger lige lede begge to, og der findes i overleveringen utallige eksempler på deres onde bedrifter.

Mette Jensdatter hed heksen fra Jerup, og hun var det meste af sin tid omflakkende tiggerske – det er altid de fattigste kvinder og mænd, der udlægges som hekse, og sært nok tager de gerne titlen på sig, måske fordi det som sagt er en måde at overleve på. Alle frygtede dem og gav dem derfor, hvad de bad om – alternativet var jo at blive ramt af heksens onde kraft og derved komme i ulykke.

Mette nåede at leve i mange år, inden hun blev anklaget og dømt som heks. Af Landstings Dombog A. 1623 - fremstilles processen i detaljer. Første proces fandt sted ved Raabjerg Birketing, og der var tilkaldt en lang række vidner, der alle kunne bekræfte, at Mette var en heks. Til sidst bekendte hun sin brøde, og sagen blev overdraget Landstinget. Her sagde Mette dog fra og trak sin tilståelse tilbage, men det hjalp hende ikke. Landstingsretten var tydeligvis en “skueret” – se, hvilken heks. Og der var jo gode beviser. Eksemplerne nedenfor viser, hvor gode de var.

Keld Jensen var kommet i slagsmål med Mettes søstersøn, og Mette sagde til ham, at nu skulle han få “Last og Skam.”  Og sandelig, det holdt stik: et halvt år efter brækkede Kjelds lille dreng sit lår. Ergo …

De andre beviser var af lignende art. Mette var kommet i klammeri med folk, og hun spåede dem ulykke eller lavede sære fagter og gebærder, og kort tid efter ( somme tider dog lang tid efter ) skete der vedkommende en ulykke. Ergo …

Et andet vidne, Søren Pedersen i Aalbæk, fortalte, at Mette en dag var kommet til hans ( Citat fra Dombogen): “Stuedør, idet hun bed 3 Gange korsvis over sine Tommelfingre og derefter kastede sin Skindkjortel over Hovedet og vendte “Røven” ind ad Døren.” Herefter gik det galt for Søren med alt, hvad han foretog sig.

Høvisk optræden lå heksene fjern – og “Røven” og andre “Nederdele” var ofte på spil i deres adfærd.

Den stakkels Mette blev brændt på bålet 23. januar 1623 sammen med Klørknægt, troldmanden fra Ålbæk.

 

Heksen fra Jerup på bålet – tegning: Mette Hesselholt Hansen

 

 

C. KLITGAARD: TROLDKARLEN I AALBÆK:

Han hed Christen Sørensen, men kaldtes Klørknægt, og også han bliver dømt, efter at en lang række mænd og kvinder har bevidnet, at han har skadet dem med sine troldekunster. Han boede sine sidste 12 år i Ålbæk, og i al den tid var han berygtet for sin trolddom.

Bertel Jensen fortæller, hvordan han en dag ville hente sin pige hjem, som var på besøg hos troldmanden ( hvad hun så lavede der???) men Klørknægts kone nægtede at udlevere hende, og efter et voldsomt skænderi gik troldkarlen over til Bertels og gik demonstrativt aved om hans hus. Et år derefter mister Bertel sine heste. Og klart nok, det kan jo kun være Klørknægt skyld.

Alle vidneudsagnene er af samme besynderlige karakter, men de regnes alligevel for fuldgyldige beviser på Klørknægt forbrydelser. Her kommer et lidt morsomt eksempel:

Laurids Thomsen i Aalbæk vidnede, at den Gang han holdt Bryllup, var Klørknægt med til Brylluppet, og da blev der lagt en død Høne under Lauridses Fødder, mens han sad ved Bordet; og straks derefter blev han med svar Sygdom betagen og laa saa længe, at han havde ogsaa mistet baade Heste og Køer.” ( citat slut)

Klørknægt havde i det hele taget noget for med bryllupper!! – her er et andet eksempel, og man kan virkelig undre sig over, at en så berygtet troldkarl kunne få unge brudefolk til at nyde brudenatten under hans tag. Men det skete altså, som man kan se af vidneudsagnet:

“25. Oktober vidnede Christen Nielsen i Aalbæk paa Gaardbo Birketing, at for 12 Aar siden, da han blev gift med Kirsten Lauridsdatter, var deres Brudeseng redt inde hos Klørknægts, og om Natten, som han laa i Sengen hos sin Brud, kom der en stor levende Tudse krybende op mellem ham og hans Brud, og han beskyldte Klørknægt for med Trolddom at have vist den til dem.” (citat slut)

P. KRISTENSEN: LIDT OM OVERTROEN I SOGNENE NORD FOR HJØRING.

P. Christensen indleder som nævnt med at sammenligne fortidens overtro med nutidens ( 1922) ditto.  Han siger endvidere, at fortidens samlivsformer, og han tænker på folk på landet, var anderledes i den forstand, at man samledes om aftenen i gårdens stue: husbond, husmor, børn og tjenestefolk, og så gik snakken. citat: “… disse daglige Sammenkomster i det smaa har ydet et mægtigt Bidrag til bevarelse og Befordring af Datidens Overtro, i Særdeleshed hvad de mange Fortællinger angår.

Han giver nu en lang række eksempler på den slags “fortællinger”, som han har samlet op, og for flere af dem gælder det, at “folk” stadig tror på dem. Her et par eksempler:

Klit-Kræn i Købsted fik aldrig Ro i “hans Hjemmen” efter hans Bedrift ved Tornby Strand. Hvad Ugerningen havde bestaaet i, blev aldrig opklaret, men sikkert var det, at Straffen kom over ham. Gamle Pastor Ulrich ( Sognepræst i Tornby) var flere Gange nede at iagttage Spøgeriet, i lige Maade Herren til Kjærsgaard ( den ældre Segelcke,) for ikke at tale om Sognets øvrige Beboere, men lige meget hjalp det; ingen kunde forhindre den underlige Banken bag Alkoven. Naar denne begyndte præcis kl.11 om Aftenen, fyldtes Huset med Uhygge, og da lagde Hustruen Arbejdet fra sig, foldede Hænderne og sukkede: “Saa i Jesu Navn!” Først da Bygningen nedreves, vendte Freden tilbage, men mange Aar efter holdt man dog ikke af at færdes forbi Klit-Kræns “Hul” ved Nattetid.” ( citat slut).

Det var som eksemplet her ret ofte forbrydelser begået mod forliste søfolk – plyndringer og drab, der forårsagede spøgeriet og holdt det kørende.  Et andet eksempel er fra Tversted:

“Her levede for hundrede Aar siden en Mand, der havde et meget daarligt Rygte paa sig. Det gik ham ogsaa ilde til sidst, idet han hængte sig. En frygtelig Begivenhed, han en Gang havde gjort sig skyldig i, førte ham i Ulykken. Under en heftig Storm drev to Sømænd ind paa et Mastetræ. De var endnu levende, da Tværsted- Manden traf dem í Strandkanten. Han udplyndrede dem for alt og skød derefter Mastetræet ud i Havet igen, hvor de to Stakler fandt en ynkelig Død. Straffen ramte ogsaa ham. Hver eneste Nat vandrede to tavse Mænd i Søstøvler hen over Mandens Sovekammergulv, frem og tilbage uden Ophør, en Omstændighed, der omsider bragte Hjemmet i Ulykke.” ( citat slut)

Noget, som folk stadig kan huske og som muligvis ikke er helt uddød på den her tid ( 1922), er, at man ikke bør tage på havet, hvis man på vejen derned møder en kvinde. Her er et citat:

“En for kort Tid siden afdød Mand sagde altid, naar han var paa Vej til Havet, at han hellere vilde møde “den gamle Kaal” end et Kvindemenneske. En snart firsaarig Fisker, der hele sit Live udelukkende har levet af Havet, sagde altid i fuld Alvor, hvis han traf en Kvinde paa sin Vej: “Se, nu kan vi ligesaa godt vende om, for vi faar intet ud af det i Dag!” Men for dog at øve en slags Modgift, spyttede han altid tre Gange efter Ulykkesfuglen og raabte: “Tvi, tvi, tvi!”

Mærkeligt nok, er det her ikke engang en gammel kvinde, der her tales om, det er kønnet i al almindelighed, der varsler ulykke.

Nu går Christensen over til at fortælle om heksetroen, som ligger “et par Menneskealdre eller længer tilbage i Tiden.” Han giver mange eksempler på navnkundige hekse fra det nordlige Jylland, men nævner ingen processer eller henrettelser, og man må formode, at de nævnte hekse florerede i 1700 – 1800 tallene, og i den tid var den barbariske afbrænding afskaffet.

“Løth-An-Mari fra Horne var en sådan heks, som efter sigende skulle have utallige ugerninger på samvittigheden – f.eks. forgjorde hun nabokonen, som blev dødssyg, men heldigvis kendte famlien en anden kone, som var “klog”, og hun var sært nok ingen heks, men hun kunne “vise igen” og hun fik synderen ( Løth-An-Mari) til at komme midt om natten over til naboens, hvor hun bider fast i en af vognakslerne og er ude af stand til at komme fri – hun må altså stå og gnave på den vognsaksel, indtil naboen omsider kommer ud og går hen til hende. Da løses trolddommen. Det havde den gode kloge kone, Maren i Vindblæs, ordnet.

Der var altså folk, som også havde overnaturlige evner, men som brugte dem til gode gerninger, f.eks. ved at tage trolddomskraften fra heksene. De kloge mænd og koner.

Et andet af overtroens fænomener er ritualerne. Og her giver Kristensen et morsomt eksempel:

” … hos en aldrende Mand, de kaldte Møller-Jens. Her var det ogsaa Konen, der pludselig blev saa “forkrækkele vag”. Hun brækkede sig og fik saa voldsomme Smerter, som skulde hun ha’ “lille Kaal”. To Skrædderpiger, som paa samme Tid logerede i Nabosengen, fik slet ingen Nattero. Da Smerterne tiltog for hvert Øjeblik, tog Møller-Jens en rask Beslutning og sagde: “Der maa være noget galt fat med dig An.mari, vi maa se, om vi ka’ lind dæ!” Han gaar ud i Stalden, vender straks efter tilbage med en saakaldt Øgpude, som han stiller sig op med uden for Sengen. Og nu sker det mærkværdige, at den syge Kvinde uden at mæle et Ord kravler splitternøgen gennem Øgpuden tre Gange. Derefter gik begge Ægtefællerne tavse til Ro. Hvad Indtryk den “Bestilling” gjorde på de to Ungmøer i Nabosengen, kan man nok tænke sig til. Men An’mari fik Ro.

Efter en gennemgang af mange eksempler på overtroens fremtrædelser i perioden 1700 -1900 slutter P. Christensen sin artikel med disse ord:

 

 

For Bevarelse af Landsdelens Historie gøres der Aar efter Aar et stort og fortjenstfuldt Arbejde, som vi ikke kan være teknemlige nok for, men anderledes forholder det sig med Sagnhistorien, der for en stor Del hidtil har været Stedbarn, og efter min Mening ganske med Urette, idet Sagnet saavel som det rent historiske Stof giver os Besked om Fortiden, om Folkenes Levemaade, Sæd og Skik, om end ikke ledsaget af saa haandgribelige Beviser. Det var at ønske, at mange flere – ogsaa inden for denne Landsdel – vilde tage et Arbejde op for Bevarelsen af danske Folkeminder, thi her kan alle være med. De nødvendige Oplysninger kan faas ved Henvendelse til “Dansk Folkemindesamling”, Det kongelige Bibliotek, København.” ( citat slut).

Som man kan se af  nedstående kopi fra Dansk Folkemindesamling” anno 2012, så har man taget tanken op igen, og her er frit slag for at fortælle, hvad nutidsdanskeren oplever af overnaturlige fænomener. Igen: Overtroen er i live. Her på sitet kan du lærer den at kende:

Overnaturlige historier

Dansk Folkemindesamling ønsker at indsamle folks egne historier og oplevelser
med uforståelige og sære hændelser. Det kan være et billede, der falder ned på
bestemte tidspunkter, uforklarlige skygger eller måske ligefrem ånder, der går
igen. Vi inviterer derfor alle til at bidrage med deres historie.

Gå til websitet
minhistorie.net og fortæl din historie »

Lektor Jørn Boisen skrev en artikel om hekse: “Når det myldrer med hekse” – Weekendavisen 18 juni 2010.

Her kommer han ind på det samme som de to ovennævnte lokalhistorikere, nemlig at der fandtes et utal af hekse navnlig i 1600 tallet. Men han konkluderer interessant nok, at man ikke ved hvorfor disse forfølgelser fandt sted. Han har nogle hypoteser, som jeg citerer her:

I tiden før reformationen tog munkene ( kirken) sig af de fattige, men efter den tid er de “samfundets” = “statens” problem, og han fortsætter:

“Men de fattige blev nu ( 1600 tallet) opfattet som en byrde, og denne fjendtlighed gjorde det nemmere at betragte dem som skadeforvoldere, der ikke fortjente hjælp, men straf. Det var ikke så meget deres køn som den større sociale marginalisering, der er den bedste forklaring på, at flest kvinder blev retsforfulgt. Heksepanikken opstod netop i de mest moderne egne af Europa og bredte sig til de mest tilbagestående. Måske er forklaringen på dette paradoks ganske enkel: Gutenberg og trykpressen i 1454, den første revolution i massekommunikation. Ligesom internet var trykpressen god til at sprede rygter, som var de reel information. Og trykpressen spillede en afgørende rolle i heksepanikken. …. Den engelske biskop John Hall skrev i 1650, at hekse plejede at være en sjældenhed, “nu opdager man flere hundrede i hvert eneste herred.” Han havde læst lokalavisen.” ( citat slut)

Den moderne Middelalder

Apropos oplysning

I øjeblikket sidder jeg begravet i gamle skrifter, samler stof til en roman, hvis handling udspiller sig på grænsen mellem 1700-1800 tallet. Lige nu gælder det overtro. I 1700 tallet havde oplysningstanken tændt et håb om, at det var muligt at kaste et lys af viden og fornuft ind over samfundene, så at uvidenhedens mørke og dermed det onde forsvandt.

Håbet lyste så stærkt og smukt, men lyset blev til bål og brand, og revolutionerne trak deres blodspor hen over samfundene. Og i kølvandet fulgte diktatur og absolutisme. I dag er humanisme i mange kredse blevet et skældsord. Oplysningstidens ideer er yt!

Og overtroen fik de bedste vækstbetingelser. Det var, som om Middelalderen vendte tilbage med al dens angst og mørke. Og krigene blev ikke afskaffede, de blev mere grusomme end nogensinde: læs f.eks. Tom Buk-Svientys ”Slagtebænk Dybbøl”.

Nej, men oplysning er godt nok, og Grundtvig har ret, når han skriver: ”Hvad Solskin er for den sorte Muld/ er sand Oplysning for Muldens Frænde.” Desværre var det ikke Grundtvigs tanker, der sejrede, og folk blev ikke oplyste i den forstand, han havde tænkt sig. Vi lever stadig i Middelalderen.

I denne uge så vi to grelle eksempler i TV: Whitney Houstons (selvmord ?) – et liv på toppen af poppen, men som ikke var til at leve. Den slags succes slår ihjel, det ser vi gang på gang, for vi er som frådende udyr i vores dyrkelse af POPidolerne – de SKAL levere varen, og vi forventer mere og mere, indtil de segner.

Men det er ikke desto mindre lige akkurat den verden, vi foregøgler almindelige mennesker som ideel, når vi indbyder dem til X-Factor. Og her kommer det andet eksempel fra ugens TV. Den behandling af mennesker, vi oplever her, er en moderne udgave af Middelalderens gabestok. Ikke engang bødlen mangler ( Blachman).

At vi kan falde for det oppiskede følelseshysteri, viser, hvor formørkede, vi er. Ondskaben lyser ud af bødlen, og samtidig holder han tårepersende sentimentale monologer om ÅND og KÆRLIGHED, to fænomener, som i den grad strider mod hele X-Factor konceptet. Manden taler jo som et ugeblad, og hvordan kan kloge og oplyste danskere holde ud at høre på det vås uden at få ondt?

 

 

Intermezzo

Et lille afbrud i behandlingen af stof om hjemstavnsprojektet. Der er lige udkommet en ny bog, der behandler den ny tendens til at skrive hjemstavnsdigtning. Ni forskere undersøger undersøger tid, sted og hjemstavn i det moderne samfund. Den hedder: På sporet af den tabte tid – tid, sted og hjemstavn i det moderne samfund.”

Det kunne være interessant at læse - og bogen bliver sikkert koblet til liste over tekster, der skal behandles her på blokken.

Det næste indlæg bliver ikke som annonceret en fortsættelse af overtroen – den kommer følgende, men først et indlæg fra Randers Amtsavis – en klumme, som mit arbejde her inspirerede mig til.

49. Jens Tønnesen: Gamle Skagensminder

Jens Tønnesen har skrevet en del tekster om Skagen i Gamle dage. En artikel i Vendsyssels Aarbog 1935 handler om overtroen hos fiskerbefolkningen . Han lægger ordene i munden på en gammel fisker Kren Rump 79 år, og ja som navnet siger, stammer familien fra Hulsig. Kren fortæller fra sin barndom ( han er født i Skagen i 1857) følgende:

“Da jeg var Dreng, 12 – 13 Aar gammel, roede jeg paa Havet med Bertel Jørgensen med Torskebakker. Saa fik jeg selvfølgelig ogsaa Lov til at hjælpe til med at bjerge Agn og agne ( æen) Bakkerne. Naar det gik for sig, skulde jeg være lysvaagen, kan du tro, de ældre var jo vokset op med de Tiders Skikke, saa for dem var de selvfølgelige; men jeg jo lige begyndt, og der blev holdt strengt paa de forskellige Formularer og Skikke. Ja, de gamle havde den faste Tro, at det var en absolut Betingelse for at fiske noget.”

Og lidt senere fortæller han:

“Naar Folk var paa Vej til Vaadstranden eller med Garn, som skulde sættes i Havet, var der bestemte Folk, det ikke var rart at møde; det var særlig de gamle Koner; ja, der var enkelte af dem, som havde en saa stor “Indflydelse”, at mødte Folk en af dem, saa vendte de øjeblikkelig om og opgav at komme paa Havet den Gang. Paa den anden Side var der ogsaa enkelte, det var heldigt at møde. Til de første høre bl. a. “Prinse-Kwon” og til de sidste Lars Bødkers Kone.

Saadan er der meget andet, jeg kan huske fra de Tider, men Overtro var det selvfølgelig det hele. Jeg oplevede en Gang noget af det, da jeg  som Dreng var med Jens Fage ved Vaadstranden som Kvindehjælper. Det var saa tidlig paa Dagen, at det endnu var mørkt, da vi fik Vaaddet i Land her lige vesten for Byen; Baaden blev straks sat ud igen og roedes længere vester for at sætte Vaadden ud for Stokrenden. Imens skulde jeg samle alle Dragbaandene sammen, da jeg var paa Vej vester med dem paa Ryggen, saa jeg en hvid Skikkelse komme gaaende op af Vandet og tværs over Stranden foran mig for at forsvinde i Bakkerne. Vejret var godt, og da jeg kom til Stokrenden fortalte jeg Folkene, hvad jeg havde set. Skipperen, Jens Fage, var ude og kaste Vaadden, men saa snart han kom i Land, stillede han hos mig og vilde høre, hvad jeg havde set, nogle af de andre havde selvfølgelig fortalt ham om min Beretning. Da han hørte den igen, sendte han straks 2 Mand hjem med Jollen og gav os andre Ordre til at drage Vaadden ind med det samme, og inden vi havde den i Land, var det en saa stærk Storm af Syd, at det ikke var mere en lige til, at de 2 Mand naaede hjem med Jollen.” ( citat slut).

Ja, Kren Rump tror jo, at det han fortæller er overtro, men samtidig er han ikke i tvivl om, at han virkelig oplevede skikkelsen osv. Og derefter beretter han, om hvordan en mand fra Hulsig, som havde en syg kone, kom til den kloge mand i Skagen for hjælp og der fik besked på at gå hjem til Hulsig langs stranden. Så han en hvid skikkelse stige op af havet, så var det et tegn på, at konen ville blive rask. Han så skikkelsen, og konen blev rigtignok også rask. Så pyt med, om det er overtro. Det virkede i de dage! Det var de gamle i al fald ikke i tvivl om.

I næste indlæg vil jeg fortælle om hekseri. Den slags florede nemlig i de gode gamle dage. Og ja, vist for resten også i dag. Jeg har lige læst i Information, at danske folkemindesamlere er i færd med at indsamle beretninger fra folk, der har oplevet overnaturlige ting. Siden hedder www.overnaturlig.net

48 – Gaardboe: overtro før og nu i det nordlige Vendsyssel

Cyprianus kan jeg ikke finde, men her er en Tryllebog fra min bedstefars bogreol – den er fra 1858 – og i undertitlen står: Det nyeste i Taskenspillerkonsten og den naturlige magi. For første gang overgivet Offentligheden.

Om A. P. Gaardboe kan man læse i et af de tidligere indlæg. Han var en bondesøn fra Raabjerg, gik aldrig i skole, lærte sig selv at læse, lærte andre det. Blev interesseret i historie og kastede sig ud i historiske studier. Fik fortjenstmedalje for sine historisk-videnskabelige arbejder. Uddrag af hans mange artikler er udkommet som bog for et par år siden. Jeg benytter originalerne fra Jydsk Historiske og Topografiske Samlinger. Denne artikel er fra 1886.

Gaarboe indleder med at glæde sig over, at oplysningen har fjernet megen overtro og bragt viden i stedet. Dog sukker han over, at selv dannede og oplyste folk stadig hænger fast i fortidens “fordomme”, som han kalder det. Han plæderer for mere oplysning som eneste middel til at udrydde de sidste rester af fordums overtro. Han indleder artiklen således: ( citat side 46)

“Da Overtroen jo lidt efter lidt har maattet og fremdeles maa vige for den tiltagende Oplysning, navnlig mere Kjendskab til Naturlovene, maa det i kulturhistorisk Henseende have stor Interesse at samle og til Efterslægten overlevere saa megen Oplysning som muligt om denne Menneskeslægtens lavere Kulturtrin uadskillelige Svaghed.”

Nu bevæger han sig ud i befolkningen og giver en lang række eksempler på de ritualer, der knyttede sig til dagligdagen og som havde til formål at bringe menneskene frelste gennem dagen.

Jeg nævner et par eksempler, men der er utallige. Hvis en ko var forhekset, skulle manden på gården stille sig ved kirkens vestre ende med ansigtet vendt mod øst. Så skulle han tage tre håndfulde jord under sin højre fod og lægge lige så megen jord der, som han tog, men fra marken uden for kirkegården. Kirkejorden + et stykke “flyverøn” skulle bindes på koen, og alt skulle gøres i stilhed. Så var det hekseri forbi.

Troen ikke blot på hekseri, men også på hekse og trolde trivedes i bedste velgående gennem hele 1800tallet – og selv om man ikke mere brændte dem, så var hekse af begge køn suspekte personer, undertiden dog agtede, som vi kan ane det i Lars Hesselholts fortælling om Hans i Rumpen, der havde læst i Cyprianus og kunne standse løbske heste blot med et par ord.

Min bedstemor, der var barn i sidste del af 1800tallet, fortalte mig ofte om sin bedstefar, der når han kørte hjem fra Skagen, hørte troldfolket hviske og pusle i klitterne. Det var muligvis ham, der senere hængte sig på loftet – og så har han jo nok været temmelig fuld, når han kørte hjem fra Skagen. Ja, det var de fleste bønder efter en tur i storbyen Skagen! Onkel Lars fortæller om sådan en hjemvendende bonde, der dog ikke nåede længere end til møddingen på Hesselholt – her faldt han af vognen, og da min farmor havde vasket ham og min farfar sat ham på den rette kurs, stavrede han hjem. Næste dag spurgte min farfar, om han nåede helt hjem –  jo da, svarede han, jeg tog lige den vestre dørstolpe, da jeg skulle ind.

Varsler om strandinger var naturligvis almindelige. Mange endda som Gaardboe kalder “troværdige og oplyste” folk havde set skibe stå på revlerne, men når de kom nærmere, forsvandt skibene – og kort efter skete en stranding lige netop der. Undertiden så de et lys skinne i havet – og det betød altså, at et skib skulle strande der. Det slog aldrig fejl.

Det med lyset har jeg hørt mange gange som barn. Man fortalte os, at der undertiden sås et lys brænde inde mellem træerne i det lille egekrat, der hørte til Hesselholt, og som i øvrigt ligger der endnu. Man mente, at lyset brændte over det sted, hvor de 12 apostle var blevet begravet. Den historie fortaltes igen og igen. Som børn gik vi efter det lys, men det brændte aldrig for os.

Mange varsler knyttede sig selvfølgelig til fiskeriet. Og her var det f.eks. sådan, at hvis en fisker på vej ned til sin båd mødte en gammel kone, en “kjærling”, så vendte han straks om og tog sig en fridag. På havet skulle han i al fald ikke. Da man må formode, at alle kendte alle i den tids Skagen, må det have været en sær skik – enten begav de gamle koner sig ikke ud på den tid af døgnet, eller også var de ude på at obstruere fiskernes frie dræt…

Et eksempel ved sygdom: Hvis et barn led af engelsk syge, en diagnose, man ikke stillede i den tids Skagen ( nu havde man altså heller ingen læger til at stille den) så regnede man med, at barnet var “skøjset”, og det betød, at en skøge havde kastet sine onde øjne på det. Nu skulle man så tage barnet med op på kirkegården – skære tre tørv af en ny grav – stille de to på højkant og den tredje som overligger, så der blev et hul at putte barnet gennem. På vejen hjem skulle man kravle med barnet over kirkediget, og hjemme skulle barnet puttes igennem et åbent vindue. Alt det putteri kurerede så barnet, og hvad skulle man så også med læger!? Gaardboe tilføjer, at man endnu ( i 1880′erne) tror på, at barnet med den engelske syge kan kureres alene ved at lade det sove i skøgens særk. Så et vist fremskridt med hensyn til ritualernes forenkling er der dog sket i Gaardboes tid!

Man kunne remse tusinde eksempler på lignende ritualer op. Et enkelt synes jeg lige skal nævnes: Når et fruentimmer fik nyt tøj, skulle hun, inden hun tog det på, spytte tre gange gennem det ene ærme. Man må da håbe, at det var ærmer af en vis vidde.

Jeg har nævnt heksene og troldkarlene, der kunne forgøre folks dyr og børn og andet tilbehør, men der var en anden form for hekseri, som bedst udførtes af degne eller præster. Og det var at “vise igen.” B. S. Ingemanns far var berømt for den kunst. Han kunne desuden mane, men det er en anden historie.

“At vise igen” betyder ganske enkelt, at den person, som er begavet med evnen, kan få stjålne ting til at vende tilbage til det sted, hvorfra de blev stjålet. Ærgerligt at den evne er gået tabt.

Skulle man ønske at vide sig 100% sikker mod enhver form for trolde-og hekseovergreb, så skulle man sige denne lange remse ( en slags bøn vel nærmest, men ikke optaget i nogen salme- eller bønnebog).

“Nu i Jesu Christi Navn, Du almægtige Abrahams Gud og Isaks Gud og Jacobs Gud, giv mig nu Naade og bevar mig naadeligen og bønhør mig naadeligen paa denne min Beden for Jesu Christi Skyld, som lod sig føde i en Oxestald blandt Kreaturer og Bæster, saa de maatte se ham; men se Du nu naadelig til os i vor Elendighed med vores Kreaturer og Bæster, Føl, Køer, Kalve, Faar, Svin, Gæs og med hvad Navn det nævnes kan, og Jordens Grøde og det naadeligen velsigne fra alle onde Øjne, som komme fra Djævelens og Troldmenneskers og deres Kunster med deres Trolddom; saa bedes Du, almægtige Gud, at Du vil være vor Skjold og Beskjærmelse og velsigne os fra alle de Troldmennesker og fra Djævelens Forgjørelse, som disse Kreaturer kan være paalagt, at de forbistrede Troldmennesker ikke skal have Magt i vore Huse og Gaarde, i hvad Materie det være kan, eller hvad Kulør det have kan; stat os bi med Din Hjælp og beskjærm os fra alle onde Mennesker og fra Djævelens Trolddomskunster, som Kreaturerne kan være paalagt af de forbandede Troldmennesker her i vore Huse og Gaarde, i hvad Maade det er gjort og med hvad Navn det nævnes kan og i hvad Materie det er, i Guld, Sølv, Staal, Kobber, Messing, Tin eller Bly, eller om det er udi Træ eller i nogen  aaben Revne indsat eller nogen Steder udi Husene indsat ude eller inde eller udi Gaarden eller Gaardens Grund eller Ejendom, Ager eller Eng, eller om det er Sten udi Huller indsat, eller om det er udi Jorden nedgravet, eller om det skulde være gjort i Ilden, Vinden eller i Vandet, i Diger eller paa Kirkegaarden, udi døde Menneskers Ben, indsat eller knøt i Knuder inde i Huset eller ude i Gaarden, da skal de selv opløse den Strop, o Herre Jesu Christ, for det Bånds Skyld, som Du selv blev bunden med, det baade Djævelen og Verden kunde frygte for det uskyldige Blod, som flød af dig paa Korset, og for Lammets Blod, som blev udstedt ( ?) imellem Templet og Alteret, og oplod Gud Faders Velsignelse, så fri og frels Dine i Jesu Christi Navn og alt det, som er bunden eller knøt i Husene eller i Gaarden, som kan være begravet eller nedsat til at fordærve Mennesker eller andre Kreaturer eller andre Ting med, som den tilhører, tag det selv Herre Jesu Christ for Din Pine og Døds Skyld, for Din Himmelfarts Skyld, hjælp, kjære Herre Gud, fra alle Troldmennesker og deres Fordærvelse!!!

Jo vist er tiden en anden, og vel beder vi ikke mere den slags bønner, selv om vore bønner er endnu ældre – og Gaardboe har vel ret, når han skriver, at oplysningen også kastede sit lys over den angst som mørket skjulte: det elektriske lys i første omgang, og derefter alle de andre nye fremskridt. Men lyset og fremskridtet jog alligevel ikke al overtro på flugt, og den åbnede jo heller ikke til en mere human verden: masseudryddelserne ved det skarpeste af alle lysene – atombomben over Hiroshima – kunne Gaardboe jo aldrig forestille sig, og han troede vel også, at menneskene ville blive bedre ved at få mere hældt i hovedet. Den store fremskridtstro, der herskerde i slutningen af 1800tallet blev hurtigt til tvivl og håbløshed – det handler de fleste romaner fra 10′erne og 20′erne om.

Og overtroen? – jo, jeg googlede lige hekse. Og aldrig har de floreret mere farverigt end nu – men vi frygter dem ikke mere – de er på alle måder blevet tandløse. Vi har fået andre ting at frygte.

Men her er så lige et lille udpluk fra en side:

Cyprianus – Netværk for Hekse i Danmark

Vær hilset. Vi byder dig velkommen til Cyprianus. En forening krydret med mystik og magi. Et sted for hekse, og andre sjæle i pagt med mystikken og magiens verden. Et sted for alle med naturen i centrum for magien og for livet. – Kort sagt et sted for og om hekse af en hver slags!.

Kom blot ind, og del dine eventyr med os på vores hyggelige side. Alle er velkomne, hvad enten du er heks, hedning eller bare interesseret i at møde og snakke med en heks.

Vores tanker og ideer deler vi også på vores debatforum, som er åbent for alle med respekt for sig selv og sine medmennesker. Må du nyde opholdet. Hvem ved? måske du bliver hængende :) .

Velkommen!

- Bestyrelsen


Intermezzo

Til interesserede vil jeg gentage, at den her blog er tænkt som en slags arbejdsredskab, og samtidig skulle den gerne indeholde baggrundstekster for de bøger, jeg har skrevet tidligere.

På min hjemmeside kan man orientere sig om de bøger, jeg har skrevet og følgelig også om, hvilke emner jeg har været optaget af i tidens løb. www.hesselholt.com

Men forgrunden vil naturligvis domineres af det aktuelle projekt. Hjemstavnsromanen.

- og romanen bliver muligvis ikke en rigtig roman,  snarere en slags mellemting mellem en roman og en egnsskildring.

En sådan skildring vil man vel altid finde i en roman, der udspiller sig i et bestemt historisk og topografisk afgrænset område. MEN – jeg leger alligevel med tanken om for alvor at blande ren fiktion med ren saglighed – og ikke helt som det, man i min studietid kaldte faktion=  en uskøn blanding af fakta og fiktion.

Jeg vil FORSØGE at lave en SKØN blanding.

Det kan have lange udsigter, det ved jeg nok. Men foreløbig er jeg i den fase, hvor jeg samler og samler. Af alt det, som andre har skrevet og tænkt. Og af billeder fra den egn, det hele drejer sig om.

Jeg kan i den forbindelse nævne, at jeg holder foredrag om netop Skagen Landsogn i Hulsig Forsamlingshus d.28 august kl.19.00.

Lige nu går jeg i gang med en undersøgelse af, hvad folk dengang troede på. Og i første omgang vil jeg betragte det, vi kalder OVERTRO. Den slags forholder vi os jo rigtig arrogant til i dag: “Hvad de dog troede på den gang!!! sikke en samling ignoranter!!!! Heldigvis er vi meget klogere i dag.”

Men vi er ikke meget klogere, og overtroen trives i bedste velgående, den popper blot op i andre klæder end dengang.

Jeg har fundet en artikel af A. P. Gaardboe om overtro i det nordjyske. Den ser vi på.

Fattigdom i Danmark

Nej, forresten tror jeg ikke, det var vrede, jeg følte – snarere lede. Over vores passivitet. Min passivitet. Jeres passivitet. Vi lever i vore egne, trygge verdner, og det er godt nok, og det har vi selvfølgelig lov til, og hvorfor skal vi så ikke nøjes med at værne om den? Vores egen verden.

Ja, hvorfor?

Måske fordi, der ikke er så langt til  ”de andre” – dem, der ikke kender ordet “tryghed”. Dem, der er udsatte.

Det er ikke de uskyldige ofre i de mange krige, eller torturen eller ondskaben eller … der giver mig lede … og mens jeg skrev det, kom jeg i tanker om et digt af Halfdan Rasmussen, det lyder sådan her efter hukommelsen:

ikke døden gør mig bange/ ikke hadet og torturen / ikke dødens riffelgange/ eller skyggerne på muren/ ikke nætterne / når smertens sidste stjerne styrter ned / men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed.

Den nådesløse verdens BLINDE LIGEGYLDIGHED.

Vi tolererer jo, at det sker lige her – så tæt ved. Børn, der mistrives ( men vi skal ikke blande os), kvinder der mishandles hver dag og hver time, ( men vi skal ikke blande os.) I Viborg Kommune er der indenfor kort tid lukket 5 bordeller , men de blev genåbnet kort efter ( det har ikke engang stået i aviserne, men jeg har det fra pålidelig kilde! – Ganske få kilometer herfra i den nærmeste nabolandsby har et faldefærdigt hus i årevis fungeret som bordel – kvinderne bliver kørt dertil hver morgen og hentet igen hver aften. En af mine bekendte, som ser dem blive afleveret og hentet, fortæller, at det er kvinder af anden etnisk herkomt.

Jeg er lige blevet færdig med at læse Sofi Oksanens roman: Renselse. Den handler om prostitutionsmafiaen: hvordan de finder og bortfører piger i fjerne egne af Rusland og kører dem til vesten og bruger dem som ludere, indtil de dør af det. Jeg kan ikke citere fra bogen, for der kunne være børn, der læste min blog. Men til voksne: læs den og tænk over, hvad det er, vi vender det blinde øje til!

Og den fattigdom er på en måde ikke “vores egen” – men vi har jo også fattige og frysende og socialt lidende folk, der er født her i vores eget lille sukkerland. Jeg skrev nedenstående klumme forleden for at blive af med noget af min egen følelse af magtesløshed. Ja, den blev vel ikke mindre for det, men så fik jeg sagt det. :

Klumme i Amtsavisen:

Min far var konservativ og politisk aktiv både i byråd og i amtsråd. Alligevel, eller måske derfor, var der sider af samfundet, han ikke vidste meget om, og som vi ikke hørte om i vores opvækst. Vi lærte, at alle mennesker er frie og lige, og at de selv er skyld i det, hvis de ikke styrer deres liv på en ordentlig og fornuftig måde.

Men ingenting er mere forkert. Sådan er livet ikke, og alle fødes ikke med de samme muligheder. Meget afhænger af, hvor ens vugge stod. Jeg var bare heldig: min stod i hjem, hvor der hverken var mangel på kærlighed eller materiel velstand.

I dag som dengang er der børn, der fødes i hjem med svigt og misbrug og fattigdom, og hvor forældrene ikke har overblik eller evner til at leve et ”normalt” liv. Nu og da popper der et lille glimt af den sociale elendighed op i aviser og fjernsyn, for det kan være godt stof, især hvis der er incest involveret. Så hører vi om nogle misrøgtede børn og nogle forkvaklede forældre og føler vel med dem i øjeblikket. Men vi glemmer dem hurtigt igen.

Men vi må ikke glemme, at der i vores samfund er mennesker, som lider social nød. Og det er ikke deres egen skyld. Og de kan ikke tage ansvar for deres valg – ja, mange af dem har aldrig haft noget valg.

Jeg læste en artikel i Information i dag, hvor en læge, Mogens Elmer, skriver om, hvor svært det er at leve op til lægeløftet i dag. Her er et lille citat fra hans artikel: Som læge er jeg tvunget til at være med i en klapjagt på svage og syge medborgere, fordi de bliver udråbt som en trussel mod dansk økonomi.”

Det er nødvendigt med nedskæringer, det hører og læser vi hver dag, men man kan blive rigtig bange for, at det er de svage og de mest sårbare, der først mærker kniven. Der er kommet en anden holdning til mennesker, der ikke kan holde sig oppe i livets stride strøm: de er tabere og kun foragt værd! Nassere som de er – kun ude efter vore elskede penge. Jo, min fars tro på at: enhver er sin egen lykkes smed” trives desværre i bedste velgående.

Men et stærkt og godt samfund kendes på, at det gavmildt deler sin styrke og sine goder med de svageste.

 

Intermezzo

Jeg blev vred forleden dag – mest på mig selv. Og lidt chokeret, ikke kun over mig, over OS – DANSKERNE – nej, men så tror jeg alligevel slet ikke, jeg kunne adressere min vrede hverken mod mig selv eller mod “de andre” -

Mod samfundet? Ja, måske, men det er jo også os.

Og vrede er jo aldrig en løsning. Men måske kan vreden alligevel få en handling i gang, som ikke er en undergangshandling.

Det handler mit næste indlæg om.

Vi vender tilbage til Hulsig senere.

47 – Hulsigbilleder

Tre søstre: fra venste: Kristine Houkjær, Marie Larsen og Anna Larsen ( eller måske Andersen – hvis billedet er efter 1937) – til højre Anna som ung ( min bedstemor, som jeg kalder hende, fordi hun giftede sig med min morfar Anders Andersen ( Brugsuddeler) – hun havde et interessant liv i København – billedet her er fra den periode.

Den gamle brugs, som den ser ud i dag – min fars første bil

Hulsig station før og efter Plesners ombygning

Hesselholtgården – taget 2011 -

Mads Houkjærs gård i Kandesterne – til højre: uddeler Andersen i sin butiksdør i 20′erne vil jeg tro.

Uddeler Andersen med familie ca. 1915 – Lille Vera Andersen ca. 1910 – og som ung pige.

Ole Madsen – en hædersmand – Peter Madsen – nok en hædersmand

Endnu en hædersmand – Christen Høgenhaug – og endnu en – Ole P. Houkjær

Kokholms hotel i 20′erne – så et lille indblik på vejenes tilstand, sådan så Ålbækvejen ud.

Ja, sådan så Ålbækvejen ud, når det regnede. Og her ser vi den lille skole Rannerød, hvor vore forfædre gik. en af drengene må være onkel Lars og en anden onkel Otto.

Indlægget vil blive udvidet om nogle dage. Jeg overlader skuden her til Ole nogle dage – han navigerer sikkert, til jeg atter er hjemme … jeg skal bl.a. på jagt efter billeder i det nordlige – regner med fangst.

Så er jeg her igen: Og vi får først et billede af Hesselholt, som den så ud i første del af 70′erne. Jeg står sammen med Otto Hesselholt, min farbror, der dengang drev gården. Det andet billede er af min farmors bedstemor – det var hende, der fortalte spøgelseshistorien til min farmor ( Elise) og hun er også Lars Hesselholts ( og min fars ) oldemor. Kristiane Krøgh hed hun og var gift med Chr. Krøgh – ham, der hængte sig, og som bl.a. stifter bekendstskab med i P. A. Gaardboes beskrivelser af egnen:

 

Nu skal vi til Hesselholtgården – her sidder i begyndelsen af det nye århundrede et ægtepar, der klarer sig godt. Hun er en  dyftig og effektiv landhusmor, og han er ud over at drive sin gård optaget af Sparekasse, Sygekasse, Strandfogedjob og Sognefogedarbejde. Kort tid efter dør han af lungebetændelse, som vi kan læse i Lars’ optegnelser:

Her ser vi en ganske særlig hulsigdame, ja, måske er hun endnu ikke flyttet til Hulsig, og så er hun jo en Ørumdame. Men hun kommer, så snart hun møder den unge Anders Andersen. Så vover de at flyttet til denne her tidligere så vilde og øde egn. Men nu er den jo på vej til at blive en mondæn del af kongeriget endda med flittige besøg af kongeparret. Og uddelerparret kommer med nye tanker, vil jeg tro. De har i al fald gået på højskole.  Magdalene ser så ung ud her på billedet. Måske er hun netop vendt hjem fra Ollerup. Et eller andet sted i mine mange gemmer, gemmer hendes Ollerup-poesibog sig, og når den findes, vil versene poppe op her.

 

Jeg er glad for at få billeder fra hulsigfolk og andre, der interesserer sig for egnen.

For en tid forlader vi Hulsigbilleder, men jeg vil løbende forfatte nye billedindlæg om Hulsig – så send endelig billeder. Min adresse er : marianne@hesselholt.com

 

46 – Lars Hesselholt: Hulsig-minder

De to øverste billeder er fra Hulsig Hede, og den har ikke ændret sig nævneværdigt, siden Lars Hesselholt skrev om egnen. Det nederste er taget på Tranevej, og man kan faktisk godt skimte tre traner i baggrunden.

I det følgende vil jeg fortælle om, hvilke mennesker, der boede på egnen, og hvor de boede, da min onkel Lars Hesselholt var dreng, og vi er omkring 1908-10 og lidt frem. Men måske skulle jeg først introducere min onkel – og nu fortæller jeg, hvad jeg mindes og har fået fortalt om ham.

Han var den ældste af de fire Hesselholtdrenge og skulle vel drive gården videre, men han kom i stedet på seminarium og blev lærer. Han blev gift med Magda, som han traf på seminariet, og de blev senere lærerpar i Skagen. Deres børn var så meget ældre end os, så jeg husker dem knap – de er alle døde nu, men jeg erindrer dog vagt nogle unge mænd, der ikke snakkede til os: fætter Janus, fætter Poul og fætter Knud. Jeg var på alder med fætter Janus’ søn Stig, og ham legede jeg med. Ret hurtigt mistede vi forbindelsen med fætrene. Onkel Lars fik i Skagen et tilnavn, som folk stadig husker, nemlig Sko-Lars. Jeg går ud fra, at det kommer af, at han var skolelærer. Min Skagenresearch har vist mig sider af onkel, som jeg ikke kendte, f.eks. at han var en ivrig lokalhistoriker og aktiv i foreningslivet og ikke mindst i Fortidsmindernes Bestyrelse. Jeg mindes, at han engang på plejehjemmet i Skagen viste os et håndskrevet hefte ( eller flere, tror jeg endda ), hvor han havde noteret meget om sit liv. Måske er det gået tabt, måske findes det på lokalarkivet, og måske er en stor del af det optaget i det hefte, som jeg nu vil fortælle om, og som handler om Hulsigegnen. Af tidligere elever, som jeg har talt med, har jeg fået at vide, at han var striks: trak dem i ørerne. Men det var vist meget almindeligt.

Her er først et billede af Lars som nybagt far.

Sandsynligvis med den førstfødte ( fætter Janus), som sidder på skødet af sin oldemor, Marie Houkjær – til højre i billedet sidder hendes datter, min farmor, Elise Hesselholt. Og hende husker jeg som en rar og værdig dame.

P.A. Gaardboe, hvis artikel jeg gennemgik i forrige mail nr. 45, beskrev egnen og dens bebyggelser i 1874, og kom til det resultat, at der var 15 ejendomme, ingen jordløse huse og 15 familie, i alt 78 individer.

Min onkel Lars beskriver samme egn i tiden omkring 1900. Han er født i 1893 og skriver om den tid, da han var dreng – det strækker sig altså et stykke ind i det nye århundrede. Alligevel er det forbavsende at se, hvilken udvikling der sket på egnen på den relative korte tid. Nu er der 48 ejendomme, nogle af dem jordløse, og der bor langt flere individer på egnen, hvor mange kan man ikke se af Lars’ optegnelser, men det må være over 50 familier. Der er sket en stor udvikling i perioden i hele Danmark, ikke mindst med Andelsbevægelse og Folkeoplysning ( Højskoler ) og det mærkes også i det lille sogn om det end kommer lidt senere hertil. Der kommer brugs og mejeri og telefoncentral, skolen moderniseres og der bygges makadamiseret landevej og en jernbane fra Frederikshavn til Skagen. Og ikke mindst begynder det at strømme til Kandestederne med mondæne badegæster. Da min mor blev gammel og dement spurgte hun ofte interesseret: “er der kommet mange badegæster i år?” Det var noget, der optog det lille samfund.

I det følgende vil jeg tage jer med på den lille rejse, som Lars fortager fra Kandestederne og til og med Tranestederne. Her nævner han ejendom efter ejendom og familie efter familie. Det er ikke altid med samme stringens: han springer lidt frem og tilbage – her vil vi forsøge en lige linje og altså se på, hvilke familier, der boede i Skagen Landsogn i tiden omkring 1900. Som Lars skriver i indledningen: dem, der betjente sig af Hulsig Station. Jeg fandt er billede af stationen på den tid i min fars papirer:

Her ses stationen – i næste indlæg vil jeg vise flere af slagsen.

Lars skriver i indledningen: “Det lille samfund fra Kandestederne til Tranestederne var, såvidt jeg mindes det fra min barndom, som en samhørig familie. De tog alle del i hverandres sorger og glæder, held og uheld. Jeg mindes aldrig at have mødt misundelse, hvis det gik én godt, men derimod medlidenhed, hvis det gik én dårligt. Det var en ret ufrugtbar egn, og der sad mange små jordbrugere med 3-4 køer og en hest. Hvis en sådan husmand mistede en ko eller hesten døde, blev der næsten altid iværksat en indsamling til støtte for den skadelidte. Jeg har som stor dreng tit været ude med en sådan liste og mindes aldrig at have mødt modvilje.” ( citat fra s.52 i det lille særtryk: Hulsig-minder)

KANDESTEDERNE:

1. Længst mod øst: MADS HOUKJÆR gift med MARIE

Maries søster KIRSTEN boede sammen med dem. De havde 2 børn: PEDER og LISE

MADS HOUKJÆR var min onkel  LARS HESSELHOLTS farbror

Mads Houkjær hængte sig. Lars skriver ikke nogen grund. Gården var stor og veldrevet, så det var ikke økonomiske problemer, han havde. Datteren LISE giftede sig med en mand fra Harboøre, som var håndværker og i Kandesterne for at reparere redningshuset. Han hed KRISTEN NIELSEN KOKHOLM og da han overtager gården bygger han den om til hotel.

2. Lige øst for  boede CHRISTEN HØGENHAUG, gift med ANE KIRSTINE -  han var landmand + drev hotel, var strandfoged og Dannebrogsmand.  Det er Chr. Høgenhaug, der giver Kristen Kokholm ideen til sit hotel.

 

3. Øst for dem boede JEPPE KYK -  om ham fortælles der mange historier. Han var tilsyneladende fattig, børnene gik klædt i sække. Men faktisk lagde han penge til side. Og lune havde han. En dag kom han ind til min farfar og spurgte, om han kunne låne 200 kr. Farfar gav ham pengene, og næste dag mødte Kyk op og afleverede dem med ordene: “Jeg ville bare se, om du turde betro mig pengene.”

4. Øst for Kyk boede CHR. RASMUSSEN - havde et lille landbrug + slagteri – var barnløs, men havde enplejedatter MATHILDE, som blev gift med MADS HESSELHOLT, en bror til JANUS HESSELHOLT, Lars’ far, altså min fars onkel. Mads drog til Amerika – vendte hjem igen og startede et slagteri i Skagen.

5. Lige nord for boede THOMAS FREDERIKSEN i det hus, der senere blev ombygget til “Kandehus”, Thomas havde været med Mads i Amerika, og det fortælles, at han reddede denne fra at drukne.

STARHOLM

Vi er nu nået til Starholm.

6. Her lå JØRGEN PEDERSENS gård = Kandestedvej nr.307 - han var en fattig gårdmand med mange børn, en af dem LISE tjente på Hesselholtgården. Det var Jørgen Pedersen, der solgte sin mølle til balletmester Hans Beck – den står opstillet som sommerhus i Kandestederne. Han solgte senere sin gård til ovennævte Thomas Frederiksen.

7. Lidt længere mod nord lå ANDREAS LARSENS gård – han var også urmager. Havde en søn, Christian, som var spillemand ( violin)

8 Syd for Kandestedvejen boede JENS JACOBSEN ( JENS KYK) han var landmand og garver. En dybsindig type.

9. I nærheden af ham boede OLE MADSEN - han var ilter og opfarende  – bådmand ved redningsstationen – var som ung omgangslærer. Hans søn JANUS overtog gården.

10.  I nabogården boede MARTIN BENDTSEN - havde et lille brug med 3-4 køer  og en hest. Han skar martørv.

RANNERØD

11. Vi er nået til RANNERØD hvor skolen ligger - onkel Lars’ første lærer var lærer Wirring, og selv den lille dreng kunne forstå, at han var noget særligt. Han var grundtvigianer og gjorde et stort folkeoplysningsarbejde på egnen. Min bedstemor, ANNA ANDERSEN, ( som ikke var min biologiske bedstemor, men min bedstefars anden kone ) nød også godt af hans pædagogiske evner, og hun glemte ham aldrig – hun har fortalt mig en del om ham.

12. Øst for skolen lå SØREN CHRISTENSENS lille husmandsbrug - han var også møller og skomager.

13. Lidt længere mod øst boede JENS NIELSEN han var daglejer og arbejdede bla. på Hesselholt.

14. Nord for Kandestedvejen boede THOMAS CHRISTENSEN ( INGER THOMAS) han var daglejer og graver – arbejdede ofte på Hesselholt – berømt for sin håndtering af en le. Hans løn var 33 1/2 øre om dagen + lidt mælk, sul og brød til familien.

15. På nordsiden af Kandestedvejen lå PEDER HJORTS gård – han var gift med JØRGINE (GINE) De havde en stor ejendom.

16. Øst for ham boede MADS MORTENSEN ( MADS STARHOLM)  han var gift med ANE - De havde en stor gård. Der er mange historier om Mads – en af de sejlivede ( jeg har hørt far fortælle) var den gang, Mads var i Skagen hos købmand Møller, og Ane havde bedt ham købe safran med hjem. Da købmanden spurgte, hvor meget han skulle have svarede han: “Åh, lad mig få et pund.” Møller gjorde en bemærkning om, at safran var meget dyrt! – “Men a hår da pæng mæ!” svarede Mads og drog af med sit pund. – “Så hår a safran te dæ, Ane,” sagde han, da han kom hjem. En anden gang spurgte købmand Møller konverserende til hans helbred, og Mads svarede, at det var galt med det højre ben, og kømanden sukkede og sagde: Ja, det er alderen.” “Næj, de ær intj, det  venstre bien er li så gammel og det feiler ingenting.”

17. Øst for ham boede PETER MADSEN på en middelstor gård. Han havde begavede børn, Anna blev lærer og Christian post. Anna vikarierede i Rannerød Skole, inden hun giftede sig og flyttede fra egnen.

18. Endnu længere mod øst boede CHR. CHRISTENSEN ( CHRESTEN MADSEN) han blev kaldt Chresten Madsen. Hans søn Karl blev billettør på det første Skagenstog. Der går en historie om, at han en dag havde skældt en fornem turist ud og kaldt ham en ubehøvlet lømmel. Karl blev kaldt til baneinspektøren og fik en overhaling, men svarede: “Det kan godt være, jeg skældte ud og kaldte ham en lømmel, men jeg gjorde det på en pæn og høflig måde”.

19. Ved siden af ham boede NIELS SOVKROG - Han solgte på et tidspunkt gården til to svogre i Skagen: KRESTEN THOMSEN OG CHR. LEER – de havde ikke meget forstand på landbrug, og det gik ikke godt. Niels Sovkrog blev vognmand i Skagen og var fast kusk for Kong Christian, når denne var på Klitgården – i Rannerød var han redningsmand og dekoreret med Dannebrogskorset. Velhavende. Hans søn JENS CHRISTIAN blev lærer og boede på Frederiksborg. Han skrev til bladene under navnet “Helge”

20. Nabo til Sovkrog var LAURITS LARSEN  søn af MADS LARSEN, hvis vogn var forhekset. Han kunne troldkunster.

21. Vest for ham boede LASSEN HØGENHAVEN bror til MADS HOUKJÆRS MARIE OG SØSTER KIRSTEN ( Kandestederne) Han var 3 alen høj – spekulant. Når han fik en ide, gik han i seng og lå tre dage og tænkte, så stod han op og gik i gang med planerne, der som regel mislykkedes. Nogle af hans forsøg var succeser, f.eks. forsøg med plantning af træer.

22. Længere inde mod klitten i øst boede JANUS JENSEN (SOVKROG) gift med TILDE. De var slidere. Janus Sovkrog og hans sønner gravede hovedvejen gennem Rumpens Mile.

23. Sydøst herfor lå Rumpen ( eller Klarup) her var to gårde. Vester Rumpen ejedes af OLE CHRISTENSEN ( WOLLE RUMP) gift med ANE - han fik gården ved giftermålet. De var velhavende. Wolle Rump var smed og spillemand. Efter Anes død overtager MARTIN CHRISTENSEN gården.

24. Efter at have solgt gården byggede WOLLE RUMP en ny gård øst for banen. giftede sig med TRINE ( Mor til Chr. Thomsen). Men nu er vi sprunget til HULSIG vi skal tilbage til RUMPEN ELLER KLARUP.

25 Vi skal til Øster Rumpen, som ejedes af OLE HOUKJÆR han var far til ELISE HESSELHOLT ( min farmor og gift med Janus Hesselholt) Han var sognefoged og strandfoged og i det hele taget meget virksom – ilter natur. I 1907 overtager PETER HOUKJÆR gården, han blev gift med min bedstemors søster KRISTINE, dem besøgte vi en del som børn.

26. Nu er vi nået til HANS NIELSEN ( HANS I RUMPEN) – Han var en original – læste i Cyprianus og også han var lidt af en troldmand – kunne f.eks. standse løbske heste. Hans datter ANES søn MADS var onkel Lars’ bedste kammerat – de byttede mad i skolen og gik på jagt og fiskeri sammen.

HULSIG

Vi er nået til HULSIG og Hesselholtgården, som var ejet af JANUS HESSELHOLT - Da Janus var dreng døde deres far LARS JENSEN ( VERSTERLARS) - Han skovlede snekvadder væk i 3 dage i træk i året 1872 – der var en stor oversvømmelse – så gik han hjem i seng og døde af lungebetændelse. Han var gift med KIRSTEN Og de fik sønnerne Mads og Janus – Mads var ham, der blev slagter i Skagen langt senere, og Janus overtog gården efter sin mor, da han blev gammel nok. ( se tidligere indlæg) – jeg vil citere afsnittet om Hesselholt gården herunder:

“Gården lå i sin tid henne ved klitrækken, men omkring 1820 måtte den flyttes på grund af sandflugt. Alt brugbart materiale blev brugt til opførelsen af husene. Senere blev der bygget en del til af munkesten fra Den tilsandede Kirke. Stenene kunne de bare hente. Min bedstefar hentede mange læs. De tunge kampesten hjalp de tilstedeværende med at læsse, når de fik en flaske dram. Bedstefar havde ikke dram med, men han var meget stærk, over 3 alen høj og kunne alene læsse vognen til stor forbavselse for tilskuerne. Det fortælles, at der engang var nogle stærke mænd, der kunne løfte og holde den lange bænk i stuen op. Da de havde prøvet med mere eller mindre held, tog han bænken i tænderne og holdt den vandret ud i stuen. Så var de duperet, men han døde ret ung af lungebetændelse. Min far, Janus var kun 12 år gammel, og min farmor sad for gården i mange år og holdt den i god drift efter den tids forhold. Min farmor havde forskellige bestyrere, men hun var altid øverstbefalende. Min far kom først i skole, da han var 10 år, men da han var 12 år havde han regnet alle den tids regnebøger ud. Hvad han lavede til 14 års alderen, ved jeg intet om. Han var landbrugselev ( vist Ladelund) og senere på højskole. De almindelig skolefag var han forlængst ovre, men han læste engelsk og forbavsede os, da den engelske flåde lå i bugten og nogle officerer kom op til gården. Han talte ret flydende med dem, og vi blev inviteret til at besøge dem ombord på krydseren Lion. .. . Til gården hørte et gammelt egekrat fyldt med liljekonvaller. Der går mange fortællinger om det, bl.a. at de 12 apostle skulle ligge nedgravet der. Min farmor fortalte, hvad hun havde fået fortalt. Et skib sejlede fra Le Havre og skulle til Stk. Petersborg. Det strandede ved Karred og forliste. En mand gik tidligt morgen til stranden, hvor han fandt 12 trækaaser og en større kasse. De 12 var sølvfigurer,og den større kasse indeholdt et harmonium. Han fik hjem og fik tjenestekarlen til at hjælpe sig hjem med det i landdrevne, som de stillede ind i vesterstuen, hvor de fyrede godt. Ved aftenstid kom et sort får gennem gården, og harmoniet begyndte at give lyde fra sig. Det var spøgeri, og om aftenen kørte han og karlen de 12 kasser og harmoniet væk og begravede det hele i klitten, vist ved det gamle egekrat. …

Min far havde en større bogsamling om landbrug og dyrenes anatomi og pleje og pasning, men han havde vist mere interesse for forskellige andre ting. Var der på egnen et sygt dyr, blev han altid hentet. Men han kom efterhånden ind i så mange andre ting. Da han døde i 1919 havde han over 20 såkaldte tillidshverv, direktør for Raabjerg Sogns Sparekasse, opkøber af svin for Hjørring slagteri, formand for sygekassen og mange andre ting. Efter hans død blev min bror Otto hjemme på gården og måtte overtage de fleste af tillidshvervene. Han var kun 22 år, og det var mere end han kunne overse, og det hele var ved at løbe sammen for ham …

28. Aftægtshus til Hesselholt var lejet ud til CHR. MADSEN(HULSIGSNEDKEREN) – han byggede senere et hus lige øst for “Hotel Inger” – dette blev senere købt af LARS THOMSEN ( LARS HEDEN) .

30. MEJERIET - blev bygget ca. 1900 – første bestyrer var LAURITS LARSEN han var gift med KRISTINE – senere kom VILHELM CHRISTENSEN som var gift med  JOHANNE ( mejerske).

31. Et lille hus, der hørte til Hesselholt – her boede en tid MADS HESSELHOLT inden han flyttede til Skagen og blev slagter. – Det var en overgang købmandsbutik og senere brugs. Senere igen kom LARS PEDERSEN og drev her en høkerhandel.

32. 1890 blev STATIONEN bygget – første bestyrer hed HANSEN og han var gift med MADAM HANSEN – der var kun to madamer i Hulsig – den ene var madam Hansen, den anden var madam Wirring.

33. PETER NIELSEN var skrædder – der står ikke, hvor han boede, måske hos sønnen EMANUEL, der også var skrædder, og som boede i huset lige nord for stationen. Senere købte CHR HØGENHAVEN huset, og han var gift med KRISTINE - de drev central der. Som barn har jeg besøgt Kristine på Centralen, som hun blev kaldt, sammen med mor. Kristine må være blevet meget gammel.

34. – 35. De to KRØG-STEDER – de lå begge lidt længere mod nord og stadig vest for baneskinnerne.

Nordre Krøgsted: Hos A. P. Gaarboe hører vi en del om CHR. KRØG . Han ejede dengang Det nordre Krøgsted, og var på mange måder en begavet og agtet mand. Men han drak. Og en dag gik han op på loftet og hængte sig. CHR. KRØG er min tipoldefar og onkel Lars’ oldefar, og vores farmor fortalte om, hvordan hun som barn besøgte tipoldemor ( hendes bedstemor) og da hørte hun pludselig larm på loftet og troede, at det var CHR. LARSEN, svigersønnen, der var vendt hjem. “jamen, sagde hendes bedstemor, ved du da ikke, hvad dag det er? Han kommer jo altid en tur på loftet på sin dødsdag.” Min farmor var modig nok til at gå op på loftet. Det var tomt. Jo, de havde det hyggeligt i sin tid!!! – CHR. LARSEN overlod gården til sin søn CHR. PETER ( er bror til hende, jeg kalder min bedstemor ANNA ANDERSEN gift med min morfar ANDERS ANDERSEN ( uddeler ) og Chr. Peter igen lod sin søn CARL fortsætte gården – det havde han ikke evner ( lyst) til, så han solgte til MARTIN GÅRDLUND som restaurede og moderniserede gården og drev moderne landbrug. Han blev velhavende.

Søndre Krøg-sted: her boede KRESTEN JENSEN,  han solgte til CHR. LARSEN hvis søn JANUS LARSEN overtog gården. Hans enke solgte den til MARTIN GÅRDLUND, som jo også købte den anden Krøggård. Han rev den ene ned, og den anden er i dag en moderne gård, hvor der også er Bed and Breakfast.

36. Øst for banen længere mod syd boede NIELS HUSTH - han var ringer og graver og meget flittig – kunne spare op.

37. Øst for HUSTH boede SIMON SIMONSEN ( SIMON THY) Han var indremissionsk og holdt søndagsskole for børn – også juletræ – det sidste husker Lars som festligt. Senere overtog sønnen MARTIN SIMONSEN gården – han var postbud og gift med DAGMAR - svigersønnen SOFUS GRØNKÆR overtog ejendommen.

38. længere mod nord lå en lille ejendom, som ejedes af ERIK JENSEN - kaldet JERRIK

39.længere mod øst ( her springer min onkel Lars nok CHR.THOMSENS gård over, men den kommer vi til) boede PETER SJÆLLÆNDER  PEDERSEN) han var en dygtig håndværker og blev gift med Chr. Thomsens THOMINE.

40. Vi er nu nået til SØREN LØTH. Han opdyrkede en hedelod og levede ellers som daglejer. i LØTHS udhus boede OLE HVOLSKOV der levede af at lave tøjklemmer. Han solgte dem 2 øre stykket.

41. Øst for SØREN LØTH boede CHR. SENIUS PEDERSEN på et lille sted. Han var en agtet mand med tillidshverv og gift med CHRISTINE . De fik døtrene GERDA og AGNES sønnen OSCAR HUSTH overtog gården.

42. OLE CHRISTENSEN ( WOLLE RUMP) var gift med ANE, som var LARS ‘ bedstemors søster. Han var smed og spillemand. Stedet kaldtes også DET VESTRE RUMPSTED senere, som enkemand byggede han en ny gård på sin opdyrkede hede og giftede sig så med TRINE, som var CHR. THOMSENS enke. Deres datter giftede sig med BOYE SØRENSEN der overtog gården.

43 Længere mod øst ( hvor Tinesvej går nu ) boede JENS PIESENS TINE. Hendes hus forfaldt, og JANUS HESSELHOLT købte det og brød det ned og byggede en ny gård. Den blev dog dårligt drevet. Mere skriver Lars ikke om den sag, men så vidt jeg har hørt, var det min onkel KARL der drev den, og han var syg og blev kort tid efter sendt til hospitalet RISSKOV hvor han levede resten af sit liv. Så har jeg hørt, at min far MAGNUS HESSELHOLT en overgang drev gården, men han må have været meget ung, for hans far døde jo, da Magnus var 18 år. Gården blev solgt til CHR. HUSTH - for få år siden blev den revet ned og nu ligger huset STADUM der .

44. Længere mod øst lå CHR. THOMSENS gård. Sønnen KARL overtog gården. Der var mange uheld og de flyttede til “DET BETTE HJEM” - jeg kan ikke af optegnelserne se, hvor det hjem lå.

Vi har længe bevæget os mod TRANESTEDERNE hvor vi nu kommer til de to TRANESTEDER. Og dermed er rejsen endt.

45. Det søndre Tranested – - her boede AUGUST TRANE  - det var en stor ejendom med 10 køer – han var velhavende og desuden strandfoged. Fik døtrene MAGDE og ALMA - Min onkel Lars blev døbt samme dag som ALMA. August Trane solgte til NIELS PETERSEN.

46. Det nordre Tranested - her boede PETER TRANE gift med STINE - de drev et hæderligt landbrug med 3 – 4 køer. De fik dattene ANNA som blev gift med CHR. PETER LARSEN ( Krøgstedet) – gården blev solgt til solodanserinde ULLA POULSEN, der ombyggede gården til sommerhus. Hun var gift med JOHANNES POULSEN , der ligger begravet i klitten. I dag ejes ejendommen af FRU HERING.

Navnene er stavet, som Lars har gjort i sit hefte – f.eks. staver han Krøg og ikke Krøgh.

Min onkel Lars slutter med at sige, at der er bygget en del sommerhuse og andre huse, men han kender ikke tilflytterne. Nævner sært nok ikke min far som en af disse sommerhusbyggere.

I det næste indlæg vil jeg supplere med en del billeder. De fleste har jeg fundet i familieskatkisten, andre har jeg fået tilsendt.