Gud er Gud, om alle land lå øde, Gud er Gud, om alle mand var døde.
Sådan skrev Petter Dass engang for mere end 350 år år siden, og vi synger det stadigvæk i kirkerne, som om det var skrevet i går.
Petter Dass var en af den tids store salmedigtere, Norges svar på vores egen Thomas Kingo. De levede begge i en tid, hvor det var lettere at få øje på Satan end på Gud. I al fald hvis Gud var Den Gode Gud. Det var en tid, hvor krig, sult og pest hærgede år efter år. Og det onde satte sig helt sikkert i menneskenes hjerter. Hverken Kingo eller Dass var blødhjertede. Der går ry om deres hårdhed, og de skrev om det i deres salmer. De var formet af deres tid, som vi er formet af vores tid.
Men de gav os de smukkeste gudsbilleder.
Uden deres salmer, havde vi været fattigere.
Jo ældre, jeg bliver, jo mere ændrer mit billede af Gud sig. Jeg tror på Gud. Men jeg kan ikke mere finde de billeder af ham frem, som jeg kunne, da jeg var barn og ung og senere. Og vi forstår jo i billeder.
Jeg forstår ikke Gud.
Og jeg kan ikke mere danne mig billeder af ham – HAM endda – det virker forkert i dag.
Når Gud i det gamle testamente bliver spurgt, hvem han er, siger han: JEG ER
Men det er vel ingen forklaring?
Jeg ER også – men jeg er ingen gud.
Kan GUD slippe godt fra søforklaringer?
Jeg har netop læst Jakob Søe Esmarrchs bog: Gud hvor jeg savner ham.
Esmarchs 9 årige søn fik kræft og døde to år efter.
Faren er præst. Så må det være svært for ham at at slippe Gud uden at slippe sin egen identitet. Men han føler, at Gud slipper ham. Og det kan jeg godt forstå.
Det gamle teodiceproblem lyser så klart, når døden rammer ens barn: Hvordan kan Gud være god og almægtig på samme tid?
Ja, vi forstår det ikke.
Som ung havde jeg perioder, hvor jeg afskrev Gud. Som om nogen kan gøre det!!! Men jeg har ikke evner til at leve et gudløst liv. Så tilgiv mig, kære Gud, at jeg af og til afskriver dig i afmagt og sorg over den verden, du har skabt og de vilkår, du har givet os. Som du ser, tror jeg stadig, at du er der, og at jeg kan afskrive dig. Eller bilde mig det ind.
Jeg skrev som helt ung et digt om Gud og Satan, for de kæmpede i mit eget indre, og jeg ville ikke slippe nogen af dem. Gud, fordi han er god, og elsker mig. Og Satan, fordi han er ond og hader mig. Og ind i mellem fortvivlede jeg over, at Satan ofte syntes at få det sidste ord. Og jeg skrev et digt. Det lyder:
Den er færdig nu. Det bliver en lille bog. Og de fleste glimt er som dette eksempel taget lige ud af den hverdag, der var engang.
ET GLIMT FRA KAPITLET: DEN SOMMER
Solen står allerede højt på himlen, og den skinner så lysende klart, som den har for vane denne sommer, og det er søndag, og Mor har dækket et fint morgenbord på plænen bag ligusterhækken. Bedstemor sidder allerede derude i hængesofaen og nynner med en opslået salmebog i skødet, og da jeg kommer ind gennem den smalle åbning i hækken, ser hun op og smiler, og vi hilser godmorgen, og jeg spørger hende, hvad det er, hun læser, og hun begynder at synge ”lysets engel går med glans” og jeg synger med, for lige den salme kan vi alle udenad. Og lige nu passer den bedre end nogensinde.
Inden vi er færdige med sidste vers, kommer Dorte og Mona tumlende gennem åbningen i den høje hæk, der er så smal, at to personer umuligt kan passere igennem den samtidig, ikke engang de to smårollinger er der plads til, og de to færdes ellers altid side om side og er sammen om alt, hvad de foretager sig, og de snakker i munden på hinanden, som om de var tvillinger. Siamesiske endda, tænker jeg og kommer til at grine, for de ville godt nok se sjove ud, hvis de var groet sammen. Uadskillelige, det er de da i hvert fald.
Det tænker jeg, og måske mærker jeg et lille stik af jalousi.
”Hvad griner du af?”
”Ingenting.”
Lidt efter sidder de og hvisker med hovederne så tæt sammen, at deres hår mødes, Dortes lange, brune lokker blander sig med Monas væld af viltre krøller, og så begynder først Dorte og så Mona at fnise stille, men pludselig bryder de ud i latter og kan ikke holde op med at grine. De er ni og ti år, og de morer sig over alt muligt, som overhovedet ikke er morsomt.
”Den, der hvisker, lyver,” siger jeg, og så kapper de latteren midt over og ser så betuttede ud, og jeg er lige ved at fortryde mine ord, men så lægger Bedstemor salmebogen fra sig og siger, at nu skal vi være gode børn og enes smukt, og om lidt kommer Mor med kaffen og Far med rundstykkerne fra bageren, og så skal vi rigtigt hygge os sammen og glæde os over det fine vejr. Og over søndagen. Og nu er hun sikkert på nippet til at tilføje noget om Jesus, men gør det ikke.
”Det gør vi også,” siger Dorte.
”Ja, vi gør så,” siger Mona, og pludselig griner de begge to igen, og jeg kan mærke, at noget falder på plads inde i mig.
Det rasler i hækken, og denne gang er det Anders, der dukker op, lidt usikker på benene, synes jeg, og ser han ikke mellemfornøjet ud? Hvorfor? Da jeg sagde godnat til ham sent i nat foran døren til det lille kosteskab, han kalder sit værelse, var hans humør ellers steget flere grader over normalen, ja, han virkede næsten glad. Og i al fald gladere end længe. Og med god grund, for alt går fremad for ham nu.
Han har haft et kedeligt forår, og skønt solen skinner hver dag, så har hans sommer indtil nu heller ikke været uden skygger. En stor del af maj og langt ind i juni har han måttet tilbringe tiden i stor kedsomhed på en klinik i Ålborg, hvor man har forsøgt at helbrede ham for den hudsygdom, der har plaget ham i årevis. En overgang var det endda tvivlsomt, om han kunne nå at tage sin mellemskoleeksamen eller måtte gå et år om. Nu slap han igennem nåleøjet med en sygeeksamen, som han dog endnu ikke har afsluttet helt. Efter sommerferien skal han op i de fag, han mangler.
Det går nok. Han må blot ikke drive tiden bort, siger Far, men huske at studere flittigt, og desuden er der jo arbejdet på havnen, som han ikke helt kan slippe for. Men her er Hans og jeg solidariske, vi stiller gerne op og hjælper med at ro hyttefade.
De seneste dage har sol og hav gjort mirakler, og hans hud er ikke mere så irritabel, at han ikke kan være i sig selv. Og turen langs havet i aftes var en succes, det synes jeg da, og selv faldt jeg i søvn med de skønneste billeder af os tre, der gik sammen i vandkanten, hvor de små bølger krappede op og skyllede hen over vore nøgne fødder, og havet derude, der glitrede i striben fra månen, der var stået op og hang og lyste som en vældig kosmisk lampe i natten. Længst ude i horisonten lå Hirsholmene, der i korte glimt som til syne som en række mørke klatter, hver gang fyret sendte sin skarpe lyskegle ud over havfladen.
Her kunne vi gå til evig tid, tænkte jeg og fyldtes af en følelse, som var ny og forunderlig, det var, som om jeg oplevede alting for første gang. Og vi blev ikke trætte af at snakke i munden på hinanden for så pludselig at blive tavse, som om natten havde slugt alle ord, og først da vi nåede helt ud til Elling Å, hvor vores strand slutter, og frederikshavnerstranden begynder, gik det op for os, hvor længe vi havde vandret, og at natten allerede for længst var begyndt, og at vi nok burde vende næsen hjemad.
Stranden videde sig ud nu og dannede et bredt delta der, hvor åen havde sit udløb, og foran os i månelyset kunne vi se vandet strømme hen over det hvide sand som et levende, sølvskinnende bånd, der længst ude opslugtes af havet.
Vi skråede ind over stranden og gik op mod klitterne, der var ganske lave her ved udløbet, men pludselig drejede Hans fra og løb plaskende et langt stykke ud i det lave åvand.
”Kom!” sagde han. ”Lad os krydse åen.”
”Ja,” sagde jeg, ”så kan vi gå hele vejen til Rønnerne og derfra følge engvejen hjem. Den kender jeg.” Jeg cyklede den tit med Rolf, og jeg vidste også, at den var meget lang. Men det sagde jeg ikke, for det gjorde ingenting, om den så aldrig sluttede.
”Ja, hvorfor ikke, natten er vor egen,” sagde Anders og grinede og satte i løb efter Hans. Jeg pjaskede bagefter.
Åens vand var koldere end havvandet, men det nåede kun til anklerne det første lange stykke. Og vi fortsatte udad, indtil strømmen blev stærkere og vandstanden begyndte at stige, og det med et blev så dybt, at det nåede til kanten af mine hvide shorts. Jeg standede brat op, men blev stående en tid og trippede på stedet. Vandet føltes pludselig iskoldt.
”Nu drukner Marianne,” sagde Hans og slog ud med armene, som om han ville sige, men pyt, lad hende da bare det.
”Så må vi hellere vende lillesøster om og gå hjem,” sagde Anders.
”Hun vil ikke hjem,” sagde jeg.
”I morgen er der atter en dag,” sagde Hans
”Sagde Valdemar Atterdag,” sagde jeg
”Nej, sagde jeg,” sagde Hans.
Og vi blev ved med at pjatte og fjolle, mens vi vadede mod land og begyndte hjemturen. Til sidst småløb vi. Det var virkelig blevet sent. Eller rettere, det var ved at blive meget tidligt, himlen havde allerede fået et rosa skær, og om lidt ville solen stå op.
”Velkommen i det grønne,” siger Bedstemor og smiler til Anders, og Anders smiler igen og ser pludselig helt almindelig storebroragtig ud, og da Mor i det samme kanter sig gennem åbningen bærende på den store bakke, og vi kan høre Far i indkørslen bremse så hårdt i pedalerne, at dækkene hviner, forsvinder det sidste lille slør af træthed, og han dumper tilfreds ned ved siden af Bedstemor.
”Og hvad skal I så lave i dag?” siger Bedstemor og ser på Dorte og Mona, og de fniser begge to.
”De skal vaske op,” siger jeg.
”Ja, hele dagen,” siger Anders.
”Vi skal bade,” siger de i kor.
”Og jer?” siger Mor og ser på mig, mens hun retter an. Det er søndag, og så er der rigtigt smør på bordet, og vi må gerne smøre et tykt lag på rundstykkerne, for til dagligt får vi kun margarine, og det skraber vi med vilje. Og hun stiller syltetøj og ost og mælk frem, og der er sukker og fløde til Fars kaffe.
”Vi skal …” siger Anders og ser på mig.
”Sejle,” siger jeg.
”Så vil vi med,” siger Dorte, men Mor mener, at de er for små til at sejle med Moses, der er vores nye motorbåd, men de kan løbe til stranden og lege med deres baderinge, og de har jo også en snorkel og er flinke til at dykke med den. Er det ikke morsomt?
Småpigerne ser på hinanden, og måske nikker de, men de siger ingenting.
”Jeg har en ide,” siger Far, mens han hælder rundstykkerne i en skål og lægger jødekagerne på en tallerken.
Vi ser alle sammen på ham, og han får et finurligt træk om munden, men siger ingenting.
”Hvad har du nu fundet på Magnus?” spørger Mor, som om det er en skarnstreg, han pønser på, men man kan høre på stemmen, at hun ikke mener det.
”Ja, det gætter I aldrig,” siger Far.
”Vi skal køre søndagstur, ikke Far?” siger Dorte, ”må Mona komme med?”
”Og Hans?” siger jeg.
”Hov, stop, hvor mange tror I, der kan være i bilen?”
”I kan bile uden mig, jeg skal til kirke. Det er jo søndag,” siger Bedstemor og får det til at lyde, som om hun er nødt til at ofre sine fornøjelser på søndagens alter.
Vi er alle tavse en tid, så siger Far: ”Nå, men så siger vi det.”
”Men kan vi være så mange i bilen?” siger Mor.
”Åh, det går nok,” siger Far. ”Børnene kan jo sidde i lag. Og Dorte mellem os to.”
Han ser på os en efter en som for at måle vores tilfredshed.
”Men I har stadig ikke gættet rigtigt?” siger han.
”Er det ikke en søndagstur?” siger en af os.
”Jo, men hvortil?”
”Magnus! Nu er du urimelig. Der er tusinde steder, vi kan tage hen,” siger Mor.
”Ja. Men der er kun et Tråen,” siger Far, ”og der skal vi hen.”
”Jaså, nå I skal til Tråen, jamen så ville jeg da i grunden gerne …,” begynder Bedstemor, men Far afbryder hende.
”Ahh … du skal jo i kirke, Anna. Husk det!”
”Nå ja.”
Og så tog de alle sammen til stranden. Sådan ender et rigtigt eventyr. Ved stranden. Ja, for det er stedet, hvor livet aldrig slukkes. Selv i trange tider, hvor alt andet sander til i rod og forvirring, så er stranden det sted, hvor sandet kan flyve frit uden at lægge sig ind over sindet og tynge det ned. Tværtimod. Det er her, sanserne vågner, det er her, livet kan ånde frit og ubesværet. I min kostskoletid i Silkeborg længtes jeg undertiden væk fra bøgeskovene med deres brede løvhang, der lukkede sig om en, og søerne med deres stillestående vand. Jeg længtes efter et oprørt hav og vilde storme, og jeg skrev metervis af digte til havet og til stranden, akkurat som andre på min alder skrev kærlighedsdigte. Ingen af digtene var gode, og de fleste er gået alt kødets gang, men et enkelt ligger endnu i skuffen. Jeg tager det op. Åh ja, det lyder:
Jeg mærker atter
Strandens fugtige sand mod min fod
Atter griber lyden af hav mit sind
Endnu engang
Lammer den brølende stilhed
Stormen fra andre steder
Alt er virkeligt her
Havet er salt og stærkt
Havet fugter min kind
Vinden er mild og varm
Som luft under fuglenes fjer
Klitterne strækker sig stolte
Tavse og uden bøn
Ensomme står de i natten
Skulder mod skulder
Som trusler mod himlen
Hvis magt de har lært
Af havbrusets brænding
Også jeg er alene.
Men nu skriver vi 1957, og scenen er sat. Vi er ved stranden i Tråen. Det er vores strand. Og endnu er vi børn. Og vi leger, som børn gør, vi bygger slotte i sandet, og vi opstemmer den brede bæk, som risler frem fra en slugt i klitrækken og løber ned over stranden, hvor den forsvinder i havet i et væk. Og så er det, at vi tager naturen ved vingebenet og for en stund leger Vorherre og ivrigt går i gang med at opdæmme bækken fra bred til bred, så ikke en eneste dråbe af det okkerbrune vand får mulighed for at løbe frit ned over det hvide sand og ud i havet.
Når al bevægelse er standset, og mens vandet bag sandmuren langsomt stiger og stiger og til sidst truer med at bryde gennem bygningsværket, går vi med nøgne fødder ud i det fugtige sand foran dæmningen og samler de små glasål op, som nu ligger og vrider sig hjælpeløse i sandet, og vi putter dem i syltetøjsglas og glæder os over at kigge på det sprællende liv, som vi har fanget og gjort os til herrer over. Vi holder glasset op mod solen og ser, hvordan de små fisk tager farve og glinser i lyset.
Far og Mor bliver børn sammen med os. Vi ler.
”Men sæt dem nu ud igen!” siger Far. Og til Mor siger han, ”man må i grunden kunne få lidt forretning ud af de der små fyre, mon ikke?”
”Hvad?” siger Mor, og Far forklarer hende om sin spritnye ide. Han vil købe nogle tønder fulde af glasål, siger han, og sætte dem ud i en af de små klitsøer, der findes så mange af langt inde på Hulsig Hede. Så kan de vokse sig store, og vi kan fange vore egne ål.” Mor ryster på hovedet.
Men lidt efter glemmer han alt om at lave forretning og svømmer en lang tur sammen med sine børn. Ud til den yderste revle. Nu er vi store nok til at følge med ham, også selv om Mor protesterer og ikke synes, det er klogt. Og jeg tænker, at Mona og Dorte bliver sammen med Mor og svømmer på det lave vand.
Efter svømmeturen pakker Mor kurvens indhold ud, og der er øl til far og sodavand til os og klemmer til alle. Og bagefter sidder de voksne og ryger i tavshed, mens de kigger ud over havet, Mor pulser på en cerut og Far på en cigar. Røgen stiger op og forsvinder i solens stråler. Vi børn løber langs stranden imens og leder efter rav og flaskeposter, og det er så sikkert som amen i kirken, at vi aldrig finder nogen af delene.
Stranden ved østkysten i Tråen er ikke så bred som den ved vestkysten i Kandestederne, men den er lysende hvid og næsten ren. Lidt opskyllet tang, hist og her nogle skaller og søpindsvin, og spredt omkring i det hvide sand ligger opskyllede stumper af affald fra de mange skibe, der enten passerer forbi langt ude i horisonten på vej mod Norge eller bare runder Grenen, eller fra skibe, som ligger for anker et godt stykke ude, somme tider i ugevis, mens de venter på ordrer.
Da vi langt senere er på vej tilbage til bilen og trasker hen over de ujævne strækninger med marehalm og sandfyldte hulninger og småklitter, slæbende på tæpper og badetøj og madkurve og andet grej, standser Far brat op på en klit, der er lidt højere og bredere end de andre. Han står og ser ud over havet, mens han venter på os.
”Her,” siger han, ”lige her skal det ligge.”
”Ligge?” siger Mor, og det er let at høre på stemmen, at hun er træt. Hun puster lidt og standser ikke op, men fortsætter op mod bilen, som endnu er skjult af de høje graner, der vokser der, hvor sandvejen hører op.
”Vi har langt at gå endnu, Magnus, og har vi ikke ligget nok?”
”Jamen huset,” siger Far, ”vores hus.”
”Et sommerhus?” siger Mor, og nu standser hun også og vender sig om og går tilbage til Far.
”Ja, lige her.” Og så fortæller han os, at på den her klit har han siddet som lille dreng, mens han vogtede gårdens får. Sammen med storebror Karl, og her havde han røget sin første cigaret.
”Hvor gammel var du dengang, Far?” spørger Dorte.
”Ni år,” siger han.
”Det er løgn,” siger Anders, og Far nikker og siger, at det er det muligvis, men ikke ret meget.
Så lykkedes det. At skrive erindringerne uden tåkrummende afsnit. De seneste par uger er gået med at skære i det skrevne. Ragekniven har været glødende i lang tid nu, og skæg og balade er skåret væk, og det mest tåredryppende er sendt til afdrypning andetsteds. Originalmanuskriptet findes, hvis du gerne vil vide det hele. I bogen må du nøjes med det halve.
Herover Fru Bentzen, der spillede en vigtig birolle i vores barndomsliv. Derfor og fordi hun var en personlighed ud over de sædvanlige, man møder på sin vej, så har hun fået sit eget kapitel.
HR OG FRU BENTZEN
”Men Mor, behøver jeg at gå med?” siger jeg.
Dorte siger ingenting, for hun er så lille, at hun ikke kan huske sidste år, så hun glæder sig. Det kan jeg se på hendes ansigt, der lyser af forventning, som om vi skal med Far og Mor til et familiebesøg i Skive eller noget andet af det fantastiske, der undertiden kommer lige ud af det blå.
Men det skal vi ikke. Vi skal bare tværs over vejen og til julebagning hos Fru Bentzen ligesom hvert eneste år op til jul. Annelise og Hanne er blevet for store, og Dorte er lige akkurat blevet stor nok.
Det er en tradition, og det er så morsomt med traditioner. Og så skal vi arbejde i fruens køkken en hel formiddag og være flinke i al den tid. Og fruen er så venlig, siger Mor og Bedstemor. Og hvor er det dog smukt, at hun giver sig tid til at aflaste vores mor, som har nok at se til nu, hvor alt er juleforberedelser, og de voksne slet ikke kan nå at gøre det hele godt nok, inden det hele er forbi igen.
”Ja, selvfølgelig. Og du bør være taknemmelig,” siger Mor, mens hun kunstfærdigt binder en rød sløjfe i Dortes hår og retter lidt på Anders’ matroskrave og ser på mig med håbløshed i øjnene.
”Og nu skal du være artig, lille Janne,” siger hun, og jeg undrer mig, for jeg har da slet ikke nået at være noget som helst, siden Mor begyndte at pynte på os, som om vi var tre juletræer, der skulle sendes tværs over vejen til den store gård, der ligger skråt overfor og på hvis mark, Far har fået lov til at stille sine fiskekasser op, så de står der i lange, vældige stakke, som man kan bygge huler i, uden at nogen opdager det. Engang havde vi også kaniner på den mark, fordi Hr. Bentzen sagde, at det var sundt for børn at passe dyr. Så laver de ingen ulykker imens. Men kaninerne lavede så mange ulykker, at vi blev trætte af dem, og Far solgte dem.
Fru Bentzen er lang og tynd, og hendes hår er sølvgråt og nydeligt sat op, som kom hun lige fra frisøren eller var på vej til en fest. Men hun er også den fineste dame i hele Strandby, det ved jeg nok, og jeg husker som regel også at neje pænt, når jeg rækker hende hånden, som skal være den rigtige. Den anden hånd er forkert, selv om det er den, jeg bruger til alting. Men det er bare, fordi jeg er kejthåndet, siger Far, og det vokser jeg nok fra. Det har han gjort.
Men endnu må jeg tage mig i agt, når jeg hilser på damer, der er lige så fine som Dronning Ingrid, som Fru Bentzen har været til selskab med, dengang hun endnu var fornem nok til at omgås de kongelige, og da måtte selv hun neje. Det ville jeg godt have set.
Fruen er født og opvokset på et slot. Voergård Slot. Og så blev hun gift med Hr. Bentzen, som også havde en stor gård, Ellinggård, men den tog tyskerne fra ham, og bagefter ødelagde de den. Så nu er Hr. og Fru Bentzen helt almindelige ligesom os. Men det skal vi ikke lade os narre af, siger Bedstemor, for det fornemme slipper ikke så let sit tag i folk.
”Fru Bentzen holder meget af børn,” siger Mor, ”og I skal også holde af hende, for hun har ikke haft det let i livet.” Og så sukker hun, som om det er hende, der er født på et slot og endt i Strandby.
Vi ved godt, at vi skal holde af hende, men det gør vi ikke, for hun er så langt væk, selv om hun bor skråt over for det røde hus.
Da vi kommer derover og står sammen på trappen med hinanden i hånden og ringer på klokken, kommer fruen ud med det samme, som om hun har stået lige bag døren og ventet.
Hvorfor har hun det?
Jeg nejer dybere end nogensinde for at være et godt eksempel for min lillesøster, der nejer, inden hun når at række hånden frem, for hun vil helst gøre alting samtidig med mig. Hun aber efter, siger Anders. Han bukker og siger mange tak, fordi hun vil se os og at han skal hilse fra Mor.
”Hvor er I søde. Jeres forældre kan rigtignok være stolte af jer.”
”Det er de også,” siger jeg, ”hver dag.”
Og så bliver vi puffet gennem gangen og ind i køkkenet, og her spænder Fru Bentzen et forklæde om livet på Dorte og mig. De er fine og stivede og har tilhørt fruens datter, Aase, som nu er voksen. Men Anders får ikke et forklæde på, for hendes søn Palle havde ikke et, han kan arve. Drenge bruger slet ikke forklæder, for de må hellere end gerne grise sig til og skal ikke være pæne og pyntelige som vi andre.
Og her i fruens fine køkken ligger alt allerede parat til os, da vi træder ind, og jeg kan huske det hele fra sidste år og kommer til at sukke.
”Hvad er det med dig, lille Janne? siger fruen. Og jeg ser på bordet, men siger ingenting.
Der ligger de: Lange, tynde pølser hele vejen hen ad det lange bord lige fra det begynder ved bryggersdøren og til det ender ved stuedøren. De er rullet helt lige tykke og er helt ens og anbragt omhyggeligt side om side i række efter række, og så bliver vi stillet op foran hver sin del af herligheden og får hver sin kniv i hånden.
”Knive er ikke legetøj, så pas nu endelig på! Det er dejen, I skal skære i, ikke de små hænder.”
Jeg skotter til Anders’ hænder, og lægger for første gang mærke til, at de er vokset sig store. Rigtige drengenæver. De er næsten lige så store som fruens, men de er meget tykkere end hendes, der er lange og tynde som pølserne på bordet foran os. Men hendes er rynkede og ikke ligeså glatte og skinnende som dejen. Tanken får mig til at fnise.
”Nu ikke for meget pjat,” siger fruen, og jeg bliver lige så stille som de to andre.
”Og så må I gerne begynde,” siger fruen, som om vi skal spille en kamp, hvor det gælder om at komme først, og som om vi kunne finde på at tyvstarte, hvis hun ikke holdt skarpt øje.
”Men husk nu, at pebernødderne skal være lige store. Arbejdet skal gøre sirligt.”
Jeg smager på ordet ”sirligt”, det er et surt ord, synes jeg og har lyst til at spytte det ud, men det kan jeg jo ikke uden at sige det, og det går nok aldrig an, når man ikke må pjatte.
Pludselig får jeg lyst til at hakke i vilden sky på de væmmelige pølser, så de bliver vinde og skæve og usirlige.
Men det går nok heller ikke an.
Dorte kan ikke lave pæne pebernødder, selv om hun kigger på mig, hun er nok alligevel for lille, tænker jeg, men fruen har nok glemt det med det sirlige og roser hende, og vi fortsætter i det, de voksne kalder evigheder, og som er, når noget aldrig får ende.
Men så når vi alligevel til vejs ende, og nu kommer det lyse øjeblik, som vi har glædet os til. Æggesnapsen. Og vi får to blommer i hver sin kop og mange skefulde sukker oveni og en ske, og så gælder det om at røre så længe rundt, at æggesnapsen blegner, og alt sukkeret forsvinder ind i hvidheden.
Bagefter læser fruen højt for os af ”Den store Bastian”, og den bog elsker vi, for det går alle børnene forfærdelig dårligt, de bliver brændt og slagtet og sultet ihjel. Og der kan man bare se.
Det er stadig vinter, da vi en tidlig morgen igen skrår tværs over vejen med kurs mod gården. Frosten bider i kinderne, og sneen drysser så stille og fint, at det ville passe godt til en julemorgen.
Men det er længe siden, det var jul. Nu er det blevet fastelavn, og vi lister af sted langs den isglatte landevej det korte stykke til gården. Ja, vi lister, selv om vi i grunden har travlt, for det er en almindelig mandag morgen, og Far skal på havnen, og vi skal være hjemme igen, inden han går.
Han har vækket os tidligere, end han plejer, for vi skulle først klædes ud med hatte og masker og sære sjaler, som Mor har syet til os, og vi skulle forsynes med hver sit fastelavnsris, som Far har lavet af pilekviste.
Og så først blev vi varpet ud ad døren.
”Husk nu at være artige!” sagde han med et smil i øjet. Og vi grinede alle tre, for I dag skal vi nemlig ikke opføre os det mindste artigt, og det ved Far udmærket godt.
Vi skal for en gangs skyld være vilde. Vi er ikke mere tre velopdragne børn med fredelige hensigter, men hæslige væsner af en ukendt art. Vi kommer fra en fjern planet, og nu er vi landet i Strandby.
Så grumme er vi, at vi kan skræmme livet af gamle folk.
Hr. og Fru Bentzen er gamle. Og nu kan de vente sig. I dag er hævnens dag.
Det er en gammel skik at rise folk af senge. Og herren og fruen på Strandbygård elsker gamle skikke og holder dem gerne i hævd.
Vi lister af sted som indianere på krigsstien, for de skulle nødig vågne ved at høre en flok børn komme trampende og hujende ude på vejen. Vildskaben holder vi i ave. Indtil. Ja, indtil.
Så er vi ved stuehusets køkkendør, og den er sært nok ikke låst, og vi lemper den lydløst op og står lidt i bryggerset og ånder tungt bag maskerne. Dorte hvisker, at hendes maske er gledet ned, så hun ikke mere kan se ud af de små glughuller. Anders makker med masken, og Dorte begynder at pibe, for nu kan hun ikke få luft.
”Det er lige meget, for du er jo et uhyre,” hvisker Anders og tager hende i hånden og halvt slæber hende med op ad alle trapperne til soveværelset. Jeg lister bagefter.
Forsigtigt skubber vi døren op. Det er let nok, for den står på klem.
Så begynder vi at larme og rise løs på stakkels Hr. og Fru Bentzens sovende ansigter. De snorker ekstra højlydt nu, som om de vil overdøve sangen, som vi skråler i vilden sky.
De ligger og sover i deres morgenkåber, ser vi, og det er jo lidt snyd, men vi lader, som om vi ikke lægger mærke til det, og da det endelig lykkes os at vække dem fra den dybe rævesøvn, tumler de op og ser forvirrede på os.
”Hvem er I?” råber de i munden på hinanden, og tænk, at det lykkes os at forskrække dem så vildt hvert eneste år.
Bentzen griber fat i Dorte og svinger hende luften, mens han danser rundt i soveværelset, lige indtil hun taber masken og begynder at græde.
”Du er alt for vild, Aage, du skræmmer jo barnet,” siger Fru Bentzen
”Men Esther, det er jo hende, der er vild, er du ikke vild, lille trold?” siger han og sætter varsomt Dorte på gulvet og tørrer tårerne af hendes ansigt.
”Jo,” hikker hun og smiler med blanke øjne.
Fru Bentzen har taget mig i hånden og prøver at gætte, hvem jeg er, og hun siger alle de navne, jeg ikke er, lige indtil jeg river masken af og griner, og hun ler en befriende latter, som en, der lige netop er undsluppet den yderste fare.
Anders står helt stille og ånder i sin maske.
I køkkenet dufter det af nybagte boller, og Fru Bentzen fylder en pose til os og siger, at vi skal hilse Far og Mor, og vi husker at neje, inden vi styrter hjemad og når at give Far en bolle, inden han smutter til havnen. Så vækker vi de store piger og Mor.
Man bliver født og er lille og bliver stor og voksen og gammel. Og så dør man. Det er et liv.
Nu forsøger jeg så det umulige, som det er at fortælle sit liv. Til mig selv og måske til andre. Jeg er så gammel nu, at jeg kan sige, at løbet snart er kørt. De enkelte etaper samler jeg op i små kapitler i det, jeg kalder en fortælling om mit liv.
Men det er sært og svært at fange det barn, man var engang, og den unge kvinde, som skulle have identitetssammenfald med mig.
Det kan man faktisk ikke gøre, så det bliver rigtigt. Men man kan gøre det, så det bliver sandt. Og det er det, jeg har forsøgt. Det skal være sandt
Det er ikke helt umuligt
Og du skulle prøve det. Det er en god øvelse at se sig tilbage og prøve at fange stumperne af det, der engang var en helhed og se, hvad der kommer ud af det.
Jeg har læst Hausgaards erindringsskrift: ”Når vi ånder i takt” – og her skriver han om det med at finde det barn frem, som man engang var:
…(side 161) ”Det bliver til en fortælling og til et billede af noget, der var engang. Det er ret spændende at prøve at huske sig selv som barn. Det burde alle prøve. Ville man egentlig kunne lide det barn, ville man kunne lide ham som søn? Ville man have lyst til at møde ham, også i dag, og hvad ville man sige til ham?”
Jeg har skrevet det meste af min erindringsbog færdig, og når jeg sidder og læser et afsnit igennem, tænker jeg hver gang: var det virkelig mig? Var jeg sådan? Og er det virkelig min mor? Var hun sådan?
Nu forsøgte jeg i dag at huske den scene, hvor min mor fortæller mig, at hun og far har besluttet, at jeg skal sendes på en kostskole. Jeg husker ikke dialogen ordret, men jeg ved helt sikkert, at den fandt sted i køkkenet, og jeg ved også, at mor roste mig for at være den dygtigste til at holde køkkengulvet rent. Og jeg husker min skræk, da hun fortalte mig om mine forældres beslutning om at sende mig på kostskole.
Nu skriver jeg scenen her, sådan som den blev, da jeg halede fortiden frem og gav den nye ord:
DU MÅ REJSE
Jeg ligger på knæ, mens jeg gnubber køkkengulvet med en klud, som jeg dypper i spanden og vrider op, inden jeg klasker den ned foran mig og knokler løs af alle kræfter på det beskidte linoleum. Vandet er så varmt, at jeg brænder hænderne, men det er godt sådan. Jeg kunne sagtens stå op og gøre rent uden anstrengelse, blot bruge skrubben ligesom Mor gør. Den er skruet godt fast på en stang, og så behøver man ikke bukke sig eller noget, det er så let som ingenting. Men jeg foretrækker at være i gulvhøjde, når jeg arbejder, for jeg vil, at hele gulvet skal være skinnende rent og uden en eneste plet, og så findes der kun en metode. Man må bukke sig sammen og lægge kræfterne i.
Begge dørene står på vid gab, for så kan jeg begynde ved den ene dør og kravle hen over hele fladen og fortsætte baglæns ud gennem den anden dør, og jeg er omtrent nået dertil, da jeg støder mod Mors ben.
”Hovså!” siger hun.
Hun står midt i døråbningen, og nu ler hun. Jeg rejser mig op og stryger tjavserne væk fra øjnene og ser til siden. Det drypper fra kluden, som jeg holder op foran mig.
”Der er ingen, der kan vaske et gulv som dig,” siger hun.
Måske mumler jeg et lille-bitte-tak, for hvad er det for en kompliment?
”Jeg mener det,” siger Mor. ”Du er så dygtig.”
”Nå,” siger jeg. Jeg har ellers lige fået min karakterbog med årskaraktererne, og jeg har vist Mor den. Det ser ikke ligefrem ud, som om jeg er dygtig.
”Så bliver jeg nok en god tjenestepige,” siger jeg.
”Hold nu op!” siger Mor, ”du skal da ikke i huset.”
”Hvad?”
Har hun fundet ud af, at jeg aldrig vil giftes, eller hvad? Det har jeg da kun fortalt mig selv. Jeg vil godt i huset. Så kan jeg ligge på knæ resten af mit liv og skure løs som bare fanden, indtil alt omkring mig skinner som ind i himlen.
Lige nu kan jeg mærke surhedsgraden vokse for hver tanke, der farer gennem mig, så jeg slår tankevirksomheden fra og ser på Mor, der har pyntet sig.
Håret er nylig permanentet, og dragten sidder som støbt på hende. Det er den, Far har købt til hende i København. Den er fra et modehus, måske er det endda en Dior-model. Den har i al fald været dyr. Så skal hun sikkert til møde i Innerwheel.
”Vi har snakket sammen, Far og mig. Du skal noget helt andet.”
”Hvad?”
”Læse.”
”Det gør jeg da også.”
”Du skal studere.”
”Men Mor … jeg … det …” Jeg tier stille og tænker igen på min karakterbog. Der er g- i alle skriftlige fag. Og halvlunkne karakterer i de andre fag, for jeg pjatter for meget i timen, siger lærerne, og jeg forbereder mig ikke ordentligt. Og det er sandt. Det gør jeg ikke. Jeg læser, men ikke lektier. Jeg cykler, men uden hund. Jeg strejfer om på stranden og drømmer mig ind i andre liv, skæbner, som ikke findes, men som jeg opfinder, men det fortæller jeg ingen. En dag går jeg langs stranden og drømmer, at jeg er en pige, der er forladt af alle og som ikke har noget sted at tage hen. Hun går og går, indtil sålerne falder af skoene, og hun selv falder sammen i kanten af havet. Her bliver hun liggende. Bølgerne skyller op over hendes ansigt, bølge efter bølge. Vådt og blidt.
”Men så må du rejse.”
Jeg siger ingenting, men jeg kan mærke kulden, der breder sig i kroppen. Rejse? Jeg kan ikke rejse.
”Og det vil du vist også gerne,” siger Mor.
”Ja,” siger jeg med munden fuld af løgn.
”Og vi har undersøgt sagen for at finde den rigtige skole til dig. Far har tjent godt på havnen de senere år, og vi har råd til den bedste kostskole. Herlufsholm havde vi først tænkt på, men det er så langt væk. Så er der Th. Langs Skole i Silkeborg. Hvad siger du til det?”
Jeg siger ingenting. Måske nikker jeg. Jeg vil ikke på kostskole. Det tør jeg ikke. Jeg vil blive her. I Strandby. Ved stranden. Ved havnen. Ved Anders og Hans.
Det er titlen på en selvbiografisk roman af Christine Arnothy, der oplevede russernes angreb på Budapest i 1945. Bogen handler om en ukuelig livsvilje hos en stor pige, hvis liv hænger i en tynd tråd. Hun vil leve og trodse den død, der omgiver hende og hvert øjeblik truer med at ramme hende. Hendes odds for at overleve er minimale.
”Jeg er firs år og jeg vil ikke dø.”
En bog med den titel kunne jeg i et kort glimt godt tænke mig at skrive, men titlen lyder jo forkert, og måske kunne jeg ændre den til: ”jeg er firs år og jeg vil nok død.” Det lyder måske lidt bedre, men er tvetydigt, ”nok” kan fortolkes som ”gerne”, og det vil jeg ikke så gerne, og som ”sandsynligvis”, og her er den jo OK:. Mine odds for at overleve nærmer sig nul.
Jeg må altså helt omforme min sætning, hvis den både skal passe og være passende. Så bliver titlen:
”Jeg er firs år og vil gerne leve.”
Og det er sådan, det er. Men når man kravler over 80årsgærdet er det OK at tænke på døden. For den er kommet så nær, at man gør klogt i ikke at fortrænge dens eksistens alt for meget. At gøre sig fortrolig med tanken er svært, men jeg tror, at det er en god ide. Jeg prøver det hver dag. Og det går fremad.
Jeg er lige blevet færdig med at læse Hausgaards ”Når vi ånder i takt” en slags erindringsbog, men også bare en klog mands betragtninger over livet, og altså også for mig SÅ MEGET en åndfælles tanker om det at være menneske. Og det åndelig beror ikke på noget fint og luftigt, men på det faktum, at vi begge er Vendelboer af hjertet. Vore hjerter slår i samme sindige vendelbotakt, når talen er om ”de store spørgsmål,” og hertil hører jo ”døden.”
Hausgaard skriver om, hvordan han oplevede det, da han fik hjertestop, og var ”død” i flere minutter:
”Jeg mærkede en uendelig fred og var egentlig lidt ked af at blive kaldt tilbage. Mens jeg lå på båren, råbte folk, at jeg skulle sige mit navn, og det irriterende mig: ”Kan I ikke stoppe, jeg har det lige så godt!” Men jeg er godt opdraget, så jeg tænkte, at jeg hellere måtte svare. Umiddelbart efter hørte jeg én sige: ”Jeg tror, vi har ham.” Og så blev jeg levende igen.”
Jeg har læst og hørt om flere nærdødsoplevelser, som ligner Hausgaards, så måske er der noget at glæde sig til.
Men jeg tænker også på tiden efter døden. Og jeg er kristent opdraget (det er Hausgaard også og endda i samme Indre Mission) – og samtidig er jeg et barn af oplysningstiden. Og jeg VIL, at de sider skal finde en samklang i mig, og det kan godt være lidt af et slagsmål, men så slås jeg med mig selv en tid og kommer altid til den erkendelse, at jeg 1.: ikke kan leve i det mørke, religionerne har det med at kaste ind over mennesket, og 2.: må erkende, at en gudløs verden er for kold og skræmmende for mig. Jeg må altså bekende mig til begge dele: LYSET (kald det bare videnskaben) og GUD ( kald det bare skaberkraften). således forenes lyset og kærligheden.
Og så nu vi er ved det åndelige, så falder det her citat fra Bøgernes Bog mig ind. Fra Johannes Evangeliet:
’Timen er kommet, da Menneskesønnen skal herliggøres. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold.’”
Sådan udtrykker Jesus det og set med de andre briller, videnskabens, ja, så falder de to udsagn sammen i skøn harmoni: vi dør og vi indgår i det nye liv : Alt i naturen visner og blomstrer igen. Men det er vigtigt, at det visner. Ellers kommer der ingen blomster.
Jeg vil slutte to citater fra Hausgaards bog: ”Når vi ånder i takt”
1. Betragtninger om, hvad han anser for det ideelle samfund. For det kan jeg 100% slutte mig til. Vi har samme baggrund, og jeg tror, at vi langt ude ligner hinanden. Han skriver på side 210:
”Hvis man forestillede sig et socialistisk samfund båret af en kristen moral, så er det nok for mig det optimale. Et samfund båret af kristne værdier, der langt hen ad vejen ligner de socialistiske. Og godt med tilgivelse og kærlighed.”
Betragtninger om, hvorfor det er godt at bo i det lille samfund ude på landet:
”Herude ville vi være prisgivet, hvis vi ikke interesserede os for hinanden, meget mere end i en by. Jeg ville ikke kunne ligge her og dø, min nabo, Ole, kunne heller ikke, for vi holder øje med hinanden, mere eller mindre bevidst.”
I nogen tid har jeg skrevet på den bog, som jeg nu har snakket om i årevis og faktisk har givet så mange ord og så meget lys og luft, at jeg næsten tør tro, at jeg får den skrevet. Nu sagde jeg ikke udgivet. Det er for meget at love mig selv eller andre. Det følgende er et afsnit fra det manus, jeg arbejder med. Jeg har skrevet et lille kapitel om hver af mine søskende, set fra et lille barns synsvinkel. Man må altså forstå, at de erindringsglimt, som her er nedfældet, bliver fortalt, ikke af mig, men af den lille pige, jeg engang var. Det kan forekomme lidt underligt, og kan det så passe? – ja, vist passer det, men man ville nok se det med helt andre øjne på afstand, og den nærhed, som jeg her forsøger, håber jeg går an. Og i min egen optik rammer den fint min bror, som jeg oplevede ham for 75 år siden.
ANDERS
Se jeg blev resultatet af/storesøsters flid/ jeg kom en foraarsmorgen, det var/ ved paasketid/ og I kan tro, min far var stolt vi/ nu to mandfolk var/ jeg lytted’ og i telefon jeg hørte/ hvad han sa’e
Men tro nu ej det altid var saa let/ at klare sig/ for Far og saant en bitte dreng/ som mig/ for pigerne de var jo tre, ja altsaa/ med min mor/ da sagde far: Anders kom/ nu/tager vi ud og ror
Og der vi to vil tale om, at det ku/ være godt/ om vi ku’ faa et mandfolk mer, saa/ ku’ vi klar’ os flot/ vi ønske’ det saa inderligt og bad/ en stille bøn/ og haabe at til næste aar, der/ kom endnu en søn ( Mors sang til Far)
Der kom et nyt barn hvert andet år, sådan som det var skik og brug på den tid, og jeg har hørt af min storesøster, at der var et enkelt år med en abort, og det har sikkert været, da vi ventede Dorte. Hun kom således forsinket til verden. Men Anders kom punktligt og til tiden d. 4. april 1941, et krigsbarn, men et fredeligt af slagsen, efter hvad jeg har hørt. Jeg var der ikke selv endnu.
Da jeg et par år senere følger efter, har han allerede været et par år i verden og tager godt mod mig, for selv om begyndelsen ligger begravet i glemslen, så husker jeg, at vi som ganske små opfandt vort eget sprog. Et avanceret et af slagsen, tænker jeg, for ingen af de andre forstod os. Men vi to var straks på bølgelængde, og lydene gik som radiobølger mellem os. Tydeligt nok for os om end med lidt skrat ind imellem. Jeg husker ikke de enkelte ord mere, kun de navne, vi gav hinanden. Jeg kaldte ham Bodder og han gav mig navnet Dødder. Bodder og Dødder, det var os.
Længe efter, at vi havde forladt babysproget, blev vi til Fars og Mors ærgrelse ved at kalde hinanden de navne, som for os udtrykte tryghed og nærhed, men som de fandt fjollede.
I det hele taget elskede vi at fjolle. Og her vil jeg springe nogle år frem i tiden og dvæle der, hvor jeg kan se ham tydeligt. Nu er han flyttet ud af børneværelset og ind på det trange kammer på loftet, og det bedste, jeg ved, er at sove hos ham om natten, for man er så tæt sammen i den smalle seng, at man næsten smelter sammen til ét barn, som er urørligt, og når man lader det skrå loftsvindue være åbent, kan man høre kutterne sejle ud til fiskerbankerne i den tidlige morgen, og det er en himmelsk lyd at vågne op til. Med kutternes dunk i øret og sin bror i armene er alt, som det skal være, og intet ondt i verden kan ramme en. Og når han også vågner, mens der endnu ikke er trængt den mindste stribe lys ind gennem det lille tagvindue, så kan man ligge der og snakke om verden og dens mange tilskikkelser. Og Anders er ekspert i det, man ikke kan se. Han kan fremmane spøgelser, så selv de uhyggelige hændelser i Borley Præstegård rykkes helt tæt på, og det er lige før de gruelige engelske genfærd får adgang til et lille trygt tagkammer i et rødt hus i Strandby. De flagrer uheldsvangert tæt på to børn, der kryber sammen i sengevarmen og gyser af fryd.
Jeg må absolut ikke sove hos Anders og gør det kun i smug, men man kan liste sig til meget. For Anders er en dreng, og ”det var sandelig på tide han kom ud af pigekammeret,” siger Mor. Men hvorfor det? ”Tja …,” siger Far og smiler, ”det kan jo diskuteres.” Men Mor snerper læberne sammen og siger, at der er ting, der ikke er til diskussion. Diskutere betyder skændes, det ved jeg godt, og det er i al fald noget, der aldrig finder sted mellem Far og Mor. De er enige om at være enige i et og alt.
Jeg er selv skoleelev nu, men jeg har ikke skolens hidsigste lærer, sådan som Anders. Vi har en flink vikar, som læser højt og kan lide børn, og vi lærer ingenting, mens Anders’ skoledag er helt anderledes, og han kan berette om gruelige hændelser i klassen, som jeg ikke kan få til at hænge sammen med den lærer Frantzen, som jeg kender fra mine lege med hans børn i deres hjem i skolens vestre fløj. Der kommer jeg tit, efter at Jens er rejst. Og lærer Frantzen er en, der gerne sætter sig på hug for at lege med os børn, og det er tydeligt, at Kjartan og Bjørka og lille Rune holder af deres far, og at han holder af dem, endda så meget, at han har bestemt, at de aldrig skal gå i skole, men blive hjemme hele deres barndom. Så underviser han dem selv. Hvor er de heldige, tænker jeg, og kommer så alligevel i tvivl og vil ikke bytte, for de må ikke gå til stranden eller strejfe om, ikke engang komme hjem til mig og lege må de, nej, de skal smukt blive hvor de er hele dagen lang. Men de er gode at lege med alligevel.
Men Anders siger, at Frantzen er som en herskesyg romersk tyran, når han underviser, og jeg kender hverken romersk eller tyran, men så forklarer han mig om det gamle Rom og hvordan det blev regeret af mænd, der dræbte i flæng.
Anders læser næsten altid, og det er Bedstefars bøger, han læser. Dem har Bedstemor arvet, og de fylder flere reoler i hendes stue, men vi er for små til at forstå dem, siger hun, de er ikke skrevet for børn.
Det er Anders ligeglad med, og han læser bare løs, uden at Bedstemor opdager det mindste, for selv læser hun ikke andet end Biblen og Yola-bladet, der skriver fortællinger for børn om livet blandt hedningene i Afrika, og dem læser hun højt for os, for at vi kan vide, hvor godt vi har det.
Anders har bestemt, at han vil læse alle Bedstefars bøger, inden han fylder 13 år, og det er ikke let, for han slås med ordene ligesom mig, og det går langsomt, når han pukler sig igennem en bog. Men han vil. Han render tit rundt med en bog, som han smider sig med i en stol eller på divanen eller i haven, når det er sommer, indtil Far får øje på ham og jager ham op, for det ligner ikke noget, at en stor dreng spilder sin tid på unyttig morskabslæsning. En rigtig dreng skal arbejde. Og Anders skal være en rigtig dreng og ikke en slapsvans. Det skal Far sørge for, og han gør sit for at sætte sin dreng i de rigtige svingninger. Jeg bliver også sat i sving, og det elsker jeg, så er jeg næsten en dreng, synes jeg, og sammen stabler vi fiskekasser på Bentzens mark, og vi ror hyttefade i havnen, så der altid er tomme fade til de fiskere, der lige er kommet i havn, og de fyldte hyttefade ror vi ud i det yderste havnebassin og fortøjer dem der. Jeg står på hyttefadene, mens Anders ror. Somme tider springer jeg fra hyttefad til hyttefad, og det skulle Mor bare vide.
Anders tjener penge. Han arbejder for far, og han går med aviser. Jeg hjælper ham og tjener også lidt, men ikke ret meget, for Anders giver ikke ved dørene og jeg er helt sikkert underbetalt. Og mens jeg køber salmiakstænger og flødeboller og sodavand for alle mine småskillinger, så sparer Anders hver eneste øre op.
Der står et ur på den store radio i stuen, som ikke bare tæller timerne, men også fungerer som sparebøsse. Øverst oppe er der en revne, og i den plumper Anders alle sine penge ned, det giver et lille klik, hver gang en ny krone rammer alle de andre kroner. Han er en rigtig pengepuger akkurat som Joachim von And, og en dag vil han være ligeså rig og vælte sig i alle sine gyldne bunker.
Men far roser ham. ”Du har fat i den rigtige ende, min dreng, sådan skal det være,” siger han. ”Ejeren til Gårdbogård, og ham har jeg kendt personligt, se han sparede hver eneste øre op hele sin ungdom igennem, og han endte med at kunne købe et stort gods.”
Anders vil ikke købe et gods, han vil bare anskaffe sig en filmfremviser, og en dag åbner han sammen med far det store ur, der er så propfuldt af kroner, at der ikke kan være flere i det.
”Se!” siger far, ”nu har du sparet så flittigt, at du kan købe det, du ønsker dig allermest.” Og Anders køber en fremviser. Og han køber film. Det er små stumper af rigtige spillefilm, som har været vist i biograferne, og som man kan købe i en butik i Frederikshavn, og han viser dem for os på sit nye apparat, selv om de hverken har hoved eller hale og er uden lyd, men det betyder ingenting, for Anders siger alle replikkerne med forskellig stemmeføring, alt imens filmen flimrer hen over lærredet, og vi spændt følger nogle mænd og kvinder igennem højst ubegribelige scener fra deres liv.
Jeg kan endnu se en bestemt og meget uhyggelig sekvens for mig, hvor Katherine Hepburn langsomt går ned ad en mørk kældertrappe, bærende på et blafrende stearinlys, og bag hende sniger sig en lumsk mand. Vil han slå hende ned? Vi gisper af spænding, men vi får det aldrig at vide, for så løber filmen ud, og den næste film handler om noget helt andet. Jeg kan stadig høre Anders, der med Clark Gables stemme fremsiger replikken: ”Vi er lykkelige nu. Lad os gå til stranden!” Og med Doris Day udbryder han: ”Jeg elsker dig desværre ikke, men jeg vil gerne have en tur i din smarte bil!” Og der sidder vi små børn på rad og række og er i biografen med Anders. Og med åbne øjne og ører sluger vi de løsrevne stumper af en voksenverden fuld af mysterier.
I dag er en dag som alle andre og alligevel helt anderledes end alle andre. Tanker kommer og går, og nu kom den tanke til mig i dag, at jeg var gået i stå.
Jeg stod faktisk og arbejdede, mens tanken om stilstand kom luskende – jeg havde et godt greb om greben, for jeg var nemlig ved at vende den store høje og herlige kompostdynge, som er vokset støt hele sommeren, og som ikke ligefrem er en pryd for haven eller for nogen – ikke engang for mit øje tager den sig nydelig ud. Men hvor kan jeg godt lide den – og når jeg pusler med den, har jeg det som en orm, der slippes løs i en bunke nyslået ukrudt. Nå, det er nok en følelse, jeg deler med meget få.
Pyt. Det er sådan jeg har det. Lige nu i al fald. Gik derude og tænkte på så meget, mens jeg vendte sommerens smårester af grønt og alle mulige kasserede vækster. Som jo så ikke blev kasseret alligevel, for nu fik de et nyt liv i en ny kompostbunke, og til sommer flyver de ud i haven som gnask for de urter, der virkelig pryder.
Men det var ikke min kompostbunke, jeg ville skrive om. Men om at gå i stå. For pludselig blev jeg grebet af en stor ro, der godt kan ligne lykke. Tror jeg. En slags stille lykke. En glæde ved at være gået i stå.
At gå i stå betyder at se på en ny måde. Kingo skriver det så fint i en af sine salmer. Han skriver:” Nu står jeg her med verden i mit øje.”
Med verden i mit øje.
Det er det, man kan gøre, når man står. Helt stille. Med verden i sit øje.
Men nu skal jeg ned og se TV – for selv om jeg står stille, så bevæger verden sig, og jeg følger den med interesse her fra mit ståsted.
Et kig ud i vores skov og i vores have. Nu skriver jeg vores. Men det er jo vores fælles natur, som den tager sig ud med alle efterårsfarverne – eller … indrømmet … det er lidt snyd, for bladene er jo faldet, og farverne er falmet, men billederne kommer alligevel her, for jeg har endnu ikke sluppet efteråret, der strålede for kort tid siden. Og det har kalenderen jo heller ikke. En uge igen, og så er det vinter. Men lad os dvæle lidt endnu ved farverne og glædes over, at de ikke kun forsvinder, men kommer igen…. ligesom alt det andet.
Det evige kredsløb, det løber som en varm strøm i mit blod: denne bevidsthed om genkomst, at alt dør og fødes. Som det står i Johannesevangeliet, kapitel 12 vers 24: Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn, men hvis det dør, bærer det evig frugt ..
Det er ikke let at blive gammel, især ikke set udefra. Nu hvor jeg er godt og vel inde i processen, synes jeg ikke, at det er så slemt, som det siges. I al fald er der hele tiden momenter af stor lykke. Også i alderdommen. Det synes jeg ikke kan gentages ofte nok.
Og nu fik jeg så sagt det igen. Godt nok.
Jeg hørte en stump af Supertanker på p.1 forleden, og det handlede om dødshjælp set fra en dødshjælpers side, og hun var SÅ sikker på, at hun gav sine “kunder” en værdig død i ro og mag iscenesat som en hyggelig event. Sjældent har jeg hørt noget mere uhyggeligt.
Lad os leve med alle skavankerne, lad os leve med smerterne, lad os leve med alderdommens utallige svagheder. MEN LAD OS LEVE.
”Always look on the bright side of life” som den montepythonske Kristus synger på korset i filmen ”Life of Brian.”
Åh, ja, og det vil vi også rigtig gerne. Se på den lyse side af livet. Og måske er det derfor, jeg altid glæder mig til at høre Brinkmanns Briks hver onsdag. For lige det er han så god til. At se lyset i mørket. Og hvor har vi brug for at blive bekræftet i, at det trods alt er den side af livet, der er den stærkeste og som vinder til sidst. Men når man ser sig om i verden i krig og ufred, og når man mister den ene efter den anden af sine kære, så kommer tvivlen galoperende. Anderledes kan det ikke være, sådan som menneskelivet er skruet sammen.
Og det er ikke altid muligt at se de lyse sider i alting. Selv ikke for Brinkmann, og det blev for mig tydeligt i onsdags, hvor Brinkmans Briks handlede om ALDERDOMMEN – og netop den allersidste del af livet, der, hvor dommen eksekveres.
Hvad skal jeg skrive om det? At det for en gangs skyld var vanskeligt for Brinkmann at holde lys i lampen hele udsendelsen igennem, og selv om han som vanligt havde inviteret en ekspert – den her gang en ekspert i alderdommens sidste faser, så lod det sig ikke skjule, og heller ikke hun kunne skjule, at det er, var og bliver et skræmmende fremtidsscenarie, der venter os alle til sidst: først at blive ramt af det ene funktionstab efter det andet og så til slut at dø.
Sygdom, svækkelse, død. Det er så pokkers svært at se den lyse side i det.
Johannes Møllehave skrev, inden han døde en bog, der hedder: ”Det ender godt. ” Den har jeg læst, og jeg synes ikke, den lever op til sin titel. Den er så sørgelig. Også selv om den kristne tanke om, at Kristus overvandt døden og opstod og dermed også gjorde os udødelige, ganske vist berettes i bogen, som det sig hør og bør for en præst. Men dødens skræmmende virkelighed kan bogen ikke borttrylle med den fantastiske tro, som den forkynder, for lige meget, hvor fast i troen, man formaner sig selv til at være, så er den biologiske tilintetgørelse af det legeme, som vi har båret rundt på i al den tid, vi har betrådt jorden, jo ikke til at komme uden om. Og ikke til at komme til rette med. Tro på opstandelsesevangeliet eller ej. For hvad er det for en opstandelse? Jeg tror, at de mennesker, som påstår, at de begriber det, ikke helt holder sig til sandheden. For det er ubegribeligt.
Og nu kommer så det underligste af det hele. Man har lavet en sociologisk undersøgelse af, hvilken livsepoke, der er den lykkeligste i menneskelivet, og det viser sig, at mennesker i 80’erne er mere tilfredse og gladere end mennesker i tyverne.
Der er mistrivsel i alle aldersgrupper, men dem der trives bedst, er de gamle.
Det var da noget af en opmuntring for alle os gamle – og faktisk vil jeg straks melde mig i heppekoret. Vi er i virkeligheden ganske glade for at være i live, eller som svenskerne siger: at være i livet.
Og som en gammel græsk filosof har sagt: så længe vi lever, er døden ikke.
Som mine læsere kan se, så har min webmaster bestemt, at min ellers vellidte (af mig selv) indledning sløjfes. Så nu kommer mine indlæg til at tage sig anderledes ud. Jeg vil i det følgende skrive lidt om kapitalismen og revolutionen, og inspirationen til det fik jeg, da jeg forleden fandt ovenstående bog af Hans Sølvhøj på min reol og tænkte, at den ville være velegnet som oplæsningsbog her i huset. Jeg har altså læst den højt for Ole, og da jeg kom til slutningen, fik jeg ideen. Ideen til en lidt løs snak samfundet set fra Ålum.
I Rødt og Hvidt taler en gammel inkarneret socialdemokrat om kapitalismen som den mindst ringe ordning for handelslivet ( og dermed for ikke så lidt af livet i almindelighed.) Og så læste jeg samtidig, ikke for Ole, men for mig selv, Asta Olivia Nordenhofs: Djævlebogen, hvis facit, hvis jeg har forstået det rigtigt, er revolutionens nødvendighed.
REVOLUTIONEN. Ja. Engang var vi mange, som flirtede med den tanke. De røde faners blafren i vinden. Men det var jo ren romantik.
Sølvhøjs bog vakte mange minder hos mig, for jeg fik den som gave fra en af mine afgangsklasser. Det må have været 1989. Det var et af de sidste år, jeg underviste, og mine elever kendte nok lidt til min røde farve, som jeg naturligvis skjulte i min undervisning, men som vel skinnede igennem nu og da, og jeg tænker, at bogen af den Kongelige Hofmarchal lidt var ment som kærligt drilleri. Og indrømmet: den røg i reolen ulæst. Nu har jeg læst den. Og nydt den hele vejen. Sammen med Ole. En rigtig fin bog.
Og jeg har netop endt Nordenhofs seneste bog “Djævlebogen”, og jeg har nydt den hele vejen. En rigtigt fin bog.
Nordenhof er med i en ny litterær trend, som jeg følger spændt, fordi det, der skrives, er god litteratur. Den slags forfattere kan man ikke få for mange af.
Men det er nu ikke dem, jeg vil skrive om i dette indlæg, det har jeg gjort i et tidligere indlæg, men her vil jeg bruge en af dem (Nordenhof) til at koble et af deres temaer: REVOLUTIONEN til den del af virkeligheden, der er min: den, jeg kan overskue fra mit beskedne landsbyperspektiv, fra mine aviser, der på det sidste er skrumpet ind til Kristelig Dagblad og Infomation ( som jeg læser nu og da) og HUS FORBI , som jeg altid læser – og mine venner, som jeg efterhånden har mistet for mange af.
De unge, som skriver på den nye trend, er folk, der kommer fra UNDERKLASSEN – og at den findes vidste jeg godt i forvejen, for jeg læser som sagt HUS FORBI, og jeg kender den også fra Kristelig Dagblad, der trods sin borgerlighed, spænder vidt.
Jeg vil kun nævne et par stykker af disse unge skribenter, men vende tilbage til dem senere. Dem, jeg kender, fordi jeg har læst dem, er flg.:
Thomas Korsgaard, Glen Bech, Kristian Bang Foss, Frederik Jensen, Edouard Louis og Asta Olivia Nordenhof.
De skriver om en undertrykt og smadret del af befolkningen, som de kender indefra, for de er vokset op der. Et sted, hvorfra man dog, hvis man er heldig, kan rejse sig og blive til noget, som de jo selv har gjort. De er alle blevet veletablerede forfattere.
Og der tales igen i al fald hos nogle af dem om revolutionen. Den, som selv de mest rabiate venstreorienterede politikere ellers for længst har afblæst. For der er jo ingen klasseskel mere af betydning, vel? ARBEJDEREN er jo velnæret og velsitueret med eget hus og bil og sejlbåd og ferierejser to gange om året. Så hvad snakker vi om? Revolution? Hvor vil du hen?
Men det snakkes der om. Og det kan der snakkes om. For der er jo de gule veste (i Frankrig, men de findes overalt i Europas byer, her murrer utilfredsheden) . Og så er der de mange mennesker på overførselsindkomster, som nu af politikerne (og mange andre) udskammes. Der er de mange psykisk syge. Der er de mange, som ikke formår at leve op til arbejderklassens levestandard. Der er alle dem, der ikke klarer tørnen som slagteriarbejdere med en indkomst på mere end en halv million pr. husstand. Alle dem, der falder igennem.
Det er ikke ARBEJDERKLASSEN, vi taler om, men UNDERKLASSEN. Den findes.
Nordenhofs bog er ikke let forståelig, og er man ikke åben for lyrikkens sprog og en smule skolet i det, så kløjs man sikkert i digtene. Alligevel vil jeg citere fra et af dem, og så får du måske lyst til at læse mere. Bogen er ikke ren lyrik, der er også prosadele, og de er lettere at forstå. Eller forstå og forstå, hvis man ikke selv har været der, forstår man næppe fuldt ud. Men man kan forsøge at forstå. Jeg har haft stor glæde af det forsøg. Prøv selv!:
“det jeg siger er / arbejd for revolutionen/ gør bare/ det du kan/ vi skal have/ vores børn med/ og vores/ syge venner/ jeg kommer/ som et åbent sår/ det har i bare/ at acceptere.
arbejd for/ revolutionen/ og sig nej/ til mandehørm/ vi gider ikke/ høre om jeres/ rensende blodbad/ det vi vil/ opnås ikke først/ og fremmest/ med kniven/ vore slagter gav os/ på den smukke dag/ vil vi vende os/ og se på slagteren/ uden at genkende ham
det jeg siger er/ arbejd for revolutionen/ på den måde/ du kan/ gør det hver dag/ på den måde/ du kan/ der er nogen/ der gerne vil skyde/ der er brug for jer også/ men jeg vil made børnene/ både nu/ og senere”
( citat side 111, 112)
Bogen er nr. 2 i en serie om Scandinavian Star – og den vil undersøge, om kærligheden kan (over)leve i et kapitalistisk samfund. Den første bog “Penge på Lommen” er barsk læsning. Og det er efterfølgeren også.
Og nu til noget helt andet og mere fredeligt. Den bog, som mine kære elever forærede mig den sommer i 1989, da de sprang ud – og som jeg nu har læst. Og lært af. Hans Sølvhøjs “Rødt og Hvidt.”
Jeg husker selvfølgelig ungdomsoprøret. Jeg var midt i det – tidmæssigt, for det var det jo i min ungdom, det fandt sted.
I 1969 var jeg studerende ved et af de røde universiteter: Århus Universitet. Men jeg var også nybagt mor, og min dag så sådan her ud:
Efter en nat med næsten ingen søvn, hurtigt morgenmad, aflevere søn, ind på skolen og undervise gymnasieelever, så ud til bilen og i susende fart til Århus, deltage i nogle timer der med henblik på embedseksamen, hjem i susende fart, hjemme lidt ro med en lille, dejlig dreng i armene, lidt leg med ham, så lave aftensmad, lege lidt igen, nusle og pusle og putte den lille, forberede næste dags undervisning, rette opgaver, løse universitetsopgaver, ved midnatstid tumle i seng, blive vækket af barnegråd, trøste, amme, falde i søvn, vågne, skynde sig op, aflevere barn til naboen, og så det hele om igen.
Og havde jeg ikke hjælp af en ægtefælle og far? Nej ikke synderligt. Han var der, og det var selvfølgelig rart. Men han lavede ikke mad, passede ikke barn, vaskede ikke op, gjorde ikke rent, vaskede ikke tøj. Han passede bilen og sine timer på skolen og sit virke som medlem af alle mulige bestyrelser. Sådan var rollefordelingen, og sådan forløb hverdagen, og var jeg så midt i ungdomsoprøret? Nej, men jeg var ung. Gjorde jeg da slet ikke oprør? Nej, jeg tog mig selv i kraven og udfyldte den rolle, jeg havde fået tildelt. Og den var ikke til diskussion.
Nu er det så mange år siden, og meget er forandret. Jeg var dengang både lærer på gymnasiet og på handelsskolen. Begge steder oplevede vi elever, der sad og hang og var vanskelige at undervise, fordi de var dopede af hash, og enkelte droppede ud af den grund. Drenge og piger så ens ud: lige langhårede, og de gik i ens tøj. Kønsforskellene skulle ophæves, mente man, og det smittede af på os alle: jeg gik i skole i cowboytøj, lange ponchoer og træsko. Men længere nåede mit oprør ikke.
Men det var Rødt og Hvidt jeg ville skrive om. Det gør jeg ved at citere fra bogen. Og her er Sølvhøjs kommentar til ungdomsoprøret ( og revolutionen – og ideologitænkning):
( Citat side 164 ) Det 19. århundredes ædle og indholdsrige ideer , som de kom til udtryk i menneskerettighedserklæringerne og hos filosoffer som Rousseau og Voltaire, tog almindeligvis skade af at blive presset ind i læresystemer. Menneskelig originalitet og råstyrke tabte ved at blive bøjet under dogmer og paragraffer. Måske var disse ideologier i virkeligheden en fortættet lovsang til menneskelige idealer, men mangen gang har de tjent til indsnævring af tankens frihed. Dette at frigøre sig for en ideologi har imidlertid i vide kredse, hvor politisk ideologi er vel indarbejdet, kaldt på mistanke om holdningsløshed eller det, der er værre.
Bertolt Brechts ængstelse for, at der skulle gå råd i socialismens tankeskat, hvis man fornægtede ideologien, blev delt af de rettroende. Også her i Danmark har denne frygt haft mange tilhængere, og i 1960’erne og derefter har man set hede debatter, hvor især nymarxister af 1968-katagorien har holdt fast i ideologien med begge hænder. De unge oldinge passede hele tiden på ikke at komme til at tænke for meget selv.
Jo ældre, jeg bliver, jo mere forstår jeg Sølvhøj og hans syn på samfund og politik og handel. Han var også ret ung i 1968 og han tog til Tyskland for at studere fænomenet, og her er et par betragtninger
(citat side 165)
Jeg tog dem på ordet og traf nogle af studenteroprørets ledere, pæne unge mænd fra overklasse- eller middelklassehjem, jakke og slips, forekommende manerer og dødssikre på, at alt hvad de sagde, var uvisnelig sandhed. Deres lidt trættende, overbærende elskværdighed lod jeg mig ikke irritere af. Det var en stil, jeg selv havde anlæg for. De anså mig tydeligvis for en politisk slapsvans, der dårligt nok havde læst Das Kapital, og som derfor måtte have en belæring om, hvad der nu forestod. De tog med mig ud til en stor hal i Berlin, hvor 4000 studenter med oprakte knyttede hænder råbte eller snarere skreg: “Kapitalismen fører til fascisme. Kapitalismen må væk!” Jeg hørte Lefevre, en af Rudi Dutschkes nærmeste meningsfæller, forkynde evangeliet om systemets umiddelbart nærtstående sammenbrud. Stemningen var kogende. Ræsonnementer og argumenter veg for slagord af primitiv art. Jeg kom til at tænke på Grundtvigs “nu kom han patriarkers håb – med flammeord og himmeldåb”. Nøgleordet var NU”
(citat 165) De kloge studenter med den lyse tro tog mig med til endnu en demonstration. På vejen så jeg dem forsøge på at få arbejderne med i toget. De gik ind i værtshusene, hvor arbejdere fredsommeligt drak øl og snakkede om, hvad for en vogn, man skulle købe næste gang. … Arbejdere med flødeskum i mundvigene …. blev kaldt ud på Kurfürstendamm af studenter, der med svingende arme og lynende øjne fortalte dem, at hvis de ikke hurtigt fik tørret sig om munden og sluttede sig til toget, risikerede de at komme for sent til revolutionen.
(citat s.167) I virkeligheden kan man ærgre sig. Hvis bevægelsen havde været bedre disciplineret og bedre underbygget af demokratisk tankevirksomhed, kunne reformvirksomheden være nået længere frem. Der lå rige følelsesværdier gemt hos mange af oprørerne, en fornemmelse af, at det samfund, den midaldrende generation var ved at aflevere til dem, var præget af kulde. Men når noget løber løbsk, i politik, forfejler det sit sigte, og et af ungdomsoprørets varige resultater, var det højresving, der blandt andet markeredes af Fremskridtpartiet.
Den unge generation af forfattere, som jeg har nævnt, og som i dag skriver om revolution, er ikke en bevægelse, det er ikke et oprør, de er først og fremmest ikke i stand til at ændre ret meget, selv om de forsøger at tage kapitalismen ved vingebenet og taler om revolution.
. Men måske tager jeg fejl. Der er i al fald litterær slagkraft i det, de skriver. Så jeg ved ikke.
